Ude godt..

[Edwin Lodbrog]

Vinter.

Edwin kunne stadig knap fatte sig eget held den vinterdag. Han havde ikke bare én men hele to dage til sin egen dispensation imens gruppen af riddere, med hvem Ser Isgar rejste, alligevel var indfanget af vinterens kulde og ude af stand til at komme videre, før de havde restitueret. Det var ikke ligefrem en flok klynkerøve han havde fulgt de sidste fire år, men selv de mest voldsomme og hårdhudede mænd havde trods alt brug for hvile efter den omgang de havde været ude i.
I mellemtiden kunne Edwin se frem til at fortælle sin familie om alle sine forfrosne, mudrede og hæsblæsende eventyr fra de sidste adskillige måneder og han kunne virkelig ikke vente. Måske var det derfor han pressede Alishia lige vel hårdt, som han nærmede sig hjemmet. Hun var i hvert fald ikke tilfreds med ham, da han efterlod hende hos en staldknægt og sprintede igennem en isglat gård. Han var nær snublet over en tjener, der dukkede frem af den døråbning han var på vej ind af og sænkede derfor efterfølgende sit tempo til noget mere værdigt, ignorerende den svada fra den forskrækkede borgerlige, som fulgte ham et kort stykke.

Han rettede ryggen instinktivt, som han nåede til det punkt, hvor han måtte tage en beslutning. Enten drejede han til venstre og fandt sit eget gamle gemak, som uden tvivl var isnende koldt og uopvarmet, alene for at kunne skifte fra sine simple klæder til noget pænere, eller også gik han direkte til sin fars kontor. I et langt øjeblik tøvede han, man så vandt tanken om hvor kolde de gemakker kunne være på nuværende tidspunkt over hans pæne manerer og han nøjedes med at glatte håret og skjorten hektisk, før han satte afsted imod sin fars kontor. Det var lidt et sats, men eftersom staldknægten havde sagt, at han var hjemme, var det slet ikke usandsynligt at finde ham der.
Edwin tog en dyb indånding og standsede foran en lukket dør. Havde gangen ikke været så skidekold ville han sikkert have stået der i et par øjeblikke endnu, glattet sit krøllede tøj formålsløst og forsøgt at se mindre ud som om han rent faktisk var spænet derop som et lille overivrigt barn. I stedet bankede han hastigt på og formåede kun med en sidste rest af disciplin at blive stående et passende stykke tid, før han lænede sin kropsvægt imod træet og fik døren op.

[Darren Lodbrog]

Det var en isnende kold vinter. Sneen faldt alle lyse og mørke timer, og den hvide sneg lagde sig som et kvælende tæppe om tundraens træer og knuste de sejlivede planter fuldstændigt. Gårde og mindre bygninger sendte karle og knægte op på tagene, for at skrabe de flere meter sne ned af de vakkelvorne bygninger. Det havde indtil nu kostet en ung knægt et brækket ben, og han var endda sluppet let. Mange rejsende måtte blive i byens herberg og kroer, da deres heste og æsler ikke kunne føre dem sikkert igennem snestormene. Darren Lodbrog var nu selv blevet bedt om hjælp, til at eskortere den voksende mængde af rejsende mod syd. Landlorden sad nu ved sit tunge skrivebord og skrev et brev, som en fugl meget gerne skulle bringe til Lady Urbram inden dagen var omme. Nordens vintre var ubarmhjertige for de, som ikke kendte til dem, og af åbenlyse grunde havde Sydfolket altid en pinlig tendens til at undervurdere den isnende vind.

Der var ingen synlig varmekilde i Lodbrogs kontor, men lige under deres fødder, var Hussmedens arbejdslokaler, og varmen fra de evigtbrændende ildsteder var nok til at opvarme både gulv og rum, til en behagelig behagelig temperatur.

Det bankede på døren, og Landlorden svarede per automatik med et højt "Kom ind!", uden at løfte blikket fra sit brev. Hele bordet var dækket af et utal af dokumenter og store støvede bøger. Lord Lodbrog var en mand, der nød sit arbejde. Han brød sig bestemt ikke om ikke at have noget at tage sig til, så det var sjældent, at man kunne se den faktiske bordplade.
Efter et par sekunder, løftede manden blikket for at hilse på sin gæst. Synet der mødte ham, var ikke et han havde forventet. Et varmt smil bredte sig straks på hans læber, og han rejste sig fra sin plads, for at hilse ordentligt på sin søn. "Edwin! Sikke dog du er vokset, min dreng!" lød hans dybe stemme, mild og faderlig. Han tog sin søn om skuldrene og omfavnede den store dreng. "Lad ikke din mor se dig i den mundering." tilføjede han bagefter leende. Darren sendte et blik ud af døren, som Edwin var kommet igennem, for at få et glimt af Ridderen, som gerne skulle have været med ham.
"Er du flygtet fra Ser Isgar?" Han lagde sin tunge arm om drengens skulder og førte ham hen til stolen foran skrivebordet og bad ham sætte sig. Selv forblev han stående og så vurderende på sin søn. Drengen var vokset og så også ud til at have fået lidt styrke i musklerne.
"Nå min dreng, fortæl mig så hvilke pinsler du har været igennem." Lord Lodbrog havde på fornemmelsen, at det gibbede i den unge knægt, som så ud til mest af alt, at have lyst til at fortælle om alle sine oplevelser.

[Edwin Lodbrog]

Edwins hår var stadig pjusket, på trods af hans ihærdige forsøg på af få det til at lægge sig ned. De simple, standhaftige klæder var rene, men temmelig krøllede og han formåede i det hele taget at udstråle, at han havde haft travlt.
Da han først trådte ind på sin fars relativt varme kontor, ansporet af en velkendt stemme, var det første han gjorde at bukke. Uanset hans familiære relation lå det som det mest naturlige i verden og han gjorde det uden overhovedet at tænke over det. Den simple handling var da også en han forventedes at gøre i respekt overfor snart sagt enhver ridder og lå fuldstændig på rygraden. Så snart han rettede sig op, hev et smil dog markant op i hans mundvige og han tog en dyb indånding. Alting lignede sig selv og den massive mand, der rejste sig op fra sin plads, var ingen undtagelse.

Lige indenfor døråbningen vendte Edwin sig for at lukke døren igen og holde på varmen. Han kunne have svoret at han blev et par centimeter højere alene da hans far konkluderede, at han var vokset og smilede bredt, uden at protestere over omfavnelsen. ”Jeg har snart brug for nye kofter i hvert fald,” konkluderede han pragmatisk, før han sænkede blikket og så ned af sig selv. En lav rømmen forlod hans hals og han rettede automatisk ryggen, før han rystede på hovedet. Hans mor skulle vældig nødig se ham med krøllet skjorte eller våde støvler.

Spørgsmålet, der fulgte, fik et muntert fnys fra Edwin, som atter engang rystede på hovedet, imens han fulgte med sin far. ”Det er jeg slet ikke i stand til. Og hvis jeg var ville jeg ikke turde. Jeg har fået tilladelse til at disponere over min egen tid imens vi hviler ud. Om et døgn og...” Han kneb øjnene en anelse sammen og satte sig modvilligt ned på stolen, alt for energisk til at trænge til at hvile benene. ”Et døgn og femten timer skal jeg indfinde mig igen til planlægning af afrejsen.” Imens han talte gestikulerede han med hænderne og lyste derpå op i et skævt smil. Han betragtede sin far med et muntert glimt i øjnene og rømmede sig lavmælt. ”Talløse,” spøgte han ironisk, før han løftede sin ene hånd og kløede sig i nakken, hvor han samtidig løsnede sit tørklæde. ”Men ingen uden en lektie at lære eller en evne at tilegne sig. Når mudder får lov til at tørre i ens tøj bliver det for eksempel stift, uhåndterbart og enormt dårligt isolerende.” Han klarede halsen og så afventende på sin far, for at lure om den delvise spørg gik ind eller ej. Det var ikke altid han var sikker.

[Darren Lodbrog]

Lodbrog havde selv været igennem en lignende træning da han var yngre, dog havde den nok været mere barmhjertig og knap så lang. Han havde jo haft andre studier at tage sig til, med det ansvar der voksede på hans skuldre. Han havde dog selv drømt om at blive en ridder og rejse landet rundt, da han var i Edwins alder. Nogle drømme bliver dog aldrig til virkelighed, havde han efterfølgende lært. Det varmede hans hjerte at se, at sønnen kunne udleve den for ham. Han havde dog alligevel en ubeskrivelig lyst til at tage med sønnen når han skulle videre.

Drengens beklædning var langt fra lig den, han havde båret, da han forlod Vintervind til fordel for livet på farten. En del af Lodbrog ønskede at give drengen alt han havde brug for, i form at både beklædning, våben, mad, varme, beskyttere, en stærk hest og alt andet, som knægten kunne have brug for. Han måtte minde sig selv om, at Edwin havde en anden værge nu, og tanken gjorde manden en anelse bedrøvet.

"Glem ikke at hilse på din bror, nu du er her. Og dine søstre har også savnet dig." Lodbrog lo. "Raya stopper ikke med at tale om dig og alle dine eventyr. Du burde skrive nogle flere breve til hende." Han havde stadig svært ved at begribe den rejse, som sønnen var i færd med at tage. Det føltes som var det blot sidste måned, hvor drengen havde sagt sit første ord, og set op på sin far med forventningsfulde øjne. Men sandheden var en anden og den fik Darren til at føle sig uendelig gammel.

Darren betragtede sin søn, som fægtede vildt med armene i takt med at ordene flød over læberne. Det havde han arvet fra Diane. Landlorden rynkede brynene da drengen havde færdiggjort sin sidste sætning. Så lo han igen. "Jeg troede jeg havde sendt dig ud for at blive ridder, knægt, ikke vaskekone! For jeg går ud fra at du lærer at fjerne de særligt nedkølende pletter." Darren var ikke hurtig til vittige kommentarer eller sjovheder, så den korte undringspause der havde været mellem dem, var ikke en nyhed.

"Hvor opholder Ser Isgar sig så, imens han venter på at du har hilst på din familie? Det kunne være interessant at høre fra ham, om du har forbedret dig, eller om vi skal rede dig fra disse forfærdelige vasketimer, som jeg hører du får."

[Edwin Lodbrog]

Edwin hævede begge øjenbryn og skyndte sig at ryste på hovedet. ”Selvfølgelig ikke, far,” indskød han, før han trak på smilebåndet og kløede sig i nakken. At vide at han var objektet for sin lillesøsters fascination og barnlige udelængsel fik ham til at ranke sig ubevidst og se en anelse selvtilfreds ud. De to småpiger havde været pisse irriterende lige til han tog afsted for fire år siden og lige pludselig lærte, at han kunne savne både dem og sin storebror. Nu, i dag, var det bare rart at få muligheden for at se dem en gang eller to om året. Han klarede halsen lidt og smilede skævt.

Da hans far latter atter lød i rummet, tog Edwin en dyb indånding og måtte så selv grine en anelse flovt. Han glattede sit hår med den ene hånd og fik en smule farve i kinderne. Ude af stand til at finde på et vittigt svar tav han blot kortvarigt og flyttede lidt på fødderne. Hans forsøg på at være ironisk omkring prøvelserne havde slået fejl og han ledte efter en sand historie, der ville få ham til at fremstå mindre som en... Vaskekone. Tøsedreng.

Inden han kom på en, brød hans far dog stilheden og Edwin rynkede panden en anelse. ”Han og resten af Husets Isgar hviler ud på kroen efter rejsen.” Han undlod at nævne at de dog på ingen måde ventede på ham og sænkede blot blikket imens han klarede halsen. ”Men jeg er sikker på at han ville sige, at jeg har forbedret mig betragteligt,” bemærkede han, imens han rettede sig lidt op igen. ”Jeg nærmer mig titlen som væbner... Og tiden for det.”

[Darren Lodbrog]

Darren var stolt af sin søn. Han var stolt af alle sine børn, og det var ingen hemmelighed. Der levede ingen tvivl i hans sind om, at den yngste søn havde trænet hårdt og længe, samt at han fortjente al den ros han kunne tage i sig. Men det var dog vigtigt ikke at skamrose børn, havde han fået fortalt. Det var nu svært at lade være.

"Det er jeg sikker på at han vil," svarede faren mildt, selvom han ikke kunne udtale sig herom. Han havde ikke fulgt sin søns træning tæt nok til at kunne sige noget herom.
Lord Lodbrog havde stor interesse i at se Ser Isgar, trods han ikke var sikker på om interessen var gengældt. Hele Isgar Huset havde altid været en gåde for ham, og han havde for længe siden lært, at de var typen, som man i sidste ende nok skulle lade sejle deres egen sø. Besynderlige mennesker. Darren havde i første omgang ikke været meget for at lade Ridderen tage sig af sin søn. Man vidste aldrig hvad de ville lære drengen, men Lodbrog kendte dog sin søn godt nok til at vide, at uanset hvad han påstod om Ser Isgar, ville Edwin kun forsvare sin mester.

"Ja, det er gået stærkt. Du får mere ansvar på dine skuldre, dreng." Først page, så væbner. Skjoldbærer og bannermand. Dernæst ville drengen selv blive en ridder og kunne tage sin egen væbner. For sit indre øje kunne Lodbrog se sin søn med sværd og ringbrynje, angribe en modstander med et voldelig slag. Han kunne høre sværdene klinge mod hinanden, en uendelig kamp hvor der ingen vinder ville være. Riddere havde sjældent et langt liv. Lodbrog formåede dog at smile til sin søn, og holde tankerne langt væk.
"Du bliver en fremragende væbner," forsikrede han og lagde hånden på sønnens skulder. "Så længe du husker alt hvad din lærermester fortæller dig. I repræsenterer hinanden."

[Edwin Lodbrog]

Edwin var, modsat hvad hans far gav udtryk for, ikke videre sikker på at det var de ord ridderen ville bruge. Faktisk var han omvendt temmelig overbevist om at det ikke lige ville være den måde Ser Hrafnir ville formulere sig på. Det var dog, trods alt, et faktum at han blev bedre til sine arbejdsopgaver for hver gang han gjorde dem. De var altid hårde, men aldrig umulige og selvom han var dødens træt om aftenen, når han endelig kunne dumpe i seng, så var han temmelig tilfreds med sin tilværelse. Han holdt af at der blev sat krav og at der var forventninger til hans præstationer. Det var så uendelig meget sjovere end at dangdere den og gå til i intethed og glemsel.

Han rankede sig en anelse med et svært tilfredst smil og nikkede. Mere ansvar og mere vægt. Han vidste præcis hvad der ventede og havde et blandet forhold til det nye, der ventede. At han var nervøs for prøvelserne var i midlertidig ikke noget han kunne drømme om at sige til den mand han så så meget op til og han nøjedes med at rette ryggen, som en tung hånd lagde sig på hans ene skulder og tyngede ham ned. Han nikkede igen og så ud i luften. ”Ja, far,” svarede han, både som det naturligste i verden og i samme let ærbødige tonefald som når tiltalen var 'Ser' i stedet for 'far.'

Et varmt smil hvilede på hans læber, da han rykkede lidt på sig og klarede halsen. ”Du har ret i at mor ikke skal se mig sådan her,” konstaterede han. ”Ved du om mit gamle værelse i brug, eller om alting står som det plejer?” Han gjorde mine til at rejse sig med det mål at få taget sig sammen til at møde kulden i et uopvarmet lokale og finde sit skiftetøj i den medbragte saddeltaske. Godt nok var det en anelse for småt, men ikke i nærheden af hvor småt hans gamle tøj fra dengang han boede hjemme var.

[Darren Lodbrog]

Lodbrog smilte varmt til sin søn, og ønskede ikke at holde på ham. Det var længe siden drengen havde haft en chance for at løbe rundt i byen og se sig omkring. Vintervind var ikke kendt for at lave større ændringer eller omvæltninger, hverken når det gjaldt livsstil, byggestil eller noget andet for den sags skyld, men når man havde været væk i længere tid, så var der intet så befriende som at sikre sig, at alt var ved det gamle.

Da drengen spurgte ind til sit kammer, smilte Landlorden igen. "Du tror vel ikke at Lady Lodbrog nogensinde ville lade nogen ændre så meget som placeringen af et blankt pergament, gør du?" bemærkede han og mindedes flere situationer, hvor han eller andre af Husets medlemmer på den ene eller anden måde havde 'krænket Edwins privatliv' ved at besøge hans kammer. Fruen havde taget det meget tungt.

"Dit værelse er urørt og uforstyrret." svarede han og rettede sig op. "Der burde være rene klæder, men hvis det er fjernet fra dine møbler, så tag endelig fat i en tjenestepige."
Der var hverken mange tjenere eller tjenestepiger i Krydsvind, og de få der var, var unge knægte eller piger, som havde familie i byen og skulle lære lidt om tjenestelivet.
"Smut så med dig, Edwin. Jeg håber at se dig til middagen i aften."

[Edwin Lodbrog]

Edwin smilede skævt og rystede på hovedet. Han skænkede sin mor en enkelt kærlig tanke og så med et frem til at finde sig tilrette – også selvom det kun var for en enkelt nat. Hans gamle kammer var noget mere komfortabelt end det lille bitte værelse med en seng han havde på Isgarborgen og selvom han aldrig kunne drømme om at sige et negativt ord om selvsamme, så var det en behagelig idé at kunne iføre sig noget andet end hans sædvanlige slidstærke tøj og glide ned under en opvarmet dyne, velvidende at man kunne sove lige indtil man vågnede af sig selv.

Som hans far rettede sig op, satte Edwin fra og rejste sig helt fra stolen. Han nikkede og rømmede sig. ”Ja selvfølgelig. Tak far.” Et varmt smil hvilede i et øjeblik på hans læber, imens han rankede sig. Det var påfaldende, at han ikke kunne mønstre helt samme højde som netop ham endnu, selvom han efterhånden skød i vejret. Han skulle lige til at sige noget med aftensmaden i aften, men undlod, for blot at bøje hovedet i lige dele accept og respekt. Selvsamme gik i stedet for det obligatoriske buk han ellers ville have foretaget, før han gik over til døren. I et sekund overvejede han at sige noget mere, men så smilede han blot og forsvandt ud af døren, som han lukkede i efter sig.

Ude

[Darren Lodbrog]

Darren så efter sin søn med et smil på sine læber. Smilet forsvandt først, da døren var lukket efter drengen. Han satte sig igen på sin plads foran skrivebordet, men i stedet for at genoptage sit arbejde, tænkte han på sin søn, dennes træning og rejsen han havde været på. Selv var han ingen Ridder, og ville aldrig blive det, så tanken om at sønnen skulle betræde disse stier alene var en anelse foruroligende. Faderhjertet bankede stærkt i hans krop og det var helt naturligt for ham, at ville støtte sin søn.

Darren stirrede på døren, mørk og lukket som den var. Minderne om den samlede familie, hvor de alle havde været sammen, han havde lært dem at ride, hørt deres moder synge for dem... Disse minder var stærke i hans sind. Han lod tungen fugte sine læber og vendte med et suk tilbage til sit arbejde.

Tråd færdiggjort