Endelig hjemme.

[Raya Lodbrog]

Raya havde glædet sig længe til denne dag. Hun havde fået af vide at en af hendes brødre ville komme hjem, og det havde hun virkelig set frem til. Hun vidste at de ikke var særligt tit hjemme, og derfor savnede hun dem selvfølgelig. Nogle gange syntes hun at det var hårdt at se dem tage af sted, netop fordi hun vidste, at der ville være lang tid til de kom hjem igen.
Hun var vågnet tidligt, tidligere end hun plejede. Hun stod dog ikke op fra sengen, men kravlede op og satte sig i vinduet, der var lige over sengen og langt nok nede til at hun kunne krave derop. Hun sad og kiggede ned i gården, hvor der allerede var liv. Hun kunne godt lide at se ned på de bitte små mennesker. De lignede nærmest dukker, syntes hun.
Hun anede ikke hvor længe hun havde siddet der, men pludselig kom en tjenestepige ind i hendes værelse. Det var den tjenestepige der plejede at komme og vække Raya.
"Frøken Raya! Du må slet ikke sidde deroppe!" sagde hun en smule forskrækket, og så blev Raya nødt til at kravle ned igen.
Tjenestepigen fandt tøj frem til Raya, en kjole som sædvanlig, og sa hun havde fået den på, hjalp hun Raya med det lange hår. Hun kunne sådan set godt selv klare alt dette, men hun var vant til, at der kom en tjenestepige og hjalp hende.

Raya syntes at tiden gik langsomt. Morgenmaden tog lang tid, og efter det, skulle hun vente i længere tid. Hendes mor bad hende om at sætte sig ned, fordi hun hele tiden gik hen til et vindue og kiggede ud, for at se om Edwin snart var der.
Raya hadede at vente. Hun kunne ikke sidde stille, men til sidst fik hun fundet en bog, hun kunne sidde og kigge i, mens hun ventede. Hun læste ikke hvad der stod på siderne, men kiggede bare på dem, og bladrede videre.
Hendes små ører opfangede en lyd,og hun kiggede straks op. Hun hørte hoveddøren åbne sig, og hørte en eller anden sige noget. Et smil kom frem på hendes læber, og hun smed bog fra sig. Hun greb sin dukke og løb ud til hoveddøren, hvor hendes bror var.
"Edwin!" sagde hun højt og løb hen og gav ham et kram.

[Edwin Lodbrog]

Edwins ankomst var for en gangs skyld annonceret, sådan da. I realiteten var det naturligvis Ser Hrafnir Isgard og hans brors besøg i byen, der var det, men for Raya og Ina ville det være det samme. Det var bestemt ikke det samme for den unge væbner selv. Denne gang kunne det næppe undgås at hans far blev aflagt et besøg af andre end ham og hans egen uddannelse ville uværgeligt komme op som samtaleemne. Det var ikke fordi Edwin havde det store at skamme sig over eller være nervøs ved, men en naturlig anspændt følelse var alligevel tilstede ved den viden, at hans families overhovede ville få råt for usødet hvor godt eller dårligt han klarede sig.

Som han trådte ind af hoveddøren med papirer til sin far i hånden fra netop den ridder, var han derfor en smule på vagt endnu. Han var uforberedt på en højlydt, nærmest hvinende, stemme, der sagde hans navn, men havde tilpas sunde, veltrænede reflekser, til at nå at vende sig og lettere overrumplet slå armene omkring det bette væsen, der kastede sig i hans favn. ”Skovtrold!” Et grin forlod ham og han drejede rundt i en cirkel med hende løftet over jorden, før han satte hende ned igen og næsten automatisk rakte ud og purrede op i hendes hår med sin ene hånd. ”Er der ikke nogen, der har lært dig, at man ikke kaster sig over en bevæbnet mand? Man kunne komme til at tro, at du var en fjende og ikke et forsvarsløst lille kvindfolk.” Han hævede begge øjenbryn og smilede drillende til hende.

[Raya Lodbrog]

Raya var helt igennem ligeglad med hvad årsagen for, at Edwin kom hjem. Hun var bare lykkelig over, at han faktisk kom hjem. Hun så jo ikke så meget til ham, så selvfølgelig savnede hun ham.
Jarren havde ikke rigtigt tid til at lege med hende hele tiden, og Iny gad ikke hele tiden, så det glædede hende, når Edwin kom hjem. Hun var ret ligeglad med om han havde tid, for han plejede altid at lege med hende.
Raya havde ikke set at han stod med papirer i hånden, og hun havde heller ikke tænkt over at han kunne være bevæbnet. Hun var bare glad for at se ham hjemme.
En latter forlod hendes læber, da han tog hende op og svingede hende rundt, for derefter at sætte hende ned igen.
Hun havde lyst til at sige til ham, at hun ikke var nogen trold, men hun lod være, fordi hun var glad for at se ham.
"Jamen det er jo bare dig! Du er ikke farlig," sagde hun med et smil, da han spurgte om ingen havde lært hende, at man ikke måtte kaste sig over en bevæbnet mand.
Der var jo intet farligt ved Edwin. Det var jo bare hende bror, så hun kunne ikke se det farlige i det.
"Kom! Mor er inde i stuen!" sagde hun og tog med sin lille hånd fat i hans hånd og begyndte at trække ham med sig. Hun gav ham ikke rigtigt tid til at komme ind og få afleveret de ting han nu skulle have afleveret.
Hun trak, så godt hun nu kunne, ham med ind i den stue, hun havde været i, mens hun ventede på at broderen skulle komme hjem.
I den anden hånd havde hun dukken, som hun altid havde med sig.
"Mor! Se hvem jeg har fundet!" sagde hun med et stort smil, da de var kommet ind i stuen.
Moderen kiggede op fra sin bog, og et smil kom frem på hendes læber.
"Raya, du skal lade ham komme ind, før du bare river ham med dig," sagde moderen og rystede lidt på hovedet af sin yngste datter.
"Velkommen hjem, Edwin," sagde hun så og sendte sin søn et smil.
Raya blev ved med at holde Edwin i hånden, mens hun kiggede på moderen. Hun nikkede bare til hvad der blev sagt, men hun vidste godt, at hun ikke ville lytte til det.

[Edwin Lodbrog]

Edwin smilede bredt og himlede med øjnene af sin lillesøster, som hun greb fat i hans hånd og trak ham med sig. Han fulgte med uden protester, udskød øjeblikket, hvor han måtte finde sin far og overrække ham papirerne og nøjedes med at traske i hælene på Raya ind til deres mor.

Også hun fik et varmt smil og han vristede sig fri af søsterens svage greb, før han bukkede formfulendt, som det nu engang passede sig. ”Tusind tak, mor.” Selvom Rayas manerer tydeligvis var mangelfulde, behøvede han virkelig ikke lade sig smitte. Han brød dog temmelig hurtigt etiketten for at række frem, lukke armene omkring det lille myr og rode hende i håret igen.

”Raya har ikke lært at det er farligt at angribe en bevæbnet mand,” fortalte han i et roligt tonefald, før han uden varsel bukkede sig ned, tiltede søsteren over sin ene skulder og holdt hende der. ”Er far hjemme – og har han travlt?” Han så smilende på moren med åbenlys morskab. ”Ellers vil jeg levere både papirer og en lille adelsfrøken, der er til fare for sig selv.”

[Raya Lodbrog]

Raya havde fået undervisning, også i manerer, og hun kunne sagtens være en høflig lille dame, hvis det endelig skulle være. Men det tænkte hun slet ikke over. Hun var lykkelig for at Edwin endelig var hjemme. Desuden var han jo hendes bror. Ikke en hun skulle være høflig overfor.
Raya kiggede op på Ed, da han fjernede hendes hånd fra hans. hendes greb havde ikke været synderligt svært at vriste sig fri fra, da hun ikke ligefrem var den med de fleste kræfter.
Et grin undslap dog hendes læber, da Edwin endnu engang lukkede sine arme om hende, og rodede hende i håret. Hun kunne ikke lade være med at grine af det.
"Ed! Du ugler mit hår!" sagde hun inde mellem latteren. Ikke fordi håret ikke kunne redes ud igen, men hun hadede, når det filtrede, for det gjorde alt for ondt, at få børstet igennem så.

"Jeg tror at Raya er ret ligeglad med om du er bevæbnet eller ej," sagde moderen med et smil. Hun havde jo set, hvor utålmodig Raya havde været, så hun vidste, at Raya uanset hvad, ville kaste sig i armene på sin bror. Moderen havde flere gange rystet på hovedte af det, men havde opgivet at få Raya til at lade være. Den lille pige gik sine egne veje, hvis det var det hun ville. Enten kunne man følge med, eller se hende gå sine egne veje.
Raya var ikke ligefrem forberedt på, at Edwin ville tage hende op på den måde, og endnu engang kom hun til at grine.
"Edwin!" sagde hun med et lille hvin og grinede. Moderen rystede bare på hovedet af det dem med et smil på læberne.
"Din far sidder inde på sit kontor. Han har nok ikke travlt," sagde moderen med et smil, og satte sig tilbage i stolen med sin bog.
"far sagde at han havde for travlt til at lege med mig!" sagde Raya, og ville hellere have, at Edwin kom med ind på hendes værelse, end han tog hen til faderen. Hun kunne dog ikke gøre så meget, eftersom hun hang henover Edwins skulder som en sæk kartofler. Hun fandt det dog alligevel morsomt.

[Edwin Lodbrog]

Edwin grinede smørret og strammede sit greb en anelse om lillesøsteren, uden at holde inde med sin drillende rodende op i det mørke hår, der lå morens familie til og som også voksede på hans hoved. Han formåede at bukke lavt i en respektfuld anerkendelse af sin mors ord, lige før han tippede den niårige over sin ene skulder, holdt hende der og rettede sig op igen. ”Men det burde hun ikke være, moder,” konkluderede han muntert, rettende en anelse på sit greb omkring søsteren, som hun sprællede lidt.

Han bøjede hovedet i et simpelt nik og smilede til den myndige, men varme kvinde, der havde opfostret både ham og hans tre søskende. ”Jeg takker nådigt.” Et skævt smil hvilede på hans læber, som han udvandrede med sin tunge last, uden at være synligt mærket af noget besvær. ”Vi har alle for travlt til at lege med dig, skovtrold,” bemærkede han drillende, imens han gik. ”Jeg har vigtige papirer at aflevere til far og opgaver, der skal passes for Ser Hrafnir så snart jeg er færdig. Du kan få lov til at tjene som min styrketræning, før jeg afleverer til en passende ansvarlig voksen.” Han smilede bredt, rettede på sit greb igen og satte farten lidt op. ”Har du i øvrigt ikke skolegang at passe, unge dame? Pligter?”

[Raya Lodbrog]

Moderen var helt enig med Edwin i, at Raya ikke burde være ligeglad. Men det var jo tydeligt at se, at den lille pige var glad for at Edwin endelig var hjemme, så moderen havde ligesom opgivet at forklare hende det. Det var som at tale for lukkede døre, for så snart Edwin trådte ind ad døren, havde hun glemt alt, og løb ud til ham og nærmest overfaldt ham med sine kram. men det var nu også ret harmløst, mente hun, så derfor ville hun ikke gøre mere ved det.

"Det burde I ikke have!" sagde Raya en smule surt, selvom hun godt kunne høre, hans drillende tone. Hun vidste da godt, at de alle sammen havde pligter, men hun mente bare, at nogle af de pligter skulle være at lege med hende. Hun kedede sig, og tjenestefolkene var ikke altid sjove at lege med. Desuden havde de også travlt. Og det var ikke sjovt at lege alene.
Raya kunne nu heller ikke være sur på Edwin, og snart prydede der et smil på hendes læber, selvom han ikke kunne se det, eftersom hun hang over hans skulder.
"men nu er du endelig hjemme! Du laver altid opgaver for ham ridderen!" protesterede hun. Det var unfair, at han altid skulle lave alt muligt andet. Hun mumlede et eller andet uforståeligt, da han sagde, at han ville aflevere hende til en eller anden forsvarlig voksen. Det var virkelig ikke fair, og tider som disse, hadede hun virkelig at være den lille.
"Jeg har først skole i eftermiddag, og jeg har lavet mine pligter! " sagde hun, og et smil var formet på hendes læber. Hun havde absolut ikke ordnet sine pligter, men det kunne hun altid gøre senere. Ikke nu, hvor Ed endelig var hjemme.
"Far bliver nok sur over at vi forstyrrer ham i hans arbejde," sagde hun, og prøvede virkelig at få ham til at skifte mening.

[Edwin Lodbrog]

Edwin ignorerede fuldstændig sin lillesøsters sure svar og utilfredse tone. Han traskede afsted over stengulvet med sin menneskelige last over skulderen og fnøs muntert over protesterne, som han atter rettede lidt på sit greb og strammede det en anelse. ”Selvfølgelig laver jeg altid opgaver for Ser Hrafnir – ikke ham ridderen, skovtrold. Det er min pligt at tjene ham som væbner og derigennem blive en stor ridder og hærfører, hvis magterne vil det. Ligeså er det er din pligt at uddanne dig i sprog, kunst og skønhed, for en dag at kunne blive en adelsmands frue, frem for en sæk kartofler over din storebrors skulder.” Han morede sig en del over den myndige tone han selv stillede op overfor den lille vildkat og ikke mindst over at han rent faktisk mente hvad han sagde.

Der var noget uvirkeligt over således at belære det lille myr, hvilende i sin viden om, at det var helt korrekt og at det var sådan alting burde være. Han smilede, slækkede sit greb og lod hende glide ned på sine egne ben, imens han betragtede hende med spillende øjne. ”Jeg forstyrrer ham med vigtige papirer. Du, derimod...” En munter lyd forlod ham, som han slap hende helt og rodede hende i håret igen. ”Stik du ud for at finde en legekammerat, hvis du ikke vil leveres til opdragelse og udskældning,” kommanderende han drillende.

[Raya Lodbrog]

Af en eller anden grund, fandt Raya det morsomt, at hænge hen over sin brors skulder på den måde. Hun gjorde intet for at komme fri, da han så bare ville sætte hende ned. Hun ville gerne blive hængende der, for det betød, at han gav hende opmærksomhed.
Hun lyttede til hans ord. For hende, var ham ridderen bare 'Ham Ridderen'. Han var en dum ridder, da tog al hendes brors tid. Al den tid, han ellers kunne have brugt sammen med hende.
"Han er bare en dum ridder!" sagde hun en smule surt.
"Jeg vil hellere have at du er herhjemme, i stedet for henne ved ham.. Hvorfor kan Jarren være hjemme, når du ikke kan?" spurgte hun så.
Raya var virkelig utilfreds med, at Edwin aldrig var hjemme. Jarren havde sjældent tid, og Iny havde også andet at lave, end at lege med sin lillesøster. Der var dog tid til det nogle gange, men det var bare ikke altid hun gad. Og det blev kedeligt at lege med sig selv.
"Jeg vil hellere være en sæk kartofler over min brors skulder, end alt det andet du sagde," sagde hun, og et bredt smil kom frem på hendes læber. Hun gad ikke være en fin adelsfrue og lære alt muligt om kunst og sprog. Det var kedeligt og læremestrene var dumme og kedelige.
Da hun kom ned på sine egne ben igen, rystede hun lidt på hovedet, da hun lige havde hængt med hovedet ned af, og lige skulle have styr på det igen.
"Men du forstyrrer ham stadig! Og det vil han ikke have," sagde hun bare. Faderen havde jo sagt, at han ikke ville forstyrres af hende, hvorfor ville han så forstyrres af Edwin? Det var da slet ikke fair.
Med en irriteret bevægelse prøvede hun at glatte håret ud igen, efter at Edwin endnu engang havde rodet hende i det.
"Der er ingen der har tid til at lege. Desuden, hvis far har tid til at snakke med dig, har han også tid til at snakke med mig," sagde hun, og et sukkersødt smil kom frem på hendes læber.

[Edwin Lodbrog]

Edwin rynkede panden dybt, uanset at lillesøsteren på nuværende tidspunkt ikke kunne se det. ”Raya Aurora Lodbrog!” Sagde han prompte, i et strengt tonefald. ”Jeg er ligeglad med hvor meget du keder dig; du er ikke nogen simpel bondepige og sådan taler man ikke om en respektabel adelsmand.” Han satte hende ned, ignorerede hendes barnlige protester og så bestemt på hende, hævende den ene pegefinger, imens han fortsatte: ”Du er ni vintre nu og du kan simpelthen ikke tillade dig den slags sprogbrug. Forstået?”

Blikket han sendte hende var afventende og han gjorde en bydende håndbevægelse i en klar forventning om, at hun kom med en positiv tilkendegivelse. ”Hvad angår forstyrrelserne, så er jeg sendebud og sendebude forstyrrer ikke – de meddeleler. Har du en meddelelse at give far, måske?” Han kneb øjnene lidt sammen, trak så det rør han bar sin last i ud af bæltet og holdt det overvejende i hånden. ”Se hvis nu du havde noget at give ham,” spekulerede han højt. ”Som f.eks. disse papirer...” Et listigt smil hev i hans mundvige og han så på hende med en indforstået mine. ”... Og hvis jeg nu havde dig at levere...”

[Raya Lodbrog]

Det kom bag på Raya, at Edwin skældte hende ud. Det var hun ikke ligefrem vant til. Hun kunne ikke se hans ansigt, men hun kunne tydeligt høre i hans stemme at han mente det. Desuden syntes hun at det lød forkert, at han brugte hele hendes navn. Det var normalt kun hendes forældre der brugte det, og da han satte hende ned, kiggede hun ned i gulvet. Hun vidste godt at hun havde sagt noget forkert, så det var helt fortjent, at han skældte hende ud. Det var dog ikke noget hun brød sig om, og hun bed sig en smule hårdt i læben, for ikke at få tårer i øjnene. Hun nikkede til hvad han sagde.
"Undskyld, Edwin.." sagde hun og kiggede så op på ham. Hun mente virkelig sin undskyldning. hun vidste hvor dum hendes udtale havde været, og hun fortrød det virkelig. Det var ikke noget hun skulle have sagt, heller ikke selvom hun var muggen over at hun kedede sig og fordi Edwin aldrig var hjemme. Det var bare ikke iorden at hun snakkede sådan, og det havde hun skam forstået.
Hun kiggede på Edwin, og hun vidste godt at hun ikke havde nogen meddelse at give faderen.
Hun spærrede dog alligevel øjnene lidt op, da Edwin sagde at hun måske havde noget, og et lille smil bredte sig på hendes læber. Hun havde hørt den stemme før, og hun vidste at han ikke længere var sur på hende. Det var også det listige smil han altid fik frem, når han havde en god ide. Hun lyttede til hans ord, og nikkede.
"Jeg kunne godt give ham de papirer!" sagde hun med et smil.

[Edwin Lodbrog]

Edwin plejede ikke ligefrem at være på den side af en reprimande, som han var nu. Faktisk var det stort set altid ham, der blev skældt ud på eller fik en verbal salve og det var temmelig mærkeligt at være den, der leverede den – også selvom modtageren var den temmelig flabede lillesøster, som vitterlig havde gjort sig fortjent til det. Han hævede begge øjenbryn en anelse og krydsede armene over hinanden, før han nikkede en enkelt gang i anerkendelse af hendes undskyldning. Om hun mente den eller ej var egentlig ikke hans problem. Det lå blot ikke til ham at ignorere en dårlig omtale af den ridder han skyldte sin troskab.

Da det var ude af verden var han hurtig til at skifte emnet fuldstændig og det hev tydeligt i hans mundvige, da han drejede papirerne lidt imellem sine fingre og betragtede hende med spillende øjne. Reaktionen var forudsigelig og han klukkede muntert. ”Er du sikker?” Han vrikkede lidt med øjenbrynene. ”Du skal passe rigtig godt på dem,” fastslog han, før han så vurderende fra lillesøsteren til papirerne. ”Kan du det?”

Forsigtigt rakte han de sammenrullede ark frem imod Raya og smilede skævt. Han ventede på at hun tog imod dem og da hun havde gjort det gentog han sin tidligere handling, bøjede sig ned og vippede hende over skulderen. Derpå vandrede han temmelig bestemt imod farens kontor med sin lillesøster på slæb og fløjtede hele vejen.

[Raya Lodbrog]

Raya var fuldstændig klar over, at hun havde fortjent at blive skældt ud. Hun havde også fortrudt sine ord da hun havde sagt dem, men der var det ligesom for sent.
I Rayas hoved var denne ridder - uanset hvor god han end var - en dum ridder, fordi det var hans skyld at Edwin aldrig var hjemme. Hun vidste godt at han var en god ridder, ellers var Edwin jo aldrig kommet i lære ved ham, men det var også hans skyld at hendes ældre broder aldrig var hjemme. HUn hadede det, men hun vidste også godt, at hun ikke måtte snakke sådan om ham. Det havde hun fået af vide en milliard gange, og alligevel glemte hun det altid.
Hun var glad for at Edwin tog imod hendes undskyldning - for hun mente den virkelig. Hun var også glad for at han ikke var den der blev ved med at dvæle ved det, men i stedet gik han bare videre. Nu var det ude af verden, og så var der ingen grund til at snakke mere om det.

Raya kiggede på de papirer Edwin rodede lidt med. Hun kunne godt regne ud at det var meget vigtige papirer, ellers ville det jo ikke være så vigtigt at deres fader fik dem. Og selvfølgelig kunne hun passe på dem!
"Selvfølgelig kan jeg det!" sagde hun og et smil var kommet frem på hendes læber.
Hun tog imod de sammenrullede papirer, og var helt klar over, at hun nu stod med noget meget vigtigt. Noget hun virkelig skulle passe på.
Hun blev overrasket, da Edwin pludselig vippede hende over sin skulder igen, og en latter forlod hendes læber. Hun blev virkelig aldrig træt af det.
Hun kiggede rundt, mens de gik hen mod faderens kontor.

[/font]