Veulf Björkvind

[Veulf Björkvind]

Fulde navn: Veulf Björkvind
Kaldenavne: Veulf, "Den Ve Ulv"
Alder: 39 Vintre
Køn: Mand
Hus: Ardyns Adelhus
Len: Opvokset i Tornbyen og er senere sat i bo, i Ardyns Len
Titel: Ser, Bøddel
Ansigt: Angus MacFadyen (Med sit skæg og semi-langt hår)

Erhverv: Ridder, livvagt og loyal soldat for Ardyn slægten.
Tid: 34 Vintre - Et familie hverv at være i tro tjenste for Ardyn huset
Dygtighed: Oplært siden han var 5 vintre, til at være soldat, er det sikkert at sige, han har styr på at håndtere kamp

Kropsbygning: Muskuløs
Hudfarve: En sund solbrun, da han er fra Vest
Hårfarve og -stil: En auburn brun; tykt og svagt bølget
Øjne og ansigt: Som hans hårfarve, med en kraft i blikket. Et skæg barberet med en skarp dolk
Hverdagstøj: Går altid i en læder rustning, da han konstant skal optræde i sin livvagts stilling, til tider også stykker af pladerustning. Han går også altid rundt med to skjolde, men intet sværd. Når han står for en henrettelse, er han iklædt en traditionel sort beklædning med maske og en kæmpemæssig økse. Kun i eget hjem nøjes han uden rustning af nogen form, hvor han gerne er i løst-siddende bukser og en vest.

Talenter:
- Ukurlig ære: Når først han er kommet i kamp, stopper han ikke før sin modstander er nedlagt. (Lord Ardyn er den eneste som kan stoppe ham, når han er kommet igang)
- Skjoldbryder: Han er oplært i at bruge skjolde som brutale våben, hvilket gør ham utrolig svær at få et slag ind på, skulle man komme i kamp.
- Elite: Hjernevasket til at være en dræbermaskine, er han yderest stærk og har kendskab til krig.
- Veteran: Mange års erfaring har gjort at han kan styre krig, på en generals niveau; har han tålmodigheden til at sidde og lægge taktik.
Svagheder:
- Blodbundet: Hele hans slægt er bundet til at være Adryn husets tro, og at ligeledes repræsentere dem. Dette er en svaghed, da han er blind over for mange sandheder og gør hvert et vink, sin Lord ber ham om.
- Usympatisk: Hans opvækst og at har mistet både sin kone og sit førstefødte barn, har gjort ham ufattelig kold overfor alt der hedder følelser og frygt.
- Asocial: Sammen med sin opvækst, og hans personlighed, er han endt med at fortrække sit personlige ånderum og frihed fra andres pestiente holdninger om tilværelsen.
- Bøddel: Hans omdømme er skrækkeligt og frygtindgydende. Han er ikke blot livvagt og total usympatisk, han er også manden i sort, som halshugger alle på blokken. Børn løber i skræk ved synet af ham, hvilket han umiddelbart har det okay med.

Planer/drømme: At dø en ærefuld død i kamp. Bortset fra dette, er han for gammel til længere at have drømme, efter hans egen mening.
Elsker:
Ligeværdige modstandere
Turneringer
Folk fra Norden
Hårdt arbejde
Hader:
Æreløse mennesker som bueskyttere, tyve og snigemyrdere
Snobber fra Syden
Offentlig kærlighed
Folk som snakker meget, og om ligegyldige ting
Børn(Dette kom først efter han mistede sit eget)
Folk som ikke respektere de kongelige og dens adel
Hemmeligheder: Han har utallige mange kontakter rundt i hele landet, som han ikke giver til kende. Så han har det med nemt at kunne opsnuse folk, som skal sættes lidt på plads. En anden, mere frygtlig hemmelighed er at han som lille ikke har haft kontakt til omverdenen, og at hans forældre har komplet ødelagt hans psyke, til han blev en hjerne vasket elitesoldat. Det endte dog med at han dræbte hele sin familie i koldt blod, da han var blot 15 vintre, og brændte derefter stedet ned, for at skjule alle spor fra mordet.
Personlighedsbeskrivelse: Manden uden et smil og uden latter. Hele hans liv har været en forbandelse, og dette har sat mærker i hans personlighed. Han afskyer menneskelig kontakt. Har et blik i sine øjne, som skær ikke blot igennem sjællen, men videre i ens mod og frygt, og vrider selve livslysten ud af en; så fordømt og tyngende som hans blik er. Han kan dræbe i kold blod, men har - som den eneste følelse tilbage - sin ære, hvilket har gjort ham til en brutal krigere der ikke frygter døden. Når man faktisk er kommet på en nogenlunde god side af ham, vil man opdage at han er temmelig intelligent, på sådan et niveau at han er komplet ligeglad med andre mennesker og deres holdninger, og ser gerne at man lader ham være i fred, når det kommer til ligegyldig snak. Ikke engang som fuld bliver han mere social. Det gør det kun direkte værre, fordi han ikke kan holde sine mange minder nede, og bliver ufattelig aggressiv på alt og alle.

Civilstatus: Enkemand.
Forældre: Ligsom Veulf var de livvagter til Ardyn slægten, som deres forfædre havde været. Som en familie, så de meget venlige og velhavende ud. Deres barn, Veulf, så dog anerledes på dette, da han var ene og alene offer for deres tyraniske opdragelse. De opdragede ham til at bliver den elite soldat som han velsagt blev. De slog ham, sparkede ham, slæbte ham igennem mudder og sten; alt for at hærde ham, med ingen kærlighed på noget tidspunkt. Kun koldt, hårdt slid.
Søskende: Ingen. Blandt andet derfor han er så asocial.
Børn: Havde et ønskebarn med sin afdøde kone, som omkom med moderen i fødsel. Efter hendes død, skabte han en mindre flok bastard børn med vidt forskellige kvinder, for at gøre god på sin egen sorg. (Hvilket ikke hjalp)
Anden familie: En onkel som lever i Nord, og en kusine i Syd. Onklen er nok den person som han er mest glad for af hele familien, da han var den eneste som havde sympati med ham som barn, og var ham som tog sig af Veulf, indtil han var stærk nok til at stå alene. Kusinen er han mindre begejstret for, da hun er en sigøjner som har bastardbørn til at stjæle fra sine kunder. Han hader tyve.

Baggrundshistorie:
Født i en familie af hirdmænd, altså elite vagter for konger og adellige; Björkvind familien. Den var lige så højt stillet som riddere, og bar mange masker i det offentlige, da de til dels skulle repræsentere tronens storhed. Veulf var ene barn og blev fuldstændig ødelagt, psykisk, af sine forældre. Når de ikke havde ham låst inde i sit værelse for at studere skrift og sprog, piskede de ham rundt i regnens kulde med et sværd og skjold i hånden. Han havde absolut ingen kontakt med omverden, før han kom op i en alder på 11-14 vintre, hvor han begyndte at løbe hjemme fra og udforske de mange hormoner som var sprunget frem i hans krop. Forældrene, som selv var eliter, gennemskuede ham hurtigt, og fangede ham i at løbe væk, hver eneste gang. Hver gang blev han straffet, hårde og hårde. Det var da han lige var fyldt 15 vintre, og var kommet hjem fra igen at være løbet væk, denne gang forslået og med sine arme voldsomt skadet. Han kunne ikke længere håndtere et sværd ordenligt, en frygtelig skæbne for en hirdmand, i så tidlig en alder. Så forældrene straffede ham naturligvis på den værst mulige måde... De plankede hans vinduer til og låste ham inde i flere måneder, og gjorde intet andet end at fodre ham, vaske ham og prygle ham. Forældrene kunne ikke bruge en søn som intet værd var som hirdmand. I slutningen... Sagde det klik i Veulf. Han var blevet knækket, ødelagt og fuldstændig fanget i en bersærk af galskab. Dræbte sine forældre i total kold blod og badede i deres indvolde, smilende...

Ikke mange dage efter, var Veulfs onkel kommet på besøg, og fandt kun et nedbrændt hus, hensides skrig af død og Veulf, sovende i stalden, indsmurt i blod og aske, stikende af mødding og gammelt blod. Veulf blev taget med sin onkel hjem, hvor han levede et langt mere frit liv, men det var forsent... Han var for evigt skadet. Det var svært for hans onkel at kommunikere med ham, men Veulf var meget modtagelig for undervisning af alle former. Alligevel kom han aldrig til at smile igen... Ikke før han var 27 vintre, hvor han for første gang blev forelsket; en utrolig kvinde som kunne bryde smilet frem i ham, og forstod hvad han havde været igennem. De blev gift og hun blev hurtigt gravid.
Men som forbandet af livet selv, blev han også frarøvet denne lykke... Konen og barnet omkom i fødselen. Den normale mand ville nok have taget livet sammen med familien, men Veulf blev kun mere destrueret af denne oplevelse. Han græd ikke... Han bandede ikke... Han bar hende og det døde barn ud af deres eget hus og ud til en nær sø, hvor han smed hende i søen.
Han brugte så resten af året på at aflede sin tanker med druk, hor og ustyrlig, barbarisk vold.

Veulf var 28 vintre da krigen begyndte. Først under denne blev hans færdigheder og loyalitet testet. Hans onkel havde været bekymret for Ardyn slægten, i den tid han havde været væk i krigens kaos, og besluttede at det var på tide for dem at vende tilbage, til først Tornbyen og dernæst Ardyn huset, for at få en rapport om situationen.
Til alt skræk fandt de ud af at Ardyn familien var blevet myrdet, med undtagen Zarv, den yngste af familiens sønner. Naturligvis blev de straffet for at havde været væk under denne hændelse, også selvom at de havde været udsendt på en mission. Hans onkel blev forvist fra Ardyns styre, hvor han flyttede til Norden, hvor nogle nære venner havde en farm. Veulf på den anden side, blev straks sendt til at beskytte Ardyn slægtens sidste arving. Det var ikke første gang han havde været i Ardyn huset, men faktisk at se familien havde han ikke, så han var lidt skuffet over at det var en ungkarl han skulle beskytte. Uden videre kritik, andre end de i hovedet på sig selv, accepterede han og blev blodbundet til at skulle beskytte Zarv Ardyn og hans slægt, skulle det komme så vidt. At blive blodbundet var en handel med døden. Enten blive dræb på stedet, eller dø med ære, imens du beskytte nogen. Som en mand af ærer, kunne han kun vælge det sidste, at beskytte den familie han var oplært at beskytte.
11 vintre senere står han nu fast ved Zarvs side og gør hver kommando sagt, uden tøven; som en loyal køter med bidet af en ulv.

Våben: Et par skjolde. Det ene er stort, med pigge på, det andet er mindre, men har en klinge i bunden. Special lavet til Veulf, da skader har gjort han ikke kan håndtere et sværd korrekt. Eks.: Link1Link2
Ganger: En kraftig hest fra Nord, en han kaldet Särn som lader til at være godt klar over hvem dens ejer er. Af omtale, kan kun Veulf ride på Särn, og at den engang dræbte en staldknægt som forsøgte sig en tur på den.
Indkøb:
Salt-lagret kød stykker.
En blækbrønd, fjerpen og papir, altsammen i en en mindre taske på hans bælte.
En læder pung, dog gemt væk hvis han er i det offentlige, da han alt for godt kender til lommetyve.
Reb.


Andet
Han ser helst bort fra at dræbe kvinder og børn, medmindre de selv lægger op til kamp. Men det er muligt at sødme ham bare en smule op, har man tålmodigheden og styrken til at diskutere med ham, kommer man så vidt, uden at blive skubbet væk. Igen har dette med hele hans ridderlighed at gøre, som hans onkel har lært ham i tiden han var hos ham, samt sine enkelte gode minder med sin afdøde kone.

[Mariah Urbram]

Profilen er godkendt!
Rigtig fin karakter, jeg glæder mig til at se ham i tråde. Velkommen til Våbenskjold!