A trip!

[Lyenna Norgarthon]

Hans ord havde da lydt meget fornuftige så hvorfor ikke tage dem til sig? Hun lyttede dog fortsat til ham og var tavs mens han endnu engang sagde noget. Hans eksempel kunne hun sagtens forstå og det blev ikke indviklet eller sort for hende. ”Okay jeg kan godt se hvad du mener, men for meget selvtillid kan også gå galt…” påpegede hun ganske roligt og så tilbage på ham med et smil over læberne. Hun bemærkede hans lille smil og da han blinkede til hende hvilket morede hende og hun smilede tilbage. Selvstillid var godt, men folk kunne gå hen og blive flabede eller kæphøje hvis der var for meget selvtillid. Og jo hun var blevet glad ved hans ord, at han også blev glad når hun var det vidste hun ikke, men sådan som de begge havde det med hinanden ville det ikke komme helt bag på hende for hun havde det på samme måde.

Hans reaktion på hendes ord morede hende blot endnu mere for det gjorde det tydeligt at han da helt klart havde været skyld i deres små uheld. Godt! de fortjente det. Hun morede sig dog endnu mere da han gav sig til at fortælle ”Nu var du vel flink ved dem..?” sagde hun med en spørgende tone og dog tydeligvis drillende, om han var det eller ej ændrede ikke på noget, disse vagter havde i hvert fald mødt deres overmand, endelig var der nogen der kunne sætte dem på plads. Lidt synd var det måske, for de udførte jo bare deres arbejde, men de var altså alligevel ret nærgående og åndede end i nakken hele tiden. Da han spurgte om hun ville hjælpe lyste hun op i et stort smil ”Selvfølgelig, bare det ikke gøre alt for ondt på dem” svarede hun og kunne grundet sit gode hjerte ikke andet end at tilføje det sidste. Godt nok kunne det blive sjovt, men de skulle heller ikke komme meget til skade, få et chok, falde, snuble, blive våde men ikke få varig men eller andet af lidt sjov. Da de atter snakkede om våben og hvad han ville bruge og ikke ville bruge af frygt for at gøre skade på hende kunne hun ikke lade være med at bide sig mærke i at han kaldte hende smukke, hun smilede ved dette ord men kommenteret det ikke hvor hun i stedet lyttede til ham ganske roligt ”Okay da, hvis du siger det.. så må vi se om jeg kan lære det, og hvis jeg kan.. så kan jeg måske lære at vinde over dig” det kunne være sjovt! hun havde absolut intet imod at vælte ham omkuld engang eller to, han kunne nok klare det og hun var ret sikker på at indtil det skete ville han selv formå at vælte hende omkuld op til flere gange. ”Ja en dag ud i fremtiden, men indtil da… så nyder vi bare nuet” svarede hun med et skævt smil, andet kunne de tage op senere.

Hun blev sluppet og gav sig til at se sig nærmere omkring, hun nød virkelig det hele og slugte alt hun så. Det var ikke hver dag hun fik muligheden for at se dette, og hun havde tænkt sig at nyde det til sidste øjeblik. Forsigtigt løsnede hun kappen helt og hængte den over en gren, derved behøvede hun ikke længere være tynget af den ekstra vægt og varme. Hun snurrede en enkelt gang rundt om sig selv nærmest for at få det hele med inden hun gik tættere hen mod den lille flod, hun var bevidst om at han kom tættere på hende men flyttede sig ikke, da han lagde armene om hende lod hun ham gøre det hvor hun blot lagde hovedet tilbage mod hans bryst og så op på ham. Hun lyttede til hans stemme mens han fortalte og så dog ned i det klare vand, da han slap hende og satte sig for derefter at sætte fødderne i vandet smilet hun og gled ned at sidde ved siden af ham. Ved hans opfordring om at prøve det tøvede hun, han bad hende ikke just om noget stort, men hvis hendes mor fandt ud af at hun havde smidt skoene og vist fødder og ankler for en mand ville hun nok besvime. Hun skubbede tanken om sin mor bort og trak støvlerne af, efterfulgt af de små tynde chiffonstrømper, tøvede endnu engang men smørrede bukserne en anelse op under knæene inden hun stak fødderne forsigtigt i vandet. Det kildede men det var dejligt, og hun kunne ikke andet end smile. forsigtigt lænede hun sig frem og rørte ved flodens vand ”Kan man drikke af det?” spurgte hun.

[Jacob Letonia]

Jacob nikkede til hende ja, hun havde ret, det var en af de ting der hurtigt ødelæge en hver ting, hvis man troede for meget på det. "ja, det er noget man ser hos folk hvis de tror for meget på at de kan slå en anden, så kan det ende med at de undervurdere deres modstander, det er en af de ting jeg bliver nød til at kæmpe med, men heldigvis ved man at når man er på jagt kan en hver modstander være en overmand" sagde han, det var dog ikke for at sætte sig selv i for godt lys, for han vidste jo meget om dyr og han vidste at han skulle se dem som store modstandere, men han havde problemet med mennesker, mest af alt fordi han altid ville tage imod modstandere til hver en tid og han mente altid han kunne klare et menneske. "men jeg er vel ikke perfekt, jeg kan også regne forkert med modstandere" sagde han og blinkede til hende, lidt med hensyn til hende, ikke fordi hun var en modstander, men fordi at hun havde givet ham en udfordring, det at hun kunne få hans følelser så meget frem og at hun havde fået ham til at gå kold for ord nogle gange var han ikke van til.

Jacob grinte af hendes kommentar, havde han været flink ved dem, ja havde han nu også det, men han havde da ikke været helt slem. "jeg tror jeg kan sige det på den her måde, jeg var meget venligere mod dem end de ville havde været mod mig" sagde han bare og smilte lidt, mens han kiggede ned i det klare vand, det var et smukt syn og det at hendes flotte ansigt blev genspejlet i den blanke overflade, gjorde kun det hele bedre, han begynde bare at kiggede ned i hendes øjne, men kunne ikke lade være med at rette hoved op og kigge ind i det sande ansigt, det med øjne der kunne få hans hjerte til at hamre som var det ved at flyve ud af hans krop. "nej nej, de bliver højet våde eller falder på halen, det er det jeg bedst kan lig, det er også det eneste de ikke rigtig kan sætte mig i fængsel for" sagde han, hvis han begynde at gå lidt videre, så kunne de jo nok godt få mere igennem, derfor holde han det på drenge streget, det var meget vigtigt for ham. "du skal nok blive god til det, jeg vil tro at hvis du bare får en stav på værelset, så kan du vel også øve der der hjemme, den er i hvert fald let at bortforklare, men ellers kan de jo være du endda kan ligge mig ned i dag, hvis du er heldig, du kan jo havde et utroligt talent" man vidste jo aldrig, tænk hvis hun faktisk var så godt, han lage også mærke til at hun havde en mindre positiv reaktion da han kalde hende smukke, han smilte lidt over det. Han smilte til hende, ja nuet. hans hand blev roligt kørt op over hendes hals, i en kælen bevægelse, mens deres øjne mødes. "selvom jeg stadig ville ønske at nuet ville være resten af livet og hele vores fremtid"

Jacob begynde at tænke over hvor meget det med at hun faktisk viste sine fødder betød her og så endda ben, men når han tænkte over det her så betød det jo ikke så meget, her i naturen var det jo meget normalt at gøre det, han havde set flere kvinder der ikke rigtig havde fodtøj, så det var ikke u normalt. "det er lige før jeg vil tro jeg også er den første mand der er set dig klæde dig af" sagde han bare med en drillende mine, han ville se om han bare kunne gøre hende lidt genert, dog viste han på sit smil at det ikke var negativt og at det ikke var noget der påvirkede ham synderligt meget det hun gjorde, det var jo normalt, de var i skoven, et sted hvor tøj faktisk nærmere var unormalt end normalt. Da hun spurgte om man kunne drikke det nikkede han roligt. "det er helt rent, meget renere end en hver brønd du kan finde i nogle byer, det smager også bedre, prøv selv" sagde han med et smil, hun var måske adelig, men dette vand var helt rent og let koldt som det skulle være, en fantastisk kombination af det hele. hans ene hånd gled roligt hen til hendes der var ved kanden af åen og holde rundt om den, han havde ikke lyst til ikke at havde fysik kontakt med hende, efter den tur på heste og så videre, føltes det rigtigt at kunne mærke hendes silkebløde hud, det gjorde ham mere tryk og behageligt tilpas.

[Lyenna Norgarthon]

Hun havde haft ret, og dog havde hun ikke lige forventet at han ville tage sig selv som eksempel. Hun lyttede og kunne uden besvær forstå det han sagde, det gav meget mening. ”Men, er det er vel godt at vise at man er selvsikker selvom man inderst inde er i tvivl, man skal nok bare være forsigtig med at det ikke tager overhånd og ender galt” det sidste blev sagt mest for sig selv. Hun forsøgte altid at virke selvsikker i til slotsballerne og de selskaber der blev holdt, det virkede bare kun når hun var ude på dansegulvet eller når hun diskuteret noget hun virkelig holdt af såsom politik og historie, desværre var de unge der var omkring hende ikke spor interesseret i det, og mændene fandt det morsomt at hun overhoved havde den interesse hvor de mere gjorde grin end lyttede eller holdt en ordentlig diskussion. Latterligt mente hun men så barnlig var de. Hun smilede ved hans ord og da han blinkede til hende ”Ja det kan du i den grad og pas du hellere på for jeg kan være meget farlig” svarede hun drillende. så farlig var hun næppe, men det kunne alligevel være sjovt at vælte ham om kuld en gang eller to, hun ville i hvert fald prøve de tricks Arontala havde lært hende, især nu hvor hun havde mulighed for at prøve dem på en anden modstander end sin egen lærer.

Hans korte beskrivelse af hvor venlig han havde været gav meget mening, hun tvivlede på at de ville have været venlige ved ham hvis de havde fanget ham, ja hun turde end ikke tænke på det for nogen af dem kunne da være ret hårde og strenge. Hun skød hurtigt den ubehagelige tanke og de billeder der dukkede op i hendes sind ud af hovedet og fokuseret på virkeligheden. ”Du har sikkert ret, men være forsigtig… næste gang” hun ville da gerne se ham igen, både udenfor slottet og inde på slottet om end det sidste ikke var lige så let. Akkurat som hendes ansigt blev spejlede i vandet blev hans også og hun tog sig selv i at kigge på ham nærmest med et drømmende blik, han så dog også ud til at betragte hendes spejlbillede og dog vendte han blikket mod hende efter nogle sekunder. Deres blikke mødtes og hun følte sig en anelse forlegen over den mindre stilhed der havde været der hvor hun slog blikket ned. Hans ord der besvarede hendes fik hende til at smile og vende blikket atter mod ham ”Deal! Det skal nok blive morsomt” svarede hun og glædede sig et sted til at se vagterne falde på enden. En stav på værelset? Det kunne da være en mulighed, det var ikke så oplagt et våben og så var det også let at skjule. Ved hans sidste ord sendte hun ham et drillende og udfordrende smil ”Jeg vil da ikke holde mig tilbage fra at forsøge… og hvem ved måske bruger jeg beskidte tricks” det ville hun næppe gøre, for den type kvinde var hun ikke og desuden ville hun aldrig gøre det overfor.. en fremmed som han jo i virkeligheden var, de var jo ikke lovligt bundet. Hans fingre strøg hen over hendes hals og deres blikket mødtes, hun smilede et varmt og kærligt smil til ham ”Samme ønske har jeg” svarede hun blidt og dog ærligt, bare det var aktuelt.

Det betød nok intet at hun viste sine fødder og ben herude, det her var jo skoven, naturen og her betød tøj og at dække sig til næppe det samme som det betød op på slottet. Men hun havde allerede overtrådt en del af de regler og normer man havde og det havde ikke været let om end det måske havde virkede sådan. Hans følgende ord fik en markant rosa farve til at pryde hendes kinder idet hun rødmede voldsomt over hans ord. Hun følte sig helt varm i ansigtet og undgik hans blik. Hans ord havde fået det til at lyde som om hun faktisk klædte sig helt af og uvilkårt flyttede hun en anelse på sig af forlegenhed. ”Det er du faktisk” mumlede hun til svar og strøg sig over kinden idet hendes fingre var koldere end hendes kind. Hun var rigtig varm. Hun forsøgte at skubbe det af sig mens hun forsigtigt bevægede fødderne i vandet, det var dejligt, hendes fingre berørte svagt vandet og hun smilede svagt idet hun tog en håndfuld vand og smagte forsigtigt på det. Det var koldt, og… en anelse sødt, det havde i hvert fald mere smag end det mand havde på slottet. Hans hånd blev lagt over den anden af hendes hænder hvor hendes blik blev vendt mod ham. Hans hånd lukkede sig blidt om hendes hvor hun svagt aede hans hånd med tommelfingeren, inden hun med en drillende bevægelse kastede en smule vand på ham med den anden hånd hun havde haft vandet.

[Jacob Letonia]

Jacob lyttede meget til hvad hun sagde, for netop emnet om hvor langt man kunne gå var selv noget han blev nød til at tænke meget over, han var ikke altid i stand til at styre det, folk kunne ikke rigtig tire ham, men han ville gerne tire dem, fordi han i troen om at han gjorde det ville være i stand til at klare dem, uden at få sved på panden, men han skulle virkelig passe på, hvis han blev ved sådan kunne det jo en dag gå galt. "ja, jeg tror næsten jeg skulle gå til lærer hos dig, jeg tror virkelig jeg kan lærer noget, men indtil da må jeg jo selv se om jeg ikke kan find en rette balance, eller bare den balance jeg har indenfor jagt" selvom han ikke havde fortalt hende om hvordan han var overfor andre mennesker, så kunne hun måske ane det på de få ord han sagde, det var jo ikke en hemmelighed at han var selvsikker, hun havde jo selv punkteret det. Han smilte og begynde at grine let over hendes ord, være farlig, ja han var ikke i tvivl om at hun kunne være farlig, men det havde nok også meget at gøre med at hun var den hun var. "jamen fint med, mig, jeg glæder mig til at se hvor farlig du er så, men jeg vender på du er klar så skal jeg nok finde noget frem vi kan træne med" sagde han, det kunne dog være de ville blive forstyrret snart, han var ret sikker på at hans ven havde fået færten af ham ude i skoven og var på vej der hen, men lidt sjov kunne de jo godt havde, han ville i hvert fald gerne se hvad hun endelig kunne gøre, hvis hun havde trænet kunne det jo være hun havde et eller andet i ærmet, så han måtte aldrig undervurdere hende på nogen måde, men dog ville han starte blødt ud, så hun kunne vende sig til våbenet, men det betød dog ikke han ikke ville give hende noget modstand.

Jacob øjne blev åbnet lidt mere op, da ordrerne næsten gang kom fra hende, ja næste gang, hvornår ville det være, han ville i hvert fald ikke lade sig vende en uge mere, ikke lige nu, han var blevet alt for afhængig af hende, det kunne han allerede mærke og at være væk så længe ville være slemt, han måtte finde ud af hvordan han kunne besøge hende på en måde, hvad der skulle til for at det blev muligt, måske skulle han bare finde en metode til at kunne hjælpe på slottet, så han kunne komme et sted hen hvor hun kunne gå, nu havde han jo lavet buerne, han kunne tilbyde kongen at holde dem i stand engang i mellem og lave særlige pile til dem i bytte for at måtte gå ind i konges have og plante dem, det kunne måske virke. "du lyder jo næsten som om at du ønsker jeg kommer forbi igen en dag, men jeg passer på, det lover jeg dig" sagde han og smilte kærligt til hende, at hun ønskede han kom igen betød jo meget for ham, så der var en særlig glød i hans øjne, der viste at han var lykkelig over hendes ord. "det kunne være vi også skulle gøre det spændende, vi kan sige at så snart du kan ligge mig ned, så får du et eller andet, men jeg skal lige tænke over hvad, men bare noget der kan motivere dig" sagde han og så lidt tænksom ud, det var altid bedst at havde noget at se frem til, det gjorde at man ikke bare havde et mål om at forbedre sig, men et mål om noget man kunne opnå over det. "kan du selv tænke på noget, jeg kan give dig du ønsker" spurgte han og så lidt tænksom på hende. det kunne jo være der var noget hun brænde efter hun ikke lige turde sige til ham, eller syndes var pinligt, men her gav han hende jo så chancen for at få det frit ud. hendes beskidte kneb kunne han nu godt lig kommentaren over. "det er noget du skal lærer, du er i skoven, ordrerne her hedder overlevelse frem for alt, der er ikke noget der hedder beskidte kneb, hvis du kan distrahere en person med noget du selv kan præstere så er det et lovligt kneb, så længe det er dig der gør det" sagde han, det var jo måden at overleve på, selvom han selv var imod sådan noget som fælder eller noget i den stil i skoven så var en kamp mand mod dyr en kamp hvor alt kunne taget i brug, for en ting var sikkert hvis dyret kunne tage det i brug ville det tage det i brug. "men jeg ville nu stadig gerne se hvad du kunne af beskidte kneb" sagde han og blinkede til hende som en lille kommentar.

Jacob lage mærke til at det han prøvede at komme frem til lykkedes, hun rødmede faktisk af hvad det var han sagde, men det så også sødt ud. "jeg føler mig beæret, men det hele passer nu også til dig, den søde rødmen, de fine fødder og så bare det at du virker mere naturlig når du går rundt sådan, tro mig, du vil også nyde at gå i græsset med bare tær" sagde han og kom så helt tæt på hende efter at havde kigget ind i hendes øjne i længere tid. "hvis det ikke var fordi at jeg holde for meget af dig, ville jeg kidnappe dig og holde dig her ude foreviget med mig, for det her syn er for skønt til at lade være" hviskede han drillende, men stadig meget kærligt, hun var virkelig fantastisk som hun sad her, han kunne side her med hende i timevis, uden at havde nogle problemer med det. Han smilte til hende da hun drak vandet, "hvad syndes du om det" spurgte han. dog som de sad der, med deres hænder folde sammen, var han ikke klar på at få vand i hoved, han lavede en lidt sjovt grimasse med ansigtet og grinte så lidt. "hey det er da ikke fair" sagde han og lod sin hånd gå ned i vande og plaskede noget vand op på hende igen, hun skulle ikke tro hun bare slap for det, han kunne endda finde på at skubbe hende i vandet hvis det blev for meget, selvom hun så ville havde vådt tøj var det jo så bare at tørre det, problemet var så at hun blev nød til at tage det af for at det blev muligt.

[Lyenna Norgarthon]

At han var selviskker var da noget hun kunne lide, der var en vis charme og styrke over det så for hende måtte han da gerne være lige så selvsikker som han ville, men det kunne jo let blive et problem hvis han gik hen og undervurderede sine fjender. Det var noget hun helt klart ikke ønskede han gjorde da det kunne få fatale konsekvenser, allerede der kunne hun ikke bære tanken om at der skete ham noget og som han snakkede kunne man godt se en anelse panik snige sig ind i hendes dådyr øjne ”Du må altså gå hen og skade dig selv, hvis der sker dig noget fordi du har været uforsigtig eller for selvsikker skal jeg personligt straffe dig ekstra for det!” lød hendes ord i en ret alvorlig tone. Hvordan hun ville kunne straffe ham var så underordnede for den eneste mulighed hun fandt – hvis han overlevede at have undervurderede en – var at hun nægtede at se ham indtil han betragtede sit liv for mere værdifuldt. Et sted vidste hun hvor hård en straf det ville være for hun ville næppe selv kunne holde sin egen straf ud. Ved hans næste ord smilede hun et skævt smil ”Jeg er klar når du er” sagde hun lettere drillende og udfordrende. Det kunne jo være sjovt at se hvad der kunne ske, hun regnede ikke med at kunne nedlægge ham men hun ville da forsøge på det. at hans ven havde fået færten af dem anede hun ikke, ja hvor skulle hun vide fra at dette dyr kom og fik som den ville. Desuden var de eneste dyr hun rigtigt havde stået overfor heste, hunde og katte.

Hun bemærkede at hans øjne blev større ved hendes ord hvilket blot fik hende til at smile kærligt. Havde han da troede andet? Hvis det stod til hende ville hun slet ikke skilles fra ham, men desværre var det ikke tilfældet. Tænk at hun overhoved havde det sådan, for en uge siden havde hun været imod alle sine forældres ideer om at finde hende en mand, ikke kun fordi de selv ville finde ham men især fordi hun ikke ønskede en mand og ikke havde ment at hun havde brug for sådan en. Nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at være i hans nærhed og ønsket om at blive kaldt hans hel og holdent var stort, og ja det var kun en uge efter og to efter knap to møder. ”Selvfølgelig ønsker jeg du kommer forbi, jeg ville ønske jeg kunne se dig hver evig eneste dag i stedet for en uge imellem…” svarede hun blidt og kærligt. At han måske kunne få et arbejde på slottet var jo ikke helt utænkeligt, især når man havde ønsket hans buer til prinserne så kunne det jo være at man ønskede flere i hoffet til adelig og andre? Det var da en god mulighed for at være på slottet? Gløden i hans øjne gjorde hende helt varm om hjertet og hun kunne ikke andet end at smile varmt til ham. Hans følgende ord fik hende til at le en kort latter ”Ja hvorfor ikke” svarede hun muntert, det ville da være sjovt at se hvad han kunne finde på at komme med til hende. Da han fortsatte og derved selv lod hende vælge så hun eftertænksom ud, der var en ting… men det var ikke just noget han kunne give hende. Desuden var det noget de allerede havde snakket om og var blevet enig om begge at kæmpe for så det var jo ikke nødvendigt. ”Jeg kan ikke komme på noget, men en ting er sikkert, uanset hvad du kommer med vil jeg elske det” svarede hun blidt og dog oprigtigt. Ved hans næste og derved forklaring smilede hun skævt ”Jeg kan se hvad du mener, men mit kneb ville næppe virke på dyr” sagde hun og strøg hånden en enkel gang gennem håret. Hun havde ingen planer om at fortælle ham hvad hendes ide havde været, og at vise ham det eller bruge den overfor ham ville heller ikke ske, det var hun ret sikker på. Hun smilede ved hans sidste kommentar ”Narh jeg tvivler” svarede hun drillende.

At han bevidst havde forsøgt at få hende til at rødme anede hun ikke, men det var lykkedes for ham op til flere gange efterhånden hvor det endelig var ret underligt for hende. normalt rødmede hun ikke så meget men det var som om at det han sagde betød mere end det hun hørte fra andre. Hun havde før fået komplementer for sit udseende og andet, men der havde hun bare hævet brynet eller sendt vedkommende et advarende blik, med Jacob var det anderledes, hun nød at høre ham sige den slags til hende om end hun følte sig forlegen og næsten hver gang rødmede. Hun nød tanken om at føle jorden rigtigt under fødderne og græsset, det måtte kilde en smule, som vandet gjorde nu. Han satte sig tættere på hende hvilket hun naturligvis var meget bevidst om, hans hviskende ord kunne have fået hende til at rødme igen men hun forsøgte virkelig at styre det. Hun så op på ham, lagde hovedet mod hans skulder og hviskede blidt ”Du giver mig helt lyst til at blive kidnappet” tonen var en anelse drillende, men noget sandhed var der skam over det, for hans liv virkede så meget enklere end hendes. Efter at have smagt på vandet hørte hun hans spørgsmål ”Det smager godt, ja der er faktisk mere smag i det end i det vand man har på slottet” svarede hun med en tydelig overraskelse i stemmen. ”Livet er ikke fair, så må du jo bare hævne dig” svarede hun drillende til hans næste ord efter at hun havde fået sprøjtede noget vand over ham, han gengældte det også og hun grinte da det kolde vand ramte hende. Hun tog den anden hånd til sig og brugte nu begge hænder til at sprøjte vand på ham mens hun selv forsøgte at trække sig væk for ikke at blive ramt af det han muligvis ville kaste på hende. Hun lo hjerteligt og tog sig ikke af om hun lige blev våd, det tænkte hun ikke videre over. Det var ikke hver dag Lyenna følte sig så fri, derimod skete det så sjældent at det var så befriende at have den følelse.

[Jacob Letonia]

Jacob kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes ord, så hun ville faktisk straffe ham for at blive skadet, han vidste ikke hvad hun ville gøre ved ham, men en hver ting der gjorde at han blev nød til at komme tæt på hende ville nok være for efter sådan noget. "jeg må indrømme at jeg ikke frygter din straf, jeg ville selvfølgelig aldrig ønske at komme tilskade, men vel vidende om at hver en skade kunne havde kostet mig livet ville gøre mig lykkelig over at se dig, selv hvis du skreg af og, var vred på mig og mere, så bare at vide at jeg så dig igen ville søre for det ikke var en straf" sagde han kiggede lidt drømmende op i himlen, når han tænkte over det så havde han faktisk aldrig prøvet at havde det på denne måde, men det han tænkte på at selvom han legede med dødens terninger var der kun en ting der ville få ham til at tænke to gange over at gøre det, for han vidste hvis spillet blev tabt så ville han aldrig se hende igen, det var noget han ikke ville lade ske. Han kiggede pludselig på hende og smilte mere, nu skulle hun lærer at træne i skoven, dog selvom hun nok ønskede at han bruge hans fulde kraft, det ville betyde at han kunne bruge sine atletiske fordele mod hende, selvom mange havde den evne, så var der ingen der kunne bruge træer som ham, i hvert fald ikke nogle han kende. "jamen så lad os da se at komme i gang, vi har jo desværre ikke foreviget endnu, der skal arbejdes mere før vi kommer der til" sagde han og blinkede til hende og rejste sig fra bredden og gik roligt hen mod teltet, han tog fat i to at de støtter der holde det oppe og rev dem op, man kunne nu se de havde været meget langt nede i jorden og var utrolig lange, en næsten hel menneske længde det var en passende tykkelse til man kunne holde om den og bruge den, det var tydeligvis været tænkt igennem da teltet var sat op, et våben var altid tilgængeligt. "kom og tag dit våben" sagde han med et smil.

Jacob smilte kærligt tilbage til hende, ordene varmede ham særligt inden i, selvom han nok ikke havde forstillet sig at hun ikke ville se ham igen, så var han glad for hun sagde det, hun skulle nok også få ham at se igen, før end hun troede, han skulle bare lige finde ud af slottet og han var efterhånden ret interesseret i at snakke med nogle han kende for at få planerne, bare så han kunne se hende, så kunne det endda være at hun ville se ham tættere på end hun lige troede. "frist mig nu ikke for meget, tænk hvis du finder mig imorgen aften vække dig om natten bare for at stryge din kind og sige godnat fordi jeg ikke kunne lade være" sagde han og strøg roligt hendes kind, han kunne faktisk godt finde på det, han skulle vel bare snyde et par vagter, men det var vel ikke være end hvad han havde gjort før. "men se mig skal du nok og før en uge er gået" hviskede han roligt i hendes øre. Han lyttede til hende, så hun kunne ikke finde på noget, det undrede ham faktisk lidt "så du kan ikke finde på noget jeg kan give dig for en sejer, der er intet jeg kan give dig du ville blive glad for" sagde han, han kunne måske selv finde på noget, men det var altid letter selv at høre det fra personen der sagde det "bare husk, du kan bede om hvad som helst, jeg kan ikke love dig at jeg kan give dig set, men jeg vil gøre mit bedste" sagde han med et lille smil og blinkede til hende, han måtte da se om hun ikke kunne finde på noget, så han ikke skulle tænke over det før de startede. Han lyttede til hvad hun sagde, så det kunne ikke bruges på dyr, hvilket nok ville sige det var mere til mennesket selv, det kunne være lige fra abstrahering til det kunne være mentalt, men nu måtte han se det. "så er det da heldigt at jeg er din modstander og at jeg ikke er et dyr, men hvis det skulle være nødvendigt kan jeg også bruge kneb du ikke vil kunne forstille dig" sagde han med et smil, men det var mere fordi hun var den hun var han istand til at kunne bruge disse triks.

Jacob smilte til hende, hun var virkelig følsom på dette punkt, han kunne få hende til at rødme meget og han kunne gøre det tit uden problemer, men han var glad for det og det betød meget for ham at hun viste at han kunne betyde så meget "bare vendt en dag, så bliver du, det bliver bare med alles gode vilje" sagde han med et smil og blinkede til hende da hun sprøjtede mere på ham, og det kolde vand ramte ham "hævn skal jeg nok få, bare vendt" sagde han og tog sin hånd ned i vandet og bruge en del kraft på at lave en mindre bølge der kom hen mod hende, i det samme kom han meget tæt på hende og løftede hende så op, så hun ikke længere var på jorden, bølgen var brugt for at få hende til ikke at nå at reagere. han gik roligt ned i vandet med hende i sine arme og begynde at sænke hende langsomt. "se hævn" sagde han med et drillende smil som hun langsomt kom tættere på vandet med hele kroppen.

((sorry for powerplay ))

[Lyenna Norgarthon]

Hvis han bare vidste den straf hun overvejede ville han nok skifte mening. Hans svar fik hende til at sukke ”Jacob, hvad hvis jeg sagde at straffen netop var at du ikke ville få lov at se mig” hendes stemme var blid og dog alvorlig hvor hun blidt rakte ud og lod fingerspidserne berør hans kind ganske let. ”Hvad tror du jeg vil gøre hvis jeg hørte du var kommet noget til? Være nu bare forsigtig ikke” hun ønskede ingen dårlig stemning men alligevel ville hun gerne understrege at hun virkelig mente det. Hun anede virkelig ikke hvad hun ville gøre af sig selv hvis der skulle ske ham noget, bare tanken fik maven til at trække sig sammen og hjertet til at hamre hårdt og dunkende mod brystet. Han betød alt for meget for hende til at hun kunne bære at der skete ham noget, han var det bedste hun vidste og den eneste person udover hendes barnepige og lærer som hun kunne være sig selv overfor. Han kunne lide hende som hun var, tænkte ikke på hendes fejl og mangler for dem mente hun selv hun havde mange af. Hans blik blev pludseligt vendt mod hende hvor hun lod hovedet glide en anelse på skrå og sendte ham et spørgende blik. Hans ord og blinken gjorde hende forlegen men han var heldigvis hurtigt oppe og hun rødmede ikke. Snart fulgte hun hans eksempel hvor hun roligt rejste sig op og fulgte ham med blikket idet han rev to at teltets støtter. Hun så overrasket på de to våben og gik tættere på, tog imod den ene da han rakte hende den. Vægten kom en anelse bag på hende men hun havde et fast greb om den. Roligt bakkede hun en smule fra ham, holdt hånden frem og bevægede den i ganske få simple bevægelser der var en anelse klodsede. ”Den er tung” erklærede hun om end hun ikke gjorde mine til at række ham den eller give op, i stedet for svang hun den endnu nogle gange for at lade armen og kroppen vende sig til dens vægt.

Hun var ærlig overfor ham, hun havde ingen grund til andet. At hun holdt af ham var jo ikke nogen hemmelighed, ellers ville hun næppe have taget skridtet og besluttet at tage med ham hertil. Hans kærlig smil fik sommerfuglene i maven til at kilde og hun smilede lige så kærligt tilbage hvor hendes gyldne øjne fandt hans blå øjne. Hans ord kom da stærkt bag på hende hvor hun i få sekunder viste den overraskelse inden et muntert smil spillede over hendes læber, hans fingre der strøg hendes kind fik hende svagt til at gyse, men kun svagt ”Det lyder nok forkert, og jeg burde slet ikke sige det her men; Jeg vil nok føle mig som verdens heldigste kvinde hvis du gjorde” svarede hun oprigtigt. Det var da noget hun kunne drømme om, for drømme var jo ikke just ulovligt ”Men det er desværre lettere sagt end gjort, mine gemakker er ret bevogtet” fortsatte hun med et skævt smil, det var jo ikke løgn, de kongelig gemakker var ekstrabevogtet. Hans hviskende stemme fik hende kort til at lukke øjnene og lytte til den, hun elskede hans stemme, og frygtede lidt at hvis hun ikke hørte den hver evig eneste der så ville hun blive skør! Hans følgende ord, der tydeligvis lød ret undrede og dog spørgende fik hende hurtigt til at vende blikket mod ham ”Tværtimod, alt hvad du giver mig vil glæde mig… hvis det hjælper har jeg en svaghed for røde roser” rettede hun sig selv og smilede skævt, det med roserne var ikke løgn, hun elskede roser, de kunne gøre underlig ting ved hende. Men ærligt, hun kunne ikke komme på en gave, et lille smil spillede dog snart over hendes læber ”Hvad hvis jeg taber, får jeg ikke en trøstepræmie? Ikke at jeg gør” fortsatte hun selvsikkert. Da de atter snakkede om deres kommende kamp eller udfordring smilede hun ”Jaså, kan du give en demonstration..?” spurgte hun en anelse drillende, for hun ville da virkelig gerne vide hvad han kunne finde på. Hun vidste skam han kunne finde på noget, men alligevel ville hun gerne vide hvilke tanker der lå bag disse ord. Atter vejede hun stangen mellem sine hænder, bevægede den let og svang den rundt i nogle buer.

Ja hun var følsom på det punkt, hun var jo ikke van til den slags så andet ville vel være underligt. At han nød at se hende rødme kunne hun se, det føltes faktisk ikke irriterende for det var også en måde at lære hinanden at kende på, at vide hvordan den anden reagerede på visse ting. Hans følgende ord fik hende til at smile skævt ”Jeg vil glæde mig til den dag” svarede hun lavt og dog ærligt, det kom lige fra hjertet hvilket kunne ses i hendes øjne. Hun lo muntert uvidende om hvad der vil ske om ikke så længe. Snart sendte han en bølge af vandet hen over hende hvilket fik distraheret hende fra ham og inden hun anede hvad der skete, befandt hun sig i hans favn og midt i vandet. ”Heey det er slet ikke retfærdigt det der! Jacob, nej ... mit… mit tøj bliver gennemsigtigt!” det sidste havde hun ikke nåede at holde tilbage for det var den første tanke der strejfede hende og hun klynkede sig til ham med begge arme rundt om hans nakke så vandet ikke ville berøre hende.

///Det er i orden

[Jacob Letonia]

Jacob mærkede hvordan følelsen af at noget gik igennem hans hjerte kom frem i ham, tanken om ikke at se hende hvis der skete ham noget var forfærdelig, det var følelsen af at hans krop trak sig sammen i smerte, men dog holde han sig roligt, hans smil var der stadig, det var ikke stort, men man kunne se på ham at han faktisk forstod hvad det var hun var i gang med at komme frem til med sig selv. "det ville være en stor smerte, jeg ville ikke havde det let og selvom det ville pine mig og jeg selvfølgelig ikke ønsker det sker så bliver jeg nød til at tænke videre, jeg kan ikke stoppe hvad jeg gør, dog kan jeg tage det mere roligt" sagde han lige så stille, han ville aldrig stoppe med at lege med dødens terninger, for det var det spil der kunne få ham tættere på hende og det var det eneste der kunne, ellers skulle det være sådan her resten af livet og på den måde ville hun blive gift væk til en anden. "jeg ved hvordan du ville havde det, præcis på samme måde hvis jeg hørte der var sket dig noget, jeg ville dømme mig selv for ikke at være der og beskytte dig, jeg ville gå sort og overveje hvad jeg kan gøre nu, dog i modsætning til dig ville jeg tage af sted fra hvor end jeg var i verden for at komme til dig og finde ud af hvordan du havde det, men jeg vil da håbe på du stoler nok på mig til at tro på at jeg kan tage vare på mig selv" sagde han stille og roligt og kiggede hende så beroligende ind i øjne, han havde svaret på hendes spørgsmål ved at vise hende hvad han ville gøre og så måtte hun for håbenlig se at han faktisk godt forstod hvad det var hun døjede med, tanken om hun blev skadet var u udholdelig. Han så hvordan hun holde på staven da hun endelig tog den ene fra ham, hun havde en helt del at lære, men at kæmpe med en stav var også svært hvis hun normalt kæmpede med sværd og så videre, det var helt anderledes. Han startede med at tage et doble tag på staven, der var et godt mellemrum og han fik den til at svinge i cirkler i hans hænder, så det var som om staven lavede en mur mellem dem og luften blev blæst blid mod hende. "du kæmper normalt med sværd, et svært er en forlængelse af din arm, som gode lærer siger, men en stav har intet med det at gøre, en stav er svag i en hånd, selvom rækkevigen med en stav bliver længere når du bruger en hånd så bliver dit angreb svagt, det du arbejder med når du har med en stav at gøre er at forsvare dig selv til du har en åbning da en stav er let at være defensiv med, slå kun få at gøre modstanderen nervøs, men et rigtig angreb er sådan her" sagde han hvorefter hans stav stoppede brat og styrtede mod hende, han havde holdt lavt på den, men med begge hænder og stavens ene ende pegede mod hende, dog var den stadig en halv meter fra hende, han havde tydeligvis styr på staven og vidste hvad et angreb var. "man kan også kæmpe efter mindre angreb, men det kræver først at men lærer at staven ikke er et våben du kan høre til en del af din krop, det er et redskab og det er sådan man skal føle det, men et redskab der kan alt" sagde han roligt med et smil og kiggede afvende på hende.

Han tænkte over hendes ord verdens heldigste kvinde, det ville ikke være så lidt, men vagter i massevis skulle han forbi, men det betød ikke at han gav op, han havde lært en ting eller to, han måtte bare være hurtig i hvad han lavede, hans evner havde i hvert fald ikke rustet af at han havde set hende 2 gange, han var så skarp som han altid havde været og han havde ikke tænkt sig at give op. "du bliver måske overrasket, det er ikke kun tyve der ved hvordan man sniger sig af sted" sagde han med et smil, han vidste godt at han havde lovet at passe på, men lige her vidste han hvad han lavede, han var ikke en der tog det hele på en gang, han prøvede sig frem, fandt ud af små ting af gangen, han kunne bruge en måned på at finde ud af hvordan vagterne arbejde og hvordan han kunne komme ind. det skulle nok lykkes ham, men han ville ikke sige for meget til hende, han kunne jo gøre det til en overraskelse. Jacob grinte lidt af hende, så alt ville være godt og hun kunne godt lig røde roser, det var da en masse han kunne give hende, men han fik efterhånden en plan om hvad han kunne gøre. "lad os sige det sådan her, hvis du ikke vinder får du en lille trøstepræmie imorgen morgen, den vil blive leveret ved første øjekast du tag ud af dit vindue, men hvis du vinder så giver jeg dig en overraskelse ud over det sædvanlige om præcis 3 dage, du skal bare gøre det samme den tredje dag, vågne og du får den ved første øjekast du tag ud af vinduet" sagde han med et smil og blinkede til hende, han havde en plan til det hele men det ene ville tage længere tid at planlægge end det andet. hun ville godt kende hans triks men han rystede på hoved. "du får dem at se hvis jeg skal bruge dem, så du må oppe dig så jeg bliver nød til at bruge dem for at du får dem at se" sagde han med et smil og så lidt drillende på hende, han havde ikke tænkt sig at give hende en fordel så let. "men lad mig så se dig komme imod mig, prøv dig frem her i starten er jeg kun defensiv, så du kan lærer grebet og hvordan det føles" sagde han og stod klar til hende.

Jacob nikkede og smilte til hende, det ville han også, hans hjerte ville længdes efter den dag, men han kunne ikke bare begive sig hen i en drøm endnu, han skulle arbejde, det var den eneste måde at komme frem på, han måtte sætte sit liv og sjæl på spil for at nå så langt som han skulle. "så er vi to" hviskede han roligt til hende og smilte bare, det var den store dag for ham. Det hele var lykkes som han havde set det, hun var nu i frygt for vandet, men det så ud til det var fordi at hun var bange for han så hendes krop, han begynde bare at grine. "det kan vi da let fikse" sagde han og lukkede bare øjne, han ville nu ikke kunne se hende, men som hun begynde at hænde fast rundt om hans hals og han var nu ikke istand til at få hende ned, så i stedet begynde han bare selv at sætte sig ned. "du slipper ikke" sagde han, mest fordi han vidste han ville kunne nå at tørre hendes tøj let, han kom længere og længere ned i vandet dog stadig med lukkede øjne, som han kom under vandet, kom hun også og da hun ikke var helt nede, holde han hende stadig fast, så hun nu ikke slap væk og lage sig så helt ned i vandet, så hun nu også ville komme helt under vandet, men kun i få sekunder før han satte sig op igen i vandet med et grin, hans øjne var stadig lukkede.

[Lyenna Norgarthon]

Hun kunne tydeligt se at ordene trængte igennem til ham og selvom hun nok aldrig rigtigt ville kunne gøre alvor af den straf så var det en måde at vise at hun mente det alvorligt. Han smilede, ikke stort men alligevel var det et smil der viste at han forstod. ”Jeg ønsker ikke at du stopper, jeg ønsker bare du er forsigtig” svarede hun i en lav og hviskende tone der tydeligt bare præg af bekymring. Hun vidste at han var nød til at gøre noget, og det irriteret hende voldsomt at hun ikke kunne gøre noget for at hjælpe. Det var ikke fair at han skulle kæmpe mens hun ikke rigtigt havde andet at gøre end at vente. Hun lyttede roligt mens han fortsatte ”Jeg stoler på dig, jeg vil ikke tøve et sekund med at sætte mit liv i dine hænder, men… det virker som om at du tror mit liv er mere værd end dit.. det er hvad der bekymre mig” svarede hun med et svagt suk. Hun ønskede bare ikke der skete ham noget, det var vel ikke et for stort ønske var det? At det så ikke altid kunne lade sig gøre var da også forståeligt, han var jæger og det var også fint nok, men hun frygtede for at han skulle ende som bytte. Hun forstod godt hans ord, det gjorde hun virkelig, og hans beroligende blik hjalp da også en smule, men helt forsvandt bekymringerne ikke.

At hun havde en del at lærere tvivlede hun ikke på! hun anede jo ikke hvordan dette våben blev brugt og måtte enten få vejledning fra ham eller prøve sig frem. Hun kunne allerede der se forskellen mellem staven og sværdet. Sværdet var jo langt lettere at håndtere, men måske ikke lige så effektiv? Men nu var de også to helt forskellige våben og hvert et blev brugt på en måde. Hendes blik hvilede roligt på ham idet han greb fat om sin egen stav med begge hænder, hun lod hovedet glide på skrå mens hun kort stak stav i jorden og fulgte ham med blikket. hendes blik havde tydeligvis ændrede sig, fra den blide drømmende skær til mere alvorlig og fokuseret blik der slugte enhver bevægelse og træk i sig. Hans bevægelser var hurtige og hun måtte anstrenge sig for at følge med alligevel gled blikket hen over hans skuldre, arme og position hvor hun indprentede sig hans bevægelser og stilling. Vinden hans bevægelser skabte var ikke voldsom, alligevel legede den med hendes løse hår en anelse og hendes tøj. Hun lyttede til ham dog uden at se på hans ansigt men fokuseret i stedet for på hans krop. De sidste ord kom bag på hende og da han angreb hende reagerede hun blot ved at trække staven op i vandrat stilling for at blokker hans angreb. Han standsede dog og hun åndede lettet op, sukkede svagt og nikkede som tegn til at hun havde forstået hans ord.

Hun ville nok blive ret overraskede hvis han pludselig dukkede op i hendes gemakker, men positivt overrasket. Det lød for hende som en umulig sag, men nu havde hun aldrig hørt om nogen der havde forsøgt at snige sig ind i nogen af de kongelige gemakker. Hans ord fik hende til at småle ”Nej selvfølgelig ikke, jeg sniger mig tit omkring” svarede hun og blinkede drillende om end det var ærligt, for dette møde ville aldrig have været aktuel hvis ikke hun havde sneget sig ud af slottet og byen. Da han begyndte at snakke kom præmierne gled et smil over hendes læber ”Jeg vil glæde mig, og jeg skal nok vinde” svarede hun selvsikkert. Hun var allerede spændt på at se hvad præmien ville være. ”Oppe mig? Det bliver ikke svært” svarede hun drillende og strammet en anelse grebet om staven mellem hendes hænder. Hun nikkede da han bad hende angribe ham og trådte nogle skridt tilbage mens hun forsøgte at få det rette greb om staven. Efter nogle sekunder fandt hun det der virkede som mest rigtig, hendes hænder hvilede roligt på lidt under midte af staven med omkring 25 cm mellemrum. Hun syntes at have et ordentligt greb om staven og da hun følte sig klar svang hun staven imod ham, ikke hårdt men alligevel med en smule kræft i. Efter det første angreb fulgte enkelte i en høj fart som hun ikke engang selv havde regnet med kunne lade sig gøre.

At han lukkede øjnene fik hende til at sukke svagt, det ændrede næppe på særlig meget. Vandet berørte atter hendes fødder og sneg sig op ad hendes ben som han sænkede dem ned i vandet. Hun gispede svagt der vandet greb fat om hendes bukser og strammede grebet om ham en anelse. Han så dog ikke ud til at have i sinde at stoppe ”Du er ret ond lige nu” svarede hun i et forsøg på at være alvorlig men alligevel ikke helt. Vandet nåede hende snart til brystet og inden længe var hun fuldkommen under vandet hvor hun lige nåede at få noget luft i lungerne. Hun holdt vejret i de få sekunder de var ned i vandet, og gispede svagt da de atter kom op til overfladen. ”Du er tosset” sagde hun, hostede svagt og strøg noget af det våde hår væk fra ansigtet. Hun så ned af sig selv, tøjet var drivvådt, korsettet føltes virkelig tung da den havde sugede en del vand. Tøj og hår klistrede til hendes krop, men hun frøs ikke… ikke endnu. Og ganske som forventet, blev tøjet gennemsigtigt.

[Kelloft]

Propecia In Women Hair Transplant Acheter Viagra En Ligne Suisse viagra Cialis De Lilly Icos Buy Cipro Xr Online Acheter Cialis Bordeaux