På rejse

[William Legan]

William Legan var ikke kendt i denne del af landet og, han var flov over at indrømme det, var faret vild midt inde i Verds by. Det irriterede ham grænseløst, og mens folk stirrede på hans fremmedartede udseende, studerede han igen sit kort. Det måtte da være et sted her i nærheden, det var han overbevist om det måtte være, og han ledte igen, vendte så kortet en gang og stirrede sig blind på de mange små veje igen. Det var et overordentligt stort kort, for han var kommet helt nede øst fra og nu skulle han så forsøge at regne ud hvilken af de mikrometer tynde streger, der førte ham til det rigtige sted. Han var der for at mødes med Verds lensherre, og det generede ham, han skulle fare vild så tæt på sit mål. Han var godt nok næsten halvanden time for tidligt på den, men han havde halvt om halvt forudset sit uheld. Det var så typisk for ham at være uheldig på et sådant tidspunkt, men han havde da håbet på, han ville få en chance for at besøge denne by og studere den lidt før mødet. Nu studerede han, jo tak, men det var ikke på den måde, han havde tænkt det!

[Mariah Urbram]

Lady Urbram kunne godt lide at færdes i byen. Hun var ikke for fin til det. Hun hilste gladeligt på folket, og hvis der var nogen der havde spørgsmål og problemer, fortalte hun dem, at de kunne komme op til godset og tale om det. Hun snakkede meget med sit folk, og var altid åben for at lytte og hjælpe med problemer. Det var nok også en af de grunde til, at hun var så vellidt af folket. Hun var ikke for fin til at snakke med dem. Og selvom hun havde folk til at handle ind for hende, tog hun tit selv ned til byen, for at handle specielle ting. Når der var en speciel ting hun skulle have, ville hun helst selv hente det. Hendes perfektionistiske jeg tillod ikke, at lade andre hente det.
Denne gang havde hun en bog hun skulle hente. Det kunne hun selvfølgelig sætte en anden til, men hun havde god tid, inden hun skulle mødes med en anden Lord.
Hun havde fået gjort sin hest klar, og red nu ned ad en af de mange veje, mod byens markedsplads. Hun var i rigtig godt humør, og et smil sad fast på hendes læber.
Hun var klædt i sit sædvanlige tøj, og derudover havde hun en kappe i slægtens farver, en kappe der var forret med kaninpels.
Hun kiggede rundt, og længere fremme fik hun øje på en, der så ud til at være faret vild.
Et smil kom frem på hendes læber, mens hun red hen mod manden, der sad og kiggede på et kort. Hun stoppede hesten ikke langt bag ham, og studerede ham lidt.
"Er De faret vild?" spurgte hun med en lidt munter stemme.

[William Legan]

Han mumlede irriteret for sig selv uden at bemærke Ladyen, der kom tættere på, og først da hun talte, så an op en smule forskrækket, men straks med et venligt smil.
"Nej, jeg... Eh, jo," indrømmer han en smule flov og med en let rosa farve i kinderne. Hans egen kappe hang bag ryggen med den blå og sølvfarvede sværdfisk, og hun ville ikke kunne se den fra sin plads på hesten, men hans blå tunika kantet med pels og sølvkæden om hans hals burde fortælle hende, han var af fornem byrd. Han har ikke villet skifte til mindre, blot fordi han rejser, og han har efterladt sin vogn nogle gader væk - han ved bare ikke hvor.
"Jeg kom væk fra min vogn, da jeg troede, jeg var på rette vej, og nu er jeg fuldkommen forsvundet for mig selv," han sukker let og slår hjælpeløst ud med hånden. "Det er urtroligt ydmygende, men da jeg er førstegnagsbesøgende håber jeg en smuk kvinde som De selv kan bære over med mit ynkelige væsen." Han smiler skævt og har tydeligvis ment det halvt som en spøg, selvom en del af ham mener det.
"De skulle vel ikke have set min vogn her i nærheden?"

[Mariah Urbram]

Det var bestemt ikke Lady Urbrams mening at forskrække den unge mand, da hun havde regnet med, at han havde hørt hestens skridt. Det havde han dog ikke, men han så heller ikke du til at tage det ilde op, heldigvis.
Hun studerede ham lidt, og så straks, at han var adelig. Man kunne se det både på hans påklædning, og den måde han sad på hesten. Bønder sad slet ikke med rank ryg eller noget i den stil. Et skævt smil gled over hendes læber.
Hun var ikke selv den type, der skiftede tøj, bare fordi hun skulle rejse. Hvis der var langt, var det selvfølgelig lettere med tøj der var behageligt at rejse i, men ellers skiftede hun ikke tøj bare for en lille rejse. Men hun var heller ikke typen, der skiltede helt vildt med, at hun var adelig. man kunne se det på hendes tøj og holdning, og ellers vidste folk det jo bare.
Hun lyttede til hvad han sagde, og kunne ikke lade med at more sig lidt over det - indvendigt. Uden på havde hun bare et smil på læberne, og undlod at sige noget før han var færdig.
"Jeg takker for komplimenten. Og jeg er ked af at Deres vogn er blevet væk. Jeg har desværre ikke set den, da jeg lige kommer fra min gård. Er de har for at møde nogen specielt, eller bare for at se byen?" spurgte hun med et venligt smil og kiggede på ham.

[William Legan]

Han kunne naturligvis se, hun var adelig, men hvem hun var er han ikke klar over, da han aldrig har mødt Lady Mariah Urbram før. Han kløede sig let i nakken og smilte så til hende, mens han rankede sig yderligere i sadlen.
"Det går nok, jeg finder den nok ... Jeg er her i forretnings medfør; jeg skal mødes med Ladyen af Deres len om en halvanden times tid. Jeg kom i god tid i håbet om at nå at se lidt af byen, men hvis jeg ikke snart finder frem til hvor, jeg er, kan jeg vist skyde en hvid pil efter den ide." Han smilte lidt, hans drengede udseende opblødt og man kunne se, han ville vokse sig ganske køn i løbet af et par år, når han voksede rigtigt til.

[Mariah Urbram]

Mariah kunne godt se at det var en ung mand der sad foran hende. Der var alligevel noget over ham, der fik hende til at tænke, at han nok ikke var en almindelig ung mand. Det var da tydeligt, at han var adelig, men der var også noget andet over ham, noget hun ikke lige kunne sætte en finger på. Det var dog ikke noget hun ville sidde og tænke længe over, da hun vidste, at det så ville irritere hende.
"Det er altid dejligt at være i god tid. Ud fra Deres ærinde her, går jeg ud fra at De er Lord Legan?" spurgte hun så. Hun havde ikke regnet med at støde på ham nu, men det gjorde hende bestemt intet.
"Jeg er Lady Urbram. Jeg kan vise Dem rundt i byen efter vores møde?" tilbød hun venligt.
For hende gjorde det bestemt intet, at skulle mødes med ham allerede nu. Så kunne de få mødet ordnet, de kunne komme ned i byen - det tog ikke så lang tid at vise ham rundt, og hun kunne så komme videre med sine andre gøremål hun havde den dag. For hun havde skam en masse der skulle ordnes, jo før jo bedre, så hun kunne bruge lidt tid med sin søn.

[William Legan]

Han kan ikke skjule sin overraskelse, da hun afslører sig selv som Lady Urbram. Det havde han alligevel ikke troet, men han finder sit mest belevne smil frem til hende.
"Det er mig, ja, og det ville være dejligt, om De havde tid," siger han roligt, mens en let rødme sniger sig op i hans kinder. At indrømme at være faret vild var ikke en af hans bedste øjeblikke, men at indrømme det overfor ladyen selv ... Det var direkte ydmygende. Han burde være den store, mægtige lensherre med kontrol over hele situationen. Han havde brugt timer på at finpudse sin præsentation, når han ville blive vist frem for Lady Urbrams stol; hvordan han skulle bukke, hvad han skulle sige, om han skulle smile. Og nu har hun fanget ham off guard og han kan ikke en gang så meget som bukke for hende.
"Eh, jeg bukkede gerne ordentligt for Dem, havde det ikke været for hesten," siger han fået, "Vil det genere dem om vi tager den formelle præsentation senere?" Han føler sig klodset og fuldt ud somd en dreng, han er, der fumler rundt i ting, han ikke har forstand på.
"Vil De starte mødet nu her, eller foretrækker De at vente?" Han finder et smil frem og tilbyder hende det med så rolige øjne han kan for at skjule al sin usikkerhed.

[Mariah Urbram]

Mariah kom ikke meget ud fra Verd by. Hun tog da nogle gange på rejse til andre byer, og når hun skulle besøge sin familie, kom hun da også ud, men normalt var hun for travlt beskæftiget til at ordne sager for byen. Hun havde dog intet imod dette, da hun ikke havde nogen som helst trang til at komme ud og se andet. Hun var godt tilfreds med at være hvor hun var.
Dog fandt hun nogle gange rejsende spændende, fordi mange af dem ofte havde en masse spændende historier at fortælle.

Lady Urbram lignede ikke i første øjekast en af de mange fine kvinder, man hørte om i historierne. Hun gik ikke rundt i kjoler og med håret pænt opsat. Hun gik klædt i noget der mindede om en mands tøj, hvilket det selvfølgelig ikke var. Hendes tøj var af det bedste stof man kunne opdrive i miles omkreds, og hun gjorde meget ud af sig selv. Kjoler var bare alt for upraktiske, specielt når man skulle ride rundt. Hvis man havde kjole på til hest, skulle man side i damesaddel, og det hadede Mariah. Det var upraktisk og man sad utroligt dårligt.
"Jeg har skam tid. Jeg har først flere gøremål i eftermiddag," sagde hun med et venligt smil på de bløde læber.
Lady Urbram så ikke ned på Lord Legan, bare fordi han var faret vild. Det kunne ske for selv den bedste, vidste hun.
"Den formelle præsentation kan vi sagtens tage senere, Lord Legan," sagde hun venligt. Det gjorde egentlig ikke hende så meget om de tog den eller ej. Hun var vant til alle de formelle præsentationer, så en fra eller til, gjorde ikke så meget.
"Jeg ser gerne at vi tager mødet nu. Der skal ydes før man kan nyde, ved De nok," sagde hun med et lille grin.
"Desuden er vi tættere på mit hjem end byen lige nu, så bare følg mig," tilføjede hun og vendte hesten. Hun red tilbage af den vej hun var kommet fra i et roligt tempo, så Lord Legan kunne følge med.

Da de kom tilbage til gården, kom en stalddreng straks ud fra stalden, da han havde hørt lyden af hove. Han holdt hestene an, mens han ventede på at Lady'en og Lord'en skulle stig ned.
Lady Urbram steg af sin hest, og fulgte Lord Legan indenfor, ind gennem de mange gange, og ind i et møde lokale.

[William Legan]

Selv har William LEgan brugt meget af sit seneste leveår på at rejse rundt og gøre sig bekendt med sine omgivelser, men han er aldrig kommet så langt nordpå i sine rejser. Han har været langt mod vest, en del mod øst og lige så meget mod syv, men norden har ikke været hans stærke side, og selvom han er kommet her lidt, er han aldrig nået til Verd. Han kunne fortælle mange spændende historier om sine rejser, hvis han var i det humør, men lige nu bestræber han sig på at være alvorlig og proffesionel, hvad er lidt svært, når man bliver taget på sengekanten af en kvinde i mandsklæder. Det var lidt upassende, men han havde godt hørt rygterne om Ladyen og var derfor ikke syndelrigt overrasket.
Havde han mødt hende i sin egen sal havde tingene nok set anderledes ud, også hendes påklædning, men nu måtte han tage til takke, og han fulgte hurtigt efter hende, da hun satte hesten i bevægelse.
"Ydes før nydes, ja selvfølgelig." Han smiler og noterer sig sætningen bag øret. Den må han huske til senere lejlighed.

Da de når ind i gården, springer han hurtigt ned, hans støvler landede på jorden med en hul lyd, hvorpå han rakte en hånd op til hende for at assistere hende ned fra hesten; en skik i hans ´len i det mindste at hjælpe damen af hesten. Hun når dog at sidde af før hun tilsyneladende ligger mærke til hans hånd, og lidt pinligt berørt trækker han den ned, og følger efter hende i største hast, med lange, afmålte skridt. Han føler sig lidt som en lille skødehund, der render i hendes skørter, men han ranker sig og ryster følelsen af sig. Han er en lensherre, en mægtig mand, og hun er lige så mægtig og professionel som han forsøger at være.
Han noterer sig omgivelserne i tilfælde af, han senere får brug for at kunne finde rundt, da han ikke er interesseret i at fare vild igen, og han er lettet, da de når mødelokalet.

[Mariah Urbram]

Mariah var en kvinde, der altid havde kunnet klare sig selv, men hun havde først rigtigt skulle klare det, da hendes mand døde. Hun stod alene med et hel len som 20 årig, og hun var en kvinde. Det var bestemt ikke hvad hun ligefrem havde forudset, og hendes embedsmænd rådede hende faktisk til, at lade en af hendes afdødes mands familie tage sig af lenet. Men Mariah var en stolt kvinde. Hun ville klare det selv, og hendes embedsmænd stod da også helt og holdendt bag hende, det vidste hun. Det havde været hårdt, for hun var ikke opdraget til det. Hun var blevet opdraget til at være den perfekt husmoder og hustru. Hun var opdraget til at være den perfekte kvinde, hvilket hun havde stræbet efter at være.
Mens hendes mand stadig levede, havde hun gjort meget for, at alt omkring ham, skulle være perfekt. Billederne hang altid perfekt lige på væggene, der var intet støv eller skidt at spore nogen steder, gobelinerne var perfekte, ja alt hang og var perfekt. Det var ligesom den hun var, og hun kunne ikke rigtigt gøre andet for at hjælpe.
Hun havde selvfølgelig holdt standarden efter lensherrens død. Det var hendes ry, så mens de gik på gangene - som Mariah jo kendte bedre end sin egen bukselomme - var det tydeligt, at rygter om hende var sande. Hun gik utroligt meget op i perfektion.
Hun lukkede døren efter dem, og gjorde en håndbevægelse mod en blød stol foran et stort skrivebord. Hun satte sig selv i stolen bag skrivebordet.
"Lord Legan, jeg vil meget gerne høre hvad det var De ville snakke om, siden dette møde blev til. Men De skal vide, at det er mig en ære at møde Dem," sagde hun med et smil og kiggede på den unge knægt.

[William Legan]

At hun kun er tyve er ikke faldet ham ind som sådan, og dog, så har det vel ligget i baghovedet, da han valgte at komme til hende. Hun var en af de yngste - hvis ikke den yngste - lensherre udover ham selv, og selvom han måske kunne få mere ud af en ældre, mere erfaren herre, er han lidt i samme situation som Mariah Urbram. Hun blev også overladt ansvaret for et len i for ung en alder, og hun havde klaret sig så godt.
Han bemærker det perfekte hjem og husker sit eget sted, let nusset og upasset skønt han har både søster og mor, og han er faktisk lidt flov overfor denne perle af en ejendom og dets usædvanlige ejerinde.
Da hun har sat sig, smiler han venligt og bukker for hende, før han selv tager plads.
"Og en ære at møde Dem! Jeg har hørt så meget om Dem, og det er faktisk derfor, jeg er kommet. Min far døde for få måneder siden og efterlod mig lenet Legan i arv, og selvom jeg er opvokset til at overtage ledelsen, er min egentlige uddannelse angående Legans anliggender først begyndt for nyligt, og jeg er langt fra udrustet til at kunne klare opgaven som tingene er nu. Derfor er jeg kommet til Dem i håbet om, De kunne give mig et par gode råd, da De selv klarer opgaven så glimrende." Han føler sig mere ydmyget og barnlg end han gjorde, da han øvede foran spejlet på kroen så sent som i morges, men der er ikke noget at gøre ved det nu. Nu var tingene sagt på hans drengede, ligefremme maner og med de komplimenter og pæn tale, han havde forberedt sig på.

[Mariah Urbram]

Mariah var kun tyve, da hun overtog jobbet som hersker over et Len. Hun var uerfaren, men hun havde erfarne mænd bag sig, mænd der gerne ville hjælpe hende alt hvad de kunne. Det var efterhånden nu seks år siden, at hun havde overtaget jobbet, og hun syntes selv, at hun klarede sig ret godt. Det havde ikke taget lang tid at få styr på alting, men hun spurgte stadig sine embedsmænd til råds, hvis hun havde et problem hun ikke lige kunne finde ud af at løse. Det meste gjorde hun dog selv, eftersom hun var blevet mere og mere sikker på sin egen dømmekraft gennem årene.
Mariah gik utroligt meget om i renheden i sit hjem, så det var meget normalt for hende hjem, at være uden skidt og med alt lige. Det var ikke længere noget hun tænkte over, men hvis hun så et skævt billede, slap hun havde hun havde i hænderne, for at rette på det. Sådan var hun bare.

"Det gør mig ondt at høre, at Deres fader er død," sagde hun, da han sagde at faderen var død. Hun havde godt hørt lidt om dette, men det var ikke meget, så hun var ikke helt inde i sagen. Hun vidste godt at den ældste søn ville overtage jobbet så, men hun vidste ikke at han var så ung.
Hun lyttede til alt hvad han sagde, og et smil bredte sig langsomt på hendes læber. hun tænkte sig om lidt, før hun svarede ham.
"Jeg er meget beæret over, at De er kommet til mig, og jeg vil meget gerne hjælpe Dem," begyndte hun.
"Det vigtigste er, at have nogle embedsmænd til at hjælpe en med gode råd, nogle mænd man stoler på. De er der når De skal træffe vigtige valg, og hvis De har spørgsmål, er det dem, De skal henvende dig til. Derefter er det vigtigt at læse en masse, så man får en masse vide. Her snakker jeg ikke om eventyr," sagde hun med et lille grin.
"Ellers er det bare vigtigt at tage en dag ad gangen. Hvis De bliver ved med at se ud i fremtiden og tænker Dem til hvad der vil ske, bliver alting meget hurtigt overskueligt. Man skal bare tage det stille og roligt og tage en sag ad gangen. Deres embedsmænd vil altid være der til at hjælpe Dem," sagde hun og smilede venligt til ham. Det var sådan hun havde klaret sig.

[/font]

[William Legan]

Han ved godt, hun ikke har været lensherre så længe, men alene det at hun overtog lenet i så ung en alder, kun 3 år ældre end han selv, det havde været den udløsende faktor til at vælge hende frem for nogen anden.
"Tak," sagde han med et venligt smil til hendes kondoleren. Ikke meget slap ud østfra, men han var klar over, rygtet om rideulykken var nået videre, måske endda hertil. Det var en stor ting, når en lensherre døde, og selvom han ikke følte den store personlige sorg over en far, han aldrig havde været tæt på følelsesmæssigt, så følte han det tab, lenet havde fået ved at få ham som overhoved.
Hendes smil beroliger hans nervøsitet ved ventetiden, og hendes ord sender ham næsten i skyerne af lettelse. Indtil han hører hendes ord om embedsmænd; så kommer en lille, bekymret rynke mellem hans bryn.
"Jeg vil være ærlig over for Dem," siger han åbent, "Min fars embedsmænd er ikke af den bedste slags. De er halvkorrupte og leder i min fars fodspor, som jeg ikke har tænkt mig at følge. Min far var desværre - som De nok har hørt - en manipulerende leder, der ofte snød sin modstander, og han havde meget lidt respekt for sine landsmænd. Jeg er anderledes, go det ønsker jeg, folk skal vide. JEg har derfor afskediget en stor del af embedsmændene og har meget svært ved at finde ordentlige mennesker at placere i deres sted. HVad vil De mene, jeg skal kikke efter i en god embedsmand?" Han smiler skævt, svagt og fortsætter så sit svar systematisk.
"Jeg læser allerede en hel del, og jeg kæmper for at tage en dag ad gangen og samtidigt se fremad for at forudse slutningen på den sag, jeg arbejder på ... JEg er i gang med at forsøge at sørge for eksportering af nogle af vore varer, men det er stadig meget nyt, og uden en modtager og uden ordentlige embedsmænd er tjansen hård." Et lille suk undslipper ham, sammen med et trist smil. Hans stemme er venlig nok, hans udtryk en smule uvindende og naivt.

[Mariah Urbram]

Mariah var meget beæret over, at den unge lensherre var kommet til hende, for gode råd. Specielt eftersom hun var en kvinde, og kvinder skulle jo efter sigende ikke bide noget som helst hvordan man styrede et len. Dog havde hun tydeligt beviser på at det var muligt for en kvinde, at styre et len og udfylde en mands plads. Hun vidste dog godt, at hvis ikke hendes mand ved hans dødsleje havde sagt, at han ønskede at hun tog sig af lenet, og hvis ikke hun havde været så stædig, havde de straks afsat hende og givet hvervet til en fra lensherrens familie. En fætter eller sådan noget. Nu havde hun faktisk aldrig snakket med hans familie, hans forældre var døde, vidste hun, og hans anden familie boede åbenbart langt væk, så det var ikke nogen hun havde set. Det gjorde hende nu ikke ked af det. Hun havde jo ikke ligefrem været tilfreds med at skulle giftes ind i en anden familie som 16årig.
Rygtet om rideulykken var skam nået til Verd. Hun huskede dog ikke hvor hun havde fået det af vide, og hvis ikke hun tog meget fejl, kunne det vel meget have været nogle rygter hendes tjenestefolk havde snakket om. Det var dog sandt kunne hun så høre, og det var hun da ked af at høre. Hun vidste hvor stor en sten det var at have på skuldrene, at skulle styre så meget. Hun havde faktisk ondt af den unge mand, for han var jo uerfaren. Han var slet ikke klar til denne svære opgave.

Det glædede hende at høre, at han ville være ærlig overfor hende. Ellers ville de alligevel ikke kunne komme særligt langt, så det fik hende til at smile lidt.
Hun gjorde hvad hun kunne for at være imødekommende, da det var tydeligt, at han virkelig søgte råd. Hun vidste dog ikke om hun ville være den bedste, da hun ikke selv var meget erfaren. Det ville hun dog ikke sige, da det var tydeligt at han var kommet den lange vej, og det var tydeligt, at han følte sig ydmyget over at skulle spørge på den måde. Mariah mente dog ikke, at der var noget ydmygende over det. Man var først en stor leder, hvis man kunne finde ud af at erkende, at det også var godt at tage imod råd fra andre, i stedet for bare at tro, at man vidste alt og altid havde ret.
Hun lyttede til hvad han sagde angående embedsmændene, og hun kunne godt se, at han måske ikke stod i den bedste situation. Hun havde altid selv stået i den situation, for hendes afdødes mands embedsmænd var rigtig gode og loyale mænd.
"Jeg kan godt se, at De står i en svær situation. Men jeg vil mene, at De skal finde lærde mænd. Mænd der ved, hvad de snakker om og ved en masse.. Måske mænd der ved noget indenfor hver sit område?" foreslog hun. hun var en smule på bar bund i denne sag.
Hun lyttede til hvad han sagde angående eksport, og hun kunne godt lide ideen.
"Folk værdsætter en herre, der kan sætte sin egne ideer i værks. Det lyder som om du har en virkelig god ide i gang, men måske er man ikke helt sikker på om det vil virke?" spurgte hun så og kiggede på ham.

[William Legan]

At hun er kvinde gør ikke noget i Williams øjne. Hun er misforstået og nedset på grund af sit køn, han på grund af sin alder; deres forskelle er ikke store set i hans unge, uerfarne øjne. At hun vidste hvordan, hun skulle styre sit len, var han ikke i tvivl om, for alt stortrivedes omkring hende, og det var netop det, han havde behov for at føre ind i det pressede øst.
Det undrede ikke Wiliam, rygtet om hans fars ulyksalige dd var nået hertil. Trods alt gik der mange sladdertanter, og en lensherres tidlige død var vel et stort samtale for nogen. For andre så som William selv, blev det næsten aldrig nævnt. Han sørgede, men han sørgede med sig selv; ikke med sin familie eller sit len, kun med sig selv. Det var blot endnu en af byrderne, der pludselig lå på den unge mands skuldrer, og han balancerede på en line, hvor folk trak i ham fra alle sider men al den vægt på sine skuldrer og ben, han aldrig syntes at kunne stabilisere. Det var som om han var dømt til fiasko på forhånd, men han havde arvet sin fars stædighed og nægtede at give op uden kamp.
At ærlighed var nødvendigt for, de kunne snakke sammen, var også hvad, han var kommet frem til på turen derver, men hendes smil får ham til at tro, hun finder ham ung og naiv, og en vis flovhed overskyller ham, fordi hun ville have ret. Hans far har altid løjet og snydt sig frem, men han nægter at være som den mand, der burde have været hans forbillede. I stedet så han op til mænd og kvinder som Lady Urbram, der med mod, styrke og ærlighed styrede deres riger.
Han anser hende for værende meget ældre og visere, end hun egentlig er, for i hans øjne er alt over femogtyve meget gammelt og derfor vist. Han mangler stadig erfaringen og voksenheden, der fortæller ham, de to ikke altid hænger sammen, men lige nu stoler han fuldt og fast på Lady Urbrams evner og støtte.
Havde William kendt til Ladyens holdninger om at erkende, man havde brug for råd, havde han taget det hele meget lettere, men den eneste lensherre, han nogensinde havde kendt, havde været skånselsløs og altid lært sin søn, det var svaghed ikke at kunne klare sig selv. Og hvem kunne bebrejde knægten for at tro ham?
"Lærde mænd," gentog han som en papegøje, "Der er så mange slags lærde. De fleste af dem, der sidder der nu, er lærde, men deres sind og korruption er en skændsel! Jeg forsøger at se bag den maske, folk sætter op, når jeg møder dem, men som De nok kan forestille Dem, har jeg ikke meget erfaring," indrømmer han blankt, "og jeg er ikke sikker på hvem, jeg kan tage til mig. JEg er ikke en gang sikker på hvem af dem, jeg har tilbage, jeg kunne stole nok på til at sørge for det på mine vegne." Et frustreret suk undslap ham, mens han slog ud med begge armene. Han håbede, hun havde nogle råd til ham på dette punkt. HAn var klar over, hvem han ideelt set ønskede på posterne, vhilken type mennesker, men hvordan fandt man frem til dem i et len, hvor alle troede, han fulgte sin far i fodsporene og kun trådte frem, hvis de var alt det, han ikke ønskede sig i dem.
Han lyttede til hendes tanker om eksporten og slog igen ud med hænderne.
"Jeg gør mit bedste for at få det i stand, men det er svært at få ret meget frem og tilbage fra den østlige del af landet, som den politiske situation er nu. Med Lord Hay Larn så forbitret som han er. Det meste af øst er lukket af for de muligheder resten af landet har, og jeg vil naturligvis aldrig drømme om at gå mod hans ordrer og ønsker, men da det er tilladt at importere og eksportere - blot meget meget besværligt - ønsker jeg at forsøge. Det er dog svært at finde en modtager og/eller afsender til varerne, men jeg har selvfølgelig heller ikke arbejdet på det så længe." Han betragtede hende med trætte øjne, og det var tydeligt, de sidste par måneder havde tæret på ham. Han havde grå skygger under øjnene, og en permanent fuge var ved at fastsætte sig mellem hans bryn, og han hang let i skuldrerne som en, der er udmattet. Dog var udtrykket borte på et øjeblik; gemt bort bag en maske, og selvom bryn og rander forblev hvor de var, rettede han sig helt og trak skuldrene godt tilbage for at virke større og mægtigere end han var. En patetisk og helt igennem ynkelig og letgennemskuelig ting at gøre.