At aflægge ed.

[Lyenna Norgarthon]

Allerede inden ankomsten af den mand hun havde sendt i forvejen havde der været hektisk aktivitet på slottet. Hendes tidligere barnepige og nuværende kammerpige havde forklaret at tjenestefolkene nu skulle være ekstra forsigtige, og gøre ekstra rent og da Lyenna ironisk havde spurgt om ladyen da havde i sinde at tjekke slottets hjørner for støv havde kammerpigen leede, rystede på hovedet af hende og derefter trukket på skuldrende ved synet af prinsessens seriøse blik. derved havde den unge pige intet ordentligt svar fået, og da hun ikke kunne hive fat i en tjenestepige og spørge hende ud omkring grunden havde hun været henstillet til at se til i uvidenhed hvilket havde været mere end bare frustrerende. Lyenna hadede at være uviden, og det vidste de der kendte hende udmærket så hun havde været en anelse irritabel om end det for mange var uforståeligt, for hvorfor var den information vigtig? Det var den måske heller ikke som sådan, men det var alligevel noget som prinsessen ønskede at vide men som hun ikke kunne finde svar på.

At ladyen havde vendt sig til at man snakkede om hende var noget som prinsessen godt ville forstå hvis hun ellers havde vidst det. Efter så lang tid var man vel i stand til at ignorer den slags og i stedet fokusere på arbejdet og det der var vigtigt. At der blev snakket om prinsessen var hun skam godt klar over, men tjenestefolkene gjorde det aldrig mens hun hørte på eller var tilstede, dette var de vel bange for. Da ladyen takkede hende smilede hun blot til den ældre kvinde, eller.. så ældre var hun ikke, ladyen så på ingen måde ud til at være gammel, men hendes eksakte alder kendte prinsessen ikke.

Selvfølgelig lyttede hun, det var ikke hver dag man fik muligheden for at snakke med en beboer fra Norden, og da slet ikke lens herskerinden der, så den mindste respekt Lyenna kunne udvise var at være interesseret når hun selv havde spurgt. Desuden var det der blev fortalt virkelig interessant, og ikke bare noget som hun fakede eller spillede på, på ingen måde. ja lærermestre kunne være kedelig, hendes var nærmest død så gammel som han var og så lange pauser som han holdt inden han fulførte en helt sætning. hun tvivlede ikke på at han var klog og vidste en masse, men han var på ingen måde den rette hvis man ønskede at opretholde elevens opmærksomhed. Faktisk havde hun tit siddet og tænkt på hans alder mens han havde snakkede, og tit var hun kommet frem til at han da måtte være på den anden side af 80. Desuden var han utrolig glemsom, og han spurgte hele tiden om hvad det var han lige havde sagt eller hvilke lektier han havde givet hende for. Da hun havde nævnt det for moderen havde denne heldigvis gjort noget ved det, men… ja hun havde jo først sagt noget sent og nu var Lyenna også for voksen til en lærer. ”Det er vel også svært at leve der… jeg mener, jorden kan vel næppe bruges til at dyrke så hård som den må være” svarede hun og så dog en anelse spørgende på ladyen, jorden var vel hård at grave i og når der ikke rigtigt var noget sommer blev det ikke lettere ved sæsonskiftet, netop fordi intet skiftet. Da ladyen fortsatte smilede Lyenna blidt ”Det håber jeg virkelig også, jeg vil se frem til det” svarede hun blidt. Det ville være vidunderligt hvis hun kunne. Koldt ja, men det betød intet bare hun fik lov at komme lidt væk fra slottet. Snart nåede de enden af gangen og ved at gå nogle enkelte trin ned ad trappen stod de snart i hallen med den åbne port foran dem. Lyenna vendte sig om mod ladyen med et smil "Det var dejlig at snakke med Dem, jeg håber ikke mine spørgsmål var til besvær" sagde hun blidt inden hun fortsatte "De må have en god tur hjem" fortsatte hun.

[Mariah Urbram]

Selvfølgelig ville Mariah ikke gå og tjekke alle kroge, men hun satte pris på et hjem der var rent og så ordentligt ud. Hjemme ved hende selv, kunne hun godt finde på at tjekke krogene, hvis hun havde mistanke om, at tjenestefolkene sprang dem over. Hun var utroligt perfektionistisk, hvilket nok var en svaghed for hende, da hun ikke kunne lade noget være, hvis ikke det var perfekt. Men til gengæld vidste hun, at hendes hjem altid var en kongelig værdig. Der var intet der hang skævt, intet støv rundt omkring, og alle tæpperne lå perfekt. Der var ikke noget at sætte en finger på. Hendes tjenestefolk vidste, at hun havde det på den måde, så de vidste egentlig godt, hvordan det hele skulle være.
Mariah anede dog ikke, at de gjorde så meget på slottet, for at sørge for, at det så ordenligt ud. Når hun var der, så det jo altid sådan ud, så hun regnede da med, at det var sådan alting så ud. Hun var jo ikke på slottet mere end én gang om året.

"Jeg tror at De har helt ret. Selv der hvor jeg bor, kan vinteren være en prøvelse for de stakkels bønder. Dog har de fleste fundet metoder til at ordne det med. Jeg ved dog ikke hvordan det er helt nord på," svarede hun med et smil. Selvom det ofte var koldt i norden, kunne vinteren virkelig være slem. Det kunne være meget værre end hvad langt de fleste egentlig regnede med. Vinteren var ikke noget Mariah så frem til, selvom hun elskede klimaet i norden. Der kom altid så mange problemer om vinteren. Problemer, der altid kom på uventede tidspunkter.
"Det samme vil jeg, min prinsesse," sagde hun, da prinsessen ville se frem til at kunne komme på besøg i lenet Verd. Mariah mente hvad hun sagde, for hun fandt virkelig den unge prinsesse interessant.
Mariah stoppede op, da prinsessen gjorde dette, og lyttede til hendes ord.
"Det har været mig en ære, at snakke med Dem, prinsesse," sagde hun. "Og dine spørgsmål har ikke været det mindste til besvær. Det var dejligt at have nogen at snakke med," tilføjede hun så, og et smil prydede hendes fyldige læber.
"Tak skal De have," sagde hun og nejede så for prinsessen. Derefter gik hun ud af porten. hun skulle tilbage til kroen, hun skulle have den kjole af, håret ned, og så skulle hun på markedet inden de skulle hjem igen.




// Out.