Let the game...!

[Lyenna Norgarthon]

Det var en ganske særlig uge, i hvert fald for de adelig og overklassen. Festlighederne bød på god mad, musik og turneringer. Musikken var dog først om aftenen og turneringerne foregik op formiddagen. Vejret var nogenlunde, men for det meste skinnede solen og spredte varme stråler over kongebyen. At sidde derhjemme og vente på at festlighederne kom til hende havde Lyenna ingen planer om, allerede flere uger tilbage havde hun siddet og brygget sine egne planer for denne uge. Det skulle være en uge hvor hun kom mere ud, og en uge hvor hun ville udrette noget.

Hendes tjenestepige og tidligere barnepige var slet ikke for ideen, men fulgte villigt med som tilmeldingerne for bueskydning gik i gang enkelte dage inden selve turneringen. Hun var selvfølgelig ikke gået hen til manden som tog imod tilmeldingerne, men sendte tjenestepigen med brevet om at deltage. Denne så kritisk på pergamentsarket men det så ud til at være i orden og derfor lod han navnet skrives. Hendes navn blev skiftet til Lion Nightenstone, efternavnet passede med en adelig familie der næsten ingen mandelig slægtninge havde tilbage efter krigen.

Omsider oprandt dagen for turneringen, folk strømmede til for at se stedet ud, og telte blev sat op til hver deltager så de kunne slappe af, skifte tøj, udstyr og våben og have lidt privatplads. Pladsen for bueskydning var stor, med flere målstolper sat på forskellige afstande. Et navn blev kaldt og personen forlod sit telt for at skyde, i disse øjeblikke var Lyenna færdig med at klæde sig om, tjenestepigen rystede endnu på hovedet og gav udtryk for sin mening i stilhed.

At troppe op som kvinde ville næppe gå, især når tilmeldingen havde lydt på en mand, derfor havde hun klædt sig ud som mand. Tjenestepigen havde skaffet hende en del mandage som hun havde bundet om brystet og derved gjort brystet fladt, bukser og skjorte, begge elegante og kvalitet var blevet syet til hende, og store støvler ligeledes. Hun lignede en mand udadtil, men en splejsede en. Hovedet med dækkede og ansigtet ligeledes hvor hun havde flettede håret så det ikke skulle blive svedigt.

Hun kastede et blik ud fra teltet, kun øjnene synlige og de lange vipper der viftede over en mindre del af kinderne der var synligt. Hendes hjerte slog voldsomt mod hendes bryst, dette havde hun forberedt sig en del på, hun havde trænede hårdere, oftere og havde endda fået vabler! Noget hun havde skjult med en del besvær for den granskende moder hun havde. Hun vendte blikket mod tjenestepigen der rakte hende buen og et pilekoger. Med disse to ved sig forlod hun teltet og satte kursen mod arenaen hvor de andre deltager var ved at indfinde sig.

[Borin Larn]

Der ventede nu en uge med festligheder og turneringer. Imens noble riddere og lensherrer red til hest i spejlglatte rustninger, med højt hævede lanser - hørtes lyden af pile der der blev sluppet af strengen og gennemborede måltavler af flettet halm eller træ. Borin Larn var selvfølgelig inviteret, til den mægtige Kongeby, for at deltage. Men han skulle ikke ride hovedkuls med lansen sænket og skjoldet hævet. Nej, Borin skulle deltage i bueskydning. Han havde været i Kongebyen før, til adskillige andre små og store turneringer, hvor han havde deltaget i netop hvad han var så god til. Det var ikke et under hvis hans navn blev hvisket iblandt ungmøer og noble adelige - For Borin havde før, og mange gange, vundet turneringer landet over. Så da invitationen nåede hans hænder, red han til Kongebyen for at deltage.

Efter hans telt var blevet slynget op iblandt så mange andre, med kobberuglen stolt blafrende på et banner, var han ved at være klar. Han trak i sine bukser af sort læder, beklædt med fint gylden stof. Overkroppen var iklædt en sort tunika, med et mønster syet af gyldenbrune tråde. Over denne tunika bar han en lædervest, og om hans underarme var der spændt harnisker af lysebrunt læder. han havde ofte før iklædt sig dette, men havde denne gang en lille blond dreng med sig inde i teltet, som egentlig kun gik ham til naglen. En forældreløs knægt, en page, som Borin havde taget med. Den lille unge skulle jo havde noget at lave. Da han var klædt, og buen lå klar på et lille bord, sad Borin derved og nød et glas forårsvin. Solen kunne ses igennem indgangen, og brisen sneg sig ofte under teltets sider, eller susede over den. Det var næsten som at være hjemme. Ind i teltet, stormede den lille dreng med favnet om et fyldt pilekogger, og hev efter vejret. "Det begynder nu, det begynder nu." Sagde han ihærdigt og hankede op i pilekoggeret, da det syntes en smule tungt. Borin kunne intet andet en at smile en smule over knægten, og derefter rejste sig op fra hans stol. Borin rakte ud og roede lidt i drengens blonde hår, og tog samtidig sin bue med den anden.

Borin stod nu på en linje, med hans konkurrenter ved hver hans side. Der var mange andre - blandt andre en fra Norden, en fra Syd og en anden fra Øst. Borin kendte godt manden fra Øst, en ung mand i hans alder som var søn af en godsejer i Alins Len. En mandlig stemme annoncerede navnene på de mange deltagere, og hver gang et navn blev råbt op, trådte en af deltagerne frem. Borin trådte selv frem. "Borin Larn. Søn af Lord Hay af Larn, Leder af Øst." Blev der sagt, og Borin forstod at smile diskret, og bukke for publikummet. Denne gang var der ikke den laveste pøbel som tilskuere, men alle salgs adelige og royale familier. Man skulle tro det ikke var ret mange, men i Kongebyen var der åbenbart mange adelige - og omkring den lange skydeplads, stod der alligevel mange mennesker. Alle iklædt fint tøj, og mange siddende på en tribune. Man skulle tro at det var reserverede mennesker, men der blev alligevel klappet, og af og til råbt blot en smule iblandt mængden. Borin havde gjort dette mange gange. Så med buen i hans venstre hånd, et smil på hans læber, og den ene fod lidt tilbage, bukkede han ydmygt inden han trådte tilbage igen. Lidt bag ham, stod denne lille dreng med koggeret, stadig med et ihærdigt åndedræt og vidtåbne øje mod hans omgivelser. En 'simpel' bueskytte havde ikke væbnere, men den lille knægt var blot hans hjælper - og en lille fyr der skulle have andet at tænke på end hans forældres nylige bortgang. Så Borin havde selvfølgelig taget ham med til Kongebyen.

Borin lod sit blik glide imod de mange skiver, der stod på forskellige afstande. Det var hvide plader, markeret med to røde cirkler, og til sidst en rød prik midten. Det var åbenlyst for alle hvad dette gik ud på. Så svært var det heller ikke at regne ud. Den mandlige stemme deklarerede at de først skulle konkurrere i almen bueskydning, for at udelukke de dårligste. Derefter ville de sidste 'finalister' i en runde af trick-skydning, hvor man kunne gøre hvad som helst for at imponere dommere og de verse tilskuere. Det varede ikke længe for det begyndte, og de første deltagere begyndte at affyre deres pile imod skiverne. De var ikke dårlige, og havde ofte erfaring fra krig og kamp - men Borin var nu sikker på at han ville kunne gøre det bedre.

[Lyenna Norgarthon]

Det ville absolut ikke blive let, og det kunne hun fornemme allerede nu. presset, og nervøsiteten. Det var første gang hun gjorde det her, og måske sidste gang hvis det gik helt galt. Hun fornemmede varmen spredte sig i kroppen og hjertet der hamrede voldsomt i hendes bryst. Enhver muskel var spændt som en fjeder, hun beroligede sig selv med at ingen kendte hende, og at hun ganske enkelt bare kunne forsvinde hvis det gik helt galt. At familien sad og så på gjorde det absolut ikke lettere, om end hun ikke kunne andet end morer sig over hvilke chok forældrene ville få hvis de opdagede hvem der stod der næsten helt tildækket.

Rygtet om den maskerede splejsede unge mand gik på at han had en hudsygdom, og at ansigtet derfor ikke kunne vises. Det tog hun nu ikke så tungt, desuden var det et rygte hun havde ønskede glædeligt velkommen, især fordi det ingen effekt havde på hende, ikke andet end at folk holdt sig væk og hun ikke behøvede at snakke og udveksle høfligheder med folk. Nok var munden tildækket af stof, men stemmen ville næppe være helt så grov og mandig som en mand selv om det var tildækket og en anelse forvrænget.

Hun stillede sig sammen med de andre deltager, sørgede for ikke at se sin familie i øjnene for ikke at blive mere nervøs og lod i stedet blikket glide ganske roligt rundt mens hun ud af øjenkrogen tjekkede konkurrenterne ud. Hun kendte overraskende nok en del af dem, alle adelig og nogen hun havde hilst på eller danset med til ballerne. Nogen var ret store og andre var ikke så stor igen, men de var alle større end hende og hun fornemmede nu helt klar og tydeligt hvor splejset hun måtte se ud sammenlignet med de andre. Hun valgte dog ikke at fokusere på dem, at blive mere skræmt end hun i forvejen var ville næppe give hende større chance for at vinde, i stedet for fokuseret hun på sine styrker og sin erfaring – noget hun havde meget mere af end nogen troede. ’Hendes’ navn blev råbt og en tavshed lagde sig over folk som ikke var noget der lignede den reaktion de andre deltagere havde fået, hun modstod den voldsomme trang til at rulle med øjnene, trådte i stedet for frem og bukkede. Dette havde hun øvede sig på, for hun var jo van til at neje. Det gik ret godt og hun stillede sig tilbage, folks reaktion var nu ikke kommet helt bag på hende, ingen havde hørt det fornavn, efternavnet var vel en anelse bekendt om end det efterhånden var et der ikke blev hørt så tit.

Som konkurrencen begyndte tøvede hun ikke med at træde frem, målbevidstheden indfandt sig og alle lyde blev straks lukkede ude. Som mange andre blandt konkurrenterne var hun ret sikker på at dette ikke ville blive så besværligt, ikke til at starte med, derfor var hun fræk nok til ikke at gøre spor meget ud af det. Buen blev løftede, pilen fundet frem var kogeret og sat i hjertet på buen, strengen blev trukket tilbage og hun fandt sit mål. Pilen susede gennem luften og ramte netop det punkt hun ønskede, nemlig midtpunktet. Enkelte skud til der ramte lige så præcist som de forrige og hun trak sig tilbage. Det undrede hende at hun var faldet så meget til ro på ingen tid, og hun fornemmede ligeledes hvordan kroppen var kølet ned og virkede rolig og kontrolleret.

[Borin Larn]

Den festive musik fra trubadurer lå i baggrunden af støjen i arenaen. Kongebyen havde to sider, der uden tvivl stod i stor kontrast til hinanden. Den ene side var mægtig, smuk og betagende. Med bygninger af ufattelig størrelse og struktur, og adelige kvinder af ufattelig ynde og skønhed. Omkring arenaen stod og sad der adelige, med utallige forskellige bannere flyvende i baggrunden over mangefarvede telte. Men skulle næsten ikke tro at denne by havde en anden side end denne. Men der var slum, hungersnød og kriminalitet iblandt de fattigere - en mild form for lovløshed, kun kvalt af nådesløse soldater og lovophævere. Dette var kriminalitet på et mere eller mindre håndgribeligt niveau - meget modsat i Østen. Østen veje og herberg var langt fra sikre, og når Borin ikke var til turneringer, koncentrerede han sig om at holde vejene sikre. Det var et hårdt arbejde, hvilket også gjorde disse dage mere fantastiske.

Borin var en høj skikkelse, hvis røde hår, og gyldenbrune hud, samt fine påklædning, formåede at adskille ham blot en smule fra resten af deltagerne. Han stod rank og stor, men ikke så stor igen. For han var stadig en ung mand, som ikke var muskuløs nok til at fylde sine klæder med store overarme eller en fremtreden brystkasse. Men lange lemmer gjorde hans sene-stærk, og at spænde en bues streng var ikke svært. Borin stod med blikket lidt vendt imod tilskuerne i de få tidsrum, hvor klapsalver fyldte luften efter en pil var blevet affyret. han tillod sig at sende et beskedent smil til nogle yngre piger, men rettede derefter hurtigt opmærksomheden mod skiverne og de andre konkurrenter. En splejset skikkelse faldt ham i øjnene, så trådte frem. Maskeret men stadig med en rank holdning. Det var en lille mand, som åbenbart alligevel var god med sin bue. Meget god endda. Borin selv, ventede meget tålmodigt på at de andre havde affyret deres pile. Nogle blikke blev vendt imod ham, som om de afventede hans bidrag til skiverne imens nogle stalddrenge hentede pilene der allerede var blevet affyret.

Borin smilte med tankerne mod den blonde dreng der holdte hans pilekogger. Drengen havde selvfølgelig glemt hans simple pligter, og stod stadig bare i ave over folkemængden, og især i ave over den kongelige familie. Borin blev stående med vendte overkroppen halvt rundt imod drengen. Hurtigt fik de to øjenkontakt, og Borin kunne igen ikke lade være med at smile mildt. Drengen humpede hurtigt hen til Borin, og holdte pilekoggeret løftet så meget som de tynde arme tillod det. Borin tog hurtigt en pil derfra, og begyndte at gå frem, og derefter en smule til siden. hans skridt var bestemte, men alligevel elegante, og det gik ham ikke på at hundredvis af mennesker holdte øje med ham. De forskellige skiver var stillet op i forskellige længder, og kun en enkelt anden skytte havde affyret en pil imod den som var længst væk - nemlig den talentfulde maskerede skytte. Afstanden gjorde egentlig ikke meget for konkurrencen, men publikum kunne altid godt lide det når man 'blærede' sig lidt.

Derfor gik Borin naturligvis derhen, foran den maskede skytte, og vendte sig imod skiven. Han satte pilen for strengen, og lod den hvile mod buens træ og hans pegefinger. Borin havde endnu ikke hævet buen, men stod med den ved hans hofter, og stod blot en smule lænet forover - som han fokuserede på målet. Afstanden var let af måle, og vinden var ikke særlig stærk. Han vidste præsis hvordan han ville holde buen oprejst, i hvilken vinkel, og hvor meget han ville trække pilen tilbage. Han hævede buen så hurtigt op til øjenhøjde, at det næsten sendte et smalt gisp imellem flere tilskuere. Han nåede lige at trække strengen tilbage inden han nænsomt slap den igen, og pilen fløj afsted som en pil nu gjorde det. Den fløj i en passende lav bue imod skiven, og ramte plet som nogle få andre også havde gjort det. Borin smilte tilfreds og gik derefter tilbage med lange og rolige skridt. han roede lidt i håret på den blonde dreng, der ihærdigt smilte, men så huskede på sine manerer, og lukkede munden.

[Lyenna Norgarthon]

Lyenna var skam godt klar over hvordan det stod til i den mindre fine del af kongebyen, hun var om muligt den der var mest bevidst om det blandt adelen, og den der bekymrede sig mest om det. Hendes utallige turer til byen i al hemmelighed forklædt som almindelig bypige havde givet hende et klart syn på hvordan det stod til. Hun hadede at se de fattige lide, børn sulte, andre dø af sygdomme uden at der blev gjort noget ved det. Hendes forsøg på at snakke til kongen havde været nytteløse, han ville end ikke lytte til hende og havde gang på gang sagt at man ikke kunne sørge for at alle havde det godt. Det var absolut ingen naiv tankegang der gjorde at hun ønskede at hjælpe, for hun mente ikke at disse fattige folk skulle få alverdens penge, blot det mest basale for ethvert menneske, nemlig mad, tag over hoved, undervisning til børn og noget så simpelt som lægehjælp ved behov. Disse folk der nu fyldte tribunerne havde virkelig ingen anelse om at der på den anden side af byen var folk som døde af sult hver dag.

Lyennas blik gled hen over tribunerne, ganske overfladisk hvor hun ikke rigtigt ledte efter nogen med blikket, blot så tilskuerne an. Hun kendte de fleste, nogen bedre end andre. En tom plads blandt de kongelige sæder fangede hendes opmærksomhed, det var den plads der var tilegnet hende. Dette fik hende til at smile om end smilet ikke var synligt, forældrene ville næppe tage sig af at hun ikke var tilstede, og det var vel kun godt for så slap hun for at forklar sig.

Hun havde affyrede den sidste pil mod skiven længst væk, som de andre ramte denne plet, hun havde dog knap nåede at flytte sig som en høj skikkelse overtog hendes plads. Hun hævede det ene bryn uden at sige noget, lod blikket glide op på den rødhårede mand som hun svagt syntes at genkende men ikke var helt sikker på hvem var. Hun trådte flere skridt tilbage og stillede sig derved på afstand mens hun betragtede ham, han var elegant og ret rolig. Nok havde de andre også været det men han udviste ro og var nærmest skødesløs ved den ro han udviste som næsten irriteret hende. Pludselig gik det op for hende hvem han var, og det forklarede hvorfor han var så rolig. Hvis hun havde ret i sine formodninger var denne mand ret van til opmærksomhed, at der sad en flok adelig og så til gjorde ham intet. Hende derimod, hun havde aldrig stået foran et publikum med våben. Det var ingen undskyldning, gjorde hun sig selv opmærksom på.

Borins pil ramte hvor den skulle og denne vendte sig bort fra målet og mod en dreng som smilede over hele hovedet. Det var først der at Lyenna bemærkede ungen han havde på slæb hvilket fik hende til at rynke brynene i forundring over at han havde et barn med. En page? Muligvis.

[Borin Larn]

Klapsalver fyldte naturligvis luften idet de alle havde affyret deres første pil, og Borin også havde ramt plet. Det kom nok ikke som nogen overraskelse for mange tilskuere, og selv de royale syntes at nyde forestillingen en smule. Der var selvfølgelig mere hæder og en større præmie i konkurrencer som fægtning og lanseridning. Men Borin havde nu en mere romantisk tilgang til en konkurrence som bueskydning. Det var så meget mere end blot styrke og størrelse - og selv de mest splejsede mænd kunne tydeligvis deltage med stor succes. Men Borin var der ikke for at vinde præmier og formuer, han var der for at repræsentere et Hud der ofte blev set ned på - fra et landområde i Det Frie Land som mange ellers frygtede at besøge. I flere år havde han håbet, at hvis han viste sig i resten af landet som den unge mand han var, så ville manges frygt og forkastelighed for hans far, måske blive smidt til side. Men det var nemmere sagt end gjort.

En hofnar og andre underholdte også imens konkurrencen stod på, og det skabte munterhed iblandt selv de som havde væddet penge på den forkerte skytte. Ja. Der var ikke blot penge på spil for de deltagende, men også for tilskuerne. Men det var ikke mange 'adelige' der tyede til sådanne ting. Borin stod med begge hænder om hans bue bag hans ryg, og lyttede til hvad den mandlige stemme sagde. Det var på tide at udelukke de som ikke havde vist sig at være gode nok. Men han annoncerede også, at pga den store mængde af deltagere der havde ramt plet, ville de fortsætte med den almene skydning indtil der kun var de tre bedste tilbage. Der var nu Borin, den maskerede skytte, og tre andre tilbage, som hver havde ramt plet. Men to af dem skulle udelukkes før de nåede til runden med trick-skydning. De havde nu to pile hver, og de tre bedste ville derefter gå videre til den sidste runde. Borin vandt nu ikke alle konkurrencer han deltog i, men han havde vundet flere konkurrencer end nogen anden i historiens løb, i løbet af kun lidt over fire år. Så han havde naturligvis også mødt de andre skytter som nu stod tilbage, med undtagelse af den maskerede skytte.

Ved siden af Borin stod der en skytte fra Nord. En middelaldrende herre, som var muskuløs og stolt - men lignede også en fulderik. manden smilte hånende til Borin og den dreng han havde taget med, alt imens en af de andre skytter affyrede sine to pile. Borin ignorerede manden. Og han havde troet hans egen far var en af de mest utålelige mænd i kongeriget... Borin smilte tilfreds og tog fat i to pile fra koggeret og trådte frem. Den ene pil blev stukket i hans bæltespænde, og det andet blev selvfølgelig sat for strengen. han ville tage lige så god tid denne gang, det var klart på den måde han bevægede sig på. Han måtte statuere at han var bedre end de andre, og måtte gøre det med en vis stil. Trick-skud var endnu ikke tilladt, så han måtte gøre det simpelt. Hurtigt affyrede han en pil imod den midterste skive - den der stod længst væk. Men efter pilen var affyret, blev han ikke stående for at følge dens bane. I stedet tog han om den anden pil, og affyrede den hurtigt imod den skive der stod anden længst væk. Afstanden af skiverne, og styrken med hvilken han havde spændt strengen, gjorde at de to pile ramte næsten samtidig - og hver pil ramte i den røde plet. Måske ikke direkte i midten af skiven, men stadig i den røde plet.

Borin smilte naturligvis og nejede med hovedet imod publikummet idet han gik tilbage på sin plads. Der var ikke længere et hånende smil fra den anden skytte, som ikke havde klaret det lige så godt. Så hvis de andre klarede det bedre, ville han blive udelukket.

[Lyenna Norgarthon]

Folk syntes at nyde forestillingen hvilket vel også var meningen. Flere gange havde hun selv siddet blandt tilskuerne, og havde man spurgt hende for blot nogle uger siden havde hun nok aldrig troede at hun ville stå hvor hun gjorde nu. ikke kun fordi hun var kvinde, men ganske enkelt fordi det virkede for fantasifuldt og urealistisk. Dog var det tydeligt at selv det mest urealistiske kunne blive realistisk hvis man virkelig ønskede det og brændte for det. ikke alene nød hun at bruge våben såsom kasteknive, sværd og buen, hun elskede at bruge kroppen, træne sig stærkere og vide at hun var i stand til at måle sig med det modsatte køn uanset hvad andre måtte påstå. Hun var noget af et konkurrencemenneske, og derudover gjorde hun hvad der stod i sin magt for at modsige folks tomme holdninger omkring kvinder.

Som de andre lyttede hun til manden der forklarede hvad der nu skulle ske, og ikke lang tid efter begyndte de mindre gode af falde fra så der stod fem tilbage. Hun så på sine modstandere, ikke med nogen hånlig eller nedladende blik, blot tjekkede dem ud og afspillede deres færdigheder i hovedet som hun havde set for ganske få minutter siden komme til udtryk på banen. At de var større end hende var ikke underligt, den mindste mand i kongebyen var nok større end hende, nok var hun høj, men slank og ret tynd i forhold til en mand, dog havde hun kurver og det havde været ret svært at skjule. At hun nu fik det varmt var en anelse irriterende men der var ikke så meget at gøre ved. Hun forsøgte at køle sig ned ved ikke at bevæge sig særlig meget.

Hun bemærkede manden ved sin side – En ret høj og muskuløs middelaldrene mand – der så håndligt på hende efter at have sendt Borin det samme blik. Hun undlod at sige noget, end ikke hævede brynet selvom manden efter hendes mening var en kende for selvsikker. Heldigt for ham havde hun set hvad der var værre og derfor ikke blev hverken vred eller irriteret men havde næsten medlidenhed. Nok var han ældre og mere erfaren, men endnu havde hun ikke vist hvilke evner hun selv besad. Sønnen af Lord Hay trådte frem og fik udleveret to pile af den lille fyr der rendte efter ham. Hendes egen tjenestepige var i teltet hvor hun havde efterladt hende, forældrene og hendes søskende kendte hende og ville derfor få mistanke hvis denne pludselig skulle dukke op.

Hun fulgte Borin med blikket som han stillede sig klar, hovedet gled en anelse på skrå mens hun studerede ham, hans ranke holdning og rolig bevægelser der dog snart steg i fart som han affyrede den første pil og lod det efterfølges af en anden inden den første havde ramt plet. Hun smilede, det var imponerende, og ret godt ramt. Det skulle nok blive en udfordring, og endda en ret interessant og spændende en af slagsen. Den store mand havde tilsyneladende ikke klarede sig så godt som han ellers havde regnet med. Selv trådte hun nu frem, så målet an mens hun stod fuldkommen stille. Roligt fandt hun den pil mellem alle de andre hun søgte, den var anderledes men samme længde og vægt som de andre så på ingen måde imod reglerne, dog var den anderledes, fjerne var anderledes, og spidsen ret smal, den var som de andre lavet af træ, men en langt lysere træform og ikke så hård hvilket gjorde den mere bøjelig. Som de andre før den satte hun den tilrette i buen, løftede buen helt op til øjenhøjde og trak strengen tilbage, de behandskede fingre gjorde det ikke let at holde om pilen eller buen som hun ønskede det, men det var der ikke så meget at gøre ved. Pilen fløj gennem luften mod skiven, den snurrede rundt op til flere gange inden den nåede sit mål og blev plantet midt i skiven. Hun sendte pilen et kritisk blik, den havde været en anelse usikker i luften havde hun bemærkede. Den næste pil blev trukket frem, magen til den første, denne gang virkede den mere sikker i luften og ramte skiven så hårdt og tæt på den anden at den anden pil kort rystede men uden at falde.

Hun trådte tilbage som klapsalverne lød, de to sidste bueskytte gjorde hende kunsten efter. Mere eller mindre lige så godt. Hendes blik blev vendt mod dommerne som stod og overvejede hvem der skulle i finalen, det virkede ikke som en let beslutningen men den kom i sidste ende. Borins navn blev råbt først, efterfulgt af en høj og bleg mand. Hun stod med hamrende hjerte og med et stramt greb om buen, heldigvis blev 'hendes' navn nævnt og hun åndede lettet op om end lydløst.

[Borin Larn]

Der var nu ikke andre konkurrenter der faldt ham i øjnene, lige bortset fra den maskerede skytte. At en person var maskeret, var altid en spændende ting i sig selv - men Borin kunne ikke lade være med at lade blikket undersøge 'mandens' stil. Måske var den meget lig hans egen? Det var skam ikke fordi at Borin var meget feminin i det, han var blot smidig, og forstod at bruge hele hans krop som modstand til buens streng. Selv rankede han ryggen og skød skuldrene en smule bagud, hvilket fik det til at se ud som om han stod blot en smule lænet bagover som han affyrede en pil. Det var måske meget utraditionel, men det tillod ham at holde en stålfast balance. Den maskerede skytte syntes at have en lettere anderledes holdning som vedkommende affyrede en pil. Han havde aldrig set en mand affyre en pil som ham under enhver turnering. Men det så ud til at virke storartet! Alle syntes at have ramt plet, hvilket jo selvfølgelig gjorde arbejdet en smule sværere for dommerne. Klapsalverne lød idet hvert navn blev råbt op, og Borin selv reagerede ved et smil og et lille buk. Den lille dreng næsten jublede indædt, men havde dog lært at holde det i sig selv.

Det skulle nok vise sig at blive spændende, og de tre sidste gjorde sig klar idet at den sidste runde med annonceret. Dette var trick-skud. Det gik ud på at ramme plet på den mest overraskende og formidable vis, selvfølgelig for at imponere dommerne. Men så sandelig også for at imponere tilskuerne. De havde hver to chancer for at imponere med et trick, og så ville vinderen blive annonceret. Tricket kunne være af enhver art, og måtte også indvolvere flere pile. Dette var Borin's yndlingsrunde. Det kunne virke meget simpelt at ramme plet, hvilket det også kunne være for den mesterlige skytte. Men måderne hvorpå forskellige skytter, såvel som ham selv, skød i denne runde - var altid så fascinerende. Borin var den første til at lave hans første trick-skud. Så han reagerede hurtigt ved at prikke let til drengen, som hoppede i et let løb med de små ben. Borin smilte næsten elskeligt. Han havde en forkærlighed for forældreløse børn, og havde gjort meget for dem i Larn By og Larns Len. Nogle, ligesom denne knægt, arbejdede endda på slottet. Denne lille blonde fyr hed Nathaniel, og var page hos Larn Slottets 'Master-at-Arms'. Nathaniel løb hen til enden af en hvid streg der var blevet lavet som grænse til hvorfra man måtte skyde imod skiverne. Hurtigt tog Nathaniel tre pile, og stak en pil i jorden ud fra hver af de tre skiver. Borin nikkede til drengen, og stillede sig så parat, med den ene fod lidt fra den hvide streg, og hans venstre side imod pilene.

Borin holdte sin bue i sin venstre hånd, og begyndte så roligt at gå langt stregen, men selvfølgelig uden at overtræde den. Han var i hans egen lille verden, og det gik ham slet ikke på at så mange kiggede på ham og betragtede ham nært. Han havde aldrig brugt dette trick før - men havde arbejdet på det i lang tid. han nåede til den første pil, og i en flydende bevægelse samlede han den op, satte den for strengen, og affyrede den imod den første skive - stadig imens han gik. Det i sig selv var vel meget let, men han havde mere i ærmet. Hurtigt derefter vendte han sig om, stadig imens han gik, og vendte nu sin højre side imod skiverne. Borin gik baglæns hen imod den næste pil, og havde skiftet buearm. Så denne gang samlede han pilen op med venstre, og affyrede den lige så hurtigt som den første. At skifte buearm, og samtidig gå baglæns, var ikke en smal affære, og det syntes at imponere en del af publikum. Men der var endnu en pil tilbage i jorden, og han fortsatte med at gå baglæns imod denne pil. Men denne gang havde han valgt at improvisere i sidste øjeblik, en smule inspireret af den maskerede skytte og hans specielle pile. Da han nåede til den sidste pil, trak han den op af jorden, men første i stedet den ene ende op til hans mund. Han bed et af de fire fjer af pilen, og spyttede den ud inden han satte pilen for strengen. Dette ville ville ændre pilens rute, og sådan som han holdte den, så ville den flyve skarpt til venstre i luften. Men det var jo også meningen. Så Borin spændte buen, stadig imens han gik baglæns, med sin højre arm som buearm, og med siden til skiverne. Hurtigt drejede han sin overkrop rundt, og slap så pilen. Der var ikke megen vind, så pilen fløj afsted, i en helt anden retning - men hurtig begyndte pilen at bue indad imod skiven. Borin stillede sig ved enden af den hvide streg og smilte tilfreds til publikum. Alle tre pile havde ramt plet på de forskellige skiver, så det kunne ikke være gået bedre!

Borin klappede drengen på skuldrene, og gik tilbage på sin plads. han glædede sig helt til at se hvad de to andre havde at byde på, og især til at se hvad den maskerede skytte ville finde på.

[Lyenna Norgarthon]

De andre overlevende deltagere henholdsvis nikkede, bukkede og vinkede til folk eller bekendte der sad blandt publikum. Selv gjorde hun ingen af delene, blev blot stående med blikket rettet imod jorden mens hun fangede de sidste instrukser om den sidste del af konkurrencen. Hun var allerede ved at forberede sig mentalt til udfordringen og planlægge sine egne tricks. Hun måtte klare det her… nej! Hun skulle klare det!

Den første konkurrent gjorde sig klar, og hun hævede blikket. De gyldne øjne der var omringet af de lange tætte vipper fulgte ham roligt, indprintede sig enhver bevægelse han måtte fortage sig. Knægten der fulgte efter ham satte pilene frem til ham og snart var han i gang. Hun så til, imponeret over hans formidable evner som gjorde hende en anelse usikker på sig selv. Hun sagde dog intet, gjorde intet udover at se på ham og hans holdning. Farten, præcisionen… hun vidste hvor gode evner hun havde selv men de var aldrig blevet bedømt som de nu skulle bedømmes. Det tog ham ikke lang tid at færdiggøre sine skud, og hun fornemme hvordan pulsen steg som hendes egen tur nærmede sig. Adrenalinen pumpede i hendes årer og hun følte sig nervøs og opstemt på samme tid. Hun tvang dog roen over sig ved at fokusere på den næste modstander som havde næsten lige så gode tricks som Borin, desværre for denne røg den ene pil galt og var et hængende hår fra slet ikke at ramme skiven.

Folk klappede dog som de havde gjort til Borin og hun trådte omsider frem. Hjertet sank ned i livet på hende som hun fornemmede pulsen stige mere om muligt. Hun bevægede sig i nogle øjeblikke langs den hvide linje med blikket intenst rettet mod målene. Pilekoggeret hun havde haft hængende over skulderen trak hun nu af og satte fra sig på jorden, buen blev ligeledes lagt fra sig som hun tog støvlerne af og strømperne fulgte med, ret små fødder men hun tvivlede på at folk ville bemærke det, afstanden var for stor. De fleste så allerede undrende på hende, men hun fokuseret på hvad hun havde i sinde at gøre. Inderst inde var hun ret nervøs, og følte sig tosset med det trick hun nu havde i sinde at kaste sig ud i. En pil blev fundet frem fra pilekoggeret og sat i buen, med den ene fod solidt plantet på jorden lod hun tæerne lukke sig om buestrengen og pilen så den ikke gled af, med lethed og elegance gled hun op at stå på hænder, lod buen blive grebet med tæerne og inden nogen havde nåede at se sig om havde hun skudt den mod skiven. Nok ramte den ikke helt midt i, men ved grænsen til den røde plet. Hurtigt kom hun på benene, gav sig selv tid til at få støvlerne på igen mens folk kom sig over overraskelsen. Akrobatisk, smidigt eller landsbytosse. Det kunne man diskutere. Et æble blev fundet frem fra pilekoggeret og hun vejede den kort i hånden inden hun samlede buen og to pile op. Den ene pil blev stukket i bæltet, den anden mellem læberne hvilket ikke var let grundet masken, hun nikkede til en tjener der stod ud ved siden og blot så til og denne kom hen til hende. Hun rakte ham æblet og gav ham tegn til at kaste den i luften i målets retning når hun gjorde tegn. Denne nikkede og stillede sig klar, imens trak hun handsken af højre hånd så de lange slanke klaverfingre dukkede op. Pilen i bæltet blev trukket frem, dog ikke sat i buen endnu. Hun nikkede til tjeneren der kastede æblet i målets retning. Med hurtighed og præcision løftede hun buen, satte pilen i den og sendte den gennem luften efter kort at have ventet på det rette øjeblik. Endnu inden den havde ramt havde hun grebet den anden pil, sat den i buen og lod den følge trop. Den første pil ramte æblet, skar det i to stykker og faldt solidt i skivens midtpunkt, den anden ramte den første så præcist at den skar den i to stykker og landede midt i. Hun smilede tilfreds, trak handsken på igen og vendte sig om for at møde sine konkurrenter, tilskuerne og dommerne.

[Borin Larn]

Solen var så småt begyndt at skinne lidt mere, hvilket var en velkommen ting. Borin nød alt slags vejr, så selvom han var nødt til at knibe hans øjne en smule mere sammen i sollyset, var der stadig et tilfreds smil over hans læber. Men selv i det skarpe sollys så han meget tydeligt hvad der foregik. Den ene konkurrent imponerede ham ikke særlig meget, og uanset hvad der ville ske, ville han ikke vinde denne turnering. Det var også tydeligt at se på manden - som desperat forsøgte at stå rank og stolt, alt imens at han ærgede sig lidt, og derved mistede fokus fra selve konkurrencen. Borin og denne anden konkurrent var de to eneste som stod tættest på den maskerede skytte, men siden den anden mand var optaget af hans nederlag, var det kun Borin der så klart og tydeligt. I et kort øjeblik rynkedes hans pande idet den maskerede skytte begyndte at smide koggeret, buen og ligefrem sine støvler fra sig. Borin rettede sit ansigt, og erstattede hurtigt den rynkede pande med et tilfreds smil, og så sig en smule omkring. Tilskuernes reaktioner var blandede, men dog syntes forbløffede ansigtsudtryk at fylde mest.

Aldrig før havde Borin set noget lignende, og aldrig havde han hørt om andre der kunne det samme. Derfor kiggede han nysgerrigt på skikkelsen, som 'han' nu stod på hænder med sine tæer om buen og pilen. Borin havde lyst til at ryste på hovedet i mistro, men endte i stedet med at smile og grine lydløst og indædt. Det var alt for små tæer, og hænderne var heller ikke store. Selv var han smidig og elegant, for en mand, men dette var næsten uvirkeligt. I stedet for at tænke mere over dette, kiggede han blot hurtigt ned i jorden og derefter op til lyden af en pil der ramte sit mål. Der kom dog ingen klapsalve, da publikum ikke vidste hvordan de burde reagere på sådan noget. En sådan akrobatik var forbeholdt en hofnar og omrejsende sigøjnere - ikke en ædel herre fra et respekteret hus. Så måske... Nej, det var ikke tidspunktet til at fundere over sådanne ting, for den maskerede skytte var ved at være færdig, og derfor ville det snart være Borins tur. Borin vendte sig halvt imod den lille blonde dreng, og prikkede ham på skuldren. Drengen reagerede hurtigt ved at løbe afsted, stadig med pilekoggeret i sine hænder.

Borin blev stående, og betragtede i ave hvorledes den maskerede skytte formåede at kløve sin egen pil på skiven. Det var lettere sagt end gjort, og noget han aldrig havde set en anden skytte gøre. Ja, han kunne selv, men havde aldrig gjort det i en sådan facon. Akrobatik og æbler var ikke en del af hans træning eller hvad han gjorde til turneringer, så han var yderst imponeret - så meget endda, at han var begyndt at tvivle en smule på om han overhoved ville vinde. Og så alligevel... var han også begyndt at tvivle på om det mon ville være godt for den maskerede skytte at vinde. At skulle stå foran den royale familie og modtage sin gevinst. han smilte ved tanken, og kunne langsomt høre små og ihærdige fodtrin komme tættere på. Den blonde page var vendt tilbage til Borin, med favnen fuld af et nyt pilekogger, og en ny bue minsandten. Dette nye pilekogger var af lysebrunt læder, belagt af poleret kobber, i bedste Larn stil selvfølgelig. Og denne nye bue, var hans egen. Den bue Borin stod med i forvejen, var en traditionel bue, som han gav til drengen idet de byttede. Borin smed pilekoggeret over hans ene skulder, og tog fat i buen. Det var hans personlige bue og pilekogger, af en sjælden kvalitet. Buen var en såkaldt recurve bue, med ender der var bøjet i den modsatte retning for at styrke træet og øge afstanden hvorved en pil kunne affyres.

Borin trådte frem, og bukkede høfligt for den maskerede skytte, i en offentlig anerkendelse af 'hans' evner. Borin vendte sig derefter imod skiverne, og så til imens tjenere fjernede pilene fra skiverne, og det kløvede æble fra jorden. En skive var så beskadiget, at den måtte udskiftet. Det gav Borin lidt tid til at tage en pil frem og kigge på den. Dette var de pile han normalt brugte, og ligeledes dem han brugte imod andre mænd. Han havde ikke slået mange mænd ihjel, det var ikke i hans natur at dræbe efter lyst, men det var dog sket. Disse pile var en smule længere end normalt, og pilespidsen var bred, og tydeligvis i stand til at slå selv den største mand ihjel. De 3 fjer der sad for enden af hver pil var hver i en forskellig farve, i efterårsfarver som orange, brunt og gult. Man kunne vel sige at det var en form for signatur at en bueskytte så velkendt som Borin havde unikke pile.

Da tjenerne var af vejen og skiven var blevet udskiftet, placerede Borin pilen for buestrengen og hævede den op i øjenhøjde. Han tvivlede på at han ville kunne forbløffe på samme facon, men han havde da tænkt sig at gøre sit forsøg. Han trak i strengen så man næsten kunne høre hvorledes træet gav efter, men hans åndedræt forblev roligt. Hurtigt affyrede han pilen, som selvfølgelig ramte plet. Det var jo blevet gjort før, sp Borin smilte blot selvsikkert imens resten kiggede lidt nysgerrigt og ikke helt vidste hvad de skulle gøre. Hurtigt derefter rakte Borin over hans skulder, og fandt nu to pile frem derfra, imellem hans fingre. Han førte dem op til hans mund, og bed endnu engang et af fjerene af en af pilene. Han spyttede fjeret ud og placerede begge pile for buestrengen. Han vendte buen lidt ned på siden, og trak så i strengen. Det tog ham ikke mange sekunder før han slap pilene, og de begge fløj igennem luften. Den ene pil blev affyret direkte imod den pil han havde affyret tidligere, og den kløvede pilen i to dele indtil den ligeledes ramte skiven. Den anden pil, som et resultat af den manglende fjer, fløj selvfølgelig i en anden retning, og ramte plet på en anden skive, ved siden af den forrige. Borin nikkede tilfreds og bukkede til publikum imens de klappede en smule af hans bedrift.

[Lyenna Norgarthon]

At nogen skulle have bemærkede størrelsen på hænder og fødder ville hun ikke selv tro, ikke fordi folk var blinde for så små fødder og hænder men fordi de var der af en anden grund end dette. Formålet var at se disse unge mænds færdigheder, og længere tænkte de ikke. At Borin så gjorde og undrede sig over størrelsen var vel blot hendes uheld. Snart var hun færdig med at skyde og overtog Borins plads hvor han dog inden bukkede respektfuldt for hende. Hun bemærkede solens stilling på himlen. Der var gået et godt stykke tid siden de var startede og hvor gik tiden dog hurtigt når man var underholdt. Hun stod blot stille, betragtede ud af øjenkrogen sine forældre som intet anede. Selvfølgelig håbede hun på at vinde, men skete det ville det være svært at modtage prisen, hun frygtede at blive genkendt af blikket.

Hun knep øjnene sammen for bedre at kunne fokusere på sin største konkurrent hvis hun selv skulle sige det. Hendes blik fulgte ham lige så opmærksomt som det havde gjort tidligere mens drengen vimsede hen til ham og gav ham en anden bue og et andet pilekogger, hun fjernede blikket fra ham for at se på buen som var unik og anderledes hvilket gjorde det klart at det var hans personlige bue akkurat som pilene også var hans kendemærke. Hun flyttede blikket mod ham som han gjorde klar til skud som ramte præcist, hun end ikke blinkede af frygt for at gå glip af noget. To pile blev sat i buen, buestrengen blev trukket tilbage og de fløj i høj hastighed gennem luften. Hendes øjne blev store som de ramte deres mål så præcist, forbløffende. Et smil sneg sig dog over hendes læber, interessant. Ikke en værst konkurrent at tabe til, ikke at hun regnede med at tabe, hun havde en chance til!

Den anden konkurrent overtog Borins plads, hans præstation var bedre end hans første forsøg men han kunne slet ikke måle sig med Borin! Igen virkede manden langt fra tilfreds om end han forsøgte at udvise det modsatte. Hun lod ham overtage sin plads som hun selv overtog hans. Pilene blev fjernet var skiven og der blev gjort klar til de næste skud. Hendes håndflader føltes helt varme og svedige, hendes krop lige så varm og masken generende for ikke at tale om bandagen der holdt hendes bryster flade strammede så meget at hun blev bevidst om hvor overfladisk hende vejrtrækning var. Hun glædede sig til at smide alt dette overflødige tøj og få sig et bad. Men først, måtte hun vinde dette!

Hun trak vejret dybt, rankede sig og greb buen, en pil blev trukket frem og sat i buen. Pilen var endnu engang anderledes, lang men træet utrolig tyndt, spidsen var længere end normalt men startede et stykke over træet halve, tyndt og glimtende i solens stråler. Strengen blev trukket tilbage, utrolig langt tilbage så hendes hånd svagt skælvede inden hun fik den bragt til ro, stilheden sænkede sig omkring hende mens hun tog sigte. Pilen blev sluppet, og i næste nu havde den boede sig igennem målet og ind i træet bag det. Nok var hun lille, men med den rette bue, og den rette pil besad selv hun styrke. Endnu en pil blev fundet frem, hun stillede stilede sig nu i en rank stilling med samlede ben, buen blev lagt vandret mens pilen blev sat i. En sådan stilling gjorde det svære at ramme skiven præcist i midten og gjorde grebet om buen mere usikkert, derfor et meget risikabelt forsøg. Hun tøvede dog ikke som hun trak strengen tilbage og pilen ramte præcist sit mål, lige midt i skiven. Tjeneren fra før dukkede op med en spand vand i hånden og stillede sig ud fra skudvide men dog klar. Den næste pil blev sat i samme stilling og kløvede den uden besvær, et gnist antændte dog hele skiven hvortil tjeneren skyndte sig at slukke ilden.

[Borin Larn]

Endnu engang så Borin nysgerrigt til idet den maskerede skytte trådte frem. Denne gang blev der ikke gjort brug af akrobatik eller ekstrem smidighed, men i stedet noget langt mere spændende. Et gisp røg igennem publikum, og en klapsalve fulgte hurtigt efter imens en tjener slukkede ilden der havde omsluttet skiven. Borin selv smilte blot skævt og kiggede nysgerrigt fra skiven og på den maskerede skytte. Det var så sandelig et trick! Og det var helt klart noget der allerede begyndte at inspirere ham. Han var ikke fjollet nok til at tro at magi var indblandet, da han før havde set tryllekunster og tricks udfolde sig hos alle salgs underholdere og sigøjnere. Men havde dog ikke forventet at se dem udfolde sig til en sådan konkurrence som denne. 'Han' var åbenbart meget ivrig efter at vinde, men det var vel også meningen? Man kunne være så kæk at sige at Borin ikke var der udelukkende for præmiens skyld. Det handlede om at vise sit ansigt for riget og alle der befolkede den. Alle, adelige som bønder, skulle lære hans navn, og kunne genkende hans ansigt. Så ville de måske, med tiden, være i stand til at se forbi hans fars mørke omdømme, og i det mindste indse at Larn Huset også indeholdte Borin. Som ikke havde tænkt sig at lukke grænserne endnu en gang.

Nu hvor alle deres forsøg var blevet brugt, var det tid til netop at finde ud af hvem der ville vinde. Ifølge Borin burde det ikke være et svært valg at foretage sig. De tre finalister blev kaldt op foran tribunen hvorpå den kongelige familie og mange andre adelige sad. Borin begyndte med det samme at gå derhen. Men først overrakte han sin bue og sit pilekogger til den blonde dreng, som derefter forsvandt fra arenaen. Han var ikke længere behøvet. Imens de bevægede sig imod tribunen, blev der klappet højlydt fra publikum, og nogle fra tribunen, deriblandt den kongelige familie, stod oprejst. Dette havde uden tvivl været en meget unik turnering, og ikke en Borin ville glemme foreløbig. Den maskerede skytte havde bragt helt aldeles nye ting til denne turnering. Meget fascinerende.
Da alle tre deltagere stod foran tribunen, stod annoncøren foran dem, og kaldte deres navne op, og hvor mange point det havde fået. Det startede med den garvede skytte, som desværre ikke havde haft en så god dag. Han fik hele 27 point, hvilket slet ikke var så slemt endda. Nogle turneringer blev vundet med en sådan score. Denne form for pointgivning var rimelig utraditionel, da det hovedsageligt var bønder der betragtede sådanne turneringer - og ikke mange bønder kunne regne. Derefter rakte han sin hånd imod den maskerede skytte, og fortalte hvorledes denne person havde forbløffet publikum med unikke tricks og stålfast bueskydning. Det blev erklæret at den maskerede skytte havde fået hele 45 point! Dette var kun 5 point fra den højest mulige score. Borin rynkede lidt på panden over pointtallet, og skævede imod den maskerede skytte. Det var nok på grund af et par ligegyldige svipsere, men det var der intet at gøre ved.

Borin rettede på sig selv da hånden blev rakt i hans retning. Selvom han ikke regnede med at vinde, stod han rank og stolt som altid, med begge hænder foldet bag hans ryg, og hagen hævet en smule i retning at stemmen der talte. Mangen en gang havde han vundet turneringer, og havde taget diplomer og præmier med hjem til sit eget Len. Mange gange havde uglen af kobber tårnet over andre i noget så 'simpelt' som en bueskydnings-turnering. Borin smilte skævt da hans point endeligt blev erklæret, og han kiggede imod den maskerede skytte med et anerkendende blik og et lille nik. Minsandten ja, Borin havde tabt til den maskerede skytte med 3 point, og det var en fortjent sejr. Borin selv bukkede ærbødigt, og kiggede nysgerrigt som Kongen rejste sig og skulle til at tale til vinderen. Dog knep han øjnene en smule sammen, og lyttede intenst. Han bar stor respekt, og ligefrem 'kærlighed' for den kongelige familie. Men der var jo et tomt sæde.

[Lyenna Norgarthon]

Folk klappede, og hun smilede bag masken over jublen. Intet magi var indblandet, det behøvedes der ikke eftersom det blot havde været en voldsom og præcis gnidning der havde forsaget gnisten og flammerne. Pokkers! Kongefamilien rejste sig, det vil sige at hendes familie rejste sig. Sammen med sine to konkurrenter satte hun kursen mod tribunen og sørgede for at holde blikket fæstnet mod et bestemt punkt på tribunen. Nakke skuldre føltes så spændte at hun frygtede for at musklerne ville være umuligt at bevæge når hun omsider slap derfra. Sammen med konkurrenterne standsede hun, om end mere stift i sine bevægelser hvilket slet ikke passede med de akrobatiske bevægelser hun havde fortaget sig for ganske kort tid siden. At hun var der for at vinde var der vel ingen tvivl om, for hende betød at vinde næsten det hele, for hun var en kvinde, blev set ned på og hånede som ikke i stand til noget af den slags. Nu havde hun bevist at hun kunne, om end for sig selv eftersom ingen vidste hvem der skjulte sig bag masken.

Pointen begyndt at blive nævnt, et usædvanligt pointsystem som dog ikke var fremmed for hende, 27 point var skam flot, men hun var rimelig sikker på at det ikke var nok til at vinde. Manden så i hendes øjne skuffede ud om end han holdt masken og virkede rolig og rank. Lige så rank stod hun som dommeren vendte blikket mod hende, råbte hendes navn og erklærede 45 point, hun så overraskede ud. Lavede han sjov? Det var bedre end hun kunne drømme om hvilket satte hende kun 5 point fra fuldpoint. Hun var stolt, og hun var sikker på at hendes gamle lærermester ville have været det samme! Dommeren skyndte sig dog videre til den sidste finalist, Lyenna stod spændt og ventede og inden længe blev det sidste point udråbt. Det gik ikke op for hende at hun havde vundet før Borin blik blev vendt anerkendende mod hende, et blik hun havde ønsket at se i folks blikke så længe. Hun nikkede til ham, et smil ville han ikke kunne se alligevel.

Som kongen rejste sig bukkede hun ligeledes høfligt om end hun følte glæden for stor til rigtigt at gøre meget ude af det. Inden længe rettet hun sig op igen og kongen begyndte at snakke, hun lyttede til sin fader der snakkede om styrke, mod og alt muligt andet og ønskede hende tillykke med sejren. Præmien blev overdraget og hun tog imod det, bukkede høfligt for faderen endnu engang uden at behøve at sige noget og uden at møde dennes blik, endnu et buk til resten af kongefamilien som folk klappede og så kunne hun kalde sig selv fri! hun bukkede en sidste gang for publikum inden hun satte kursen mod sit telt, opstemt og fuld af glæde som kunne ses i hendes øjne.

Hun trådte ind i teltet, fjernede masken med det samme og lagde præmien, samt buen og pilekoggeret fra sig. tjenestepigen dukkede op igen og omfavnede hende ”Min lille skat! Tillykke” nok ikke meget tjenestepige over det men kvinden havde også været hendes barnepige og Lyenna kendte hende bedre end sin egen moder. Hun smilede, bad om vand at vaske ansigt og hænder i, samt noget at drikke. Hurtigt løsnede hun tøjet imens, og trak bandagen af hvilket fik hende til at sukke. Hellere et korset! Hun løsnede sit lange hår som hun havde flettet, strøg hånden igennem det og kastede et blik over kjolen der var blevet sat frem. hun vaskede sine hænder, og ansigt for at køle sig selv ned mens hun fortalte om hvordan det var gået. Hendes bløde melodiske stemme var fuld af glæde, munterhed og varme. Håret indrammede hendes kønne ansigt og de gyldne øjne funklede endnu. Hun rejste sig op, strakte sig og kastede et blik på et mindre spejl der var ophængt. ”Ingen vil tro en kvinde kan udrette den slags” lød hendes ord var ikke kede af det, men nærmere opgivende eller skuffede. Hun orkede virkelig ikke at hoppe i kjolen, stod derfor endnu i bukserne, støvlerne og skjorten vis to øverste knapper stod åbne efter at hun havde trukket bandagen ud.

[Borin Larn]

Det var sædvanligt, og næsten forventet af den Lord(eller i dette tilfælde; konge) der arrangerede turneringen, afsluttede den med en tale eller deklarering. Denne konge havde hang til at tale meget storslået til selv de mindste begivenheder, men hans folk og ikke mindst mange af de adelige elskede ham for hans ord. Borins blik mødte Kongens, og i det samme reagerede Borin med et kort neg med hovedet. Der var ingen tvivl om, at når Borin overtog som Østens Leder - så ville det blive yderst loyalt overfor kongefamilien. Det varede dog ikke længe inden Kongen lagde op til festligheder som afslutning på denne dag, og turneringen var derved slut. Folk begyndte at forlade deres pladser, og musik blev mere og mere tydeligt ved arenaen. Adskillige mennesker satte med det samme kursen imod andre turneringer eller blot en tønde hvedebryg. Borin selv vendte sig imod teltene, og begyndte roligt at gå imod hans eget. Dog stoppede han op ved synet af den maskerede skytte, og smilte lidt skævt. Der skulle socialiseres med de adelige i løbet af dagen, men der var dog også lidt tid til at lykønske vinderen?

Derfor begyndte Borin at gå med rolige og elegante skridt imod det telt hvori den maskerede skytte åbenbart holdte til. Det så ikke ud til at der var et større følge associeret denne skytte. Hans eget telt var f.eks. omringet af 3 andre telte, der husede de noble riddere, soldater og tjenere han havde bragt med sig til Kongebyen. Vejene fra Øst til Kongebyen kunne jo være farlige, så det var nødvendigt med et betydeligt følge. Borin nærmede sig teltet, og kunne langsomt høre to stemmer i samtale, to kvindelige stemmer. Han kiggede sig omkring, og ville helst undgå alt for megen opmærksomhed. Dog listede han ikke ligefrem, men skjulte sig i fuld offentlighed. Det var en kunstskab, at kunne skjule sig i alle scenarier, noget som Borin var blevet bedre og bedre til. han var nu tæt på teltet, og stod foran dets 'indgang', som var lukket en smule af. Han kiggede ikke ind, men nøjedes blot med at lytte til en melodisk, smuk og kvindelig stemme omtalte hvad der syntes at være turneringen. Det så ud som om at han havde haft ret.

Borin var dog en smule nervøs for at trænge sig på, og ligefrem abstrahere hans viden om skyttens køn. Men det var ikke nervøsitet som holdte ham tilbage, nej snarere en nervøsitet der gav ham lidt blod på tanden. Det var altid spændende at udforske nye steder og møde nye personligheder. Og en kvinde der var villig til at klæde sig ud som en mand for at bevise sit 'værd', ville uden tvivl besidde en noget så fremtreden personlighed. Derfor gik der ikke lang tid inden han lydløst lod sin ene fod træde ind i teltet, så han stod med det meste af hans krop i selve teltet. Han betragtede dem, og den kvinde som åbenbart havde været den maskerede skytte som stod foran et spejl.

"Jeg tror skam på det."

Sagde han så, nærmest som et svar til hvad hun sagde foran spejlet. Borin smile skævt og fastholdte sit blik imod den unge kvinde foran spejlet. Ja, det var hende. Det var også meget klart med præmien stående på bordet og en bue på det samme bord.

[Lyenna Norgarthon]

Nok elskede folket deres konge, og nok havde han en del loyale adelige familier i ryggen, men dette forhindrede hende ikke i at have sin egen mening om den mand som hun kendte meget bedre end så mange andre. Hun havde atter og atter haft sine samtaler med faderen, om sit ønske om at træne om end diskret og uden folks viden, om at kvinder var meget mere end pynt og for at dele en mands seng og føde ham børn. Faderen havde dog en tendens til ikke at lytte til hende, eller sådan så hun i hvert fald på det. Hans snak og ret velformulerede tale var bare som så meget hun havde hørt fra ham, og det eneste hun tænkte på var at komme væk og fra sin familie så hurtigt som overhoved muligt. En enkel gang havde hun skævede mod den tomme stol, kastede et blik på den fraværende kronprins og dog vendt blikket mod kongen igen uden at møde hans blik.

At nogen skulle have lyst til at lykkeønske hende og derfor skulle søge hendes telt havde hun ikke regnet med, den del af planen var ikke blevet gennemtænkt, især fordi chancerne for en sejr havde virkede så urealistisk om end det var sket. En mandestemme brød tavsheden og tjenestepigen gispede som hun stormede hen imod manden for at jage ham ud mens Lyennas øjne blev dobbelt deres størrelse hvilket nok ville kunne ses i spejlet. Hvad pokker lavede han derinde!? ”Nora, stop… lad ham være” skyndte hun sig at bede tjenestepigen som så undrende og utilfreds på hende men trak sig lydigt væk.

Lyenna var endnu overraskede over at se ham i sit telt, derfor hvilede hendes blik blot på ham i flere sekunder uden at sige noget inden hun tog sig sammen og pulsen atter var faldet. Det her kunne umuligt ende godt! Lyenna vendte sig fra spejlet og mod teltets åbning hvor hans stod ”Så er De en af de få der gør” svarede hun ganske roligt og uden at vise uroen hun følte. Hun ville gerne skifte tøj, eller nej det ville hun ikke men det handlede om at være passende og hun havde vidst vist benene nok for en dag. ”Sæt Dem endelig ned, De må dog have mig undskyldt et øjeblik mens jeg skifter til noget mere… passende” hun nikkede til ham, ventede end ikke på svar inden hun forsvandt ind bag skærmen der var blevet sat op og tjenestepigen holdt øje med ham mens hun skiftede tøjet.