Under forårsgildet.

[Mariah Urbram]

Forårsgildet var godt i gang. Det var gildet hvor man hyldede, at nu, var vejret vendt, og nordboerne ville endelig få sol og varme igen.
Mariah havde et smil pyntet på sine fyldige læber. Men det var ikke kun på hendes mund, at man kunne se at hun var i et godt humør. Man kunne se det i hele hendes udstråling. I hendes øjne kunne man se et genskær af det smil hendes læber havde formet. Normalt smilede hun altid, men denne dag kunne man se at hun virkelig mente det.
Mariah var ikke typen der faldt helt ned i en vinterdepression. Det kunne se sort ud når det var allerkoldest, men hun klarede sig altid igennem det, havde altid et smil på læberne, og havde altid overskud. Sådan blev det nødt til at være, når man sad i en position som den, hun sad i.
En anden ting der glædede hende, var at hun havde fået tid til at snakke med sin søn igen. Hun havde ikke set ham i lang tid, da han var kommet i lære ved en af Lord Lodbrogs fineste riddere, så hun savnede ham selvfølgelig. Derfor var det rart at hun endelig kunne snakke med ham igen. Det var ikke særligt ofte han var hjemme, og hvis han endelig var, var det kun en dag eller to.

Man kunne høre at alle var i godt humør. Der blev talt og grinet lystigt rundt omkring i de mange rum. Nordens hersker havde inviteret en del gæster. Mange af dem havde også fået vin og andre herlige drikke indenbords, hvilket også gjorde dem i bedre humør. Alting gled ligesom bedre når alkoholen susede rundt i blodet på en.
Mariah havde selv fået lidt vin, men meget havde det ikke været. Hun brød sig ikke om at drikke for meget af det, da hun gerne ville have en klar tankegang hele aften.
Inde var et andet rum, kunne man høre at et orkester spillede musik. Det var herlig og opløftende musik.
Mariah gik hen til et vindue, og kiggede ud. Hun skulle ikke kigge særligt langt, før hun kunne se en masse lys inde fra byen. Selv der holdt man fest. Alle i norden fejrede vel denne fantastiske dag. Hun vidste at der også blev holdt fest hjemme i hendes eget len.
Hun faldt lidt hen i sine egne tanker, mens hun kiggede ud på det snedækkede landskab, hvor hun vidste at solens varme stråler snart ville tage over. Dog ville det hele gå lidt langsommere, når nu de var så meget nordpå, som de var, men det ville ske snart, og det ville være fantastisk.

[Mellissa Alcure]

Mellissa var fuldere end hun nogensinde havde været før i hele sit liv, og i modsætning til resten af selskabet, havde det ikke bragt godt humør med sig. Tvært imod. Mellissa savnede sin far og sin mor, savnede det lune forår, savnede ørnelenet og ørne borgen, ja hun savnede selv sin bror! Savnet havde været til at klare før, hvor hun skulle passe sine pligter for Lady Isgar, men nu var Mellissas tilstedeværelse ikke længere påkrævet og hun var blevet overladt til sig selv.

Normalt drak Mellissa ikke, men lige dele ensomhed og nervøsitet havde gjort hendes hals tør. Det var en prægtig fest, så hun havde knap kunne tømme sit krus før det var blevet fyldt igen. Der var ikke gået længe fra den formelle spisning var overstået, til Mellissa måtte forlade festen, usikker på benene og med tårer der pressede sig på i øjenkrogen. Mellissa var dog langt fra kendt på borgen. I sin fortvivlelse tog hun blot i en tilfældig dør, og takkede alle de højere magter da den gik op. Hun hastede ind og lukkede hurtigt døren bag sig. Med et lille snøft lænede hun hoved mod døren og lukkede øjnene. Hendes hjerne pressede sig på med noget vigtigt, men Mellissa ignorerede det mens tårerne begyndte at trille nedover hendes kinder. Hendes hjerne pressede på igen, mere bestemt denne gang. Der var noget hun skulle huske. Der var nogen i rummet.. nogen i rummet..
Mellissa snurrede om sig selv så hurtigt at hun næsten væltede over sine egne ben, og stod ansigt til ansigt med Lady Verd. Mellissas øjne blev store ”L-Lady Verd! O-om forladelse!” snøftede hun let panisk. Hun forsøgte febrilsk at tørre tårerne væk med sit ærme, men knap havde hun tørret to væk, før tre to deres plads. Hun havde aldrig mødt Ladyen før, men hun havde lært om hende af sin anstandsdame, som hun havde lært om alle de andre Lords og Ladys i landet. I modsætning til de andre, havde Mellissa altid været fascineret af Lady Verd, for hun var en rigtig Lady, men hun stod selv, som man kunne forvente en Skjoldmø ville gøre!

[Mariah Urbram]

Mariah havde valgt at gå ind i et andet rum for at få lidt ro og lidt tid for sig selv.
Man kunne stadig høre festligheder, så hun regnede bestemt ikke med at gå glip af noget. Egentlig anede hun ikke, hvilket rum hun var gået ind i. Hun havde kun kort kigget rundt, og hun havde gået ud fra, at det nok var endnu et selskabslokale, eller noget i den stil. Hun var bare ikke sikker. Men nu lavede hun heller ikke noget hun ikke måtte, så slemt var det vel ikke.
Hun havde ladet sine tanker flyve. De var fløjet hjem til lenet Urbram, hendes hjem. Det var der hun var vokset op og var gået i sin faders fodspor. Det var der hendes broder levede, og der hun havde mange af sine minder fra. Det var også der hun fik af vide, at hendes fader ville gifte hende væk til en hun ikke kendte. Det havde gjort ufatteligt ondt i starten, og hun havde været helt sikker på, at han havde gjort det for at straffe hende. Når hun så nu kiggede tilbage, kunne hun se at hendes fader havde taget beslutningen, fordi han elskede hende. Derfor var hun også i sikkerhed, da krigen brød ud. Det havde været det bedste der kunne ske for hende, og nu elskede hun sin fader for det valg han traf.
Derefter fløj de til den dag hun blev gift. Det havde egentlig ikke været nogen stor ceremoni. Hun havde haft en rigtig pæn kjole på, men hun havde kun været 16 vintre. Hun havde været så ulykkelig som man kunne være, og der havde været tårer i hendes øjne. Dengang var det den værste dag af hendes liv. Nu ærgrede hun sig over, at hun ikke havde kunnet værdsætte det noget mere. Men igen, hun havde kun været et barn. Hun havde haft svært ved at se ud over sin egen næsetip. Hun havde ikke kunnet se hvad det skulle gøre godt for.
Så fløj hendes tanker videre. De standsede ved den dag hun fik sin søn. Den dag havde hun været lykkelig, selvom hun havde lagt i forfærdelig smerte i flere timer. Hun havde elsket sin søn fra det øjeblik hun så ham.
Så kom hendes tanker ikke rigtigt videre. Hun hørte en dør åbne sig og derefter blive lukket igen.
Hun drejede en smule langsomt sit hoved, og så en ung pige sidde og græde.
Mariah forlod sin plads ved vinduet, og gik hen til pigen, der sad foran døren og med tårerne trillende ned af sine kinder.
Hun satte sig på hug foran pigen. Hun havde fået ondt af den unge pige.
”Det skal du ikke tænke på..” sagde hun med en rolig stemme.
Hun anede ikke helt hvad hun skulle gøre, men hun kunne heller ikke lade pige græde. Derfor gjorde Mariah noget, hun nok ikke burde gøre. Hun lagde sine arme om pige og trak hende langsomt ind til sig for at trøste hende. Hun kunne ikke bære at se denne pige græde på den måde.
Hun tyssede stille på pigen, mens hun prøvede at trøste hende.
Mariah kendte godt til sit ry ude i verden. Mange, specielt mænd, havde ikke ligefrem pæne tanker om hende. Mange mente ikke at hun som kvinde, var værdig til posten som lenhersker. Det var et mandejob, noget kvinder slet ikke skulle blande sig i. Men Mariah var stolt af det hun havde udrettet. Hun lyttede ikke længere til de grimme ting der blev sagt om hende, for det fik hun jo intet ud af.
”hvorfor græder du?” spurgte hun roligt, og trak sig igen lidt væk fra pigen og kiggede på hende.

[/font]

[Mellissa Alcure]

Mellissa kunne mærke panikken gribe sig da Lady Verd knælede ned og lagde armene om hende. En Lady burde da have skældt hende ud for at græde foran andre, det var hvert fald hvad Lady Isgar ville have gjort. Hendes far ville nok have omfavnet hende sådan, men han var også hendes far, og ikke en fremmet Lady!
Uden Mellissas tilladelse begyndte hendes krop dog alligevel at slappe af i den fremmede kvindes favn. Hun hulkede, snøftede og rystede en anelse mens ordne tankeløst løb fra hendes mund, i et ævlende vandfald ”Jeg savner min far og min mor og min bror og varmen og fuglene og her er hele tiden koldt og mørkt og jeg kender ingen her og mit hoved gør ondt og altid snurre så underligt og..” blev hun ved indtil ordne ikke længere gav mening, men blot druknede i fordrukken gråd.
Mellissa lignede bestemt ikke en der var fra de nordlige egne, med sit blonde hår, men hun bar heller ikke nogen af de store sydlige huses farver. Det eneste gennemgående symbol i hendes beklædning, lod til at være ørnen.

[Mariah Urbram]

Mariah vidste godt at hun ikke burde have gjort som hun gjorde. Men hun ville heller ikke skælde pigen ud, eller lade hende sidde og græde. Det kunne hun ikke få sig selv til. Hun havde jo haft ondt af den lille pige, og det var vel hendes moderlige instinkt, der havde taget over og egentlig havde bestemt hvilken handling hendes krop skulle gøre.
Men det så ikke ud til at hun havde gjort nogen skade. Hun kunne tydeligt mærke hvordan pigen begyndte at slappe af, og det fik hende til at trække lidt på smilebåndet.
Hun lyttede til pigen ord, og det gik egentlig hurtigt op for hende, at pigen var fuld. Måske var det også derfor, hun havde ladet følelserne få frit løb?
”hjemve er aldrig rart. Men er det ikke dejligt at komme ud og opleve noget? Jeg er sikker på at dine forældre ville blive kede af det, hvis de vidste at du sad og græd, fordi du savnede dem..” sagde hun med sin rolige stemme. Hun havde selv trøstet sin egen søn en milliard gange, så hun vidste godt hvad hun gjorde. Dette var dog et fremmed barn, men det gjorde ingen forskel.
Hun kunne godt se at pigen var ung. Sikkert yngre end Mariah selv havde været, da hun var blevet tvunget hjemmefra. Men hun kendte følelsen af hjemve. Hun vidste hvor forfærdeligt og hvor ondt det gjorde. Det var ikke rart, og man følte ligesom at intet var godt.
Men hun vidste også, at det var noget man bare skulle igennem. Hun havde selv klaret sig igennem det, selvom hun selv havde haft en enorm følelse af hjemve.
Hun strøg moderligt pigen over det lyse hår. Intet tydede på at hun kom fra norden. Her havde langt de fleste flere toner af mørkt hår, og de havde rimelig lys hud. Hun lignede virkelig ikke en her fra.
Mariah hæftede sig også hurtigt ved ørnen, der prydede pigens kjole. Et lille smil kom frem på hendes læber.
Mariah havde brugt lang tid på at lære våbenskjoldende i landet at kende. Ørnen var ikke et direkte våbenskjold, men når hun ikke kom fra norden, gik Mariah selv ud fra, at det nok viste hvor pigen var fra.
”Jeg gætter på at du kommer fra Ørnelenet? Hvem har bragt dig hertil?” spurgte hun så, mens hun fortsat strøg pigen over håret.

[Mellissa Alcure]

”Jo men!” startede Mellissa defensivt og snøftede igen ”… jo…” gentog hun så, da hun ikke kunne komme på andet. Hendes far ville blive så skuffet hvis han hørte hun havde siddet og tudet af hjemve som et andet patte barn. Hun var tretten, og næsten en kvinde! Der kunne hvert fald ikke gå mange år inden hun blomstrede…
Mellissas gråd aftog så brat som den var startet, og efterlod hende med små snøftende og med våde kinder. ”far ville sige at en rigtig skjoldmø ikke græder” mumlede hun halvt til sig selv. En rigtig skjoldmø var stærk og modig som en ridder, men mere snu og kløgtig! Skjoldmøer var tros alt kvinder, og ikke dumme mænd.
Da Lady Verd spurgte om hun kom fra Ørnelenet, nikkede hun bare, lidt kraftigere end hun havde tænkt. Til tros for hendes tilstand var hun stadig stolt over at være en ’ørneunge’. ”Min far sendte mig til Ser Isgars hus, så jeg kunne følge hans kone og lærer at være en rigtig Lady, fordi jeg ikke var sikker på om det var at jeg ville være en skjoldmø eller en Lady..” forklarede hun næsten uden at slå knuder på sin tunge.

[Mariah Urbram]

Mariah kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, da pigen sagde at en rigtig skjoldmø ikke græd.
”Selv skjoldmøer kan have hjemve, og når man er så ung som du er, kan det ske at der kommer tårer. Men det er ikke noget du skal skamme dig over. Det viser bare at du har et hjerte og at du bekymrer dig. Desuden er der jo ikke andre end os. Det er kun mig der er her, og jeg skal nok lade være med at sige noget,” sagde hun, og sendte Mellissa et venligt og opløftende smil. Selvfølgelig var det ikke pænt for en kvinde at græde, men det var en lille pige, og hun var ked af det. Hun skulle bestemt ikke skamme sig over det. Det ville i hvert fald ikke være rigtigt, for det var naturligt for et barn at græde, når der ikke var andre muligheder. For hun var jo stadig et barn, på renden til at blive en kvinde. Det var en hård tid, Mariah havde selv været igennem den. Der skete så mange ting, at man slet ikke kunne finde rundt i dem.
Og hvis man var så langt hjemmefra, som pigen var, var der da intet at sige til, at hun havde hjemve.
”Man kan ikke være stærk og modig altid. Inde bag facaden, vil der altid være en følelse der har brug for at komme ud,” fortsatte hun, stadig med et smil på læberne.
Mariah var ikke typen der for ventede at folk stolede på hendes ord. Hun sagde sin mening, og hvis folk ikke ville lytte til den eller stole på den, var det deres valg. Hun forventede dog at hende undersåtter gjorde hvad hun bad dem om, uanset om de ville det eller ej.
Men hun forventede ikke at denne lille pige ville tage hendes ord til sig. Hun håbede det bare. Dog kunne hun se at pigen ikke længere græd, og hun var blevet mere rolig. Så måtte hendes ord da forhåbentligt have hjulpet bare en lille smule.
Det glædede Mariah at se, at hun havde gættet rigtigt, da hun gættede på hvor pigen kom fra. Så havde de mange timer med hovedet i bøgerne, alligevel hjulpet lidt. Hun huskede tydeligt hvor tålmodig hendes mand havde været, da han prøvede at lære hende dem alle sammen. Det havde taget lang tid, men til sidst havde hun lært det. Der var en del der skulle huskes, og det kunne være vanskeligt, når man ikke skulle bruge det til hverdag.
”Lady Isgar er ellers en ganske rar dame. Du er heldig at du er kommet i Ser Isgars hus. Jeg er sikker på at du nok skal få lært en hel masse.” sagde hun venligt. Hun kommenterede med vilje ikke på valget mellem Skjoldmø og Lady. Hun havde faktisk aldrig mødt en skjoldmø, hun havde kun hørt om dem, så hun kunne ikke sætte sig ind i hvordan deres liv var. Hun kunne kun sætte sig ind i en Ladys liv, for det var det liv hun selv levede.

[Mellissa Alcure]

Mellissa snøftede hårdt ind og rettede sig en smule op ”Jeg er altså snart fjorten somre!!” informerede hun hårdnakket, og viste tydeligt ikke at have hørt noget efter den første sætning. Hun var hvert fald ikke ’ung’, nej! Mellissa tørrede bestemt de sidste rester af tåre væk, og havde fået et næsten stædigt ansigtsudtryk. Hendes blik havde dog stadig lidt svært ved at fokuserer ordentligt, hvis ikke overhoved. ”… og jeg er hvert fald ikke fuld!” tilføjede hun lidt ud af det blå, for at understrege en usagt pointe.
Mellissa rystede kraftigt på hoved ”Nahaj! Min far er altid stærk, og modig!” svarede hun stædigt tilbage, men det lod da i det mindste til at hun faktisk havde hørt hvad hun sagde denne gang, og om ikke andet så var det da noget.
Da emnet faldt på Lady Isgar nikkede Mellissa først, men svarede ikke. I stedet blev hendes blik en anelse fjernere, og et let fjantet smil bredte sig på hendes læber. Lady Isgar var nok en rar dame, men hendes visdom var på ingen måde det der fyldte Mellissas tanker. Langt fra.

[Mariah Urbram]

Endnu engang kunne Mariah ikke lade være med at smile. ”Du er snart en kvinde,” svarede hun bare, og hendes læber formede et skævt smil.
Hun rejste sig op fra gulvet, så hun igen stod ret op. Hun havde kunnet mærke, at hendes ben var begyndt at sove lidt, ved at hun havde siddet på hug i så lang tid, og hun havde derfor brug for at komme lidt op og stå.
Derfor stod hun nu også så ned på pigen, men det var med et mildt blik. Pigen var en smule fuld, men det valgte Mariah at lade være med at sige. Hun ville ikke have at der skulle skabes en scene eller noget i den stil.
”Det sagde jeg heller ikke noget om,” svarede hun i stedet bare. Det var ikke hendes opgave, at tage sig af pigen, og hun kunne derfor være ligeglad med hvor meget hun havde fået af drikke. Alligevel bekymrede Mariah sig en smule. Men måske var det bare fordi hendes tårer havde fanget Mariahs moderlige jeg? Der var jo en del børn til festen, og hun var altså ikke gået over til dem alle sammen og havde snakket med dem.
Mariah havde kun hørt gode ting om ørnelenets hersker. Hun havde hørt at han var både en modig og stærk mand, så det tvivlede Mariah bestemt ikke på. Hun havde bare prøvet at berolige den lille pige, og prøvet lidt at forklare hende, at hun ikke skulle græde så meget.
”Det tvivler jeg bestemt ikke på, at han er,” sagde hun derfor med et smil.
Hun rakte hånden ned til pigen, for at hjælpe hende op. Selvom der var tændt op i diverse pejse rundt i rummene, kunne gulvet alligevel godt være en smule koldt. Og der var ikke tændt op i det rum de var i, da det vidst ikke var meningen, at gæsterne skulle gå herind. Der var dog lyst op i rummet med diverse lysestager rundt omkring.
”Hvad er dit navn, om jeg må spørge?” spurgte hun så. Hun anede jo ikke hvad pigen hed, kun hvor hun kom fra.

[/blockquote]

[Mellissa Alcure]

Først blev Mellissa bare siddende på gulvet. Det havde hjulpet på hendes hoved at komme lidt væk fra festen, og ud hvor der var mere roligt. Alligevel var hun ikke helt sikker på om hendes ben kunne bære hende hvis hun forsøgte at rejse sig op selv. Hun tog dog Lady Verds hånd da hun rakte den ned, men selv med den hjælp, tog det hende lidt tid at komme på benene og finde balancen. ”Mellissa Alcure, hvis det behager Ladyen” svarede hun indøvet og uden megen tøven. Høflighed var en Ladys stærkeste våben havde hendes mor altid sagt, og Mellissa havde manererne længere under huden end mange voksne kvinder. Hun gjorde et ihærdigt forsøg på at fokusere på Lady Verd, og efter et par forsøg lykkedes det også næsten ”D-de må virkelig undskylde jeg er sådan til besvær men… de kunne vel ikke hjælpe mig.. med at finde.. nogle af Ser Isgars folk.. eller en eller anden… der kan hjælpe mig i seng?” fik hun snøvlet frem efter adskillige gang at være gået så meget i stå, at man skulle tro hun havde glemt hvad hun ville sige. Det lykkedes hende dog at færdiggøre sætning, holde sig på benene og næsten fokusere på Lady Verd, alt på samme tid.

[Mariah Urbram]

Mariah havde aldrig været rigtig fuld. Hun havde været lettere beruset, men aldrig noget man kunne kalde decideret fuldskab. Hun havde intet imod at drikke, men hun havde det bedst med at kunne tænke klart. Sådan havde hun altid haft det. Desuden havde hun ikke brudt sig om at se sin broder fuld, og derfor havde hun taget lidt afstand til det.
Alligevel fandt hun det en smule sødt, at denne pige var fuld. Mariah så intet galt i det, da der ikke skete nogen skade ved det. Hun skulle vel opleve det på et eller andet tidspunkt. Og i morgen ville hun nok ikke have det særligt godt, men det var bare bivirkningerne ved at indtage så meget alkohol. Man kunne vel egentlig godt sige at det var en straf af en art.
Hun kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da pigen havde en smule besvær med at komme op. Men der gik ikke særligt lang tid, før hun stod på sine ben. Hun ville nok bare ikke komme ufatteligt langt, hvis hun bad dem om at bære hende.
”Mellissa er et pænt navn,” svarede hun, da hun fik pigen navn. Da hun hørte navnet Alcure, gættede hun straks på, at hun var datter af ørnelederen. Før hun fik det af vide, kunne pigen ligeså godt være datter af en adelsmand dernede fra.
Det glædede Mariah at høre, at Mellissa var en pige med manerer. Uanset om hun ville være en Lady eller en Skjoldmø, kom hun længst med manererne i orden. En person uden manerer, fik meget få blikke, i forhold til en person med manerer. En kvinde med manererne i orden, var også meget mere ombejlet, end en uhøflig kvinde.
Hun lyttede til Mellissa ord, og trak på smilebåndet.
”Jeg hjælper dig herover, så du kan sidde ned, og så henter jeg en der kan hjælpe dig i seng,” sagde hun venligt. Hun hjalp derefter Mellissa over på en sofa af en art, så pigen kunne sidde ned. Mariah var absolut ikke sikker på at hun kunne stå på sine ben ret længe ad gangen, så derfor var det bedst at hun kom ned at sidde.
Da hun var sikker på at Mellissa blev siddende, forlod Mariah rummet. Der gik ikke lang tid, før hun fandt en tjenestepige, der kunne finde et par af Ser Isgars mænd.

”Hun er herinde,” sagde hun til mændene, og viste dem ind i rummet, hvor hun havde efterladt Mellissa.
Mændene takkede for hendes hjælpsom hed, og gik hen til sofaen. Derefter forlod Mariah rummet.
Der var nogle folk hun gerne ville snakke med, inden det blev alt for umuligt.

[/blockquote]