Let the game...!

[Borin Larn]

Der skulle ikke den store hjernegymnastik til før Borin indså at hans tilstedeværelse var meget uventet, og måske endda også uønsket. Et af de første syn der mødte ham efter han havde talt, var skikkelsen af en kvinde der bestemt kom imod ham. En kvinde bekymrede ham ikke, så Borin smilte blot idet den unge dame befalede hende til at lade ham være. En urokkelig loyalitet, måtte han nok sige. Der var ofte en sådan loyalitet imellem tjener og herskerinde, men Borin gik nu ud fra at kvinden var mere end blot en tjener. Hurtigt blev tanken dog fjernet, da det ikke var tjeneren som var interessant og spændende - nej det var denne kvindelige skytte. hans blik mødte hendes da hun virkede yderst overrasket over hans lille besøg. Smilet blev på hans læber, men mere diskret og han skævede lidt til hende. Men det var tydeligt, at selvom han ligesom havde 'opdaget' hende, så opførte han sig ikke overlegen eller 'bedre' end hende. Hun havde jo trods alt lige vundet over ham i hvad han selv havde brugt snart fire år af sit liv på. Måske skulle han koncentrere sig om noget andet i stedet.

Borin trådte et enkelt skridt længere ind, og sørgede hurtigt for at lukke åbningen efter sig, så ingen andre ville blande sig, eller se hvem der befandt sig derinde. Dette var jo trods alt en rimelig delikat situation, og der var ingen grund til at lade resten af Kongebyen vide dette. Han svarede ikke på hendes ord, men nejede blot roligt med hovedet idet hun tilbød ham at sidde ned. Han tog nogle rolige skridt hen imod det bord hvorved hun sad, og vendte hurtigt et næsten drilsk blik imod tjeneren før han satte sig ned. Han var jo trods alt søn af Lord Hay, og selvom han slet ikke var ond, så kunne hans fars gener godt anes via en periodisk drilsk attitude. Men Borin nåede knap nok at sætte sig til rette før den unge dame forsvandt ind bag en typisk skærm man kunne klæde om bagved. Men Borin nøjedes blot med at skæve lidt imod tjeneren og kiggede ned på sine egne hænder.

"De må tilgive mig for at komme forbi så uanmeldt. Men jeg ønskede blot at lykønske Prinsessen med sejren..."

Lød det fra ham i et afslappet toneleje, præget en smule af en diskret munterhed. Derved gjorde han det klart at han godt vidste hvem hun var. Hvem ville dog være i stand til at glemme et sådan ansigt? Han havde dog ikke vidst det før han var trådt ind i teltet, men det var blot endnu en lille 'hyggelig' information. Han havde måske glemt hans manerer, idet han ikke havde bukket for hende, eller ikke havde kysset hendes hånd som den noble herre han nu skulle forestille at være. Men ikke alt behøvede at være så formelt - og siden hun klædte sig ud som en mand, var det ikke ligefrem fordi hun selv havde lagt op til megen høflighed. Borin smilte ved tanken og vendte blikket halvt imod den skærm hvorved hun stod.

"Min ære burde måske være beskadiget efter at have tabt til en ung kvinde som Dem selv... Men - hvis jeg må tale så frit - så må jeg indrømme at jeg ser denne hændelse som et frisk pust til en hverdag fyldt med gentagelser. De er en fantastisk skytte, men mon ikke det var lidt drastisk at klæde Dem ud som en mand, blot for at deltage i en af mange turneringer?"

Lød det så fra ham i det pludselige smil. Hele tiden var hans stemme fuldt med en venlig tone, der mere hyllede hendes bedrifter, i stedet for at fordømme dem. Det havde været et stykke tid siden at han havde været i selvskab med selveste Lady Lyenna Norgarthon, Prinsessen af Det Frie Land. Men aldrig havde han kendt til en så rebelsk side af hende, men så igen - hvorfor skulle hun dog også fortælle ham alt hvad der var at vide om hende? Han var jo blot endnu en af de mange adelige.

[Lyenna Norgarthon]

Der lå mere i hendes forhold til tjenestepigen end en tjenestepige og hendes herskerinde. Nora havde passede og skiftet hende som barn, det havde en stor betydning at hun havde haft en at søge til når hun havde behov for det og Nora havde været den varme favn som havde trøstede og beroligede hende når hun havde haft behov for dette. Dronningen havde ikke været der så meget, i hvert fald ikke nok. Det var derfor underligt at kalde hende moder, selvom hun var moderen, ligeså vel som det var underligt at kalde faderen for dette når hun knap kendte sine egne forældre. Overladt til barnepigen og oplært af guvernanter. Nok var Nora ikke længere hendes barnepige, men hun overtog tit rollen og kunne endda skælde hende ud når hun gjorde noget forkert. Hun havde brokkede sig over Lyennas ide med at deltage i denne konkurrence, men havde i sidste ende valgt at hjælpe hende. Hun kendte trodsalt prinsessen, og vidste at et nej ikke ville hjælpe når hun havde sat sig for noget. Det virkede ikke som om denne mand havde i sinde at nedgøre hende, og kunne han overhoved det når hun lige havde vundet over ham?

At han trådte ind og trak for så ingen ville have mulighed for at kigge ind var kun godt, havde han ikke selv gjort det ville tjenestepigen være trådt til og udført handlingen. Blikket hans sendte Nora fik denne til at snerpe læberne sammen uden at sige noget om end hun sendte Lyenna et blik der sagde at det ikke var en behagelig situation de var end i. Lyenna smilede blidt og beroligende, noget så velkendt for prinsessen og som havde den ønskede effekt på Nora der sukkede lydløst og opgav at forsøge at snakke med hende. Hun skyndte sig dog at skifte, en mulighed for at finde ud af hvad hun skulle gøre og hvordan hun kunne få ham til at holde det for sig selv *I det mindste ved han ikke hvem jeg er* tanken havde knap strejfede hende som hans stemme brød stilheden og hun fik en lyst til at slå hovedet mod skærmen, undlod dog dette og bed sig i stedet i underlæben. Tjenestepigen brød sig endnu mindre om situationen nu end før. Kunne hun lyve sig ud af det? Hun var en dårlig løgner så det ville næppe virke. Derfor svarede hun ikke, vidste at det næppe var høfligt men holdt hellere mund end sagde noget hun ville fortryde.

Imens hjalp tjenestepigen hende med at få kjolen på, smykkerne og skoene blev også trukket på og Lyenna strøg hånden gennem håret og forsøgte at sætte det en smule inden tjenestepigen overtog og gav sig til at sætte det op for hende. Hun havde skam bemærkede munterheden trods hans forsøg på at være diskret, han nød sikkert situationen! Imens fortsatte han og hun lyttede mens han snakkede. Imens skyndte tjenestepigen sig med at sætte nåle i hendes hår så det var opsat som det burde være. Ikke stramt men behageligt og godt. Lidt duftvand skulle der også til men så var hun færdig. Omsider! Tøjet var tungt, men hun var vant til det efterhånden om end hun i sin irritation nogle gange bemærkede at kvinders tøj måtte veje lige så meget som en rustning.

Som han stillede spørgsmålet trådte hun frem igen, vendte blikket mod ham og hævede svagt brynet. ”De vil opdage at jeg er en meget drastisk person. Desuden, mændene har tvunget os kvinder til at tage andre metoder i brug.. og det er hvad jeg gjorde og vil gøre” nok ikke passende at fortælle at hun ikke havde i sinde at ændre adfærd for fremtiden, derimod burde hun gøre noget for at vise at det var en engangsforestilling. ”Nu hvor jeg snakke vil jeg bemærke at De er en fremragende skytte” hun mente det ærligt, ikke at han behøvede hendes mening for hun havde været vidne til hans selvsikkerhed under konkurrencen. Hun forsøgte at slappe af, det var dog ikke helt så let. Med lette, elegante skridt var hun henne ved bordet og tog plads overfor ham.