A busy day

[Bryce Vinter]

Deres tunge skridt skabte et lille støvspor efter dem. De var efterhånden kommet forholdsvis langt væk fra handelstrekanten og gaderne var ved at blive smallere. Menneskemængden blev mere koncentreret, trods den også skiftede karakter. Der var markant færre handlende og flere unge knægte, som uden tvivl var ude for at gøre ærinder for deres læremestre.

Bryce trak på smilebåndet. "Jamen dog. Du havde måske tænkt dig at fri til ham allerede? Det er lidt tidligt." drillede han og lo kort. Han var sikker på, at en revanche ville komme til at koste hende dyrt. Hun havde været heldig denne gang, at kunne benytte sig af overraskelsesmomentet. Mødte hun Bjerget igen, skulle hun ikke forvente at have den fordel.

"Ja." mumlede han eftertænksomt, "I det mindste én god ting." Et smil fulgte hans ord. Han betragtede hende, med et drilsk glimt i øjet; hemmeligheden morede ham. "Du har været meget brugbar. Måske skulle jeg gøre brug af dine evner igen i fremtiden." hans stemme var mild, men ordene var tomme. "Du kom vel ikke for slemt til skade, vel, min lille fugl?" Disse ord var ligeså tomme, men i det mindste spurgte han. Det var vel tanken der talte.

De fortsatte hen ad den støvede vej i nogen tid, førend Mellark talte igen. "Sig frem." sagde han tonløst og stoppede op ikke langt fra hende. Han betragtede hende med et roligt blik og et let smil, imens hun talte. Smilet blev en anelse bredere da hun havde færdiggjort sin spørgsmålsagtige konstatering. "Det er sandt, jeg hverken var eller er hjemløs. Jeg bor heller ikke hos tyvelavet," påpegede han og rettede sig op. De stod i en solplet, og Bryce kunne mærke det på ryggen. Varmen var hans største fjende, havde han engang sagt, og lige i dette øjeblik, virkede det som om det var hans eneste fjende.
"Jeg har skam et hjem. Et ganske fint et, faktisk. Men jeg nyder at bruge min tid i selskab med tyve, svindlere, mordere og alle de andre af byens udskud. Der er noget opløftende ved det. Og man kan altid finde en intelligent samtale. Har jeg ikke ret?"
Bryce brød sig egentlig ikke om særlig mange af tyvelavets medlemmer, og det var kun ganske få af dem han følte, at han kunne tale ordentligt med. På den anden side, så havde han igennem tiden lært, at man kunne tale med alle hvis man ønskede det. "Hvorfor? Vil du smide mig ud?" spurgte han smilende og hævede begge øjenbryn.

Han måtte indrømme, at han nød hendes selskab indtil nu. Hun var en ganske underholdende person, havde han nu erfaret, og tilsyneladende ganske vild. Det var godt at have den slags kontakter.

[Emily Mellark]

Fri for frygten for at blive forfulgt, slappede Emily mere og mere af. Bjerget var ude af syne, folket rendte stadig rundt som en flok forvirrede stakler, og selv når Bjerget ville komme til bevidsthed igen, ville de alligevel være så langt væk, at han umuligt ville kunne indhente dem.

Emily kunne dårligt nok holde trit med ham, gennem de lange, smalle gader som de en efter en passerede. Emily følte sig fristet til at bede ham sænke farten en smule, men holdte det inde, da hun ikke ønskede at vise tegn på svaghed. Lige nu ønskede hun kun at Bryce havde et billede af hende som seriøs og stærk i kamp, ikke som en skrøbelig pige der brugte sin tid på ballade, og andre ligegyldige ting.
Emily lo, som var hun ved at kvæles. Mig? Fri? Giftes? Ha, jeg troede du kendte mig bedre end det” svarede hun prikkende, og kiggede storsmilende på ham i et stykke tid. Så vente hun hovedet væk igen, og lod hele scenariet spille oppe i hendes hoved for fjerde gang. Hun havde været heldig. Hun var sluppet billigt, og hun måtte hellere regne med at der ville gå noget tid, inden det igen var sikkert at vise sig foran Bjerget.

Hans ord begyndte at irritere hende mere og mere. Han holdte noget hemmeligt for hende. Hun kunne mærke det. Nysgerrig lå til hendes natur, men at det var Bryce der holdte noget hemmeligt for hende, gjorde det blot meget værre. Irriteret slog hun til en lille sten, som havde forvildet sig ud på gaden. Den fløj et stykke længere hen, og sådan blev hun ved i et stykke tid.

”Tak. Jeg er vant til at folk undervurderer mig. Forhåbentlig fik denne dag dig på andre tanker” svarede hun, velvidende at ordrerne nok mest havde været for sjov. Hun mente dog hvad hun sagde. Hun kunne meget mere end folk lige troede, og det var snart på tide det gik op for dem.

Min lille fugl. Hun borede sine fingernegle ind i håndfladerne, og kæmpede med lysten til at vende sig om mod Bryce, og springe på ham. ”Lad vær med at kalde mig det” bed hun, og undgik kort hans blik. Ubevidst lod hun sin hånd strejfe sine ribben. ”Jeg har det fint. Intet jeg ikke har prøvet før” svarede hun, og tvang et smil frem, der endte med mere at ligne en skæv grimasse.

Vreden fortog sig dog, da han begyndte at fortælle om sin historie. Hun lyttede interesseret med, og var nær snublet over den lille sten, i sin iver efter at fange hvert eneste ord. ”Jeg forstår dig ikke. Hvis jeg havde pengene til det, havde jeg forladt dette sted for længst. Der er ingen luksus i at bo som vi gør. Og dog, det er det eneste familie jeg nogensinde har kendt til” røg det ud af hende, og hun ønskede straks at hun kunne tage ordrerne i sig igen. Emily talte aldrig om sin fortid. Aldrig. Hans næste sætning fik hende til at le højt. ”Frist mig ikke” svarede hun drillende, med et glimt i øjet.

[Bryce Vinter]

Nogle krager fløj rundt over deres hoveder. Deres evige kra kra var noget der kunne frustrere ethvert menneske. Især Bryce. Han brød sig virkelig ikke om disse pokkers fugle. Krager var som høns, mente Bryce, ubrugelige, larmende og så lugtede de.

Bryce kunne endnu mærke hvordan hjertet hamrede en smule. Han var stadig lidt ved siden af sig selv efter denne oplevelse, men det var ikke noget han viste. Han havde en unik evne til at skjule den slags ting.

"Åh, jamen min kære lille fugl, jeg kender dig jo næsten ikke. Her gik jeg jo og troede, at du drømte om ridderen på den hvide hest. Eller Bjerget på det lille æsel, når det nu er dén type du er til." sagde han og hævede et øjenbryn. Han havde ikke sat sig ind i denne piges tankegang. Endnu...

Bryce betragtede hende, som hun gik der og sparkede hvileløst til stenene på jorden. Han missede med øjnene og lod tankerne trille i takt med stenen. Smilet var gledet tilbage på hans smalle læber.
"Jeg ville give alverden for dine tanker." indrømmede han. Nysgerrig det var han dog.

Han overvejede kort om han virkelig undervurderede hende endnu. Han var lidt usikker, for hun havde egentlig ikke vundet særlig respekt af at bevise, at hun kunne følge en ordre. Han undlod derfor at kommentere; hun ville ikke være tilfreds med hans svar alligevel. Det eneste svar han gav udtryk for, var dét man kunne tolke fra et smil.

"Må jeg nu ikke kalde dig fugl mere, min lille fugl?" spurgte han mildt og smilende. "Du ved da godt at jeg aldrig stopper med at kalde dig det, ved du ikke, lille fugl?" Det var ingen løgn. Navnet lå godt i munden og det passede pigen ganske godt. Det var ikke til at sige hvorfor det netop passede så godt på denne pige, men sådan var det bare.

Bryce førte pludselig Emily ned ad en trang sidegade. Solen kunne ikke nå ned i disse trange gader, men selv uden ordentligt lys, kunne Bryce vise vej. Det var som en lille mørk labyrint.
Han overvejede om han skulle vise hende sit hjem, nu hun ligefrem havde spurgt ind til det. Han boede ganske nydeligt, men det var lidt afstand fra hvor de befandt sig nu.

"Jeg er ikke typen der ville slå mig ned et roligt sted, må jeg indrømme, så livet på kanten siger mig da lidt." indrømmede han og førte hende ud af den mørke labyrint-gyde. De kom til et pænere gade, hvor bygningerne var pæne og folkene der gik rundt var velklædte. Bryce slappede straks mere af. Der var noget tilfredsstillende ved at være på sin egen gade. Det var ikke alle der fik lov til at kende hans hjemsted, og han var endnu ikke sikker på om Emily Mellark skulle vide hvorfor de gik på denne gade.
"Jeg har aldrig haft et behov for at flytte til et stort hus i et dejligt område," løj han smilende. "så det passer mig fint at være iblandt tyve og... ja ucharmerende typer."

[Emily Mellark]

En tynd solstråle ramte et af de små vinduer fra bygningerne omkring dem, og Emily blev kort blændet af solen i genskæret fra glasset. Hun klemte sine øjne sammen, imens hendes ene hånd blev ført op til panden, for at skygge for solen. I modsætning til andre nød Emily lyden af støj i gaderne. Det var lyden af liv. Hun blev ikke irriteret over børn der rendte rundt og legede, fuglenes evige kvidren, eller lyden af råb og diskussioner, som var at finde i det fattige område.

Emilys blik fangede en lille pige, der sad på kantstenen, med begge arme fyldt op med vidjer, fra piletræerne nær skoven. Hun kunne straks genkende dem på farven. De man så rundt omkring havde en lys grøn farve, hvor disse var mere mat grøn, med et svagt rødligt skær. Hun havde fundet dem, der hvor Emily plejede at jage. ”Åh Bryce. Jeg skal fortælle dig min type, når jeg engang finder ham” sagde hun i et smil, med sætningen ”hvis jeg finder ham” gemt væk bagerst i sine tanker. Selvom Emily langsomt bevægede sig væk fra pigen, lå hun stadig i hendes tanker. Emily kunne tydeligt huske hvor ulideligt det job havde været, dengang hun selv havde været lille. Grenene der skulle have samme tykkelse og styrke hvis kurven skulle holde. Vidjerne der først skulle ligge i blød i flere dage, før man kunne arbejde med dem. Det eneste Emily egentlig havde fået ud af det, var de smertelige vabler fletteriet havde efterladt sig.

Emily så overrasket – og en smule forlegen – hen på Bryce, ved lyden af hans næste ord. ”Mine tanker?” spurgte hun, en smule forundret. Hun havde aldrig før oplevet en person der var interesseret i hvad hun tænkte. ”Hvorfor?” spurgte hun igen, og sendte ham et skævt smil, som var resultatet af at han havde slået hende en smule ud af fokus.

Øgenavnet irriterede hende mere og mere, latterligt egentlig, men sådan var det nu. Sådanne ting burde ikke gå hende på, men det gjorde det. For det var Bryce der kaldte hende det, og han havde en særlig virkning på hende, som hun ikke helt kunne sætte ord på. Hun valgte at ignorere hans drillerier, og fokuserede i stedet på omgivelserne omkring dem. ”Det er måske grunden til at du ingen kone og børn har?” røg det ud af hende, men denne gang fortrød hun ikke sine ord. Ordrerne var måske en smule direkte, men de var blevet sagt i en mild tone. Hun forstod ham dog godt, når det kom til at leve livet på kanten. ”Jeg ønsker skam heller ikke at slå mig ned et bestemt sted” skyndte hun sig at pointere. ”Jeg er ligeglad med fine genstande. Det ville dog være rart med flere penge. På den måde kunne vi forhindre, at børnene gik sultne i seng” en lang tydelig streg viste sig i panden, som grublede hun over noget bestemt.

Pludselig stoppede mørket, og de mørklagte gader blev nu erstattet af de mere fine, og vedligeholdte huse. Emily spærrede kort øjnene op. De befandt sig i den finere del af byen – meget finere, ifølge Emily. Hun så rundt, og blev mødt af en del skeptiske og mistroiske blikke. Emily fik lyst til at hvæse af dem, men det lykkedes hende dog at beherske sig.. Hvor hun hadede hun disse mennesker. Som om de var meget bedre end hende. ”Hvad laver vi her?” spurgte hun, og hævede begge bryn i en forvirrende grimasse. Hun vendte blikket mod Bryce, og betragtede ham i stilhed længe.

[Bryce Vinter]

Trods luftfugtigheden formåede jorden at være en kende støvet; men man kunne vel ej heller forvente, at erhvert sandkorn var fjernet fra en befærdet vej som denne. Bryce var som altid forholdsvist pænt klædt på, hvilket fik ham til at blende ind i mængden. Både hans kropsbygning og farvevalg var desuden ganske anonyme, da han forsøgte at undgå at skille sig ud. Nogle gange var det bedst at forblive uset i en menneskemængde. En mild latter forlod Bryces læber.
"Åh, min kære lille fugl, jeg er sikker på at du finder dig en passende mand en dag." svarede han, blændende ærligt. "Spørgsmålet er blot, om han er en morder, tyv eller en blot en simpel svindler." tilføjede han, med et glimt i øjet. Når man først var endt i deres sociale miljø, så forlod man det aldrig helt. Sandsynligheden for at Mellark fandt sig en mand, som var på kanten af loven, var langt større end chancen for, at hun fandt sig en rig lensherremand. Det skyldtes hverkens hendes udseende, intelligens eller færdigheder - det skyldtes udelukkende hendes miljø.

Bryce satte tempoet ned, og gik nu fra at halse igennem gaden, til at spadsere roligt afsted. Han samlede hænderne bag ryggen og lod et smil forblive plantet på læberne. Øjnene gled opmærksomt henover de forskellige huse, som han havde set så mange gange før. Nogle var pænere end andre, nogle havde bannere hængende på ydermuren og andre lignede en finere form for lysthus. De passerede dem alle.
"Åh ja, kære Emily, dine tanker. Det er altid interessant at vide hvad andre tænker. Hvad de spekulerer over, hvad der forvirrer dem, skræmmer dem, bekymrer dem. Dine ord er for verden at høre, din mimik kan alle se, men dine tanker - åh ja - det er det eneste, der i sandhed er dit alene." svarede han eftertænksomt. Hvad han ikke tilføjede var, at man kunne lære at læse tanker, hvis man var dygtig nok. Bryce tvivlede på at Mellark nogensinde ville forstå begrebet 'at læse tanker' rigtigt, så han turde knap nævne sådan en term for hende.
"Desuden er jeg nysgerrig," indrømmede han, efter den lange smøre. "Når man går i tavshed, så larmer det i ens hoved. Har jeg ikke ret?"

De passerede endnu nogle pæne bygninger. Det opmærksomme øje ville nok bemærke, at en del af dem havde butikker, købmænd og smedjer i stueetagen, og noget der kunne ligne en eksklusiv beboelig overetage. De var ikke langt fra Bryces eget hjem nu, bemærkede han, og satte farten yderligere ned. Den langsomme spadseren virkede først akavet, men faldt meget hurtigt i Bryces smag. Det gjorde hendes spørgsmål dog ikke.

"De har ret i, at jeg ingen kone eller børn har." begyndte han. Han vejede desuden det underbyggende spørgsmål på tungen, førend han fortsatte. "Jeg kan ikke tilbyde nogen noget, så jeg vil ikke forsøge. Men jovist, jeg venter skam også på den eneste ene. Hvem gør ikke det?" Smilet, som et øjeblik var blevet forvandlet til en frustreret mine, havde atter fundet vej til hans læber. Han agtede ikke at uddybe mere - visse ting måtte man have for sig selv, mente han.
"Jeg er ked af at dine børn går sultne i seng," påpegede han efterfølgende drilsk. "Og hvis det er penge du mangler, så står den vel på overarbejde. Der er intet der kommer gratis her i livet, min kære."
Det slog ham pludselig, om dette var hendes måde at gøre ham blød i knæene, så han ville tilbyde at låne hende penge. Han blev dog hurtigt mindet om den vase, han havde været nødt til at betale for, og straks forsvandt den næsten ikke-eksisterende medlidenhed.

"Hvad vi laver her? Vi går, min kære, jeg troede at selv et så simpelt-tænkende individ som du ville kunne spotte en så tydelig aktion som 'at gå' i vågen tilstand. Thi jeg har måske overvurderet dig." han smilte og afværgede spørgsmålet mere eller mindre succesfuldt i sine egne øjne. Hvis hun lagde to og to sammen, så var det ikke værre end det var, men han havde ikke tænkt sig at invitere hende på te og kager alligevel.

[Emily Mellark]

Et kort stik af vrede jagede gennem Emily ved tanken om sidste gang, hun havde opholdt sig i disse gader. Det var, da hende og Finnick var blevet overfaldet af en gruppe idiotiske vagter. Stille og fredeligt havde de passeret gaden, imens Emily smilende havde kastet et æble op i luften, hvorefter hun havde grebet det igen. Vagterne var pludselig kommet ud af den blå luft, og før de vidste af det lå de begge på maven, med hovedet presset ned mod jorden. Det drejede sig om en fejltagelse, men deres tøj havde gjort dem ’skyldige’ i deres øjne.

Hurtigt viskede hun erindringen væk, og vendte opmærksomheden mod Bryce, som gik ved hendes side. ”Selvfølgelig” svarede hun kort, men hendes tone var langt fra overbevisende. ”Alt andet ville overraske dig” Lo hun, og det sprudlende humør der længe havde været erstattet af en tvær mine, vendte nu tilbage. I modsætning til Bryces blik der så ud til at lyse, så Emily med foragt på de huse og mennesker de passerede. Hendes blik var borende, og de andre folk gjorde sig kloge i at gå en stor bue uden om hende. Hun lagde mærke til de skjulte, skeptiske blikke personen der gik foran sendte hende. Hun kunne ikke lade vær med at spekulere på om de mon var bange for hende. Et stort smil bredte sig automatisk på hendes læber ved tanken.

”Præcis. Mit alene” svarede hun hårdt, med hans ord blev ved med at plage hende. Var hendes mimik nem at læse? Emily havde altid bildt sig selv ind at hun var svær at læse, at de fleste så hende som lidt af et mysterium. Det var i hvert fald hvad hun fik fortalt. Det havde altid været hendes ting, og hun måtte indrømme at hun intet havde imod det. Hans måde at formulere sig på irriterede hende også. Hans ord var som taget ud fra en eller anden bog. Hvordan kunne han være så flabet og drillende det ene øjeblik, og seriøs og velformulerende det næste. Nej, det var hans tanker hun var interesseret i!

Hun lyttede opmærksomt til hans ord, og hendes mave trak sig pludselig sammen, da han for første gang nævnte noget negativt om sig selv. ”Og her gik jeg og troede at din selvtillid intet fejlede” sagde hun i et drillende smil, mest af alt for at lette stemningen fra det tunge spørgsmål. Hendes blik var dog fyldt af noget man kunne tyde som en form for medlidenhed, for den ældre mand.

Hun puffede irriteret til hans skulder, og hun ville have forsøgt at vælte ham omkuld, hvis det ikke havde været for tanken om at ydmyge sig selv, der gav hende kræfter nok til at stå imod. I stedet klemte hun øjnene sammen, og rystede opgivende på hovedet, før hun rettede ham. ”Tyvelavets børn” Hendes mund blev med det samme til en lang, tynd streg. ”For nogen gør det” svarede hun, og forstod ikke hvorfor det ikke selv var et spørgsmål, som gik ham på. Hvad vidste han egentlig om at bo fattig og alene på gaden? Sikkert ikke meget. Overarbejde? Hvis man ikke kaldte det de lavede nu overarbejde, så var der noget hun grueligt havde misforstået. Tyvelavet var kun en ting. Deres fortid var noget de alle kæmpede med.

Emily drejede en gang rundt om sig selv, og kunne ikke lade vær med at smile stort, over den måde han valgte at undvige hendes spørgsmål på. Så nemt var det skam ikke. ”Hold op! Du har ikke taget mig med hele vejen herned, hvis der er ikke var et formål med det. Spyt ud” sagde hun stædigt, med blikket fæstnet i hans.