På besøg i et andet len.

[Mariah Urbram]

Lady Mariah Urbram, eller Verd som nogen yndede at kalde hende, sad med rank ryg på sin hest, mens hun red af sted til Ardyns len. Hun var inviteret til en eller anden turnering, og det havde hun ikke kunnet sige nej tak til. Hun havde haft brug for at komme lidt ud, og dette var en anledning til det. <br>
Selvom hun vidste at hun burde være iført kjole og opsat hår, grundet dagens anledning, havde hun ikke gjort som hun burde. Hun var iført sit sædvanlige tøj; et par tætsiddende bukser, der smøg sig omkring hendes lange og slanke ben. På overkroppen havde hun en mørk skjorte, hvor et korset prydede det hele udenpå, og fremhævede hendes talje og kvindelige former. Udenover det hele, havde hun sin blå, forrede kappe over sine skuldre. Selvom det var ved at være forår, var det stadig ikke fantastisk varmt.
Hun red heller ikke i damesaddel. Hun forbandede damesadlerne langt væk, og ville helst bare være totalt fri for dem. Det var bare ikke altid muligt.
Hendes krøllede, mørke hår var heller ikke sat op, men faldt som et vandfald omkring hendes skuldre og ryg.
Omkring hende, red nogle soldater. En kvinde som hende, red ikke alene af sted. Hun havde også en af sine embedsmænd med sig også, og han red ved siden af hende. De snakkede roligt med hinanden, hvilket de altid gjorde. Hun nød at snakke med sin embedsmand.
Turen var ikke fantastisk lang. Den tog en halv dag, eller deromkring. De var derfor taget af sted tidligt om morgen, så de kunne være der i ordentlig tid.

De ankom til Ardyns len, omkring sidst på middagen. De havde ikke reddet fantastisk hurtigt, men langsomt var det nu heller ikke gået.
De red direkte til Ardyns hjem, hvor hun vidste at de også skulle overnatte.
Hun anede faktisk ikke så meget om dette arrangement, men hun havde takket ja til at komme. Lidt spændende var det vel egentlig også.
Hun skulle også snakke med Ardyn inden turneringen skulle gå i gang.
Hun red ind i gården sammen med sine mænd. Der kom straks et par stalddrenge ud, for at tage imod deres heste.
Hun hoppede ned fra sin hest, og spurgte om vej til deres herrer. Hun havde nogle papirer hun skulle overrække ham, inden der skete alt muligt andet.
Hun fik af vide hvor han var, og vejen derhen blev beskrevet for hende.
hun gik inden for, hen ad en masse gange, før hun stoppede foran en dør. En vagt - sikkert en livvagt - stod udenfor døren.
"Jeg har nogle ting jeg skal overlevere til Lord Ardyn," sagde hun, og kiggede på livvagten.

[/font]

[Veulf Björkvind]

Slottets præg stod stoisk og solidt, med en frodighed kendt i vesten; en grøn berøring af mos på murene, blomsterbede i vej kante og menneskefyldt, selv i slottet, af de mange landes riddere og soldater som er kommet for at deltage i de mange discipliner i turneringen. Alt fra bueskydning og kast, til den sande ridderkamp med både lanse og nærkamp.
Livvagten som stod ved den massive dør, som nok mere lignede en port; trådte frem foran Lady Mariah Urbram, med et ret usselt buk, da der ingen træk voksede på hans ansigt, dog et buk det var det.
Han var kendt som Veulf Björkvind, en ufattelig stille mand, som det skulle vise sig at han levede op til at værre, da han blot rakte sin hånd frem for at tage imod disse såkaldte ting, gerne med lidt tjep på, hvilket han hentydede til med et småligt vink med den fremrakte hånds fingre. "Soldaterne bliver herude..." sagde han tungt, med en stemme som lå grufuldt i overensstemmelse med styrken i hans brune øjne, og de muskler som ellers lå skjult under et mindre lag af læder rustning.

Man skulle tro at han ville være til turneringen og det marked som hørte med til sådanne en begivenhed, men da Ardyn jo vel ikke var der, måtte han ligeledes og ubetinget blive i hans nærhed. Selvom han godt vidste hvem han stod overfor, var der stadig et sæt af regler han gerne så fuldt til punkt og prikke, hvilket vel lå naturligt til en hirdmand og ridder.

[Mariah Urbram]

Mariah havde kun været i Ardyns len hvis hun skulle ride igennem, og så et par gange, da hendes mand skulle herhen. Dette var første gang, hvor hun ligesom skulle klare det alene.
Alligevel frygtede hun ikke som sådan noget. Hun vidste, at selvom hun ikke var på hjemmebane og selvom hun var en kvinde, havde hun samme rang som Lord Ardyn selv, hvilket gjorde at hun havde ret til at blive hørt.
Mens hun gik hen ad gangene, kiggede hun lidt rundt. Hun fandt det rimelig hyggeligt, men hun havde bare heller ikke alverdens tid. Hun vidste at hendes soldater egentlig gerne ville ud og se turneringen, og hun vidste at det ikke burde tage særligt lang tid at få afleveret papirerne.

Hun havde ikke rigtigt snakket med livvagten før. Hun huskede ikke engang at have set ham før. Hun kiggede også bare på ham, da han bukkede for ham.
Hendes blik blev en anelse mistroisk, da der blev sagt at hendes soldater skulle blive ude. Hun valgte dog at lade være med at sige noget til det, og nikkede bare til dem.
"Mine soldater kan sagtens blive ude. Men papirerne afleverer jeg selv til Lord Ardyn," sagde hun så. Hun ville under ingen omstændigheder give papirerne til en livvagt. Det var fortrolige papirer, som kun Lord Ardyn måtte modtage.
HUn havde godt hørt om hvad der var sket for Lord Ardyn, og hun havde ondt af manden. det var jo en forfærdelig tragedie. Derfor vidste hun heller ikke helt hvad hun skulle forvente at møde, når hun mødte ham.

[/font]

[Veulf Björkvind]

En frontal kollision af to perfektionister, Veulf og Mariah; begge af de to mennesker, der vil have alt bliver gjort som sagt. Derfor kunne man også bare se hvordan Veulfs øjne trak sig sammen og at han stod fast, blot med hånden fremme.
Han måtte dog give sig, da der blev råbt fra salen bag den store dør, "Veulf!" Med et grynt lod han armen falde ned til sin side og vendte sig om, uden videre ord. Han trak ned og åbnede døren, som knirkede tungt af dørens vægt med dens hængsler som advarede om at de kunne give efter når end det skulle være.
"Lord Ardyn... De har gæster. Lady Verd af Verd Lenet" sagde han da han var trådt halvt ind igennem døren. Veulf kiggede dernæst på Mariah og lavede en gestus til at hun måtte komme ind.

[Mariah Urbram]

Mariah var kendt for at være perfektionist. Det kunne være utroligt ekstremt, og hvis man kom hjem til hende, var man ikke i tvivl om, at der boede en perfektionist.
Men det var bare sådan hun var. Hun havde altid været sådan, og hun kunne virkelig godt lide det.
Hun elskede at rette på tingene, hun elskede at gøre tingene så perfekt som muligt.
Derfor var hun nemlig også den type, der ville have at folk gjorde præcis som hun sagde. Hun kunne blive i meget dårligt humør, hvis tingene ikke blev gjort som hun sagde.
Derfor ville hun heller ikke give vagten de papirer hun havde. Bare fordi han var en livvagt, skulle han ikke bestemme over hende. Om så de skulle stå der hele dagen. Hun ville nægte at give ham hylsteret.
De kom ikke til at stå der hele dagen. Der gik ikke lang tid, før en eller anden - sikkert Lord Ardyn - kaldt inde fra rummet. Det betød at hun havde vundet.
Derfor kom der også et lille, triumferende smil frem på hendes læber. Hun kunne ikke lade være.
Som den kvinde hun var, ventede hun pænt på at hun fik lov til at gå ind. Hun sagde heller intet, men stod bare og ventede.
Da døren så blev åbnet for hende, kiggede hun en enkelt gang på vagten - stadig med det triumferende smil på læberne -, før hun gik ind i rummet.

Egentlig skulle dette helst ikke tage særligt lang tid. Hun skulle bare aflevere nogle fortrolige papirer. Hun anede ikke selv hvad der stod i dem.
"God eftermiddag, Lord Ardyn," sagde hun, og gik hen til dem.
"Jeg undskylder at jeg bliver nødt til at forstyrre Dem, men jeg fik af vide, at jeg skulle aflevere nogle papirer til Dem, nu hvor jeg alligevel skulle herhen," sagde hun og sendte ham et venligt smil.
Hun åbnede hylsteret, og trak nogle papirer ud. Der var segl på dem, så man kunne se, at de ikke var blevet åbnet.

[/font]

[Veulf Björkvind]

Efter at Mariah var trådt ind, lukkede Veulf døren efter sig, med et meget tungt humør, da han tydeligvis selv opfattede at han havde tabt kampen. Men det kom ikke bag på ham, da Mariah trods alt var stillet større i systemet. Med et ligeledes tungt rummel da porten åbnede, lukkede den også med et klapper.

Tiden gik inde i salen, og Veulf stod blot og ventede sammen med Mariahs vagter. Vagterne stod og snakkede i spænding om turneringen. De havde fået lidt mod i at deres Lady havde vundet imod livvagten, så de trådte lidt frem og forsøgte at snakke med ham, omkring turneringen.
Igennem hele snakken stod han, lidt mopset over tabet, og svarede ikke på de irriterende spørgsmål fra vagterne. Efter at have kigget ned på vagterne længe nok, trak de sig væk igen, og lod ham om sit arbejde.

Veulf hørte tre klap fra bag døren, og han vendte sig for igen at åbne døren, denne gang så Mariah kunne komme ud.

[Mariah Urbram]

Afleveringen af papirerne tog ikke synderligt lang tid. Mariah var bare glad for at komme af med dem. Hun havde selvfølgelig været nysgerrig om hvad der stod i den, men hun kunne godt have gættet sig til, at de var forseglet. Hun havde fået af vide at det var vigtige papirer, og at de derfor skulle afleveres så snart hun ankom.
Hun forblev i rummet indtil hun var sikker på at Lord Ardyn havde åbnet papirerne. Derefter gik hun hen til døren, og bankede på, for at kunne blive lukket ud.

Da hun kom ud, opfangede hun kort, at hendes soldater snakkede om turneringen. Hun trak lidt på smilebåndet af det.
Hun vendte sin opmærksomhed mod den tavse livvagt fra før.
"Hvad med dem, Ser... Veulf," sagde hun. HUn havde hørt hans navn før, og havde ikke glemt det. Hun skulle bare være sikker på at hun havde fået det rigtigt.
"Skal De ikke til turneringen?" spurgte hun så. Det var jo en stor turnering, og det ville da undre hende en lille smule, hvis ikke alle skulle med til den.

[Veulf Björkvind]

Veulf skævede et øjenbryn højere på panden da hans navn blev nævnt, fulgt af et spørgsmål. Zarv Ardyn var på det tidspunkt på vej imod døren, med papirene i hånden, åbnet og læst. Han skal videre til sine embedes mænd og diskutere.
Veulf vendte sig og gjorde plads til Lord og spurgte, "Min Lord?", hvilket hurtigt blev fulgt af et vink over skulderen af Zarv. "Gå for pokker ud og hav lidt sjov, fjols... Blot hold igen med at slå alle ridderne ihjel.". Veulf bøjede sig dybt, markant dybere end han havde gjort overfor Lady Mariah.

Da nikkede Veulf til Mariah, og lukkede først da døren til salen bag sig. Dernæst gav han gestus til at følge efter. Af ren traditionel gestus, når man fik adeligt besøg, blev der tilbudt ophold i et af slottets gæsteværelser, i hvert fald for Ladyen. Soldaterne havde valget at sove på en lokal kro eller i byens kaserne. Så Veulf førte Mariah hen til et af gæsteværelserne, naturligvis med en tjener tilstede i lokalet, samt muligheden for et bad og noget mad.
"Ridderne kommer til pladsen, om en time..." sagde han så, drejede rundt på hælen og gik så imod kasernen, for at forberede sig selv på turneringen.

[Mariah Urbram]

Mariah flyttede sig lidt, da Lord Ardyn kom ud. Han så optaget ud, mens han kiggede på papirerne, hvilket egentlig gjorde hende en smule nysgerrig. Hun ville gerne vide, hvad der stod i de papirer. Det så rimelig vigtigt ud. Hun holdt dog masken, og fokuserede sin opmærksomhed på sine soldater og på livvagten.
Et smil kom frem på Mariahs læber, da Zarv bad sin vagt om at gå ud og more sig. Så var alle rygter om Lord Ardyn altså ikke helt sandt, kunne hun konstatere, hvilket fik hende til at smile lidt.

Mariah fulgte livvagten. Hun kunne høre at hendes soldater fulgte efter dem, mens de snakkede om turneringen. Hun havde intet imod at de deltog, så længe de passede på sig selv. Hun ønskede ikke at komme hjem med færre soldater end dem hun ankom med. Desuden ville deres familier nok ikke blive helt tilfredse med, at en bror eller far døde i en eller anden turnering.
Mariah priste sig lykkelig for, at hun fik et gæsteværelse tilbudt. Hun havde intet imod at sove på en kro eller et herberg, men når hun kunne få et gæsteværelse, ville hun da helt sikkert hellere have det.
"Tak for hjælpen, Ser Veulf," sagde hun, lige inden han gik. Hun nikkede til sine soldater, der også havde hørt at de havde en time til at gøre sig færdig i.
Hun forsvandt selv ind i lokalet for at nette sig lidt.

Der var gået omkring en time, da Mariah forlod gæsteværelse. Hendes trofaste embedsmand stod udenfor og ventede på hende.
Sammen med ham, gik hun ud til stedet hvor turneringen blev afholdt.
De blev vist op til de bedre plads, hvor de andre adelsfolk sad, og hvor der egentlig bar bedst udsigt.
Hun satte sig til rette, og en tjener kom med et krus med vin til hende. Hun tog pænt imod det og sippede lidt til det, mens hun ventede på at turneringen skulle gå i gang.

[Veulf Björkvind]

Turnering! - Stod der med store bogstaver på et enormt banner over et nyligt opbragt område, hvor der før var intet end en nogenlunde flad græsmark; nu et stort marked, fyldt med mad, mjød, og yndig vestlig kød, alt sammen et øjets fryd. Musik blev spillet af med enorme kredse af folkedans til det, med ligeledes prægtig akrobatik, flagjonglering og børn som løb overalt, gerne med et kandiset æble i hver hånd. Alt dette var dog, med intet problem, overgået af de mange turneringer som var igang, på de lidt større arealer, især på pladsen hvor Lady Mariah havde sat sig, da der var gjort klar til ridder turneringen. Alle pladser var optaget, med undtagen af de kongelige og mere adelige. Børn hang udover alle kanter af områdets indhegning, hvor gangerne med skindende rustning trådte ind, med deres ryttere langt mere strålende, med deres fuldkrops rustning og enorme lanser, som blev gjort parat til tre omgange.

De første riddere var en rytter fra øst; nærmere sagt Larns len hvis rustning havde fået en fuld kobber legering, for at matche lenets banner, som var en kobberfarvet ugle.
På den modsatte side af arenaen kom nu ind; et banner med en stjerne, med en slange omkring sig, gul og grøn på sort. Ergo, var ridderen også iført farver som var ligeledes gule, grønne og metal farve. Mehns Len, kunne det kendes han var fra.
En mindre stilhed faldt over stedet da en lidt tyk mand trådte ind på midten af arenaen og råbte op med hele hjertets kræft, så meget af den der ikke kæmpede imod fedtlaget der forsøgte at sluge det.
"Herre, fruer, Ladies og Lords! Velkommen til Vestens mest storslået begivenhed i hele landet! Tag dem solidt til rette og hold fast, fordi vi ligger hårdt ud med to giganter! I en næsten syndigt pudset rustning i kobber; har vi Ser Dandion, af Larns Len! Den tykke mand tog en stor pause, stakåndet, imens at bifaldet faldt højlydt i hele arenaen over Ser Dandions tilstedeværelse i turneringen. Da folket ble færdigt, tog manden endnu en indånding og udbrød så, "Og nu, i modsatte side, i gult og grønt; en velkendt ridder af vor fantastisk land --- Ser Arnsön af Mehns Len! Den tykke mand haltede væk fra pladsen, endnu engang stakåndet, imens at - måske et højere bifald - over den vestlige ridder.

Lanserne blev bragt til ridderne, og folket var allerede begyndt at råbe til sejr for hver side, nærmest som om at selv publikumet kæmpede om en form for ære, i en kamp om hvem der kunne råbe højst imod den modsatte side af arenaen.
Stille blev det dog, da ridderne nu fik lanserne oprejst i luften og hestene blev vendt imod hinanden; intet end et lille stakit til at blokere end total kollision.

[Mariah Urbram]

Mariah var ikke glad for vold og slagsmål. Hun mente at alle ting burde klares med ord, for så skete der intet. Ingen kom til skade, og alt ville være okay. Men sådan kunne alting ikke ske. Og en turnering, var netop en turnering, ikke noget farligt. Folk havde meldt sig frivilligt. Derfor var hun heller ikke helt så bekymret.
Hun havde fået en rimelig god plads, og sad mageligt i sit polstrede sæde. Nogle gang var der bare en del fordele ved at være adelig. Hun blev ikke nødt til at stå mest mellem en masse råbende mennesker. hun kunne sidde pænt blandt ordenlige mennesker, og det nød hun virkelig.
Mariah var ikke snobbet, og hvis hun havde blevet nødt til, havde hun selvfølgelig stået nede mellem de mange mennesker. Men hun var også god til at sætte pris på de goder hun netop havde, fordi hun var født ind i en adelig familie.
Hun havde siddet og snakket lavt med sin embedsmand, da en man begyndte at snakke. Hendes opmærksomhed blev derfor fanget, og hun kiggede hen mod manden der snakkede.

Hendes øjne fulgte ridderne der kom ind. Hun anede ikke hvem de var, heller ikke selvom hun fik deres navn. hun havde ikke hørt om dem før. Men hun kunne genkende deres våbenskjold. Der blev så også sagt hvor de var fra.

Da Mariah sad en smule væk fra de andre mennesker, var deres råben ikke helt så høj. Hun kunne stadig sidde og snakke stille, uden at blive forstyrret.
Hun havde dog sin opmærksomhed på ridderne, der allerede var gået i gang med turneringen.
Rundt omkring sig kunne hun høre forskellige adelsmænd, der sad og væddede om hvem der ville vinde. Der kom penge på bordet.
Mariah rystede lidt på hovedet af det, men blev ved med at kigge på turneringen, for at kunne følge med i den.
Hun anede ikke hvornår hendes egne riddere ville komme ind. Hun så dog frem til det, da hun gerne ville være sikker på at de gjorde lenet ære.

[/font]