|
|
Post by Admin on Aug 29, 2012 10:22:21 GMT 1
War Is Coming
"Old stories are like old friends. You have to visit them from time to time."
Otte år er gået, siden krigens mørke skygge kastede sit lange slag henover Det Frie Land. Lord Taurus gemmer sig bag sine forstærkede stenmure, gnidder papirsider mellem sine blege fingre og holder vejret. Kong Robert Norgarthon vandrer i sine guldklæder, med kronen på sin pande og vinen i sit skæg, fortvivlet over hvad der skal komme med den næste sommer.
Men mellem hver sommer er der vinter.
Og vinteren kommer.
Tretten års varme er snart forbi.
Lord Hay Larn var en gammel bitter mand. Han havde støttet Lord Taurus under Den Store Krig med en hær på otte tusinde fodsoldater og to tusinde heste. Larn havde sendt mange dygtige riddere og krigere afsted til at kæmpe for sin sag; en sag han ikke agtede at opgive. Fligøerne var frodige og rige på metaller, byerne var rige på store skibe, og handlede med lande og kontinenter, som Lord Larn endnu aldrig havde set. En fast handelsaftale med så stærkt et søfartsfolk, var ikke en dårlig plan, og Larn vidste, at østsiden af Det Frie Land havde vildt og farligt farvand - der var ingen tvivl om, at Lord Taurus ville have interesse i at kende en lods, som kunne sejle hans skibe sikkert til land.
Taurus var et stærkt og magtfuldt Hus, vidste Lord Larn, men Kong Valdemar ville aldrig tillade, at en rebelsk Lord skulle kalde sig Kongen af Fligøerne.
De kan krone den tosse de vil, mente Lord Larn, som aldrig havde interesseret sig i Kongerækkerne. En krone vækker dine fjenders interesse, plejede han at sige. Kun guldet kan vinde deres loyalitet.
Da Krigen brød ud, var Lord Hay Larn en af Taurus' største og stærkeste tilhængere, men hans politiske valg blev ikke mødt positivt af landsmændene. Kun nogle få fririddere og en enkelt herremand i Norden tilbød Taurus deres sværd, og endnu færre mænd og krigere tilbød hjælp fra Vest.
Taurus' hær var lille, men han ejede flere skibe en hele det Frie Land tilsammen (sørøvere og smuglere ikke medregnet).
Krigen var lang og kostede mange menneskeliv. For hver Flig der omkom, faldt to af Kongens soldater. Taurus så I lang tid ud til at vinde krigen, da Kong Valdemar gradvist mistede sine landsmænds loyalitet. Fleresmed Valdemars flag fra sig, og sluttede sig til friridderne. Endelig, da Kong Taurus havde Det Frie Land i sin hule hånd, skete der noget uventet.
Vesten havde holdt Fligerne på afstand længe nok, uden megen hjælp og støtte fra Valdemar, som havde barikaderet sig i Kongebyen. Sommerdal sendte en håndfuld riddere afsted for at bede Kongen om hjælp til at forsvare Cirkelhavet.
Ikke mange ved hvad der skete, men den dag faldt Kong Valdemar til Ser Terons sværd. En ridder af Sommerdal, kongens allierede, endte krigen med sit sværd.
Lord Hay Larn vendte brevet i fingrene. Det røde Segl var for længst brudt og ordene var læst til slid. Løfter der endnu skulle håndhæves, mumlede den gamle mand i det mørke kammer.
Et nyt pergament blev skrevet. Skælvende ord på papiret. Den kobberfarvede ugle ville bære ordene ulæste til deres destination.
Endnu et brev blev skrevet. Et brev, der bar en mørkere bøn, og dette blev ikke forseglet med Larns Hus.
En genoprettelse af balancen, hostede Hay Larn hæst. Jeg sikrer mit Hus.
En ordre. Et løfte. Dette var alt der var behøvet.
Brevene blev sendt på lette vinger kort efter. En brun ugle bar det første, og en sort ravn det andet. Sorte vinger, sorte ord. Hay Larn fandt atter vej til sit kammer, hostende, opgivende og træt. Livstræt.
Den sorte ravn ankom samme aften til Nordsol, med en ordre på et royalt mord.
Uglen ankom til Fligøerne, hvor Lord Taurus med skælvende hænder og et flakkende blik læste ordene:
Husk dit løfte
|
|
