At handle

[Arienne Blakeslee]

Arienne havde for en gangs skyld fået en dag fri og hun var på markedet for at handle lidt. Hun havde ikke meget, men hun havde fået sparet lidt penge op, så hun kunne købe stof til en ny kjole. Hun havde sit lange kornblonde hår sat op i en knold, og var iført en lys kjole for en gangs skyld. En lysegrøn en. Hun havde dog en mørk kappe hen over sin kjole, da det ikke ligefrem var varmt når man kom fra syden. Hun stoppede op i en bod, der solgte silke, men gik hurtigt videre. Hun havde fået det klassiske "gå-væk" blik. Et der både fortalte hende at hun ikke havde råd og at de andre ikke ville handle hos sælgeren, hvis de så en som hende handle der. Hun gik videre til en anden bod og købte en kop te i stedet.

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Arontala var redet ind til markedet i vintervind for at vandre lidt omkring og se hvad de forskellige boder havde at byde på. Det var stadig koldt, så han havde sin lange mørke grønne kappe trukket godt op omkring sig. da han var kommet hen til markedet steg han af den lånte hest, hvis navn han ikke kunne huske, og tøjrede den til en tyk solid pæl.

Han gik stille og roligt op gennem midten af markedet. Han havde ganske vist en pung ful af sølvmønter, men det var nu ikke hans plan at købe noget. Da han var kommet et godt stykke op ad gaden fik han øje på en meget køn pige, en han mindes at have kendt da han var yngre. Han havde været rundt i det meste af landet og mødt mange personer, men hende her var vist fra før hans forældres død.

han gik stille og roligt op til den samme bod hun stod ved og bad om en kop varm mjød, som han betalte glædeligt for.
Han stod lidt og nød synet af den unge pige, som han var sikker på kun var 16 vintre gammel. Det er godt nok koldt i dag, hva? sagde han roligt ud i luften.

[Arienne Blakeslee]

Arienne hørte en stemme og reagerede naturligt. Hun så på fyren, der talte. En høj, flot mand, der tydeligvis var klædt finere end hende. Hun dukkede naturligt nakken og trådte lidt væk, så han kunne komme til. Hun så sig omkring. Nå, han prøvede altså at tale til hende. "Ja... Det er det," sagde hun og tog en tår af sin te. Hvad ville han dog tale med en som hende om? Var det en af de "venner" der havde kendt hende fra barndommen, men ikke længere talte til hende? Det kunne være han kun ville tale med hende offentligt, hvor han bare kunne fortælle alle andre at hun tiggede - eller hvad han nu kunne finde på. "Men solen skinner da i det mindste," sagde hun og kiggede op. Solen skinnede faktisk fra en skyfri himmel. Når hun engang blev gift, så flyttede hun tilbage til syden, det var helt sikkert. Solen var stærkere, men hun gik alligevel ikke så meget ud til den tid. Der skulle hun forhåbentlig blive hjemme og passe børn. Hun betragtede stjålent manden igen. Kendte hun ham? Måske havde hun set ham hos lady Urbram.

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Arontala kiggede kort op, samtidig med at han tømte sit krus med mjød. Kruset hang han tilbage hvor han havde taget den hos boden og fik en kopper mønt tilbage som pant. Ja... Det gør den trods alt. Men den varmer ikke ligefrem. sagde han og gøs kort, før han vendte sig om og så ude mod markedet. Her havde han været mange gange sammen med sin far, da han stadig var i oplæring. Han kiggede kort på pigen igen. Åhh, undskyld, jeg opholder dig jo. Du har vel også ting at nå. sagde han roligt, som havde han masser af tid for sig. Det var nu heller ikke fordi han havde en hel masse at skulle nå på denne iskolde dag.

[Arienne Blakeslee]

Arienne rystede på hovedet til begge ting. "Nej, sir, det gør den ikke. Og De opholder mig bestemt ikke." sagde hun og bukkede hovedet igen. Han kunne ikke være så gammel. Måske en ti år ældre end hende - plus minus. "Jeg har intet jeg skal nå i dag," sagde hun. Hun skulle til at præsentere sig, men lod være. Hun anede ikke om hun kendte ham eller ej, så det ville virke dumt, hvis hun kendte ham. Desuden, hvis hun ikke gjorde, så var han nok ragende ligeglad. Måske var han en af hendes fars venner, og i så fald ville hun bestemt ikke tale med ham. Hun tog endnu en tår af sin te og kiggede ud over menneskene. Hun så en lille dreng løbe rundt med sin søster, og da søsteren faldt tog han sig af hende og pustede på såret. Hun smilede.

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Arontala så mod den lille pige og hendes bror. Han kunne ikke lade være med at smile, ved tanken om sin egen barndom. Så fredelig den havde været. hvert fald for hans vedkommende. Undskyld, jeg tror vist ikke jeg fangede dit navn. sagde han med en venlig og blid stemme. Det var godt. Jeg vil nødig blive beskyldt for at have opholdt en køn pige som dig. Sagde han med et smil, der oftest var nok til at få de yngre piger til at smelte som smør. Men det var nu ikke hans hensigt at forføre hende.

Han fik øje på en bænk, et par må meter væk fra boden de stod ved. Kom, skal vi ikke sætte os? spurgte han hende, og begyndte at gå i retning af bænken, inden der var andre der kom og satte sig der. Han gik med hastige skridt og lod ikke mærke til om pigen var med. Han skænkede hende egentlig ikke den store tanke, fordi han var så træt af at stå og gå hele tiden. Det var vel egentlig på tide at han fandt til rette, med den rette.

[Arienne Blakeslee]

Arienne smilede tilbage til ham. "Mit navn er Arienne, hvad med Dem?" sagde hun og lod bevidst være med at nævne sit efternavn. Selvom hun ikke kendte mange i Nordlandet, så ville hun ikke have sladderen spredte sig. Da han smilede til hende og kaldte hende køn rødmede hun. Den gang hun havde været højt på strå havde hun hørt det flere gange dagligt, og havde været vandt til det. Men dengang havde hun gået i fine kjoler og haft pæne hænder. Nu var de tørre og ru pga. al arbejdet. Hun så forvirret på ham da han spurgte om de skulle sætte sig. Hvorfor i alverden ville han dog sidde sammen med hende? "Jo, sir," sagde hun og satte sig. Hun tog endnu en tår af sin te. Den var god og den varmede, så blodet løb bedre i kroppen. Hendes kinder og læber tog sig mere røde ud nu.

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Arontala der sad på bænken ventede kort på at hun fik sat sig ned. Han kiggede kort på hende. Jeg hedder Arontala Drayke. sagde han blot kort, for han havde nemlig ikke lyst til at fortælle andre sit mellemnavn. Hans fars efternavn. Han rakte en hånd i bag hans kappe, hvorfra han trak en lille læder pung frem. Da han åbnede den, kom der en duft af tørret saltet kød. Den slags der kunne længe. Han tog en stykke ud og satte sig til at gnaske lidt i den. Han drejede kort hovedet, da han hørte noget larm længere ned af markedet. Det lød som om der var nogen oppe at slås. Han pakkede hurtigt posen væk igen, og havde derefter den ene hånd på hans kortsværd, der hang ved hans side. Det lød som om det hele kom nærmere. Han havde stadig det ene stykke han var begyndt på, i munden. Der hang den og dinglede, når han bevægede hovedet. En gang i mellem tyggede han lidt på den og med tiden ville den nok blive spist.

[Arienne Blakeslee]

Arienne nikkede bare, da han sagde sit navn. "Det glæder mig at møde Dem," sagde hun og kiggede ned i sin te. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige og blev næsten lettet, da der skete noget på gaden. Hun rettede sig op og prøvede at se hvad der foregik. Det var nogen der sloges, så meget kunne hun se. Hun væltede sin tekop, da hun så hvem der sloges, da slåskampen kom tættere på. Hun stirrede bare vantro på det. Hendes far fik tit et par på hovedet, men nu var det altså gået over gevind. Hun rejste sig for at gå hen til ham. "Pis!" sagde Arienne og tog hånden op foran munden. "Undskyld sir. De må lige have mig undskyldt," sagde hun og rejste sig op.

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Arontala sad lidt og sukkede, da han slet ikke havde nået at svare hende. Hans blik fulgte hende hen til slåskampen, hvor hendes far tilsyneladende var ved at få tæsk. Det skal stoppes. tænkte han kort.

Han rejste sig op og fulgte straks efter, mens han langsomt trak to små kasteknive, som han havde gemt under kappen. Da han kom tættere på kunne han også se den mand han var mod. Det var en ganske stor mand, som tydeligt levede alt for godt. Han viste ikke hvad det var de skændtes over, men han var sikker på at dette kunne afgøres på en bedre og mere fredelig måde.

Da han var kommet hen til dem trak han sine knive frem og satte dem for struben på dem begge. Undskyld mine gode herre, men burde i ikke snakke om tingende før i smadre hele markedet? sagde han med en hævet stemme. Hans blik vandrede mellem dem. Hvis man så ham i øjnene ville man se at han ikke var bange for at dræbe dem begge på stedet. Det var dog ikke hans hensigt. Han synes bare at det ikke var det smarteste sted de havde fundet, at kæmpe på.

[Arienne Blakeslee]

Arienne kiggede vredt på Arontala. "Hvad bilder De Dem ind?!" sagde hun bare. Hun turde ikke slå til hans arm, hvis nu han kom til at skære dem. Hun kiggede på den store fyr. "Hvor meget skylder han dig?" sukkede hun bare og fandt sin pung frem fra sit lille bælte. Fyren kiggede op på hende. "En sølv og fire kobber," vrissede manden og Arienne kiggede i sin pung. Det var mere end hun havde. Hun sukkede kort. "Du får 32 kobber nu, og så kan du må min kniv, okay?" sagde hun og fandt sin kniv frem. Det var en lille kniv og den var rusten nogle steder, men den var skarp. Hun sukkede. Det var så de opsparede penge. Hun hadede at betale sin fars gæld, men det var bedre end han blev stukket ned fordi han skyldte penge. Hun så ned på sin far og talte som man ville tale til et uforskammet barn. "Har jeg ikke sagt du ikke skal spille for flere penge end du har?!" hvæsede hun.

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Arontala så først lidt forundret på den unge las. Han fik et lille chok, da hun begyndte at råbe af ham, men på den anden side, kunne han godt forstå hvorfor.
Han trak knivene til sig og gemte dem væk igen, inden der kom vagter til, da han ikke havde lyst til at lege med dem.

Han kiggede fra den fremmede til faren og til sidst mod pigen. Jeg beklager at jeg forskrækkede dig, men nogen var jo nødt til at stoppe ham, enden din far blev slagtet. sagde han blot kort. Han havde nemlig ikke lige lyst til at se blod. [/b]og jeg ved at hverken den ene eller den anden af dem ville stoppe før en var død. Hvilken sikkert havde været din far.[/b] sagde han roligt og kiggede rundt. Han vendte ryggen til og begyndte at gå. Han kunne ikke vente med at komme væk derfra.