På rejse

[Mariah Urbram]

Mariah vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hun havde som sagt altid stået i en situation, der var så svær som den unge lensherres situation var. Hun ville gerne sige noget passende, og derfor sagde hun intet, men lyttede bare til, hvad han egentlig sagde. Imens prøvede hun at finde ud af, hvad hun egentlig skulle sige til ham.
På et eller andet punkt, var de lidt i samme båd. De var begge set ned på af forskellige grunde, men han havde en fordel hun ikke havde: Han var en mand. Et eller andet sted ville folk altid respektere en mand i hans position, end de ville respektere end kvinde. Uanset om hun så var god til sit job. Men hun var blevet vant til det gennem årene, og så længe hendes embedsmænd og hendes folk var hende tro, var hun faktisk ret ligeglad. Lenet Verd klarede sig næsten bedre end nogensinde før, hvilket var det, der betød noget for Mariah. hun var ligeglad med hvad alle andre folk så mente, for de kunne jo se forskellen på før og så nu. Hendes mand havde klaret det godt, men hun havde fortsat det hele i hans fodspor - hun havde gjort nogle af hans ideer færdige, og havde udført nogle af dem, han egentlig bare havde talt om.
Den unge lensherre var ung og Naiv, det kunne man ikke komme udenom. Men han skulle jo også lige lære det hele at kende. Han blev nødt til at blive snydt, for at lære af det. Men hun ville ikke snyde ham, og hun så da helst, at han ikke ville blive det. Derfor måtte hun veje hans ord endnu mere.
Hun havde godt hørt hvordan hans fader havde snydt sig frem, og det havde hun ikke ligefrem syntes godt om. Den unge Legan havde hendes fulde respekt, når han satte sig for ikke at være som sin far. Det var et stort mål han havde, og hun ville gøre hvad hun kunne, for at han skulle nå det. Man kom længst med ærlighed, hvilket den unge mand nok egentlig også havde opdaget.
Selv gik Lady Urbram utroligt meget op i sin ære og sin stolthed. Hun kom fra en familie hvor man gjorde sådan noget, så selvfølgelig gjorde hun også det. Men hun så intet æreløst i at bede andre om hjælp. Man kunne ikke klare alting selv, og man vidste ikke alt. Man var dum og naiv, hvis man troede man kunne klare alting selv.
Hun nikkede lidt, da han begyndte at sige noget. han havde fuldkommen ret, og hun kunne godt forstå, at han var frustreret. Det ville hun bestemt også være, hvis hun var ham.
"Jeg kan sagtens se Deres problem, Lord. Jeg ville ønske at jeg havde et svar, der kunne rette op på alt, men det har jeg ikke... Det er så svært at se bag folks masker, for de fleste vil gøre alt, bare for at få lidt magt. De vil love dig guld og grønne skove, og så snart de har fået et de ønsker, viser de deres sande jeg. Der er kun den hårde måde at lære det på, desværre.."
Hun sad og tænkte lidt, før hun endnu engang fortsatte.
"Jeg kan måske hjælpe Dem... Jeg har en del embedsmænd, og de er mig alle tro. Jeg har ikke brug for så mange lige for tiden, så jeg kan sende en af dem med Dem hjem, så han kan hjælpe Dem med at rette op på det hele? Mine embedsmænd er meget lærde, og de ved hvad der er bedst for en lensherre," foreslog hun så. Hun vidste ikke helt hvordan hun ellers skulle hjælpe ham. Hun satte hele sin lid til sine embedsmænd, og hun vidste hvor vigtige de var, og hvor stor en hjælp de var. Hun så gerne, at den unge lensherre fik nogle embedsmænd der var ham tro, ligesom hendes var hende tro, og hun kunne ikke se anden hjælp, end at sende en af sine med ham hjem. Men nu skete der heller ikke så meget i Verd for tiden, så hun kunne sagtens undvære end embedsmand.
Det var måske et lidt underligt tilbud, men Mariah handlede ikke som så mange andre. Hun ville gerne hjælpe folk, og dette var virkelig det eneste hun kunne gøre.
Hun lyttede til hvad han sagde omkring eksporten, og hun kunne godt se hans problem der.
"Jeg tror bare at det skal komme stille og roligt.. De har brug for embedsmænd der også kan vejlede Dem i dette. Ting der den tid de skal bruge, husk det," svarede hun, og et lille smil kom frem på hendes læber.
Hun kunne godt se, at den unge mand så ret træt ud. Han havde det også hårdt. Det var en alt for tung byrde, der pludselig fra den ene dag til den anden, var blevet lagt på hans skuldre. Det var ikke i orden, men det kunne man jo ikke rigtigt gøre noget ved. Han var arvingen, så det var hans job.

[/font]

[William Legan]

HAn kan se på hende, hun ikke helt ved hvad, hun skal gøre eller sige, men alene det at hun prøver, betyder meget for ham, og han smiler taknemmeligt.
William havde måske fordelen af at være mand og mere respekteret, men før han kunne få sit folk til at respektere ham, hvad godt var der så i det? Selv de andre lensherrer så ned på ham på grund af hans alder, så i den henseende, kunne han ikke se forskellen i deres situation. Hans len var på randen af ruin efter farens regime og nu hans, og det var det eneste, der betød noget lige nu.
At Wiliam var naiv vidste han kun alt for godt; et minus ved en beskyttet opvækst, og han håbede blot inderligt, han ville ændre sig med årene og erfaringen og at lenet Legan ville overleve ham så længe. At han ville blive snydt og taget ved næsen mange gange først, var han ikke i tvivl om, og det generede ham i voldsom grad, men der var intet, han kunne gøre ved det.
Han anså hende ikke selv for en kvinde der snød sig frem, hvilket igen var en grund til at komme til hende, og han kan mærke, han får en respekt fra hende, han endnu ikke har fået fra nogen anden, og som han godt kan lide.
At man kommer længst med ærlighed har altid været Williams mening, selvom hans far har forsøgt at ødelægge den, og i den senere tid er han begyndt at tvivle meget.
At hun ikke har et svar, skuffer ham lidt, men han er ikke overrasket.
"Nuvel, det er også en vanskelig situation," sagde han i så let en tone, han kunne. Hendes videre forslag kommer bag på ham, men det glæder ham alligevel, og et bredt, taknemmeligt smil viste sig på hans læber.
"Åh det kunne være en god ide, hvis De kan undvære en, milady. Så kan jeg tage ved lære og få hjælp til at rydde op i mine egne folk. En fortrinnelig ide og et storsindet tilbud, jeg takker Dem mange gange!" Han var høflig af natur, og nu hvor han alligevel havde nedværdiget sig til at tigge hjælp, kunne han lige så godt acceptere hvad, han kunne få, og dette var langt mere end han havde turdet håbe på. En oprigtig lærd ville kunne gå ind og se bag maskerne, for de ville ikke være holdt op for ham på samme måde, og han ville måske have større held end lensherren selv til at finde de meget ønskede embedsmænd.
"Det skal det måske," svarede han med en skæv grimasse, da de talte videre om eksporten. "Men jeg er endnu så fuld af ideer, jeg gerne vil have igangsat, min tålmodighed er spændt til bristepunktet, og jeg vil bare gerne i gang med noget for at bevise mit værd overfor folket. De holder mig i så stor miskredit, jeg dårligt kan færdes på gaden i mit eget len uden beskyttelse." Han var flov over at indrømme det, men han havde ingen hemmeligheder, der var værd at hold overfor hende, hvis hun virkelig skulle kunne hjælpe ham.
Job eller ej kunne William godt have brugt en lur, men han havde dårligt sovet på turen, hans vogn så fyldt af officielle papirer, der skulle udfyldes før hjemkomsten, han havde måttet tage store dele af natten til hjælp for at nå dne første halvdel. Søvn var ikke et gode, han kunne tillade sig i disse dage, hvor meget han end havde brug for det.

[Mariah Urbram]

Mariah vidste, at den unge lensherre ville blive mindre naiv med årene. Man skulle lære af sine fejl. Hvis ikke man gjorde det, var man dum. Og dum regnede hun bestemt ikke med, at Lord Legan var. Hun var ret sikker på at han havde et godt og fornuftigt hoved, han var bare blevet ledt i den forkerte retning, og han havde fået til opgave at rejse noget fra støvet, der var totalt ødelagt. Det kunne ikke være nemt, så det var klart, at han var frustreret. Hun var virkelig lykkelig for, at hun ikke sejlede i hans sø. Det kunne ikke beskrives, hvor ondt hun egentlig havde af ham.
Mariah kunne aldrig finde på at snyde sig frem. Det var at synke alt for lavt. hun havde sin afdøde mand som inspiration. Han havde kørt lenet med kun ærlighed. Han havde klaret det ret godt, og det ville hun ikke lave om på. Hvis ikke man kunne stole på folk, hvordan skulle man så kunne tage dem seriøst? Man kom ikke langt med at snyde sig frem og ved løgne. Det var noget af det dummeste man kunne gøre, og Mariah tog virkelig afstand til det. Hun slog hårdt ned, hvis det var hendes tjenestefolk der løj overfor hende. Hun ville ikke have det, hvilket de også havde fundet ud af. Hvis ikke Mariah kunne stole på sine folk, røg de simpelthen ud. Hun ville ikke have dem i sit hus, hvilket også var grunden til, at alle hendes folk var hende tro. hun vidste, at ingen af dem ville lyve overfor hende eller snyde hende.
Hun nikkede, da han sagde at det var en vanskelig situation. Det havde han fuldkommen ret i, og hun anede ikke, hvordan hun skulle hjælpe ham helt ud af den.
Hun lagde straks mærke til hans taknemmelige smil, hvilket gjorde det hele meget mere værd. Han havde brug for det, og at se ham smile på den måde, gjorde hende i bedre humør og fik hende til at smile.
"Min afdøde mand havde så mange embedsmænd han altid spurgte til råds. Jeg har beholdt dem alle, og lige nu sker der ikke så meget, så jeg kan sagtens undvære en enkelt mand. Desuden er det jo tydeligt at De har brug for hjælp Lord Legan. Vi må hjælpe hinanden for vi kan," sagde hun med et lille grin efterfulgt af et smil.
Hun rejste sig fra sin stol, og gik hen og åbnede døren. Hun kaldte en tjener hen til sig, og bad denne om at hente en af hendes embedsmænd. Hun derefter tilbage og satte sig på stolen igen og vendte igen sin opmærksomhed mod den unge lensherre.
"Det er godt at De har ideer, men folket skal se Dem an, før de ligesom følger Dem. Tag det med ro, tag imod de råd du får, og lade tingene gå sin gang," sagde Mariah med en smil.
Lidt efter kunne man høre en kort banken på døren, og Mariah sagde "kom ind".
En mørkt håret, ikke helt ung - men bestemt heller ikke gammel - mand trådte ind i rummet. Han stod med rank ryg, og bukkede først for Lady Urbram og derefter for Lord Legan.
"De bad mig om at komme herind, Lady Verd?" sagde han og kiggede hen på hende.
Han var en af dem, der stadig kaldte hende Lady Verd. Det fik hende altid til at trække lidt på smilebåndet. Hun havde intet imod dette, hun havde bare valgt at tage sit familienavn tilbage, da hun blev enke.
"Jeg har en opgave til dig, Ethan. Min Kollega, Lord Legan, har brug for din hjælp. Han står desværre i den situation, at alle folk omkring ham er korrupte og ikke til at stole på. Jeg vil gerne have at du tager med ham, og hjælper ham med at få styr på det hele," sagde hun med et smil.
"Det skal være mig en ære, MyLady." svarede han og vendte så blikket mod Lord Legan. Han havde et venligt og behageligt smil på læberne og hans blik var venligt.
"Lord Legan, dette er Ethan Jules. Han var min afdøde mand meget tro, så jeg sætter min lid til at han kan hjælpe Dem," sagde hun så, og sendte Lord Legan et venligt smil.

[William Legan]

Åh jo, man var i sandhed dum, hvis man ikke lærte af sine fejl, men som situationen var, havde William kun råd til at begå få, ligemeget hvor meget han så lærte af det. Han var bestemt ikke dum, faktisk var han temmelig intelligent for en sytten årig at være, men hans manglende erfaring gjorde at mange slet ikke så det.
Havde han vidst, hvor ondt hun havde af ham, havde hans stolthed taget yderligere skade. HAn var ikke kommet for medlidenhed, men for hjælp til sit folk og sit len. Den hjælp de så desperat har brug for.
William kendte kun alt for godt den gamle Lords rygte for sin ærlighed og åbenhed overfor sit folk, og det havde altid inspireret William og forarget hans far. Ikke mindst da lenet her klarede sig noget bedre end hans eget nogensinde havde gjort under hans ledelse. Men for William var det inspirerende, og han havde altid næret dyb respekt for afdøde.
Hans egne tjenestefolk havde ikke megen respekt for ham, og han havde på fornemmelsen et par af dem var begyndt at stjæle fra ham, selvom de aldrig ville have vovet at tage fra hans far. De kaldte ham lille Willie, og han hadede det navn.
"Deres syn på min situation gør Dem ære, milady," sagde han varmt og smilede imødekommende, "Og jeg står i evig taknemmelighedsgæld til Dem for denne tjeneste!" Han var ikke god med smiger, men havde læst nok bøger i sin ungdom til at kunne lire disse dybtfølte sætninger af. ORdene var ikke helt hans, men han mente hvert et ord alligevel. "Hvis jeg nogensinde kan gøre noget for Dem, må De ikke tøve med at sige til!" Han rejste sig høfligt, da hun gjorde og blev stående, til hun sad ned igen, som det var almindelig skik når en dame rejste sig, og han ville gerne vise hende respekt.
"Jeg frygter, folket aldrig vil se mig som andet end en skygge af min far, medmindre jeg beviser mit værd for dem. Jeg vil starte med at samle et råd af ordentlige embedsmænd og så rette op på de uretfærdigheder min far har indført. JEg har allerede omskrevet nogle love og er igang med resten af lovgivningen - at gennemgå den altså - og jeg finder så mange småting, der skal rettes på. Skattesystemet skal også reformeres, da den er uhørt høj, og vort skattekammer er fyldt, mens folket i al almindelighed er fattigt. JEg håber disse ting vil hjælpe på mit ry, men som tingene er nu, skal der meget til. Det hele tager lang tid, det er jeg godt klar over, men mit folk har brug for min assistance nu her og jeg... føler mig magtesløs!" Det var en stor og frustreret indrømmelse, og han kunne ikke møde hendes blik. HVad kunne han stille op? Et stort barn, en naiv knægt uden erfaring. HVem prøvede han at nare, han ville aldrig blive halvt så meget af en lensherre som Mariah Urbram!
Det bankede på døren, og han rettede forventningsfuldt blikket mod døren et øjeblik, før han huskede, de nu ikke længere bare var de to, og han trak sin maske af reserverethed og voksent ansvar for og anventede den kommende med en ophøjet rolighed, han ikke følte. Han betragter herren, der kommer ind, mens hans opmærksomhed hviler på ladyen, og han kan godt lide mandens udseende. Han virker god, rolig og velovervejet, hvilende i sig selv. Præcis hvad William har brug for.
Han noterer sig navnet Ethan og lytter ellers blot til LAdyns myndige ord.
William nikker høfligt hilsende til manden, da han bukker for ham, før han rejser sig og går over til manden, som han rækker en hånd.
"Jeg er meget taknemmelig for din tjenestevillighed, Ethan Jules," sagde han myndigt med den stemme, han normalt havde adopteret som lensherre, og som faktisk passede sig til titlen. "Hvis du får brug for noget mens du er hos mig, må du ikke tøve med at sige til." Det mindste han kan gøre er at tage vel imod manden, og han smiler venligt og voksent, før han vender tilbage til sin stol med et smil til ladyen.
"JEg er sikker på Ethan Jules vil opfylde ethvert ønske, jeg kunne have," siger han imødekommende.

[Mariah Urbram]

Mariah var så heldig, at hun havde haft en mand, der gerne ville sætte hende ind i de forskellige ting. Hun var ikke andet end et nysgerrigt barn da hun kom til Verd's gods, og det var slet ikke hendes job, at sætte sin næse i alting. Hendes job var at behage sin mand, på hvilken som helst måde, som han nu ønskede det. Hun havde spurgt ind til alting, fordi hun var nysgerrig, og hver eneste gang, lagde han sine papirer eller sin bog ned, fik et smil på læberne, og forklarede hende det, til hun forstod det. Dengang vidste hun da ikke, at hun skulle bruge det til noget, da hun jo regnede med at hun skulle tilbringe resten af sit liv med Lord Verd. Hun anede ikke at han var syg - han anede det sikkert heller ikke selv - så hun var ligesom en smule forberedt, da hun pludselig stod og skulle klare alting selv. Hun havde en basisviden, så hun klarede sig. Desuden havde hun jo en hel flok embedsmænd i ryggen, der var klar til at vejlede hende om alt, hvad hun nu skulle spørge hende om. Hun var mere heldig, end hun nok lige gik og regnede med.
Dengang hun fik af vide, at hun skulle indgå ægteskab med en ældre mand, var hun sikker på, at det var enden på hendes liv. Hun skulle bo ved en sur og gammel mand, hun bare skulle gøre alt for. Men sådan endte det ikke. Lord Verd var det kærligste mennesker hun nogensinde havde mødt, hvis man så bort fra hendes familie. Han var utroligt tålmodig. Hun fik dog aldrig af vide, hvorfor han giftede sig med en sekstenårig, i stedet for en, der vidste mere og var mere moden. hun spurgte aldrig, og han sagde det aldrig. Hun fik heller ikke spurgt sin fader, end han døde. Hun havde set ægtepagten, men der stod intet om dette. Det havde flere gange fyldt hendes tanker, men hun var ligesom stoppet med at tænke over det. I stedet priste hun sig bare lykkelig for hvordan, hendes liv egentlig havde vendt sig. Det var mere end hun nogensinde havde kunnet håbe på.
Men det var først gået op for hende hvor vigtige embedsmændene var, efter Lord Verds død. Hun havde jo aldrig været med til nogen form for møder, da hun ikke havde noget som helst at gøre der. Hun anede ikke hvor mange gode råd de gav og hvor meget hun egentlig havde brug for dem. Det ærgrede hende virkelig, at alle andre ikke kunne opleve, hvad hun havde oplevet. Det ærgrede hende at vide, at nogen embedsmænd kunne være så korrupte og kun tænke på dem selv, i stedet for den herremand, de egentlig skulle hjælpe.

"Det glæder mig at høre disse ord fra Dem, Lord Legan," sagde hun, og sendte ham et smil, da han sagde at hendes indsigt i hans situation gjorde hende ære. Hun ville gerne hjælpe så meget som hun kunne, da hun selv vidste hvordan det var. Hun havde jo haft den hjælp hun skulle bruge, og det burde den unge Legan da også have.
"Det skal De virkelig ikke tænke på. Som sagt må vi hjælpe hinanden hvor vi kan, og jeg er bare meget glad for at kunne hjælpe Dem, Lord," sagde hun. Det var hvad hun mente. Hun var virkelig glad for, at hun kunne hjælpe ham, da hun ikke brød sig om, at se ham så langt nede. Ingen skulle tynges af så tung en vægt. Alle burde have hjælp til at løfte den vægt, de havde på skuldrene. I hvert fald hjælp til at gøre den en smule lettere at bære.
Hun var glad for hans smiger, hvilket bare fik hende til at smile. Hun kunne godt lide at blive smigret. Det gjorde hende altid i bedre humør.
Hun lyttede til hans ideer og nikkede. Det lød virkelig som gode ideer.
"Så snart Deres folk, ser De egentlig gør for dem, gør det hurtigt op for dem, at De er bedre for dem end Deres far var. Ligeså stille vil De få folkets respekt, fordi De gør tilværelsen bedre for dem. Stol på Dem selv, Lord Legan, så skal det nok gå," sagde hun så. Hun vidste, at hvis ikke man stolede på sig selv og sin egen dømmekraft, ville det bare gå galt. Så ville intet ligesom kunne hænge sammen, og man vil fremstå som en svag person.

"Jeg stoler på Lady Verds ord, og jeg skal hjælpe Dem alt hvad jeg kan, Lord Legan," sagde Ethan og bukkede endnu engang. Han havde det faktisk fint med, at skulle af sted til et andet sted. Han kunne godt lide at rejse, og han havde svoret ed til Lady Verd, og skulle derfor gøre alt hvad hun bad ham om. Det var hans job, og han kunne virkelig godt lide det.
"Det vil jeg huske på, Lord Legan," sagde han med et venligt smil på læberne. Han vidste dog godt, at Lady Verd ville sørge for alt hvad han skulle have brug for, men det ville han ikke sige.
Mariah sendte Ethan ud igen, og bad ham om at pakke de ting han skulle bruge. Hun regnede med, at han ligeså godt kunne følge med, når Lord Legan skulle hjem igen. Det var langt det nemmeste.
"Ethan vil opfylde Deres mindste ønske. Han er en meget lærd og vis mand, og jeg har haft meget glæde af ham, når jeg har haft nogle problemer," svarede hun med et smil på læberne.

[/font]

[William Legan]

Mens Lady Urbram havde haft sin mand til at lære sig de ting, hun havde fet brug for, havde William get i skole og haft flere af sin fars rådgivere som lærere. De havde lært ham alle smutvejene, alle de ting, der skulle til for at kunne undertrykke et len, og selvom der havde været gode og brugbare ting imellem, var der ikke skyggen af hårdt arbejde bag, det hele lette overspringshandlinger, og sådan ønskede han ikke, det skulle være. Han havde fået en uddannelse, der passede sig for Lord Legans søn, men ikke for en lensherre, og derfor stod William på bar bund i så mange ting. han vidste, han var nødt til at rejse en del rundt den kommende tid for at se hvordan andre lensherrer klarede arbejdet og for at få inspiration og lære, og hvis han bare kunne være sikker på, tingene gik i orden derhjemme, kunne han gøre det.
William havde altid vidst, hvor stor en del af ledelsen af et len, der lå i embedsmændenes hænder, da han udelukkende var blevet opdraget af dem og en enkelt barnepige. Selv havde han heller ikke været inviteret til at deltage i nogle møder, før farens død, men vorfor skulle han også have været det i den alder?
Han smiler venligt til hende over hendes taknemmelighed for hans ord. Det er belønning nok for at have sagt sin mening, at den bliver vel modtaget, og han kan bedre og bedre lide Lady Urbram.
"Åh, men jo, det burde jeg i høj grad!" siger han insisterende. "De har rakt mig en hånd hvor ingen anden har gjort det, og det vil jeg aldrig glemme! De vil altid have en forbundsfælle i mig, og står det slemt til her - skulle De for eksempel have brug for ekstra tropper til noget - står jeg til Deres rådighed."
Han kan se, hans smiger lander i god jord, og er glad for det. Han er normalt ikke god til det og det er en hel sejr for ham, det lykkedes ham denne gang.
"Jeg håber det virkelig de vil, ellers har jeg ikke mange andre valg ... Og jeg forsøger at stole på mig selv, milady, men min selvtillid fejler med folkets." Han sukker tungt og slår ud med armene.
"Mange tak, Ethan," lød svaret værdigt fra William mens han så ham gå.
"Endnu en gang, tak, milady, De har muligvis reddet hele fremtiden for mit len." Han smilede taknemmeligt.

[Mariah Urbram]

Mairah forstod ikke, hvordan nogen kunne finde på at opdrage en lensherre som Lord Legan var blevet opdaget. Det var jo helt forkert. Hun ville aldrig nogensinde oplære sin egen søn på den måde. Han havde fra da han var helt lille, fået den bedstelæremester Mariah kunne finde, og han havde derefter lært alt, hvad han skulle lære. Senere havde han også fået timer af nogle af embedsmændende, hvor han lært hvordan man skulle styre et len. Nu havde hun sendt ham til en ridder - Sir Leon - så han også kunne lære nogle færdigheder der. Han skulle være en stærk og god leder. Han skulle gerne gå i sin fars fodspor. Det havde hun i hvert fald sat sig for, og hun gav ikke op. Hun ville have sin søn opdraget ordentligt.
Det havde da også givet pote, og selvom han ikke var mere end 10 år, var han allerede en meget høflig ung mand, han kunne både læse og skrive og han var faktisk rimelig klog af sin alder at være. Det glædede hende virkelig, hver gang hun så at han havde udviklet sig og var blevet bedre til det ene eller det andet. Det var jo ham der skulle overtage lenet, når hun ikke kunne være herskerinde over dette mere. Mangen mente, at han på sin 18. navnedag skulle overtage lenet, men det var Mariah ikke helt enig i. Hun ville styre det til hun ikke kunne mere.
"Det tilbud er jeg meget taknemmelig for. Det vil jeg husker, og så vil jeg sende bud, hvis jeg engang får brug for Deres hjælp, Lord Legan," sagde hun med et taknemmeligt smil. Det var altid godt at skaffe forbundsfæller, det vidste hun, så det glædede hende, at den unge Lord gav hende sit ord på dette. Det ville hun ikke glemme. Hun var også ret sikker på at han ikke ville glemme dette.
Hun lyttede til hans næste ord, og kunne egentlig godt forstå, at hans selvtillid fejlede, for han havde jo ikke fået noget, der kunne styrke den. Han var havnet med snuden i jorden med det samme han overtog lenet, fordi folket ikke stolede på ham. Hans embedsmænd slog ham i jorden hver eneste gang, fordi de var korrupte og kun tænkte på dem selv.
"Lord Legan, jeg er sikker på at De får meget mere selvtillid, når først De har fået styr på Deres len. Det kommer ligeså stille, det er jeg sikker på," sagde hun med et venligt smil. Hun satte sin lid til ham, og stolede på, at han nok skulle klare sig.
Hun kunne godt lide, at han mente, at hun nok havde redet hans len.
"Jeg siger tak for de pæne ord, Lord, men jeg tror nu også at det er for meget sagt. Jeg har rakt en hånd ud, hvor der var brug for det. Det hårde arbejde skal De selv ordne, med hjælp fra Ethan," sagde hun. Hun havde virkelig ikke gjort andet, end at sende ham den hjælp, han skulle bruge. Men hans len blev jo ikke redet ved, at hun sendte ham en tro embedsmand. Han skulle selv til at gøre det trælse arbejde - at rette op på alt det dårlige hans fader har udrettet.
Hun rejste sig derefter op.
"Det var noget med at De havde en vogn der skulle findes? Jeg skal alligevel tilbage til markedet, og det bliver jeg nødt til at nå meget snart. Så hvad siger De til, at vi tager af sted nu?" foreslog hun, og kiggede på den unge lensherre, der var foran hende.

[William Legan]

William var ikke helt så ked af sin opdragelse, som han måske burde være, for det havde vist hans styrke, at han trods alle de dårlige og lette valg lige foran sig havde valgt den svære, ukendte vej. At han i stedet valgte at bruge sin kløgt og opfindsomhed og betragtede andre lensherrers arbejde for at finde støtte. Han klarede sig selv på mange punkter, og han brugte sig selv og sine ressourcer til det yderste i disse dage. Men han kunne ikke beklage, at hans far trods sin normale ligegyldighed overfor ham, havde sendt sine embedsmænd for at sørge for hans opdragelse. Havde undværet dem for hans skyld. Nuvist, hans far havde aldrig været kærlig eller opofrende som Lady Urbram var overfor sin søn, og han havde aldrig fundet stolthed i at være sin fars søn, men noget havde han trods alt fået fra ham.
Og han havde bestemt ikke tænkt sig at glemme sit løfte om forbundsskab til ladyen, der havde hjulpet ham så meget. Hvis hun nogensinde fik brug for hans assistance, viille han være der med det samme.
"Det håber jeg, jeg gør, for jeg har hårdt brug for den," sagde han med et lille, sørgmodigt smil, "Men det vil nok hjælpe hurtigt med Ethans hjælp, håber jeg. Når først jeg ved, jeg kan stole på folkene under mig, vil jeg bedre kunne koncentrere mig om at få lenet på rette fod igen." Han gengældte hendes smil mere selvsikkert end han følte sig.
"For meget sagt?" spurgte han så med en let latter, "De har givet mig mere end jeg i min vildeste fantasi havde turdet håbe på; har åbnet muligheden for at få udryddet korruptionen blandt mine nærmeste rådgivere, hvilket i sidste ende kan være dem, der betyder om jeg står eller falder. Tro mig, De har reddet Legans fremtid!" Det var vigtigt for ham, hun vidste præcis hvad, hun havde gjort for ham, og det var mere end at låne ham hjælp til at rydde op; hun havde genindsat håbet hos ham.
Da hun rejste sig op, fulgte han hastigt hendes eksempel og smilede venligt til hende.
"JEg har aftalt med mine mænd, at vendte jeg ikke tilbage før mødets start, havde jeg fundet det selv, og de skulle blot søge hermod og møde mig her, så de kommer hertil inden så længe." Hans smil blev lidt falsk, men han fastholdt det. "Det sker desværre for mig af og til, så jeg tager mine forholdsregler." Selvom han forsøgte at lyde munter, var der en selvbitterhed over det, der fortalte hende, han var træt af den del af sig selv.
"Men ja," fortsatte han hurtigt, smilet ægte igen, "Lad os tage af sted." Han bukkede elegant for hende og gik så hen mod døren for at holde den for hende

((undskyld skiftet til datid, men føler lige mere for datid, da d også skriver i det))

[Mariah Urbram]

Mariah var glad for de pæne ord, om at hun havde redet et helt len. Hun mente dog ikke, at hun havde gjort andet end, hvad der forventedes af hende. En Lensherre kom og bad hende om hjælp, og hun så det som sin soleklare pligt, at hjælpe ham. Hvad ellers skulle hun gøre? Skulle hun sende ham væk, og ødelægge sit eget ry? Hun gjorde jo ikke kun dette, fordi hun ville hjælpe den unge Legan. hun gjorde det også for at slå sit eget ry fast. Hun vidste at folk så ville tale pænt om hende, og god omtale kunne hun jo altid bruge. Hun havde brug for god omtale, selvom hendes ry nu også talte ret meget for hende. Hun havde bare brug for at bevise overfor de gamle, stivnakkede og snæversynede herremænd, at en kvinde altså sagtens kunne styre et len med fast hånd og gavmildhed, uden at det ville ende helt galt. Hun styrede jo sit len med fast hånd, hendes regler blev overholdt og hendes folk elskede hende, det vidste hun. Hun forstod bare ikke, hvorfor de herremænd blev ved med at se ned på hende. Hun mente selv, at hun ikke havde gjort andet, end gode ting for lenet. Hun havde dog opgivet at gå og være frustreret over det, for det havde bare gjort hende i dårligt humør. I stedet fokuserede hun på at styre sit len og gøre sit ry bedre end det var i forvejen.
"Det lyder som en vældig god plan, De har der," sagde hun med et smil, da han sagde, at han først ville fokusere på at få gode mænd, og derefter fokusere på at rede lenet fra sin undergang. Han var ikke så dum igen, ikke at hun havde regnet med det, men hans planer var jo gode. Han havde bare brug for at realisere dem, og det kunne han ikke gøre med en flok korrupte embedsmænd, der ikke havde i sinde at hjælpe ham hen ad den bedste sti. Hvis det stod til hende, ville disse mænd blive smidt ud med det samme. Hun ville ikke have sådan nogle mænd omkring sig. Hun var utroligt glad og taknemmelig for hendes embedsmænd, der kun havde ledt hende i den rigtige retning, når hun har haft allermest brug for det.
"Det er meget pæne ord, og jeg er meget glad for Dem. Jeg sætter stor pris på Deres taknemmelighed," svarede hun så. Hun ville ikke blive ved med at forklare, at hun altså ikke havde gjort andet, end at række en hånd frem mod ham. men hun kunne som sagt godt lide de pæne ord, og det fik virkelig et smil frem på hendes læber. På en eller anden måde, fremstillede de hende som en eller anden heltinde, selvom hun langt fra så sig selv sådan.
"Jeg har bare gjort hvad enhver lensherre burde gøre," tilføjede hun så bare.

Hun lyttede til hvad der blev sagt, og nikkede så. Det var fint for hende, at hans mænd ville komme til hendes gods. Desuden havde mødet taget en smule længere tid end hun havde regnet med, så hun ville nok alligevel sende en tjener ned efter de ting, hun skulle have fra markedet. Hun vidste, at der lå en stak papirer på hendes bor og ventede på hende. Hun havde med vilje udsat dem i lidt tid, men vidste også, at hun ikke kunne blive ved med dette.
"Forholdsregler er altid gode. Man kan aldrig vide sig alt for sikker, specielt ikke når man har korrupte mænd, som dem De har, under sig," svarede hun med et venligt smil. Det ærgrede hende en smule, at han ikke havde mere selvtillid. Hun vidste, at han nok skulle klare sig, ellers havde hun ikke været villig til at hjælpe ham. Hun ville ikke sende en god mand af sted til noget, der alligevel så alt for håbløst ud.
"Jeg regner med at Ethan bare tager med Dem nu, medmindre De har andre indvendinger i den sag?" spurgte hun så, og gik ud af den dør han holdt åben. Hun stoppede kort op for at vente på ham. Derefter begyndte hun at gå ud på de mange gange. hun gik mod udgangen, da hun fandt det mest passende, at hun selv fulgte ham ud.

[William Legan]

Han kunne godt se på hende, hun ikke helt troede hans ord, men det var nu engang sådan, han følte om det. Der var ikke mange, der villigt havde gjort for ham, hvad hun havde gjort, hvad end hendes motiver så var, og han var hende dybt taknemmelig.
Han smilede ver hendes ord og følte sig opmuntret af bekræftelsen. Han havde slev ment sin fremgangsmåde god nok, men at få det bekræftet af en med mere erfaring sendte hans selvtillid opad.
"De har selv bragt den på Dem," lo han let, "min taknemmelighed altså. OG De har gjort et godt stykke arbejde!" Han smilede bredt.
"Måske synes De kun, De har gjort Deres pligt, men meget få af de andre ville have trukket i deres egne midler for at hjælpe mig. Især de tilstødende lensherrer til mit len ville have forsøgt at overtage mit len i stedet. Så derfor er jeg Dem meget taknemmlig." Og han mente det tydeligvis, hvert eneste ord.

At mødet har taget længere tid end planlagt, var han ikke bevidst om, men han ved, det har taget lang tid, og han er ikke sikker på, om hun virkelig har tiden til at vise ham rundt i byen på egen hånd, men ellers kan han altid spørge Ethan og måske få noget mere at vide om Lady Urbrams måde at drive sit len på, hvilket ikke ville være helt skidt heller.
"Præcis," sagde han som et ekko af hendes ord og smilede, glad for de forstod hinanden.
"ja, det er fint. Jeg havde overvejet at blive i Deres by et par dage for at se stedet ordentligt, nu jeg alligevel er her, da jeg godt kan lide at rejse og opleve, og jeg har taget en del papirarbejde med mig, så jeg har tiden til det, men så kan han også få lidt tid til at tage afsked med sin familie og venner og sådan.
Han fulgte efter hende ud og hen ad de mange gange mod udgangen, mens han bemærkede og noterede sig hvordan hendes hjem var holdt og hvad hun havde på væggene og så videre.

[Mariah Urbram]

Mariah havde ikke helt vidst hvad mødet ville handle om til at starte med, så derfor havde hun faktisk heller ikke regnet med, at det ville tage særligt lang tid. Dog var hun ikke typen, der afbrød et møde eller gjorde andet for at fremskynde det, hun måtte bare sætte nogle andre ting til side. Desuden havde den unge Herre haft brug for hendes hjælp, så der ville hun aldrig kunne drømme om, at fremskynde det møde. Hun havde nydt at kunne hjælpe hvor hun nu kunne, og det havde hun gjort hende i bedre humør, at Lord Legan havde taget så godt imod hendes hjælp. Det gjorde det nemlig en smule nemmere at hjælpe. Desuden havde han nok ikke kunnet gøre andet end at tage imod den hjælp, han nu fik tilbudt.
Hun havde også hurtigt lært, at der altid lå bagtanker bag det de høje herre gik og lavede og sagde. Det var bare noget man gjorde, og hun havde da selv ofte bagtanker bag det hun gjorde og sagde, men aldrig noget der ville skade andre. Sådan var hun ikke, da hun mente at det var fejt at handle sådan.
"Jeg er bare meget glad for at kunne hjælpe Dem, Lord Legan," svarede hun med et venligt smil.
Hun nikkede, da han sagde, at han havde tænkt sig at være i hendes by i et par dage. Det ville nemlig give Ethan tid til lige at sige farvel og gøre sig ordentlig klar.
"nu ved jeg ikke hvad De er vant til at bo på, men vi har ikke mindst fine kroer, men jeg kan også sagtens finde en herregård, der er mere end villig til at huse Dem, mens de er på besøg her?" spurgte hun og kiggede på ham. Mange folk fra adelen, ville bestemt ikke bo på en kro, hvor de almindelige mennesker og pøblen havde deres daglige gang. Derfor havde hun flere gange fået det arrangeret sådan, at en adelig familie ville huse denne anden adelige i den tid personen havde tænkt sig at blive. Det var sådan mange af dem foretrak det, og Lorden skulle bare sige til, så ville hun hurtigt trække i nogle snore, og han ville have et fint sted at sove og spise.
Mens hun selv gik rundt på gangen, kiggede hun også rundt, for at være sikker på, at alt var så perfekt, som hun ønskede det. Til hendes tilfredshed, hang alt perfekt, alt lå perfekt, og der var ikke støv og skidt at se nogen steder. Det var sådan hun ønskede det.
"Jeg er ked af at jeg blive nødt til at bryde vores aftale med at vise Dem rundt denne gang, men jeg har desværre nogle ting jeg skal ordne. Jeg håber at De kan tilgive mig, og i stedet vil jeg sende en med Dem, end der kender byen bedre end jeg selv gør. En anden gang, vil det være mig en ære at vise Dem rundt, bare sig til," sagde hun med et lille smil på læberne. Hun håbede virkelig, at den unge mand ville tilgive hende, for hun havde altså en smule travlt.
"Det var mig en meget stor ære at møde Dem, Lord Legan. Jeg er sikker på at Lenet Legan vil blomstre i Deres hænder," sagde hun, da de kom hen til hoveddøren.

[William Legan]

Han havde med vilje ikke sagt, hvad han kom for, da han havde skrevet til ladyen for at arrangere mødet; det ville have været for pinligt, selvom hun måske så havde kunnet nå at forberede sig, men hun havde gjort forbavsende meget på forbavsende kort tid, og William følte meget af sin barndoms selvtillid vende tilbage til sig, som de gik hen ad gangene.
"Jeg har allerede indlogeret mig på en af kroerne i området," sagde han med et venligt smil. "Men tak for tilbudet. JEg er vant tila t rejse og har sovet på mindre værdige steder end hvad jeg har fundet i Deres len - rejsen har trods alt taget mig nogle dage." Han smilede venligt til hende og havde tydeligvis intet imod at sove på en kro, selvom det ikke var sædvanen med de fine folk. Men William havde ikke været anset for voksen længe nok til at være forvent, og i hans tidligere rejser havde han endda tilbragt en nat under åben himmel. Ganske uset, naturligvis, men han havde nydt det alligevel. Desuden gav kroen ham en bedre mulighed for at studere hverdagslivet i byen, og han var meget nysgerrig efter at sammenligne med tilstanden i sin egen hovedstad.
"Det er i orden," sagde han med et venligt smil, "Jeg af alle forstår vigtigheden af Deres andre pligter, og De er naturligvis undskyldt. Måske kan jeg overtale Ethan til at give mig en hurtig rundvisning; jeg vil gerne lære ham lidt bedre at kende før den lange rejse." Modsat de fleste lensherrer tilbragte William det meste af rejsen i sadlen. Han var træt af vognens vippen og rumsteren og sad der kun, når han skulle arbejde, og der ville ikke blive meget mulighed for at tale med embedsmanden der, med mindre han stoppede sig ind i vognen til ham.
"Måske kan vi mødes en gang før min hjemrejse, så kan De vise mig Deres yndlingssteder i byen?" foreslog han og tilføjede hurtigt: "Bare når De har tiden."
De nåede hoveddøren, og han modtog hendes smiger med et dybt, ærbødigt buk.
"Æren er helt min, milady Urbram, og jeg taker Dem for rosen!" Han tog hendes hånd og kyssede den som det var høfligt at gøre, og smilede så til hende med sit drengede smil.
"Jeg ved, dette kommer ud af kontekst, men før jeg går, må jeg fortælle Dem, De og især Deres afdøde mand har været et stort forbillede for mig gennem de senere år," tilføjede han en smule tøvende over kluntetheden i det, men det var oprigtigt ment, og han ønskede virkelig, hun skulle vide det. Han smilede let undskyldende, bukkede igen og vendte sig så rundt, hvor hans vogn rigtigt nok holdt og ventede, og en tjener sprang straks frem med hans hest tøjler i hånden, klar til at række dem frem. Det måtte undre ladyen, han ikke steg ind i vognen, men han valgte hesten og svang sig stærk og elegant i sadlen, hvor han sad, som havde han aldrig bestilt andet end at ride.
"Og så farvel, milady," bød han hende med et ærbødigt nik. "Og nok en gang tak for Deres hjælp. Åh for resten, Ethan kan finde mig på Rosen og Fjeren." Han smilede til hende en sidste gang og gjorde mine til sine folk om at ville af sted, og de gjorde straks klar.

[Mariah Urbram]

Mariah vidste, at det krævede meget mod fra den unge Lord's side, og hun fandt det imponerende, at han faktisk var kommet og spurgt om hjælp, selvom det måske var ydmygende. Men det fik hende også til at respektere ham. Hun respekterede virkelig de folk, der havde modet til at spørge om hjælp. Det beviste bare, at de var store personer, der ikke var bange for at indrømme, at de måske ikke altid havde ret eller ikke altid var den bedste af alle.
Hun vidste at Legans Len ville blomstre i hænderne på den unge mand, når først han havde fået et skub i den rette retning. Hun havde givet ham det første lille puf, og nu skulle han bare have hjælp til at finde den rette sti. Hun var glad for at have hjulet ham, da det da gjorde hende ked af at høre, at det gik så skidt nede i Legans len. Men det ville komme på rette fode igen , det vidste hun.
"Det glæder mig at høre, at De har fundet et sted de kan lide," svarede hun med et smil. Det gjorde og hendes arbejde en smule nemmere. Det var ikke altid folk var helt villige til at huse fremmede mennesker, selvom de blev nødt til det, når deres lensherskerinde bad dem om det. Men der var mindre bøvl, når han selv havde fundet ud af noget. Men det gav ham en guldstjerne i hendes bog, at han ikke var for fintfølende til at bo på en kro. Det fik ham til at være lidt mere nede på jorden. Selv havde hun førhen boet på kroer når hun havde været ude og rejse, og hun havde bestemt intet imod det. Hun var jo ikke bedre end alle andre, bare fordi hun var født ind i en magtfuld slægt og senere giftet ind i en anden magtfuld slægt.
Hun havde dog aldrig selv tilbragt en nat under stjernernes smukke tæppe. Det havde hun alligevel nægtet. På dét punkt, var hun måske fintfølende, men det var sådan hun var.
Det glædede Mariah meget, at Lensherren ikke tog hendes afbud ilde op. Hun havde jo sådan set lovet ham, at vise ham rundt i byen, så det var ikke fordi det glædede hende, at skulle aflyse dette. Men det glædede hende meget, at han tog det så pænt.
"Det glæder mig meget at De forstår det. Jeg er som sagt ked af at aflyse nu, men som De ved, er der pligter der kalder. Det er ikke lutter lagkage, at styre et helt len," sagde hun, og det sidste sagde hun med en lille latter. Han vidste jo godt hvor krævende det egentlig var, at styre et len. Der var breve og alt muligt der skulle underskrives og en masse problemer at tage stilling til.
Hun lyttede til hans forslag, og nikkede.
"Jeg vil meget gerne vise Dem mine yndlingssteder. Hvis de slår vejen her forbi på din hjemrejse, vil jeg med glæde vise dig stederne," sagde hun så. Hun regnede med at have nået det meste af bunken af papirer om et par dage, så hun regnede med, at hun sagtens kunne tage med ham. Det ville jo nok heller ikke tage så lang tid.
Mariah måtte indrømme, at den unge mand var meget høflig, hvilket også bare blev bekræftet, da han kyssede hendes hånd. Et smil gled over hendes læber, da han gjorde det. Det var en fin gestus og en smiger hun godt kunne lide.
"Det ville glæde min afdøde mand at høre de ord. Det glæder bestemt også mig, og jeg er bare meget glad for at kunne hjælpe Dem. Sig endelig til, hvis De en anden gang mangler hjælp, så skal jeg igen gøre mit bedste," svarede hun med et smil. Det overraskede hende faktisk en smule, men på en god måde, at hun var et forbillede for den unge mand. hun vidste godt, at hendes afdøde mand havde været et forbillede for mange, men det kom som en glædelig overraskelse, at hun også blev set om et forbillede. Det var noget andet end de ord hun hørte fra de gamle og snæversynede mænd, der altid kunne finde fejl, ved de ting hun gjorde.
Det undrede faktisk ikke Mariah så meget, at den unge mand valgte at ride selv. Det ville hun til enhver tid også selv vælge, da det var mest behageligt. Så kunne man også bedre se hvor man var, end hvis man var inde i en vuggende vogn.
"Farvel, Lord Legan," sagde hun selv, og nejede så. Det så måske lidt underligt ud, når nu hun ikke havde kjole på, men sådan havde hun altid gjort. Det var mest passende.
"Det vil jeg huske at fortælle ham. Han vil nok være der om et par dage," sagde hun med et smil, og blev stående i døren, indtil vognen var kørt.
Hun lænede sig lidt op ad dørkarmen, da hun kiggede efter vognen. Hun havde nogle ting at tænke over. Hun stod der dog ikke ret længe, da hun vidste at hun havde nogle gøremål. Først måtte hun dog finde Ethan, og hun vendte sig fra døren, lukkede den, og gik mod den fløj, hvor hendes embedsmænd og deres familier boede.

//Out.

[/font]