A busy day

[Emily Mellark]

[Bryce Vinter]

Bryce Vinter vandrede op og ned langs de mange boder med et svagt smil på læberne og et vurderende blik, som effektivt studerede de forskellige varer. Han var kendt for at have øje for en god handel, og især også et godt håndværk. De sælgere, der råbte og skreg, var oftest dem der ville pakke folk noget på ærmet. De reserverede sælgere, der undlod øjenkontakt, havde sjældent noget at byde på. Hver sælger bag en bod havde et særligt udtryk, som fortalte alt man behøvede at vide om varerne. Bryce kendte til de fleste handelsmænds udbud, og det var ikke alle der fangede hans interesse. Passerede han dog en smed eller våbenmager, stoppede han op og undersøgte udvalget.

Det var bagende varmt i dag, solen strålede fra en skyfri himmel og varmen sad i Rådgiverens mørke hår, som en ufjernelig hue af varme. Den tætte folkemængde gjorde ikke just luften koldere, og Bryce satte efterhånden tempoet op, i takt med at han følte sig mere eller mindre opslugt af menneskemængden. Han brugte pegefingeren til at skabe et lufthul i sin krage, så der kunne komme en kølende brise ned i skjorten. Det mislykkes dog, og Bryce må acceptere et nederlag: varmen kan ikke overvindes. Han sætter kursen mod skyggerne.

En gruppe gademusikanter spillede lystigt nogle forunderlige toner ikke langt fra ham - de havde uden tvivl søgt efter ly fra solen. Bryce betragtede dem et øjeblik, hvorefter noget andet fangede hans blik. Smilet var atter på hans læber, da han roligt, med hænderne på ryggen, bevægede sig hen imod den unge pige. Hun sad på en sten og studerede verden, og Bryce nænnede næsten ikke at forstyrre hendes tanker. Og dog.
"Jamen goddag, unge Mellark." lød det mildt fra ham. Hans stemme var slesk af natur, og hans smil blev til tider sammenlignet med en rævs smil til dets byttedyr.
"Travl dag, hm?"

[Emily Mellark]

Vejret havde været bagende varmt i en efterhånden længere periode, hvilket tydeligt kunne ses på Emilys gyldenbrune kulør. Havde det ikke været for hendes helt hvide pletfrie skjorte, kunne farven godt have fået hende til at se en smule beskidt ud. Ikke at det betød noget om hun var ren og beskidt. De fleste folk fra det højere hierarki ville alligevel ikke se hende som noget værdigt. For dem var hun ligeså værdiløs, som de rester man brugte til at fodre ens kæledyr. Sådan følte hun det i hvert fald. Hun havde dog ikke ondt af sig selv – tværtimod. I hendes øjne ville hun hellere være ubemærket end set. Det gjorde hendes arbejde en del nemmere.

Frem fra tasken fandt hun en lille pose med jordbær, som hun lagde ved siden af sig. Hun havde tilladt sig selv at beholde et par stykker, blot som en lille fortjeneste. Hun rakte stille udefter et af de vilde jordbær, og med elegante bevægelser fik hun pillet den grønne stilk af, uden at ødelægge det saftige bær. Hun proppede det hurtigt i munden, og tillod sig selv at nyde hvordan det smeltede på hendes tunge, og efterlod en sødlig smag inde i munden. Blikket var stadig rettet god gademusikanterne. Hvilket fantastisk liv de måtte have. Rejse fra sted til sted, og have muligheden for hver dag at lave noget de elskede. Nok tjente de ikke særlig mange penge på det, og det var da sikkert et hårdt liv, men de var frie.

En mandestemme stoppede brat Emilys tanker, og undrende vendte hun hovedet i retning af lyden, en smule skræmt over ikke at have opdaget personen. Solens stråler gjorde kort hans ansigt utydeligt, men efter lidt genkendte hun hurtig Bryce. ”Goddag, Bryce” svarede hun køligt, en smule fornærmet over at blive kaldt ’ung’. Emily var ikke lille længere. Nok var hun 18 år gammel, men Emily mente selv at man i den alder sagtens kunne ses som en der hørte til de voksnes rækker. ”Jeg har set bedre dage” sagde hun nikkende som svar, og lod kort blikket falde på det omvandrende cirkus bestående af ivrige sælgere, og desperate købere. Hun lod kort efter de grønne øjne finde hans, imens hendes mundvig langsomt trak op i et skævt smil. ”Så fortæl mig, Bryce. Hvad har bragt dig herud? Du løber måske ærinder for Amelia?” spurgte hun med et glimt i øjet, hvorefter gademusikken igen fangede hendes opmærksomhed kort.

[Bryce Vinter]

Musikanterne kastede deres kejtede toner ud mod publikum, og en mindre menneskemasse stoppede og lyttede i nogle korte øjeblikke. Det var farligt at stå for længe foran gademusikanter, for man vidste aldrig hvem der stod med hænderne i ens lommer, imens man var uopmærksom. Trods Bryce omgik tyve til dagligt, brød han sig især ikke om dem. Paradoksalt som det var. Han havde flere gange mistet guld og værdigenstande, og han måtte hver gang tage sig til hovedet og indse, at det var den verden de levede i, samt den verden han var med til at skabe.

Løbe ærinder? For Amelia? Smilet på de smalle læber forsvandt i et ganske kort sekund, men det var næsten ikke til at bemærke, da det straks efter var tilbage. Der var dem, der ikke kunne lide Bryce Vinter, og så var der dem der slet ikke kunne lide Bryce Vinter. Han havde på fornemmelsen, at Emily ikke brød sig synderligt om ham. Heldigvis for Bryce, så kunne han dog ret godt lide sig selv.

"Den kære Amelia bad mig faktisk tage herud for at holde øje med dig, min lille fugl." løj han med et smil, og vendte blikket mod gademusikanterne, som tilsyneladende havde vundet den unge kvindes øjne. "Drømmer man monstro om musik og dans, når man lægger sig på den bulede seng om natten?." spurgte han mildt og rykkede ikke blikket fra instrumenterne og deres ejere. "Løb nu ikke væk med den flok svindlere." Han var ikke en stor tilhænger af musikanter. Især trubadurer og folkesangere nærede han en indædt had til, og han så helst, at de blev sendt ud af byerne. For altid.

Bryce rettede sig op, rettede på sine mørke klæder, og betragtede de mange sælgere, som ivrigt løftede deres varer op i luften for at få så meget opmærksomhed som muligt. "Har du fundet nogle mindre skatte på markedet i dag?"

[Emily Mellark]

Emily trykkede læberne sammen, og betragtede Bryce med et blik, der tydeligt lyste af morskab over hans ord. Hun rynkede panden, og bed tænderne sammen i et skævt smil. ”Så Amelia har sat sit yndlingslegetøj til at lege barnepige, hvor sødt” svarede hun spydigt, men det blottede smil gjorde sætningen knap så hård. Emily havde altid haft en beskidt mund, hvis man sammenlignede hendes måde at tale på, med de andre piger i byen. Hun skilte sig ud på en del punkter, hvilket nok også var årsagen til at hun tit blev set ned på. Hun gjorde hvad der passede hende, hvilket her i byen ikke blev set som noget positivt. Langt fra.

Emily købte ikke helt den med at Amelia skulle have sat Bryce til at kigge efter hende. Bryce var Amelias rådgiver, ikke en person man satte til at holde øje med andre. Det havde hun så mange andre hun kunne sætte til at gøre. Ikke at Amelia behøvede det. Emily var ikke utilregnelig, hun gjorde for det meste præcis hvad hun fik besked på, men hun måtte indrømme at hun til tider havde en tendens til at være uforsigtig.

De olivengrønne øjne løb ned over hans ansigt, og hun sendte ham automatisk et skævt smil, da han spurgte ind til musikanterne henne i hjørnet. De havde tydeligvis også fanget hans opmærksomhed, eller også havde han opdaget at de havde fanget hendes. Emily fulgte hans blik med øjnene, og blev med det samme rettet mod musikanterne endnu en gang. ”Hvad er pointen i at drømme, når man på forhånd ved det ikke vil gå i opfyldelse?” Hun tav et øjeblik uden at slippe blikket, før hun igen vendte sig om mod Bryce, med det samme, store smil formet på læberne.

”Du ville måske prøve at stoppe mig hvis jeg gjorde?” Spurgte hun opfordrende, velvidende at hun allerede kendte svaret på hans spørgsmål. Hvorfor bruge sin energi på at rende efter en ligegyldig tyvetøs? Det var Emilys eget valg, og hun måtte indrømme at hun op til flere gange havde overvejet det. Det måtte dog forblive en drøm. Hun var tvunget til at blive her. Så meget skyldte hun, Finnick.

Emily stivnede kort, og greb hurtig ud efter posen, som med held stadig befandt sig hvor hun sidst havde lagt den. Hvordan kunne hun være så uopmærksom, at hun havde glemt alt om den? Det var en slem begynderfejl, og hun ønskede pludselig inderligt at Bryce ikke havde lagt mærke til noget. Med en rolig mine rakte hun posen frem mod Bryce, og åbnede den lige akkurat nok til at han kunne se indholdet. Hun lagde efter lidt tid posen fra sig, og samlede i stedet et af de vilde jordbær op, og begyndte ligeså stille at pille den grønne stilk af. ”Ku' jeg byde på et jordbær?” Et skævt smil hvilede på hendes læber, imens hun i et lille bid begyndte på hendes jordbær. Da hun kiggede op på Bryce igen, var hendes blik mere alvorligt. ”Ærligt. hvad laver du her, Bryce?”

[Bryce Vinter]

Bryce Vinter var vant til de hårde toner. I hans erhverv var det sjældent at man blev talt pænt til - nej, det var ikke helt sandt. Der var et utal af kvinder der talte meget pænt til ham, og deres kunder takkede ham ofte for, at have gjort deres nætter mulige. Men det var en anden type mennesker - det var ikke ord man kunne tage og veje. Det var ligegyldige lyde, som forlod ligegyldige menneskers læber. I tyvelavet var tonen hård, kold og særligt ubehøvlet. Bryce var sikker på, at man ikke ville finde en sådan tone noget andet sted i byen. Han stirrede eftertænksomt på musikanterne og trak på smilebåndet.
"Yndlingslegetøj," gentog han mumlende og lod et kort grin forlader læberne. Han undlod at kommentere det, da det ikke ville blive en køn situation. Han tog de fleste af sådanne kommentarer med et smil, hvorefter han planlagde personens død.

Musikanternes toner, der før havde været livlige og glade, skiftede nu over i noget melankolsk. Bryce hævede et øjenbryn, og fandt denne ændring særdeles komisk. Og tragisk. Han håbede på, at denne sang ville være kortere. Han vendte endelig de grønne øjne mod hendes, og smilte en anelse.
"Stoppe dig?" Smilet var mildt, men ikke helt troværdigt. "Ak selvfølgelig, min lille fugl, friheden og den store verden er alt for farlig for dig."

Med blikket atter vendt mod musikanterne, lod han sig selv revurdere spørgsmålet. Sandheden var nok, at han ikke ville have nogen interesse i at følge efter hende. Folkene i tyvelavet kom og gik, nogle blev fanget, nogle blev myrdet og nogle flygtede. Der kom nye til og de tog deres plads. Det var sjældent at man nåede at få et ordentligt personligt forhold til folk, og Bryce var i forvejen ikke typen, der havde meget tilovers for andre mennesker. Bryce Vinter elskede kun Bryce Vinter.

Da Emily nærmest febrilsk rækte posen frem i stiv arm, og dernæst nærmest forsøgte at skjule indholdet fra ham, himlede han med øjnene og rystede smilende på hovedet. Havde folk stoppet op og set på dem, imens hun havde vist ham sin indtjening, så havde de bestemt fundet det bizart. Nogle gange overvejede Bryce, om pigebarnet overhovedet kendte til begrebet "diskret". Han tvivlede lige nu.

"Et jordbær? Prøver du nu at forgifte mig?" svarede han smilende og lavede en gestus, som takkede nej for sig selv. Man kunne aldrig være for forsigtig, og selv de mest harmløse små fugle, kunne være dødsensfarlige. Bryce rykkede sig og stilte sig op ad muren, kun en meters afstand fra den sten, hvorpå Mellark sad. Han betragtede hende og lyttede til musikken samtidig.
"Jeg er her for at..." han holdt en kort pause og overvejede nøje de næste ord. "For at hente betaling, som en handelsmand skylder mig." Et smil fulgte ordene i et forsøg på at gøre dem harmløse. Bryce havde en uendelig kilde til penge, og hvor pengene kom fra, var det de færreste der vidste.

[Emily Mellark]

Det var egentlig ikke fordi Emily havde noget imod Bryce Vinter som sådan. Ikke nok til at hade ham, i hvert fald. Hun fungerede bare ikke særlig godt sammen med andre mennesker. Hun forstod ikke de fleste, og det var de færreste hun stolede på. Byen her var fyldt med snobbede og egoistiske tosser, og var der en ting hun havde lært i årerne hun havde vokset op her, så var det at man klarede sig bedst på egen hånd. Venskaber gjorde blot en svag, og i sidste ende ville man tabe på det. Nogen ville måske kalde dette et trist og ensomt liv. Emily så det som hendes måde at overleve dette cirkus på.

Emily lagde straks mærke til ændringen af musik over fra musikanterne af, og et lidt skuffet smil formede sig med det samme på hendes læber. Hun foretrak bestemt det de havde spillet før. Det her .. det var bare … Hans ord fik hende til at se op, men sænkede så lidt efter igen blikket mod jorden. ”Du undervurderer mig, Bryce. Du ser mig stadig som en lille pige, gør du ikke?” sagde hun, mest som en konstatering, end et spørgsmål. ”Forhåbentlig bliver du snart klogere” Hendes ansigt fortalte tydeligt at hun mente hvert eneste ord, og at hun ikke mente at hans valg af ord havde været fair. Nok var hun ikke ældre end 18 vintre, men hun var stærkere og mere modig af sind, end mange af de 20-30–årige kvinder han kunne finde i denne by.

Emily skar en grimasse, og kunne ikke lade vær med at himle svagt med øjnene over hans ’anklage’. ”Forgifte dig? Åh, søde ven. Ønskede jeg dig død, ville det bestemt ikke være med et jordbær” svarede hun, og opgav at være venlig. I stedet førte hun jordbærret i retning mod hendes egen mund. ”Et lækkert jordbær” tilføjede hun, og tog så en bid, hvorefter hun lagde stilken fra sig. Det var selvfølgelig udelukkende for sjov. Emily ville aldrig have en jordisk chance imod Bryce. Selv ikke hvis hun brugte flere år på at planlægge hans død. Bryce var en mystisk herre – selv for Emily.

Emilys øjenbryn hævede sig lidt. ”Betaling siger du?” hun grublede kortvarigt over hans ord, før hun i en hurtig bevægelse rejste sig op. ”Så hvad stopper dig?” spurgte hun forsigtigt, og hentydede til at han stadig stod her. ”Du har måske brug for hjælp.. Min hjælp?” spurgte hun i et smil, mest af alt for sjov. Efter den måde han havde snakket om hende i dag, var der vist ingen chance for at det var hendes hjælp han havde brug for. Hvis han da overhovedet havde brug for hjælp.

[Bryce Vinter]

Nogle skyer sneglede sig ind over himlen, og Bryce ventede nærmest utålmodigt på, at de kravlede ind foran solen og gav ham skygge. Da det endelig skete, var der knap nok en forskel at mærke. Skønt Bryce ikke kunne drømme om at flytte fra Kongebyen, så var alle andre landområders klima langt mere tiltalende end Sydens.

Han betragtede pigebarnet med et køligt blik og et svagt smil.
"Jamen dog, er min lille fugl blevet til en stor?" han holdt en kort kunstpause, missede med øjnene og konkluderede dernæst: "Det nægter jeg at tro på. Vi må se om jeg virkelig bliver klogere på dét punkt."
Han forsøgte at erindre den dag Mellark sluttede sig til tyvelavet, men han kunne ærligt talt ikke skelne de forskellige dage fra hinanden - der kom altid nye rekrutter til, og det var nærmest umuligt at holde sig opdateret med hvem der var hvem, hvem der blev og hvad deres navne var. Emily Mellark var faldet ind i mængden. Eller også havde han ikke været der, da hun kom til? Han var først blevet forfremmet til rådgiver for, hvad var det nu, 5 vintre siden? Mellark havde været der siden hun havde været et barn, syntes han at erindre. Men var det noget han havde hørt eller noget han havde oplevet? Jovist om det ikke var omkring eleve vintre siden han havde stiftet bekendtskab med lavet. Han huskede ikke Mellark fra den tid, men måtte erkende, at hun vidst nok havde været der i nogen tid. Skyldte han hende respekt af den grund?

Du ved hvad man siger, lille fugl. sagde han med et smil, og ventede et øjeblik med svaret: "Gift er en kvindes våben."
Det var i sandhed en velkendt sætning, som både var nedværdigende for kvindelige kriminelle og kvinder i det hele taget. Man anså generelt gift som værende en kujonagtig måde at "tage sig af" sine modstandere, så det faktum at man forbandt gift med kvinder, var ikke just flatterende.

Bryce betragtede pigens ansigt med et smil og et let hævet øjenbryn. "Din hjælp? Jeg ville da aldrig udsætte dig for farer." sagde han mildt og rettede blikket imod en specifik bod, langt inde i mylderet. "Men ser du, han har nogle venner. Store brød, er de, den ene er et købesværd, som han har skaffet sig til lejligheden. Den anden ved jeg ikke hvem er - ja, jeg ved knap nok hvad han er."
Rigtig nok stod der en let buttet handelsmand bag boden. Han var klædt i purpur klæder, med en kejtet hat og en masse ringe på sine fingre og kæder om sin hals. Han solgte alt fra sjældne vine til mindre 'skatte', som højst sandsynligt ikke var optjent på ærlig vis. På hver side af ham, med en lille meters afstand, stod to større mænd. Den ene ville have været ganske pæn at se på, havde det ikke været for det lange ar der havde plantet sig henover hans næse. Han havde en lang sabel hængende i et mørkt bælte. Den anden var et bjerg i sig selv, en enorm mand, der ikke så ud til at have en hals. Hans øjne sad tæt sammen, hans næse var besynderligt lang og i hans hage var der en kæmpe kløft. Denne bar noget der kunne ligne en økse på sin ryg, men det var svært at vurdere, for hans lange fedtede hår fungerede som en kappe, der hang tungt ned til midt på ryggen.

"Men ser du, vores handelsven skal have forsyninger i dag, og Stor og Større bliver ganske snart sendt ned for at hente dem. Og det er netop dér jeg har bestilt mødetid." lød det muntert fra Bryce. "Men på den anden side, du sagde noget med at jeg undervurderede dig. Måske skulle vi blot gå derover nu, min kære. Jeg er sikker på at ved det bare syn at dine muskler, vil de krybe i skræk og give os alt de ejer. Skal vi prøve?"

[Emily Mellark]

Emily lagde ligesom Bryce mærke til ændringen i vejret, men mærkede næsten ingen forskel. Emily var dog overbevist om at der ikke ville gå lang tid før kulden ville lægge sig over dem, og hun priste sig lykkeligt for at have taget varmt tøj på. Hun drejede ansigtet og så hen på ham, som hun passerede bænken, for endelig at stille sig overfor ham. Nok var Bryce en del år ældre end hende, men med hendes højde på 178, var hun ikke mange centimeter fra at være på samme højde som ham. Hun skævede kortvarigt til ham, og fnøs så kort. ”Jeg er ingens fugl” svarede hun stille, og ignorerede det næste han sagde. De fleste ville måske finde ’lille fugl’ et sødt kælenavn, men Emily fandt det ikke andet end nedværdigende. Nej, hun var ingens fugl. Og især ikke hans.

Emily havde været hos tyvelavet i rigtig mange år, lige siden den dag Finnick reddede hende fra den kæntringsulykke, som nær havde resulteret i hendes død. Faktisk kendte hun ikke til meget andet end de år, hun havde tilbragt i lavet. Ulykken havde efterladt mange ar, og havde det ikke været for Finnick som havde taget hende til sig, havde hun nok ikke været her den dag i dag. Hun skyldte ham hendes liv, og mere end det, hvilket også var grunden til at hun stadig opholdte sig her i kongebyen. Han havde brug for hende. Hun kunne ikke rejse. Bryce havde hun kendt til, lige siden han blev en del af deres lav. Nok havde han ikke lagt mærke til hende – det troede hun i hvert fald ikke – men hun havde lagt mærke til ham. Dengang havde hun været ung, en lille pige der havde været yderst fascineret af det dengang nye og fremmede medlem. Hun var heldigvis blevet klogere nu. Hun beundrede ham stadig for det arbejde han gjorde, men en person der ikke viste hende respekt, gjorde sig bestemt heller ikke fortjent til hendes.

”Så er det heldigt at jeg ikke er som mange af de andre kvinder – eller måske ikke, i dit tilfælde” svarede hun i et drilsk smil, og fiskede derefter rygsækken op. Der var kvinderne fra overklassen, de griske kvinder, de der kun tænkte på dem selv, og dem der tænkte for meget på andre. Det evige kvindehieraki, og Emily passede ikke ind i det nogen steder. Hun var noget for sig selv. Om folk så kunne lide hende for det, det måtte de selv om.

Emily havde været tæt på at gå, da han igen begyndte på det hun følte, var at snakke ned til tiden. Hans snak om de to store brød, og et form for møde med en handelsven fangede dog alligevel hendes interesse, og da det sidste ord havde forladt hans mund, var hendes interesse fuldstændig rettet mod hans historie. En chance for at vise ham hvad hun rent faktisk duede til? Tjo, hvorfor ikke. ”Jeg er på. Fortæl mig hvad jeg skal gøre, og jeg gør det” Hun lod kortvarigt blikket falde på de to ”vagter”, hvorefter et kort grin forlod hendes mund. Det her skulle nok blive sjovt.

[Bryce Vinter]

Bryce betragtede handelsmanden, som havde et eller andet tåbeligt udenlandsk navn, og hans to håndlangere, der sikkert havde navne, som var mindst lige så tåbelige og ligegyldige. Han vurderede deres styrker og svagheder - det var meget muligt at Bjerget var en langsom mand, men at dømme efter størrelsen på hans overarme, så skulle der heller ikke mere end et enkelt slag til, før man så stjerner for resten af livet.
Købesværdet var en anden sag. Han var mindre og så ud til at være mere adræt end sin kollega. Sablen antydede desuden også, at angrebene ville være hurtige, hvor Bjergets ville være langsomme, men nådesløse. Bryce vendte blikket mod Mellark og vurderede om det ville være forsvarligt at sende hende i kamp mod en af dem. Skulle hun i så fald tage sig af den langsomme, men dødsensfarlige, eller den hurtige og teknisk svære? Bryce ville ikke selv være til stor hjælp i nærkamp. Han havde ikke regnet med at hun havde taget hans forslag alvorligt.

"Virkelig? Du har vel set hvor store de er, ikke?" spurgte han overrasket og beundrede i et kort sekund hendes gåpåmod. Dernæst blev blikket atter vendt mod de tre uvidende mål. Han betragtede deres omgivelser og forsøgte at lægge en hurtig plan. Han ville ikke kunne virke intimiderende, når han havde en ung kvinde med sig, så de måtte håndtere sagen på en anden måde.

Bryce studerede markedspladsen nøje, for at finde muligheder.
Boderne var udstyrret med mindre tag, i form af en planke eller to, hvorpå der var bundet tæpper, som kunne skærme de handlende fra solen. Handelsmanden i de purpur klæder havde en papyrusbod på sin højre side og en smykkesælger på sin venstre. Der var en kødrand af mennesker foran de tre boder, og det ville ikke være svært at snige sig op forrest uset. De to 'vagter' stod en meters afstand bag Purpurmanden, men da han konstant skulle tale med de handlende, kom der til tider to meters afstand mellem ham og hans hjælpere.
Bryce bed sig i læben og vendte blikket mod Mellark.
"Fint. Hør godt efter: Du skal op på platformen over hans bod. Kravl op på bagsiden af boden dérovre." Han lavede et henkastet nik mod en bod, som var forholdsvis langt væk fra målet. Hun skulle nødig spottes. "Men først lister du hen til papyrusstanden og køber tre meter skibsreb." Han tog hendes hånd og placerede en lille pengepung i den. "Hvis han vil have mere for det, så vend op og gå langsomt derfra - så skal han nok skifte mening og lade dig købe hvad du vil have."
Han vendte atter blikket mod boden, hvor hun skulle kravle op. "Du klatrer op dér og venter over vores kære purpur-vens bod. Du skal nok lidt ned i knæ, så du ikke bliver spottet. Undgå at blive set. Stil dig nær kanten, så du står mere eller mindre over de to store brød. Når sælgeren går frem for at betjene mig, så spring ned og sørg for at tage købesværdet med i faldet. Gør hvad du kan for at slå ham ud med det samme, et knæ i hovedet når du springer eller hvad som helst." Han kastede et kejtet blik ned på hendes ben, som for at sikre sig at hun overhovedet havde knæ. "Men lad nu være med at rode rundt på jorden for længe, for Bjerget vil angribe dig. Øksen sidder på hans ryg, så hans første angreb vil højst sandsynligt komme oppe fra. Bevæg dig tæt ind til ham, så du kommer indenfor hans armvidde. Jeg tvivler på at vi kan slå ham ud med rå styrke, men din hurtighed skulle kunne hjælpe os. Så snart du har undgået hans første angreb, skal du væk fra ham igen. Vi skulle nødig have at han knuser dig. Imens du danser lidt med Bjerget, skal jeg nok immobilisere vores ven."
Med det spektakel hun ville skabe, ville han let kunne komme over disken og få fat i sælgeren. Derefter ville Emily forhåbentlig være sikret, medmindre Bjerget var dumt nok til at angribe videre, når hans herre blev holdt som gidsel.
"Forstår du? Godt. Afsted med dig." sagde han, usikker på om planen ville virke. "Men... Før du går," tilføjede han hurtigt, med et skævt smil,
"har du nogle ønsker til hvad der skal stå på din gravsten?"

[Emily Mellark]

Et tænksomt smil krusede ubevidst Emilys læber, som hendes blik skiftevis faldt på Bjerget og Sablen. Bjerget. En stor mand, hvis vægt var hans store svaghed, men hvis økse og overarme hun for alt i verden måtte undgå. Sablen derimod var mere ranglet i det, men Emily var overbevist om at han var den mest intelligente af de to. Bryce gjorde sig klogt i at fortælle hende at det var ham hun måtte og skulle slå ud først. Hun lyttede opmærksomt til hans plan, i mens hendes mundvige ind i mellem trak op i et skævt, men morende smil. Af en eller anden grund følte hun sig en smule anspændt, men samtidig også spændt. Om det var adrenalinen der gjorde det vidste hun ikke, men planen var begyndt at tiltale hende mere og mere, som tiden gik. ”Det har jeg” svarede hun kort, men tilføjede så. ”Til gengæld tror jeg at deres størrelse er den eneste fordel de har, og du ved hvad man siger. Den kloge narrer den mindre kloge” Emily lyste langsomt op. Hun havde besluttet sig. ”Jeg tager chancen” Emily var allerede på vej hen mod papyrusstanden, for at købe det skibsreb han havde bedt hende om, da hans sidste ord stoppede hende. Hun vendte sig om, og lagde smilende en hånd på hans skuldre, i mens hun lod sit blik finde hans. ”Sten? Jeg ville være heldig hvis jeg fik så meget som hjørnet af et stykke pap” Hun holdte en kort pause. ”Tilgiv mig” svarede hun endelig som svar på hans spørgsmål, og forlod ham så. Sikkert med en del spørgsmål.

Med posen fyldt med penge, satte hun retning mod den mand, der bag hans bod stod og solgte det hun havde brug for. En ældre mand, som ved at se på hans udseende, hurtigt kunne se at han måtte have haft et hårdt liv. Emilys blik fandt målrettet hans øjne. Dette skulle gå hurtigt. ”Tre meter skibsreb” Manden sendte hende et skeptisk blik, men fandt det så frem til hende. ”80 kobber” Emily skævede til hendes pung. Det var alt for meget. ”Glem det” Emily vendte sig om, og begyndte med tunge skridt at forlade boden. Der gik lang tid hvor han intet sagde, og Emily nåede i et kort sekund at blive urolig, da han endelig kaldte hende tilbage. ”60 kobber” Emily rynkede brynene, efterfulgt af et lavt suk. ”50 kobber, og vi har en aftale” Manden tøvede kort, men nikkede så. Hun rakte hurtigt ud efter rebet. Lettet.

Hun forlod smilende boden, og satte med lette, men direkte skridt kurs mod den bod, hun om lidt ville kravle op på. Emily sørgede for at forsvinde ubemærket om bag boden, og var i det øjeblik lykkelig for hendes mange jagte i skoven. Hun forstillede sig at dette var endnu en af de mange jagte, hun igennem tiden havde været på. Lydløst kravlede hun op på boden, og sørgede for at skjule sig, så – byttet – sablen og bjerget ikke fik øje på hende. Nu var der ikke andet for at vente.

Ventetiden føltes som uendelig lang tid for Emily, men hun var tålmodig. Endelig viste Bryce sig foran boden, og hendes blik blev straks rettet mod manden bag boden. Han skulle bare træde frem, lidt mere og så. I et hurtigt spring hoppede Emily ned fra hendes skjulested, og fik slynget hendes ben om snablens hals, før hun tog ham med i faldet. Faldet var dog ikke nok til at slå ham ud, så instinktivt fik hun rakt ud efter en vase, som hun uden at tænke sig om, med det samme slog mod Sablen. Sablen blev med det samme slået omkuld, men slaget havde samtidig skabt så meget larm, at Bjerget nu var fuld opmærksom på hvad der foregik. Emily nåede knap nok at vende sig om, før hun lagde mærkede knytnæven mod hendes ribben. Hendes hurtige reflekser reddede hende fra forfærdelige kvæstelser, men hun mærkede stadig i et øjeblik slaget som en forfærdelig lammelse. Hun tog sig smertende til siden, i mens hun med nød og næppe undgik det næste slag fra ham. Heldigvis havde han endnu ikke taget øksen i brug.

Der skulle dog mere til at slå Emily ud. Hun var hurtig på benene igen, mere fokuseret end før. Hun huskede Bryces ord. Få ham væk derfra. Nu da hun havde hans opmærksomhed, burde det ikke være så svært. Hun begyndte hurtigt at løbe ud mod midten, og rigtigt nok satte han i løb efter hende. Emily løb ind i mellem de forskellige boder, og sørgede for at gøre sig så usynlig som overhovedet muligt. Emily kunne ikke lade vær med at undlade et grin. Dette var ren og skær katten efter musen.

Emily blev ved med at løbe, da et højt brag pludselig lød bag hende. Hun vendte sig forskrækket om, og så til sin overraskelse at han havde overset en bod, og faldet over den så lang – og stor – som han nu var. Al opmærksomheden fra de sælgende og købende blev nu rettet mod ham, og hun så en fri mulighed for at forsvinde. Hun løb det sidste hun kunne om bag hjørnet af en mur, før hun forpustet lænede sig op af stenmuren. Hun vidste ikke hvor og hvordan Bryce havde klaret sig, men hvis han havde fuldt med i hendes fine optrin, så skulle han nok finde hende.

[Bryce Vinter]

Forundret over Emilys besynderlige svar, så Bryce hende forsvinde ind i mængden. Han bad til at planen ville virke - det ville ikke gøre ham populær blandt tyvene, hvis han havde ofret en af deres bedste jægere for en pose penge. Han var endnu ganske overrasket over at hun i første omgang havde besluttet sig for at hjælpe ham på denne måde. Planen var langt fra gennemført og mange ting kunne gå galt. Han forsøgte at undlade at tænke for meget over den mørke side af planen, og satte i stedet kursen imod handelsmandens bod. Ganske blidt med resolut banede han sig uset vej igennem menneksemængden og endte i sidste ende forrest ved boden. Han ventede tålmodigt på at kunden før ham blev betjent. Ventetiden fik ham til at overveje, hvor stærk platformen over ham var. Han ville nødig se Emily Mellark dratte ned. Og da slet ikke ned over ham.

Pludselig vendte handelsmanden sig imod ham. Hans purpur klæder var nyvaskede og fine. De mange kæder hang tungt om hans skuldre, og klirrede i takt med de mange ringe, som beklædte hans buttede fingre. Handelsmanden gik straks igang med sin sædvanlige salgstale:
"Goddag, den herre, jeg sælger alskens skønne vine. Den søde drue fra Øst og den ru fra Vest. Jeg sælger til Konger og adel! Mine vine er udsøgte blandt de højere mænd og-- og..." Handelsmanden gik i stå og stirrede vantro på Bryce.
"Jamen ser De, Talasar, jeg er hverken Konge eller Adel. Jeg kræver mere af en vin, end blot at kunne drikke den." sagde Bryce mildt, som var intet hændt. Straks efter så han Emily Mellark sende Købesværdet i jorden bag handelsmanden Talasar. Der lød nogle skrig fra folk omkring dem, og et pludseligt tumult begyndte. Folk begyndte at skubbe og mase for at komme væk fra slåskampen. Lyden af en krukke der blev smadret, fik et kort øjeblik smilet til at forsvinde på Bryces læber, det vendte dog tilbage, da Talasar fór rundt for at se hvad der skete bag ham. Dette var Bryces chance. Emily var på benene, og Bjerget var straks efter hende. Talasar råbte efter den store fyr, men nåede ikke at fuldende sin sætning, førend Bryce stod bag ham, med en daggert presset mod hans hals.
"Jeg er her på vegne af frøken Amelia Sommer, men det er jeg sikker på at du er klar over." mumlede han mildt ind i den buttede mands øre. "Du ved vel også hvad jeg vil have, ikke sandt..?"

Der gik ikke lang tid før Bryce havde fulgte pigebarnets vej og fandt hende stående op ad muren. Takket være hendes spektakel, havde han været i stand til at forlade kampscenen uden at blive bemærket. Bryce betragtede den unge kvinde uden et smil. I hans hænder var både en ny pengepung, et lommetørklæde af purpur silke-uld og en skarp daggert. Han pakkede våbnet væk og lukkede pengepungen, som tilsyneladende ikke var lige så fuld som den havde været, for bare et par øjeblikke siden.
"Du ved... Nogle gange må man betale folk for at tie stille." mumlede han og lagde armene over kors. "Vasen du ødelagde var åbenbart en ægte Kayyayukansk vase. Ganske dyr. Og ejeren fik kigget godt og grundigt på dit kønne ansigt. Du skylder mig to en halv sølv." tilføjede han bagefter, med et skævt smil. Det var for ham småpenge, så det betød i sidste ende ikke noget. Der var desuden de penge, hun ikke havde brugt på papyrusrebet, men det undlod han at nævne.

"Jeg så at du fik dig nogle nye venner. Hvor sødt." tilføjede han, og gjorde en gestus til at gå videre. De skulle lægge lidt mere afstand til området.

[Emily Mellark]

Emily valgte at sætte sig ned på de hårde sten, og tillod sig selv at holde en kort pause, så hun kunne få vejret igen. Emily kunne ikke længere se handelstrekanten, men de høje og hysteriske råb gjorde det tydeligt, at den hektiske stemning hendes postyr havde skabt, ikke ville forsvinde lige med det samme. Emilys blik blev rettet op mod himlen. Vejret var stadig ganske dejligt. Hun nød de varme stråler mod hendes hud, i mens hendes indre videomaskine genspillede hele episoden med Sablen, Bjerget og den væltende bod igen og igen. Det første hun havde gjort var at slå Sablen ud, hvilket man måtte sige var gået ret nemt. Nok havde detaljen med vasen ikke været planlagt, men Emily mente selv at det havde været imponerende improvisation fra hendes side af. Bortset fra den høje lyd af knust glas, vasen havde efterladt sig, selvfølgelig. Derefter havde det været Bjerget, som hun desværre måtte erkende at have undervurderet i første omgang. Hans styrke havde været næsten femdobbelt hendes egen, og havde det ikke været for hans klodsethed, så havde han nok nået hende i sidste ende. Alt i alt var det nu gået godt. Hvis man altså så bort fra de halvt forslåede ribben.

Emily løsnede hendes bælte, som var bundet stramt om hendes talje, og løftede derefter forsigtigt op i den hvide bluse. Emily lagde straks mærke til den rosa farve, omkring der hvor hendes ribben sad, men udover et par blå mærker og en svag smerte, var hun ikke kommet yderligere til skade. Lidt is til brystvæggen, tage den med ro, og så skulle hun nok være så god som ny. Hun var sluppet billigt. Med hænderne støttende på jorden fik hun sat sig halvt op, og bundet bæltet om taljen igen. Denne gang knap så stramt. Hun sendte bæltet et taknemmeligt blik. Hun var sikker på at det havde været med til at tage noget af slaget.

Bryce blev mødt med et smil da hans skikkelse viste sig, men det forsvandt straks, da han ikke gengældte det. I stedet lod hun sin højre hånd støttende finde muren, hvorefter hun fik trukket sig selv op. Hun lod ryggen forblive lænet op af muren, i mens hendes blik automatisk blev rettet mod ham. Hun studerede med det samme de genstande han holdte i hænderne. En ny pengepung, noget fint silkeuld, og en daggert, hvis formål hun ikke lige kunne sætte en finger på. I det hele taget forstod hun ikke helt formålet med alt dette. For hende havde det blot været en udfordring. At vise overfor Bryce at hun var i stand til mere, end han lige gik rundt og troede. Men Amelia. Hvad skulle hun bruge alt dette til?

Emily kunne ikke lade vær med at grine, da han fortalte hende om det med vasen. Hun burde sikkert reagere anderledes, blive panisk over at manden havde set hendes ansigt – måske endda genkendt hende. I stedet morede det hende. Grinet blev blot endnu højere, da han fortalte at det var selveste en Kayyayukansk vase, som hun havde ødelagt. ”En Kayyayukansk vase siger du? Og han blev sur over det? Jeg mente ellers jeg gjorde ham en tjeneste. Den vase var jo hæslig. ” Dyr vase eller ej. Den var stadig forfærdelig at se på. Emily var overvist om at vasen havde gjort mere gavn i hovedet på Sablen, end den havde gjort hjemme i en eller andens stue. Hun blottede tænderne i et morende smil, og gik så et par skridt hen imod ham. ”Du skal nok få dine penge” svarede hun oprigtigt. Dette mente hun.

Emily fulgte efter Bryce, og forsatte i en retning væk fra handelstrekanten. Selvom hysteriet var på sit højeste nu, så ville folk snart køle ned, og så ville opmærksomheden pludselig blive rettet mod dem der stod bag. Og hvis de virkelig havde set Emilys ansigt som Bryce sagde, ja så var det nok bedst for hende at komme væk, så hurtigt som muligt.

”Ja, gode venner især. Jeg tror dog ikke jeg skal satse på at blive inviteret på middag foreløbig” svarede hun i en kæk tone, med et blik halvt rettet mod Bryce. Da de havde gået lidt, valgte hun at gå lige til sagen. ”Så hvad var formålet helt præcist med hele dette optøj? Hvad skal Amelia bruge alt det til?” spurgte hun interesseret, og hentydede selvfølgelig til de ting han havde haft med sig tilbage. Hun var usikker på om han ville indvie hende i det, dog mente hun selv at hun havde gjort sig fortjent til det. Ikke engang et tak havde hun fået, så dette var da det mindste han kunne gøre.

[Bryce Vinter]

Skyerne kom og gik, og kastede drilsk solstråler ned på det gode folk. Stråler, som de fleste febrilsk forsøgte at undgå, ved at kante sig op langs bygningernes kolde mure, eller springe som kaniner fra den ene skygge til den anden. Det sædvanlige smil havde atter fundet vej til Bryces læber og han nød duften og lyden af byen og dens mennesker. Da Mellark kommenterede vasens nærmest dæmoniske udseende, kunne han ikke holde en latter tilbage. "Jeg har hørt at de er et hit blandt adlen. Man skulle tro de havde noget bedre at bruge deres penge på, ikke sandt?"

Rådgiveren havde ingen interesse i hendes penge, men der var ikke en dag, hvor han ville sige nej til penge. Et kort øjeblik glemte han dog pengene, og overvejede om hun kunne være kommet til skade, og om han skulle være bekymret. Han skævede til hende og undlod dog at spørge ind til hendes eventuelle skader. Han havde set, at hun havde taget et slag fra Bjerget, men hvor stort det havde været var ikke til at sige. Så længe hun kunne gå og stå oprejst, var det vel ikke så slemt. Hvis hun faldt om, ville han nok kunne finde en gyde at smide hende i.

"Nej, jeg tror ikke du skal regne med at blive introduceret til forældrene endnu." påpegede han og lo mildt. "På den anden side, så så ham den store ud til at synes godt om jeres lille leg. Og Købesværdet fik en hel ny indsigt i kunst. Jeg ville kalde dagens arbejde for en kulturel succes."
Hele seancen var gået overraskende godt og smerfrit - for hans vedkommende. Det var ikke just hvad han havde planlagt, men det var kun sundt at være spontan fra tid til anden. Desuden fik han testet den unge piges evner, og hun havde ikke skuffet ham.

Da hun spurgte ind til 'tingene' som han havde bragt med sig tilbage, kunne han ikke undlade at smile. Han lod hendes spørgsmål hænge mellem dem i nogen tid, hvor han blot gik i tavshed og så hemmelighedsfuld ud. Det var ikke til at sige om han blot overvejede sit svar eller om han forberedte en løgn.
"Pengene er vores," begyndte han, og mente selvfølgelig at pengene derved var hele tyvelavets. "Kniven er min egen. Og stoffet?" Han skævede til Emily med et kækt smil, og lukkede hånden om det lillafarvede stof, som han endnu havde i hånden. "Tja, jeg har hørt at Amelia har et svagt punkt for purpur."
Den unge pige behøvede jo ikke kende hele sandheden.

[Emily Mellark]

Emily forstod ikke altid folkene her i byen. Emilys blik faldt på den bagende sol, men hun se væk, så hun undgik de irriterende, sorte flimrende prikker. Hvorfor undgå solen, når man kunne ligge sig på en mark, og bare nyde solens stråler varme en. Hun kunne selvfølgelig godt se at det for de hårdtarbejdende mænd og kvinder var en ulempe, da de hurtig kom til at svede af den og miste pusten, hvilket gjorde at de langsommere fik gjort deres arbejde færdigt. Men for at være ærlig. Var solen ikke bedre, end den kolde vinter der snart ventede dem forude? Emily viste i hvert fald godt hvad hun foretræk.

Emily nikkede enigt til det han sagde. Jo, de rige havde bestemt bedre ting at bruge deres penge på, end ligegyldige vaser og andre fine pynteting. De var de folk her i landet som rent faktisk havde en mulighed for at gøre en forskel for landets borgere. Med deres penge og rang kunne de sørge for at færre mennesker sultede, gøre arbejdsmarkedet lettere, og hvis de ville – gøre handelstrekanten til et nemmere sted at handle. Men gjorde de nytte af de muligheder? Ikke rigtig. I stedet frådsede de med deres penge på ligegyldige værdiggenstande, og højtidelige fester med stor overskud af mad. Nu skulle hun selvfølgelig ikke tænke dårligt om alle de øverste i hierarkiet, men de Emily indtil videre var stødt på, havde ikke ligefrem været de mest gavmilde.

Bryce fik hende til at grine igen, og hun måtte hurtig tage sig til sine ribben, så de ikke blev helt ødelagt af alt den latter. ”Nej, men det er nu nok en god ting. Brudekjoler og babygråd er langt fra min stil” svarede hun i et morende smil, og tilføjede så. ”Men hvis Bjerget er interesseret i revanche, skal han skam bare sige til” Hun vidste hvordan det fungerede. Første møde med fyren, så mødet med forældrene, forlovelse, gift – og derefter gik det kun ned af bakke. Hvem gad sådan et liv?

”Virkelig!” svarede hun til det med pengene, og et smil lyste med det samme hendes ansigt op. De olivengrønne øjne betragtede kniven, derefter stoffet, hvorefter hun igen så hen på Bryce. Virkelig, ikke andet? Ingen storslået plan, ingen form for oprør fra tyvelavets side af? Emily havde håbet at hendes præstation havde ført til mere end det, end blot en kniv og noget ligegyldig stof. Dog havde hun også på fornemmelsen at han ikke fortalte hende hele sandheden. Når ja, det måtte han jo om. ”Penge til lavet. Ja, så kom der da i det mindste en god ting ud af alt det postyr” svarede hun kækt, og lod igen blikket falde på stoffet og kniven, før hendes blik blev rettet direkte ud i luften.

”Jeg har undret mig over en ting” sagde hun ligeud, og stoppede op for at få luft. De var efterhånden kommet et godt stykke væk fra handelstrekanten, så en lille pause skadede vel ingen. ”Hvorfor valgte du at blive boende hos tyvelavet? De fleste af os opholder sig der, udelukkende fordi det er det eneste hjem vi kender til. Vi har ikke andre steder at gå hen. Af hvad jeg husker var du ikke hjemløs, da du kom til byen?” Hendes tone var mild. Det var udelukkende af ren interesse hun spurgte. Hendes spørgsmål var baseret på uklare brudstykker fra hendes hukommelse, og hun havde kun været en lille pige, så var hun forkert på den måtte han jo rette hende. Hun tog en dyb indånding, i mens hun holdte hans blik.