Isgarborgen, Aften

[Hrafnir Isgar]

Hrafnir sad på en simpel stol på sit arbejdsværelse og stirrede skiftevis ned i en bog han holdt mellem hænderne, og ind i ilden der brændte i ildstedet. Hans tanker var langt væk, og hans briller var ved at falde af hans næse. Det var sent på aften, og det var ved at være på tide at mødes med sin væbner, Edwin. Han lagde med et opgivende suk bogen fra sig, og fandt et gammelt skakbræt frem. Det var på tide at Edwin fik undervisning i strategi, men der var andre emner han måtte drøfte med ham.

Han rejste sig fra stolen, og begyndte i al stilfærdighed at stille skakbrættet på plads. Han satte langsomt brikkerne på deres pladser, og satte sig på sin plads for at vente på væbneren.

[Edwin Lodbrog]

Edwin skiftede hurtigt sin godt brugte kofte ud med en ren og kørte en kam igennem det mørke, uglede garn han havde på hovedet. Han havde tilbragt de sidste to timer i stalden med at strigle både sin egen og Ser Hrafnirs hest og var efterhånden godt træt. At dagen ikke var slut endnu, selvom hans krop mente sengen så vældig tillokkende ud, var dog absolut ingen nyhed. Det var nærmere reglen end undtagelsen at være ved at falde i søvn hen på aftenen og han var vandt til at holde sine egne øjne åbne med mild tvang.

Da han havde fået udskiftet også sine hoser med et par, hvor der ikke stak hø ud af enderne, hev han sine støvler på igen og pjaskede hurtigt lidt vand i ansigtet på sig selv, mere for den opkvikkende effekt end noget andet. Han virrede lidt med hovedet og forlod sit lille kammer med retning imod ridderens gemakker.

Før han bankede på det massive træ gnubbede han øjnene en enkelt gang og rullede med skuldrene. Han hævede derpå sin ene hånd og lod den falde tre gange ind imod døren, inden han tog i håndtaget og skubbede den op. Da han havde skubbet den i igen bag sig bukkede han som det mest naturlige i verden og samlede efterfølgende begge hænder bag ryggen. Han skævede imod skakbrættet uden at vige en mine, selvom hans humør dalede lige så snart det gik op for ham at aftenens undervisning stod på mere strategi.

[Hrafnir Isgar]

Hrafnir så ikke op, men sagde kort for hovedet til døren: "Kom ind." Han nikkede til Edwin og gjorde en gestus mod stolen der stod over for ham. Han lænede sig tilbage i stolen, og sendte pludselig Edwin et skarpt blik.

"Edwin, vi har ting at diskutere. Først og fremmest skal du edsværges til sommersolhverv. Hvad tanker gør du dig om det?" spurgte ridderen, og kiggede Edwin ind i øjnene. Hrafnir var en traditionel mand, og så det som sin personlige pligt at Edwin blev introduceret ordentlig til livet som Edsvoren.

"Har du spørgsmål til noget som helst? Jeg var selv meget i tvivl da jeg skulle sværge - jeg ved det er en turbulent tid i dit liv. Du er blevet væbner, og alskens ting og sager roder rundt i hovedet på dig," sagde Hrafnir, og demonstrerede en uvant følsomhed. Men omkring ens ed følte han at det var passende. Edwin var trods alt hans væbner, og hans ansvar, på Lensherrer Lodbrogs foranledning.

[Edwin Lodbrog]

Edwin fulgte uden videre den tavse opfordring og satte sig ned på stolen foran Ser Hrafnir. Han var modvilligt en anelse klatøjet og kunne ikke lade være med at overveje hvornår han kunne kaste sig i seng denne gang. Da ridderens blik temmelig brat rettede sig skarpt imod ham og han begyndte at tale, rankede knægten sig dog øjeblikkeligt op og hævede begge øjenbryn, imens han så opmærksom ud.

Han havde ikke rigtig forventet de spørgsmål – og slet ikke nu – men vidste bedre end at sige, at han sikkert gjorde sig alt for få tanker om lige præcis sin ed til guderne. I stedet rynkede han panden alvorligt og klarede halsen. ”Ehm. Vel... Jeg går ud fra at jeg gør mig de samme tanker som snart sagt enhver anden, Ser. Valget af magt ligger som sådan lige for, men med noget så monumentalt. Ja...”

Han modstod trangen til at klø sig i nakken og nøjedes med at se ned på sine hænder i et øjeblik, imens han ledte efter ordene. ”Jeg troede ikke jeg var i tvivl,” indskød han overvejende. ”Men i realiteten ved jeg ikke hvad jeg bør love, Ser.”

[Hrafnir Isgar]

Hrafnir fulgte opmærksomt Edwins ord. Han nikkede eftertænksomt, og mindedes sin egen tid før han blev Edsvoren. Han rejste sig, og gik hen til vinduet hvor han stirrede ud.

"Hvad man sværger er naturligvis op til en selv. Men det er en tradition at den sværgende får både hjælp og råd. Som du ved er Isgars hus næsten udelukkende svoret til Vannir, men eden er meget mere personlig end som så. Der er kun een mand mand i verden der som udgangspunkt skal kende din ed, og det er dig selv," sagde Hrafnir og lød som et syngende sværd. Det var åbenlyst vigtigt for ham at få viderekommunikeret hans holdninger til knægten.

"Du går op i ridderdyderne, ikke sandt? Vannir er den viise leder og ondskabens bekæmper. Du kunne love ham at handle retfærdigt, mod at få held og styrke," forslog Hrafnir lidt vagt, og forsøgte at skjule enhver toen af tvivl i hans stemme.

Han havde svoret sit liv til Seidfinnir, i håb om at mindske sin dødsangst, og han var flov over det faktum. Han var klar over at hans bror både ville betragte det som fejt og forræderisk hvis han fandt ud af det. Han rømmede sig, og pegede på skakbrætter.

"Hvilken plan lykkedes som oftest, Edwin?" spurgte han kryptisk. Så satte han sig ned på stolen igen.

[Edwin Lodbrog]

Edwin sank en anelse sammen i skuldrene og lænede sig frem, imens han betragtede bordkanten med rynket pande. Han nikkede, selvom ridderen ikke kunne se det. ”Ja, Ser,” svarede han prompte, på det indskudte spørgsmål. Der var ingen grund til tøven, ligesom det heller ikke var noget nyt.

Det var alligevel med en eftertænksom mine han stirrede ud i luften. Han tyggede på forslaget, der virkede nøjagtig så ligetil som de ideer om eden han havde haft, før den begyndte at nærme sig lidt for hastigt. Når det kom til stykket var det dog trods alt de færreste af livets vigtige beslutninger, der var så ligetil og han kunne ikke med fuld overbevisning påstå, at han selv var sikker på, at han ville sværge sin ed til Vannir. Noget i ham var i tvivl og selvom det præsenterede sig som det mest logiske valg, så kunne han ikke lade være med at spekulere...

Hans tankebaner blev dog brat afbrudt, da ridderen stillede ham endnu et spørgsmål. Han fulgte den pegende finger til skakbrættet og klarede sin hals. ”Den... Velovervejede, Ser?” Usikkerheden i hans stemme var tydelig og hans blik på det ternede bræt en anelse undersøgende, som om det i sig selv kunne give svaret på sammenhængen imellem spillet og spørgsmålet. Han gik ud fra at der var en.

[Hrafnir Isgar]

Hrafnir nikkede. "Der er tid endnu - du må også spørge din Herre Fader Lensherren til råds. Men husk at det er dig, og ingen anden der sværger eden," formanede han, og sluttede samtalen.

Hrafnir satte sig ved skakbrættet. Han havde de hvide brikker, og han bevægede den første brik ud på spillebrættet. Han nikkede til Edwin som tegn på at han skulle fortsætte spillet. Hrafnir var overbevist om at skak måtte forbedre folks evne til at tænke taktisk. Det var uundgåeligt. Han sendte Edwin er skarpt smil.

"Det er et godt bud. Men nej. Den plan som oftest lykkedes, er den du skjuler fra din modstander. Det er nemt at udleve i skak, for her er din personlige sikkerhed ikke på spil. Du må altid tænke på skakbrættet når du står på slagmarken. Hav overblik og hold dit hoved koldt," belærte Hrafnir og mindedes sin egen tid som væbner.

[Edwin Lodbrog]

Tankerne forblev uafklarede i Edwins hoved, som han stirrede overvejende ud i luften. Ridderens endelige formaning lukkede dog brat for tilkomsten af nye spekulationer og han rettede ryggen umærkeligt, nikkende en enkelt gang med endnu et ”ja, Ser,” til følge. Han skulle så sandelig til at spekulere en hel del mere over sit valg. Det virkede fuldstændig tåbeligt, at han ikke allerede følte sig sikker på en enkelt magt, men han undskyldte det for sig selv med, at han havde haft travlt.

Han havde jo altid travlt. Selv nu blev tiden til overvejelse standset lige efter at være kommet i gang. Med strategi, naturligvis. Den nærmest indgroede modvilje fremgik ikke på hans tøvende svar eller udtrykket i hans ansigt, som han rynkede panden og rykkede en sagesløs bonde frem imod sin skæbne. At den alligevel var der var for ham at mærke, men forhåbentlig ikke for ridderen at kunne læse.

Han løftede hovedet og så på Ser Hrafnir med let rynket pande, før han nikkede en anelse. I realiteten fattede han ikke et suk af anvendeligheden, men det gjaldt vist om at holde gode miner. Det var i hvert fald alt han formåede. Tænk på skakbrættet på slagmarken? Hvordan i alverden skulle det være muligt?

[Hrafnir Isgar]

Hrafnir sendte Edwin et skeptisk blik, og fortsatte spillet. Hans far havde lært ham millitærstrategi ved at banke spillets regler ind i ham, til det sad fast i hans hænder og hans hoved.

"Jeg er klar over at vi spiller med abstrakte brikekr her. Men krig har også sine regler, sine manøvre og sine naturlige konsekvenser. Tag en bonde, både en daglejer og brikken her." Han satte fingeren på den bonde han netop havde rykket frem. "I skakspillet er den svag og ubetydelig, men med de rette omstændigheder kan en velplaceret soldat, bonde eller ej, betyde sejr, også i den virkelige verden. Forstår du?" spurgte han Edwin.

"Riddere er krigere, men de er også hærførerer. Man kan være nok så dygtig med et sværd, men det hjælper intet hvis man overvældes af sin modstander, og ikke forstår sig på strategi. Hvis, nej, når den uundgåelige krig mod Fligøerne bliver en realitet skal din Herre Fader formodentlig i krig, og der er en vis risiko for at du er gammel nok til at tjene som ridder til den tid. Det er slet ikke ualmindeligt at Lensherrers sønner tjener som generaler," advarede han sin væbner, og sendte ham et alvorligt blik.

[Edwin Lodbrog]

Edwin lyttede opmærksomt, velvidende at ridderen naturligvis vidste hvad han snakkede om, selvom han ikke selv havde den store idé. Det var bestemt ikke første gang og ville vel næppe blive den sidste. Som betydningen af skakspillet og det overblik han ikke besad begyndte at dæmre nikkede han igen og bed tænderne hårdt sammen omkring et gab. ”Ja, jeg forstår, Ser. Selv den mindste sten på landevejen kan afspore en hestekærre.”

Han klarede halsen og besvarede det blik den ældre mand sendte ham med let rynket pande og et eftertænksomt blik. Tanken om at blive kastet ud i at lede nogen som helst var på nuværende tidspunkt temmelig skræmmende, men han gjorde sit for ikke at vise netop det, selvom det alligevel sivede halvt ind i hans ordvalg, da han åbnede munden. ”På trods af at de – jeg – ikke er den ældste søn?” Han så ned på spillet og overvejede sit træk i et øjeblik, inden han foretog det og rykkede endnu en af sine egne bønder frem uden tøven.

[Hrafnir Isgar]

Hrafnir nikkede, tilfreds med Edwins forståelse. Han tog et træk på brættet, og sendte Edwin et gennemborende blik.

"Du er en del af landets elite. Din Fader råder over norden. Hvis ikke han skulle kunne stole på du og dine brødre når krigen kommer, hvem da? Der vil være utallige slag at føre, og hverken din Fader eller dine brødre kan være allesteder. Familien er det første led en adelsmand kan trække på når han skal have loyale kaptajner, generaler, administratorer. Betragt det som en gave," afsluttede Hrafnir, og hans læber havde et hårdt udtryk.

Hans øjne glimtede. Manden havde svært ved at skjule sin fascination og forelskelse i krigshandlingen. Han vendte sig om og stirrede ud af vinduet.

"De som styrer krigens retning er de som kan redde flest menneskeliv under kampen. Eksempelvis, forestil dig at du har en hær under dig, og du står over for en hær der er betydeligt mindre end din egen. En tåbelig og blodtørstig hærfører ville omringe fjenden, og nedslagte ham. En klog mand ville sikre at fjenden havde en åben vej at flygte, og på den måde spare både sine egne mænd og fjenden," udtalte Hrafnir langsomt og taktfast, sammenligneligt med en hammer der langsomt slog søm i. Han vendte sig om mod Edwin igen.

[Edwin Lodbrog]

Edwin så hurtigt, at hans svar havde vundet Ser Hrafnirs misbilligelse og sænkede blikket med rynket pande. Han nikkede i tavshed, undlod strategisk at påpege at han kun havde én bror og nøjedes med at resignere til det faktum, at det ikke bare var vigtigt at han lærte at forstå krigens helt overordnede regler, det var essentielt.

Hans blik hvilede på skakbrættet frem for på ridderen og han så derfor ikke skyggen af besættelse eller krigslyst i de hårde øjne. Tværtimod så han blot sig selv, rådende over store styrker, som han ikke anede hvordan han skulle lede. Frem for panik, mærkede han dog ved erkendelsen af at det var et temmelig sandsynligt fremtidsbillede, en ny beslutsomhed forme sig hos ham.

Han rettede ryggen, klarede halsen lavmælt og løftede blikket, for at se Ser Hrafnir i øjnene, da han vendte sit blik imod ham selv igen. ”Men ville den kløgtige hærfører ikke netop omringe fjenden med det mål at tage krigsfanger, Ser? Fordi den rigtige krigsfange, med nok værdi, kan være grund for diplomatiske forhandlinger?” Han betragtede ridderen afventende, for en gangs skyld med ægte interesse omkring et af disse spørgsmål, som ellers var en del af hans mindst elskede lektioner.

[Hrafnir Isgar]

Hrafnir sendte Edwin et afmålende og overrasket blik. Der lå nogen anerkendelse i det. Han satte sig ned ved bordet igen.

"Et godt spørgsmål. Og jo, du har ret, megen forhandling ligger til grund ved fangeudvekslinger. Det er tillige også en måde at spare liv og stjæle soldater fra din fjende. Problemet ligger i hvornår de lader sig overgive - det kommer i høj grad an på modstanderen, tror jeg. For hvad hvis du presser ham til at kæmpe til døden? Hvilken værdi har en bondesoldat? Barbarerne på Fligøerne betaler os næppe for at give dem deres daglejere tilbage," påpegede han, og måtte tænke sig godt om. "Tag adelsmænd til fange, men pres ikke jævne soldater til tåbelige kampe til døden."

Hrafnir fandt en vandkaraffel og hældte et krus vand op. Han drak det i stilhed. Han så afventende på Edwin, som om han ville dømme ham på hans næste reaktion. Hans øjne lyste bag de primitive brilleglas.

[Edwin Lodbrog]

Edwin rankede sig en anelse under den delvise anerkendelse, der lå i ridderens blik. Han lyttede, nikkede og fandt at fornuften i Ser Hrafnirs ord denne gang var åbenlys, selvom et problem præsenterede sig. ”Men hvordan undgår man at presse de jævne soldater til en kamp til døden imens man samtidig sikrer sig krigsfanger, Ser? I nogle tilfælde vil det vel være en specifik fange, der kan vende op og ned på situationen? En kær ven af fjendens leder, en søn af hans højtstående eller endda ham selv?”

Han betragtede skakbrættet, imens ridderen betragtede ham, overvejede sine egne ord grundigt, men fandt intet forkert i dem, omend spørgsmålet måske var en anelse uden for konteksten. ”Hvordan afgør man sine prioriteringer? At slå ned på soldater, der ville være flygtet, for at fange en prins og standse en krig, eller at spare menneskeliv den ene dag, for at se krigen fortsætte den næste?” Med en eftertænksom rynke i panden løftede han blikket igen og så spørgende og alvorligt på den gamle mand, som han tænkte – og havde lært at forvente – havde svaret på alle ridderlivets store spørgsmål.