A trip!

[Lyenna Norgarthon]

Der var gået en uge siden hendes møde med Jacob, og det havde været noget af en lang uge. Hun havde følt sig ret restløs om end hun for alle andre virkede helt almindelig, nok fordi de alligevel aldrig bemærkede andet. Hun havde været fjern i blikket op til flere gange, siddet og dagdrømt og taget sig i at sukke. Hendes kammerpige rystede på hovedet af hende og fortalte historier om den gang hun selv havde været forelsket. Lyenna havde selvfølgelig fortalt hende om Jacob, kvinden havde straks bemærket at noget var forandret og havde udfrittet hende om det. Hun havde advarede hende imod at gøre noget dumt, og fortalt at det blot var barndomsforelskelse men det ændrede på intet for Lyenna der var helt væk. hun havde dog bemærket at folk havde udtryk at hun så kønnere ud end nogensinde før, og da hun havde bemærkede dette overfor kammerpigen svarede hun at forelskelse gjorde en smukkere. For Lyenna betød det intet, for det kom ikke fra den person hun ønskede at høre det fra så det var betydningsløst. Flere gange havde hun følt sig dum over at være så påvirket, og flere gang havde hun taget sig selv i at være nervøs for hvad dette ville ende med. Det var så håbløst var det ikke? Jo det var for det ville alligevel intet betyde, hendes far ville aldrig tillade det. En jæger? Han ville da falde død om ved chokket.

Da dagen endelig var kommet havde hun stået tidligt op og havde sagt til sin kammerpige at hun skulle i byen. Denne havde ikke virkede glad, men det gjorde hun nu aldrig når Lyenna kom med denne nyhed. Tavst skaffede hun hende tøjet som var noget simplere end de kjoler hun blev tvunget i. Hun trak det dog ikke på, for i starten skulle hun jo være på slottet, indtage sin morgenmad med familien og derefter trække sig tilbage for at sove eller nyde en bog. Det gik som planlagt og hun skiftede hurtigt til det tøj hun skulle i. Denne dag var det bukser, en skjorte samt en korset om ikke blev strammet som den normale hun havde på. Ved støvlen hun trak på havde hun en dolk for en sikkerhedsskyld og håret blev løsnede og slået ud, sminken tørrede væk og en kappe blev trukket op. Det var ikke just let at snige sig ud af slottet, men det lykkedes hende at snige sig ud af bygningen og så skulle hun forlade området. Hun var ekstra forsigtig og efter noget tøven og flere minutters venten forlod hun omsider slottet og skynde sig ned mod byen. Så snart hun var ude for rækkevidde stoppet hun for at slappe af og finde ud af hvilke vej hun skulle. Hun spurgte nogle børn blot for at være sikker og satte kursen af sted mod udkanten af byen.

Hun forsøgte at virke så almindelig så mulig hvilket hun efterhånden var van til og derfor gled hun i et med mængden. Hun smøg sig forbi folkemængden og jo længere væk hun kom fra markedet jo færre folk var der. Hun trak hætten tættere om sit ansigt selvom hun næppe ville blive genkendt af de soldater der gik forbi hende. Selvom hun virkede ganske almindelig var det ikke let at slippe den lette og elegante holdning hun havde. Efter godt tyve minutters gang nåede hun udkanten af byen hvor hun standsede. Det var en varm dag, og med kappe på blev det ikke bedre, men snart ville hun forhåbentlig være ude af byen og så kunne hun komme af med den. Hun stillede sig under et træ for skyggens skyld og efter noget tid satte hun sig. Hun havde forladt byen godt nok men byens port var ikke så langt fra hende og selvom vagterne intet havde sagt da hun havde forladt byen tænkte hun nu over hvordan hun skulle ind. Hun droppede tanken og lod blikket glide rundt. Mon han ville dukke op? hun overvejede det kort, men smilede så svagt for sig selv, det var hun sikker på at han ville.

[Jacob Letonia]

Jacob havde ikek rigtig kunne sove så meget, selvom han nok burde være rolig, så var han ret nervøs og det havde jægerne omkring ham opdagede dagene før, de kunne ikke helt forstå det, Hunt, manden der havde nedlagt de største af de største dyr selv, for at vise sit værd, manden der intet frygt, var gået rundt og været nervøs, men denne gang var det ikke så meget for at møde hende, for han vidste at hvis han så hende, så vidste han hvad han skulle sige, men det var mere for hvis hun ikke kom, ikke fordi hun ikek ville komme, men tænk hvis hun blev fanget på vejen, han ønskede sådan at se hende igen, han følte sig som en ung kal, der skulle tage en pige med et sted hen for første gang, han ville bare så nødigt undgå denne mulighed, han havde tænkt på hende lige siden han havde været oppe på slottet, men det gjorde dog ikke at han havde været super glad de første mange dage efter, han havde det som om intet havde kunne slå ham ud, han havde kastet sig rundt som et overnaturligt menneske, bare for at træne sine evner op, så han kunne holde sit løfte med at passe på hende ligemeget hvad der nu skulle ske. han havde også lånt en stor sort hest, der skulle tage dem ud til skoven, en af hans venners stolthed, der havde hørt at Hunt skulle noget vigtigt, han skulle bare stille den et specielt sted, så ville den blive passet på ved tårnskoven, hvor han havde tænkt sig at tage hende hen, men nu, nu var hans nervøs.

Allerede dagen før, var Jacob taget ud af byen, for at gøre sig helt klar til hvad der skulle ske, tænk hvis hun kom om natten eller noget, han kunne ikke være sikker på hvornår hun ville komme,så han havde valgt at sove oppe i et træ, hvor han vidste han lå godt ved nogle grene, han havde næsten ikke sovet og nu var morgenen kommet, han havde kigget længe efter hende, men rørte sig ikke, men pludselig var der noget, der kom en kvinde gående ud af porten og selvom hun havde en hætte trukket godt rundt om sig, så kunne han se noget, noget han havde længdes efter i en hel uge, de 2 gyldenbrune øjne, de var ikke så tydelige, men han kunne ikke tage fejl, det var virkelig hende, han kunne se det mellem bladene og se hvordan hun langsomt kom hen mod træet han sad oppe i. glæden drev nærmest ind over ham og han kunne få sit normale smil tilbage, men han ville ikke sige noget, han så hvordan hun kom hen til træet og derefter satte sig ned, men hans sad helt lydløs i træet, det var hende, han kunne også se det på den måde hun havde gået hen mod træet, hvordan hun ikke var kommet helt af med den adelige gang, ja dette var den eneste ene han havde ventet på i en hel uge.

Rolig som hun sad der og vende smilte han og lavede et lille grin hun nok ville kunne høre. "så min lille sangfugl slap fri fra bueret" sagde han roligt og kiggede ned på hende, hvorefter han hoppede ned til hende uden problem og stod ikke mere end 1½ meter fra hende, mens hun sad ned ved træet, han lod langsomt sin hånd glide frem mod hende, som tegn på at han ville hjælpe hende op fra jorden, han gik i dag med en anden slags hvid skjorte, den var kun knappet nede ved to nederste knapper, den var også mere slidt og hans bukser var meget lysebrune, de gik ham kun til lidt under knæene, ikke længere og han havde bare fødder, han havde ikke engang sit beskyttelse på armen der beskyttede mod strengen, han havde ikke rigtig syndes den passede til det hele. Oppe i træet, kunne man se nogle skin han havde siddet på og nogle af hans andre ting, som bue, pile, dagger og lidt forskelligt udstyr der stikkede ud af sin taske.

Jacob kiggede meget søgende ned på hende, han kunne se at hun hverken havde makeup eller noget på, hendes hår var løst, det var helt så naturligt som hun kunne havde det, i hans øjne måtte han indrømme at hun så fantastisk ud, det var helt unikt det her, han kunne slet ikke forstille sig at nogen kunne være skønnere end hende lige nu, hun var det nærmest han havde set på perfekt. "tænk at jeg havde ret, uden makeup, med løst hår og det hele og du ser mere fantastisk ud end jeg nogle sinde har set noget i mit liv, havde jeg ikke vidst bedre, havde jeg beskyldt dig for at være en person kun havde skabt for at bevise at de kunne lave perfekte ting" sagde han og kiggede igen ind i de gyldenbrune øjne, det var intet mindre end det hun var, det perfekte, det mest fantastiske han nogle sinde havde set, hans hjerte dunkede, men han lod sig ikke tage af det.

[Lyenna Norgarthon]

Rastløsheden var ikke blevet mindre selv da hun forlod slottet. Hun var mere spændt end normalt, det hele var så spændende. Det kildede mere i maven jo længere væk fra byen hun kom og spændingen steg. Denne dag virkede byen større end den havde gjort før, og det føltes som en evighed inden hun omsider kunne se byens porte og først da hun krydsede den slappede hun mere af om end nervøsiteten aldrig forlod hende helt. Kappen blev spredt om hende da hun satte sig, og fordi hun ikke bar kjole så kunne hun sidde i skrædderstilling uden besvær. Hun pillede let ved græsset under sig og skævede ud mod siderne af og til. En latter fik hende til at fare sammen, for der havde ellers været så stille og at høre sådan en latter bryde stilheden på den måde var absolut ikke noget hun havde regnet med. Hun nåede dog ikke at vende blikket op mod det træ hun sad under og som hun syntes latteren var kommet fra da hans stemme overtog latteren og han sprang ned fra træet. Hendes blik blev straks vendt op mod ham hvor hun skulle se ret højt oppe når hun sad ned. Lyden af hans stemme var så dejlig, og det gik op for hende hvor meget hun havde savnet det den sidste uges tid. ”Ja det gjorde hun, og det gik lettere end forventet” svarede hun mildt idet hun rakte hånden ud mod hans for at blive hjulpet på benene. Denne gang havde hun ingen handsker på, så berøringen ville være helt anderledes ifølge hende da. Hun huskede deres afsked så tydeligt, hvordan han havde berørt hendes behandskede hånd en sidste gang idet hun gik forbi ham. Noget hun senere skulle komme til at savne så meget og tænke på. det føltes som en drøm det hele, hun havde aldrig troede at hun ville komme til at holde så meget af en person efter kun et møde. Hun havde tit set veninder i omgangskredsen sukke efter en mand, dog havde hun aldrig selv troede at hun ville ende som dem, det havde derimod virkede så latterligt. Men det havde nok skyldtes at hun aldrig havde haft de følelser hun nu havde, den fornemmelse hun nu bar, og den savn hun nu følte når han ikke var i nærheden.

Hans blik gled hen over hende, det bemærkede hun tydeligt men denne gang gjorde det hende ikke så meget, tværtimod ønskede hun et sted at han så på hende, ja og kun på hende! den tanke forvirret hende pludselig, for den var kommet ud af det blå og virkede på ingen måde rigtig. Men nu var der jo heller ikke noget af det de gjorde der ville blive betragtet som rigtig. Hans ord fik en mindre rødmen frem over hendes blege kinder, denne gang ikke skjult bag noget af sminken da hun netop ikke havde noget af det på hvilket han faktisk havde bemærkede, men det var nok også svært at overse, for hun havde gået fra at ligne en prinsesse til at ligne en fuldkommen almindelig pige i byen. Tøjet var måske elegant, men på ingen måde kongeligt, dyrt eller prangende, ret simpelt, måske lidt for simpelt endda. ”Overdriver De ikke en smule?” svarede hun med et skævt smil. Han kunne da ikke mene at hun så bedre ud sådan? mere naturlige ja men med fin kjole og makeup var der mere kvinde over hende. Selvom hun havde korset på ud over skjorten og som viste nogle former så var den på ingen måde stram og der var heller ikke noget hud at se ved hendes tøjvalg. Hun havde ellers troede at mænd bedst kunne lide at se så meget hud som muligt, og så mange former som muligt, men nu havde hun jo heller ikke så meget erfaring på det område. Via sætningen sås det at hun ikke helt havde sluppet den adelig del af sig, for hun henvendte sig endnu med den høflige formelle tiltale når hun snakkede til ham. Normalt var hun mere forsigtig på det område men nu vidste han jo hvem hun var.

Hun havde skam selv bemærket hans påklædning der var noget anderledes end sidst. Mindre fint, og mere afslappet, og så ingen hat. Lige dette fik et skævt smil til at bryde hendes læber, hat var åbenbart kun noget han brugte for når han ville skjule ansigtet. Hvem han var vidste hun endnu ikke helt, men hun havde en lille bitte anelse. Efter hans besøg havde hun været en tur på biblioteket hvor hun havde kiggede slægtsbøgerne igennem, det hun havde fundet havde fået hende til at spærre øjnene op og kasser det… og dog, hun havde spurgt sig lidt omkring og forsøgt at finde ud af hvad der var sket med det lille barn der havde tilhørt Erik Letonia, hun havde ikke rigtigt fået svar dertil og havde blot skubbede det til side da det alligevel virkede usandsynligt. Hun fokuseret atter på ham, hun havde helt klart intet imod hans valg af påklædning, hun havde ikke forestillet sig noget andet.

[Jacob Letonia]

Jacob tog blidt fat i hendes hånd, det var som om han passede lidt på hende, så han ville ikke barre hive i hende, i hans øjne var hun alt for betydningsfuld for ham, til han ville nænne at give hende nogen chance for smerte, selvom det var usandsynligt at han på nogen måde ville være i stand til at skade hende bare ved at trække hende op, men han holde godt fast, mens han roligt fik hende på bene, hvilket på samme tid fik hende en helt del tættere på ham, for at hun ikke skulle miste balancen lod han sin hånd lægge sig bag hendes ryg, mens han smilte til hende, han slap ikke selv hendes hånd, han holde dog heller ikke stramt fast, den nød bare berøringen, den berøring han havde drømt om så længe. "Det er godt at høre du ikke havde problemer, jeg var ved selv at tage en til slottet for at få dig ud, bare så jeg var sikker på at se dig igen" sagde han mens han bare stod og beundrede hendes øjne, de øjne der havde grebet ham mest i denne verden, hvordan folk bare ville kunne se ind i disse uden at komme ind i den mest vidunderlige drømmeverden havde han aldrig forstået, men mange mænd var vel blændet af magt og penge, de ønskede bare at leve stort, de var sikkert allesammen lige som hans far, deres fordel som adelige var at de aldrig kom længere ind i kampen end hvor de kunne se krigen med en kikkert, men dette var ligegyldigt nu, lige nu var han sammen med hende og det var der ingen der kunne tage fra ham. "jeg er lige gået igennem en hel uges tortur, bare for at se dette syn igen og jeg vil indrømme at jeg med glæde havde haft et år, bare for dette" sagde han, mest af alt fordi det havde været en tortur med længsel, mens han havde ventet på at se hende igen, det havde været verdens længste uge, men nu hvor han stod her var han ligeglad med alt.

Han rystede på hoved, skulle han lyve om dette, at hun faktisk var meget kønnere uden alt den makeup, ja den maske hun bar mens hun var inde på slottet var der nærmest kun for at skjule hendes sande skønhed, det var for at beskytte hende, for ikke at blinde hendes omgivelser af den skønhed hun udstrålede. "hvad snakker du om, skulle noget i denne verden være smukkere end det der står foran mig nu, det tror jeg ikke, den maske du bær normalt er ingenting i forhold til det der står foran mig nu" sagde han og lod en hånd glide op til hendes kind og nussede den blidt, mens den røde farve kom frem, jo hun rødmede og det var meget tydeligere end før. "selv din rødmen ser man bedre" sagde han helt tæt på hende, mens han kiggede ind i hendes øjne, han havde aldrig fået lov til at være så tæt på hende, hvor det skulle se ud som om det var med vilje i haven, heller ikke så lang tid, det havde fået vagterne efter ham, men nu var de helt alene, det var kun dem der var der og ingen skulle stoppe dem.

Han tænkte nok at alt ikke kunne være helt perfekt lige nu, han havde lovet hende at når de mødes udenfor byen ville han svare hendes spørgsmål og det skulle han så også gøre. "hvad for nogle spørgsmål vil du så gerne havde svar på, jeg lover at svare ærlig" sagde han og smilte til hende, ja han holde hvad han lovede, han ville på ingen måde være en person der gav sit ord og så bare undgik at skulle holde det. hans hjerte hamrede lidt, var det endelig ok at sige sandheden til hende, men hun havde på en måde jo allerede gættet det o hvis han ikke gjorde det her, så ville det nok blive offentligt gjort og det ville ikke være godt for ham, så ville han aldrig nå der hen hvor han håbede på at komme i dag og selvom hvis det her blev opdaget, så ville han nok aldrig se lyset igen, så var det her dog det hele værd, han ville aldrig fortryde at han havde valgt at komme så langt med hende, han ville med glæde lade sit liv ende bare for denne glæde.

Jacob tænkte at hun måske også havde lyst til at vise hvor de endelig skulle hen, så han måtte vel lige fortælle hende det. "forresten så har jeg en hest der tag os til tårnskoven, der vil jeg vise dig den skønneste natur i landet, der er også i det område jeg blev født" sagde han og smilte lidt, det var ikke fordi han havde været der i det sidste af hans liv, men det var der hans barndom forgik, det var der hvor han havde besøgt jægerne og fået nogle små tiks med buen, hvilket nok også havde gjort han så god som han var i dag, men den skov var det skønneste sted han kende, det var landets bedste skov og det var også der han helst ville være hele tiden, nu skulle han så også havde hende med hvilket var endnu bedre.

[Lyenna Norgarthon]

Deres hænder berørte omsider hinandens, uden barrier, uden stof til at holde deres hud fra at komme i berøring, slet ingen ting. det var rart, nej.. det var vidunderligt at fornemme hans hånd i sin egen, hans stærke og dog på samme tid så blide og forsigtig hånd. Han var så forsigtig, helt blid at det kom helt bag på hende at en mand i hans størrelse kunne være så blid og forsigtig. Han hjalp hende på benene, og han ville nok være i stand til at bære hende hvis der skulle være behov for dette så let som hun var og så muskuløs som han var. Få sekunder stod hun på benene, meget tættere på ham end nogensinde og med hans hånd mod sin ryg. Hendes hætte var gledet en smule tilbage, dog ikke helt af, og afslørede nu en del mere af hendes ansigt og hår. Hendes ene hånd hvilede endnu i hans, og selvom hun normalt ville have trukket den til sig gjorde hun ikke mine til at gøre det. Den anden hånd hvilede mod hans bryst, tommelfingeren strejfede svagt den bar hud som hans åbne skjorte efterlod mens de resterende fire fingre hvilede mod skjorten dog var hun fuldkommen bevidst om hans varme og muskuløs overkrop mod sine fingre. Så tæt var hun kun kommet på mænd når hun havde danset, og selv der havde hun slet ikke tænkt på den slags. Hendes blik faldt i hans, som den så let havde gjort før det, og et smil prydede hendes fyldige naturlig rosa læber. Hans ord fik blot dette smil til at vokse sig større ”Så er det vel godt jeg kom inden Deres planer blev ført ud i livet, det ville nok ikke være let at komme derind medmindre man kender de små smutveje” svarede hun. Umuligt ville det næppe være, man skulle bare vide hvor man skulle ind eller ud, hvornår og hvordan så ville det nok lykkedes. deres blikke hvilede endnu i hinandens og hun bemærkede hvordan han nærmest granskede hendes øjne, undersøgte dem, slugte dem med blikket hvilket glædede hende men fik hende atter til at føle sig forlegen og genert. De var vidst ret enig på det på, altså med hensyn til de følelser de begge havde, og selvom hun var blevet advaret imod at det blot var drengestreger så virkede det så ægte at hun absolut ikke kunne tro på de advarsler hun havde fået. Hans fortsættelse fik en mild røst til at forlade hendes læber, og dermed en meget fin og mild latter, blid og kvindelig dog uden at være høj og gennemtrængende ”Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen. De forstår virkelig at charmere en kvinde” svarede hun for hans ord ramte plet, og selvom hun troede ham lød det så eventyrligt at det næsten ikke var til at tro på.

Hun bar godt nok en maske på slottet, men det var en maske som hun tit havde fået at vide var så smuk og fin. Det var en maske der havde gjort hende til den hun var. Hun flyttede sig ikke, ville ikke for hun stod ret fint som hun gjorde, og desuden var der ikke rigtigt nogen i nærheden. Hans fingre strøg hendes kind, hun formåede at holde en svag sitren tilbage ved denne bevægelse og på den ene eller anden måde formåede hun ikke at rødme mere end hun rødmede i forvejen ved den sidste bemærkning. ”Det glæder mig at De synes det, for jeg bryder mig absolut ikke om det andet, så besværligt og tungt. Det her er lettere og mere afslappende, jeg kan i hvert fald trække vejret” svarede hun mildt. Men det var sandt, det var næsten umuligt at trække vejret med det andet, og man blev så let svimmel eller fik besvær med at trække vejret når man bevægede sig lidt for meget. Hans ansigt var ret tæt på hendes så hun næsten kunne mærke hans varme ånde mod sin hud, hun sænkede blikket ganske kort inden hun atter så op på ham denne gang ud gennem de tætte vipper.

Da han fortsatte og spurgte indtil de spørgsmål hun havde overvejede hun sit svar. Hun havde en del spørgsmål, men først skulle hun have noget bekræftet ”Først, er De søn af Erik Letonia?” hun følte sig nervøs for svaret, ja mere nervøs end da hun var på vej hertil. Dette svar var måske ikke altafgørende, men det føltes det alligevel. Og vent? Det var vel altafgørende, at opnå en titel var utrolig svært, dem blev der ikke delt af hver dag, men at rense en titel var nok endnu værre. Erik Letonia havde begået forræderi og det var han blevet straffet for, det ville absolut ikke blive let at rense familiens navn, men heller ikke umuligt, ikke hvis man arbejdede for det og var opsat på det. Desuden havde Jacob en del positive punkter, han havde skam maner, det havde han fået vist, og han havde evner som jæger hvilket han selv havde sagt, det eneste han havde behov for var en chance for at bevise at han ikke var den samme som hans far.

Da han nævnte det sted de skulle hen gled et smil frem over hendes læber ”Vidunderligt! Jeg har hørt så meget om stedet, og at se det havde kun været en drøm” svarede hun tydeligvis med en glad tone for det var virkelig godt. Spørgsmålet var bare om de havde tid til det? kunne de nå frem og tilbage på nogle få timer?

[Jacob Letonia]

At mærke hende så tæt var en behagelig følelse, han mærkede hendes hånd på sit bryst og kunne ikke lade være med at nyde det, han havde drømt om at stå sådan med hende siden de mødes og endelig var det muligt, han vidst ikke helt hvorfor, men langsomt lod hans finger glide ind mellem hendes, så de langsomt blev flettet sammen, først da de var helt flettede lukkede han roligt sin hånd om hendes, med et beskyttende tag, det var som om han ikke ville lade andre få den, han ønskede at havde hende hendes hånd, at havde hende, bare de to sammen, selvom der skulle meget til før han nogle sinde ville kunne sige det højt, så var lige nu tidspunktet hvor han var ligeglad. han ønskede ikke at give slip, han lod dem bare stå tæt på hinanden, men ikke noget med at gøre noget yderligere, de havde først lige mødt hinanden igen og de havde meget de skulle nå. selvom hun måske havde været lidt imod hendes plan, grinte han bare af hende. "om jeg så skulle gå igennem ild og vand havde jeg stået ved dem næste morgen, så måtte jeg se om jeg så skulle havde en kamp med at komme ud af fængslet dagen efter" sagde han med et lille grin, det eneste han ikke lod sig nærme sig hende var hans hoved, deres øjne mødes, men han ville ikke lade sig friste af hendes læber, han ville holde det han havde fortalt hende, han ville aldrig give en kvinde et kys der ikke havde givet ham lov, selvom han godt vidste at det skulle til for at få lov. Hans hånd på hendes ryg, lod sig dog roligt køre op af ryggen med en nussende bevægelse, hvor han bare ville se hvordan hun kunne lig det, ikke fordi han tænkte meget over at det hele tiden skulle gøre, men han ville gerne lærer hende at kende og det var ikke kun personligt, han ville vide hvordan hendes krop reagerede, hvad hun kunne lig og ikke kunne lig. Han grinte meget kort. "jeg giver stadig min mor æren, men jeg tror en hver kunne gøre hvad jeg gør, bare de tænker på personen overfor dem og ikke dem selv" sagde han med et lille smil og blinkede til hende, ja han prøvede da i hvert fald at tænke på hende, selvom det var svært med alt der fristede ham, da hendes latter kom, måtte han virkelig koncentrer sig for ikke at blive helt væk, det var den smukkeste latter han i sit liv havde hørt "englenes toner" hviskede han meget lavt for sig selv og smilte bare lidt bredere, han var faldet alt for dybt for denne prinsesse, men han var ligeglad, han måtte kæmpe for hvad hvad han ønskede.

Han rystede lidt på hoved over hende, så hun havde den virkelig, ja det kunne han godt forstå, men hun havde vel aldrig prøvet andet, han ville næsten havde hende til at prøve noget. "Jeg syndes meget godt om det jeg ser nu, men hvis du hader den, så prøv at se hvordan din familie reagere på den, jeg vil tro din far ikke har set dit naturlige ansigt siden du var ung, men prøv at tage et minimalt mængde af makeup på, vis dem din naturlige skønhed, jeg tror de vil syndes det samme som dig, den eneste der vil sige dig imod er den person der normalt sminker dig" sagde han og blinkede til hende, han var helt sikker på at han havde ret, næsten, for hun var utrolig smuk, masken gjorde hende ikke kønnere end hvad hun var nu, måske lidt af gangen, for at lade dem vende sig til hende, derfor skulle hun bare makkeres op, så de ikke fik et chok.

Jacob lukkede øjne, da navnet på hans far var kommet, han holde dem tæt lukkede, for at hun ikke kunne se vreden i hans øjne over det navn hun lige havde stillet for ham, manden der ikke blot var forræder, men kujon over det udsælvanlige, manden der ikke engang kunne se en død mand før han havde flygtet fra slagmarken, manden der havde fået slået hans kone ihjel, fordi han ikke havde været mand nok til at være i en krig. "ja" sagde han meget lavt, han skulle lige sunde sig, før han åbnede øjne igen og kiggede på hende. "mit navn er Jacob Letonia, søn af forræderen og kujonen Erik Letonia, der besudlede en af de mest værdsatte ridderfamilien i historien" sagde han og tog en dyb vejr trækning, det havde han ikke sagt siden hans far havde været en helt endnu, han havde ikke kunne, men han havde lovet at være ærlig og det var hvad han sagde, den tabte søn ingen vidste hvor var henne efter hans mors død. "er der mere du gerne vil vide" sagde han efter han var kommet sig og smilte langsomt, han ville ikke være sur, mens han stod her med hende, han havde kæmpet bare for at få tilnavnet Hunt, men det var kun kendt blandt landsby folk for hvad han gjorde for dem, når han tog sig af dyr der truede folk der gik i skovene.

"så vil jeg vise dig det mest vidunderlige sted her i dette land" sagde han og kiggede hen på hesten, den stod klar med sadel lidt længere væk fra dem, den var stor, sort og den var flot, et prægtigt syn. "den tag os der hen hurtigt, så vi kan nå det hele" sagde han og kiggede igen på hende, han vende kun på at hun var klar til det her, så snart hun sagde hun ville af sted så tog de af sted, han ville vise hende den verden hun aldrig havde fået set og han ville vise hende hvor meget den kunne give hende, selvom hun boede på det slot.

[Lyenna Norgarthon]

Hun nød lige så meget nærheden af ham og fornemmelsen af hans varme krop under sine finger som han nød hendes tilstedeværelse og nærhed. Hans fingre gled ind mellem hendes, og fingrene blev flettet ind i hinanden, følelsen var yderst behagelig, styrken i hans greb som på ingen måde var hård eller irriterende men derimod så utrolig blid og dog beskyttende. Sådan føltes det i hvert fald for hende, alt han måtte udstråle opfattede hun som blidhed, omsorg, længsel og glæde over at de stod der sammen igen. Tænk at sådan følelser kunne opstå efter så kort tid, det var jo slet ikke til at tro, det føltes helt forkert at hun gav efter for dette så let, men på den anden side så let var det ikke alligevel, for helt havde hun ikke givet efter om end hun virkelig syntes om ham. Han var perfekt, desværre for perfekt, for hun havde aldrig ønskede sig en mand med høj titel, penge eller fyrre år ældre end hende, hun hadede den tanke, især fordi det var sådan det ville ende hvis hendes far først begyndte at se sig omkring efter en mand til hende. Godt nok stod de tæt, men det føltes absolut ikke som om de forhastede sig, de kiggede bare på hinanden, snakkede, lærte hinanden at kende. Hans svar bragte endnu en mild latter over hendes læber, dog ret kort. ”Det ville jeg virkelig ikke ønske De gjorde, De skal absolut ikke bringe Dem selv i fare for min skyld” svarede hun blidt og dog oprigtigt hvilket også kunne ses i hendes øjne. At han ikke ønskede at blive fristet af hendes læber vidste hun ikke, hun vidste bare at alt ved ham tiltrak hende, lige fra hans stemme, til hans duft, til hans personlighed, og udseendet med. som sagt, han var perfekt. At de så skulle berøre hinanden mere end de gjorde var hun endnu ikke klar til, det var allerede meget mere end hun normalt var van til. han nussede hende blidt på ryggen og hun nød disse kærtegn om ned hun stod helt roligt og ikke reagerede, korsettet hun havde på var af stærkt læder, dækket af tyndt stof og pynt så den ikke så helt kedelig ud, men på samme tid holdt den en del af fornemmelse af hans kærtegn ud. Hun smilede ved hans svar, det havde han vel ret i, men han var alligevel ret ligefrem, hun var sikker på at ikke alle turde snakke til hende på den måde han gjorde. hans kommentar på hendes latter fik endnu et smil frem over hendes læber, han havde sagt det lavt men hun stod alligevel tæt nok på til at opfatte det.

Han havde ret, ingen i hendes familie havde set hende med afslappet tøj før, for selv da hun var yngre havde hun haft ret fint tøj på, det var dog blevet værre da hun var blevet ældre. Hun vidste dog at de ville se underligt på hende hvis hun pludselig dukkede op uden makeup ”Jeg kan jo se hvad de mener, men de vil næppe være glad for forandringer, sådan er det altid” svarede hun, det sidste mest i en mumlen for sig selv. hun smilede til ham, vidste han havde det, men det var altid lettere at snakke om det end at gennemføre det.

Hans reaktion på hendes spørgsmål var svar nok, og hun fortrød en anelse at hun havde spurgt om lige netop dette men det havde været det vigtigste. Han behøvede ikke svare, men gjorde det alligevel og hun lyttede tavst. Det måtte virkelig være hårdt for ham, at folk konstant ville minde ham om hvem han var. Hendes fingre som havde hvilede mod hans bryst gled nu op mod hans kind og strejfede den ganske blidt ”Du er ikke som ham, og det skal du nok bevise en dag” svarede hun med en lav dog blid og mild stemme. For hun mente det. Det der dog var værd at bemærke at hun skiftede fra den formelle tiltalemåde til at kalde ham du, det havde hun gjort ret ubevidst men det syntes at passe bedre. ”Jeg vil vide en masse, fortæl om Deres opvækst” atter den formelle tiltaleform, men endnu engang ubevidst. hun var dog ærlig, hun ville vide alt om ham.

Hun fulgte hans blik hen til den sorte hest, og allerede ved første øjekast kunne hun se hvor smukt et dyr det var, hun elskede heste, og denne var meget flot, flottere end de fleste hun havde set. ”Så lad os da komme af sted” svarede hun og vendte atter blikket op mod ham, lod blikket kort hvile ved hans inden hun trak sig ud af hans favn. Hun glædede sig virkelig til at se skoven, opleve den… med ham.

[Jacob Letonia]

Jacob smilte over hvordan deres nærvær blev mere personligt, man kunne føle hvordan de hver i sær satte pris på selv de mindste ting der blev gjort og hvordan de tænkte på hinanden igennem det hele, der var ikke noget halvhjertet imellem dem, de havde det godt sammen og de holde virkelig af at være her samen, det var han ikke i tvivl om, lige nu var det ligemeget med titel eller hvilken familie han kom fra hun vidste det hele og stadig stod hun her med ham. "jeg tror jeg forstår dig, men skal jeg være ærlig, så er tanken om aldrig at se dig igen, den værste tanke jeg kan havde lige nu, men skal vi ikke lade det være det og nyde livet mens vi har det" sagde han, selvom han godt ville fortælle hende at hun kunne være rolig, var han ikke i en stilling til det, det han lavede var farlig og var det altid, men nu var han her med hende og faren i hans liv var væk, han holde sig bare til den svage nussen på hende ryg og at mærke hvordan hendes hænder varmende hans krop, som var det en sol der korsentrede på ham, for at gøre alt hvad han gjorde behagelig. Han kiggede ind i de to stjerner der var hendes øjne, den brune gyldnede farve var aldrig til at glemme, han nød den og havde aldrig lyst til at skilles fra dette syn, han følte sig på en måde tryg mens han stod her med hende, han var blevet hel, den hele følelse han ikke havde haft siden hans familie stadig havde været i live og der ikke var problemer i landet.

Han rystede roligt på hoved, det kunne godt være at hun vidste mest om hendes far og familie, men når han tænkte sig om, så snakkede hun meget om ting hun ikke turde fordi hun troede at sådan var det, hun skulle huske at hvad man aldrig havde prøvet vidste man ikke noget om, hun var blevet bildt ind at sådan var det, han kunne aldrig forstille sig at hendes far nogle sine ville sige at hun ikke var køn med hendes naturlige ansigt. "prøv det nu, man ved intet før det er prøvet og når jeg kan se hvor smuk du ser ud uden din maske, hvorfor skulle andre så ikke" sagde han og lod roligt sin hånd der lå på hendes ryg glide op til hendes kind og roligt kørte 2 fingre hen over hendes kind. "det er synd også at skjule sådan en sangfugl når måde udseendet og sangen er så smuk, det skal deles med verden" sagde han, mere fordi han nærmest vidste at verden ville blive et bedre sted, hvis verden bare kende prinsessen, hvis de kunne se hvor stort et hjerte hun havde og hvad hun kunne gøre for dem.

Jacob mærkede roligt hvordan hendes hånd, blev lagt på hans kind og hans hoved søgte den langsomt, det var en beroligende følelse, den mand han havde hadet så meget, blev han stadig nød til at kende som sin far, men manden var død, det eneste der var tilbage var at han skulle bevise for andre at han ikke var som sin far og selvom de fleste normale mennesker vidste det havde adelen stadig ikke hørt om ham. "jeg har lang vej endnu, men det skal nok lykkes" hviskede han roligt og holde igen blikket ind i hendes, det var en bedre måde at få fatningen igen, det var letter for ham at slappe af med hende her. " for at kunne fortælle dig det, bliver jeg vel nød til at fortælle hvordan jeg overlevede. da min mor tabte sagen og de adelige valgte at vi skulle havde taget alt fra os, så vi kunne betale for krigsskaderne min far havde forvoldt, kom vagterne fra en anden ridder familie og tog vores ting, desværre var det familienavnets rivaler der havde fået æren, på trods af min mors og min uskyld, blev de brutale, jeg blev kastet ned i kælderen mens de tog tingende og pinte min mor på utalige måder, det eneste jeg kunne gøre var at lukke øjne og holde mig for ørne for at undgå at høre min mors skrig." Sagde han rolig tog holde en lille pause for at slappe af, han tog nogle dybe vejrtrækningen og smilte så let igen. "da de var færdige med hende og huset, manglede de kun kælderen, så de kom ned til mig tog mig op og smed mig ud på vejen foran huset hvor jeg så min mor, ligge næsten livløs, jeg blev rasende og for den første gang i mit liv rejste jeg mig imod en magt større end mig selv, desværre var jeg i den alder ikke stærk nok, så vagten jeg angreb gav mig et enkelt slag og jeg gik ud som et lys." sagde han og slappede af igen, det var den sande fortælling om hvad der skete, den der stod i bøgerne var bare at han mor var død af kulde på gaden fordi hun var brudt sammen og ikke kunne røre sig og at han var væk, men ingen havde nolge sinde fortalt hvad der virkelig skete før nu. "da jeg vågnede igen, var jeg på en kro, min mor lå i en seng ved siden af det der blev min stedfar, manden ved navn Samson, han var en familie ven der prøvede at rede min mor ved hjælp af hans medicinske urter han kende til, men desværre lykkes det ikke, så han tog mig med hjem og jeg opvoksede derfor i Samsons hjem, han boede i tårnskoven og derfor kender jeg stedet godt, han var selv jæger og jeg har lært meget af ham, selvom jeg blev bedre end ham med tiden." sagde han og kiggede på hende, det var hans fortælling om hvad der var sket, men han havde dog undgået at han havde set sin far dø og de slemme ting der var ved at være Samsons sted søn, mest fordi han ikke havde kunne bruge sit familie navn mere, så mente alle at han havde været en bastard, en der ikke hørte hjemme her og kun var her fordi Samson havde fået ondt af ham.

Jacob smilte til hende, hun ville virkelig gerne af sted og de kunne jo snakke på vejen, så han valgte bare at gå med hende mod hesten, nu havde de nok også fået deres velkomst øjeblik og hvis de ikke bare skynde sig lidt ville de aldrig komme der hen og tilbage. "fint, stil dig hen ved hesten så hjælper jeg dig op" sagde han med et lille smil, mens deres fingre måtte skilles da hun var løbet lidt for langt frem, selvom det endnu engang var hvor han nærmest rakte hånden ud after hende, gjorde han ikek for meget for at blive hos hende, han vidste at de kun havde en helt og at de ville side tæt under turen, så han lod det ikke gøre så meget.

[Lyenna Norgarthon]

Nej intet halvhjertet her, hvilket var ret underligt at tænke på. Men hun var ligeglad, hendes tidligere barnepige, og nuværende kammerpige ville nok synes hun var for naiv, hun dummede sig og at hun lod sig påvirke af et almindeligt mandfolk, ja sådan ville hun nok udtrykke det. Men Lyenna var ret sikker på at hendes kammerpige ville syntes om Jacob hvis hun mødte ham, man kunne ikke andet i Lyennas øjne. Betænksom, charmerende og blid, hvad mere kunne man ønske sig? Penge og titel købte man aldrig lykke med, det var noget af det hun savnede allermest lykke. Nok var der ingen ægteskab der var perfekte, men hun ønskede heller ikke en perfekt mand, hun ønskede blot en mand der så hende for den kvinde hun var, og ikke som en kludedukke som han kunne koste rundt med. ”Jeg er fuldkommen enig, lad os nyde hinandens selskab, og lade fremtid være fremtid” svarede hun mildt. For det nyttede ikke at tænke for meget over det, hun vidste godt han var jæger, og selvom hun havde fået fortalt at skoven var farlig så vidste hun ikke hvad faren derinde var så hun kunne ikke rigtigt sætte sig ind i hvor farligt det var.

Hun lyttede tavst til ham, kunne godt se hvad han mente men om hun virkelig kunne gøre det vidste hun ikke. Hun var ikke en svag kvinde, derimod var hun kendt for sin stædighed men hun havde aldrig tænkt sådan på det. Hun havde nok altid nævnt at kvinder burde have mere frihed og lov til at træffe deres egne valg på nogle punkter, men at begynde ved det tøj eller sminke hun selv bar havde aldrig strejfede hende. Hun havde tænkt større baner, mens hun i virkeligheden burde have tænkt på nogle småting som det tøj hun gik i eller sminken hun bar. Hans fingre strøg hendes kinder og hun nød den kriblende fornemmelse denne berøring gav hende. Hun smilede et varmt smil til ham ”Jeg skal prøve det, tak… jeg har aldrig selv tænkt på forandringer på den måde, jeg tænkte altid i større baner.. men nu kan jeg se hvad De mener, og det lyder meget fornuftigt” svarede hun for at afslutte denne del af samtalen. For nu var de jo enige? ”Denne sangfugl takker den hånd der befriede den” sagde hun mildt.

Hun bemærkede at han nød denne berøring og følte en tilfredshed og varme sprede sig i kroppen. At hun kunne gengælde de følelser han vakte i hende var selvfølgelig en stor glæde for hende. Hun ventede dog tavst mens han fortalte, kunne se hvilke hårde barndom han havde haft, den lidelse og smerte han må have set, hørt eller oplevet. Et barn der blev straffet for de ældres handlinger, det var ikke i orden på nogen måder, hvordan hendes far havde tilladt det forstod hun absolut ikke, og lysten til at snakke med kongen om det voksede sig pludselig voldsomt stor. Selvfølgelig ville hun aldrig nævne disse turer, eller dette møde, men at en dreng for mange år siden var blevet glemt burde slet ikke holdes skjult. Hun lyttede fuldkommen opmærksomt, indprentede sig alt det han havde fortalt og kunne sikkert gengive det uden problemer med den gode hukommelse hun havde. ”De har haft en hård fortid, det er jeg virkelig ked af. Jeg er virkelig ked af at De måtte tage konsekvenserne af Deres faders handlinger selvom De intet havde med dem at gøre, det er forkert, jeg beklager at min fader intet gjorde… det burde han..” alting kunne han være anderledes for ham blot nogen havde indset hvilke stor fejl der var blevet begået.

Hun smilede til ham og skyndte sig hen til hesten, sagtnede farten da hun nåede hen til den og standsede ved dens hoved. forsigtigt rakte hun hånden ud mod den og strejfede dens mule, den var blød og varme. Hestens øjne blev vendt mod hende og den flyttede på sig idet han ikke genkendte hende. Hun smilede beroligende til den og aede den blidt, trådte derefter nærmere da den så ud til at give hende lov. Hendes hånd strøg hen over dens mule og stærke kæbe, og den så ud til at acceptere hende ret hurtigt hvor den puffede let til hende. Et stort tilfreds smil gled over hendes læber ”Dygtig dreng” hviskede hun blidt og kyssede den på mulen inden hun flyttede sig og lod hånde stryg hen over dens side og ryg. Den var bare så flot at hun var helt forelsket i den. ”Hvor er du dog smuk” hviskede hun atter til den. En dårlig vane hun havde med at snakke til dyr, men sådan var hun nu engang.

[Jacob Letonia]

Jacob nikkede til hende, nu skulle de nyde det hele, turen, skoven og alt hvad de ville opleve, de var sammen lige nu og det var der ingen der skulle tage fra dem, han kiggede hen mod hesten igen, den virkede efterhånden lidt utålmodig, den havde også stået der længe nu, lige siden han havde spurgt sin ven om han måtte låne den, så han smilte bare til den med et lille nik, for at vise den at de nok skulle komme, ikke fordi den nok forstod så meget og dog, den var jo forstående overfor ham ligesom alle andre dyr, den forstod øjne, dog aldrig ord. Han vende igen blikket mod hende og nød lidt endnu at være tæt på hende, men kunne godt se at de skulle gå.

Han grinte bare lidt af hende, meget syndes han nu ikke han havde bedt hende om men det var en start til et mere normalt liv, det kunne godt være at makeup og store kjoler var en stor del af de adeliges liv, men de måtte da også havde tid til dem selv, der var ingen grund til at de gik rundt og lignede et bal helt for del selv hver dag, hver uge vinter efter vinter. "start altid i det små, før du går efter det store, det er en hver persons regel om du er konge eller jæger, bonde eller ridder, så starter man altid med det små, fordi det er sådan man lærer" sagde han, det var jo også den måde han selv havde fået et navn, man startede med at hjælpe nogle folk, derefter en landsby og efterhånden ville landet kende dig og søge din hjælp, han manglede kun skridtet ved at komme tæt på de adelige og lade dem se hvad det endelig var at han skulle gøre, men han manglede endnu en stor ting der ville blive svær for at kunne gennemføre det hans tip tip tip tip oldefar havde gjort for sin ridder titel, han skulle rede en adelig, men det ville han måske få chancen for i fremtiden, men lige nu behøvede han det ikke. "det var så lidt, jeg gør jo hvad jeg kan, og sangfuglen skal endelig ikke holde sig tilbage for at synge glæden frem" sagde han, dog lidt drillende, hun havde jo fortalt ham at hun ikke sang for andre normalt, han havde bare været heldig, men det var vel ok at dille hende lidt, det helle skulle jo ikke bare være perfekt romantisk, hvis det blev det, ville de bare ende med at kede sig over det.

Jacob lage hurtig en finger over hendes mund, hun begynde at komme ind på noget hun ikke ville vide, hun kom ind på noget der selv ville være hendes fars sorte fortid, han kende hendes efternavn og han havde fået lov at se underskrifterne for alle de adelsmænd der havde skrevet under på det dokument der viste at alt blev taget fra ham og hans mor, selvom ham og hans mor ikek blev nævnt blev det gjort fordi at de var blevet glemt og de havde deres rivaler udnyttet. "Kom ikke for langt ind på emnet, det der skete den gang blev gjort af alle adelen, fordi min far havde gjort noget så forfærdeligt, husk først og fremmest, det er menneskeligt at fejl og også menneskeligt at glemme, hvis du vil vide hvem der gjorde dette, så skal du gå i jeres gamle arkiver og finde ud af hvem der skrev under på at Letonia familien mistede alt, men gør dig klar på det" sagde han roligt, mest for at slutte det her, de skulle ikke ødelægge denne dag, men han vidste at han ville finde hendes fars underskrift på den seddel, ikke fordi at han havde skrevet under på at Jacob og hans mor skulle straffes, men fordi han havde skrevet under på at Erik, Jacobs far skulle straffes, desværre var det gået over et, da han var Eriks blod, så havde han nu også mistet alt og fordi Erik var overhoved af familien havde der ikke været noget at rafle om, alt var bare mistet og da adelen havde ladet dette ske, så havde befolkningen også dømt ham og hans mor til evigt fordømmelse, de havde set ned på dem, hvilket var grunden til han ikke var den person i dag. "du kan stille flere spørgsmål på turen" sagde han med sit smil tilbage, han håbede lidt på hun ville komme ind på andre ting han kunne svare på.

Da han selv var kommet hen til hesten kunne man godt mærke at hesten kende ham, han havde lånt ham tit fordi jægeren der ejede ham stod i stor gæld til ham, men det tog det ikke så tungt og lod det bare ligge mellem venner, så de altid hjalp hinanden når nøden var der. "skal jeg få dig op på ham, hvis vi står og klapper ham meget mere bliver hans restløs, han har ikek været ude og løbe rigtigt de sidste par dage" sagde han med et lille smil og stilte sig bag ved hende, han var klar til at få hende der op, hvis hun ikke selv klarede det. "vil du forresten selv styre eller skal jeg gøre det" spurgte han, han vidste jo ikke om hun var meget god til at ride på hest, eller om hun i det hele taget havde redet med andre før, han var lidt ligeglad selv, han kende denne hest, men hvis hun havde et begær for at styrer skulle hun havde lov.

[Lyenna Norgarthon]

Ja at nyde omgivelserne og hinandens selvskab var vel det vigtigste lige nu. Det ville ikke undre hende hvis hesten var rastløs for hun følte sig mere rastløs end den, men nu havde hun også ventet på det her i en hel uge og endelig skete det hvilket hun endnu ikke helt forstod. Det var ikke første gang hun havde forladt slottet men det var første gang at hun var sammen med en person der vidste hvem hun var uden for slottets murer, og dog, Mariah havde jo set hende uden for slottet men det havde jo ikke været planlagt eller med vilje.

Han kunne grine men for hende var det da ikke så let, hun prikkede ham drillende på brystet som tegn til at han da ikke skulle grine af hende men nu mente hun det heller ikke for hun nød at høre hans latter, og stemme. Nej det var ikke rart og gå rundt med de store klæder konstant, og hvis hun kunne slip ud af det bare en gang imellem kunne det være rart. ”Ja det lyder meget fornuftigt” svarede hun, men hun havde slet ikke tænkt på klæderne som noget småt, derimod som noget der aldrig ville ændre sig fordi moden var sådan og den først ville ændre sig med liden hvis andet blev moderne. Da han fortsatte og denne gang drillede hende med at hun jo kunne synge hvis hun var så glad svarede hun lige så drillende ”De er måske heldig at jeg gøre det” den drillende tone var ikke til at tage fejl af overhoved, men ja, det nyttede ikke at de bare snakkede helt almindeligt, det ville let komme til at kede dem begge.

Han bragte hende til tavshed ved at placere en finger over hendes læber, hun tav omgående og så forvirret på ham for hun forstod ikke helt hvorfor han havde bragt hende til tavshed. At han bragte hende til tavshed for hendes egen skyld havde hun ingen anelse om, det ville nok slå hende ud hvis hun opdagede hvor tankeløs hendes fader havde været ved at sætte sin underskrift på at Letonia familien skulle miste deres hjem og ejendom på grund af noget deres overhoved gjorde. Hans svar gjorde det ikke just bedre, hun kunne se der var noget han skjulte men hvorfor vidste hun ikke. Hun ville have svaret men hans finger lå endnu over hendes læber hvilket gjorde det lidt svært, og en hurtig ide faldt hende, ikke spor gennemtænkt overhoved, og det var også for at drille ham lidt mere hvor hun lod sine læber presses mod hans finger i et blidt kys. I mellemtiden havde han dog fortsat og da hun nu fik læberne fri svarede hun ”Helt i orden”.

Hun så tilbage på ham da han spurgte om han skulle få hende op på ryggen af hesten ”Det der er ikke en damesadel” sagde hun og følte sig ret dum over ordene som hun havde fortrudt lige med det samme ”Jeg tror jeg kan komme derop selv, men du må gerne styre, jeg tror ikke den vil adlyde mig” sagde hun og så tilbage på ham inden hun forsigtigt satte fødderne i stigbøjlen og sadlen for derefter at svinge sig op at side. Det var lettere end normalt, men det var underligt at side derop iført for normalt var hun genert af kjolen. Sadlen var hårdere end hvad hun var van til, og anderledes så hun i et kort øjeblik frygtede for at glide af, men holdt nu godt fast og satte sig tilrette.

[Jacob Letonia]

Jacob kunne godt høre på hende at hun da morede sig med ham, men syndes selv han havde lidt mere sjovt når hun også prøvede at give lidt igen, hendes prikken i brystet gjorde ham ikke så meget, en man kunne godt mærke at hun selv nok tænkte hvad hun skulle gøre for at give ham igen. han kiggede hende ind i øjne og lage hoved på skrå. "så mangler du jo sådan set kun at vise det frem for andre og gøre det, det er mange gange det sværeste skridt at tage, men jeg hepper på dig" sagde han og blinkede, stadig med et lille grin, ikke fordi han ikke ville gøre det, men fordi at hun bare var sjov når hun sådan tænkte med sig selv, det var jo måske også nogle store skridt for hende, selvom han så det som den mindste detalje der skulle ændres for at det kunne komme ud i liver. Da hun begynde at snakke om at hun måske ville synge, blev han lidt paf, han havde ikek regnede med at hun sagde det, men han blev efterhånden lidt i tvivl, havde hun ment det eller var det bare noget hun havde fyret af, han blev virkelig ved med at tænke over det, det var ham en gåde lige nu.

Efter den så seriøse tale lage han mærke til hendes kys på fingeren, han rødmede let for første gang i hendes øjekast, han rystede lidt på hoved og kiggede s på hans finger som han begynde at trække den til sig, mens han kiggede på den, et roligt smil kom frem over hans læber og han kiggede på hende med et let kærligt smil. "nu er jeg i dilemma, jeg har endelig aldrig lyst til at vaske min finger nu, men gør jeg det ikke sker det nok aldrig igen" sagde han med et grin, ja han havde nok lavet lidt sjov med det, men det var nok for at overkomme den rødmen der var gået væk nu, han havde været lidt i et problem, mens de havde stået der og det at rødme følte han helst som noget han ville skjule.

Jacob grinte let af hende, hun lede efter en damesaddel, ja ok, han kunne nok godt forstille sig at det var hvad hun var van til, men der kunne han ikke helt hjælpe hende, hun måtte nøjes med den han havde til rådighed. "ja jeg er ked af det, men når man skal sidde 2 på en hest så er en dame sadel ikke så praktisk" sagde han og så hvordan hun kom op på hesten uden problem, hun havde i hvert fald redet før, dog gjorde han det på en lidt anden måde end hende, han tog fat bag i sadlen og hoppede så op bag ved hende, selvom han skulle styre havde han det bedst med at havde hende foran sig, så havde han mest styr på hende. "fint så styre jeg, hold godt fast så" sagde han, mens hans arme kom hen på hver side af hende og på en måde også holde godt fast på hende, så hun ikke røg af.

Han satte hesten i løb og kiggede bare ud over landet mens de nu red af sted mod tårnskoven. "husk nu at nyd turen, der er masser at se på vejen" sagde han og lage hoved ved siden af hendes, så hun ville mærke hans kind mod hendes, mens de red. "hvis du har flere spørgsmål må du forresten godt spørge nu" sagde han og satte hesten lidt op i tempo, det var ikke fordi at den ikke kunne klare det, faktisk kunne den løbe meget hurtigere end dette, men de skulle jo også nyde turen der hen, alle marker og enge der var omkring dem.

[Lyenna Norgarthon]

Hun var ikke så van til kærlig og drillende mundhuggeri, og derfor var hun ikke så god til at svar igen og måtte tænke sig om end det nok både virkede og så dumt ud. Ved hans svar smilte hun ”Ih ja, det vil helt sikkert give mig lidt mere mod at se Dem blandt tilskuerne” svarede hun ærligt og dog lettere drillende. Det første skridt var altid det sværeste, og nogle gang var der gode resultater andre gange mindre gode, hun selv glædede sig ikke til at stille sig foran sine forældre og fortælle dem at hun bedst syntes om sig selv sådan, eller bedst trak vejret sådan. Hendes mor ville helt klart ikke bryde sig om forandringerne men lige nu tænkte hun ikke på det som sådan. Hun kunne se at hendes svar omkring at hun muligvis ville synge overraskede ham ”Jeg sagde måske…” gentog hun lettere drillende og som tegn til at nu skulle han ikke være sikker på at det skete. Hun var ret usikker med at synge, syntes selv at hun sang falsk men ingen havde nogensinde bekræftede eller afkræftet den teori. At synge ville derfor ikke blive let, og der skulle en del ting inden hun ville få mandede sig op til at gøre det.

Den lette rødmen der spredte sig over hans kinder fik hende til at blinke overrasket, tænk engang, hun havde fået ham til at rødme, og endda ubevidst hvor han selv havde drillede hende sidst og med vilje fået hende til at rødme. Nu kunne hun måske give ham igen. ”De har flere gange nævnt at det klæder mig at rødme, det samme kan jeg sige om Dem” sagde hun tydeligvis drillende. Hans ord fik blot et større smil frem over hendes læber ”Hvis De vasker den af får De aldrig en igen.. nu er De advaret” fortsatte hun i samme drillende tone, selvfølgelig drillede hun bare, det var jo meningen at de skulle morer sig og hun gjorde det ret meget lige nu.

Da han grinte af hende skulede hun lettere fornærmede mod ham. Ja han kunne grine, men det var altså lettere med en damesaddel, ikke at han skulle prøve det for det ville nok se sjovt ud, men altså, en damesadel gjorde altid livet lettere og turene med udholdelig. ”Det er i orden, jeg er bare ikke van til at ride så meget” svarede hun nærmest som en advarsel til at de måske ville komme til at holde en pause undervejes for at strække benene. Snart var han kommet op bag hende og hans arme gled rundt om hende for at gribe fat i tøjlerne. Hun flyttede sine hænder var dem og satte sig ordentlig med hans arme om sig som beskyttede hende imod at falde. Det føltes dog alligevel underligt, hun kunne fornemme ham bag sig og hans krop så tæt mod sin at det var helt umuligt at tænke på andet lige nu. Da han bad hende holde godt fast blinkede hun men nikkede ganske roligt. Hætten var gledet af da hun var kommet op på hesten men hun trak den roligt på plads igen.

Snart gav han hesten sporrene og den satte i rolig galop. Hans kind var pludselig mod hendes og hun holdt svagt vejret mens hun opfattede hans ord der mindede hende om at nyde det hele. Hun smilede og nikkede svagt, lod sine fingrespidser strejfe hans kind ganske svagt inden hun lod sit blik glide rundt og hun nød virkelig udsigten. Markerne og vejene, træerne og dyrene de så på vej. Bønder kunne hun også se ude på markerne, enkelte var tæt på og vendte deres blikke mod dem når de red forbi. Efter et stykke tid vendte hun svagt blikket tilbage mod ham ”Hvor længe har du været jæger?.. altså.. hvornår nedlagde du dit første dyr?” spurgte hun interesseret.

[Jacob Letonia]

Jacob gav hende den tid hun nu skulle havde til at svare igen, for ham var der intet der skynde sig og det var nu også sjovest at få svar tilbage, så man ikke bare kørte den anden person over med ord, det skulle o være kærligt og ikke en person han nedgjorde. han kunne dog ikke lige lade være med at grine af hende, nå det kunne hun måske ikke lig, selvom han nu syndes det kunne være sjovt at sidde blandt mængderne og se hvordan de højeste adelige i dette land ville reagere på den fornyede skønhed der kom til dem. "det kunne da være hyggeligt, så kunne jeg også lige give din far og mor hånden på vejen og takke dem for at være grundlaget på det skønneste på denne jord" sagde han stille og roligt, han begynde at tænke på om han overhoved kunne komme ind i slottet, jo han kunne da prøve en dag, bare lidt af gangen, så han kunne se hvor hans evner kunne tage ham hen, han var ikke tyv, men en jæger skulle mange gange være mere stille end dem,d a dyr var meget mere lydhøre end mennesker, vagter kunne snydes, men du ville aldrig kunne slippe fra en bjørn når den først havde hørt dig, så var det enden at flygte eller tage kampen op. Han kiggede rimelig skeptisk på hende, han ville faktisk rigtig gerne høre hende synde rigtigt. "lad mig spørge dig på den her måde er der noget jeg kan gøre for dig, der kan få dig til at synge for mig på nogen måde" sagde han og kiggede hende lidt spørgende ind i øjen, der måtte være noget han kunne gøre for at hun faktisk fik lyst til at synge for ham, han havde næsten ikke nogen grænser bare han fik lov til at høre det.

Lidt af den røde farve kom langsomt tilbage i hendes kinder ved ordene, men så begynde han dog at grine lige så let, det kunne jo ikke gøres noget ved, han ville rødme ligemeget hvad han gjorde på dette tidspunkt, så han kunne lige så godt prøve at give lidt igen, selvom det var rimelig pinligt. "jeg skal jo gøre et eller andet for bare at kunne bare en andelse tættere på englen ved min side" sagde han og grinte bare igen, mens han kiggede hende direkte ind i øjne, han kunne ikke skjule den røde farve, men han havde heller ikke tænkt sig at prøve, hvis hun godt kunne lig han rødmede, så skulle hun også havde lov til at se det, selvom det nok ikke ville tage lang tid før det tog af, så kunne hun da se det nu. Han løftede let øjenbrynet af hendes ord og kiggede så på sin finger han tog nede i lommen og fandt et lille hvidt klæde frem og viklede det rundt om fingeren, så der der hvor hun havde kysset ham nu var beklædt af det hvide stof, der sad fast. "sådan, så bliver det aldrig vasket, jeg vil holde det sådan til evig tid, så jeg er sikker på at jeg kan få et igen" sagde han og grinte lidt, mens han kiggede hende ind i øjne og viste fingeren der nærmest så ud som om den var skadet, selvom det jo bare var for at beskytte det sted hvor hun nu havde kysset ham, det første kys han havde fået af hendes bløde fyldige læber.

Han smilte til hende og lod roligt en hånd lægge sig oven på hendes hoved oppe på hesten, han havde ikke noget problem med at styre med en hånd, hesten vidste også hvor den skulle hen. "undskyld, det var ikke for at sige noget ondt om dig, men jeg må indrømme at jeg ikke engang har set en dame sadel før, du er den første jeg kender der bruger en" sagde han og pustede hende blidt, men stadig drillende i nakken,d et var ikke fordi hun havde gjort noget forkert, men dame sadel var bare ikke noget han kende til, han havde hørt om dem, men det var kun fordi han som lille havde fået at vide at hans mor ikke brugte en. "du siger bare hvis du gerne vil havde en pause" sagde han med et smil, han tænkte ikke selv så meget på det, normalt red han heller ikke, men kom der smerter bed han det i sig, det var jo sådan han normalt blev nød til at arbejde.

han tænkte lidt over spørgsmålet, mens han nød hendes nussen på på kinden, det var skønt og han havde ikke lyst til at bevæge sig væk fra hende, hans arme kom også lidt tættere på hende, så hun rigtig kunne mærke ham tæt på sig, også fordi han gerne virkelig kunne mærke at hun var der, han forsøgte at gøre turen noget særligt for hende, han pegede normalt når der var nogle særlige dyr der gemte sig og når der var noget særligt ved naturen han selv nød, en enkelt gang eller 2 vinkede han nu også til folk på markerne. "mit første bytte blev nedlagt før jeg føler jeg blev jæger, allerede da jeg var 7 nedlage jeg et vildsvin, med en jægers bue, men jeg tror først jeg blev jæger da jeg var 10 vintre gammel og boede hos Samson, der havde jeg lært at kunne de ting man skal kunne som jæger, men det er først blevet helt seriøst da jeg selv tog på jagt da jeg var 14." sagde han med et smil og kiggede lidt ud på landskabet og pustede hende igen på halsen, det var noget han kunne more sig meget med.

[Lyenna Norgarthon]

Som han dog kunne svare tilbage! Hun anede virkelig ikke hvordan hun skulle kunne hamle op med ham men hun nægtede at give op, hun ville forsøge og øve sig for det her var faktisk sjovt på sin helt egen underlig og fremmed måde. Ved hans ord bredte der sig et smil over hendes læber, hun kunne lige se det for sig, morsomt ”Åh Jacob, De får mig helt til at føle mig som en prinsesse” svarede hun lettere drillende dog lettere drillende og en anelse ironisk. For sammen med ham følte hun sig alt andet end som en prinsesse, hun følte sig skam værdifuld for han gav hende ikke en chance for andet, men hun følte sig slet ikke bundet til alle mulige normer og tanker og ideer om høflighed og hvad man måtte og ikke måtte. Hun følte sig almindelig, naturlig og helt og holdent sig selv, ingen maske, intet skuespil blot sig selv! hans skeptiske blik fik hende til at bryde ud i en mild latter, han så da ret sjov og sød ud med det udtryk. Hun vidste skam at han mente det alvorligt men hun kunne ikke helt holde latteren tilbage og rystede på hovedet over det. ”Det ved jeg virkelig ikke… tiden vil måske give mig selvsikkerheden og selvtillid nok til jeg ville forsøge, men ærligt.. De tror virkelig at jeg har en god stemme, De har hørt mig nynne og det viser intet, så De skal ikke regne med noget vidunderligt eller godt..” svarede hun nærmest undskyldende for det var sandt, hvem sagde hendes stemme var god? Hun syntes selv ikke at hun var så god til at synge.

Hans ord og tonen der fortsat var drillende var dejlig, han drillede tilbage og virkede slet ikke irriteret eller stødt over hendes ord, godt! hun var så van til at være forsigtig med hvad hun sagde at hun ikke anede hvor langt hun kunne gå inden det blev betragtede som en fornærmelse hvilket nok var grunden til at hun var så forsigtig som hun nu engang var ”Ih dog De smiger mig alt for meget, jeg føler mig slet ikke som en engel… nærmere verdens heldigste kvinde” svarede hun, den drillende undertone var der stadig men den var ikke nær så tydelig at opfatte ved det sidste i hendes sætning for det mente hun for alvorligt til at kunne sige det drillende. Hun følte sig skam heldig, lykkelig, glad og utrolig tilfreds ved sig selv. Måden han løftede det ene bryn fik hen de til at grine, og da han så på sin finger voksede smilet blot endnu mere. Da han så viklede det hvide klæde rundt om fingeren blinkede hun med øjnene af overraskelse ”Jeg drillede da bare, Deres finger vil helt sikker få brug for luft og lys ellers ville den se underlig om ikke så lang tid” svarede hun tog forsigtigt hans hånd, viklede det hvide stykke af det og rakte ham det hvide stykke stof. ”Desuden er det ikke let at holde en bue eller pil med den viklet om fingeren” fortsatte hun mildt.

Hans hånd blev lagt på hendes hoved og hætten blev derved skubbede endnu engang men faldt ikke helt af i starten. hun blinkede dog forundret over denne bevægelse og forsøgte at se tilbage på ham, da han undskyldte smilede hun blidt ”Jeg er ikke vred, De skal ikke undskylde” svarede hun. Det var da ikke hans skyld, hun var bare for fin til at forstå at han ikke var fra samme klasse som hende selvom han kunne have været det hvis hendes far ellers havde brugt hovedet! Men han ville næppe have været den samme som han var nu hvis han var vokset op blandt adelen, det var vel skoven, den mand som han kaldte Samson og andre ting i den verden der omgav ham der havde været skyld i at han var blevet den mand han nu engang var. Hun blev pustet i nakken og gøs, hvorfor gjorde han dog det? nok endnu en form fro drilleri. ”Det skal jeg nok gøre” svarede hun blidt.

Han nød tydeligvis hendes kærtegn og hans arme blev lagt tættere om hende hvor hun nærmest blev trukket nærmere ind til ham. Hun havde ryggen mod hans bryst og ubevidst puttede hun sig indtil ham og dog så hun sig omkring. Hendes hånd havde hun atter taget til sig, nu optaget af sine omgivelser når han af og til pegede et sted, viste hende noget eller nævnte noget interessant. Hun slugte alt hvad hun så med stor interesse og nød virkelig sådan en rolig tur. Da han gav sig til at besvar hendes spørgsmål lagde hun hovedet tilbage således den lå støttede mod hans skulder, hætten gled helt af nu og hun så op på ham mens han snakkede. Hun lyttede med et smil over sine læber, han havde da været så ung! ”De har haft et spændende liv kan jeg forestille mig” sagde hun blidt ”Hvad er det bedste De har oplevet?” spurgte hun. Hendes blik blev vendt mod sine omgivelser igen hvor hun så en kat løbe tværs over vejen, hun fulgte den med blikket og blev pludselig pustede på halsen og for sammen ”Jacob!” udbrød hun irettesættende.