A trip!

[Jacob Letonia]

Jacob grinte lidt af hende, men kunne ikke lade være med at give den lidt ekstra, selvom han nok godt vidste at hun ikke kunne svare så meget igen nu, så ville hun jo nok lærer det, som man oftest sagde, skulle man lærer for at blive mester og hvis han kende hende ret, så skulle det ikke tage lag tid, så var det ham der fik den igen uden at kunne svare, hun var jo den type, hun gav aldrig op før hun opnåede at gøre det rigtigt. "jamen dog, holder jeg så godt fast på dig" sagde han og grinte, men kunne dog ikke lade være med bare at smile over hendes ord. "jeg er glad for du har det godt og jeg er virkelig glad for du er her, vi får nok ikke de her ture tit, men jeg vil se om jeg ikke kan få lidt flere adgange til slottet, jeg kan stadig huske lidt af systemet og spiller jeg mine kort rigtigt tror jeg du da kan få mig at se i hvert fald en gang om ugen" sagde han, hvilket også gjorde at han ville kunne se hende, dog skulle han også tænke på tårnskoven og på sit job som jæger, det kunne jo være han nogle gange lige var væk i en måned, men det ville han jo nok fortælle hende først. "Så der er intet jeg kan gøre for dig for at give dig modet op eller noget, ja du siger jo du ikke helt har lyst til jeg hepper på dig, men kan jeg ikke gøre noget, bare jeg ikke skal bruge begge arme så gør jeg det" sagde han med hentydning til at de dog sad på en hest, så han skulle nok på en eller anden måde holde fast så de ikek begge fløj af. "lad mig stille dig et spørgsmål, før jeg svare, har du nogle sinde mødt en fugl der ikke kan synge? sagde han, men det var let at fortælle hun kunne synge, da hun havde nynnet havde hun haft kontrol over de toner hun gav fra sig og det sagde alt, det var faktisk en let måde der gjorde ham klar over hvem der kunne og ikke kunne, man skulle bare havde et godt øre.

Han smilte over hendes ord, så hun følte sig som verdens heldigste kvinde, ja han vidste jo desværre ikke præcis hvad det var hun så i ham, men han mente da i hvert fald han var bare lidt mere værd en de adelige, men hun var også vild af natur, så deres personlighed passede nok også godt sammen. "du har nok ret, men man kan heller ikke være andet når man ser så godt ud og er en af de mest vidunderlige mennesker i verden" sagde han bare og smilte til hende, ja det var så hans måde at se på det, for han ville nok aldrig blive enige med hende om at det var ham, men sådan var hver person sin egen. Han ville dog kæmpe for at blive den mand hun både ville vælge og virkelig fortjente, men en skønne dag skulle det nok komme, han skulle bare bevise landet at han var virkelig kunne tillade sig at bære navnet Letonia og gøre navnet stolt. Da un begynde at tage bindet af og gav ham det tilbage smilte han bare til hende og gav hende det i hånden. "så tag jeg den ikke på, men behold det, når du kommer hjem så bind det hvide stof i dit vindue eller balkon eller hvor du nu sover, det kan jeg nok udnytte en dag at jeg ved hvor du sover" sagde han med et lille smil til hende, det var nok også hans egen måde at kunne komme hent il hende og faktisk ligge en besked eller noget i den stil. "hvis det betød jeg fik flere berøringer af dine læber tror jeg let jeg kunne lære det" sagde han lidt drillende, han var næsten lige ved at placere et kys i hendes nakke, men gjorde det dog ikke, han holde stadig sig regel.

Jacob smilte ned til hende, nå ja, men heller være på den sikre side, han skulle jo nøde komme på en forkert side af hende nu når de havde det så. "om ikke andet så tag undskyldningen for en anden gang hvor jeg måske gør noget dumt og bær over med mig" sagde han og grinte meget let, han vidste godt det ikke var sådan det ville fungere for nogle, men så var ordrerne da ikke helt spildt, de var blevet brugt på en fremtidig gang at han så måske skulle sige det to gange der, gjorde jo ikke nogen stor forskel, han vidste jo også han ikke var perfekt, fejl skulle der nok komme. Han nikkede med forståelse på at hun bare ville sige til, så var der i hvert fald ikke noget problem der, hun skulle nok sige til eller klage, han var ligeglad bare hun sagde til, så hun ikke kom til skade.

Jacob nød at mærke hende komme så tæt på ham, ja det var virkelig noget han nød,d et var lige som det skulle være, bare dem der sad og nød ride turen, mens han fortalte hende om landet. hun virkede virkelig forundret over hans liv, men han var nok ikke helt så enig med hende, som han kunne være. "spændende kalder du det, hårdt passer nok lidt bedre, mit problem var at for at kunne føle mig som noget måtte jeg ud i naturen, jeg har kæmpet med mit familie navn og det med at jeg skulle være et falsk barn, kun jæger accepterede mig fordi en del af dem kende mig, fra før, men dog har jeg da fået en spændende bedste ven i skoven" sagde han og tænkte lidt over det, hans "kæledyr" kunne man vel kende det, selvom man nok på ingen måde kunne kalde den det, han havde ikke tæmmet den, han var blevet venner med dem, mellem dem var de på lige fod. "hvis jeg skal være ærlig er det at møde dig her udenfor konge borgen, men jeg vil tro du mener ud over det ikke" sagde han med et lille grin og kiggede hende spørgende ind i øjne, nu når hun lå så langt nede mod ham var det muligt. Hendes reaktion fik ham til at grine, men nu skulle han se om han kunne gøre hende bare lidt rød i hoved, bare lave lidt sjov, men uden at irritere. "undskyld, men vil da du heller havde et kys i nakken Lyenna" sagde han og lage hoved på skrå, måske ville det virke at få hende til at rødme bare lidt, men det var også for at få hende ud af irritationen.

[Lyenna Norgarthon]

Hun skulle nok blive god til det, især hun havde ham til at hjælpe sig hvis de blev ved med at drikke og svare hinanden tilbage skulle hun nok lærer det. Da han fortsatte så hun alvorligt på ham ”Det kan blive for farligt, De skal ikke udsætte Dem selv for fare det ønsker jeg ikke” svarede hun med en tydelig bekymring i stemmen, hun ønskede virkelig ikke at han bragte sig selv i fare. Jo hun ville selvfølgelig gerne se ham, hele tiden endda men at dukke op på slottet eller snige sig derind var næppe det rigtig valg. Så hellere mødes herude om end der nok ville gå længere tid mellem møderne. Hun smilede ved hans følgende ord, ja det forstod hun jo godt han brugte hænderne til at holde hestens tøjler. Til hans spørgsmål svarede hun ”Nej, men måske er jeg en undtagelse..?” svarede hun med et skævt smil. Hun var jo ingen fugl, blot noget han kaldte hende så det ville ikke betyde at hun var i stand til at synge. Noget sagde hende dog at hun selv ville blive overrasket, for hvem vidste var der skete når hun først kom ind i skoven.

Hvad hun så i ham? alt det hun ikke så i de andre mænd og som hun ellers søgte. Hun fandt blidhed, venlighed, glæde og så var han måde charmerende og sjov. Så hvorfor skulle hun ikke syntes om ham? hun smilede ved hans svar ”Se det vil jeg kunne tro på endnu mere” svarede hun blidt og drillende. Han var nu så sød, hans blikke, de blå øjne og smilende læber, det var alt sammen noget der glædede hende at se. Da han bad hende beholde stoffet så hun forundret op på ham, hans forklaring fik et smil frem over hendes læber ”Det vil jeg gøre så, men jeg tvivler på at det kan ses udefra, mit værelse ligger højt oppe, og nej De skal ikke kravle derop, jeg vil nødigt have De falder og brækker et eller andet” svarede hun blidt og gemte det ind under kappen tæt indtil kroppen så hun ikke ville tabe det eller gøre det væk. Hans følgende ord fik hende blot til at smile, hvor hun fornemmede hans ånde tæt på halsen men hans læber berørte aldrig området hvilket hun ikke anede om hun skulle være ked af eller glad for. ”Hvis du opfører dig pænt er du måske heldig” svarede hun drillende tilbage.

Hun smilede et stort smil ”Hvis du siger det” svarede hun. Det var endelig en god og sjov ide, så havde han da en undskyldning i reserve eller hvad man kunne sige. Hun kunne dog ikke forestille sig at han gjorde noget der sårede hende, i hvert fald ikke med vilje, og mon ikke hun ville tilgive ham alligevel? Det troede hun da selv at hun ville gøre for han var virkelig den eneste ven hun lige havde, og det hun følte for denne ven var ikke bare en følelse for venskab men meget mere, en følelse som gav hende kriller i maven og maven trak sig helt sammen ved at tænke på det. Som de fortsatte på hesten bemærkede hun faktisk ikke at hun blev træt, det ville hun nok når hun kom ned men omgivelserne var så smukke og indbydende at hun ikke kunne andet end at nyde det hele. Hun kunne ikke tænke på andet lige nu, og slet ikke disse såkaldte smerter.

Hun nød ligeså meget at sidde som hun gjorde som han nød at føle hende så tæt på sig. Hun nød virkelig at vide at han var lige der, med armene beskyttende omkring hende og mere tryg kunne hun ikke føle sig. Hun nød at observer de ting han udpegede for hende, de forskellige dyr der dukkede op og de folk der kiggede på dem. Hun smilede venligt og vinkede til nogle børn, de var så søde, så uskyldige og så frie. Ved hans svar overvejede hun hans ord, ja det lød jo meget rigtigt, og det var vel ikke underligt hvis det havde været hårdt. Hun svarede ikke hvor hun blot lyttede, han havde haft en hård barndom det var helt klart. ”Hvem er så det?” spurgte hun da han nævnte en ven i skoven, ville hun møde denne ven? Måden han sagde det på gav hende indtrykket af at det ikke var et menneske, men nok nærmere et dyr, det ville hun gerne se! Da han omtalte deres nuværende møde som det bedste smilede hun ”Ja noget andet end det..” svarede hun med et smil. Han grinede over hendes reaktion og hun så forundret på ham for hun kunne se at han ville sige noget af den slags der ville gøre hende flov eller genert. Ganske rigtigt rødmede hun ved hans ord og så væk ”Siger du at du gøre den slags for at undgå at kysse mig” svarede hun i et forsøg på at virke en anelse flabede om det virkede vidste hun ikke. Hun vendte blikket op mod ham igen uden at den røde farve havde forladt hendes kinder helt endnu, hun rakte hånden op mod ham, strøg blidt hans kind og lod hånde stryge blidt ned over hans hals i et forsøg på at give lidt igen.

[Jacob Letonia]

Jacob holde et grin tilbage, hun var bange for at han kom til skade, den skulle han lige tænke over to gange, han ville selv mene at det var farligere at han rejste rundt, han var hunt, manden der gik i kamp mod de værste dyr i landet for at befrie landsby folk for dem, men det var måske ikke lige det han skulle sige til hende, men han legede med dødens terninger til dagligt, han skulle jo også opnå mange ting før han rigtig kunne tillade sig at sige han havde opnået det han gerne ville, han skulle bevise at han kunne holde hans tip tip tip oldefars navn i ære, han havde fået givet af den daværende konge for mange vintre siden og at selvom hans far havde besudlet navnet, så ville han føre stoltheden i arv. "jeg tror ikke du behøver at tænke på min sikkerhed, jeg er nok ingen tyv, men jeg arbejder med ting hvor man skal være mere stille end det, så tag det roligt" sagde han med et lille smil og blinkede til hende, han ønskede ikke hun var bekymret for ham, for han kunne ikke tillade sig at tænke for meget på hans sikkerhed. Han rystede roligt på hoved over hvad hun virkelig sagde, hun virkede bange for at hun faktisk ikke kunne synge, men det var vel på en måde sådan hun var. "der er ingen fugl i denne verden der er en undtagelse og ingen i denne verden kan havde så stor tone kontrol når man de synger uden at synge godt og det gælder også for dig min sangfugl" sagde han og kiggede hende ind i øjne, med et kærligt smil, jo det var han helt sikker på, det var umuligt at hun ikke sang godt, så skulle det være fordi hun brød sammen af angst fordi hun var bange for at synge.

Jacob grinte, ikke for at håne hende, men han syndes bare det var sjovt det hun sagde, men nok også fordi at de var blevet enige, hvilket han ikke lige havde regnet med skete lige med det samme, men ja hvorfor ikke, hvis det på en måde også gav ham ret var der jo ikke noget galt i det. han satte stor pris på at hun var her, han var faktisk lidt ligeglad hvad der gjorde hun kom her, bare at hun kom her til ham, for han var da helt sikker, han var dybt forelsket. "så blev vi da enig om noget" hviskede han lige så stille i hende øre og kiggede så ud på landskabet igen, det var smukt, det var friheden han var van til og med hende var det bare så meget mere, hvis han bare kunne være sammen med hende sådan resten af livet var alt ligemeget, men nu var det dog det at for nogle sinde at få en chance sammen med hende måtte han først få sit navns stolthed tilbage. Han kiggede lidt på hende forundrende, det hun jo faktisk gjorde var at udfordre ham i hans øre, hun mente ikke han var i stand til at kunne komme op til hendes vindue, han havde klatret mure mange gange, det var ikke et problem at komme op til hende, skulle nok heller ikke være det. "normalt er det sådan at jeg lader fugle flyve for mig, men hvis jeg vil der op en dag, så kommer jeg der op og jeg tror ikek noget i denne verden kan stoppe mig" sagde han bare og det lille hvide stof skulle han nu nok klare at finde det var intet problem, men han havde hundrede vis af måder til at kunne komme op til hende på eller på at få en besked. Jacob grinte af hendes blide ord, så hvis han opførte sig pænt "den bliver svær, opføre mig pænt, skal jeg så til at være høflig og sådan" sagde han drillende ind i hendes øre, han havde set hendes reaktion på han var tæt på at kysse hende før, så han prøvede at drille hende lidt, han kom igen meget tæt på hende, men dog kun så hun kunne mærke hans varme hånde helt tæt, før han rykkede sig igen.

Han grinte af hende, så havde han da den til gode, men hvad han skulle bruge den til vidste han ikke, måske kunne han bruge den hvis han kom op til hende ved hendes vindue, så vidste han da at hun nok ville blive lidt sur over at han bare sådan havde udsat sig selv for fare, men det skulle nok gå, han var ikke bange for at få lidt skrammer og han ville aldrig lade sig blive skadet af noget så enkelt. det var ikke sådan han var. han kunne godt mærke på det hele at han havde noget specielt her, noget han altid ville ønske sig, noget han ville hade sig selv for at miste og elske at beholde, hans hjerte bankede lidt hårdere ved tanken om det, men han ende bare med at smile til hende og kiggede ned på hende, den skønhed han nu havde hos sig, kunne nok havde fået hvad hun pegede på, men nu var hun her med ham.

Jacob kiggede på hende, så hun ville gerne vide hvem dette dyr var, men det var vel letter sagt end gjort. "det var min hårdeste jagt jeg nogle sinde har haft, en kamp der varede flere dage, hvor vi begge ende med at ligge foran hinanden udmattede til det yderste, efter det tror jeg bare vi accepterede hinanden som lige mænd, men ja, jeg kan da vise ham senere når vi tag ud i skoven, han er et flok dyr, men han bor i nærheden af mit hjem for at kunne holde styr på når jeg kommer tilbage" sagde han og smilte lidt til hende, ja han havde et hjem i skoven, men han gik aldrig ind i det, han ville ikke gå ind i det, han havde forladt det, men han tog hen til huset for at bruge redskaberne der var udenfor og der havde han også en bål plads, han ville normalt ikke der ind. "hvis det skal være noget andet må det være min første jæger opgave jeg tog, da jeg kom tilbage med problemet var det en fantastisk følelse da landsby folkene tog imod mig, den glæde der kom en i møde var fantastisk, det fik en til at føle at man var ment for noget bedre og alt det jeg havde været igennem havde været det værd" sagde han med et lidt drømmende blik, det havde mange gange været sådan når en opgave var klaret, men første gang havde været fantastisk. Han kiggede lidt tænkende på hende indtil han mærkede hendes berøring, det var helt fantastisk, faktisk glemte han alt omkring sig og var lige ved at glemme hesten, der lavede en lille lyd der fik ham til at vågne, nej hvor var det dejligt, men han red, han skulle bare koncentrer sig lidt. han tog sig sammen og kiggede ned på det let røde ansigt. "du bruge feje triks" sagde han med et smil, selvom han ikke havde ønsket at hun gjorde andet. "men det kan man vel godt kalde det, det får mig i hvert fald til at holde hvad jeg lovede dig første gang vi mødes" sagde han og pustede hende let på panden og lod en hånd nusse hendes kind lige så stille.

[Lyenna Norgarthon]

At han ikke tænkte på sin egen sikkerhed vidste hun jo intet om, men havde hun vidst det ville hun helt klart ikke have brudt sig om. Han skulle da passe på sig selv, andet ville da være helt dumt. Ville han måske bryde sig om at hun var uforsigtig eller bragte sig selv i fare? Hvis han gjorde så ville det undre hende, i hvert fald ville det være underligt hvis han følte det samme for hende som hun følte for ham. hun vidste på forhånd at dette forhold eller hvad man nu ville kalde det ikke ville blive hverken let eller hyggelig, jo i stunder som disse, men deres forhold ville være bygget på kærlighed og næppe accepteres så de måtte kæmpe for at opnå hinanden. da han beroligede hende smilede hun blidt ”Jeg tænker ikke på andet Jake, være nu forsigtig. Jeg ved godt jagt ikke er let eller ufarligt men det mindste du kan gøre er at forsøge at være forsigtig… for min skyld…?” sagde hun en anelse spørgende, for selvom hun ønskede at han var tryg og i sikkerhed så vidste hun virkelig ikke hvor meget hun kunne tillade sig at bede ham gøre for hendes skyld? Kendte de hinanden godt nok til den slags? Jo hun var vel en anelse bange, nervøs og bekymret for hun havde aldrig sunget for nogen før, aldrig blevet bedømt så hun syntes næsten han forventede for meget af hende. ”Hvis du siger det” svarede hun svagt, selvtilliden voksede ikke just men han var da sød siden han forsøgte at opmuntre hende på den måde.

Ja de blev enige, men det var da også lettere at tro på at hun var smuk end at hun direkte var en engel, det var nok en for stor sammenligning. Hun var måske flot i hans øjne men engel ville nu næppe blive, de begik vel ikke fejl og var tætte på gud, var det ikke det man sagde? Jo det var det vidst, hun begik vel allerede fejl ved at snige sig ud med ham, for hendes forældre ville sikkert gå amok hvis de opdagede at hun var væk. ”Det gjorde vi” svarede hun blidt og kastede et blik rundt hvor hun i det fjerne kunne se en del træer, hvor længe de havde redet vidste hun ikke men der var nok gået noget tid. Hun elskede og nød sine omgivelser lige så meget som han nød deres omgivelser og hendes selskab. Det hele var så rart på så mange punkter. At han tog hendes næste ord som en udfordring havde jo slet ikke været meningen overhoved! Tværtimod! ”Du gør det ikke, hvis du falder springer jeg efter dig!” sagde hun og understregede derved hvad hun mente med tryk på ordene. Ordene var dog røget ud af hendes mund uden at hun havde tænkt ordentligt over dem og hun følte sig forlegen over ikke at kunne styre sin mund i nærheden af ham og at han overhoved kunne få hende til at reagere så voldsomt. Hun smilede stille for sig selv og ved hans svar kunne hun ikke lade være med at smile ”Høflig? Som i adelig høflig? Nej da, men alligevel opføre dig pænt” hvordan pænt vidste hun ikke det var nok derfor hun ikke helt vidste hvordan hun skulle forklare det. Hans stemme fik det til at kilde i halsen da hans ånde svagt ramte den idet han havde hviskede hende i øret og hun kunne ikke helt lade være med at strejfe sin egen hals ved denne fornemmelse.

Måden han fortalte om dette dyr på fik det til at lyde som et monster ikke et dyr, hun lyttede med interesse men han nævnte aldrig navnet på dyret og hun ville gerne vide det. ”Hvad hedder det dyr så!?” spurgte hun ivrigt for hun ville virkelig virkelig gerne vide det. ”Og bor du i den skov vi skal til?” spurgte hun videre for han snakkede jo om et hjem i skoven så det var vel der han boede…? Da han fortsatte og nævnte at hans første jagt nok havde været det mest spændende han havde været ude for smilede hun, det undrede hende nu ikke, det ville vel kun være naturligt. ”Nu har du ikke spurgt mig om noget, men det bedste jeg har oplevet er at møde dig, og det mener jeg, jeg kan virkelig ikke komme på andet..” svarede hun, alt det hun havde oplevede var ikke nær så vidunderligt som det hun følte i nærheden af denne mand. ”Hverken da jeg første gang fik et sværd i hånden eller ved min første tur til byen alene var det som jeg har det nu, og det kan jeg kun takke dig for…” sagde hun blidt. Han var virkelig noget særligt, og det havde hun absolut intet imod at fortælle ham, for han fortjente at vide det. Hun kunne se at hendes berøring kort bragte ham ud af fatning hvilket hun ikke kunne andet end smile over, hans ord påvirkede hende, og hendes berøringer påvirkede ham, så var de da kvit. Hans ord fik en blid latter over hendes læber ”Nej da, jeg bruger hvad jeg har akkurat som du gør” svarede hun blidt. Han tænkte meget på de ord han havde sagt sidst, de om at han ikke ville kysse hende før hun gav ham lov. Blot tanken om at kysse ham fik hende til at rødme og hun skyndte sig at se væk. Skoven kunne hun nu se, de havde redet i et godt stykke tid efterhånden og hun nød at se den store skov foran sig.

[Jacob Letonia]

Jacob smilte lige så stille for at beroligende hende lidt, hun var vidst meget bange for at han skulle komme til skade, han levede jo dog stadig ikke for at kunne havde verdens længste liv, han levede for at bevise at han kunne give hans familienavn en oprejsning igen, men når han tænkte sig om, så ville det ikke gøre noget hvis familien ikke gik videre på nogen måde, men som han begynde at tænke, så brede lysten til at gøre mere i livet sig når han var her sammen med hende, han ville ikke bare vise sin familie frem til lysere tider, han ville havde hende i sit liv, han ville give sit familienavn et løft så han kunne være sammen med hende, det var jo begyndt at betyde mindre og mindre at hans familie var det som de var blevet, bare han kunne være sammen med hende. "jeg skal nok gøre mit bedste for at passe på, for din skyld, bare lov mig du så ikke holder mig tilbage, for jeg kommer aldrig op til dig, med mindre jeg gør det jeg gør" sagde han og kiggede nærmest drømmende ind i hendes øjne, for det var sådan det føltes den fremtid han ønskede og det de lavede nu, det var alt sammen en drøm, en drøm han agtede at gøre til virkelighed. Han grinte lidt af hendes svar, endnu ikke for at plage hende eller nedværdige hende. "jeg stopper med at plage dig, men stol på dig selv, det kan være at du gemmer et talent verden behøver når du ikke prøver dig frem" sagde han og smilte til hende, han han ville ikke presse hende til det her, hun skulle selv være klar til det selv, ellers ville det måske også ødelægge det for hende, så han måtte bare give hende alt den tid hun skulle bruge, men hvis hun ikke ville få et lille skub bare i ny og næ ville hun måske bare benægte det for altid.

Jacob morede sig nu stadig lidt over at de blev enige, selvom de så tit havde været lidt uenige, men det var nu stadig sjovt. Han nikkede bare. "vi må til at passe på det her, vi ender jo bare med at det bliver en vane" sagde han med et grin, ja det ville nok blive lidt kedeligt, men han ville aldrig tro at de kunne blive ved sådan, det lå slet ikke til dem, de var jo fra forskellige verdener og det var nok også på nogle punkter disse uenige hedder der gjorde det sjovt for dem. han kunne pludselig se hvordan hun blev utrolig fast besluttet på at han ikke skulle lege med noget liv her og slet ikke hans eget. "rolig, jeg ville aldrig klatre der op hvis jeg kunne falde, men jeg tør ikke gøre det i tanken om at du ville hoppe efter mig, jeg ville fortryde at overleve sådan et fald hvis jeg blev nød til at indse at jeg var skyld i din død, det ville ikke være en verden jeg ville leve i" sagde han og lage roligt mærke til at hun blev rød i hoved før hun vende det væk fra ham han lod endnu en gang sin hånd glide blidt og nussende hen over hendes kind og så hendes hals, stille og roligt og meget blidt, han gav sig også god tid til det. "så lader jeg være med det, men jeg ved ikke lige hvordan jeg skal være sød, men vil da prøve mig frem, i hvert fald for dig, jeg har vidst intet at miste vel" sagde han og blinkede til hende, på et eller andet punkt kunne han ikke stoppe med at tænke på hvor meget han skulle gøre for at få hende, hvor langt der var og hvor meget han skulle igennem, man han ville ikke give op, han ville aldrig give op om hun så blev giftet væk ville han stadig forsøge at komme ved hendes side, hendes liv og lykke blev langsomt mere og mere hans ønske end noget andet.

Han tænkte sig lidt om, hvad hed det dyr, det havde han aldrig rigtig tænkt over, han havde ikke givet ham et navn, det var jo ikke nødvendigt blandt dem, de talte lige så meget med reaktioner som med ord, faktisk var deres krops udtryk det de talte mest med, da det eneste et dyr ville forstå på snak var tonefald, så heller lade den læse det. "han har ikke et navn, det er ikke nødvendigt, dyr er meget mere simple end os, men deres liv er også meget nemmer, mange gange ville jeg ønske jeg kunne være netop ham og bare leve livet sådan" sagde han, det var jo rigtig nok, alt var så simpelt her, det eneste der var med rank var Alpha han og så var det det, du kunne ikke være rig og havde en titel, du skulle vise din styrke for at det var muligt. "jeg boede der, det er Samsons gamle hus, men jeg har ikke været der siden han gav mig et brev hvor han sagde farvel, han gik ud efter sin sidste jagt, jeg har ikke været inde i huset siden" sagde han, dog var det ikke meget lang tid siden, men det var dog et godt stykke tid siden, han havde vandret meget, men det havde han også gjort nogle gange før Samson døde. "jeg er glad for du føler sådan, så har jeg da gjort noget godt på min vej kan jeg da høre" sagde han med et lille smil, men stoppede da hun sagde noget om hun havde holdt et sværd, kæmpede hun med det. "bruger du et sværd" spurgte han forvirret, selvom hun havde virket meget tilpas med et våben i hånden da hun skød med buen havde han aldrig forstillet sig at hun havde brugt et sværd før, det var jo noget af nogle ting man arbejde med der. Han pustede hende igen i nakken fordi han kunne. "jeg bruger ord, du bruger berøringer, hvad ville du sige til jeg gjorde noget af det samme på dig" sagde han og så pludselig at hun rødmede igen, var det fordi at de havde snakket om at han ville kysse hende, det virkede lidt sjovt, men han måtte drille hende lidt, bare lidt. "er du da bange for et kys" sagde han og lod sin mund være helt tæt på hendes hals, uden at han rørte sig væk fra den, men han lod ikke læberne berøre hendes hals, han havde ikke selv rigtig set det, men skoven kom tættere og tættere, man kunne efterhånden rigtig se dem, så det ville ikke vare lang tid før de var fremme, men han havde for travlt med at drille hende.

[Lyenna Norgarthon]

Selvfølgelig var hun bekymret! Og det skyldtes ikke at hvis han kom noget til ville hun kede sig eller ikke have nogen der tog hende med ud på eventyr, det var overhoved ikke det! det der lå i hendes bekymring derimod var de følelser der næsten blændede hendes dømmekraft, de følelser han havde formåede at vække i hendes i løbet af et møde og en uges savn! Følelser hun nød men som hun frygtede for hun anede virkelig ikke hvordan dette ville ende, eller hvor dette ville føre hen. Hun stolede skam på ham, frygtede intet når hun var sammen med ham men var det nok? Nej det var det ikke! For nu var disse ture lige hvad de ønskede, men hvad så når de ikke længere kun ønskede disse ture? Hvad skulle der så ske!? Hun anede det ikke, turde ikke engang tænke på hvad der kunne ske. hans svar gjorde det da overhoved ikke lettere for hende, skulle hun love ikke at holde ham tilbage? Jamen.. hvad hvis det han gjorde var farligt? Hun ønskede ikke den titel, hun ønskede ikke at han blev anerkendt og givet sin titel tilbage, det eneste hun ønskede var at være sammen med ham om de så skulle leve i en hytte med adskillige huller i taget! Hun vidste dog at hun ikke kunne få mere end det ud af ham, og derfor måtte hun stille sig tilfreds for nu ”Jeg lover dig at jeg ikke vil holde dig tilbage, men jeg lover dig ikke at jeg vil bryde mig om det” svarede hun nærmest i en advarsel om at hun nok ville fortælle ham hvor utilfreds hun var med det han lavede hvis det blev for meget. Hans blik der hvilede i hendes var så blid og drømmende at hun straks fik kriller i maven og blev en smule nervøs. Hun undgik at rødme ved at få kontrol over sig selv. Da han fortsatte og atter snakkede om hendes stemme smilede hun ”Jeg skal tænke over det, men helt ærligt, hvad skal verden med min stemme.. de har nok mere brug for at jeg gøre andre ting end synge” svarede hun med et lettere skuldertræk.

Hun grinte svagt ”Åh bare rolig, vi kommer næppe til at kede os for der er en masse ting ude i verden som vi nok er uenige om” svarede hun drillende, men mon ikke det var sandt? ikke engang et par fra samme social klasse var enig om alt, det var sjældent man fandt nogen i det hele taget der var enige om alt, det ville også være underligt. Hun havde absolut intet imod at diskutere med ham så længe det ikke blev alvorligt og blev til et skænderi eller sådan noget, men om hun ville bøje sig selv hvis de kom dertil anede hun virkelig ikke. Hun var ret stædig når det kom til hendes mening om ting der vedrørte politik og økonomi, men det var også det der havde fået hendes var til at udskyde tanken om ægteskab i et år eller mere. Selvfølgelig skulle han ikke lege med sit eget liv, det ville hun da forbyde ham hvis hun kunne det, men nu var det ikke fordi hun var i stand til det, hun havde forladt slottet og derved det sted hun havde autoritet og var nu ikke længere prinsesse Lyenna, men bare Lyenna. Hans svar kunne have fået hende til at smile, men hun forblev alvorlig og så indgående på ham med et fast blik ”Jeg mener det virkelig, jeg gøre det!” hun mente det i disse øjeblikke men om det blev aktuelt vidste hun ikke, hun håbede virkelig ikke han ville giv hende en grund til det. Hans fingre strøg blidt hendes kind og hun gøs en anelse hvilket han sikkert kunne fornemme at hun gjorde, hans hånd var så rolig og blid og den fortsatte ned over hendes hals hvor hun fornemmede pulsen der steg og hjertet der hamrede derud af. Hun smilede svagt ved hans ord, det føltes anstrenge at gøre noget, selv det at smile. Hun vidste ikke hvad hun skulle svar, og derfor nøjes hun med at placere sin hånd ganske blidt over hans. Han måtte virkelig kæmpe for at få hende, desværre ville hun selv tage ham som han var nu, uden titel eller noget for den slags materielle goder betød ikke så meget for hende. Det der derimod gjorde var at hun blev respekteret og var sammen med en mand som virkelig holdt af hende og ikke af hendes penge. Han skulle kæmpe så meget for at opnå hendes faders tilfredshed og folks anerkendelse, det var et sted så trist.

Hans næste svar satte blot flere spørgsmål hos Lyenna, hun ville vide hvad dette dyr var for en slags. ”Jeg er nu glad for du ikke er ham, hvem skulle ellers have befriet mig?” svarede hun forklarende og dog med et varmt smil over sine læber. Det han havde gjort for at hjælpe hende var utrolig stort, mange ville nok ikke havde gjort det af frygt for at ende i fare eller sådan noget. At Samson var død havde hun slet ikke opfattet før nu, hun havde troede at manden var i live men nu så hun at det ikke forhold sig sådan. Hun så op på Jacob for at se om han var okay, det var vel kun i orden hvis han ikke var for han havde vel næppe fået snakket ud med nogen om hans følelser. Godt nok var hendes egen forhold til sine forældre ikke det bedste eller mest kærlig i verden, men hun vidste at det ville ramme hende hårdt hvis en af dem kom noget til. ”Det er jeg ked af at høre, klare du den?” spurgte hun forsigtigt. Hun smilede blidt til ham ”Du har gjort mere end bare noget godt, du har forandret mit liv” svarede hun blidt og kunne nu se det forvirrede udtryk i hans øjne da hun nævnte ordet sværd. ”Bruger og bruger, jeg har i hvert fald fået træning i at bruge våben, kasteknive, dolke, sværd og bueskydning. Det var derfor jeg kunne ramme skydeskiven sidste gang, det er nemlig ikke første gang jeg holder om en bue. Desværre er der bare ingen der ved det, ingen udover manden der træner mig og min kammerpige som ved alt om mig, og nu dig selvfølgelig” svarede hun ærligt. ”Mine forældre synes ikke det er anstændigt at jeg får træning i våbenbrug, de mener jeg har vagter nok til at beskytte mig” fortsatte hun lidt efter mest for sig selv. Få sekunder efter blev hun atter pustet i nakken, denne gang var det dog ikke et chok, hun skulle til at komme med en bemærkning da han kom hende i forvejen og bragte hende til tavshed med hans ord som fik hende til at rødme kraftigt. Hun bed sig i underlæben idet hun forsøgte at trække sin hætte på igen for at skjule den rødmen. Heller ikke dette lykkedes da hans læber pludselig var lige ude for hendes hals, og hun måtte standse midt i sit forsøg. Ved hans ord mærkede hun hans ånde mod sin hals og lukkede svagt øjnene, hun måtte anstrenge sig for at holde sin puls i ro og for ikke at sukke om end hun kvalte et halvt suk. ”Vil du ikke være det hvis du aldrig var blevet kysset før” svarede hun og lod atter øjnene glide op, opdagede at skoven var helt tæt på nu og fandt det som en god ide at gøre ham opmærksom på det for at skifte emne ”Skoven! Vi er fremme” udbrød hun med en tydelig glad tone.

[Jacob Letonia]

Jacob kunne virkelig godt mærke på hende at hun ikke var bildt med at lade ham gøre sådan ting, men han kunne godt forstille sig det, hvis han en dag vidste at hun skulle ud i fare ville han da aldrig blive enige med hende om hun skulle af sted eller ej og han ville nok følge efter hende for at sikre hendes sikkerhed så godt han kunne, for var der en ting han ikke ville opleve i sit liv var det da at hun kom alvorligt til skade eller det der kunne var værre, det var en tanke der fik ham alt for meget tilbage til hans mor, smerten ved at se hende liggende ude foran deres hus, næsten pint til døde, hvad de soldater ikke havde gjort ved hende bare fordi hun var hustor til hans far. Han følelser for hende var blevet meget kraftige, men det havde nok også meget at gøre med alle de ting hun havde gjort, hvordan hun havde været i stand til at røre hans hjerte bare ved få ord, hvordan hendes blik havde fået ham til næsten at blive åndeløs, det var en fantastisk følelse, men det gjorde ham bange for at miste hende og han var bange for hun følte det på sammen måde som ham. "jeg ved du nok ikke ville være glad for alt, men lige meget hvor meget jeg gerne bare ville tage dig med mig og vise dig verden og bare glemme alt om titel og så videre, så ved jeg også at det her land ville være imod os, jeg kan ikke tilbyde dig sikkerhed, fordi jeg ville være kendt som en forbryder der havde bortført dig, det ville nok være min største lykke, men den ville nok desværre være kort, så vil jeg heller kæmpe for en titel og give dig et liv du fortjener, så jeg ikke bliver fjende af verden" sagde han, det var endelig ikke fordi han var bange, han ville med glæde gøre det for hende, men hvis de blev fanget, hun ville nok blive taget tilbage og han blev nok bare meget enkelt slået ihjel, men hvad ville der ske med hende, han ville ikke lade hende komme til skade på den måde. Hendes snak om sang fik ham til at smile. "sang skaber glæde, det troede jeg da du vidste, hvis folk høre sang bliver de glade, det giver dem mere liv og energi, sang er en af de største livsglæder i verden" sagde han, det var tydeligt at han virkelig holde af sang, men det var også fordi hans mor havde været en god sanger, han havde lyttet tit til hende mens han var lille, den tone hun skabte fik ham til at falde til ro.

Han nikkede til hende, det havde hun jo så ret i, de kunne nok ikke gå ret langt før de kom i gang med det igen, hvilket nu også var meget sjovt "det har du nok ret i" sagde han og grinte lidt, ja det var da helt sikkert, de var virkelig ikke som hinanden, dog havde de de vigtigste ting af de samme, de var vilde af natur og de ønskede frihed på dette punkt. han kiggede lidt på hende, hun virkede pludselig meget alvorlig, det virkede underligt for ham, men det var vel fair nok, hun var som hun var, han ville heller ikke lave det om. "tag det roligt, jeg gør det kun i nødstilfælde" sagde han og kiggede på hende, for at beroligende hende med hans svar. Han ville ønske at han kunne få hende bare som de var nu, bare at de kunne tage af sted og nyde resten af livet sammen og glemme om alt andet, bare de to, det kunne være fantastisk, han følte nærmest at de hørte sammen, på trods af deres meget lille tid hvor de havde kendt hinanden, så var de virkelig bare knyttet nu, han ville aldrig kunne glemme hende eller få hende ud af hans liv.

Han kiggede hende ind i øjne, ja det havde hun jo så ret i, han ville aldrig kunne havde befriet hende hvis han ikke havde været hvem han var. "ja og jeg havde aldrig i mit liv ville ønske ikke at kunne befrie dig, for så ville jeg aldrig kunne mærke dig her ved min side" sagde han bare, han havde næsten bare glemt hvorfor han gerne ville være hans ven, for så længe han var sammen med ham, så var det her en fantastisk verden. Han kunne se at hun virkede meget bekymret for ham, men det var på ingen måde nødvendigt, han var jo glad som han havde det nu. "tag det roligt, Samson døde som han gerne ville havde det, jeg har det fint med det og det var nok min eneste måde at komme videre på" sagde han, brevet Samsom havde givet ham havde været skubbet ud i verden hvor han kunne komme videre. Han smilte roligt til hende. "du har også ændret mit, du har givet mig meget mere mening i det jeg laver og det sætter jeg meget stor pris på, jeg er virkelig glad for at havde fundet dig, livet er ikke kun en jagt på en titel mere, det er en kamp om et lykkeligt liv med dig" sagde han, for at vise at det her virkelig var hvad han brande for nu, selvom han nok også var ny forelsket så var han sikker på at han ikke ville give slip på hende for noget. Han lyttede til hvad hun sagde, ja det var ikke så lidt. "ja, men så må du da i hvert fald være bedre med sværd end mig, jeg har aldrig ville løfte et sværd, men buen er jeg god med og dolk det samme" sagde han med et smil og kiggede ind i hendes øjne "men hvorfor vil de ikke havde du lavet noget af det, din mor skyder da med bue" sagde han undrende. Han blev ved med at drille hende, han var helt tæt på hende, hans læber var kun få centimeter, han var faktisk meget tæt på at kysse hende, men han gjorde virkelig meget ud af at han ikke gjorde det, han havde lovet det, han ville ikke gøre det, men var det hendes første, havde hun virkelig aldrig kysset en person før. "deres første, det ville jeg ikke tage med mindre de ønskede det" hviskede han og lod bare næsen strejfede hendes hals før han rettede sig op og kiggede ud over skoven der kom frem foran hende. "ja, hjem kære hjem, det er rart at være tilbage" sagde han med et grin.

[Lyenna Norgarthon]

At han forstod hende var da kun godt, så skulle hun nemlig ikke ind i dybe forklaringer der nok tog en evighed. Desuden så ville han da vide hvordan hun havde det og det ville jo være forklaring nok i sig selv. At han selv havde det på samme måde hvor han ikke ønskede at se hende i fare og nok forsøge at forhindre hende hvis hun bragte sig selv i en farlig situation var netop den samme følelse som løb gennem hendes krop. Forskellen var ganske enkelt blot det at hun næppe ville kunne rede ham hvis han bragte sig selv i fare under jagt eller andet af den form. Hun havde nok mere at sige hvis der skulle ske noget på slottet men selv der var det begrænset. Grunden til hendes egne voldsomme følelser for ham kendte hun ikke helt, hun vidste i hvert fald at det skyldtes hans personlighed og måden han behandlede hende på, med respekt men som en ligemand. Det var nok et af de træk hun havde ønskede at hendes mand skulle have, og at hun fik dem men hos en mand som manglede titel og navn for at gøre det hele aktuelt var næsten smertefuldt. Hun ønskede ikke at være adskilt fra ham, men hun vidste at det ikke kunne være anderledes som tingene så ud nu. Desuden var han jæger, og en fri fugl, sådan var det og at holde ham tilbage i et slot ville næppe være muligt hvor højt hun end måtte ønske det. Men hvad hun i virkeligheden ønsket var at de begge holdt sig fra slottet, for hvis han kom derind så var han bundet med samme normer og idealer som hun, og så mistede han den frihed han havde, det ville han næppe kunne finde sig i eftersom han ikke var van til det. hun lyttede roligt til ham og vidste at han havde ret, desuden ønskede hun jo netop ikke at bringe ham i fare og derfor ville hun selv ikke gå med til det ”Jake, jeg ønsker ikke at løbe væk med dig, vores liv er i forvejen for kort til at bruge det på flugt” hun holdt en kort pause hvor hun kort så ned på sine hænder inden hun atter vendte blikket mod ham ”Jeg ved det ikke er fair at bede dig om det, men jeg ønsker et trygt og roligt liv ved din side. Du skal vide at du ikke kæmper alene for det her, jeg kæmper ved din side” sagde hun blidt og dog mente hun hvert et ord. Han skulle ikke være alene om at kæmpe den kamp, og hun ville absolut ikke lade ham kæmpe den alene! Så meget var sikkert. Glæde ved sang? Ja selvfølgelig men sang var ikke nok til at rede liv, det bragte ikke mad på bordene og gav tøj til kroppen. Hun ville gerne hjælpe de fattig og dem med behov for det, men hvordan kunne hun det med sin stemme? Hun forstod dog alligevel hvad han mente, engang imellem var håb nok til at man fortsatte kampen og det kunne sang godt vække i folk. ”Jeg kan nu godt se hvad du mener, men så må jeg hellere begynde at øve mig” svarede hun blidt og dog ærligt. Hun ville da godt bringe glæde, det var da det mindste hun kunne gøre, men hun skulle vidst lige øve sig først inden hun kastede sig ud i det.

Blot for at drille og understrege at de nok havde en del de kunne være uenige om svarede hun ”Selvfølgelig har jeg ret, det har jeg da altid” den drillende tone var ret tydelig at høre og på ingen måde svær at opfatte. Godt nok var de forskellige på nogle punkter men de havde skam også fællestræk hvilket gjorde det langt mere spændende for dem, tænk hvis hun ikke havde været så vild efter at opleve verden? Så havde det nok ikke lykkedes ham at lokke hende ud af slottet, for det var lige hvad han havde gjort, lokkede hende ud af buret og ud i verden, dog ikke helt alene for han var der til at hjælpe, støtte og beskytte hvis hun skulle få behov for det. Kun i nødstilfælde? Ja så var det vel i orden, men hvorfor var hun så så pokkers bekymret!? Hun endte med at sukke og nikke, uden at give et svar for hun anede virkelig ikke hvad hun skulle sige.

Hun smilede ved hans svar, et varmt og glædesfyldt smil. Han var så fantastisk at hun ikke kunne andet end syntes om ham og holde af ham. Følelser der var indtil for en uge siden havde været ukendte fyldte hendes unge krop, følelser der fyldte hende med glæde og energi og en lyst til danse og føle sig fri. Da han atter beroligede hende og gav hende en mindre forklaring smilede hun et lille smil, bare han havde det godt var alting godt, eller bedre end det. ”Hvor mange vintre er du endelig?” spurgte hun, for det var slet ikke faldet hende ind før nu at spørge om hans alder. Hun regnede med at han var ældre end hende, men han virkede ikke til at være særlig meget ældre, hun ville i hvert fald aldrig give ham mere end tyve år, og det skyldtes mere hans kropsbygning end hans udseende at hun gav ham så høj en alder. Da han fortsatte kunne hun ikke andet end få lyst til at omfavne ham, hans ord betød alverden for hende, for hun kunne høre ærligheden i hans stemme og det glædede hende virkelig at han havde det på det på samme måde som hun havde det. Da han fortsatte og nævnte hans egne evner med sværd smilede hun ”Måske skulle vi prøve en dag, det kunne i hvert fald være morsomt at se hvem der var bedst til det, men jeg advare dig, jeg har haft et af landets bedste lærer” det var ikke løgn Arontala var en ret god træner om end det nu efterhånden var længe siden hun sidst havde set noget til ham. Da han spurgte om hvorfor hun ikke måtte trak hun på skuldrende ”Min far er nok eftergiven når det kommer til min mor, og desuden sker det at de tager ud at jæger med de adelig, jeg må ikke tage med så der er vidst ingen grund for mig til at lærer det” svarede hun med endnu et skuldertræk, hun kunne virkelig ikke gøre sig klog på sine forældre. Han nød vidst i høj grad at drille hende, og det gjorde han i stor grad, hans næsetip strejfede hendes hals og hun gyste svagt ”De skal nok få lov.. en dag” svarede hun, så kunne han da se frem til det. hans bemærkning om sit hjem fik hende til at smile, hun følte spændingen stige for hun var virkelig spændt på at se hvordan det alt sammen ville gå. Roligt fortsatte hesten ind i skoven og snart lukkede træerne sig rundt om dem.

[Jacob Letonia]

Jacob mærkede på hende hvordan hun efterhånden blev mere og mere ivrig efter at han bare kunne stoppe det her, hun ønskede på ingen måde at han tog ud i verden og gav sig selv ære, selvom hun vidste det var den eneste vej han rigtig kunne gå på dette tidspunkt, så ville hun vidst bare havde ham og det fik roligt varmen til at stige i ham, hun ønskede de var sammen og han kunne ikke forstille sig noget der gjorde ham mere glad, han følte efterhånden han havde fundet sin plads, der hvor han skulle være resten af sit liv og leve så lykkeligt han ønskede, men med tiden ville han nok også kunne falde ind i det, han ville godt kunne slå sig ned, bare han i ny og næ ville kunne lave noget, hvilket han nok godt kunne og hvis han kom så tæt på Lyenna kunne han nok også selv få en stemme ind på hvad hun måtte og ikke måtte. så han kunne nok få hende med rundt i verden og nyde den fuldt ud, nok ikke de mest farlige steder, men de kunne få lov til at komme lidt væk i ny og næ og bare være dem, men dog krævede det han også kom på god fod med kongen efter han havde renset sin titel, en mand han måtte indrømme han ikke var glad for lige som mange af de andre ældre adelige, alle dem der havde tvunget ham her til. Jacob lyttede til hvert et ord og og snakkede ikke før hun var helt færdig, så han fik det hele med fra hende. "et liv med dig ville være værd at slå sig ned for, ingen kan tæmme et vildt dyr og jeg vil nok altid søge skoven, men jeg lover dig for, at hvis jeg vidste du ville være der hjemme ville jeg næsten altid være der, jeg ville ikke ønske at gå fra din side, så hvis jeg nogle sinde får chancen for at anmode om din hånd så vil jeg altid være hos dig" sagde han bare stille og roligt, han ville gerne leve sådan et liv, han kunne godt nøjes med bare at se skoven i ny og næ, bare han fik lov til at være sammen med hende, han kiggede ind i hendes øjne, mens de kiggede op i hans, det var endelig en skøn tid de kunne bruge sammen sådan, hvordan de bare slappede af med hinanden. Musik i Jacobs verden var en stor ting, en ting der kunne flytte bjerge, noget der kunne få folk til at åbne sig og bryde ud som sommerfugle ud af deres puppe, der var aldrig rigtig noget han ikke kunne se musik ikke kunne klare, han havde set den mest hårde mand blive blød i knæene af de rigtige toner, men det var vel noget hun skulle opleve før hun kunne komme så langt. "du kan gøre lige hvad du vil, jeg glæder mig spændt på dine toner når du føler dig klar, for jeg tror næppe at du ikke har øvet dig for dig selv" sagde han med et lille smil og blinkede til hende, hun havde jo nynnet bare ude i haven og det kunne umuligt være det eneste, man behøvede ikke at øve sig på et talent, man kunne dog gøre det bedre.

Jacob løftede det ene øjenbryn og grinte så let, ja ok, der kom den vidst igen, hun ville ikke helt give sig. "ja jeg kan godt se det, frøken skoven er farlig" sagde han og blinkede ned til hende, han vidste godt det hele var for sjov, men han havde stadig ikke tænkt sig at hun ikke skulle få noget igen. Han kunne godt mærke på hende at hun var blevet lidt nervøs, hun var ikke glad ved tanken om at han faktisk skulle finde på at klatre op til hende, nej det var nok aldrig en dejlig tanke hvis hun faktisk ikke vidste hvad hans evner var, han var ret sikker på han godt selv kunne klare det, men han ville ikke gøre hende bange. Han lavede en hurtig beslutning og slap tøjlerne på hesten, kun for at lægge begge sine arme omkring hende og tage fat i dem omvendt, mens hans arme var beskyttende omkring hende og han holde hende tæt, hans hoved kom hen på hendes skulder og han lukkede øjne. "slap af min sangfugl, lige nu sker der intet og du skal ikke bekymre dig, vi er her for at nyde det, så smid tanken væk og lev livet der er her nu" hviskede han roligt i hendes øre, han blev sådan et stykke tid for at få hende til at slappe af, men måtte tilsidst rette sig op igen og lægge sine hænder normalt og åbne øjne for lige at holde styr på at hesten klarede det godt nok.

Jacob kiggede tænkte på hende, hvad hans alder var, ja han havde nok ikke en fødselsdag lige som hende, det havde han for lang tid siden glemt alt om, han vidste kun var var født om sommeren og at han var 18 vintre, men det var vel også det hun ønskede at vide. "jeg har levet i 18 vintre, så jeg er lige nu vintre ældre end dig, jeg blev født i sommeren, men efter min mors død så har jeg ikke holdt styr på min fødselsdag, men jeg ved som jeg punkterede før at du er 16 år og at din fødselsdag er her snart og du bliver 17" sagde han med et lille smil, men ville ikke fortælle hende at det var fordi han havde tænkt over en gave til hende, men den måtte jo så komme på hendes fødselsdag, hun skulle ikke se den før. Han mærkede lykken der kom til at bo i hendes sjæl da han snakkede om hendes betydning for ham, han smilte ved det og grinte lige så stille, han var glad for at kunne skabe den glæde for hende, ligesom hun skabte den hos ham, dog rystede han roligt på hoved da hun snakkede om at de kunne tage en kamp med sværd sammen. "sværdet var min fars våben valg, derfor rør jeg aldrig et sværd, jeg har trænet hårdt i bue for at opnå aldrig at ville havde behov for sværdet, jeg er blevet så god at jeg kan havde affyret en pil med stærk præstiion hurtigere end de fleste mennesker kan trække et sværd, jeg kan endda kæmpe med dolk i en grad der ville give en person med sværd problemer, jeg har gjort alt i mit liv for at kunne gå op for at jeg ikke bruger et sværd og i skoven har jeg endnu ikke mødt nogle med et sværd der har kunne røre mig" sagde han som forklaring på hvorfor han ikke ville bruge det, han ville ikke røre hans fars våben, men heller ikke besejres af det, derfor var han gået meget op for det, hans bue var alt han behøvede, hans bevægelser var hurtige og hans evne med dolk var stor. han lyttede til hendes fars evne til at holde hende nede, men smilte lidt. "du er hans datter, jeg kan ikke forstille mig at han ikke har et blødt punkt for dig, du skal bare tage de rigtige midler i brug" sagde han med et lille smil og blinkede til hende, alle havde vel et middel mod deres forældre, man skulle bare bruge de rigtige og ikke føle sig for stolt til at bruge feje triks, han var måske kongen, men han var også hendes far. han smilte roligt ved hendes ord, en dag, ja det var endelig mere end godt nok for ham, det var noget han virkelig kunne se frem til. "jeg vil glæde mig indtil da" hviskede han bare roligt, mens han var lidt drømmende, men længe var der ikke til det før de var lige foran skoven, han begynde roligt at ride lidt rundt om skoven og stoppede et sted hvor hesten kunne stå, der var en stald i nærheden, der var ikke nogle der inde så det ud til, men han stoppede der og hoppede af hesten, han kiggede op til hende og holde sine arme frem mod hende, som han var klar til at hjælpe hende ned, hun ville nok godt selv kunne finde ud af det, men han ønskede nu også at hjælpe hende, ikke kun for at være høflig, men fordi allerede da han var steget af hendes havde han savnet hendes berøring. "kom så, vi har meget at se" sagde han med et kærligt smil op til hende.

[Lyenna Norgarthon]

for hende var han perfekt, og kunne ikke blive mere perfekt end han var. En titel eller penge gjorde ham ikke mere betydningsfuld for hendes vedkommende for hun var ret ligeglad med alt det, kunne hun, ville hun have forlagt sin egen titel og penge og blot draget bort med ham. Men som han så flot havde sagt før var det desværre ikke en mulighed, hele verden ville med stor sandsynlighed være imod dem, og det kunne de næppe aldrig klar i sidste ende. Nok var skoven eller et almindeligt lille hus ikke noget hun var van til men hvis bare de var sammen og hun vidste at de altid ville være det var hun ligeglad. Hun var ret lærenem, og kunne lære at lave mad, og passe et hjem som enhver anden kvinde. Men var det virkelig hvad hun ønskede? Nu hvor hun tænkte over det var det ikke lige det, ikke fordi hun fandt det ulækkert at gøre rent eller stå i et køkken, overhoved ikke. Men fordi hun intet kunne gøre for at hjælpe andre hvis hun kom så langt nede i rang. Hun havde altid drømt om at gøre noget, forandre vilkårene for sit eget køn og bringe kvinder mere status og respekt, det ville aldrig ske hvis hun blot nøjes med et hjem, en mand og børn. Efter den mindre tale hun havde haft lyttede hun til hans svar med spidsede øre og et klart sind hvor hun både nød at høre hans stemme og meningen bag de ord hans sagde, ved de sidste ord om at anmode om hendes hånd følte hun hjertet springe et slag over. Det havde været som en drøm, og blot noget som hang i luften mellem dem men så havde han sagt det og det gjorde alt mere fantastisk og vidunderligt. Uden at tænke over at hun sad på ryggen af en hest, flyttede hun sig en anelse således hun delvist sad med siden til ham og forsigtigt lod hun armene glide rundt om hans nakke hvor hun lagde hovedet indtil hans bryst ”Dine ord gøre mig så glad, jeg føler mig helt som en lillepige igen… tak” hviskede hun svagt uden at give slip lige med det samme, og da hun endelig gjorde flyttede hun sig en anelse for at sætte sig tilrette igen. Deres blikke havde kort hvilede i hinandens hvor hun kun udviste glæde og lykke i sine egne gyldne øjne. Musik var skam også noget hun holdt af, hun nød at danse til ballerne og der var musik noget af det helt store, hun havde altid elsket at lytte til den slags beroligende musik ganske enkelt fordi den spredte glæde og varme i hendes unge krop. Jo hun havde skam øvede sig, men… hun følte sig bare så nervøs! det var vel normalt når man aldrig havde sunget for nogen før? ”Det har jeg ja, jeg tror bare at jeg undviger, forsøger at slippe uden om fordi jeg er nervøs” svarede hun ligeud og ret ærligt, for det var vel det der holdt hende fra synge.

Vedhans ord kastede hun et blik tilbage mod ham ”Heey! Det var ikke min skyld, jeg hørte det fra andre… men du sagde jo selv at der kunne være farligt” sagde hun og prikkede ham drillende på brystet hvorefter hun blinkede og satte sig tilrette igen. Hun vidste skam at han drillede, og hun han intet imod det for hun ville sikkert komme til at savne ham indtil de så hinanden igen hvilket hun ikke anede hvornår ville ske, det kunne være om en uge eller om nogle uger eller måneder, det hele afhang af hvor heldig de var. Måske kunne han gøre det, måske havde han evnerne men hvad hvis det mislykkedes? Ja hun gad end ikke tænke tanken færdig for alene det at tænke det gjorde hende helt nervøs, pludselig slap af tøjlerne og hans arme lagde sig om hende nærmest beskyttende hvor hun blev trukket ind til ham. Hans hoved blev lagt blidt over hendes skulder hvor hun blidt sin kind strejfe hans, nærmest søgende efter mere trøst. Hun smilede mildt ved hans ord, han havde ret, i stedet for at bekymre sig burde de nyde deres dejlig stund sammen ”Du har ret… igen” svarede hun og tilføjede det sidste i en drillende tone. Hun følte sig straks bedre tilpas, vidste at intet kunne gå galt lige nu og derfor behøvedes hun ikke være bekymret.

Hun så op på ham idet hun ventede på svar og han så ud til at tænke sig om, ved hans svar smilede hun skævt, hun havde haft ret! Da han nævnte hendes egen alder blinkede hun forundret ”Vent.. hvorfra ved du hvor gammel jeg er og hvornår jeg har fødselsdag?” spurgte hun med tydelig overraskelse i stemmen. Hun tvivlede på at det var en information der blev snakket om i byen normalt og derfor kunne han ikke have opfanget det derfra. At han havde overvejede en gave havde hun da ingen anelse om, for så langt tænkte hun ikke, desuden var den største gave han kunne give hende at de var sammen, mere ønskede hun ikke. Hun bemærkede hans hovedrysten hvilket forundret hende lige indtil hun fik en forklaring, ja så forstod hun da bedre. Hun overvejede hvad hun ellers kunne finde på og smilede et skævt smil ”Vi kunne også bruge dolke i stedet for” svarede han med en udfordrende tone. Det var ikke fordi hun vidste hun ville vinde for hun trænede ikke så tit og når hun gjorde var det uden modstander, derfor fik hun ikke så meget træning og han kunne sikkert jorde hende uden problemer, men hun elskede at udfordre folk og desuden kunne det blive sjovt. da han nævnte bløde punkter hos hendes far sukkede hun ”Jeg kender knap min egen far, men du har sikkert ret, jeg ser ham bare sjældent fordi han har så travlt med sit arbejde.. ja nogle gange kan det ske at han ikke kommer til måltiderne fordi han lige har noget han skal klar. Ved du hvad? jeg tror at alle andre end mig kender min far…” svarede hun, at hun havde mere ret end hun anede vidste hun ikke, for hun tænkte slet ikke over at Jacob vidste ting om hendes far som hun ikke selv vidste, nemlig at han havde været med til at Jacob og hans mor havde fået sådan et liv. Hun kunne ikke andet end smile da han hviskende svarede at han ville glæde sig, det samme ville hun. Han ledte hesten rundt om skoven og standsede efter noget tid, steg selv af og holdt armene udstrakt op til hende. Hun smilede og lod ham hjælpe hende ned fra hesten hvilket bragte hende helt tæt på ham hvor hun stod tæt ind i hans favn, lysten til at flytte sig var helt minimal men som enhver anden fin dame var det slet ikke anstændigt og hun vidste at hun måtte passe på. Hun så roligt op på ham, lod sine hænder som hvilede på hans skulder stryge ned over hans bryst inden hun skubbede sig blidt ud af hans favn ”Tak for hjælpen” sagde hun blidt ”Lad os så komme af sted” hun var spændt på det hele.

[Jacob Letonia]

Jacob fik et mindre chok over at han pludselig vende sig om mod ham og bare gav ham et kram, det virkede underligt og han skulle lige få ordenlig balance mens han sad på hesten for at sikre sig at han ikke selv faldt af lige pludselig, men dog var det en skøn følelse at havde hende her, mens hun trykkede sig ind mod sig, blev han mere og mere klar i hoved over hvor meget han holde af hende og hvor meget han ville gå igennem bare for at få chancen for at kunne være sammen med hende resten af liver, selvom han følte at det gik lidt stærkt med hans følelser, så var det ikke noget han kunne styre og han var ligeglad, det kunne gå lige så stærkt det ville, bare han var sammen med hende, det var virkelig det eneste der betød noget nu. Han fik langsomt selv lagt sin ene hånd rundt om hende, mens de sad der i lidt tid, det var dejligt, dog var han denne gang klar over hvad der skete på vejen nu. "som en lille pige, der nu skal ud på eventyr, jeg er bare glad for jeg kan bringe den lykke ind i dit liv" hviskede han og grinte let, ja det var lige hvad han var, det at han kunne være en del af hans lykke var det største for ham lige nu, intet andet. Han trak roligt på skulderne over hendes sang kommentar, hvis hun var nervøs, så kunne han ikke gøre så meget ved det, hun skulle også føle det godt at synge. "tag din tid, bare du ikke gemmer dig for evigt" sagde han og grinte lidt, ja det ville jo være synd, så han måtte se om han ikke kunne få hende frem med tiden, men lige nu skulle han nok bare lade det ligge.

Han smilte og kiggede ud på skoven der var foran dem, ja alt kunne jo være farlig. "det er også farligt at kigge ud af et åben vindue hvis du får overbalance og falder ud, men opsøger du ikke den fare, så er det ikke farligt, skoven er lige sådan, hvis du ikke opsøger faren og ved hvad du laver, så er det ikke farligt, men nok om det" sagde han bare og grinte let, hvorefter han kiggede på hende igen, hendes prikken i brystet var nu sjov. det var ikke lige det han var van til, men det gav hende da opmærksomheden. Han kunne mærke på hende hvordan hun var faldet ned igen, de tanker havde været farlige hvis de var blevet ved, der var ingen grund til at tænke negativt, de skulle havde det godt her, så der var ingen grund til at lade tankerne tage dem andre steder hen. "det har jeg jo altid" sagde han bare en lille smugle drillende for at få hende væk fra alt det dårlige.

Jacob smilte til hende, nå så det ville hun gerne vide, men der var ikke så meget i det, han havde alle sine måder til at finde ud af ting og han havde bare tænkt over hendes alder før hun tænkte over hans. "dine kære vagter talte vidst lidt over sig da de prøvede at få fat på mig da jeg skulle ud af slottet igen" sagde han og grinte lidt, det havde været en sjov lille jagt, men det var nu også fint nok. Han var meget tæt på at tage imod hendes udfordring med dolke, men han kende sin egen måde at kæmpe på og han var ikke interesseret i at kæmpe mod hende med skarpe våben. "hvad siger du til med stav i stedet, bare så jeg ikke dummer mig?" sagde han med et smil, når det oftest var dyr du forsvarede dig mod var ens kampstil med skarpe våben meget aggressiv og det skulle hun ikke udsættes for, men at træne med hende ville han godt. Han kunne mærke på hende at det med hun ikke mente hun kende sin far, var noget der plagede hende, men han mente ikke det ville være så slemt. "jeg tror ikke at du ikke kender ham, jeg tror bare at han ikke lader dig se det du kender, han er jo kongen og på en måde prøver han måske at beskytte dig ved ikke at tage dig for meget ind i hvad han laver, man prøver jo på at beskytte dig hele tiden" sagde han med et lille smil og kiggede ind i øjne, han mente ikke det hendes far gjorde var rigtigt, men det var bare sådan han så det. mens de stod der efter han havde hjulpet hende ned, døsede han lidt hen indtil hun pludselig kom ud af hans greb og ville videre, ja der var en del de skulle nå måtte han da indrømme. "fint lad os komme af sted" sagde han og gik efter hende ind mod skoven, han vidste godt hvor han først ville tage hende hen.

[Lyenna Norgarthon]

At hendes opførsel var kommet bag på ham tvivlede hun skam ikke på, for den var også kommet bag på hende. Hun havde ikke gennemtænkt det, blot reagerede på instinkt og følelser, følelser hun så småt måtte indse hun ikke kunne styre. En del af hende var glad over de følelse, en stor del, en mindre del var nervøs over hvad det kunne medføre. De havde kun mødtes to gang, havde nok tænkt på hinanden end uge og dog aldrig kendt hinanden inden da, eller jo da de engang havde været små men det var så lang tid siden at hun knap kunne huske det, kun hans øjne sagde hende noget og dog ikke særlig meget. Hun fornemmede hvordan han gengældte hendes omfavnelse hvilket kun spredte en varme af lykke i hendes unge krop. Hans svar bragte et smil over hendes læber, ja lige netop! Hun skulle på eventyr! Langt om længe. Hans følgende kommentar til hendes sang fik hende til at smile skævt ”Det tvivler jeg på vil ske” svarede hun blidt, hun ville nok slet ikke kunne gemme det i al evighed, alene det hun følte nu kunne give hende en lyst til at bryde ud i sang! Så mon ikke det skete på et tidspunkt?

Han havde en pointe der, hun lyttede dog uden at kommentere det især fordi han lukkede emnet ved den sidste kommentar og derved var dette emne ud af verden. Hun smilede for sig selv over synet af den store skov som blot kom tættere og tættere på for hver skridt hesten tog. Skoven så utrolig stor ud, og havde hun ikke været med ham ville hun nok være blevet nervøs over at hun snart skulle derinde. Men hun følte sig helt tryg med ham i nærheden, og vidste at uanset hvad der ville ske så ville han være der. Da han gav sig selv ret lo hun og rystede på hovedet af ham ”Du har for meget selvstillid” sagde hun drillende, hun havde da absolut intet imod hans selvtillid, det var derimod ret charmerende at han vidste så meget og gav udtryk for det. Han gjorde det på en måde der ikke fik hende til at virke komplet dum eller uvidende som hun tit havde set de adelige mænd forsøge sig med overfor hende.

Hun ventede tålmodigt på at få at vide hvordan han havde fundet ud af det, og hans svar kom da bag på hende. Snakkede vagterne om hendes alder? Hvorfor dog det? Hun vidste at man så frem til hendes fødselsdag ganske enkelt fordi der ville blive holdt fest, hun hadede ikke at være i centrum normalt, men når det gjaldt fødselsdagen hadede hun det mere end noget andet. For det mindede hende om at hun snart skulle smedes sammen med en eller anden fremmed mand der var mindst tyve år ældre end hende selv, og derudover hadede hun at se forældrene slå hovederne sammen og snakke om hende om lige netop dette emne. ”Gjorde de? Nu hvor du nævner det, de gjorde dig vel ikke noget da jeg var gået?” spurgte hun og så tilbage på ham. Hans svar til hendes udfordring var en anelse skuffende hvor hun måtte snerpe læberne sammen i nærmest et fornærmet udtryk ”Stav..? Du er bange for at gøre skade på mig? Du er nok god, men dårlig er jeg altså ikke” svarede hun. Selv havde hun aldrig prøvede med stav, så hun anede ikke helt hvordan det kunne gå der, men selvfølgelig var chancen for færre rifter eller skader i det hele taget større. Hun sukkede svagt ”Betyder det virkelig så meget? Jeg mener, hellere holde afstand til sin datter end fortælle hvad han laver? Er det han laver så forfærdeligt?” svarede hun, hun anede ikke selv hvor slemt det hele var, men det var vel ikke det hele der var skidt? Hun kunne mærke at der skete noget, eller mangel på samme, hvilket gjorde hende en anelse nervøs og var grund nok til at hun tog beslutningen om at trække sig bort fra ham. Han kom op på siden af hende og sammen gik de ind i skoven. Selv fulgte hun bare med for hun havde ingen anelse om hvilke vej de skulle. Enkelte gange standsede hun dog op, især nu hvor træerne havde lukkede sig om dem, der var ikke mørkt for solen skinnede gennem de tætte trækroner. Lyden af kvidrende fugle og puslende lyde var dejlig at høre. Et smil var plantede over hendes fyldige læber, et smil der ikke forsvandt. Hun lod hånden blidt strejfe en af træerne, barken var hård mod fingrene men alligevel ikke ubehagelig.

[Jacob Letonia]

Jacob smilte lidt over hendes svar, ja det var nok også godt, han vidste ikke helt hvordan han skulle sige det til hende, men det var i hvert fald godt at hun allerede nu selv var opsat på at hun godt ville havde sangen til at blive en del af hendes verden, hvilket nok også betød at han ville få chancen for at kunne høre hende synge en dag, det var jo også det der betød noget. "godt" svarede han bare også fordi han ikke ville ligge mere pres på hende, for hvis han blev ved var han sikker på at han nok ville virke pressende for hende. For ham betød det jo heller ikek noget hvis det tog hende måneder at komme frem, bare hun kom frem, før eller siden.

han grinte lidt af hende, selvtillid, ja det havde han vel, det var jo sådan han havde fået sig selv så langt som han havde nu, selvom det også var en joke han jo havde fyret af før, så var han mange gange sådan, hvis man ikke bare havde lidt selvtillid, så var man altid dømt til at tabe "selvtillid er det der bygger en sejer, hvis du tror der er noget du ikke kan, kan du heller aldrig gøre det, men det at tro på at man kan noget gør det muligt for folk, sådan er det for mennesker så vel som dyr, når først du tænker nederlag, så taber du" sagde han og smilte til hende, det var måske også for lige at leve hende lidt op, bare for at vise man skulle tro før det blev muligt, selvom mange mennesker desværre mistede dette øjeblik ved at se modgang var det noget han så meget for at opholde. "men det vil jeg nu også sige du har" hviskede han i hendes øre og smilte til hende, da det havde hun da i hvert fald vist indtil nu.

Jacob så lidt tænksom ud mens de gik igennem skoven, havde de gjort ham noget, nej det havde de vidst ikke, men han havde fået en af dem til at falde over et plankeværk og en til at falde over nogle redskaber han lage ned foran dem, men der var ikke kommet nogle efter ham i byen, fordi vagterne nok ikek ville indrømme at de i et forsøg på at smadre en fyr der endelig ikke havde gjort noget var endt med at skade sig selv ved dumheds fejl. "nej, de nåede vidst ikke så langt, de løb ind i nogle forhindringer på vejen, men sjovt så det da ud" sagde han og blinkede til hende, hvis hun havde set hvor meget sjov han havde lavet med dem havde hun nok grint en hel del, men det var måske også meget godt hun så hvordan han fik folk til at føle sig små når de havde set ned på ham, han gjorde det jo næsten til en leg. Han kunne godt høre på hende at hun lidt beskylde ham for at tro hun var dårligt, men det var slet ikke det. "det har ikke noget at gøre med dine evner, problemet er at jeg ikke er trænet til at være sparrings partner, den person du har sparet med er nok soldat eller ridder vil jeg tro, jeg er trænet her i naturen, derfor har jeg en anden måde at slås på, jeg er meget aggressiv, fordi her er det ikke bare sjov, det er den der får første stød der overlever, jeg kæmper for at få det første stød og derfor er jeg ikke glad for at bruge en kniv mod dig, fordi min kampstil kan være farlig selv i træning, men med en stav har jeg kæmpet mange gange med Samson og der ved jeg hvordan man spare" sagde han og smilte til hende, han håbede virkelig på at hun ville kunne forstå ham, selvom mange mente at en stav var et dårligt våben kunne det være utroligt godt når man vidste hvordan man brugte den. Jacob kunne mærke på hende hvordan det plagede hende at hun ikke vidste så meget om hendes far, men netop dette emne kunne han ikke hjælpe hende. "en mand der styre et helt land, må lave ofre for at få noget til at blive godt, han vil måske gerne havde du ser ham som den mand du har set ham igennem livet" sagde han, det var da i hvert fald en mulighed, selvom han var en god konge, s kunne han jo ikke hjælpe alle og for ikke at træde nogle over tæerne var det meget små ting han nok kunne tillade sig, de adelige havde jo alle magt og gik han imod dem, kunne det få meget værre følger end hvis han lod dem få deres vilje og lod det gå lidt ud over de fattige, selvom det var forkert, var det desværre sådan det mange gange gik.

Han begynde langsomt at tage mere over, så han vidste hun fulgte efter, han tog blidt fat i hendes ene hånd, med et roligt greb og nussede hendes håndryg. "kom med den her vej" sagde han og hev hende let hen igennem nogle buske, her i dette område var der en let, men sød duft af blomster, han skubbede roligt nogle grene til side der næsten dækkede alt udsyn af deres vej, og langsomt kunne man også høre et vandløb, det var ikke et vildt løb, men en blid lyd af vand der drev af sted, det blev mere og mere tydeligt, mens de gik igennem buskaset, der var en helt del og Jacob gjorde meget for at søre for hun ikke fik en gren i hoved, før han slap den, hun skulle jo nødig komme til skade., tilsidst fik han de sidste grene væk og foran dem stod der et vandløb, det var ikke meget mere end 1½ meter bred og man kunne faktisk se helt til bunden, der var måske 1 meter dybt og det var helt klart og rent, der var intet her, på den anden side af floden var der ikke andet end rosen buske og de kom i alle farver, man kunne se hvorfor det her sted var så uberørt, de høje rosenbuske rakte sig højt og man kunne ikke se ud over dem, men det var som en beskyttende mur omkring dem, den eneste indgang der rigtig var, var den vej de kom fra. sommerfugle fløj rundt blandt roserne og foran dem var der et lille frit område hvor der bare var helt frit, helt grønt græs, det var som om det her sted var skabt af naturen til at være en plads man skulle være på, halvdelen af pladsen var dækket fra en skygge af et æble træ der var vokset blandt roserne, det eneste andet der var at se var et bålsted der var blevet brugt før og et lille telt helt ude i kanten, det her var en lejer Jacob havde sat op, efter at havde fundet stedet der var ikke rigtig andre der havde været her inde ud over ham, efter hvad han vidste. "velkommen til mit ynglingested" sagde han og viste det let frem med hånden.

[Lyenna Norgarthon]

Hun skulle nok blive klar! Det var nærmest noget hun nu lovede sig selv at blive, for at glæde ham og andre folk omkring sig. Tænk hvis hun virkelig kunne sprede den glæde han havde snakkede om? Det kunne være fantastisk for hun havde altid ønsket at hjælpe folk, så hvorfor ikke begynde i det små!? Hun burde næsten selv have tænkt på det, men at det kom fra ham gjorde hende heller intet blot hun da fik ideen, og den var da ikke kommet for sent. Hun havde da absolut intet imod at han havde selvstillid, derimod var det kun godt at han var så selvsikker og fuld af selvtillid, det gjorde hende i hvert fald ret rolig i hans nærhed. ”Så det du siger er at man ikke opnår noget hvis man ikke selv tror på det?” svarede hun lettere spørgende mens hun tænkte over det han havde sagt, for det lød ret fornuftigt. Man kunne næppe overbevise andre om at man havde ret hvis man ikke selv mente at man havde ret. Han hviskede enkelte ord i hendes øre som fik et svagt smil til at bryde hendes læber, havde hun nu det? ja det håbede hun virkelig, og hvis ikke! skulle hun nok få mere selvtillid!

De fortsatte lidt i ro mens han overvejede sit svar, det var vel ikke svært at besvar for han skulle jo bare fortælle om de havde gjort ham noget, og at han sådan tænkte over det gjorde hende en anelse i tvivl om han ville skjule noget for hende. Hun så tilbage på ham idet han svarede ”Forhindringer? Du var vel ikke skyld i disse såkaldte forhindringer” svarede hun lettere drillende og dog muntert, for det lød da ret sjovt og hvis han havde givet dem en lærestreg var det jo bare endnu bedre! de fortjente virkelig en omgang tæv, eller nok ikke så slemt men hun syntes selv at de kunne være ret irriterende til tider, der var simpelthen for mange vagter omkring slottet hvilket gjorde det svært blot at trække vejret. Han havde jo lydt som om han frygtede at gøre skade på hende, hun kunne næppe måle sig med kriger og ridder men slap var hun altså ikke. Da han svarede og derved gav sig til at forklar lyttede hun og endte med at sukke ”Fint fint, så siger vi en stav… men nu skal du ikke give mig fordele eller holde dig tilbage” svarede hun med en alvorlig tone om end et smil dukkede op over hendes læber få sekunder efter. Det kunne være sjovt at prøve kræfter med en der ikke var hendes læremester, apropos ham… hvor i verden han mon var? hun havde ikke set ham i evigheder, forhåbentlig havde han det fint. En stav havde hun selv aldrig prøvet før, men han kunne vel give hende lov at prøve lidt inden de gav sig i kamp med hinanden, det var vel det mindste hun kunne få lov til med et nyt våben eller redskab eller hvad man nu ville kalde det. Hans næste ord var desværre ikke så overbevisende om end hun blot endte med at sukke og ryste svagt på hovedet ”Ved du hvad, jeg vil ikke snakke om ham eller nogen andre på slottet eller byen for den sags skyld! I dag er en slotsfri dag og det vil jeg nyde… andet gøre mig helt deprimeret” svarede hun. Det var måske ingen løsning at sige at hun ikke gad snakke om det, men det gad hun ikke for nu, de kunne snakke om det en anden gang.

Efter noget tid blev hendes hånd fanget af hans – noget hun absolut intet havde imod tværtimod – hvor hun kunne mærke hans hånd blidt kærtegne hendes håndryg. Hun smilede stille for sig selv mens hun fulgte med, helt opslugt af sine omgivelser som blot blev smukkere og smukkere, samt mere og mere betagende for hvert skridt de to. Hun fulgte med ham ved hans ord uden at sige ham imod eller sige noget overhoved hvor hun blot nød at fornemme hans stærke, ruge hånd i hendes egen lille bløde hånd der tydeligt sagde at hun aldrig havde brugt det særlig meget. De gik måske i et stykke tid men for hende virkede det som få minutter, hun flyttede sig for grene og andet fulgte roligt med ham og bandede sig vej gennem buske og andet om end hun forsøgte at være så forsigtig at hun ikke ødelagde grene eller buske, for de virkede bare så levende at hun ikke nænnede at gøre dem fortræd. Hun holdt kappen tæt op sig for at den ikke skulle sætte sig fast i noget, lyden af vand fangede hendes opmærksomhed, det var som om der var et vandløb i nærheden. Inden længe forsvandt træerne og de dukkede op på et mere eller mindre åbent plads hvor hun benene stoppede op ubevidst og blevet afslørede tydelig betagelse. Aldrig havde hun set eller oplevet noget så smukt, det lignede noget der blev beskrevet i eventyr, helt ufatteligt. Hans ord bragte hende ud af hendes egen verden og hun vendte blikket fra sine omgivelser og mod ham ”Det virker helt… eventyrligt…” hviskede hun lavt nærmest af frygt for at alt dette ville gå i opløsning og hun ville slå øjnene op og opdage at det hele blot havde været en drøm. Hvem var det fjols som havde sagt at skoven var farlig!? Nu følte hun sig godt dum over at have hørt på vedkommende! ”Det er… det er så smukt!” hviskede hun nogle sekunder efter hvor hun lod blikket glide rundt over vandløbet, blomsterbuskene og frugttræerne. ”Et paradis” mumlede hun mest for sig selv hvor hun forsøgte at sluge alle indtrykkene i sig. Hun følte sig i en anden verden, al bekymring og frygt var helt skudt ud og kun glæde og opstemthed var at finde og spore i hendes krop.

[Jacob Letonia]

Jacob kiggede på hende, hun havde taget de ord meget til sig, men det var jo rigtig nok, det var hans mening med livet, han havde aldrig selv set nogle der havde sagt de tabte noget vinde det, det var nærmest umuligt, så skulle det være et spil om held der ikke krævede nogle form for evner. "ja, tænk over det sådan her, hvis du går ind i en kamp med f.eks sværd, hvis du ikke tror på du kan stille noget op mod din modstander, så mister du din selvtillid, den der gør dig stærkere i kamp, den giver dig et faster greb, giver dig mod til at tage træk og giver dig bedre reflekser, men hvis du ikke tror på det mister du disse evner." sagde han med et lille smil og blinkede til hende, der var nok mange flere ting i det, men nu ville ham ikke gøre det mere indviklet end han allerede havde gjort. Han overvejede kraftigt om han havde gjort det helt umuligt at forstå, men ideen om at man kunne tro på sig selv og blive bedre til det lød også mærkeligt, men det var vel bare at få sine evner fuldt ud på det, dog at tro for meget på det ville heller ikke være godt. Han mærkede at hun blev lidt glad over at han punkterede at hun faktisk selv havde en god selvtillid, hvilket jo altid var godt, når hun var glad var han glad.

Jacob grinte lidt og kløede sig selv i nakken, som om han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige og prøvede at spille uskyldig. "jeg kom muligvis til at vælte nogle få ting de kom til at løbe ind i og så var jeg måske også selv en af forhindringerne de løb ind i, så man kan vel godt sige at jeg på en måde, havde en finger med i spillet på hvad der skete med dem" sagde han og blinkede til hende, det var jo ikke fordi han i sit eget hoved havde gjort noget galt, en hver person ville da havde forsvaret sig på den måde, det var da det mest logiske at gøre, måtte han da indrømme. "måske har du lyst til at hjælpe mig næste gang, jeg kunne altid godt bruge en hjælpende hånd, det kunne blive sjovt" han kunne jo se det morrede hende, så det kunne godt være at hun ville, selvom det måske så umuligt ud for hende, skulle han nu nok få hende til at kunne være med. selvom det irriterede hende at hun ikke kunne få lov til at arbejde med skarpe våben mod ham, så ville han dog ikke lade det gå ham på, han ville ikke skade hende og hans evner til at kæmpe var for farlige, fordi han kæmpede for sit liv. "undskyld smukke, men tro mig, lærer du at bruge en stav ordenlig, så kan selv et sværd få problemer" sagde han, dog krævede det det rigtige træ, eller ville det kunne blive hugget i stykker så let som ingenting. Han nikkede bare over den sidste kommentar, han ville ikke tage det yderligere op, dog havde det her jo noget at gøre med hvad han havde lovet hende. "ok, men husk, jeg har allerede lovet at jeg ville lytte til en hver ting der plager dit liv, så en eller anden dag, så bliver vi nød til at lade de her ting komme ud, men lad i dag blive en nydelsens dag" sagde han og smilte kærligt til hende, for at beroligende hende lidt over emnet og vise at det var glemt efter de ord.

Han slap hende bare lige så stille og lod hende se dette sted, som hun nu for første gang havde fået chancen for at lade øjne beskue, han kiggede selv lidt rundt, ja det var nok hans eget paradis, hans eget sted i en af de mest offentlige skove i landet. "jeg er glad for du kan lig det" sagde han og gik roligt bag ved hende, efter hun havde fået lov til at kigge lidt rundt, lage han næsten per automatik sine arme rundt om hendes bagfra, dog ikke pludseligt, det skete meget stille og roligt, mens hans armene blidt holde om hende. de var nået helt hen til den lille flod der gik igennem, vandet var helt klart og rent, man kunne se alt der nede. "det vand er noget af det reneste du finder, der er et udspring af en kilde lidt længere inde i skoven ikke lang her fra og her løber dette vand" sagde han og kiggede selv ned i vandet og slap så roligt hende og satte sig ned ved bredden og lod sine fødder glide ned i det klare vand, det var en skøn, dog stadig kølig følelse. "prøv det" sagde han med et smil.