En tur med serværdigheder

[William Legan]

Et par dage efter sin ankomst til byen er morgenen brugt på at pakke og sortere. William har været oppe det meste af natten for at få styr på nogle papirer Ethan havde udpeget for ham, hvor han havde overset noget, og i sin trætte tilstand, undrede det ham ikke så meget som det ellers ville, at han havde overset en meget undertrykkende lov. Han havde streget den ud og skrevet en ny på det stykke papir, han havde arbejdet med, og sådan var natten forløbet. Han havde dog nået at få tre timer, før han stod op og selv gik i gang med at pakke sine personlige ejendele ned - sådan havde han det bedst. Han gjorde klar til at rejse, men først skulle han mødes med Lady Urbram igen for at tage en sidste tur rundt i hendes prægtige by. Ethan havde vist ham meget af den, og de havde talt om ladyen i et væk, og han følte efterhånden, han kendte både hende og hendes arbejdsmetoder godt. Han havde allerede lært en masse og følte sig forandret på bare disse få dage.
Da hans kuffert var pakket, gik han ud i gårdspladsen på Rosen og Fjeren og sad op på hans hest, som pagen ventede med, og han sporede den og satte gennem de nu velkendte gader mod hendes gods for at mødes med hende. Han var klædt i rejsetøj, modsat den anden dag, og var mere simpelt klædt denne gang, men så ikke mindre formidabel ud, faktisk omvendt. Det mere simple tøj havde altid klædt ham bedst og fået ham til at se ældre ud, og selvom det stadig var en lensherre værdigt, var det ikke det samme som hans officielle antræk fra mødet dne anden dag, hvad han ikke håber, hun har noget imod. Han har tænkt sig at forlade stedet og tage hjem så snart de er færdige med deres rendevous.

[Mariah Urbram]

Som sædvanlig, var Lady Urbram stået tidligt op. Det gjorde hun altid, for så følte hun, at hun fik mest ud af dagen. Hun var begyndte tidligt med at underskrive og læse papirer, da hun gerne ville have bunken på sit bord væk. Hun læste altid papirerne ordentligt igennem, før hun satte sin underskrift, da hun ville være sikker på, hvad hun skrev under på. Det var dog altid bare noget mindre formelt, og noget der handlede om ting i byen. Eller hvis hun skulle underskrive en ny lov, der var blevet vedtaget. Der var også nogle ægteskabspapirer hun skulle underskrive, hvis det var et arrangeret ægteskab mellem nogle adelige i hendes len. Sådan havde de altid gjort i Lenet Verd, og den tradition havde hun holdt ved lige. Så vidste hun også hvad der foregik mellem de adelige. hun kunne desuden også på den måde undgå ægteskab på de forkerte måder. Men det var opgaver hun nød at tage sig af.
Hun havde også er brev, hun skulle skrive til sin onkel, fordi hendes kusine helt uventet var dukket op ved hende. Hun var åbenbart stukket af hjemmefra, og Mariah mente at det var vigtigt, at hendes onkel vidste, at hans datter var i gode hænder, og at hun ville blive boende hos Mariah i nogle dage. Hun skulle stadig have snakket med sin kusine om det, men det havde hun med vilje udskudt, da hun ikke vidste, hvordan hun skulle starte samtalen. Det havde ikke gået så godt sidste gang, da kusinen havde været fast besluttet på ikke at ville giftes væk, men ville have den samme kærlighed som den, hun læste om i bøgerne. den stakkels pige kunne ikke kende forskel mellem drøm og virkelighed, og det bekymrede virkelig Mariah.

En af hendes tjenere var kommet ind på hendes kontor, og havde mindet hende om, at hun skulle huske aftalen med den unge lensherre. Tiden var tydeligvis gået stærkere end hun havde regnet med, og hun lagde pennen fra sig, og rejste sig, for at gøre sig klar til at tage af sted. Hun fandt derefter sin mørkeblå kappe, tog den på og lukkede den med et sølvspænde ved halsen. derefter gik hun ud i gården, hvor Lord Legan allerede var, og hvor en stalddreng stod klar med hendes hest.
"Vær hilset, Lord Legan," sagde hun, og nikkede ærbødigt til ham. Hun mente ikke rigtigt, at det var nødvendigt med mere formel hilsen, da de allerede havde hilste rigeligt på hinanden den anden dag.
Hun tog fat i tøjlerne, og sad op på den brune hest. Hun havde siddet på en hest allerede før hun kunne gå, så hun havde ingen problemer om at komme op, og hun følte sig med det samme tilpas, da hun kom derop.
"Jeg synes at vi skal ride ned til byen, men når vi kommer derned, vil jeg mene at det er bedst, at vi går rundt. Så er det nemmere at komme rundt," sagde hun med et smil. En hest var bare besværlig, når der var store menneskemasser, selvom de alle flyttede sig, når deres lensherskerinde skulle forbi.
Hun sparkede let til hestens flanker, så den begyndte at gå. De havde ikke travlt, så hun så ingen grund til, at de skulle skynde sig. Hun red ved siden af Lord Legan.
"Jeg håber at De har haft nogle gode dage i min by? Jeg håber sandeligt, at Ethan viste Dem rundt, som jeg bad ham om?" sprugte hun, og kiggede hen på den unge Lensherre mens de red af sted.

[William Legan]

"Vær hilset, milad Urbram," han bukkede over siden af hesten på en normalt akavet måde, som han klarede forholdsvist elegant og uden at flde af. Han smilede venligt, og selvom han så endnu mere træt og udmattet ud end sidst, var han i godt humør. Han beundrede hendes opstigning og måden hun sad i sadlen, hvor de tydeligvis var lige hjemme, og han satte hesten i gang sammen med hendes.
"Så gør vi det, De ved bedst!" sagde han i en munter tone og holdt ryggen rank i sadlen. Randerne under hans øjne var tydelige i morgenlyset, men der var intet, han kunne gøre, og han vidste kun alt for godt, hun ville lægge mærke til dem, men han ønskede virkelig at blive færdig med det arbejde, han havde sat sig for..
"Åh ja, ganske pragtfulde. Ethan er en sand skat, han har vist og fortalt mig så meget, jeg til tider knapt har kunnet følge med! Det har været en ren fornøjelse med ham som guide." forsikrede han hende for med et kækt smil. Han vidste, han forsøgte at virke mere frisk, end han følte sig, men det var lige så meget for hans egen skyld som for hendes.

[Mariah Urbram]

Mariah kendte alt til ikke at få særligt meget søvn. Hun havde førhen brugt det meste af natten på vigtige ting. hun vidste hvor udmattende det hele kunne være, men hun vidste også hvor vigtigt det var, at sende de rigtige signaler. De rigtige signaler at sende, ville ikke være, at vende sig om på den anden side når man skulle op, i stedet for faktisk at stå op. Det var sådan set også hendes egen skyld, når hun ikke havde fået nok søvn, det vidste hun godt. Så derfor var det også altid hende selv, hun var sur på, når hun ikke havde fået nok søvn.
Vejret var smukt. Vinden var en smule kold, men frisk, og solen stod højt på himlen og sendte sit smukke lys ned på jorden. Der var ikke mange skyer på himlen, og dem der var, var små og fløj stille omkring. Himlen var lyseblå, og fuglenes fløjten var smuk musik i Mariahs ører.
"Jeg er meget glad for, at han opfylder sit job til fulde. Det glæder mig at høre, at han har været til så stor en hjælp," svarede hun med et smil, mens de red af sted.
De red på en bred grusvej, en direkte vej ned til byen. Den var bedre nok til at der kunne køre to kærere ved siden af hinanden. I midten var en lang stribe af græs på en lille forhøjning hele vejen igennem.
Mariah nød at komme lidt udenfor sit gods. Det var ikke godt at være så meget indenfor, og den friske luft udgjorde virkelig mirakler nogle gange.
Lady Urbram boede ikke langt fra byen, så det tog heller ikke særligt lang tid, før de red ind i byen.
Mariah red direkte mod den nærmeste kro. Det var altid der, hun havde sin hest opstaldet, mens hun gik rundt i byen.
Så snart hestene klaprede ind i gårdspladsen, kom en stalddreng ud, og tog imod hestene. Han bukkede for ladyen og for lorden, selvom han sikker ikke vidste, hvem den unge dreng var.
Mariah sad af hesten, og ventede på at Lord Legan ville sidde af.
"Byen er også meget bedre nede fra vores to ben. Man oplever den bedre," sagde hun med et smil, og ventede til den unge Lord havde sluttet sig til hende.
"Først vil jeg vise Dem mit yndlingssted her i byen. Der er ikke så mange der kender til stedet," sagde hun, og begyndte at gå. Det var tydeligt at mærke på hende, at hun kendte byen ud og ind.
Hun gik hen ad nogle gader der var fyldt med mennesker, men drejede så ned ad en sidegade, hvor der ikke var særligt mange mennesker. Gaden var lidt skummel, og nok ikke den gade man ville gå ned ad, hvis ikke man havde et ærinde der.
Et smil sad fast på Ladyens læber.
"Jeg fandt faktisk dette sted, fordi jeg engang var faret vild her i byen. Jeg havde ikke været i nede i selve byen, de første par år jeg var her, så da jeg skulle finde hjem herfra første gang, forvildede jeg ind ad denne sidegade," sagde hun med en lille latter. Det var skam rigtigt nok, og hun kunne godt lide at fortælle den historie.
Hun stoppede udenfor en lille butik. Skiltet over døren var støvet og gammelt, og man kunne ikke læse hvad der stod.
Mariah åbnede døren, og en klokke hørtes, da døren blev åbnet.
De trådte ind i en bogbutik. Det var tydeligt at se, da der simpelthen var bøger fra gulv til loft, og der stod også flere store stakke på gulvet rundt omkring og disken var også fyldt med bøger.
"Her finder man de fineste bøger," sagde hun med et smil og kiggede på den unge Lord. hun anede ikke om han kunne lide bøger, men dette var klart hendes yndlingssted.
Butikken var en smule mørk og dunkel, og luften var fyldt med duften af støv og bøger.
"Lady Verd! Hvad bringer Dem til min butik i dag?" spurgte en mand bag dem, og da Mariah vendte sig om, bukkede han for dem. Det var selvfølgelig ejeren.
"og leder De efter noget bestemt, MyLady?" tilføjede han så.

[William Legan]

De rigtige signaler at sende for William lige nu var at være frisk på trods af den manglende søvn; at være opmærksom overofr ladyen og huske hvad, der blev sagt. Søvnen var lidt underordnet, så længe han kunne holde sig i sadlen og virke som sig selv. William var ikke sur på nogen over sin manglende søvn, for han vidste, han fik noget fra hånden, og det var der hårdt brug for, men han længtes på den anden side efter at sove ud bare en enkelt nat.
Det dejlige vejr bliver nydt, mens de rider, og fuglenes sang går ham ikke ram forbi heller.
"Han har i alt fald ikke spildt tiden med at oplære mig, så meget er sikkert," lo han muntert. "Jeg har allerede lært en del, selvom jeg må indrømme, hans iver gør, man skal holde tungen lige i munden! Han ahr fundet frisk kød!" Han lo lidt igen, tydeligvis i eksellent humør denne morgen.
Vejen under dem var forholdsvis jævn, og hestenes gang havde en beroligende rytme, der fik ham til at slappe lidt af.
Som Ladyen nød William at komme lidt ud, blot var han glad for at komme længere omkring end rundt i lenet, hvor der blev set med mistænksomme og onde øjne på ham. Her var han mere fri og blev respekteret på grund af sin titel, hvilket hans unge sind fandt meget behageligt.
Da de nåede kroen, sprang William ned, hans støvler landende hårdt i jorden og sendene et stød op gennem begge hans ben, en følelse han elskede meget. Det var følelsen af at være i live. Han var vant til at springe af hesten på den måde frem for at bruge stigbøjlen til at sidde af som en gentleman nok ville have gjort; den ting har han endnu ikke lært.
"Det kan jeg forestille mig," sagde han venligt, "Ethan har også haft mig med på gåben." Han fulgte efter hende, da hun begyndte at gå, og hans lange skridt førte ham snart op på siden af hende, hvor han afkortede sine skridt, så de passede til hendes. Han var vant til at marchere, så de kortere dameskridt var lidt af en udfordring, men han gjorde sit til at få det til at se let ud
"Det vil jeg glæde mig til at se," kommenterede han smilende. Han bemærkede hvor beundrende og respektfuldt folk hilste på hende og så på hende, mens de gik, og han var på en underlig måde stolt over at se hende så vellidt. Hvis bare han kunne få sit eget folk tila t se sådan på ham selv, ville han ikke have andet at ønske sig.
Da de drejede ned ad den let skumle sidegade, kikkede han sig om en smule ubehageligt til mode, men hun lod til at vide hvad, hun lavede. Han kunne dog ikke lade være med lige at tjekke, at hans sværd hang ordentligt ved hans side, i tilfælde af, de skulle møde nogle ubehagelige typer uden respekt for lenherskerinden.
"Jaså?" spurgte han og kæmpede for koncentration til at følge med i samtalen. "Så jeg er ikke den eneste, der går vild i Deres by?" Der var en drillende tone i hans stemme, selvom han stadig havde travlt med at se sig om.
Da hun stoppede op, så han nysgerrigt på skiltet uden at blive klogere, og han var virkelig ved at blive interesseret nu i hvor, hun førte ham hen.
Da det gik op for ham, det var en bogbutik, bredtes smilet over hans læber, og han så sig opmærksomt omkring.
"Så er det lig efør, man skulle forstørre sit bibliotek derhjemme," kommenterede han leende.
Lugten i butikken var behagelig, lidt gammel og helt igennem passende for en bogbutik. Det var en af de få boghandlere, han nogensinde havde været i, for der var ikke mange af dem i hans eget len, da bøger for det meste var for dyre for folk at købe. Selv havde han dog et anseeligt bibliotek bygget op over generationer, og som han selv havde tilføjet en del til gennem sine rejser.
Da ejeren kom ud, smilede William venligt til ham og nikkede til hilsen.

[Mariah Urbram]

Mariah kunne ikke lade være med at le lidt af det, der blev sagt om Ethan. Det kom bestemt ikke bag på hende. Han havde også været sådan overfor hende.
"Ethan er meget grundig. Han stopper ikke før det er præcis som han vil have det," sagde hun med et lille smil. Det var en af de mange ting, hun godt kunne lide ved Ethan. Han havde aldrig sat spørgsmålstegn til hendes trang til at få alt til at være perfekt. Han forstod det fuldt ud. Han var også den embedsmand, hun havde snakket allermest med. Han var faktisk ikke mere end 7 eller 8 år ældre end Mariah, hvilket også skilte ham ud fra de andre, der alle var godt oppe i årene, fordi de havde været ved hendes afdøde mand i lang tid. Ethan var kommet og arbejdet hos Lord Verd et før Mariah blev giftet ind i familien. Så han havde været der lige fra starten, han havde været forholdsvis ung, og han havde kunne se på hende, hvad hun egentlig gennemgik. Han havde været den første, til at række hende en fremstrakt hånd, mens de andre embedsmænd havde været lidt tilbageholdende, da hun sagde, at hun ville styre lenet. Dog var alle hendes embedsmænd hende tro, det vidste hun, og de stod alle bag hende.

"Ethan kender næsten byen bedre end alle andre. Så han har vist Dem de vigtigste steder, går jeg ud fra?" spurgte hun venligt. Hun kendte ikke rigtigt til Ethans fortid, men hun vidste, at han nok ikke havde været helt på den rigtige side af loven, før han blev hendes mands rådgiver. Hun havde overhørt Lord Verd snakke om det, inden han døde, men hun havde aldrig fået det uddybet. Hun blev ved med at sige til sig selv, at hun skulle have spurgt Ethan, men hun glemte det altid. Men et eller andet sted, var hun sådan set også ligeglad. Han var en lærd og vis mand, og han var en fantastisk rådgiver. Hun ville aldrig tvivle på hvad han sagde.
Mariah havde lært, hvordan en dame skulle gå, så hun gik selvfølgelig med små skridt. Det passede sig ikke for en dame, at gå anderledes.
Lady Verd hilste selvfølgelig på de folk, der hilste på hende. Hun var jo ikke meget anderledes end dem, og det fik hende til at se ud som om hun var helt nede på jorden. Desuden kunne hun godt lide at snakke med folket. Det var tydeligt at se på dem, at de havde respekt for hende, hvilket hun virkelig godt kunne lide.
Mariah havde intet at frygte i byen, vidste hun. Hun vidste, at der ved hver sidegade stod vagter klar til at hjælpe hende, hvis der skete noget. Der var byvagter over alt, simpelthen for at holde ro og orden, og nogle af dem var klædt ud, så de bedre kunne gemme sig og blande sig med mængden. Det fik hende til at føle sig helt sikker.

"Jeg er gået vild mange gange i min egen by, Lord Legan," sagde hun med et lille grin. hun havde intet problem i at indrømme det. Hun havde jo ikke boet her hele sit liv. Hun havde ikke haft tid til at udforske byen. Hvis man tog hjem til hendes hjemby, Urbram, ville hun kunne finde rundt med bind for øjnene. Det var der hun var vokset op.
Hun smilede til ham, da han sagde, at det var ligefør,at han skulle forstørre sit bibliotek derhjemme. Det lød som en god ide i hendes ører.
"Faktisk så leder jeg efter den bog, jeg indleverede hos dig, Michael, i sidste uge.. Du ved den, med den ødelagte ryg?" forklarede hun venligt. Hun kaldt de fleste ved fornavn, og det havde hun altid gjort.
"ah, den. Jeg finder den straks til Dem, MyLady. De og Deres gæst skal være fri til at kigge rundt," sagde den ældre mand, og forsvandt så ud i et baglokale.
"Jeg aner ikke hvor han får så mange bøger fra.. men det er bøger, jeg ikke har set andre steder," sagde hun, og kiggede hen på den unge Lord.
Hun gik med rolige skridt hen til en bog reol, og kiggede på bøgerne derpå.
Hun tog en enkelt bog ned, og kørte hånden over den, for at få støvet væk fra den.
Hun åbnede den gamle bog, og kiggede på de gulnede sider. Teksten var ikke så tydelig mere, men alligevel var der et eller andet over.
Hun gik hen og lagde bogen på disken, mens hun ventede på at ejeren skulle komme tilbage.

[William Legan]

Han kunne godt lide hendes latter. Den var dejligt ægte og frigjort; fra en kvinde der hvilede i sig selv, og sådan så han hende også.
"Meget!" kendte han sig enig, "Og det er mit held, for jeg vil gerne have det hele med! Der er ikke det spørgsmål, han ikke har kunnet besvare for mig, og jeg er blevet meget klogere siden sidst ...! Og ja, han har vist mig de vigtige, de historiske og de kulturelle steder. Meget interessant og en meget smuk by, milady."
Han kunne også godt lide ved hende, hun hilste sådan på folk; noget han selv ville huske og tage til sig. Om hans folk ville acceptere ham sådan var spørgsmålet, for de var ikke vant til en venlig eller åben herre. Men hun så ud til nærmest at kende dem alle sammen personligt, og det imponerede ham såre.
Byvagterne gjorde ikke William så meget tryggere, da han var vant til, de ikke altid var nok, men han gjorde sit bedste for at lade som ingenting og var bare parat, hvis noget skulle ske.
Hendes ord om at fare vild overraskede ham en del, og han så forundret på hende.
"Virkelig?" spurgte han og indså så det uhøflige i sit spørgsmål. "Undskyld, jeg... eh, jeg mener..." Han gennemrodede sin hjerne for at vende det til en kompliment. "Det er bare, at De ikke slår mig som typen, der har svært ved at finde rundt her; De går så hjemmevant gennem gaderne." Det var ikke helt hvad, han havde håbet at finde, men det kunne gå an.
Han lyttede til hendes ord til ejeren og så til, mens hun gik hen mod en af reolerne efterfølgende. Selv blev hans blik fanget af et volume der lå i en stak, og han gik hen for at se nærmere på det.
Han lyttede halvt til hendes ord, for bogen havde opslugt ham allerede.
"Ja, det kan jeg se," kommenterede han forundret og lukkede så bogen, han havde fundet. Han tog den under armen og kikkede videre på den næste i rækken. Det var en række med landets historie set fra ridderne fra Verds side, og det var velskrevet. Ikke at han havde meget tid til at læse, men engang skulle det glæde ham at gennemgå dem.
"Du godeste, der er adskillige bind her," udbrød han begejstret.

[Mariah Urbram]

Mariah var en kvinde, der hvilede i sig selv. Det havde hun lært, da det på den måde, var nemmest at skulle fremstå som en god leder. Hun havde lært det gennem årene, og det havde ikke været nemt. Hun havde været så utroligt usikker på sig selv, lige da hun tog hvervet til sig. Hun var jo ikke født til det, hun var ikke blevet opdraget til at skulle styre noget som helst.
Hun lyttede til, hvad der blev sagt, og et smil gled over hendes læber. Det glædede hende at høre, at hendes hjælp faldt i så god jord.
"Det glæder mig meget, at De kan lide min by," sagde hun med et oprigtigt smil. Det glædede hende virkelig, at han kunne lide, det han så. Hun ønskede selv, at folk selvfølgelig kunne lide hvad de så, og hun gjorde hvad hun kunne, for at engagere sig selv i byen og dens folk. Hun havde aldrig for travlt til at hjælpe med et problem, hvis hun blev spurgt om hjælp af folket.
Mariah vidste, at man kom længst med at være åben. Så kunne folk bedre lide en, og man ville være mere velset. Sådan havde lensherren i Verd været i rigtig mange generationer. Det skulle bestemt ikke laves om. Desuden kunne hun godt lide at snakke med folk, og høre hvordan det gik i deres liv.
Mariah kendte ganske vidst, mange af menneskerne personligt. Hun havde hjulpet mange af dem op til flere gange,og hun kendte navnet på alle familierne i byen. Det var noget hun havde lært, og det havde flere gange vist sig at være en god ting.

Hun kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da han blev overrasket over at høre, at hun mange gange havde faret vild. Det havde taget lang tid for hende at lære, de mange små stier at kende og hvor gaderne førte hen og hvor de forskellige butikker var. De første mange gange, efter hun var faret vild en milliongange, havde hun haft guide med sig. men det behøvede hun jo ikke og sige, og i stedet, smilede hun var hemmelighedsfuldt til den unge Lord. Hun var glad for komplimenten, det var hun altid, men hun så ikke grund til at skulle uddybe det mere.
Da ejeren kom tilbage til dem, snakkede hun lidt med ham. De snakkede om stort og småt, og om hvad der foregik rundt omkring. Det var smalltalk, men hun kunne godt lide det. Det gav hende en indsigt i, hvad der egentlig skete rundt omkring.
"Du har gjort et godt stykke arbejde, Michael. Jeg siger mange tak, og så sender jeg en her ned efter de ting jeg har bestilt," sagde hun med et smil, og kiggede hen på Lorg Legan.
Ejeren havde tydeligvis set den unge Lord interesse for bøgerne, og gik hen til ham.
"Er det nogen De ønsker at eje? Vi kan levere dem hjem til Dem?" spurgte den gamle ejer.

[William Legan]

Hvis der er noget, William har lært fra sin opvækst er det, at man kun har sig selv, og at det er vigtigt at stole på sig selv og være i harmoni med sig selv, og det, han ser i ladyen bekræfter ham blot. Han er dog stadig meget ung og uerfaren, men han vile lære det med årene.
"Med Deres tilladelse, har jeg set mange gode ting, jeg kunne tænke mig at føre til min egen stad. Der er mange forbedringer, der kunne udføres forholdsvist let efter hvad jeg kan se, og som ville forbedre folkets kår." Han gengældte hendes smil.
I lenet Legan var tingene anderledes end her, for års tyrani og undertrykkelse havde kuet folket og gjort dem uvillige mod lensherrens slægt, og William blev ikke regnet for andet eller mere end endnu en i en lang række af Legan'erne. Han kendte intet til familierne, intet til deres hverdag og kun alt alt for meget til hvad, de måtte lide under. Derfor var han som det første gået i gang med at revidere lovgivningen; for at løsne jerngrebet en smule, der hvor det allermest kunne mærkes.
Han så godt hendes mystiske smil, da han undredes over hende, men han var for høflig til at spørge ind. Havde de to kendt hinanden bedre, havde han måske gjort det, men som det var nu, var det et overfladisk bekendtskab.
Mens hun snakkede med ejeren, vedblev William at se i bøgerne, mens han lyttede en smule til samtalen for at høre lidt fra den jævne borger, og han bemærkede ladyens interesse. Det var ikke bare overfladisk snak, hun bekymrede sig om disse folk. Han ønskede selv at være sådan også, og selvom han bekymrede sig mere om lenet generelt end om hver enkelt, ville han gerne, han kunne tage en snak med sit folk på den måde.
Da ejeren henvender sig til ham, smiler han venligt.
"Jeg er meget interesseret!" sagde han varmt, "Det virker som spændende læsestof, og jeg vil gerne købe hele serien af dem." Han slog ud med hånden mod hele samlingen af den slags bøger, der stod stakket op ovenpå hinanden. "Jeg er på vej tilbage til mit hjem i dag, så jeg kan få mine folk til at komme efter dem, da det er for langt for dig at fragte," fortsatte han venligt og imødekommende. "Der er rigeligt plads i min vogn," tilføjede han med en let latter. Han var ikke sikker på, ejeren vill evære hlet så villig tila t levere, hvis han vidste, det var helt nede øst på.

[Mariah Urbram]

"De har min tilladelse," sagde hun med et smil, da han spurgte om hendes tilladelse, til at føre nogle ting videre. Hun var bare glad for at have inspireret ham til at gøre det hele meget bedre, så han kunne gøre hvad han ville. Alligevel glædede det hende, at han spurgte om tilladelse, da det nemlig vidnede om hans høflighed.

Mariah havde tilbragt lang tid i bogbutikken. Når der ikke var andre end hende og ejeren, var de på fornavne. Det var lidt nemmere, når hun var der så meget. Men så snart der var andre, tiltalte han hende selvfølgelig som Lady Verd. Det var det mest rigtige at gøre, så folk ikke skulle tænke forkerte ting.
Hun havde dog ikke haft så meget tid, den seneste tid, og hun måtte indrømme, at hun havde savnet at være i butikken. Der var sådan dejlig ro og atmosfæren i butikken, noget man ikke oplevede andre steder, syntes hun.

Ejeren fik et smil på læberne, da Lorden sagde, at han var meget interesseret. En god handel var altid noget for ham.
"Det er meget spændende læsestof, jeg har selv læst alle bøgerne. Så dem vil De virkelig blive glad for," sagde han, og tog fat i nogle af bøgerne, og gik hen til disken med dem.
"De siger at de har en vogn? Hvis De fortæller mig hvor den er, kan jeg sende en knægt hen med bøgerne? Hvis altså De har andet at lave herefter?" foreslog ejeren. Det var en del af hans service. Han sendte ofte en knægt ud med folks bøger, hvis det var det de ønskede.

----
Da de var færdige inde i bogbutikken, førte Mariah den unge Lord udenfor.
"Det sted jeg vil vise Dem denne gang, er ikke direkte inde i byen, men lidt udenfor. Det tager dog ikke så lang tid at komme derhen," sagde hun med et smil, og begav sig hjemmevant ud i byen.
Der var en del mennesker ude på gaderne denne dag. Det var dog ikke svært at komme rundt. Mariah vidste præcis hvilken vej de skulle, så hun gik målrettet den vej, dog stadig med de samme små kvindeskridt som før.
Pludselig lagde en mand en hånd på hendes skulder, og hun stoppede op og kiggede tilbage. Det var en af byvagterne.
"Lady Verd, der er en der gerne vil tale med Dem, hvis De har tid?" sagde vagten og kiggede på hende. Han lagde ikke så meget mærke til Lord Legan, men havde fæstnet sit blik på lensherskerinden.
"Jeg har lidt travlt nu, Bill, men send ham op til mig om et par timer, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre for at hjælpe," sagde hun med et smil. Vagten nikkede til hende, og forsvandt så ind i folkemængden igen. Hun kendte selvfølgelig også alle byvagterne ved navn og kendte det meste af deres familie.
"Jeg plejer at lade folk komme op til mig på godset, hvis de har nogle problemer, de gerne vil have svar på," forklarede hun Lorden, hvis han nu skulle undre sig over hendes ord. På den måde kom hun bedre i kontakt med folket.
Hun førte Lorden ind af en sti, der førte ud fra byen. Det var ligeledes en grustensvej, men de skulle ikke gå ret langt, før det var græs de skulle ud på. Det gik en smule op ad, men egentlig ikke noget man rigtigt lagde mærke til.
Til sidst stoppede hun op, og vendte sig lidt. De stod på en bakketop, hvor man kunne se byen lægger udstrakt under sig. Det var faktisk et ganske smukt syn. Den lå ikke så højt, men alligevel højt nok til, at man kunne se det meste af byen.
"Her er dejligt fredeligt. Det er et dejligt sted, hvis man skal have lidt fred og ro," forklarede hun så den unge Lord.

[William Legan]

Han var glad for hendes tilladelse, selvom han selvfølgelig ikk e havde behøvet at spørge. Havde han været som sin far, ahvde han bare stjålet ideen. Men det var han nu engang ikke, og han var godt tilfreds med at have spurgt.
Det ville have chokeret William ikke så lidt at finde hende på fornavn med en simpel boghandler, og han ville nok have talt et par broderlige ord med hende omkring det, men siden han ikke vidste det, kunne han ikke gøre det.
"Ja, det kunne jeg forestille mig," lo han glad til sælgeren og bar resten af bøgerne hen for ham, hans stærke overarme havde intet problem med stakken.
"Rosen og fjeren, lord Legan," bemærkede han roligt, "Vi tager dog snart af sted, men er bøgerne ikke fremme før da, så kommer der nogen efter dem," forsikrede han med et smil. Det var måske lige lovligt mange og tunge bøer for en knægt at rende rundt med, tænkte han, men han havde selvfølgelig selv tænkt sig at sende et par knægte, så forskellen var måske ikke så stor.

---
William fulgte bare efter ladyen, da handlen var sat i orden, og han slentrede af sted ved siden af hende og forsøgte ikke at bevæge armene, som gik han en strækmarch. Han havde aldrig lært andet; hans daglige motion havde været rideture og strækmarch i gårdspladsen, og han havde aldrig gået bare for at gå, han havde marcheret.
"Udmærket," sagde han blot og fulgte hende, hans lår og lægmuskler stærke nok til turen. Han var mere bekymret for hendes, men hun viste sig at være excellent gående. Han så sig om i byen, mens de gik og nød lyde og dufte, der slog dem i møde. Ved en bod blev de tilbudt en smagsprøve på frugt, og han takkede ikke nej. Frugten her så langt nordpå var anderledes end den, han kendte hjemmefra, og han nød den lidt mere skarpe form for sødme.
Da en hånd pludselig blev lagt på ladyens skulder, og hun stoppede op, havde William allerede lagt hånden på sværdhæftet og spændt sine muskler, men det gik hurtigt op for ham, det var en byvagt, og han slap flovt sit greb. Hans egne byvagter ville aldrig have vovet at tilkendegive sig sådan for en lensherre, de ville have gået om foran ham og bukket og skrabet uden at møde hans blik.
Det undrede ham i grunden ikke, hun kendte fornavnet på sine byvagter heller. Hendes venlighed kendte ingen grænse.
"Det er vel den mest naturlige fremgangsmåde. Selv er andragender velkommen hos mig om formiddagen, og der møder altid mange op. Men jeg har faste tider, jeg kan træffes på," bemærkede han med et venligt smil. "De er mere åben om det ser jeg."
Han fulgte hende roligt ud ad stien uden for byen og videre ud på græsset. Han bemærkede godt stigningen, mens de gik videre, men kun fordi han var vant tila t se efter den slags.
Da de stod på bakketoppen side om side, placerede han hænderne bag ryggen og benene lidt adspredte, som en soldat der stod rør, og så betaget ud over området.
"Ja, her er dejligt," bemærkede han bjergtaget og så sig ivrigt omkring. "Jeg kan godt forestille mig, dette er et godt sted at komme for at få ro til tankerne. Havde jeg selv sådan et sted, ville jeg benytte det ofte!"

[Mariah Urbram]

Lady Urbram var vant til at gå rundt. Hun gik meget til hverdag, så den lille tur, var ikke noget, hun ikke kunne klare. Hun så måske en smule spinkel ud, men hun havde en indre styrke, som man ikke så med det samme. Desuden havde hun gået turen rigtig mange gange, så hun kendte den.
Som lille, havde Mariah ofte siddet og kigget ud af vinduet, ned på soldaterne, der marcherede nede i gården. Hun havde altid fundet det morsomt at se på, og havde virkelig været underholdt, ved at se på det. Hun havde ikke forstået, hvordan hendes fader og broder kunne se på det, uden at grine. Det var hun dog vokset fra, selvom hun stadig syntes at det så mærkeligt ud, når man marcherede. Hun lagde dog ikke mærke til, at Lord Legan prøvede at lade være med at marchere. Hun lagde heller ikke mærke til, at han var lige ved at trække sit sværd, da byvagten lagde en hånd på hendes skulder.
Egentlig burde byvagten både bukke og skrabe og holde sit blik i jorden, men det var bare besværligt at fortælle om sit ærinde så, mente hun. Desuden var de der kun for at passe på hende. Hun havde det fint med, at de snakkede direkte til hende på den måde. Men nu var Lady Urbram heller ikke som så mange andre lensherskere. Hun var meget mere åben, og meget mere på lige fod med befolkningen.
"Her er det ikke alle der har muligheden for at komme om formiddagen, så jeg lader dem komme, når problemer er der. Så kan vi løse det med det samme," sagde hun med et lille smil. Hun lod selvfølgelig ikke folk vægge hende midt om natten med et problem, medmindre det virkelig var et helt seriøst problem, noget der bare ikke kunne vente. Sidste gang der havde været sådan en, var da hendes mand fik et anfald af et eller andet, og der havde hun alligevel ikke kunnet falde i søvn, fordi hun var bekymret for ham. Senere den nat, åndede han så ud. Lægen havde ikke kunnet gøre noget. Lady urbram havde stadig nogle gange mareridt om den nat, det var bare ikke noget hun snakkede med andre om. Det var fortroligt.

Mariah stod og kiggede ud over byen. De var væk fra byens travlhed, selvom den lå lige under dem. Der var en specielt form for ro her, noget hun virkelig nød.
"Jeg har skam også været her rigtig meget. Det er rart at komme væk fra alting, nogle gange," sagde hun med et smil.
Hun kiggede lidt på den unge Lord, mens hun tænkte.
"Jeg håber at De fik alt hvad De kom efter, da De ankom for nogle dage siden? Hvis De mangler noget, må De endelig sige til," sagde hun så og kiggede på ham.

[/font]

[William Legan]

Han havde hurtigt opdaget ladyens stille indre styrke, og han beundrede hende for den. OG at hun var vant til at gå sås tydeligt. Som barn havde han fundet det sjovt at marchere, og siden haavde han bare adopteret det som en vane. Han var militærmand i blodet og ville egentligt hellere have været en ridder end en lensherre, men det havde ikke været hans lod. Han var meget mere af den slags, syntes han, selvom han var fast besluttet på at klare sit nuværende job lige så godt som han gjorde det andet.
"Det er vel heller ikke alle af mine folk, der kan komme om formiddagen, men der er tradition for det på dn måde, og jeg forsøger at holde lidt styr på bare nogen af dem, så det hele ikke bliver en omvæltning. Desuden er jeg så sjældent derhjemme, jeg er nødt til at have faste tidspunkter, jeg kan træffes. Der er så meget at gøre rundt omkring, jeg dårligt har tid til andet." Han smilede let undskyldende, fordi han ikke kunne gøre det lige så godt som hende, selvom han gerne ville.
Han havde hørt hvordan Lord Verd døde, og han kunne forestille sig, hvor svært det havde været for hende, men han kunne ikke gøre noget ved det; han havde bare været et lille barn.

Williams blik fulgte hendes ud over byen.
"Det kan jeg godt følge Dem i, milady," sagde han med et roligt smil. Da hun vendte sig mod ham, gjorde han ligeledes så og smilede til hende, mens han lyttede.
"Jeg fik mere end det, milady, det sørgede De for," sagde han varmt og bukkede elgant og dybt for hende. "JEg har intet mere tilbage at ønske!"

[Mariah Urbram]

Mariah nikkede blot til det han sagde, med at snakke med borgerne. I hans situation, kunne hun da godt forstå det. Men hun var ikke meget ude og rejse. Hun rejste en gang om året til kongebyen, for at aflægge ed hos kongen, og ellers rejste hun kun hvis der kom bud efter hende. Det var ikke meget, men det var hun faktisk ganske godt tilfreds med. Hun brød sig ikke om at rejse så meget, da hun havde det bedst derhjemme. Hun kunne godt lide følelsen af at være hjemme. Det var en tryghedsfølelse, som hun var blevet meget vant til.

Mariah havde altid regnet med, at hun skulle giftes med en ridder, ikke en som Lord Verd. Hun havde altid regnet med, at når en af hendes faders riddere havde udmærket sig ud over det sædvanlige, ville hun blive gift med ham. Det var ligesom det hun havde vænnet sig til i tankerne, og selvom Lord Verd havde været ridder, var det ikke det liv, hun havde haft forestillinger om. Hun vidste dog, at hun havde været heldigere, end hun nogensinde havde kunnet drømme om. Hun opdagede det bare en smule for sent.
Mariah respekterede riddere for deres mod og for deres færdigheder. Hun var også utroligt glade for de riddere hun havde under sig, for hun vidste, at de altid ville være Verd familien tro, uanset hvad.
Men hun vidste, at livet som ridder ikke altid var nemt. Hver gang de var i kamp, havde de dødens ånde i nakken. Én forkert bevægelse, og de kunne dø på stedet. Det krævede virkelig mod, og det var Mariah imponeret over, det måtte hun indrømme. Hun havde selv sendt sin søn i lærer som ridder, fordi hun selv mente, at det var det bedste der kunne ske for ham nu, så længe han var for ung til at blive lensherre. Desuden ville han lære en helt masse brugbare ting, han også kunne bruge senere i livet, det vidste hun.

"Jeg er glad for, at De fik hvad De søgte. Så var den lange rejse ikke forgæves," sagde hun med et smil. Hun vendte sig om igen, og kiggede ud i luften. Hendes tanker var lidt et rod, noget hun skulle have styr på.
"Jeg tænker at De gerne vil tilbage til kroen? De har en meget lang tur hjem, så vidt jeg ved," sagde hun, og begyndte automatisk at gå ned mod byen igen. Selv havde hun nogle ting der skulle ordnes derhjemme, og hun havde ikke mere at vise den unge lensherre.

[William Legan]

Sellv havde William også næsten lige foretaget en rejse til kongebyen for at aflægge sin første ed, og han havde været nervøs som bare fanden, selvom han havde forsøgt at opføre sig værdigt, om end en smule nonchalant. Han havde altid svært ved at træde ind i rollen som lensherre, og dengang havde det hele været så nyt, han vist var kommet til at ligne sin far alt for meget. En ting han dybt beklagede nu, var dette, men han havde ingen mulighed for at lave det om.
Som barn havde William tigget om lov til at deltage i riddernes træning, men det eneste, han fik ud af det, var udviddet våbenlære. Han skulle dog have elsket livet som ridder med farer og kamp. Hvor man mærkede, man levede, og hvor det at være i live viste ens mod og evner. Han var meget bedre egnet som ridder end som lensherre; som forsvarer og ikke som forsvarede. Han kunne ikke lide at have andres liv under sig på den måde og ville meget hellere have været ansvarlig kun for sit eget; til at leve og dø som hans evner magtede det, hvor han rigtigt kunne bevise sig selv. Det havde været et simplere liv, men ikke nødvendigvis værre. Hans egne riddere var halvforkælede og boede rigt og flot i hans rige, for der var tit brug for at sætte dem ind, endog mod hans eget folk, hvilket han slet ikke brød sig om. At ridderne var nedgjort til at skulle holde ro og ordne i hans egen by. Det var ydmygende, ikke blot for dem, men også for ham som deres overhoved, og han følte til fulde sin inkompetence, når det skete. At se ridderne marchere ud for at forsvare hans hjem mod folkets vrede havde altid været den største skam for William, og han led stadig under de mange syn, han havde oplevet af det som barn og gruede for den dag, det ville blive nødvendigt for ham selv at krybe i skjul, mens hans riddere beskyttede hans liv mod de folk, det var meningen skulle elske ham. Et gys gik gennem ham, og han skuttede sig let ved tanken. I det mindste var ridderne ham tro, ellers kunne det være blevet et kønt syn!
Det var kun lige, han nåede at vende tilbage til nuet, da ladyen talte, og han tvang et smil frem, mens han fokuserede væk fra de ubehagelige minder.
"Forgæves havde den ikke været under nogen omstændigheder," forsikrede han hende for med et blændene smil, "Jeg fik mødt Dem og set Deres len, og det har længe været på min personlige liste over ønsker." Han bukkede respektfuldt for hende, selvom det rent høflighedsmæssigt ikke var påkrævet; det var blot for at vise hende sin respekt. "De har til fulde levet op til mine forestillinger," fortsatte han uden at vide om han skulle håbe, hun forstod, det kun var ment om hende, eller om han skulle vælge i stedet at hun forstod det som både hende og lenet.
"Og ja, det er på tide at komme hjemover og få noget arbejde fra hånden; der er et par dages rejse," svarede han og forstod så udmærket, hvis hun ikke havde mere tid; det krævede meget at styre et len, det vidste hans å udmærket godt.