Et lille hvil.

[Mariah Urbram]

Mariah havde skam hørt historierne om Lord Larn. Hun havde læst dem og hørt sine embedsmænd fortælle hende dem. Hun vidste at han var en sur gammel mand, men det fik hende nu ikke til at lade være med at ride igennem hans len. Det var jo et smukt sted, og hvis det stod til hende, burde han åbne sig mere op og lade andre lensherskere komme tættere på. Men som kvinde, skulle hun nok ikke være den første til at foreslå sådan noget. Det ville nemlig ikke komme bag på hende, hvis Lord Larn også var en af de mænd, der så ned på kvinder.

Mariah havde egentlig et erinde i Larns Len. Hun vidste at østens våbenmagere kunne være bedre end nordens, og hun tog gerne af sted, hvis det betød at hendes mænd kunne få bedre våben.
Mariah havde selvfølgelig et følge med sig. Hun havde et par embedsmænd, nogle vagter og andre folk, der skulle tage sig af hende under turen. Det var ikke noget kæmpe følge, men noget der passede til hendes stand som lenherskerinde. Hun kunne jo ikke komme med for lidt eller for meget.
Følget stoppede på en af de mange enge, som Larns len havde en de af for at holde et hvil. De havde reddet det sidste lange stykke tid, så der var brug for et hvil, og Lady Urbram var helt indforstået med det.
I modsætning til så mange andre kvinder, så hun var ikke iført en eller anden smuk kjole, og hun red ikke med damesaddel. Hun hadede at ride med damesaddel, og kjoler var upraktiske. I stedet var hun iført de tætsiddende bukser, der fremhævede hendes lange, slanke ben og hofter, og en mørk skjorte, der smøg sig omkring hendes kvindelige former og fremhævede hendes bedste sider. Udover det hele havde hun en rød fløjlsjakke, der fremhævede hendes talje. Hendes lange, krøllede hår var heller ikke sat op. Det hang bare løst om indrammede hendes pæne ansigt.

Mariah hoppede adræt ned fra sin loyale ganger, og valgte at gå en lille tur selv. Hun vidste at det var uansvarligt ikke at have en vagt eller noget med, men hun kunne tage vare på sig selv, og hendes følge var tæt på, hvis der opstod problemer.
Hun kom til en mindre sø, hvor hun stoppede op. Hun stod i sine egne tanker og kiggede på den.

[Borin Larn]

Larn By var, i forhold til så mange andre store byer, et lettere dystert sted. Med få beboere, og i stedet et kæmpemæssigt antal af soldater og riddere i forhold til almene borgere. Men Larn Slottet var ikke desto mindre et pragtfuldt syn! Der sad måske en vred Lensherre og Landlord derinde og hostede, men forårets ynde og pragt pyntede på det mægtige slot. Inde i dette slot, forbi tomme haller og gange, kun betrådt af soldater og tjenere, sad Borin Larn ved et bord. Ved dette bord sad der andre mænd; rådgivere, generaler og andre af en vigtig status for Lenet. Lord Hay havde 'travlt' med så mange andre ting... såsom at halshugge desertører eller noget, så det var Borin der ledte rådet denne dag. Dog hang der en munter stemning over bordet og de fleste der sad ved den. For der var stort set kun positive ting at berette. Indbyggertallet i Larn By var stedet den seneste måned, høsten havde givet godt dette år, og kriminaliteten var sænket markant på udvalgte veje i Lenet. Imens ord blev udvekslet imellem en hærfører og en økonom, kom der en anden skikkelse ind i lokalet. Denne skikkelse var en mand, klædt i en mørkegrøn kappe med hætten godt over hovedet. Det var en såkaldt 'vejvogter'. Et medlem af det mest veltrænede og hårdføre kompagni i Østen, ledet af Borin selv. Skikkelsen gik rundt om bordet, og hen til den stol hvorved Borin sad, og hviskede i hans øre. Borin lyttede nysgerrigt, og begyndte derefter at smile blot en smule. Hurtigt derefter rejste han sig fra sin stol.

"De herrer. De må desværre have mig undskyldt. Mødet er hævet."

Sagde han høfligt, og mændene der sad ved bordet nikkede blot og rejste sig ligeledes fra deres pladser. Borin tog om en lysebryn kappe, og smed den over hans skuldre, for derefter at forlade slottet i en bestemt tempo, efterfulgt af den kappeklædte mand. Det varede ikke længe før Borin var i slotsgården, og satte sig op på sin ganger. Han havde modtaget en glædelig nyhed - noget som kun kunne gøre denne gode dag endnu bedre. Vejvogterne havde spottet et betydeligt følge et stykke væk fra Byen, med kurs imod et af de mindre søer. Borin red fra Slottet, fuldt af 6 vejvogtere til hest, med kurs imod dette følge. Det var altid spændende med besøgende i Larns Len, især hvis dette var besøgende som man allerede kendte til.

Borin og de andre nåede til en lille bakketop, hvorfra de kunne se følget af hvad der uden tvivl var folk fra Nord. Det var som regel altid nemt at spotte forskellige folks herkomst. Borin smilte lidt skævt og viftede med hånden imod de andre, som hurtigt derefter red tilbage ned af bakken. De forsvandt hurtigt ud i de små skove og marker rundt omkring, og ville nu gøre hvad de var bedst til... at forblive uset. Borin selv red også tilbage ned af bakken, men drejede af, i retning af en nærtliggende lille sø. Da han nåede søen, gik hans ganger i langsomt trav, og tålmodigt begyndte han at begive sig rundt langs søens bred.
Borin var iklædt et par støvler af lyst læder og et par velsiddende bukser af et brunt stof. Om overkroppen bar han en lys skjorte, og en tunika vest af et mørkt stof. Vesten var broderet med næsten gyldne tråde der blandt andet formede sig som slyngplanter og ikke mindst en ugle på hans bryst. Borin var altid fint klædt, næsten uanset begivenheden.
Endelig spottede Borin den skikkelse han havde ledt efter, og smilte diskret for sig selv idet han nærmede sig på hans ganger.

"Det er sjældent at så fint et selvskab kommer forbi disse egne, Lady Urbram."

Lød det så fra ham idet han nærmede sig, og han kunne ikke skjule den diskrete glæde i hans ansigt. Der var gået alt for lang tid siden han sidst havde set Mariah, og hver gang han mødte hende bragte en større glæde til hans hjerte. Hun var unik, og hvis han selv skulle sige det; en ven(inde) som han stolede på. Da han var tæt nok på, stoppede hans ganger op, og han lænede sig en smule tværs over manken på hans ganger og kiggede på hende med et venligt smil over hans lettere buttede læber.

[Mariah Urbram]

Lady Urbam havde ikke gjort noget for at skjule, at hun kom fra Norden. Man kunne se det på vagternes påklædning og hendes våbenskjold kunne man også se, så man var ikke i tvivl om hvor hun kom fra, hvis man kendte bare lidt til lenerne. Desuden kunne hun ikke se nogen grund til at skjule hvor hun kom fra. Det var jo ikke fordi hun var kommet for at lave alt muligt hun ikke måtte. Hun var kommet i et forretningsmæssigt ærinde.

Mariah havde aldrig kunnet forstå, hvorfor Lord Hay havde valgt at lukke hele sit len inde, dengang. Det gav ikke mening i hendes hoved. Hun vidste at det var vigtigt at folk kunne se, hvor godt det egentlig gik med ens len, og at de kunne være en del af den gode fremgang. Det var ikke ligefrem det der var sket i Larns Len. Hun håbede, ligesom alle andre, at når den unge Lord Larn kom til magten, at så ville det hele igen blomstre op og blive smukt.
Nu ville hun mene at hun også kendte den unge Lord Larn godt nok til at vide, at han ville være en god leder. Det var hun i hvert fald helt overbevist om.
Søen, hun var stoppet ved, var utroligt smuk. Vandet var som et spejl, og hun kunne se sig selv i det. Var det sådan de andre så hende? Som en stædig kvinde, der nægtede at gå i kjoler og kun ville gøre hvad der passede hende, nu hvor hun havde magten til det? Eller så de forbi det, det blotte øje kunne se, og så at hun rent faktisk kun ville det bedste for sit len. Hun havde gjort sit bedste for at følge sin afdøde mands ideer. Hun havde taget sig af lenet og fået det til at blomstre videre, på trods af at Lord Verd døde. Det var ikke noget alle bare gjorde. Det var ikke et nemt job. Desværre var hun ret sikker på, at langt de fleste ikke så hvad hun så. De så kun en stædig kvinde, der nægtede at gøre som kvinder skulle, og som ville være som en mand, bare fordi hun havde været så 'heldig' at få lov til at herske over et len. I manges øjne var hun en kvinde, der havde fået for meget magt, og de brød sig ikke om det. Det var vel primært de andre mandlige lenherskere, der havde den mening. Hun havde i hvert fald flere gange oplevet, at blive set ned på, bare fordi hun var en kvinde, og det kunne gøre hende rasende. Hun var jo ikke dårlig, bare fordi hun var en kvinde. Desuden havde hun Nordens Leders tilladelse og kongens også til at have overtaget lenet, så de andre kunne råbe og skrige alt det de ville. De kunne ikke gøre noget.

Mariah var blevet helt opslugt af sine egne tanker mens hun kiggede på sit spejlbillede, at hun ikke hørte at der kom nogen bag hende. Normalt ville hun have hørt sådan noget, for hun havde skam lært, at man ikke måtte lade nogen snige sig ind på en, når man var alene. Det kunne være farligt.
Hun blev derfor revet ud af sine tanker, da en stemme trængte igennem til hende. En velkendt stemme.
Hun drejede rundt på hælen, tydeligt overrasket over at blive revet ud af sine dagdrømmerier på den måde. Et smil gled dog over hendes læber, da hun så hvem det var.
"Lord Larn," sagde hun, da hun så at det var ham. Hun sagde det med et smil på sine læber, for hun var glad for at se ham.
Lord Larn og Mariah havde fået opbygget et venskab. De havde nogenlunde de samme ideer, og de snakkede godt sammen. Hun var altid glad for at se ham.
"Mine mænd mangler våben, og jeg har hørt rygter om at I har de bedste våbensmede," svarede hun med et smil, som for at forklare hvad hun lavede der.
"Men det er da heller ikke så tit en søn af en lenhersker begiver sig hen til sådan et sted her, langt fra alting?" spurgte hun og kiggede på ham.

[Borin Larn]

Lady Urbram, eller Verd om man ville, var en kvinde med en uimodståelig karisma. Hun var af Norden, og besad en styrke som de var så kendt for - men hun var også blid og velformuleret. Borin, der stadig blot var en ung mand der ledte efter sin plads i verden, beundrede hende meget. Så meget som man nu kunne beundre en kvinde. Men hun var nu ikke en hvilken som helst kvinde... De to delte adskillige synspunkter, og Borin havde altid været i stand til at tale sandt med hende. At hans problemer med en vred far, var lig hendes problemer som kvinde, var nok ikke tilfældet - men de havde nu begge besværligheder, som på en måde kunne være med til at forene dem i et venskab? Uanset hvad, så var hun en højt respekteret og troværdig ven(inde) og allieret af Borin, og han respekterede hendes ord som kom de fra en hver anden mand. Han ville nok ikke være i stand til at sige nok velsignende ord om hende, men det var jo ikke altid passende at gøre den slags.

Måske var Borin naiv i sin tro på ægte venskaber i et land som dette, men han havde skam tænkt sig at tage chancen med Lady Urbram. Borin smilte da hun sagde hans navn, og slap tøjlerne om hans ganger. Han var teknisk set ikke en Lord, endnu, men han protesterede ikke. Denne dag ville hans beboere og undersåtter dog kalde ham Lord, da hans gamle far var væk på et ærinde. hans ene fod blev svunget over gangerens ryg, og hurtigt hoppede han med lethed ned fra hans ganger, og vendte sig imod Lady Urbram. hans ganger var trofast, og ville ikke løbe væk, så den stod i stedet og græssede en smule ved søens bred. Desuden ville den ikke nå langt, for så ville hans mænd opspore den, hvis den altså smuttede. Han nærmede sig hende og lyttede til hendes forklaring vedrørende våben hun manglede, men kunne ikke lade være med at lade et blik glide ud over den lille sø. Han skulle til at svare, men så talte hun igen, og det frembragte blot et diskret smil på hans læber, og hans stoppede op et par meter fra hende, med begge hænder bag hans ranke ryg.

"Et Len kan ikke udelukkende regeres fra et højsæde. Det er min pligt, hvis jeg en dag skal forestille at lede disse Lener, at lære dem at kende. Og jeg kender disse lande, søer, stier og veje som mit eget sovekammer. Desuden - så er Østens skønhed svær at ignorere."

Lød det fra ham i en lettere elegant tone. Han kendte sit Len, ja hele Østen, ud og ind. Han var leder af et kompagni at kappe- og kutteklædte vejvogtere, der bevogtede Østens grænser, veje og landsbyer imod trusler fra banditter, tyve og røvere. Hvis man så bort fra byvagterne, riddere og soldater - så var vejvogterne den absolutte lov i Øst - men alligevel ikke set af mange.
Borin placerede sin ene fod lidt længere fremme end den anden, og placerede sin vægt på den i en mere afslappet stilling. Det behøvede jo ikke være så formelt det hele. han tænkte lidt over hvad hun før havde sagt vedrørende våben, og lagde hovedet en smule på sned.

"Hvis våben er hvad De mangler, så ville et simpelt brev have været nok. Men jeg må jeg sige at Deres besøg glæder mig."

Svarede han først og tænke derved lidt videre over det med blikket imod en solsikke imellem dem. Det var sandt af Østens smede, som et resultat af den voksende fattigdom i Øst, har måtte revurdere sine metoder, og udvikle nye. Så i løbet af nogle få år, var Smedene i Østen blevet yderst specialiserede og meget nytænkende i deres måde at grovsmede jernet på. Han vendte atter sit blik imod hende, denne gang en smule mere tænksomt.

"Hvis jeg ikke tager fejl, så vil en sending af våben ankomme til Larn By i morgen. Og som De nok kunne forestille Dem, så har vi ingen mangel på våben. De vil kunne bevæbne omkring 150 mænd.. og vil forhåbentlig være nok indtil flere bliver lavet. Vores smede er de bedste, men kvalitet tager desværre sin tid."

Svarede han lidt tænksomt, men stadig med et lettere tilfreds smil over hans læber. Han kunne godt lide at fungere som overhoved af en art - og blot det at have styr på lidt af hvert var altid tilfredsstillende. Det var selvfølgelig underlagt at disse våben ville kunne købes eller fungere som bytte for noget andet. Østen havde en imponerende hær der slet ikke manglede våben af nogen art - så det var altid oplagt at våben kunne sælges eller byttes til allierede og venner som Lady Urbram.

[Mariah Urbram]

Mariah havde snakket med Lord Hay. Op til flere gange, og det havde ikke været en oplevelse der var værd at skrive hjem om. Derimod kunne hun godt lide at snakke med hans søn. At han endnu ikke var en Lord, så hun igennem fingre med. Han opførte sig som en Lord - mere end hans far gjorde - så hun så bestemt intet galt i at kalde ham en Lord.
På trods af hans unge alder, var han ikke dum. Han vidste mere om tingene end hun gjorde, da hun var så ung som han. Han var velformuleret, og Mariah nød altid at snakke med ham. At de så var enige i mange ting, var bare et plus i bogen.
Når Lord Hay engang stillede træskoene, havde Mariah sagt til den unge Lord Larn, at hvis han skulle have hjælp, sagde han bare til. Hun vidste hvor svært det var at skulle overtage et len, og nogle gange kunne en hjælpende hånd virkelig komme på det rette sted.
Mariah respekterede ham meget og var glad for hans venskab.

At Mariah selv var en smule naiv, når det kom til at tro på venskaber, gjorde hende ikke så meget. Hun havde gentagende gange fået af vide at man kun måtte stole på sig selv, men hun valgte at stole på Lord Larn. hun valgte at stole på hans venskab, selvom det måske var lidt risikabelt. Hun havde i hvert fald ikke tal på, hvor mange gange hendes embedsmænd havde sagt at man ikke kunne stole på venskaber. Men hun var gammel nok til selv at tage beslutninger, så det havde hun gjort. Så måtte de se hvordan det endte.
"De snakker allerede som en rigtig og god Lord," svarede hun med et smil på sine læber, da han forklarede at et len ikke bare kunne regeres fra et højsæde.
"Som lenhersker bliver man nødt til at komme ud, man skal se hvordan befolkningen har det og hvordan lenet har det. Man kan ikke se alting fra sit højsæde," tilføjede hun. Selv rejste hun meget. Hun ville gerne ud og se ting, og man kunne jo ikke få alt af vide ved at sidde og glo hele dagen. Desuden blev hun rastløs, hvis ikke hun fik lov til at komme ud. Hun blev nødt til at se tingene med sine egne øjne. Spejdernes øjne var ikke altid nok.
"Østens skønhed er virkelig svær at ignorere. Det er ærgerligt at flere folk ikke får den at se. De går virkelig glip af noget," svarede hun og kiggede lidt rundt.
Nede østpå kunne tingene godt se anderledes end oppe nord på. Hun var så heldig, at hun ikke boede i det koldeste nord, så der kunne sagtens komme masser af forårsfarver, og ikke kun røde og grønne farver, som helt oppe nord på. Vintrene var heller ikke helt så hårdere ved hende, som de var længere nordpå. Alt i alt nød hun at bo hvor hun gjorde. Hun havde intet imod de kolde vinternætter og vintrene der varede lidt længere, end for eksempel i østen.
Men hun nød også set rejse rundt og se andre steder af landet. Hun kunne godt lide at komme til kongebyen, selvom der kunne være så forbandet varmt. Hun kunne godt lide at komme og se østens skønhed eller tage helt nordpå og se hvor smukt der var der. Hvert sted havde hver sin skønhed, hvis bare man ville åbne øjnene og se det.

Hun trak på smilebåndet af det han sagde med at hun bare kunne sende et brev. Hun kiggede lidt på ham med smilet spillende på de fyldige læber.
"Well.. det kunne jeg have gjort. Men hvad havde det sjove været i det?" spurgte hun. "Med et lille brev ville jeg heller ikke kunne stå og snakke med Dem nu, og det ville ellers være en skam. Så jeg tror det var en god ting at jeg valgte at komme til deres smukke len i øst, i stedet for bare at sende endnu et brev," svarede hun. Hun mente hvert et ord hun sagde. Og så nød hun at være i hans selskab. Det havde hun gjort lige fra første gang hun mødte ham. Han var ikke som sin far, og det kunne kun være en god ting.

Mariah havde ikke forstand på våben. Hun havde et sværd hængende over en pejs, men det var det hele. Hun kunne bruge et sværd længe nok til at kunne råbe om hjælp, men heller ikke mere end det. Dog havde hun hørt rygter om østens smede, og hun håbede på at det var rigtigt. Hendes mænd skulle gerne have de bedste våben, også selvom det måske ikke var krig nu. Man kunne ikke vente på at krigen kom, det vidste hun. Og selvom hun hellere ville afgøre krigen med ord, vidste hun at sådan en skulle afgøres med sværdets kolde stål.
Hun lyttede opmærksomt til hans ord og nikkede lidt.
"En sending på 150 vil være nok til at starte med. Jeg kan altid komme tilbage efter flere. Ved De hvor de bliver sendt til? Jeg skal gerne have fat i den rigtige mand, så der kan laves nogle forhandlinger," svarede hun ham med et smil. Hun var ikke dårlig når det kom til handler. Men hun ville også betale prisen, hvis det var kvalitet. Kunstneren - i dette tilfælde: Smeden - skulle selvfølgelig have en ordentlig pris for sit arbejde.

[Borin Larn]

Det så ikke ud til at hendes medfølge af soldater, riddere og tjenere havde lagt mærke til at han var kommet hen til hende. Og hvis de havde lagt mærke til det, så måtte de kunne genkendte ham, eller noget. Men det var nok heller ikke det mest smarte at drage sværd imod sønnen af den Landlord, hvis Len man befandt sig på. Her var Borin sikker - og hele Lenet - ja Østen i sig selv var hans hjem, et helle. Han var også godt beskyttet. Han var jo ikke naiv nok til at tro at der ikke var banditter og røvere i Østen. Der var faktisk overraskende mange, og vejene var slet ikke lige så sikre som vejene i resten af landet. Så der var mange måder hvorpå man kunne udlede at dette følge ikke var fra Øst. Den lejr der var blevet slået, var alt for usikker, og ned imod en mindre sø mod øst, som tiltrak bjørne i denne sæson. Der var en lille gruppe træer ved foden af en bakke, mod syd, og et skovbryn til en meget større skov mod nord. Dette gjorde at en større gruppe, eller et følge, som vel og mærke ikke kendte terrænet, nemt ville kunne fare hovedkuls ind i en ukendt skov hvis de blev angrebet fra vest. Men tanken fik blot Borin til at smile en smule - for nu var det ikke banditter der omringede dem - men Borins egne mænd. Man kunne hverken se, høre eller lugte dem. Men det var altid en trøstende tanke at seks stærke mænd med ben i næsen, og som også var mesterlige skytter, omringede dem for beskyttelse.

Borin fjernede det midlertidige blik fra hendes følge, og vendte det imod Mariah i stedet. Hun var en kvinde af en usædvanlig skønhed og statuette. Hun var Landets eneste kvindelige lenshersker(inde), såvidt Borin var orienteret. Og, hun syntes at forstå de fleste af de mænd der omringede hende. Hun var unik, og på en underlig måde, ægte... en vaske ægte kvinde. Ikke blot en lille pyntedukke. Måske havde hun en gang været en pyntedukke, men tiden og hvad den havde bragt, havde modnet hende. Men nok om dette.
Borin kunne ikke andet end nikke til hendes bekræftelser af hans ord, og smilte blot høfligt. Han havde lyst til at smile fjoget, og egentlig opføre sig som den 'knægt' han egentlig stadig var. Men det ville være upassende, selv i selvskab med Mariah, der syntes at kende ham rimelig godt. Borins blik gled flygtigt mod hendes smil og andre træk ved hendes ansigt der pegede i retning af at hun rent faktisk havde lyst til at være der. Hun var måske en af de få der stadig havde en ærlig lyst til besøge Larn. Men om hun var kommet for at besøge ham, besøge Lenet, eller besøge hans far; betød ingenting. Faktum var at hun var kommet dertil, og intet andet var af betydning.

"Uanset hvad, så er jeg glad for De er kommet. Respekterede Ladys som Dem selv er der ikke en overflod af her i Lenet."

Svarede han så og smilte lidt bredere. Han følte sig en smule rastløs. En typisk ting der skete ved ham når han var udendørs og befandt sig i en lettere spontan samtale. Dette var blot en af de mange små ting der stadig understregede hans ungdom og mangel på erfaring. Han talte måske som en af større alder og erfaring, han var måske intelligent og talentfuld for hans alder - men ikke alt kunne der rodes bod på over kort tid. Derfor genplacerede han sine ben, og fjernede vægten fra det ene og over på det andet. Hans hænder gled fra hans ryg og krydsede i stedet hans bryst i en åbenbart afslappet position. Et smil spillede sig atter over hans lidt buttede læber, og smilerynker prægede hans ansigt idet hun endnu en gang gav udtryk for hendes ærlige og konkrete tankegang. Mange andre Lords og Ladys ville ikke give udtryk for hvad hun gjorde, og ville ikke betale en smed direkte for noget som dette.

"Sendingerne af våben kommer fra adskillige smede i Øst, der ofte er medlemmer af smedelav. De bliver sendt ugentlig og månedlig til Larn By, det samme med morgendagens sending. Jeg betaler smedene på forhånd, og dækker derved også omkostningerne for materiale og transport til gengæld for den gode kvalitet..."

Forklarede han lidt, stadig med smilet på hans læber, men overgået af en informativ talemåde. Hun ville være velkommen til at besøge dem alle og takke dem alle i forskellige byer og lav. Men i Øst, hvor handel og håndværk var mere internt, så blev stort set alt overset af de respekterede Lords, såsom unge Borin eller Lord Legan - for netop at undgå at ikke alt for meget handel foregik udenfor Østens grænser. Det var skam ikke fordi man var selvvisk i Øst. Det var blot et resultat af den voksende fattigdom og arbejdsløshed under den periode i hvilken grænserne var lukket. Så for at holde alting kørerende - så forsøgte man at holde hvad der blev lavet i Øst, indenfor Østens grænser, og samtidig importere så meget som muligt.

"Jeg foreslår at De lader en af Deres embedsmænd ordne de specifikke aftaler om fremtidig våbenhandel med Maester Raegan, som fungerer som vores møntmester... Men morgendagens sending af våben, kan De tage med Dem hjem så snart De ønsker det. Betragt det som en gave, og en gestus forud for, forhåbentligt, mange års fremtidig samarbejde og velstand imellem vore Lener og Huse."

Tilføjede han roligt, afslappet og venligt, for til slut at slutte det af med et lille blink fra øjet. Det handlede ikke altid om materiel velstand. Såvidt han var informeret, var hendes Len stadig under eftermælerne efter den utidige død af hendes mand, Lord Verd. Og han ønskede selvfølgelig at hjælpe til så vidt som muligt - og ligeledes understrege hans gode intentioner vedrørende det at få oprettet en god alliance, og forhåbentligt, et langvarigt venskab med Lady Mariah. Det ville så sandelig ikke være naivt af Mariah at tro at hun havde en ven i Borin, for han havde intentioner om at fungere som en ven overfor hende.

I et kort øjeblik lod Borin sit blik glide hen over søen, og som en sjov ting, forsøgte han at spotte et af hans mænd - men det kunne ikke lade sig gøre. Han sukkede så med et smil, og vendte øjenbrynene i vejret og blikket imod hende.

"MenDe må være træt efter den lange rejse, så i mellemtiden kunne jeg måske tilbyde Dem og deres følge min gæstfrihed? Der er altid plads til gæster i Larn Slot."

Spurgte han så og skævede lidt imod hende. Det ville være uhøfligt ikke at tilbyde sin gæstfrihed. Og ja, der var masser af plads. Der var jo trods alt kun Borin og hans far. Og når den gamle mand smed skoene, ville der kun være Borin på et stort slot - så han kunne lige så godt udnytte chancen for gæster.