Et besøg, for gammel venskabs skyld

[Darren Lodbrog]

Darren Lodbrog trak kappen tættere omkring halsen, for at skjule sin hage i den bløde pels. Hesten travede tappert afsted igennem snedriverne, som faldt i uendelige mængder omkring dem. Landlorden kastede et blik over skulderen og trak på smilebåndet, da han så sin yngre ven, der mest af alt lignede et forfrossent lig.
"De skulle have taget lidt varmere tøj på, Ser Leon." lo Darren og holdt hesten, for at lade ridderen komme op på siden af sig. En hæs latter var i begyndelsen det eneste der forlod den unge mands kolde læber.
Da De sagde at vi skulle til Verds Len, regnede jeg ikke just med at skulle løbe ind i en snestorm, Lord Lodbrog!"

[/color]

Vejret havde været besynderligt på det sidste. Fra den ene dag til den anden, var temperaturene faldet drastisk oppe i Nord, og pludselig var luften under frysepunktet og regnen frøs i luften. Darren havde været heldig, at have klædt sig varmt på denne dag, ellers havde han nu siddet forfrossen, med en rød løbende næse, ligesom den unge Ridder.
"Hold ud lidt endnu, min ven," lo Landlorden, "Jeg kan se byen nu. Vi er der om et øjeblik."
"Åh!" udbrød ridderen, "Jeg kan dufte byen nu!" Det var ingen hemmelighed at Ser Leons mave kunne rumme flere vildsvin og hans næse kunne spore dem fra flere kilometers afstand. Lord Lodbrog smilte for sig selv.

Darren Lodbrog kendte dette Len ganske godt, da han og Lenets forrige lensherre havde været elever hos den samme sværdtræner. De havde været venner fra ungdommen til Lord Verds tragiske død. Darren havde deltaget i Lord Verds begravelse, men frygtede at synet af ham efterfølgende ville bringe sørgelige minder tilbage til Lady Verd. Nu var det dog så længe siden, så de havde arrangeret et besøg. Han trængte til at komme ud af Vintervind, og Verds Len var et af de mere afslappende områder. Der var intet bedre sted, hvis man skulle have en pause.

Lodbrog og Ser Leons heste blev ført ind i en stal, hvor to unge knægte skulle sikre sig at dyrene fik væske, mad og varme. De to mænd satte kursen mod Lady Verds gods, som tårnede sig op over den hyggelige by. Ridderen klagede og spurgte, om de ikke skulle finde en kro for at få lidt at spise først, men Lodbrog ignorerede hans forespørgsel. De blev mødt af nogle Verdvagter, som førte dem ind i en opholdsstue, hvor de blev bedt om at vente på Lady Urbram. [/blockquote]

[Mariah Urbram]

Lady Urbram havde set frem til dette møde i lang tid. Hun havde også haft god til til at arrangere det hele, og der skulle ikke mangle noget. Alt skulle være perfekt, når en ridder kom på besøg. Desuden ville det også gavne lenets ry, vidste hun, og for den sags skyld også hendes eget ry.
Allerede fra morgenstunden af, kunne man dufte mad i huset. Man begyndte tidligt på den store festmiddag - for det skulle være en festmiddag. Ridderen skulle oplevet det meste hun kunne frembringe, og det var ikke så lidt.
Hun havde brugt morgen på at ordne vigtige papirer. Som Lensherre, kom der ofte en masse papirer der skulle kigges igennem, underskrives og måske sendes videre. Eller så var der vigtige beslutninger der skulle tages, eller breve der skulle skrives. Dog klagede Lady Urbram ikke, da hun godt kunne lide denne del af jobbet.
Hen på formiddagen, var der begyndt at blive dækket bord. Man kunne ikke være sikker på hvornår gæsterne ville ankomme, og da slet ikke i dette vejr. Lady Urbram havde gået efter sine tjenestefolk og rettet på dem, så alt ville blive perfekt. mindre var bestemt ikke acceptabelt. Ofte skulle hun selv rette tingene, simpelthen fordi hendes tjenestefolk ikke kunne finde ud af det. Men af en eller anden grund, nød hun faktisk også dette. Hendes mand havde altid rystet på hovedet af hende, når hun gjorde dette, dengang han levede. Men det var sådan hun var. Hun kom fra et hjem, hvor alt skulle være perfekt. Desuden kunne man ikke byde folk noget der ikke var perfekt.

Lady Urbram havde været i gang med at kigge på nogle papirer, da der blev banket på døren til hendes kontor. Hun lagde straks tingene fra sig, og kort efter kom en tjenestepige ind. Hun nejede kort, og fortalte at gæsterne var kommet og de ventede inde i opholdsstuen.
Selvfølgelig ville hun ikke lade sine gæster vente, så hun fulgtes med tjenestepigen ud i opholdsstuen. Hun rettede kort på sit tøj, rankede ryggen og fik et smil på læberne. Hun trådte med rolige skridt ind i opholdsstuen, hvor hendes gæster ventede.
"Sir Leon! Lord Lodbrog! Dejligt at I kom frem, trods det forfærdelige vejr," sagde hun med et smil og gik tættere på dem.
"I må være sultne efter den lange tur. Maden er klar meget snart," tilføjede hun så.
Der var allerede varmet op i kaminen i rummet, så der var en dejlig varme i rummet, i forhold til kulden udenfor.

[Darren Lodbrog]

Rummet var opvarmet af ilden i kaminen. Lord Lodbrog stirrede ind i flammerne med et intenst blik, tydeligvis langt væk i sine tanker. Ser Leon var allerede i færd med at overgive sin gennemblødte kappe til en ung tjenestepige. Ridderen rykkede derefter hurtigt hen foran ilden, for at få varmen tilbage i kroppen. Da Lodbrog havde modtaget invitationen, havde Lady Urbram specifikt spurgt efter Ser Leon. Lodbrog mistænkte hende for at spørge ridderen, om han ville tage hendes søn i lære, og det var kun noget han ville bakke op om. Ser Leon var en respekteret og dygtig ridder, og en loyal ven.

Landlorden hørte sit navn og vendte sig imod hende, med et mildt smil. "Lady Urbram," sagde han og nikkede anerkendende. "Det er dejligt at se Dem igen. Hvordan har De det? Hvordan har Deres søn det?"
Ser Leon stod og nød ilden lidt endnu, før han gik hen til lensherskerinden og bukkede dybt. "Lady Urbram," sagde han gallant. "Det er mig en ære at møde Dem."

Både Darren og Ser Leon var udmattede efter den lange tur, og et godt måltid lød alt for godt til at være sandt. Lodbrog sendt ridderen et enkelt blik, og kunne straks konstatere at den anden mand sultede. Dette fik Landlorden til at smile en anelse. Han vendte blikket mod Lady Urbram.
"Trods det hårde vejr må jeg sige, at Verds Len er lige så smukt som altid."

[Mariah Urbram]

Lady Urbram havde stort set altid grunde til at gøre hvad hun gjorde. Nogle af dem var skjulte, andre var nemme at gætte. Denne gang var hendes mening med mødet selvfølgelig, at hendes søn gerne skulle have en læreplads hos en ridder, og hvem var bedre end Sir Leon? Han havde et fantastisk ry, og hun vidste at han var en god ridder. Hendes søn skulle selvfølgelig have den bedste læreplads af dem alle, og hun håbede på at kunne skaffe ham den denne dag.
Hun kiggede rundt i det store rum. Tjenestepiger rendt ind og ud på listefødder og ordnede deres forskellige gøremål. Ingen af dem kiggede på deres Lady eller gæsterne, men kiggede bare ned i gulvet for at vise den rette respekt. De gjorde deres gøremål hurtigt, men perfekt. De vidste trods alt, hvad deres Lady ønskede.
Flammernes knitren i det tørre træ kunne høres i rummet, og det gav Mariah en varm følelse i kroppen. Der gik næsten ikke en dag, hvor der ikke var tændt op i kaminen.
"I lige måde, Sir Leon. Jeg har det skam rigtig fint, tak fordi De spurgte. Min søn har det også fint. Han er ved at være den alder, hvor han gerne skulle få en læreplads hos en ridder, så han kan få den rette uddannelse," sagde hun og smilte venligt til ridderen.
Mariah nød at have gæster i huset. Hun nød at der var liv og ikke kun hende, hendes søn og tjenestepigerne. Hun kunne også godt lide værtinde rollen.
Hun kiggede på Lord Lodbrog, da denne begyndte at tale til hende. Smilet på hendes læber blev en smule bredere, da hun hørte hans ord.
"Æren er helt på min side, Lord Lodbrog. Det er mig en ære at De og Sir Leon ville tage tid fra jeres ellers så dyrebare tid, til at komme og besøge mig," sagde hun.
Kort efter kom en tjenestepige ind.
"Lady. Maden er serveret." sagde hun og nejede for Lady Urbram.
Mariah kiggede på sine gæster, med et smil på læberne.
"Maden er serveret. Lad mig føre Jer ind i spisestuen, hvor det hele er sat op," sagde hun og gjorde tegn til at de skulle følge hende.
Hun fulgte dem ind i en spisestue, hvor der var et langbord, dækket med den bedste mad, byen kunne tilbyde. Der var alle mulige former for mad og det hele duftede fantastisk.
"Værsgod at sætte jer," sagde hun, og satte sig ikke på sin stol, før gæsterne havde sat sig.

[Darren Lodbrog]

Lord Lodbrog betragtede opholdsstuen med et opmærksomt blik. Billederne på væggene hang ganske lige, gobeliner og gardiner foldede perfekt og lå næsten alt for smukt på gulvene. Som små kjoler på det rene gulv. Lady Urbram var kendt for sine perfektionistiske holdninger, hvordan kunne han dog have ladet det gå i glemmebogen. Det var en af hendes særheder.

Ser Leon så ikke ud til at bemærke den pinlige renhed. Han var alt for optaget af duften af mad og varmen i rummet. Hans krøllede mørke hår var stadig lidt fugtigt men varmen tog sig godt af det. Havde han ikke haft en ridderholdning og et ædelt ansigt, så havde han set lidt forhutlet ud med sit uglede hår og uldtøj. Lodbrog smilede af sin ven, hvis ansigtsudtryk var ganske omtåget. Ridderen sad allerede inde ved bordet med hænderne fulde af mad, dybt inde i sine tanker. Han opfattede derfor heller ikke Lady Urbrams hentydning. Darren Lodbrog svarede for ham:
"Jeg er sikker på at Ser Leon hellere end gerne ville træne Deres søn, Lady Urbram. Ser Leon trænede selv min yngste søn, og jeg må sige at Ser Leon har en særlig omgang med børn." Lord Lodbrog holdt en kort pause, vendte blikket imod Ridderen, hvis opmærksomhed han nu havde fanget. "Det er som om han taler deres sprog." Ser Leon så ikke tilfreds ud med disse ord, men endte blot med at trække på smilebåndet.
"Det er sandt m'Lady, jeg holder meget af at træne børn. Deres lærelyst er helt unik."

Da der blev kaldt til spisning, fulgte Ser Leon straks efter Lady Urbram og hun behøvede bestemt ikke bede dem sætte sig flere gange, for han havde i samme sekund sat sig på sin udpegede plads.
"Det ser fantastisk ud." sagde Lodbrog oprigtigt. "Lad mig komplimentere Deres kok."
Landlorden nikkede atter anerkendende til Ladyen før han satte sig på sin stol. Maden duftede henrivende, og Darren anede slet ikke hvor han skulle starte. Ser Leon havde (heldigvis) ikke dette problem, og gav sig straks til at spise alskens interessante varer.

"Selvfølgelig betyder det, at Deres søn enten skal sendes til Vintervind," sagde Ser Leon pludselig, efter at have tygget af munden, "Eller også skal jeg have sat en bolig til rådighed." Ridderen var ganske krævende på nogle punkter - havde folk brug for hans hjælp eller ønskede de hans arbejde, så skulle de selv stå for hans kost og logi, samt selvfølgelig betalingen.

[Mariah Urbram]

Hver dag gik Lady Urbram end runde i huset, for at se om alt var perfekt. Hun rettede på billederne - selvom hun ikke kunne begribe hvorfor folk ikke kunne lade være med at røre ved billederne. De skulle selvfølgelig støves af, men det kunne da vel ikke være så svært, at få det til at hænge lige igen, kunne det? Hun havde dog vænnet sig til dette, så nu var det en del af hendes daglige rutine, efter morgenmaden, før arbejdet. Hun lærte også sin søn, at tingene skulle være perfekte. Hun vidste at det var en af hendes mange særheder, men i det mindste blev alt da perfekt, hvilket var det hun ønskede. Så kunne folk tænke hvad de ville.
Duften af mad havde bredt sig i hele huset. Den sneg sig ind i enhver sprække, ethvert rum og ethvert næsebor. Den fyldte ens tanker med den fantastiske mad duften kom fra, som en fortryllelse eller noget i den stil. Sådan havde Lady Urbram det selv, og hun var stolt af at have det bedste køkken i hele byen. Når der blev holdt fest, ville folk huske husets dejlige mad i lang tid. Hun vidste dog også at kokken og de mange køkkenfolk virkelig gjorde noget ud af maden, de lavede den med kærlighed og med en perfektionistisk hånd, præcis som deres Lady ønskede det.
Hun smilede taknemmelig af det Lord Lodbrog sagde, da han tydeligvis havde opfanget hendes hentydning.
"Det glæder mig meget. Jeg ønsker selvfølgelig at min søn får den bedste træning i landet, og jeg tror ikke at nogen anden end Sir Leon kan tage det job til sig. Jeg har skam hørt om hans ry og bedrifter," svarede hun så, og sagde ligeledes mange tak til ridderen.

Det glædede Mariah at se, at ridderen straks tog fra sig. Det var jo meningen at maden skulle spises, og det var tydeligt at se på ham, at han nød maden. Endnu et måltid var blevet perfekt. Hun havde godt hørt om ridderens glæde for mad, så hun havde selvfølgelig fået gjort lidt ekstra ud af det.
Selv satte hun sig på sin plads, da hendes gæster havde taget plads. Som den kvinde hun var, tog hun kun lidt hen på sin tallerken, og tog kun ganske små bidder, da hun skulle kunne tale, uden at have mad i munden, og uden at skulle bruge tid på at synke maden.
Hun kiggede på Lord Lodbrog, da denne sagde, at han ville komplimentere kokken.
"Jeg vil straks sende bud efter kokken," sagde hun med et smil. Det var selvfølgelig kokken der skulle have al æren her, da denne i sandhed havde gjort et fantastisk stykke arbejde.
Hun kaldt en tjenestepige hen til sig, og bad hende om at hente kokken. Hun forlod straks rummet og gik mod køkkenet for at efterkommen sin Lady's ønske.
Derefter hæftede hun sin opmærksomhed på Sir Leon, der allerede havde godt gang i maden.
"Hvad der passer Dem bedst, Sir Leon, passer og mig bedst. Vi kan sagtens stille dem en prægtig bolig til rådighed, mens hvis De foretrækker at træne ham hjemme ved Dem selv, er det også helt fint. Jeg er sikker på at min søn vil blive glad, uanset hvad der bliver bestemt," sagde hun så med et taknemmeligt smil.
Hun spiste lidt mere af den fantastiske mad. Lidt efter blev der banket på døren, hun sagde selvfølgelig 'Kom Ind' og kort efter trådte kokken ind.
Kokken bukkede først for Lady Urbram, derefter for gæsterne.
"De sendte bud efter mig, Lady?" sagde han og kiggede spørgende på Mariah. Hans brune øjne var nysgerrige, kunne man tydeligt se.
"Lord Lodbrog vil gerne komplimentere dig for denne udsøgte mad du har fremtryllet," sagde hun og vendte opmærksomheden mod Lord Lodbrog.

[Darren Lodbrog]

Maden var udsøgt. Der var alt hvad der skulle være, og mere til. Darren havde boet i Nordlandet hele sit liv, og kendte ikke meget til resten af landets madskikke eller varer, men han kunne dog spotte nogle grøntsager og andet, som ikke tilhørte "Det Kolde Køkken". Dette var uden tvivl et bevis på, at der var blevet tænkt ekstra meget over dette bord og dets herligheder - intet var for godt, til fine gæster. Han indså dog hurtigt, at hvis han ønskede at få lidt af hvert, måtte han skynde sig, for Ridderen var allerede godt i gang med at tømme nogle mindre fade.

"Jovist, og den bedste træning får han kun hos Ser Leon." forsikrede Lodbrog, og følte sig pludselig som en handelsmand, der forsøgte at sælge en vare.
"Jamen dog, Darren," udbrød Ridderen pludselig, "Prøver De at komme af med mig?" De to mænd delte en kort latter, før Ser Leon besluttede sig for selv at overtage ordet i denne samtale.

"Lady Urbram, jeg kræver intet af betydning. Blot et værelse, hvor jeg kan varme mine fødder, samt selvfølgelig adgang til nogle ordentlige træningsarealer. Hvis I har udstyret til træning, ville det være glimrende." Lodbrog tvivlede på om hans ven virkelig ville se sig tilfreds med et enkelt værelse med tilhørende kamin. En ridder havde som bekendt gerne to heste, samt alskens forskellige ringbrynjer og rustninger. For ikke at tale om alle de våben de begik sig med. Var et værelse alt han fik, så ville der ikke være megen plads at gå på. Darren undlod dog at kommentere dette, da han hørte en banken på døren.

Kokken havde et mildt ansigt, med dybe brune øjne, der lyste af trofasthed og loyalitet. Landlorden overvejede at rejse sig for kokken, men lod være, i frygt for at stille manden i en akavet position. Lodbrog var trods alt ikke hvem som helst.
"Min gode mand," begyndte han med et mildt smil, "Jeg vil gerne takke Dem for dette fantastiske måltid. Vi har rejst langt og længe, i kulde og sne, og at De har forberedt et så fantastisk måltid til os, er ganske fantastisk. Det ikke blot ser og dufter godt, men det smager himmelsk." sagde Lodbrog anerkendende med en rolig tone og et seriøst ansigtsudtryk. Han havde dog ikke haft tid til at smage maden selv endnu, men af dømme efter Ser Leons tilfredse ansigtsudtryk, måtte det i sandhed være et ganske udmærket bord.

Da kokken atter havde forladt dem, og Lodbrog havde fået lidt at spise, vendte han atter opmærksomheden mod deres værtinde. "Lady Urbram, De skal vide at Deres søn er yderst velkommen i Vintervind, og jeg skal se til at han bliver behandlet som en af mine egne."

[Mariah Urbram]

Mariah havde sagt til sine køkkentjenere, at alt skulle være perfekt. Hun havde sendt en af sted til markedet ved kongsbyen, for at hente det kokken bad om. Det var altså ikke hvilke som helst gæster hun fik på besøg, og specielt ridderen skulle gerne imponeres. Men også Lorden, skulle gerne imponeres. Hendes afdøde mand og Lorden havde været gode venner, så derfor havde hun da set noget til Lodbrog gennem tiden. Derfor var det med vilje hun også havde inviteret ham, for ligesom også at have et kendt ansigt der, og en ridderen ikke havde noget imod. Hun havde skam godt hørt om ridderen, og om hvor vanskelig han kunne være. Hun var bare meget taknemmelig for at Lodbrog ville være der. Det ville hun også fortælle ham, bare ikke lige nu.
Det varmede Mariahs hjerte, at Ridderen tog så godt fra sig. Det glædede hende at se, at han til fulde nød maden. Så var det i det mindste gjort ordentligt, og kokken skulle nok få sin belønning.
Mariah havde det med at belønne sine ansatte, hvis de havde fortjent det. Det motiverede dem jo til altid at gøre alt endnu bedre og endnu mere perfekt. Det var noget hun havde lært af sin mand, noget han havde gjort i lang tid, også før han blev gift med hende. Hun havde ikke set nogen grund til at ændre på det, da hun jo selv havde set at det havde virket. Hendes embedsmænd havde også rådet hende til ikke at ændre på for meget, når nu folket skulle vænne sig til at deres herremand nu var en kvinde. De havde dog alle taget godt imod hende, hvilket selvfølgelig havde gjort hendes arbejde en hel del lettere.

Mariah lyttede til hvad der blev sagt med et smil på læberne. Hun ville ikke blande sig i hvad der lige blev sagt, da det ikke ville se så godt ud. Hun var trods alt en dannet kvinde, og hun vidste hvornår hun skulle blande sig eller ej. Selvom hun sad ligeså højt i hierarkiet som alle andre lensmænd, var hun en kvinde, hvilket betød, at hun automatisk var et trin længere nede end de andre. Det kunne virkelig godt irritere hende, men hun kunne ikke rigtigt lave om på det, det vidste hun godt, selvom hun gerne ville.

Hun lyttede til hvad ridderen havde at sige, og nikkede lidt. Hun vidste selvfølgelig godt, at en ridderen ikke ville være tilfreds med bare et rum og et sted at varme fødderne. På Godset var der indrette en fløj specielt til en ridder, der skulle træne godsets søn eller sønner. Sådan havde det været i flere år, og hun vidste, at hendes mand havde ønsket at det også skulle være sådan med deres søn. Alligevel havde hun lidt andre planer der. hun mente selv, at hendes søn bestemt ikke tog skade af at komme lidt ud og opleve nye steder, i stedet for bare at være derhjemme. Han skulle når han blev ældre overtaget godset og hvervet som Lensherre, og han skulle gerne være en perfekt lensherre. Ikke en, der ikke vidste noget som helst om, hvordan ting var udenfor lenet.

Mariah studerede sin kok lidt. han havde været kok på godset i mange år, og vidste derfor, hvordan alting skulle være. Hendes mand havde været meget glad for ham, og hun var selv meget glad for ham. Han lavede nærmest den bedste mad i norden, havde hun en enkelt gang fået af vide, hvilket bare havde fået hende til at sætte endnu mere pris på ham. men han var også dyr. Han fik en rimelig god løn, i forhold til de mange andre ansatte. Hun betalte ham dog med glæde.
Hun kunne se hvordan et lille smil kom frem på kokkens ansigt, da han blev takket.
"Det er mig en ære at lave mad til til min Lady's gæst, og det er mig en stor ære at I kan lide den" sagde han og bukkede for gæsterne. Han vidste selvfølgelig godt hvem gæsterne var, da Mariah havde fortalt ham det, så han kunne sætte sig ind i, hvorfor det hele skulle være så perfekt.
Hun nikkede til ham, da han også bukkede for hende, som for at sige, at nu kunne han godt gå igen.

Hun spiste selv lidt mere af den fantastiske mad. Hun lagde dog bestikket og vendte sit blik mod Lord Lodbrog snakkede til hende.
"Jeg er meget glad for Deres tilbud, Lord Lodbrog. For ser De, jeg ser gerne at min søn kommer ud og oplever andet end hverdagen her, så det ville være mig en stor glæde, hvis han kunne blive trænet på Vintervind. Men det er selvfølgelig op til Sir Leon," sagde hun med et smil, og vendte så sin opmærksomhed mod Ridderen, der tog vældigt fra sig af retterne.

[Darren Lodbrog]

Darren Lodbrog følte sig egentlig passende mæt. Han var ikke typen der kastede ansigtet ned i varm mad, så snart det blev serveret. Han spiste med måde, og desuden mente han, at det var upassende at æde som et dyr, når man befandt sig i en anden lenherres hjem. Især når det var en lenherskerinde. Ridderen Ser Leon tænkte ikke på denne måde. Han var en mand, der havde prøvet at rejse i flere uger, hvor maden kun bestod af kiks og smeltevand. Han havde dermed lært, at når der blev sat noget foran en, skulle man tage imod det, for det var aldrig til at sige hvornår den næste rejse begyndte.

"Jeg er sikker på, at Ser Leon ikke ville have noget imod at træne Deres søn i Vintervind." sagde Lodbrog oprigtigt. Sandheden var at Ridderen nok ligefrem ville foretrække at arbejde i Vintervind, hvor han trods alt på nuværende tidspunkt boede mere eller mindre fast. Lodbrog sendte dog alligevel sin yngre ven et blik, for at få denne til at bekræfte udsagnet.

"Jovist," sagde Ser Leon. "Jeg ville såmænd ikke have noget imod dét, heller. Men hvad ønsker drengen? Er han villig til at rejse?" Landlorden kunne ikke lade være med at smile en anelse over Ridderens spørgsmål. Drengen blev nok sendt væk uanset om han ønskede det eller ej, hvis moderen besluttede sig for det.

"Han ville kunne få det dejligt i Vintervind. Jeg har døtre i hans alder, så de ville måske kunne trives. Min ældste søn kan måske lære ham et par ting eller to." sagde Landlorden mildt og sendte en varm tanke til sin yngste søn, som lige nu højst sandsynligt befandt sig et rædselsfuldt sted i færd med at lære alskens nye kampformer og bevægelser.

[Mariah Urbram]

Mariah havde heller aldrig været typen, der skulle spise en hel masse. Hun var opdraget som en rigtig dame, og en rigtig dame spiste sig aldrig mæt. Hendes mand havde brokket sig lidt over at hun aldrig spiste, men det var sådan hun var opvokset. Hun spiste kun meget lidt. Dog spiste hun en hel del mere, da hun var gravid, men efter det, spiste hun igen ikke særligt meget, for hun blev hurtigt mæt. Alligevel glædede det hende at se, at maden blev sat til livs på den måde. Det var jo gæsterne som maden specielt var blevet lavet til.
Mariah ville have grinet, hvis Lord Lodbrog havde sagt til hende, at det ikke var pænt at spise som ridderen gjorde, slet ikke i en lenherskerindes hjem. Hun ville ikke have noget imod det. Selv tog hun da afstand fra folk der spiste sådan, men hun vidste godt, at mange mænd spiste på den måde. Så det var ikke noget der gjorde hende dårlig, selvom hun bedre kunne lide en mand, der faktisk kunne finde ud af at spise ordentligt, i stedet for at ligne et dyr, der ikke havde fået mad i månedsvis.
Hun havde aldrig rejst særligt langt selv, så hun anede faktisk ikke, hvordan det var, at leve på meget lidt og praktisk mad. Den længste tur hun nogensinde havde været på, var fra hendes barndomshjem og så til godset her. Det havde ikke taget mere end et par dage, og hun havde sovet på kroer og spist ordentligt mad, i stedet for at sove i naturen og spise rejsemad.
Hun havde altid fået serveret ordentligt mad, og hun havde aldrig i sit liv, prøvet at sulte. Det var måske ret priviligeret, men hun kom også fra en lenshersker hjem, så hun kom jo fra overklassen. men derfor sørgede hun også så vidt muligt, at ingen i Verd by skulle sulte.

"Det glæder mig rigtig meget at høre, Lord Lodbrog. Det var lige hvad jeg håbede på. For i modsætning til min søns fader, ser jeg gerne at min søn kommer lidt ud. Og det kan jo ikke blive bedre, hvis det er ved så vigtig en ridder som Sir Leon," sagde hun med et smil. Hun havde aldrig lagt skjul på, at hun havde syntes at det var en dårlig idé, at sønnen skulle trænes hjemme. Det var i trygge rammer ja, men han blev også nødt til at oplevet noget nyt. Men hvis hendes mand havde levet, havde det selvfølgelig været hans valg, og uanset hvad, ville hun havde respekteret det.
Når hun nævnte hendes afdøde mand, blev hendes stemme en smule varmere, og et lille smil kom frem på hendes læber. Han havde været en fantastisk mand, og det vidste alle. Hun savnede ham virkelig, hun savnede at få gode råd af ham og at snakke med ham. Huset var utroligt tomt uden ham, men så snart sønnen kom indenfor igen og løb rundt i huset, fik han hende til at blive glad for hvad hun havde.

"Min søn er skam villig til at rejse. Jeg tror skam at han vil se det som et nyt eventyr, nogle af de mange han har læst om," sagde hun og et smil bredte sig på hendes læber.
Hendes søn havde arvet det fra hende, at han gerne ville læse bøger. Det var dog ikke så meget, og egentlig mest kun om aften han ville det. Men på den måde lærte han også en hel del, også selvom det mest bare var eventyr.
Desuden, var det hendes valg. Hun vidste at hendes søn ville gøre som hun bad om, men i sidste ende ville han også blive nødt til det. Hvis hun bestemte noget, skulle det være sådan. hun kunne blive meget skrap, hvis det endelig skulle være, og det vidste han godt.

"Jeg har kun hørt gode ting om Vintervind og Deres familie, Lord Lodbrog. Jeg er sikker på, at han ville få det som blommen i et æg hos Dem. og med en træner som Sir Leon, vil han blive en af de bedste, det er jeg helt sikker på," sagde hun med en varm og mild stemme.
Da hun kunne se at Ridderen endelig var færdig med at spise, rejste hun sig op.
"Lad os gå ind i en af de andre stuer, og snakkede videre, mens der bliver taget af bordet her," sagde hun og gik hen mod døren. Hun åbnede døren for sine gæster, og lukkede den efter hende selv og dem, da de var gået ud af døren.
Hun førte dem ind i en mindre stue, hvor der også var varmt grundet pejsens ild. Der var boghylder på de fleste af væggene, og de bugnede alle af bøger. Hun havde bøger over alt.
Hun lavede en gestus mod to bløde stole, og satte sig selv i en tredje.

[/font]

[Darren Lodbrog]

Lodbrog rejste sig straks, da lensfruen gjorde mine til det samme. Han formåede derved at være stående, da hun selv kom på benene. Ridderen havde forsøgt på samme, men havde været knap så hurtig, og langt fra så lydløs. "Selvfølgelig, m'Lady." sagde Ser Leon mildt og mændene fulgte kvinden. Darren fik nu endnu en mulighed for at se Verds hjem indefra. Der var ikke mange ændringer - Lady Urbram havde sandsynligvis ikke gjort for mange større ændringer efter sin mands bortgang. Varmen fra opholdsstuen var slående og tog et øjeblik pusten fra ham. Det var sjældent at Lodbrog opholdt sig i særligt varme rum. Lady Lodbrog nød dog at tænde op i kaminerne i Krydsvind, men hun vidste dog også, hvor meget hendes mand nød kulden, og respekterede derfor også hans særlige temperaturønsker.

Han kunne ikke tillade sig at sige noget til varmen i rummet - han befandt sig i et andet Hus, et andet Len. Han havde selvfølgelig magt her, men det var ikke noget han udnyttede. Ser Leon så derimod ud til at nyde varmen, som næsten øjeblikkeligt så ud til at tørre hans hår.

"Udmærket," sagde Darren, efter at have sat sig til rette i en smuk og perfektudseende sofa. "Hvornår agter De at sende ham af sted, da?" spurgte Landlorden mildt, og overvejede hvor drengen kunne få sit kammer.
Ridderen satte sig ved siden af sin ældre ven, og så eftertænksomt på lensfruen.

[Mariah Urbram]

Mariah havde vænnet sig til, at der altid var varmt på godset. Hjemmefra havde det ikke været sådan, men Lensherre Verd havde altid haft ild i pejsene, så hun havde ligesom vænnet sig til dette. Det derfor ikke noget hun længere tænkte over, fordi det altid havde været sådan på godset. Det eneste tidspunkt, hvor det ikke altid var varmt rundt omkring på godset, var om sommeren, da det også godt kunne blive for meget.

Opholdsstuen lignede mange af de andre rum. Hun havde ikke villet ændre på for meget, da hun mente, at det ville være det samme, som at vanære hendes mands minde. Hun havde svoret at ære hans minde, og hun vidste, hvordan han ville have det. Hun troede ikke på at folk kunne genopstå og at de kunne holde øje med folk når først de var døde, men hun ville have det dårligt med sig selv, hvis hun lavede for meget om. Desuden ville det være for meget besvær, at skulle lave for meget om, da tjenestefolkene var vant til at det hele var som det var nu. Hun havde kun lavet nogle få ændringer, som man egentlig ikke lagde mærke til, medmindre man virkelig havde været på godset mange gange.
Hun kiggede på Lord Lodbrog, da han snakkede til hende, og hun tænkte sig om, før hun svarede.
"Jeg vil kunne sende ham af sted så snart det passer Dem, Lord Lodbrog," sagde hun med et smil.
Hun ventede egentlig bare på, at hun ville finde en ridder der ville tage hendes søn i lære, da det var ved at være på tide, at det kom til at ske. Han var efterhånden ved at være 10 vintre gammel.
"Jeg kan sagtens bede ham om at komme herop, hvis De gerne vil snakke lidt med ham først?" foreslog hun. Hun vidste at han lige nu var i gang med noget undervisning, men det kunne hun sagtens tage ham fra. Dette var trods alt en smule vigtigere.

[Darren Lodbrog]

Lord Lodbrog betragtede kvinden foran dem, og rynkede brynene. I hans ører lød det næsten som om hun ønskede at få drengen ud af huset så hurtigt som muligt. Han sendte et blik til sin yngre ven, som gengældte blikket og sandsynligvis også tanken.

"Jeg vil gerne møde drengen," sagde Ser Leon hæst og betragtede kvinden med et stift blik. Han sad rank på sin plads, og lignede egentlig en sand ridder, som han sad der, med sit noble ansigtsudtryk, som afspejlede en sær form for reserverethed. Det var ikke til at sige hvilke tanker der gemte sig bag dette ansigt.

Lodbrog havde mange gange forsøgt at kopire mandens evne til at skjule absolut alle tanker og følelser bag en maske, men Landlorden havde absolut intet talent for dette, og hans rynkede pande og eftertænksomme blik var altid synligt.

"Vi ville bede om et værelse, Lady Urbram, så vi kan klare den kolde nat. Vi vil have brug for mad både til os, og til vore heste, og hvis Deres søn skal tage med os tilbage, så får han brug for det samme. Det er en lang tur til Vintervind." sagde Lodbrog mildt og rettede ryggen en smule. "Jeg vil også gerne møde den unge herre."

[Mariah Urbram]

Mariah ønskede selvfølgelig ikke at få sin søn ud så hurtigt som muligt, hun mente bare at det var på tide, at han kom ud. Desuden vidste hun, at drengen stadig tænkte på sin fader, selvom det var så mange år siden. Hun havde hørt om snakke i søvne, og det skar hende i hjertet, hver gang hun hørte ham nævne ordet "Far" i søvne. Han sagde det aldrig når han var vågen, da de for længst af aftalt, ikke at snakke særligt meget om ham. De blev nødt til at lægge fortiden bag sig. Det var selvfølgelig okay engang imellem, og de havde da også deres stunder, hvor de snakkede om den afdøde Lord Verd.
Mariah mente bare, at hendes søn blev nødt til at komme ud, for at få andre tanker i sit hoved. Hjemme blev han konstant mindet om tabet af sin fader, netop fordi Mariah ikke havde ønsket at ændre på for meget. Hun havde ondt af drengen, og ønskede bare, at han kom på andre tanker.
Mariah elskede virkelig sin søn, og hun vidste at hun ville savne at have ham til at løbe rundt eller finde ham i biblioteket, men hun vidste også, at det var på tide, at han kom i lære hos en ridder. det ville være det bedste for ham.
Mariah lagde godt mærke til deres blikke, og et lille, skævt smil kom frem på hendes læber. Hun var sikker på, at de ville forstå hende, hvis hun gav dem grunden til, at hun ville sende ham af sted så hurtigt, men hun så ingen grund til at fortælle det. Det kom jo sådan set ikke dem ved, og det var personligt.
Hun nikkede, da de begge sagde, at de gerne ville møde hendes søn, og hun rejste sig, gik hen til døren og forsvandt et kort øjeblik. Hun kom tilbage, dog uden sin søn. Hun havde bedt en tjener om at hente sønnen, og hun satte sig tilbage i sin stol.
"Han vil være her om et øjeblik," sagde hun med et smil.
Og ganske rigtigt, ikke lang tid efter, blev der banket på døren, og en ung dreng trådte ind ad døren. Han gik med rank ryg og havde mørkt hår ligesom både sin moder og fader. Så snart man så ham, var man ikke i tvivl om, at han var søn af den afdøde Lord Verd. Han havde samme ansigtstræk og øjne. Han havde arvet sin personlighed efter sin moder.
"Du bad mig komme herhen, Moder?" spurgte han høfligt, og kiggede sp nysgerrigt på gæsterne. Han anede ikke hvem de egentlig var, men det var tydeligt at se på ham, at han godt vidste, at det var fine gæster.
"Aleksander, jeg vil gerne have at du hilser på Lord Lodbrog og Sir Leon," sagde Mariah med et smil.
"Det er mig en ære at møde jer," sagde den unge dreng og bukkede for de to gæster.
Mariah kiggede på sine to gæster.
"Dette er min søn Aleksander Verd," sagde hun så. Drengen havde sin faders efternavn, da hun ikke havde set nogen grund til at han skulle skifte efternavn, bare fordi hun havde valgt at gøre det. Han var jo også arving til lenet Verd, så det var også bedst, at han havde det efternavn.

[/font]

[Darren Lodbrog]

Både Ser Leon og Lord Lodbrog sad tavse tilbage, da Lady Urbram forlod dem i et ganske kort øjeblik. Lodbrog havde gjort mine til at rejse sig, men trætheden i knæene havde gjort hans reaktionstid for langsomt, og da han endelig havde fået samlet energien til at komme op at stå, var kvinden allerede ude af syne. Ridderen sendte den ældre mand et kækt smil, og Landlorden havde på fornemmelsen, at det ikke var komplimenter der gled henover Leons tanker. Lodbrog smilte skeptisk og sukkede; han havde stærkt behov for en blød seng i nat. Tanken om at de ikke kunne blive i Verds Len i længere tid, absorberede blot hans energi yderligere. Det var ikke så let som folk troede, at være Landlord i Norden.

Mariah Urbram kom tilbage til dem, og satte sig atter foran de to mænd. Ser Leon smilte mildt til kvinden og lænede sig lidt frem. Han hvilte albuerne på knæene og lagde ansigtet i hænderne. Ridderen masserede tindinger og næseryggen, træt og øm efter den lange rejse. Lodbrog havde selv lært at bekæmpe trætheden og holde sig oprest og gallant under alle dagens lyse og mørke timer. Ridderen måtte forblive undskyldt.

Drengen kom ind kort efter, og Lodbrog trak straks på smilebåndet. Knægten havde sin fars udstråling og det var tydeligt at de to var i familie. Lodbrog mindedes sit første møde med Lord Verd, og det var ikke til at komme udenom: de to Verd'ere var ligedannede.
"Goddag unge mand." sagde Lodbrog mildt. Han ville have sagt mere, men Ser Leon kom ham i forkøbet.

"Så De vil være en ridder, unge Verd?" Ridderen havde rettet sig op, og de milde øjne stirrede intenst på drengen. Han studerede drengens arme, ben, hovede og hænder. Han vurderede om den unge knægt kunne bære et sværd, om han kunne løbe, løfte, tænke og forstå. "Det er en lang, hård vej. Det er ikke let. Tror De at De har det der skal til? Er De af den rette støbning?"
Lodbrog overvejede om Ser Leon ville beholde denne fine tone så snart træningen gik i gang. Pager modtog sjældent megen respekt. "Det er jeg sikker på at han er," svarede Lodbrog automatisk. Han var ikke i tvivl om at drengen skulle kunne klare det - havde han lidt af sin fars viljestyrke, så ville det ikke være umuligt.