En tur med serværdigheder

[Mariah Urbram]

Mariah havde aflagt sin ed de sidste 6 år. Hun var ligesom blevet vant til det, så for hende var det ikke længere noget specielt. Hun var egentlig bare træt af, at hun skulle tage den lange tur, for at aflægge ed. Selvom turen til kongebyen tog i hvert fald 4 dage til hest, og det var 4 lange dage. Hun var glad for, at hun kun skulle tage den tur én gang om året.

Hun lyttede til de ord han sagde, og et lille smil kom frem på hendes læber. Hun kunne godt lide, hvordan han komplimenterede hende, og det glædede hende, at hans tur under alle omstændigheder ikke ville have været forgæves.
"De skulle da bare have sagt til, Lord Legan, så ville jeg da gerne have vist Dem rundt noget før," sagde hun med et venligt smil. Det overraskede hende faktisk, at den unge mand, havde haft det som ønske længe, at møde hende og se hendes len. Hun kunne ikke se, hvorfor det var så fantastisk, da hun bare gjorde som enhver anden lensherre ville gøre. Alligevel glædede det hende at høre, og hun kunne ikke lade være med at smile af dette.
"Det glæder mig at høre," sagde hun med et smil, da han sagde, at hun til fulde, havde levet op til hans forventninger. Nu var Mariah ikke typen, der tænkte på, hvad folk forventede af hende. Hun gjorde hvad hun mente var bedst, også selvom nogen så rynkede på næsen af dette. Hun havde for længst fundet ud af, at hun ikke kunne gøre alle tilfredse med sine handlinger, så i stedet gjorde hun bare, hvad hun mente var bedst for sit len.
Hun forstod godt, at det han sagde, var ment om hende, og ikke hende og lenet.
Hun gik ned ad bakken, og ned til byen, hvor gaderne vrimlede med mennesker, der skulle handle eller havde andre gøremål for dagen. Det glædede hende altid at se så meget liv. Det betød at folk trivedes i byen, og hvis der var problemer, vidste hun, at de ville komme med hende til dem.
"De kan beholde Ethan så længe De har brug for ham. Tag Dem god tid, det tager tid at få et len op og stå efter sådan et fald som Deres len har haft," sagde hun med et smil, og gik mod kroen. Hun havde egentlig ikke så meget mere at sige, så hun gik lidt i stilhed. Desuden nød hun den stilhed, der nu nogengange var. det var til tider en dejlig forandring.
Det tog ikke særligt lang tid at gå hen til kroen, hvor Lord Legan var indlogeret. Derfor tog det heller ikke særligt lang tid, før de var derhenne.
Stalddrengen kom ud, da han hørte mennesker i gården, og Mariah nikkede til ham. Han gik ind i stalden igen, og der gik ikke lang tid, før han kom ud med hendes hest igen.
"Det har været mig en ære at møde Dem, Lord Legan. Jeg håber at De har fået, hvad De nu søgte efter. Derudover håber jeg, at Deres len kommer på fode igen," sagde hun med et smil, og nejede for ham.
---

Efter at de havde sagt farvel, satte hun op på sin hest, og red hjem til sin egen herregård igen, hvor hun havde noget arbejde hun skulle have ordnet.

// Out.
Syntes ligesom ikke at tråde kunne fortsætte mere, men ellers skal jeg gerne lave mit svar om, hvis du synes at vi skal fortsætte xD

[William Legan]

William kunne ikke, da han havde aflagt sin første ed, lade være med at spekulere på, om folk mon ville se anderledes på ham næste gang, han kom. Om de ville se ham som andet end sin fars søn. Han håbede det, og han håbede nu også, han ville møde lady Urbram igen ved den lejlighed, der var den eneste, der samlede alle lensherrerne fra hele landet. Hans havde været utidig; påkrævet, da han indtrådte i stillingen. Den lange tur var blevet nydt, mens han nøje havde studeret omverden og nydt at opleve andet end sit hjems fire vægge. Måske var det en lidt kedelig rejse i længden, men der havde været nok at se på, og han var ikke ganske uvillig til lange rejser.
Han fandt sine egne komplimenter til ladyen klodsede, om end de var oprigtige, og det generede ham lidt ikke at kunne levere dem, som en kvinde som ladyen måtte være vant til at få dem serveret.
"Jeg af alle ved hvor meget arbejde der er at se til, og jeg er blot taknemmelig for, De fandt tiden før jeg tog af sted," svarede han galant. Hendes len og hun selv var fantastisk i hans øjne på grund af alt det, hun og hendes mand havde fået ud af det; fordi de havde fået lenet til at blomstre i en sådan grad som William længtes efter at se hans eget gøre.
Det glædede hende at høre. Godt, meget godt, så var alt, som det skulle være, og han smilede blot venligt til hende. At hun ikke handlede ud fra folks forventninger til hende var noget af det, han beundrede hende mest for. Hun gjorde oprigtigt tager hvad hun fandt bedst for lenet og var ligeglad med andre højtstående herrer og damers meninger, og det især - måske mere end noget andet - fandt han inspirerende.
Han fulgte hende ned gennem byen, der summede af aktivitet, og han bemærkede nøje hvordan det hele var bygget op, hvordan folk gik klædt, hvad de bar og så videre. Han ville huske det hele, når han tog af sted.
"Mange tak, milady, jeg skal dog ikke forsinke foretagendet længe, da jeg er ivrig for at komme i gang, og De skal have ham her igen så snart, jeg kan undvære ham." Han gengældte smilet og fulgte hende ligeledes i tavshed, mens han gjorde et ihærdigt forsøg på at suge hende ind i sit hoved, så han aldrig ville glemme hende.
William så kroen i det fjerne og følte en sær knude i maven over, hans ophold nu kom til sin ende. Hans folk ville vente på ham, alt pakket ned, det hele klart til at tage af sted, og Ethan ville vente i vognen, så de straks kunne drage bort. Skulle han tage plads i vognen eller ride ved siden af? Han foretrak hesten, så måtte Ethan have ham undskyldt.
Han bukkede dybt og elegant for hende, da hun nejede, og med et stort, oprigtigt smil.
"Æren er helt på min side, milady Urbram, æren og fornøjelsen! OG jeg fik mere end hvad jeg søgte, så alt i alt en vellykket tur." Han lo let. "Og jeg skal gøre mit bedste for at imødekomme vores fælles ønske. JEg har ikke i sinde at fejle!" Han tog hendes hånd og kyssede den ærbødigt som det sig hørte, for han så hende sidde op og selv kastede sig over ryggen på sin hingst, der trippede utålmodigt foran vognen. Han nikkede til Ethan som hilsen og så så efter ladyen med et tænksomt udtryk, før han gav ordre til at sætte af sted.
Og hjemad gik det, hjemad mod forbedring.

//out