At aflægge ed.

[Mariah Urbram]

Lady Mariah Urbram gik roligt hen over de blankpolerede gulve. Ved siden af hende, gik en af hendes embedsmænd. De var begge i deres fineste puds.
Mariah havde, for en gangs skyld, kjole på. Kjolen var, lang og mørkeblå og havde mønstre udformet af guldtråd. Under kjolen var hendes talje snøret ind af et korset, så den blev tydeligere. Kjolen havde lange ærme, men sad, så man kunne se hendes bare skuldre. Ved kraven var der en smukt, langt mønster i guldtråd, som skinnede, hver gang solens stråler ramte det. Kjolen fik mere vidde ved taljen, og gik hele vejen ned til jorden. Man kunne høre hælene fra hendes sko klikke, hver gang hun tog et skridt. Hendes lange, mørke og krøllede hår, var sat op i en smuk og indviklet frisure. Om halsen havde hun Verd familiens familiesmykke. En smuk, tynd, guldhalskæde med et lille vedhæng.
Hun var smuk, sådan som hun så ud der. Hun havde heller ikke noget imod det, men hun glædede sig nu alligevel, til hun kunne komme ud af kjolen. Hun var ikke vant til at være iført en kjole, men hun vidste, at det var nødvendigt. Når man skulle ind foran konge, kunne man ikke komme i det tøj, hun normalt var iført. Det var dog alligevel kun et kort øjeblik, hun skulle være iført det. Bare mens hun var inde og aflægge sin årlige ed ved kongen.
Det havde taget en del dagsrejser, at komme frem til kongebyen. Hun kom godt nok fra den sydlige del af norden, men det var alligevel en lang rejse. Hun var glad for, at hun kun behøvede, at gøre det én gang om året. Altid på samme dag, hver eneste år, skulle hun aflægge ed. Det var den dag hun var trådt i kraft som lensherskerinde. Hun skulle aflægge ed på, at hun ville være kongen tro, og altid stille mænd til rådighed, når der var brug for det. På den måde, kunne hun slippe for at betale skatter og hun havde et hel len under sig. En ganske god aftale, syntes hun.
Ved siden af hende og hendes embedsmand, gik en vagt. Han skulle vise dem hen til lokalet, hvor hun skulle aflægge sin ed.
Der blev ikke sagt noget under turen derhen. Mariah kiggede lidt omkrig, for at notere sig, hvordan der egentlig så ud. hun var der jo ikke mere end en gang om året.
Vagtens stoppede udenfor et lokale, hvor der stof en masse andre soldater og vagter. Kongen var højest sandsynligt inde i det rum.
Både Mariah og hendes embedsmænd, bliver visiteret for våben. De måtte ikke have noget med derind. Først derefter, blev de lukket ind.
Inde i rummet, sad kongen ganske vidst. hun vidste hvad hun skulle gøre, og der gik ikke lang tid, før hun kom ud igen. Hun havde aflagt sin ed, og hun kunne tage hjem igen. Hun sagde til vagten, der havde ført dem derhen, at hun sagtens selv kunne finde tilbage.

Mariah gik og snakkede lavt med sin embedsmænd, mens de gik han ad de blankpolerede gulve. Hun gik med rolige skridt, mens de snakkede, og hun lagde ikke mærke til så meget andet.

[Lyenna Norgarthon]

Temperaturen var faldet en del siden vinteren havde gjort sit entre i hele landet. Hun brød sig ikke spor om vinteren, eller rettere, hendes familie gjorde ikke for de holdt vejret hele vinteren og efteråret i håb om at hun ikke blev syg hvilket hun alligevel gjorde hele året om det var sommer eller vinter ændrede næppe på noget. Hendes liv var ganske enkelt kedeligt, hun havde ikke så mange pligter og de pligter hun havde, var beregnet til fine unge uskyldige kvinder som ikke skulle få snavs over fingrene eller blot gå rundt og se smukke ud. Hvor hun dog hadede den slags pjat, og at være flankeret af en vagt døgnet rundt gjorde det ikke just lettere for hende at slippe uden om, om end hun havde sine egne metoder som tit fik vagten til at flippe helt ud når han fandt hende. Vagten hun havde var nok en af de få personer der ture skælde ud på hende, men det skyldtes at han havde været hendes livvagt siden hun lærte at gå.

Denne dag havde hun fået at vide at kongen havde besøg så han ville have mere travlt end de andre dage, ikke at det betød noget hun så ham alligevel sjældent hvilket kun var godt, for så slap hun for al den snak om hvor voksen hun var blevet hvilket ville føre til snakken om mulige unge mænd hun kunne giftes med. hun havde får snart halvandet år siden fået sin far til at udskyde en hver tanke om ægteskab hvilket var sket ved umoden opførsel. Dette kunne hun dog ikke blive ved med, og dog var tanken om at gifte sig slet ikke noget hun brød sig om. Hun vidste dog at hun ikke kunne gøre spor meget ved det hvis det blev besluttet.

Om morgenen havde hun været i et hurtigt bad, hvorefter hun med hjælp fra tjenestepigerne havde trukket i en.. kjole! Hun hadede kjoler, de var alt for feminine, ret tunge, svær at trække vejret i når de var snøret så tæt ind til kroppen, og slet ikke praktiske at flytte sig i. Der var dog ikke andet hun kunne klæde sig i, ikke når hun færdes på slottet hvor alt andet end kjole ville være uanstændigt. At hun fik ros for sit udseende ved arrangementer ændrede ikke på hendes holdning omkring tvang i kjoler. Under alle omstændigheder, kjolen var i grøn, med to forskellige nuancer. Kjolen var stram omkring overkroppen, en anelse nedringet, uden ærmer og dog skjulte skuldre, skam løs skørt. Den var i flere folder for neden og derfor rimelig oppustet ifølge hende selv, hun havde dog set værre og hendes kjole var i hvert fald meget simpel. Håret var halvt sat op, en mindre krone sad der, en hverdagskrone der blot skulle vise hendes status. En halskæde sad fint rundt om hendes hals, og et par matchende øreringe.

Hun havde forladt sit værelse efter at have siddet og læst i nogle timer. Hun havde i sinde at finde sin mor, blot for at se hvad dronningen foretog sig og for at få bevæget kroppen en anelse. Hendes skridt var rolig, lette, elegante og de knap larmede når hun bevægede sig selvom skoen nok kunne larme hvis hun ellers bevægede sig som andre unge kvinder. Men der var ingen kliklyde. Ryggen var rang og hænderne folede roligt foran sig, hendes brune øjne hvilede roligt mod den tomme gang idet hun drejede om et hjørne. Hendes livvagt var der ikke, men hun var sikker på at han holdt sig skjult i nærheden.

Tag: Mariah
Words: 593
Outfit: Clik
Note: N/A

[Mariah Urbram]

Mariah kom fra det sted, folket kaldte det kolde nord. Hun boede måske ikke længst nordpå, men alt hvad der lå i nord, blev kaldt koldt. Hun var født og opvokset der, og kunne derfor ikke se, hvad folks problem var. Hun fandt det ikke koldt der. Men det var måske nok fordi, hun var vant til det. Hun syntes til gengæld, at de få gange, hun havde været i kongebyen om sommeren, simpelthen var for varmt. hun var ikke udrustet til den varme, der var om sommeren, og derfor glædede det hende, at hun kun skulle aflægge ed sidst på vinteren. For hende, var det et perfekt vejr udenfor. Det var dog ikke noget hun ville diskutere med en der ikke kom fra norden, da de ikke ville kunne blive enige, det vidste hun udemærket godt.

Mariah var en smule træt af, at hendes hår sad, som det nu gjorde. Hun brød sig ikke om følelsen af opsat hår, og ville bare gerne have det ned igen. Hun blev dog nødt til at beholde det sådan, indtil hun kom tilbage til den kro, hvor hende og hendes medrejsende (et par soldater) holdt til. Hun glædede sig virkelig meget til det.
Der undrede ikke Mariah synderligt meget, at der ikke var mange mennesker på gangen. De fleste vagter stod udenfor kongens dør, og tjenestefolkene vimsede rundt, så dem lagde hun ikke rigtigt mærke til.
Hun kunne godt lide slotsbygningen. Slottet var prægtigt bygget, og utroligt smukt. Hun nød altid at se det, når hun havde chancen for det.
Normalt, var det ikke kongen hun gik til, hvis der var problemer i lenet, hun ikke selv kunne klare. Så gik hun til nordens leder, Lord Lodbrog. Så derfor var hun ikke meget i kongebyen. Det gjorde hende nu heller ikke noget, for det var en forbandet lang tur. Hun elskede at ride, men hun nød ikke, at turen var så lang. Godt nok havde hun godt selskab med sig, men det var stadig en træls tur, og den tog uendeligt lang tid.
Mariah havde selvfølgelig ikke redet i kjole, den lange vej. Det ville bare have været utroligt upraktisk, og hun ville have nægtet at ride i damesaddel så langt. Damesaddel var djævlens værk, kun noget der var skabt, for at genere kvinderne. Hun havde derfor skiftet til den flotte, blå kjole, om morgen på kroen. Det var den hun altid havde på, når hun var inde for at aflægge ed, da den var præsenterede hendes lens farver. Den sad nu også ganske godt på hende.

Mariah og hendes embedsmand, talte lavt om noget, angående lenet. Der var nogle regler der skulle strammes lidt op, og de prøvede nu at finde ud af, hvordan det skulle gøres, så det gjorde mindst ondt på folkene i byen. Det var en af de trælse opgave, ved at skulle styre et len: når man skulle stramme nogle regler. Det var befolkningen ikke altid tilfredse med, men det tog det normalt ganske pænt.
Mariah var fordybet i samtalen, og anede faktisk ikke hvad der foregik omkring hende. De drejede ned ad, hvad der lignede en tom gang. Mariah gik uden at kigge sig på, og stoppede først, da embedsmanden tog lidt fat i hendes arm, og stoppede hende. Han sagde intet, men det behøvede han heller ikke, for da hun kiggede op, opdagede Mariah, at hun ikke stod mere end et par meter fra prinsessen, og at hun ville være gået ind i denne, hvis ikke hendes embedsmand havde stoppet hende.
Mariah nejede straks dybt, og holdt blikket på jorden, for at vise den rette respekt. Hendes embedsmand bukkede ligeledes dybt, og holdt ligeledes sit blik rettet mod jorden.
”Vær hilset, Prinsesse,” sagde Mariah underdanigt. Hun blev nødt til det, da det ville være for uhøfligt, ikke at hilse på den måde, når det nu var prinsessen selv, der stod der.

[/font]

[Lyenna Norgarthon]

Lyennas blik faldt straks på den kvinden og hendes ledsager der ikke var langt fra hende. De så ud til at være fordybede i en meget vigtig samtale for de end ikke bemærkede hende. Det var hun ikke spor ked af, tværtimod var opmærksomhed ikke hendes kop the, og hun forsøgte at undgå dette så meget som overhoved muligt. Snart blev hun dog opdagede af manden og efterfulgt af kvinden som begge nu standsede hvor den ene henholdsvis bukkede mens den anden nejede. Lyenna var ligeledes standsede op og nikkede til dem begge på skift. ”Vær hilset” var hendes svar ganske simpelt. Hun genkendte nu kvinden som lady Mariah og et venligt imødekommende smil krydsede den unge kvindes læber. Manden ved hendes side havde hun vidst også set, og hvis hun huskede rigtigt var han en af hendes embedsmænd.

Lyenna havde mødt ladyen før, de havde ikke haft mange samtaler, tit var det hilsner som denne. Hun kunne huske at kvinden havde været her året før, og den før den også. Det var vidst for troskabsedens skyld. Nå, det var derfor hendes ærede fader havde så travlt denne dag, det kunne man jo blot have sagt. ”Jeg formoder at De aflagt ed endnu engang..?” sagde hun blidt og venligt. mange unge kvinder på hendes alder var slet ikke interesseret i hverken politik, økonomi eller historie, men både første og sidste ting var ting som Lyenna elskede ud over alle grænser. Hun håbede ikke at det blev betragtet som snageri, det var ganske enkelt af nysgerrighed. Kvinder som Lady Mariah var værd at have respekt for, hun var lensfrue og havde derfor frie tøjler af en kvinde. Hun havde status og kunne træffe sine egne valg.. og ingen så det som forkert. Hvorfor mon det så var forkert når prinsessen ville være selvstændig? Pokkers tage traditionerne.

Hun havde endnu hænderne folede foran sig ganske blidt hvilede over hinanden. Hendes livlig brune øjne der var fuld af ro og ungdom hvilede på Mariah, manden var på ingen måde lige så interessant som denne kvinde. Et sted ville hun gerne have lov at snakke med ladyen, men det ville næppe blive aktuelt, det var ganske enkelt ikke rigtigt, og folk ville nok stille for mange spørgsmål om end prinsessen var ret ligeglad. Hvad kunne der dog ske? Hun ville bare stille nogle spørgsmål, spørgsmål omkring norden, Lyenna havde jo ikke ligefrem være en af dem der kunne rejse rundt hvor det passede hende, og hun var meget ivrig efter at vide hvordan det var andre steder.


Tag: Mariah
Words: 423
Outfit: Clik
Note: N/A

[Mariah Urbram]

Mariah var en kvinde, der kunne gøre hvad der passede hende. I hvert fald næsen. Netop fordi hun var en kvinde, med den status hun havde, skulle hun passe på. Folk så allerede ned på hende, grundet hendes køn, og det ville slå alt for hårdt, bare hun lavede den mindste fejl. Hun måtte ofte gå rundt på katte poter, og passe på, hvad hun sagde. Hver eneste lille fejl hun lavede, blev husket og hun blev mindet om den, det vidste hun. Alligevel havde hun mere frihed, end mange kvinder havde. Som lensherskerinde, rådede hun jo over et stort landområde, hvilket ingen kvinder ellers kunne drømme om, at få lov til. Det var et privilegium, hun var utroligt glad for at have. Hun nød den frihed hun havde, og ville ikke bytte den for noget andet. Selv da hun var gift, havde hun haft mere frihed, end mange kvinder i hendes sted, ville have haft. Hun kunne gøre hvad der passede hende, uden at det blev set ned på dengang. Da hun så trådte i stilling som lensherskerinde, skulle hun passe på. Men hun havde lært de fleste smuthuller at kende, så hun klarede sig.

Mariah havde selvfølgelig genkendt prinsessen med det samme, hun havde set hende. Der var ikke noget at tage fejl af der, og hun var glad for, at hendes embedsmand havde stoppet hende, så hun ikke havde begået den katastrofale fejl, at gå ind i prinsessen. Det ville virkelig have været slemt, og hun sendte sin embedsmand et kort, men taknemmeligt smil.
Lady Urbram, eller Lady Verd som vel egentlig stadig var hendes officielle navn, vovede at kigge op, men hun vovede stadig ikke, at kigge prinsessen i øjnene. Det ville være for respektløst. Hun lyttede til ordene der kom fra prinsessens mund, og et lille smil gled over hendes læber.
"De har ret i Deres formodning, Prinsesse. Det er noget jeg med glæde gør hvert år," sagde hun med et smil.
"I tider som disse, er det meget vigtigt, at man aflægger ed, så Deres fader, ved at han har sine folk med sig," tilføjede hun så. Hun hentydede selvfølgelig til det, at man stadig ikke havde Taurus helt under kontrol. Ingen vidste helt, hvad han pønsede på og hvad han gik og lavede. Man anede ikke, om han ville erklære krig igen, eller hvad han ville.
Hendes embedsmand sagde intet, men havde dog også hævet sit blik en smule.
Han lænede sig lidt ind mod Mariah, og sagde noget lavt til hende, og hun nikkede for at bekræfte hans ord. Så bukkede han endnu engang for prinsessen, og begyndte så at gå.
"De må have min embedsmand undskyldt. Han har nogle ærinder, der desværre ikke kan vente," sagde hun så.

[/font]

[Lyenna Norgarthon]

Selvfølgelig havde hun det heller ikke helt let og enkelt, der var altid et men når det gjaldt kvinder hvilket var mere end bare irriterende. Lyenna vidste dog at tingene ikke ville ændre sig lig med det samme, og selv hvis det skulle ændre sig i fremtiden ville det ikke være helt uden kamp og det vil hellere ej gå fredeligt til. At en kvinde skulle være jomfru når hun blev gift, og derved ikke befamlede af nogen mand var ikke retfærdigt når mændene kunne gå ud og gøre hvad de ville uden at blive straffet for det på nogen måde. Det var tilladt for n mand at have en elskerinde mens det var helt forkert hvis det var en kvinde. En kvinde kunne ikke arbejde hvor som helst, det var helt uanstændigt, det eneste hun kunne arbejde som var som husholderske, guvernante, eller anstandsdame. Dette gjaldt dog alle sammen kvinder af status, eller med bare penge og en mindre navn af en slags. Fattige kvinder kunne få lov til at tigge på gaden og dø af sult hvis de ikke kunne finde sig et arbejde. Livet var ikke retfærdigt på nogen måde, og det så desværre ikke ud til at ændre sig, Lyenna forsøgte skam at gøre en forskel, men alene kunne man ikke gøre særlig meget.

At Mariah var blevet glad for at blive stoppet tvivlede Lyenna ikke på, ikke fordi prinsessen ville være faldet fra hinanden med et mindre sammenstød men fordi det slet ikke var i orden at støde ind i en af de kongelig på sådan en måde. Endnu en ting der kunne få Lyenna til at skrige af frustration, for pokker hun var jo kun et menneske! Hendes svar fik blot Lyennas smil til at vokse sig større, hun håbede virkelig at Mariah var ærlig, jo flere der stod bag hendes far jo bedre, men det kunne sagtens være skuespil fra denne kvindes side af, for der var jo intet magisk eller overnaturligt ved eden så brød man den ville man ikke ligefrem lide en smertefuld død eller noget som i eventyr, der vil selvfølgelig være konsekvenser, store konsekvenser. Da hun fortsatte kunne Lyenna ikke helt beslutte sig om kvinden var ærlig eller om hun forsøgte at bilde hende noget ind, hun smilede dog venligt til hende ”Naturligvis, det glæder os at se Dem igen, det er efterhånden længe siden” lød prinsessen venlige svar. Snart undskyldte embedsmanden sig hvor han atter bukkede og Lyenna kommenteret ikke hans pludselig forsvinden da ladyen forklarede. Hun nikkede blot. ”Jeg håber ikke Ladyen har noget imod at jeg følger dem videre? Jeg har alligevel intet der haster lige nu” det blev sagt i et spørgsmål, men havde hun endelig noget valg? Lyenna tvivlede, hun kunne jo ikke rigtigt sige nej.

Tag: Mariah
Words: 462
Outfit: Clik
Note: N/A

[Mariah Urbram]

Mariah ville være enig i, at livet var uretfærdigt. Specielt hvis ikke man var født ind i de finere kredse. Så kunne livet været utroligt hårdt, og man skulle kæmpe for alt. Mariah prøvede så vidt muligt, at sørge for at der ikke var fattigdom i hendes len. Det kunne selvfølgelig ikke helt lade sig gøre, men der var ingen der tiggede på gaden. Dem, der virkelig havde brug for hjælp, fik den hjælp, de skulle bruge.
Hun vidste, at der altid ville være opdeling i folk, men folk skulle ikke tigge. Så lavt skulle alting ikke synke, og det havde hun personligt sørget for.
Mariah vidste, at mange adelskvinder blev giftet væk i en ung alder, for netop at sørge for, at de ikke var blevet rørt af en anden mand. Det var jo selv sket for hende, men dengang havde hun ikke rigtigt tænkt over det. Hendes lod i livet var, at bliver gift væk til en anden mand, og derefter behage ham, resten af hendes liv. Det havde hun vidste fra hun var helt lille, så det havde ikke generet hende. Hun havde dog ikke været tilfreds med, at skulle giftes med en mand der var ældre end hende, men det var sådan det var. Hun havde intet at skulle sige i den sag.
Hun vidste godt, at mænd havde flere rettigheder end kvinder, og at de havde mere frihed til at kunne gøre, hvad de ønskede. Det kunne Mariah godt se det uretfærdige i. Men så længe, det var mænd der styrede samfundet og lavede de fleste regler, kom det ikke bag på hende, at det hang sådan sammen. Sådan ville det højest sandsynligt altid være, for ifølge de fleste mænd, anede kvinder ikke noget som helst om andet end at passe huset. Det nyttede ikke noget at protestere, for mændene ville tvære kvinden ud med deres ’logiske’ tænkning. Man kunne ligeså godt finde sig i det, mente Mariah. Dog var hun lidt i en anden position end de fleste kvinder. Hun havde en position, hvor de højere herrer var tvunget til at lytte til hende, og det glædede hende.

Mariah var altid ærlig. Specielt overfor en person som prinsessen, da hun ikke ville tages i, at lyve overfor en kongelig. Men hun kunne ikke se, hvorfor hun skulle lyve omkring det med sin ed. Hvis ikke hun mente det, kunne hun vel bare nægte at aflægge den. Det ville kongen nok ikke være tilfreds med, og der ville nok ikke gå lang tid, før han ville afsætte hende til fordel for en, der rent faktisk ville aflægge kongen ed. Mariah havde intet imod, at skulle stille mænd og andre ting til rådighed, hvis kongen havde brug for det. Sådan var det, hvis man ville have hans beskyttelse, og det ville hun meget gerne. Hvis der skete noget i hendes len, og hendes mænd ikke var nok, kunne hun sende bud til kongen, og han ville straks sende mænd af sted, til at kunne hjælpe hende. Sådan hang det sammen, og hun var ganske godt tilfreds med den ordning.
Mariah spillede heller ikke skuespil. Det hun sagde, mente hun virkelig. Selvom hun kun havde været en ung, lille pige, da krigen mod Taurus brød ud, vidste hun godt, hvilken side hun var på. Hun havde set sin far sende mænd af sted, set sin bror tage af sted, og senere, havde hun set sin egen mand, sende mænd af sted. Hvis det stod til hende, skulle Taurus tages til fange, og låses inde, resten af hans dages ende. Det ville være for nemt, bare at slå ham ihjel, mente hun.
”Det glæder mig at være tilbage, Prinsesse. Men Når man kommer langvejs fra, som jeg jo gør, er det svært at komme her noget oftere. Rejsen i sig selv, tager i hvert fald 4 dage,” sagde hun med et venligt smil. Hun fandt kongens by og slot smukt, selvom det ikke var et sted, hun ville kunne leve. Der var for mange ting, hun ville savne ved norden.
Hun kiggede på den unge prinsesse, da denne spurgte, om det var okay at hun fulgte Mariah ud. Det kom faktisk en smule bag på hende, men hun formodede at skjule sin overraskelse.
”Det ville være mig en ære, hvis De ville følge med mig videre, min Prinsesse,” sagde hun så, og begyndte stille at gå. Hun havde faktisk aldrig sådan rigtigt snakket med prinsessen, så et eller andet sted, så hun faktisk frem til det.

[Lyenna Norgarthon]

Lyenna vidste at tingene ikke ville ændre sig, men der var vel intet galt i at håbe vel? Desuden ville hun forsøge at gøre sit for at der skulle ske nogle forandringer, kvinder var ikke til pynt, uanset hvilke socialklasse de var fra. Blot fordi man var kongelige eller adelig betød det ikke at man ikke kunne lære at bruge våben, forsvar sig eller styre. Derimod burde man gøre brug af de evner og resurser man nu havde i stedet for at undertrykke den og holde den hen. Mænd lyttede sjældent til hvad kvinderne havde at sige, og hun havde tit set til sammenkomster hvordan kvinderne blev bragt til tavshed eller gjort til grin når de forsøgte at snakke økonomi eller politik. Hun havde tit – især som barn – gået rundt og sagt til sig selv at hun ikke ville tvangsgiftes til en hjernedød mand blot for at være hans helt egen pyntegenstand, men hun havde i bund og grund ikke meget at skulle have sagt i den sag, hun var nød til at gifte sig med den mand der blev fundet til hende, og det eneste hun kunne gøre var at håbe at han ikke var på sin egen fars alder, eller ældre! Og så at han ikke bare så hende som dukke eller ejendom men respekteret hende.

Skulle det ske at hun fik sådan en mand, ville det ikke gå ham let, han ville nok fortryde at have forsøgt at kue hende, for hun var slet ikke typen der fandt sig i undertrykkelse eller nedgørelse, dertil var hun for meget prinsesse. Hun gik også og håbede på at kunne snakke med sin far til den tid, hvis det skulle gå hen og ende så galt, og hun havde en lille tro på at hun kunne gøre en forskel ved at snakke med ham… hvis han da havde tid til hende. ja den ærede konge var ikke været verdens bedste far, børnene havde knap set ham og endnu mindre snakkede med ham. om hendes brødre så ham som rollemodel vidste hun ikke, for dem så hun heller ikke meget til. Hendes storebror var jo også i færd med at følge i faderens fodspor og lillebror havde sine egne kvaler. Hendes mor var ikke en god person at få støtte hos, for denne så blot at man holdt fast i etikette og gjorde det rette, hun kunne endnu denne dag gå rundt og bede Lyenna rette ryggen endnu mere og hævede hovedet som var hun en påfugl.

Kvinden havde godt nok ingen grund til at lyve, og dog… Lyenna kunne da finde et par stykker men den vigtigste grund som hun kunne komme på var følgende: Kvinden ville kunne narre kongen til at tro at han var på hendes side for ikke at have ham som fjende, på samme tid kun hun havde slået sig med fjenden og derved kunne hun være en slags spion, eller endnu bedre.. allierede. På den måde kunne hun sikre sig at være på begge sider hvis det skulle bryde ud i krig, og så kunne hun let sige til kongen at hun blot var spion for ham eller sådan noget, skulle kongen tabe krigen var hun på vinderens side alligevel. Det kunne godt tænkes at det hele bare var et eventyr i Lyennas hoved, men der var intet overnaturligt der og derfor kunne det skam ske, og det var nok sket før. Forræderi var jo på ingen måde noget nyt, derimod et meget kendt og frygtede element.

Lyenna stolede dog i mellemtiden på denne kvinde, om hendes personlige vagt var af samme mening var så en anden sag men han ville nok gøre sit entre hvis han følte at der var fare på færd og han skulle nok dukke op når man mindst ventede det. denne gik stadig og troede at Lynne var forsvarsløs, men i modsætning til de fleste adelig kvinder havde hun ladet sig privatundervise af den mest perfekte lærer i verden ifølge hende selv. Udover at hendes lærermester havde sin egen charme og udstråling som man bare ikke kunne hade, så var han fantastisk med et sværd og havde formåede at lære hende det med tålmodighed og dog en fast hånd. Dette var der dog ingen der vidste udover hende og ham og det ville forblive sådan for hans skyld mere end for hendes, det kunne ende galt for ham hvis det blev opdaget.

”Forståligt, jeg håber ikke De havde problemer undervejs?” sagde hun blidt som svar idet de to kvinder fulgtes roligt ned ad gangen, og hvor Lyenna blot havde smilede mildt over ladyens svar. Gangen var skam bred, men takket hver de to store kjoler vil en mand nok have besvær med at komme forbi dem så meget som de spærrede vejen.


Tag: Mariah
Words: 793
Outfit: Clik
Note: N/A

[Mariah Urbram]

Mariah var vokset op i et hjem med magt, og hvor man blev opdraget – som kvinde – til at gøre, hvad der blev sagt. Det havde hendes mor altid lært hende, og hun havde altid set meget op til sin far, så hun ville ikke gøre noget, der kunne gøre ham vred. Hans ord var lov, og sådan ville det altid være. Alligevel havde Mariah sin egen vilje, og hun vidste, at hendes fader havde kunnet se hendes utilfredshed, da han meddelte, at hun skulle indgå ægteskab med Lord Verd. Hun havde dog gjort det uden at kny, men hun havde været meget vred på sin far. Men hun vidste, at han havde gjort det for hendes egen skyld. Det viste sig også, at Lord Verd ikke ville kue hende eller sætte hende i bur, eller noget i den stil. Hun fik frie tøjler til hvad hun ville gøre, og han var utroligt åben overfor hende. Der gik ikke længe inden hun faktisk begyndte at holde af ham, for selvom han var ældre end hende, så havde hun ikke kunnet få en bedre mand. Han tvang hende ikke til noget, hun ikke ville. Han hævede aldrig stemmen overfor hende, og han satte hende ikke til at gøre nogen form for husarbejde. Hun vidste, at hun havde været heldig. Hun vidste, at mange adelige kvinder, blev gift væk til mænd, der ikke så dem for andet end tomhjernede pyntegenstande. Det var forfærdeligt, mente Mariah, for sådan skulle intet menneske behandles. Hun kunne dog heller ikke gøre så meget ved det, selvom det godt kunne irritere hende en smule. Hun havde ondt af de piger, der blev gift væk til sådan en mand. Det var ikke sådan det skulle være. Et forhold skulle bygges på gensidig respekt. Der behøvede ikke at være kærlighed, gensidig respekt var mere end rigeligt. Sådan endte det desværre bare ikke altid.
Men selvom Mariah havde det på den måde, mente hun stadig, at det var vigtigt, at de unge adelskvinder blev giftet ind i andre familier, da det kunne skabe stærke bånd. Det kunne skabe allierede, og det var altid godt. Mariah ville altid foreslå arrangeret ægteskab frem for ægteskab der kun var baseret på kærlighed, hvis det var i de finere kredse. Hun vidste nemlig, at kærlighed ikke altid var nok. Der skulle andre elementer til, og dem kunne man måske få ved et arrangeret ægteskab.

Mariah kunne ikke fordrage forrædere. Hvis det stod til hende, skulle de simpelthen ikke have lov til at leve. At begå forræderi, var noget af det laveste, man nogensinde kunne gøre, mente hun. Det kunne gøre hende så gal, så selvfølgelig ville hun aldrig selv gå ad den sti. Desuden kom hun fra en familie, hvor hendes fader selv slog meget hårdt ned på forræderi, så der havde hun selvfølgelig lært noget. Ingen skulle forråde Lord Urbram, for så ville der virkelig falde brænde ned. Hun havde kun været vidne til det én gang i sit liv, og hun havde aldrig nogensinde set hendes fader så gal. Det havde virkelig gjort hende bange, men det havde også fået hende til at se endnu mere op til ham. Hendes fader havde virkelig været en stor inspirationskilde for hende, specielt da hun selv, skulle være lensherskerinde.
Hun havde endnu ikke oplevet forræderi mellem sine egne mænd, og hun vidste, at det heller ikke ville ske. De respekterede deres Lady for meget til, at ville begå forræderi. Dog kunne hun jo heller aldrig være helt sikker på det, men hun håbede. Der ville virkelig falde brænde ned, hvis hun opdagede forræderi blandt sine egne mænd.

Godt nok havde Mariah ikke set prinsessens personlige livvagt, men hun vidste godt, at han befandt sig et sted i nærheden. Hvis ikke han gjorde det, ville han virkelig være dårlig til sit arbejde. Han skulle holde øjne og øre på prinsessen hele tiden, og det kunne han kun gøre, ved at være i nærheden af hende.
Det gjorde hende dog intet, for det var jo sådan det var. Desuden ville hun aldrig vove på, at sætte hånd på prinsessen. Hun vidste, at det ville være noget af det dummeste hun nogensinde kunne gøre, og det ville sætte hendes ry og position i en meget tynd tråd. Desuden respekterede hun kongen og den måde han styrede landet på, så hun så ingen grund til at skulle skade hans datter.
”Der var ingen problemer undervejs, tværtimod. Turen gik rigtig godt. Mine mænd og jeg ankom helskindet hertil. Men tak fordi De spurgte, Prinsesse” sagde hun med et smil. Det eneste der var i vejen, var at der var så langt. Det kunne hun bare ikke stå og sige til en prinsesse, det vidste hun godt, så derfor gjorde hun det heller ikke.

[Lyenna Norgarthon]

Hendes far havde ikke haft spor meget med opdragelsen at gøre, hendes mor havde heller ikke meget for man havde guvernanter, barnepiger og alle mulig andre også. Forældrene havde derfor ikke været der hele tiden, men moderen havde skam været der for hende da hun var blevet ældre og blev betragtede som en moden ung kvinde. Hun huskede tydeligt den først bal hun var til, om end hun selv mente at det var gået ret godt havde hendes mor syntes at det var katastrofalt. Hun huskede tydeligt moderen irettesættelser om at hun ikke havde rankede ryggen nok under dansen, og at hun ikke havde smilede nok, eller havde sagt noget forkert. Hun havde været 13, så ung syntes huns elv, hvorfor skulle hun dog igennem alle de kvaler? Stod det til hende skulle hendes egne børn ikke igennem den slags traumatiske oplevelser, men sådan var samfundet opbygget. Hendes moder havde engang også nævnt at når hun selv en dag blev moder ville hun forstå det hele, Lyenna forstod det slet ikke, men håbede på at dronningen havde ret.

At denne kvinde var stærkt imod forræderi havde prinsessen ingen anelse om, hvor skulle hun også vide det fra? Det var jo ikke fordi hun var tankelæser, eller kendte ladyen særlig godt, det her var jo deres første officielle samtale. Desuden ville hun næppe finde ud af det lige med det samme, for hun kunne jo ikke bare spørge om hendes mening til troskab og forræderi. Dertil var prinsessen alt for diskret og desuden ville en eller anden sikkert høre det og forældrene ville straks give sig i kast med at skælde ud og opdrage om end den slags nok var for sent i den alder hun var i. Det mest almindelig ville blot være at de naturligt kom ind på det, men nu var det heller ikke det vigtigste for Lyenna lige nu, det var mere det sted denne kvinde kom fra der vakte prinsessens opmærksomhed. Ved hendes svar nikkede hun blot ganske roligt idet de endnu engang drejede om en gang ”Det er godt, turen må have været meget lang” svarede hun blidt og medfølende. Lyenna elskede skam at ride, men det havde mindst taget nogle dage at ride hertil, hvilket nok ville være trættende for hende, desuden ville hun næppe kunne nyde en ordentlig pause med vagterne der skyggede hvor selv solens sparsomme stråler på denne årstid af frygt for at de muligvis ville skade hende.

At kvinder ikke skulle gifte sig af kærlighed var et sted forkert ifølge prinsessen, kærlighed var en vigtig ting, respekt var dog en endnu vigtigere ting hvis man spurgte hende. Kærlighed burde dog nok ikke være det eneste man havde i et ægteskab, for det havde med at ophøre eller vakle på et tidspunkt og så var det alt det andet der talte. Derfor var det vigtigt med respekt og enighed mellem begge parter. Desværre var det bare ikke altid sådan og det endte tit tragisk for kvinden. Manden led jo intet, han tænkte kun på børn, når disse var født så havde han jo elskerinder ved siden af som kunne give ham hvad han ønskede fra den side.

”Jeg håber ikke jeg overdynger dem med spørgsmål, men.. jeg har altid ønsket at rejse rundt, De ved.. på opdagelse og se lidt af verden uden for slottet. Kunne De fortælle om Deres hjem?” spurgte hun høfligt og venligt. Hun ønskede at vide så meget som muligt, men hvis ladyen ikke ville fortælle måtte hun jo blot forsøge at finde en af hendes ledsager der kunne eller ville fortælle. Ja så langt kunne hun skam godt finde på at gå, om end forældrene næppe ville bryde sig om det. Men skulle hun kun gøre hvad forældrene ønsket ville hun næppe have været i stand til at forsvar sig eller vide noget overhoved.

Tag: Mariah
Words: 638
Outfit: Clik
Note: N/A

[Mariah Urbram]

Mariah betragtede jobbet som moder som det allervigtigste job i sit liv. Hun kunne aldrig finde på, at efterlade sin søn ved en tjenestepige eller ved en guvernante, fordi hun selv havde travlt. Hun havde sat det barn i verden, og det var hendes job at tage sig af barnet. Det var så også noget hun gjorde med den største glæde, at hun elskede at være mor.Hun elskede sin søn mere end noget andet i verden. Hun havde fået ham som ganske ung, men det gjorde hende intet. Kvinder skulle ikke være alt for gamle, før de fik børn, alligevel havde hun dog regnet med at være lidt ældre, før hun skulle have sit første barn. De tanker glemte hun dog hurtigt, da hun første gang så sin nyfødte søn. Hun havde været i de sidste måned af hendes sekstende leveår. Hun havde kun været en ung kvinde, men hun var modnet meget hurtigt. Selv dengang, lod hun ikke andre tage sig af barnet, bare fordi hun var så ung. Hun ville selv tage sig af sit barn, uanset hvad.

"Turen er lang, men nu skal jeg jo heller ikke tage den hver dag. Desuden er det rart at komme lidt hjemmefra nogle gange, og det er en tur jeg tager med glæde," sagde hun med et smil. Det var måske ikke helt rigtigt. Men hun kunne ikke stå og sige overfor prinsessen at det var en alt for lang tur. Hun nød virkelig at ride, og hun havde redet allerede før hun kunne gå, men så lang tid i sadlen, det var virkelig ikke rart. Man fik ikke mindst ondt i bagdelen, men også ondt i ryggen. Det var ubehageligt, så hun var faktisk glad for, at hun ikke skulle tage den tur særligt tit. Men på den anden side, så nød hun jo og se kongens smukke by og slot. Hun havde ikke det mindste imod at skulle aflægge sin ed, så det var noget hun gjorde med glæde.

Hun lyttede til det næste prinsessen spurgte om, og et smil gled over hendes fyldige læber.
"De må spørge alt hvad De ønsker, prinsesse," sagde hun med et venligt smil.
"Men jeg vil meget gerne fortælle Dem om hvor jeg kommer fra," startede hun, og måtte tænke sig lidt om. Hun skulle jo gerne fremstille sit hjem, som noget fantastisk.
"Jeg kommer oppe nord fra. Omkring 3-4 dagsrejser væk, alt efter hvordan vejret er. Men jeg kommer fra den milde del af norden, faktisk fra den vestlige del af norden, helt ude ved vandet. Som De nok kan regne ud, hersker jeg over mit eget Len, nemlig lenet Urbram, som jeg overtog efter min mands død.
Men Norden er ikke så slem, som jeg har hørt at der er snakket om hernede. Vi har sne, og det kan være utroligt koldt, men hvis man klæder sig ordentligt på, er det ikke slemt. Og sneen kan være utroligt smuk, når den er nyfalden..." fortsatte hun, og måtte tænke sig lidt mere om. Hvad mere var der at sige?
"Klimaet er selvfølgelig hele tiden en smule koldere, end det er her i Deres by, prinsesse, men det er ikke noget vi lægger mærke til. Vi er vant til klimaet. Og ellers er det ikke så anderledes fra så mange andre steder. Vi har små byer, samfund og hvad der ellers er brug for, for at få det hele til at køre rundt," sagde hun med et smil og kiggede på prinsessen. hun anede virkelig ikke, hvad hun mere skulle sige. Det var ikke ligefrem fordi hun hele tiden gik og fortalte folk om sit len. Langt de fleste vidste godt hvordan det var deroppe.

[/font]

[Lyenna Norgarthon]

Bare hendes moder havde tænkt som ladyen gjorde, så ville hun måske have haft et tættere forhold til hende i stedet for et forhold basseret på hvordan hun gik og snakkede, et forhold på irettesættelse og skuffede miner. Men okay, hendes mor var ikke så slem, hun havde sine egne pligter og var en travl kvinde, det respekteret Lyenna skam, men nogen gange kunne det alligevel være irriterende. Havde moderen overvejede at Lyenna måske havde brug for nogen at snakke til, have som et forbillede eller blot en der kunne hjælpe hende når hun syntes at have behov for hjælp? Det var som om moderen aldrig selv havde været ung, men nok om moderen, for Lyenna havde i sinde at give sine børn –hvis hun nogensinde fik sådan nogen – den omsorg og opmærksomhed som hun selv havde manglede.

Da ladyen understregede at det ikke var så slemt som det kunne lyde, og at hun med glæde tog denne tur kunne Lyenna havde trukket på skuldrende, men dette sømmede sig ikke for en prinsesse. En prinsesse trak aldrig på skuldrende, eller himlede med øjnene eller sukkede, det var slet ikke pænt. Derfor smilede hun blot venligt og nikkede endnu en gang ”Det glæder mig virkelig at høre. Jeg ved ikke om De har fået en velkomst, men jeg byder dem med glæde velkommen i Konge Byen” sagde hun nærmest højtideligt. Hun havde sikkert fået en hilsen og al det der fulgte, men Lyenna syntes alligevel at hun selv også skulle give hende en, det var der vel intet forkert i?

Lyenna smilede blot over at ladyen ikke så ud til at have noget imod at hun spurgte og derfor forberedte hun sig på sit næste spørgsmål mens Mariah lige tænkte sig om for at besvar hendes første. Det næste spørgsmål var klar, men svaret på det første måtte hun have inden hun kunne se om spørgsmålet der fulgte kunne bruges eller om det blev besvaret via ladyens ord. Lyenna fortsatte i en rolig gang ved kvindens side mens hun opmærksomt lyttede til hvert et ord der måtte forlade hendes læber. Det var tydeligt at prinsessen nærmest slugte alt hvad der blev fortalt, for det var lige hvad hun gjorde. kulden der blev fortalt om var ikke just nåede der huede Lyenna, men det blev overskyggede af tanken om noget der lå så fjernt, det måtte være et paradis. Men enhver så jo sit eget hjem som et paradis, om ed Lyenna så slottet som et fængsel. Men det var vel kun foreståligt når hun var låst inde der og knap havde lov at gøre eller sige noget. ”Er der store åbne sletter?” spurgte hun. Var der noget Lyenna elskede så var det åbne sletter, marker og synet af arbejdende bønder, det var alt sammen så almindeligt og så dejligt normalt.

[Mariah Urbram]

En lenshersker, eller lensherskerinde i Mariahs tilfælde, blev altid budt meget bedre velkommen, end en almindelige rejsende ville blive. Mariahs ankomst var blevet annonceret nogle dage i forvejen, så det sted hun skulle bo, ville have alt klar. Hun boede på en af de fineste kroer i kongebyen, helt kvit og frit. Hun skulle alligevel ikke være der mere end højest et par dage, så det var ikke fordi kroen mistede ret meget.
"Jeg blev budt godt velkommen. Men tak skal De have, Prinsesse, det er dejligt at være tilbage," svarede hun med et venligt smil på sine læber.
Mariah fandt prinsessen rigtig venlig. Hun fandt intet galt i, at prinsessen selv bød hende velkommen, selvom en prinsesse nok normalt ikke ville gøre dette. Hun havde dog godt hørt, at prinsessen ikke var som alle andre, hvilket Mariah bestemt ikke så som noget dårligt. Hun mente selv, at man skulle have frihed til at forme sig selv som den man ville være.

Mariah kunne godt lide at snakke om sit hjem. Der var ikke mange der vidste noget om det kolde nord, og der var mange der slet ikek vidste, hvor smukt det egentlig var. Hun elskede at bo i Nordlandet. Hun havde også altid boet der. Hun kunne finde så mange ting, der var så smukke, som andre måske ikke satte helt så meget pris på. Hun elskede at se sneen dale stille ned og lægge sig smukt på jorden. Sneen kunne også være forfærdeligt irriterende, men det var noget man vænnede sig til, når man kom derfra.
"Der er åbne sletter. Måske ikke så mange som hernede, og deroppe, er de fleste dækket af sne. Men hvis man tager meget længere nordpå, er der mange flere åbne sletter. Der bor tilgengæld heller ikke så mange mennesker der," sagde hun med et smil. Der var masser af marker, og selvom de ofte var dækket med sne, havde bønderne fundet måder, hvorpå, de stadig kunne arbejde.
I Mariahs øjne, var det et smukt paradis, noget alle burde se.
"Hvis De engang kommer til Verd, min prinsesse, skal jeg med glæde vise Dem det hele selv," sagde hun så. Hun vidste godt, at en prinsesse ikke ville ankomme uden et følge, og hendes ankomst ville blive varslet i en uge, i hvert fald. Alligevel ville hun gerne vise prinsessen rundt, hvis det endelig skulle være.

Mens de gik hen ad gangen, kiggede Mariah lidt omkring. Der var ikke mange mennesker. Der stod nogle få vagter rundt omkring, og ellers gik der tjenestefolk rundt og ordnede deres egne ting. Der herskede en fred over slottet, noget der nok ikke altid var der, kunne hun forestille sig.

//Nu er det færdigt! :D

[Lyenna Norgarthon]

Mariahs besøg på slottet var ikke noget man havde gået stille med, og heller ikke noget nyt, underligt eller uventet. Hun kom jo dertil hvert år på denne tid, så slottet havde været på den anden side til hendes ankomst om end hun hverken ville komme til at bo på selve slottet eller være her i særlig lang tid. Men af en eller anden grund så nød tjenestefolkene at stresse og få pulsen op. At der var blevet hvisket i krogene og snakkede om den kommende gæst, der var lens herskerinde, med tryk på herskerinde var noget der var blevet snakket om så det havde været svært at undgå selv for prinsessen der ellers ikke var typen der lyttede til sladder. Hun havde også sørgede for at bringe folk til tavshed hvis hun hørte noget misbilligende og ladyen, dette var kommet en del bag på mange af dem, men de havde jo heller ikke vidst hvor stor en respekt prinsessen nærede mod gæsten. Endnu et smil prydede den unge piges læber ved ladyens svar ”Det er dejligt at have Dem her” lød hendes svar ganske blidt.

Mens ladyen besvarede hendes følgende spørgsmål lyttede Lyenna med vakt interesse og tydelig glæde over at ladyen gad fortælle hende noget om sit len, og det der lå i nærheden af det. At se på kort og læse om det var absolut ikke det samme som at høre fra kilden selv, så dette var for prinsessen langt mere interessant end nogen bog hun havde studeret omkring Norden. Selvom Lyenna fik et indtryk af at der var en del sne og kulde i Norden ændrede det ikke på hendes lyst til at se det med egne øjne, det var sikkert smukt. Den stærke lyst til at se det skyldtes nok også at hun vidste at hun ingen mulighed havde for netop dette, der var ingen grund til at hun skulle besøge nogen der, og hvad værre var ville det nok kun skabe stress og pres for dem der bor der, da de nok ville være anspændte for eventuelle fejl og fare der kunne hænde. ”Nej det er vel også forståligt” svarede prinsessen da Mariah sagde at der ikke boede særlig mange mennesker i de nordlige dele af Norden, hvis det var så koldt så ville det også være svært at dyrke og bruge jorden i det hele taget. ved tilføjelsen om et eventuelt besøg og rundvisning smilede Lyenna, smilet havde en snert af tristhed ved tanken om at det ikke var en mulighed men alligevel svarede hun høfligt ”Det kunne være vidunderligt, mange tak” svarede hun blidt. De andre spørgsmål hun havde haft blev pludselig skudt ud af hovedet og hun kunne ikke lige komme på noget om end hun for ganske få sekunder siden havde haft så mange hun ville have spurgt om. Desværre betød det at de snart skulle skilles, for inden længe ville de også være nåede til slotsporten så Lyenna ville ikke kunne fortsætte, at forlade sit fængsel uden følge og vagter var desværre ikke muligt for hende.

[Mariah Urbram]

Mariah anede faktisk ikke, hvor meget besvær, hendes ankomst havde forvoldt. Hun havde selv sendt en mand et par dage i forvejen, men det var bare noget man gjorde. Sådan havde det altid været, så man ligesom vidste, at Hun ville ankomme, og så man kunne gøre hendes værelse på kroen klar. Hun havde selv sagt for nogle år siden, at hun ikke ville have et værelse på slottet. Hun havde det fint med en kro, hvilket også gjorde, at hun hurtigere kunne tage af sted igen. Hun blev normalt ikke i kongebyen mere end et par dage, og hun havde ikke tænkt sig at blive længere. Godt nok havde hun ikke utroligt travlt med alt muligt, men hun ville bare gerne hjem. Hjem til norden, hvor hun egentlig kom fra. Hun havde det ikke så fantastiske godt med det varme klima. Hun savnede virkelig det kolde klima. Det var det sted, hun hørte til.
Mariah havde vænnet sig til, at der blev snakket om hende, bag hendes ryg. Nogle mennesker så op til hende, mens andre så ned på hende. Hendes metoder var ikke altid velset, men hvis man kom til hendes Len, kunne man jo se, at hendes metoder virkede. Men det, at hun var en kvinde, var slemt nok i sig selv. Hun var blevet ret ligeglad med sladderen. Hun havde ligesom vænnet sig til den, og havde lært, at vende det døve øre til. Hun vidste, at hun gjorde det rigtige, og det var det vigtigste for hende.
"Tak skal De have, prinsesse," svarede hun med et smil. Hun havde aldrig rigtigt snakket med denne unge kvinde, men hun fandt hende utroligt venlig og imødekommende. Hun kunne godt lide prinsessen.

Mariah kunne godt lide at fortælle prinsessen om sit len. Det var tydeligt, at prinsessen virkelig lyttede. Det var rart, at man ikke snakkede for lukkede døre. Desuden så prinsessen virkelig ud til, at nyde at få ting af vide, som hun ikke skulle læse i bøger, eller som hendes læremestrer nu engang stod og fortalte hende. Hun vidste selv, at læremestrer kunne være utroligt kedelige og tørre. Hun havde selv haft en tør og kedelig læremester, da hun var yngre. Hun havde virkelig ikke fået noget ud af hans undervisning, for det eneste hun havde fokuseret på, var hans briller, der konstant havde været ved at falde ned, og så den irriterede bevægelse, mesteren lavede, når han satte dem på plads igen. Til sidst havde hun fået en ny læremester.
"Det er det. Jeg ville nu heller ikke bo sådan et sted," sagde hun, og et bredere smil gled over hendes læber. Hun var godt tilfreds med at bo, hvor hun boede. Hun ville ikke helt op nordpå, da vejret simpelthen kunne være helt forfærdeligt der. Det havde hun i hvert fald hørt.
Mariah vidste godt, at prinsessen ikke bare kom på besøg. Der skulle være en grund, og man ville få det af vide, et par uger før. Alt skulle jo være perfekt og parat. Nu gik Mariah meget op i det perfekte, hvilket hun vidste, var en del af hendes ry.
"Jeg håber, at De engang får anledning til at komme og se det med Deres egne øjne," svarede hun så.
Mens de gik hen ad gangen, kunne Mariah godt se, at de kom tættere og tættere på udgangen. det var en smule trist, syntes hun, for hun kunne virkelig godt lide at snakke med prinsessen, og kunne sikkert snakke i længere tid med hende, hvis det endelig var.