Møde.

[Mariah Urbram]

Lady Urbram havde været fordybet i at skrive et brev, da der kom ildbud til hende. Hun blev faktisk rigtig overrasket over dette, og da buddet gav hende rullen med brevet, kunne hun straks se hvor det var fra. Hun kendte alle våbenmærkerne i Norden, fordi hendes nu afdøde mand, havde lært hende at se forskel på dem. Det havde været hende til stor hjælp, specielt nu, hvor det var hende der skulle styre alt.
Hun læste hurtigt det korte brev, og måtte bruge tid på at tænke lidt. Brevet var som sagt en overraskelse for hende, og hvad der egentlig stod deri, kom som en overraskelse, men alligevel også en god overraskelse. Hun havde jo godt hørt om de problemer der var, og det glædede hende, at der var nogen der faktisk ville gøre noget ved det.
Hun havde skrevet et hurtigt brev tilbage, men intet fantastisk langt brev, kun at hun agtede at indfinde sig på godset nogle dage senere, og hun var glad for invitationen, samt det hun selvfølgelig også var ked af det med hendes mands død. Ligesom bare de sædvanlige høflighedsfraser og alt det der.
Hun besluttede sig også for, at dette var en vigtig sag, og at hun derfor allerede ville tage af sted morgen efter. Der skulle gøres noget nu, ikke om 2 år.

Derfor sad Lady Urbram lige nu på en hest på vej hen ad nogle veje, mod det sted de skulle mødes. Hun var iført sit sædvanlige tøj - ingen kjole, pæne smykker eller højt opsat hår. Hun havde en kappe over sig, en kappe i hendes lens smukke farver. Hun havde taget hætten over hovedet. Kappen var forret med kanin pels, så den samtidigt varmede godt. Hun var dog vant til kulden i Norden, fordi hun altid havde boet der, så der skulle meget kulde til, før hun virkelig frøs.
Det var ikke mange timer siden, de havde krydset grænsen til Sinnings land. Hun havde godt hørt om deres Lensherre, og hun var virkelig glad for, at hun ikke skulle mødes med ham. Hun forestillede sig, at han nok var en af dem, der så ned på hende, grundet hendes køn.
En Lady red ikke alene på sådan en tur, og det gjorde Lady Urbram selvfølgelig heller ikke. Hun havde et lille følge på 3 soldater med sig, hvis nu der skulle ske hende noget. Men det var skam helt normalt, vidste hun. Desuden ville det være ildeset, hvis hun kom ridende helt alene.
Hun holdte let ved tøjlerne, mens hun med den ene hånd, stille aede hestens varme, brune hals. Hun havde er godt tav på sin hest, og den havde været hendes trofaste ganger i mange år.
Hun snakkede lystigt med sine medrejsende, da hun hadede at der skulle være en trykket stemning.
De havde overnattet på kroer, og var taget af sted tidligt om morgen, da de havde fået af vide, at de kunne være ved Isgars gods, allerede et par timer efter.
Der gik heller ikke lang tid før Mariah kunne se godset, hvilket gjorde hende glad, da det efterhånden havde været en lang tur, og hun ville bare gerne af hesten.
Da de ankom til godset, stod der allerede folk klar til at tage sig af deres heste og føre dem indenfor, som om de vidste præcis hvornår Ladyen og hendes følge ville ankomme.
Lady Urbram blev ført ind i et modtagelseslokale af en eller anden tjener, som noget af det første. En tjener havde taget hendes kappe, så mens hun lige nu stod og ventede, varmede hun sine hænder ved pejsen med ild.

[/font]

[Ewell Isgar]

Der gik omkring ti minutter inden Ewell kom ned til mødelokalet. Ti minutter, der når man skal vente altid virker som en lille bid af evigheden. Rummet var spartansk, med en pejs, bord og stole til tolv mand og et solformet ikon til Vannir hængende på den bagerste væg. Et par vinduer der, selvom de var små, var blevet gjort klinisk rene, så de klart viste udsigten over tundraen, med Isbjergenes tinder der brød horisonten imod nord. Det var en af de smukkeste udsigter i hele Det Frie Land, eller det syntes Ewell i hvert fald.

Ewell var blevet informeret om Lady Urbrams ankomst, bedst som han havde sat sig med en af Huset kvadbøger foran sig. Som stærke Vannir-tro var der en stor tradition for at lave digte, sange og fortællinger i Hus Isgar, og mange af dem blev også skrevet ned. Ewell digtede også selv, selvom hans episke fortællinger typisk blev meget, meget lange og kedelige afhandlinger af hvordan helten myrder vantro med en økse.
Han så op på tjeneren der fortalte ham om Urbrams ankomst med et blik, der næsten et øjeblik var bebrejdende, selvom han kort efter nikkede med et suk og faldt tilbage til sine naturlige, resignerede ansigtsfolder. Han klappede bogen samme, tog sin kappe om skuldrene og begyndte at bevæge sig imod modtagelseskammeret.

På vejen reflekterede han over morgenen. Han var stået tidligt op og bedt til den opgående sol, hvorefter han var gået til floden for at vaske sig. Ewell satte en dyd i renlighed, og her i de varme sommerdage gik han gerne til floden så ofte det lod sig gøre. Ikke alene nød han at være ren, han nød også det kolde vand, som han mente var godt for både legeme og sjæl. Derefter var han gået den sædvanlige runde for at se, om nu tyendet på slottet gjorde deres arbejde ordenligt, og dårligt var han blevet færdig og tænkt, at han skulle more sig lidt ved sine forgængeres kvad, før han fik at vide, at Lady Urbram havde indfundet sig på slottet.

Det var længe siden at Ewell havde set den unge fyrstinde, så han undrede sig over hvad for en slags kvinde hun mon var, imens han åbnede døren til mødekammeret. Egentlig kunne han vel have fået et tjener til at bringe hende op til hans kammer, men han syntes hellere han måtte klare det selv – mødets natur taget i betragtning, ikke mindst.

Ewells syn på Lady Urbram var tofold og ambivalent. På den ene side måtte han respektere hendes evne til at overtage efter sin mand, men på den anden side mente han, at hun ville blive en bedre hustru end leder – kvinder skulle ikke lede, sådan var Vannirs lov. Han åbnede døren og smilede lidt ved synet af gæsterne. Hvorvidt smilet var oprigtigt eller ej var ikke til at se. Han var iført en skarlagenrød kofte, mørke hoser og den mørke kappe, der var symbolet på lederskab i Isgars Hus.

”Vær hilset, Lady Urbram” sagde han efter et øjeblik, og gjorde et let nik med hovedet. ”Jeg er beæret over, at De kunne se tid til at drage hertil, jeg kan forestille mig at De er en travl kvinde.”

[Mariah Urbram]

Når de fleste tænkte på en Lady, tænkte de på en kvinde med gode manerer, en kvinde der gik i smukke kjoler og altid havde håret højt opsat. Lady Urbram havde pæne manerer, ingen tvivl om dette, men resten manglede, hvilket ofte gjorde, at folk blev en smule skuffede, når de så hende. Men når man var praktisk anlagt, som Lady Urbram var, og man hele tiden gik rundt, var kjolens lange stof og de høje sko bare i vejen og til ingen nytte. Selv da hun var lille havde hun kun sjældent gået i kjoler, simpelthen fordi hun havde fulgt sin fader og broder rundt, og der kunne hun ikke have kjole på. Hun havde dog altid tøj på der smøg sig om hendes slanke krop og viste hendes bedste, kvindelige sider frem. Hendes tøj sad altid tæt ind til hendes krop, så man ikke kunne være i tvivl om, at det var lavet præcis til hende.

Mariah kiggede rundt i det store mødelokale. Hun studerede indretningen med et lille smil på læberne. Det var smukt indrettet, det måtte hun indrømme. Hendes blik faldt på det solformede ikon. Hun vidste godt hvilken edsgud det tilhørte, da hun havde læst en masse om dem. Selv var hun edsvoren til Jorunn, hvilket hun havde været siden hun blev gift. Hendes mand ville af en eller anden grund ikke gifte sig med en, der ikke var edsvoren, så hun havde svoret ed til gudinden Jorunn. Hun havde ikke selv nogen ting fremme, der viste at hun var edsvoren, men hun bad til gudinden hver eneste aften, hvilket var det mest passende at gøre.

Mariah havde flere gange fået af vide, at hun passede bedre som en hustru end som en lensherskerinde. Hun var ligesom blevet døv overfor de ord. HUn vidste at hun klarede jobbet med bravur, hvilket var det vigtigste. Desuden ærede hun sin mands minde, ved at overtage det hele selv. Han havde selv stolet på hende, og hun vidste at hans støtte lå ved hende. Han havde på sit dødsleje sagt, at han ønskede, at hun skulle overtage godset og hans hverv, og selvfølgelig gjorde hun da det.
Hun vendte sig om, da hun hørte skridt i rummet, og et lille smil bredte sig på hendes fyldige læber.
"Lord Isgar. Jeg er meget glad for invitationen, og meget glad for at de ville lukke mig ind i Deres hjem," sagde hun.
"Travlt og travlt.. det er ikke mere end hvad mine embedsmænd kan klare," sagde hun så med et smil.

[Ewell Isgar]

Ewell betragtede Lady Urbram, med et ansigt der smilede, men med øjne der var så uudgrundelige som de altid var, når han ikke var iblandt familie eller venner. Han gik længere ind i rummet og øjnede følget foran ham. Han havde ikke høje tanker om folk sydfra, selvom de da havde hans respekt.

”Glæden er min, Fyrstinde.”

Han sendte et enkelt blik ud af vinduet, inden han atter vendte sig imod Urbram. En lille rynke kom til syne imellem hans øjenbryn, men den var væk så hurtigt som den var kommet. Han vidste ikke helt hvad den unge fyrstinde tænkte, men han vidste, at den slags påklædning ikke hørte hjemme omkring disse egne, mindst af alt på Isgarborgen – hun klædte sig, i Ewells optik, som en liderlig bondetøs, der blot havde fået adgang til lidt pænere stof end sædvanligt. Der var ikke meget nobelt over den mundering. Alle disse tanker kom dog ikke længere end den lille, hurtige panderynken, der var så kortvarig, at man ikke kunne vide om den var der i første omgang. Ewell havde brugt for mange år af sit liv på at forhandle til at lade hans egne ideer stå i vejen for at få en aftale i hus. Han kunne dog ikke lade være med at overveje, hvorvidt han nogensinde ville få noget fornuftigt ud af hende her – han slog dog hurtigt tankerne ud af hovedet; hun havde vidst mange vender iblandt sydens adel, så det ville være godt at have dem på sin side.

”Jeg tænker, at vi lige så godt kan tage hul på snakken med det samme. Jeg har endnu ikke gået dagens vandretur, så De skal være velkommen til at ledsage mig der. Eller, De er måske udmattet efter rejsen? I så fald kan vi fortrække til de tilstødende gemakker.”

Ewell, der valgte at overhøre Urbrams sidste kommentar, gjorde et nik ud imod resten af slottet med hovedet imens han afsluttede sætningen. Imens han talte lod han sin ene hånd hvile i den anden foran brystet og så på dem med en mild, afventende mine.

”Uanset hvad skal jeg nok sørge for, at Deres garde indkvarteres efter alle kunstens regler”

[Mariah Urbram]

Et smil bredte sig på Mariahs læber, da Lorden sagde at glæden var på hans side. Hun var dog virkelig glad for at have lov til at opholde sig ved denne Lord. Hun fandt glæde i at se andre steder end bare sit eget gods, da det ikke var så tit, hun ellers kom ud. Hun havde normalt en lidt travl hverdag, og hun forhastede sig aldrig. Der var dog ikke så travlt for tiden, så hun kunne sagtens tage disse dage ud af sin ellers så travle hverdag.

Mariah havde efterhånden hørt den samme smøre fra samtlige gamle og religiøse mænd om hendes en smule udfordrende påklædning. Det var bestemt ikke sådan man helst så en dame klæde sig, men hun var heller ikke ligesom alle andre. Hun ville ikke ride i kjole, og hun ville under alle omstændigheder ikke have haft tid til at klæde om til en kjole når hun ankom. Alligevel var hun glad for at Lord Isgar ikke sagde noget, da hun var bange for at hun måske ikke kunne vare sin mund. Hun var bange for at sige det forkerte og derved sætte sig selv i et dårligt lys. Det ville ikke se godt ud, ikke nu mens nogen stadig tvivlede på hendes autoritet, selvom hendes folk nu ellers var vældig glade for hende.
Hun havde allerede nu fået et rimeligt godt indtryk af Lordens Gods. Hun havde godt hørt lidt om Lord Isgar, blandt andet at han skulle være lidt halvgammel, hvilket så ud til at være rigtigt. Han skulle dog være en klog mand, hvilket hun bestemt ikke betvivlede. Hendes afdøde mand havde snakket meget pænt om denne Lord, så hun ville ikke dømme ham før hun havde snakket lidt med ham.
Hun stod med rank ryg, hænderne flettet omme på ryggen og med hovedet højt løftet. Det var en afslappet stilling for hende.
"Jeg vil meget gerne følge Dem på deres daglige vandretur. Frisk luft har bestemt aldrig gjort nogen skade," sagde hun med et smil, efter at have lyttet til hans ord. Hun havde ikke det mindste imod at skulle følge ham på hans daglige tur, hvorind det nu måtte være.
"Det er mig en glæde at høre det. De har vidst haft en lang tur, så det vil også glæde dem at blive indlogeret," sagde hun og hentydede selvfølgelig til hendes lille rejsefølge.
"De viser vej Lord, jeg glæder mig til at høre hvad dette møde kommer til at handle om," sagde hun så.

[Ewell Isgar]

Ewells smil blev bredere da han hørte svaret, og kørte fingrene tilfredst over overskægget, imens han gik et par skridt imod vinduet. Han kiggede ud over landskabet, der lå badet i den tidlige sols varme lys, der faldt over det gamle slettelandskab, som vinterens klør endnu ikke helt havde sluppet – men det gjorde de jo aldrig på de kanter.

”Vidunderligt. Sletten er skøn på denne tid af året”

Isgars overhoved vendte sig imod Urbram imens han talte, og gik derefter imod døren med de sædvanlige, afmålte skridt. Han åbnede døren ud til den større forhal hvor han fik fat i en tjener, som han beordrede til at finde kvartermesteren, så soldaterne kunne indlodgeres. Han hostede kort og fattet, inden han med en gestus ansporede Urbram til at følge efter.

”Denne vej, Fyrstinde.”

…

Udenfor stod solen skarpt fra en skyfri himmel, og selvom luften var varm i forhold til landets gennemsnit var der stadig denne formiddag et køligt bid i vinden. Den lille gårdsplads foran Isgarborgen var tyndt befolket, med et par tjenestefolk der klarede nogen af dagens ærinder. En mindre sti førte øst om borgen, og efter at have taget en mundfuld frisk luft tog Ewell et par skridt hen imod den.

”Jeg forestiller mig, at vi går denne vej, fyrstinde. Det plejer jeg i hvert fald, her på disse daglige vandringsture”

[Mariah Urbram]

Lady Urbram vidste ikke helt, hvad Lorden havde forventet af hende. Et eller andet sted, havde hun en ide om, at han have forventet, at hun ikke ville gå med ham. Men hun var ikke bange for at få skidt under sin lange negle, hun var ikke bange for selv at yde noget. Hun havde intet imod en lille vandretur, og så havde hun jo også det perfekte tøj på til dette. En kjole ville have været rar at vandre i. Det kunne hun i hvert fald ikke forestille sig.
"Det tror jeg gerne på når De siger det, Lord Isgar. Nu har jeg aldrig selv haft fornøjelsen af at se sletten, så jeg glæder mig til dette," sagde hun med et venligt smil.
Egentlig glædede hun sig ikke til det. Hun ville gerne have mødet overstået, så hun kunne komme hjem igen, men det kunne hun ikke rigtigt stå og sige. Hun skulle gerne virke både åben og imødekommende og venlig. Og hun vidste da godt, at en enkel vandretur ikke kunne skade, men hun ville bare gerne have mødet overstået, da hun ikke var helt sikker på hvad det skulle handle om. Hun forstod godt vigtigheden af det emne de skulle diskutere, men hun kunne ikke rigtigt se hvad de kunne gøre udover at vente. Hun så helst ikke at der kom krig. hun ville helst ordne tingene med ord, frem for et bid af sværdets kolde stålklinge. Hun brød sig hverken om krig eller død.
Desuden var overklassen bygget på maskespil. Man blev nødt til at træde med små skridt, og selvom hun gerne sagde hvad hun mente, mente hun ikke at det var passende i denne sammenhæng. Desuden kunne de jo snakke om emnet på turen, hvilket hun ikke så noget slemt i.
Mariah fulgte Lorden med øjnene, mens han gik hen til døren. Hun ønskede egentlig ikke at han skulle have det besvær med at skulle få hendes mænd indlogeret, men det var ilde set, hvis en kvinde af hendes rang og stand red alene på sådan en lang tur. Desuden kunne der ske hende noget, og der skulle jo gerne være nogle store og stærke mænd til at passe på hende.
Hun så nu ingen grund til det, men hun ville ikke have folk til at snakke unødvendigt om hende. Hun blev nødt til at tænke på sit ry, og så var det rart at have nogen at snakke med, på den lange tur.

Lady Urbram fulgte Lorden ud af godset, og ud på den store gårdsplads. Solen stod højt på himlen og skinnede ned på de mange små mennesker på jorden. Mennesker der var afhængig af dens lys og varme. Solens små undersåtter kunne man vel godt kalde dem, for de ville jo gøre alt for dens lys og varme. Sådan havde det været i århundrede, og sådan ville det være i flere århundrede endnu, det vidste hun.
Mariah lagde ikke så meget mærke til folkene rundt omkring. hun var vant til at der vimsede tjenestefolk omkring hjemme ved hende selv, og nu var det altså ikke længere noget hun lagde mærke til. De var der bare og udførte bare deres job. Ofte sagde de ikke noget, og da de så deres Herre komme ud af godset, stoppede de deres gøremål, og bukkede for ham. Det var disciplin, og en tjener uden disciplin kunne man ikke bruge til noget som helst.
"Jeg følger Dem bare på Deres daglige vandringstur. Jeg er sikker på at det er smukt, uanset hvilken vej De vælger, Lord." svarede hun og fulgte ham.
Mens de gik rundt, kiggede hun også rundt. Det var virkelig smukt, det havde han ret i. Hun sørgede for at huske så meget som muligt, da hun gerne ville have dette smukke billede at kigge tilbage på.
Efter at de havde gået lidt, drejede hun sit hoved og kiggede på fyrsten.
"I Deres brev lød De meget alvorlig. Jeg kan godt se alvoren i emnet, men jeg kan ikke se, hvad De vil have, at vi skal gøre, Lord Isgar?" spurgte hun så, og sprang direkte ind i det. De skulle jo have snakket om det før eller siden.

[Ewell Isgar]

Ewell begyndte at spadsere ned af stien, der var smal og belagt med gamle, glat-slidte sten. Græs, mos og lyng groede under deres fødder, og stien snoede sig frem imellem tuer og små bakker. På den anden side af borgen foldede landskabet sig rigtigt ud: som fra ventekammerets vindue kunne man se bjergene mod nord, men nu var hele landskabets omfang tydeligt. Ewells hjerte svulmede hver eneste gang han kastede sit blik ud over dette hans hjemlands landskab.

Ewell nikkede og brummede da hun talte. Hans ru fingre kørte tænksomt over overskægget et par gange, imens hans blik var fikseret på et ubestemmeligt punkt på den anden side af horisonten, inden han gav sig til at svare, med langsomme og nøje artikulerede ord.

”Jeg er bange for at der ikke er meget vi kan gøre nu, Fyrstinde Urbram, men vi kan forsøge at samle adelsfolkene, så vi måske kan få noget gennemført. Jeg forestiller mig, at de har mange kontakter sydpå som vejer deres røst tungere end mit eget hus. Ikke sandt?”

Ewell gik videre i tavshed et øjeblik. Længere nede af stien krydsede en lille bæk, der løb ud i floden længere nede. Det kunne man ikke se derfra hvor de stod, men Ewell havde gået her utallige gange, og kendte efterhånden området som sin egen bæltepung. Han var ret glad ved, at Lady Urbram var gået med til at spadsere her imens de snakkede – ikke alene fik han gået sin tur og nydt den lokale natur; han vidste også, at det var et godt, sikkert sted at holde møde: det var så fladt, at uvedkommende ikke kunne være inden for hørevidde og forblive usete.

Ewell vendte hovedet imod Urbram igen, betragtede hende et øjeblik og sagde så, med let sammenknebne øjne og et lille træk i mundvigen. Det var svært at sige, om var et smil eller ej. Med samme langsomme stemmeføring sagde han:

”Men først og fremmest må jeg vide, hvilken side de stod på i krigen imod Taurus”

[Mariah Urbram]

Mariah kunne godt forstå, at Lord Isgar holdt af dette sted. Det var i sandhed smukt, og helt anderledes fra, hvad hun havde hjemme ved sit eget gods. Hun kunne godt lide at gå i naturen, og selvom hun selv havde nogle smukke steder hjemme i sit len, havde hun langt fra altid tid, til at gå sig en tur. Der var alt for mange breve der skulle skrives, for mange papirer der skulle underskrives og for mange problemer blandt folket, som hun også skulle tage stilling til.
Hun lyttede til hans langsomme og nøje artikulerede ord og nikkede lidt. Hun måtte indrømme, at hun havde kontakter gennem den unge Lord Legan nede syd på.
"Det kan De havde ret i, Lord Isgar," sagde hun bekræftende. Hendes mand og hans far før ham, havde også fpet etableret gode kontakter nede syd på, hvilket også kom dem til gode i krigen, vidste hun. De kontakter var der dog stadig, og hun vidste, at hvis hun bad om deres hjælp, ville de hjælpe hende. Desuden havde den unge Lord Legan givet hende sit ord på, at hvis hun fik brug for hjælp, skulle hun bare sige til.
Mariah fulgte bare den ældre Lord. Hun havde tillid til at han fulgte hende til et sted, hvor de kunne snakke i fred. I tider som disse, skulle man passe på med, hvad man sagde og hvor man sagde dette. Der kunne være spioner over alt, og desuden ragede denne sag ikke andre end lensherrer. Det vidste hun.
Da han spurgte, hvilken side hun stod på i krigen mod Taurus, kunne hun ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det var elleve år siden, så hun havde ikke været andet end en lille pige. Hun kunne dog tydeligt huske, at hendes fader og broder havde været med i krigen, så hun vidste da godt hvilken side hun stod på.
"Jeg var kun en lille pige på det tidspunk, Lord Isgar, men jeg står selvfølgelig på kongens side, hvilket både min egen familie og min afdødes mand familie har gjort i generationer. Det regner jeg også med at De gør?" spurgte hun så, og kiggede på ham. HUn vidste ikke helt hvad hun ellers skulle svare, da hun jo ikke havde været med i krigen. Dengang anede hun slet ikke, at hun ville blive giftet ind i en vigtig familie som Verd familien.
Mariah vidste, at hun havde linket to stærke familier sammen, ved at blive giftet ind i den ene, hvilket nok var en af de mange grunde til giftemålet. Hun havde aldrig fået nogle af grundende af vide, men hun havde da gættet sig til de praktiske.
Dog anede hun faktisk ikke så meget om krigen, som hun nok burde gøre. Den havde da stadig været i gang, da hun indgik giftemålet, men hun havde stadig været en lille pige, så ingen havde ment, at det var nødvendigt, at sætte sig ind i det. Hun huskede, at Lord Verd havde brugt ufattelig lang tid på at tænke på krigen, og hun huskede, at han havde brugt lang tid sammen med de fleste af ridderne og havde brugt flere timer i rådslokalerne sammen med sine embedsmænd. men hun havde heller aldrig interesseret sig for krigen, for hun havde jo haft det godt hvor hun havde været, så hun havde aldrig frygtet andet end at miste sin fader og broder og så sin mand. Hun nåede også at føde sin søn inden krigen sluttede, så der var hun da endnu mere bange for at miste sin mand.

[Ewell Isgar]

Ewells ansigt faldt i roligere folder, da Lady Urbram sagde, at hun var kongetro. Man vidste aldrig hvad der gemte sig af forræderisk afskum rundt omkring i Det Frie Land, og selv iblandt adelsfolkene var der brodne kar, der hellere tog side med et andet, mindre, lands konge.

”Naturligvis.” sagde Ewell, inden han trak på smilebåndet ”Åh, jeg glemmer at de er så ung, Lady Urbram. Det er jo efterhånden mange år siden.”. Han gik videre i stilhed for en stund. Hænderne havde han foldet foran sig, og om hans skuldre hang isgarkappen tungt. Hans bryn var let rynket og hans blik var, for den korte stund, fjernt.

”Noget må gøres. Vi må få samlet adelsfolkene omkring at få forstærket kongetronen; Kong Valdemar, ære være hans minde, kunne ikke overtage Fligøerne, fordi at der selv iblandt adelen var forrædere, der hellere holdt med Taurus end deres egen konge. Og med den nye konge er det kun blevet værre – imellem os sagt er han ikke tronen voksen. Jeg elsker mit land, Lady Urbram, og jeg elsker dets kongetrone, men det her har allerede fortsat for længe”

Ewell talte velartikuleret, imens han gik ned af stien, der var bredt ud til en mindre grusvej. Fulgte man vejen langt nok ville den føre til Kongevejen mod Sinnings By, og var således ganske velbefærdet, dens lille størrelse taget i betragtning. Grunden til, at den ikke var større end den var, var at skulle man rejse med vogn eller hest var der andre veje der var smartere og bedre belagt, hvorfor den kun blev brugt af rejsende til fods.

[Mariah Urbram]

Mariah tog stærkt afstand fra forræderi. I hendes verdensbillede var en forræder en kujon, der ikke skulle have nogen som helst ret, og ingen skulle have medlidenhed med denne person. Der var ingen gyldig undskyldning for at begå forræderi.
Hun kom selv fra et hjem, hvor man slog meget hårdt ned på forræderi. Hun havde en enkelt gang oplevede, at der var en i hendes faders rækker, der havde begået forræderi, og hun havde aldrig set ham så gal før. Det havde fået hende til at frygte ham en smule, og men også til at respektere ham og se endnu mere op til ham.
Hun vidste godt, at nogle adelsfolk ville ty til forræderi, hvis det kunne gavne dem bedst, og hun havde intet til overs for folk som dem. Til hendes held vidste, hun at der ikke var nogen i hendes rækker, der ville begå forræderi. Hendes folk var hende tro.

Selvom Mariah havde været ganske ung, da krigen brød ud, havde hun på en måde, alligevel være en del af den. Hun havde siddet på sidelinjen, da hendes fader sendte folk af sted, da hendes bror og fader selv deltog i krigen. Det havde været forfærdeligt, at sidde derhjemme på den måde. Ingen kunne jo være sikre på at komme hjem igen.
Da hun så indgik ægteskab med Lord Verd, så hun hvordan han skulle sende folk af sted, hvordan nogle af dem slet ikke kom hjem igen, og det havde taget utroligt hårdt på hende. Hun havde aldrig brudt sig om krig, og mente, at i stedet for at lade sværdets skarpe stålklinge tale, skulle man i stedet forhandle i god ro og orden. Sådan kunne det dog ikke altid gå, det vidste hun godt.
Hun trak lidt på smilebåndet, da Lorden sagde, at han havde glemt, at hun var så ung.
"Det er mange år siden, hvilket vi bare skal være glad for," sagde hun med et lille smil. Krigen var efterhånden stoppet for mange år siden, og derfor var det også nemmere at glemme den og se fremad, i stedet for tilbage. Den stod helt sikkert stadig som en klar erindring hos de folk, der havde deltaget i krigen og havde set det hele foran sig. Men med tiden, blev det nemmere at se fremad, i stedet for tilbage af.

Lady Urbram lyttede til hvad Lord Isgar sagde, og kunne godt se hvad han mente.
"Jeg følger Dem i den tankegang, Lord Isgar. Og jeg er helt enig med Dem i, at vi skal få samlet adelsfolkene så vi står stærkere. Men så længe Taurus ikke har gjort noget siden krigen, kan jeg ikke se, hvad De mener at vi skal gøre?" sagde hun, og kiggede på hende.
De kunne ikke bare gå mod Taurus, så længe han forholdt sig rolig. Så ville de ikke være bedre end ham, og så havde hun hørt noget om, at han havde en stærk hær, stærkere end de nok lige regnede med. Det eneste der ville komme ud af at gå til angreb mod Taurus, ville være død og ødelæggelse, og så kunne man bare starte forfra igen. Hun vidste ikke helt om hun ville støtte det forslag, hvis det kom frem.

[Ewell Isgar]

Ewell lyttede opmærksomt til, hvad hun havde at sige, og brummede tænksomt derefter, imens han strøg hånden over sit overskæg. En lille rynke kom til syne imelllem hans øjenbryn. Det var jo egentlig et godt spørgsmål - eller, med andre ord, han vidste det godt, men hvordan skulle han udtrykke det med ord, der faldt i god jord hos Ladyen? Det var ingen hemmelighed, at han afskyede Lord Taurus som sneen hadede sommeren, og selvom han ikke ville lægge skjul på det, var det måske ikke smart at overspille hans ambitioner om at få knækket Fligøerne så hurtigt som muligt - i hvert fald ikke udadtil. Han vidste heller ikke, i hvor god jord hans planer om at få kongen myrdet til fordel for en stærkere leder ville falde. Men vel, som han sagde til sig selv, han kom jo ikke uden om det:

"Jeg syntes vi bør, Lady Urbram, få skildt fårene fra bukkene, om man så må sige. Få samlet den loyale adel. Med den i ryggen kan vi forhåbentlig få afsat kongen til fordel for en, der er den hellige krone værdig. Det smerter mig at måtte tale i så hårde ord om min egen konge, men jeg er bange for, at det er den eneste måde at lade Det Frie Land rejse sig til den storhed, det fortjener."

Lord Isgar blev atter tavs, og lod sit blik vandre ud over landskabet. Foran dem forgrenede stien sig i to, en større og en lidt mindre. Ewell valgte at følge den mindre, der ledte ned imod floden - han foretrak at gå der; den sagte lyd af floden og de lave træers blade var enormt afslappende for sindet, syntes han, og den lille flod havde også en poetisk skønhed i hans øjne.

"Desuden," sagde han sagte, lidt efter "Så har vi givet op over for Lord Taurus - den respekt, der herskede over for vort land er forsvundet. Vi må stå samlet når han udnytter den svaghed der er i riget til at vinde land - for det vil han, uden tvivl, før eller siden".

Ewell var overbevist om, at det var tilfældet. Han havde kæmpet imod Taurus hære, og så ham ikke som andet end en ondsindet tyran, på hvis ordre Isgarhusets gode mænd og kongens stolte soldater blev meget ned. Ewell var alt andet end krigsliderlig: han fandt intet smukt ved døende mænd, men han mente urokkeligt, at det var den eneste vej i nogen tilfælde - for eksempel, når der skulle tages hævn over Taurus.

[Mariah Urbram]

Mariah lyttede til hvad der blev sagt, og måtte tænke sig lidt om. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle mene om den konge, der sad på magten, for han havde siddet der i alle de år, hvor hun ligesom havde haft gavn af ham. Et eller andet sted, mente hun at han gjorde det rimelig godt, men hun kunne også godt se det fra Lord Isgars side - han havde jo været med i krigen. Han vidste hvad han talte om.
Hun måtte tænke sig ordentligt om, inden hun sagde noget.
"Jeg kan se hvad De mener, Lord Isgar. Og De har helt sikkert ret i, at vi bør finde den loyale adel. Men hvis der blev sat en ny konge ind, er De så ikke bange for, at han med det samme erklærer krig mod Taurus? En sådan krig ville være tåbelig nu. Vi ville ikke miste andet end gode mænd. Jeg vil mene, at vi skal samle den loyale adel, og så skal vi have kongeriget helt på god fod, inden vi overhovedet overvejer, at gå i krig mod Taurus..." sagde hun en smule eftertænktsomt. Hun havde ikke meget viden inden for krig, men hun havde nogle gode embedsmænd, der havde forklaret hende en hel del. Desuden kunne hun ikke se, hvorfor de skulle lave et uprovokeret angreb mod Taurus, da det bare ville ende skidt. Taurus havde en enorm hær, og han ville helt sikkert være i stand til at kunne slå den hær de ville kunne mønstre lige nu. De kunne ikke bare samle den loyale adel, og så gå til angreb. Det ville ikke være nok, og Mariah ville ikke godvilligt være med til sådan et angreb. hun ville ikke miste en flok gode mænd til en eller anden tåbelig krig, de alligevel ville tabe.
"Men De må ikke misforstå mig, Lord. Jeg mener at en mand som Taurus ikke burde gå frit omkring, men jeg mener bare ikke at det ville være et smart træk at gå imod ham bare sådan uden videre. Desuden vil jeg mene, at vi har brug for mere end bare den adel der er loyal. Vi har brug for alle, der kan hjælpe, ikke kun dem der vil, og den hjælp får vi ikke ved at tvinge dem.." sagde hun så. Hun var faktisk lidt usikker på det, netop fordi hun ikke anede så meget om krig. Hun gættede dog ud fra sin logiske sans og hvad hun havde fået af vide, så hun fik det til at lyde, som om hun var nogenlunde sikker på det hun sagde, så det ikke lød som om hun var så usikker.

Hun kiggede rundt, da stilheden sænkede sig over dem. Hun havde også brug for at tænke, så det gjorde hende intet, at der blev lidt stille. Lorden havde givet hende nye ting at tænke på, ting hun ikke havde regnet med at skulle tage sig af i den nærmeste fremtid. Hun drejede dog hovedet, da han endnu engang snakkede til hende.
"Jeg tror ikke at vi har givet op, Lord. Der er bare andre ting at tage sig af. Og nu har vi den viden, at han måske vil gå imod os igen, hvorfor så ikke udnytte det, og så gøre os klar til den dag? Så har vi ordenlig tid til at udruste vores mænd," sagde hun så, og kiggede på ham. Det var helt klar sådan hun så det, men nu tog hun jo også helst afstand fra krig.
Hun kunne ikke helt skjule sin holdning til krig. Hun brød sig absolut ikke om det, så derfor så hun selvfølgelig helst selv, at de ikke bare gik til angreb. Desuden fandt hun det dumt, og det kunne kun ende i et nederlag. Desuden mente hun ikke, at det rette grundlag for en krig var hævn.
Mariah fulgte bare Lorden, på den vej han nu gik. Svagt kunne hun begynde at høre den rislende lyd fra flodens vand, og et lille smil gled over hendes læber.

[Ewell Isgar]

Ewell lyttede med et let rynket bryn og en hånd, der langsomt aede hans overskæg, som han havde for vane når han skulle tænke sig om. Han vidste at der var meget sandhed i, hvad Ladyen sagde, og havde da egentlig heller ikke tænkt sig, at de skulle gå til angreb med det samme – men det var klart iblandt de mål, han søgte imod. Hans blik, som var gledet ud over landskabet, vendte sig imod Lady Urbram da hun endte sin sidste sætning

”De misforstår mig, Lady. Jeg tænker på Kong Roberts betingelsesløse overgivelse til Lord Taurus, ikke hele vort land. Med sådan en konge på tronen kan det ikke overraske, at der hersker om muligt endnu mindre respekt omkring Det Frie Land på Fligøerne. De kan formentlig angribe når som helst, hvilket er hvorfor vi gøre en indsats for at få vort land samlet – som De også selv siger.”

Ewells stemme var hård, men bar ikke tegn af misbehag ved Lady Urbram – mere bare verdenssituationen generelt. Han havde ærlig talt ikke høje tanker om Kong Robert, og så ham gerne myrdet til fordel for en viljestærk konge. Hvem det skulle være var han mindre skråsikker på, men Lord Sinning, nogen af hans børn, en af Ewells egne sønner eller eventuelle kandidater sydfra var hans bedste bud. Han så atter på Lady Urbram

”Men vi kan ikke bruge illoyale folk, hverken adel eller andre. Deres hjælp er intet værd, for de forræder os så snart de får lejligheden, som vi så det under Den Store Krig. Nej, adelsmænd der bevisligt ikke er vor kongerige loyalt må udryddes. Allerhelst halshugges, til skræk og advarsel for andre, der hellere følger Fligøernes bastardkonge end deres egen.”

Her stod Ewell fast. Det var sandt, at de skulle bruge alt den hjælp de kunne bruge, men forræderne iblandt adlen måtte drives ud, og deres sjælens ukrudt trækkes op med rode. Ellers endte det som under krigen mod Taurus, hvor Det Frie Lands stærkt overlegne hær faldt fra hinanden, fordi at der var slækket på disciplinen iblandt adelsmændende. Det var adelsfolkenes pligt at fremme kongerigets bedste, ikke lade sig forblænde af illusioner om ”frihed” og ”selvstændighed” - ideer, der for øvrigt aldrig havde bragt noget godt med sig.

Lidt efter nåede de to ned til floden. På det stykke af den, som de to adelsfolk kom ned til, var den to-tre meter bred, lavvandet og langsomt-flydende. Vandet var klart og koldt som retfærdigheden selv. Langs floden stod spredte klynger af træer, og stigen bredte sig, så ledte langs floden både imod højre og venstre. Ewell stoppede op og kiggede op og ned af floden.

”Hvad siger De, Lady Urbram? Skal vi følge floden tilbage til hovedvejen og gå imod slottet derfra, eller følge den længere ud i tundraen?”

[Mariah Urbram]

Mariah kunne ikke se ideen i, at de skulle starte et angreb. Hun havde lært nok om at bruge et sværd, til at vide, at den der starter angrebet blotter sig mest og er dermed den svageste. Sådan måtte det vel også være i en krig? Det var i hvert fald sådan hun så det, og hun ville bestemt ikke være den der sagde, at de skulle gå i krig. hun fandt det tåbeligt. Og Tauraus havde jo forholdt sig rolig de sidste stykke tid, så hvorfor dog angribe ham? De kunne ligeså godt vente på at han begyndte at kede sig, så kunne de få udrustet deres mænd ordentligt, og så ville de faktisk have en chance for at vinde over Taurus. Det var i hvert fald sådan som hun så det, og hun ville nok heller aldrig skifte syn på det.

Hun nikkede til det Lord Isgar sagde.
"Men bør vi så ikke koncentrere os om at samle landet, i stedet for at gå og brokke os over, at vores konge måske ikke har gjort så for at holde Taurus i kort snor?" spurgte hun så. Hun mente helt ærligt, at der var større problemer, end hvad Taurus lavede ude på Flig øerne. Landet var ikke samlet, som det var engang. Der var forræderer alle steder, og det mente hun, at de burde rydde op i før, de tænkte på Taurus igen. De kunne ikke gå i krig med mænd, der ikke engang var dem tro.
Mariah hørte godt Lordens hårde stemme, men den gjorde hende intet. Hun kune godt høre, at det ikke var på grund af hende.
Selv var Mariah meget kongetro. hun kunne egentlig godt lide den konge der var, for som hun kunne se det, var der kommet en smule mere ro i landet, end der var under den gamle konge, da hun var yngre. Der var ikke så mange krige længere, og det kunne hun godt lide. Men hun var bestemt også mere til fred, end hun var til krig.

"Jeg er helt enig med dig, Lord Isgar. Jeg mener ikke at forrædere skal have lov til at gå på denne jord, men mange er deres lensherskere mere tro, end deres konge. Og så længe de er det, kan de vel stadig bruges. Jeg ved for eksempel med mine mænd, at mange af dem måske ikke er synderligt meget kongetro, men de vil gå igennem ild og vand, hvis det var det, jeg bad dem om. Dem der ikke er nogen som helst tro, skal ryddes ud, det er jeg helt enig i," sagde hun og kiggede på Lorden.
Hun sagde intet til det han sagde med kongen. Hun ville virkelig ikke sige noget forkert, og det var hun bange for at gøre, hvis hun sagde noget om det. Hun var som sagt meget kongetro, og så faktisk helst, at konge Robert sad på tronen, da han i hendes verdensbillede, havde formået at få ro i kongeriget.
Hendes hoved var fyldt med tanker. Tanker hun ikke helt kunne få styr på. For hende, var det værste der kunne ske en krig. Hun mente slet ikke at kongeriget var klar til det. Det havde taget lang tid at bygge det hele op efterkrigen, det vidste hun selv. Da hun havde overtaget hvervet som Lenshersker over lenet Verd, to år efter krigen var sluttet, havde der stadig været alt for meget at rydde op i. Det havde taget lang tid, og først i de sidste to år, var alt blevet iorden igen. Det hele var kommet på fode igen, og hun mente ikke, at det hele skulle ødelægges sådan igen.

Mariah kiggede på flodens klare vand, og et smil formede sig på hendes læber. Der herskede en speciel fred omkring floden, noget man ikke så mange steder. Floden havde ikke travlt, men rislede bare stille af sted i sit eget tempo.
"Det er helt op til Dem, Lord Isgar. Jeg vil mene, at De ved hvad der er bedst?" sagde hun med et smil til ham.