Into the north

[Mellissa Alcure]

Mellissa missede med øjnene og skjulte et gab. Den sidste time havde hun møjsomligt måtte følge Lady Isgar rundt fra Ser til Lord til flere Sers, og smile interesseret mens hun plejede sine relationer. I starten havde det været spændende nok, men da Ladyen bagte det samme emne op for syttende gang, var det begyndt at blive en anelse trivielt. Det blev kun værre af at hun endnu ikke havde fundet et velkendt ansigt. Der var adskillige våbenskjold og navne hun genkendte, men ingen ansigter.
Mellissa rettede lidt på sin overkjole og prøvede atter at se interesseret ud mens Lady Isgar fortalte om sidste års høst.. igen. Overkjolen var i snit af en jakke og lavet i mørkebrunt fløjl, kantet med gyldne, ørne inspirerede broderier. Under den bar hun en simple grøn underkjole i fin uld, der var kantet i stil med overkjolen, og pyntet med gyldne knapper ved ærmerne. Mellissas pandehår var flettet og samlet med et lille gyldent ørne-spænde. Resten af hendes hår hang løst nedover hendes skuldre, børstet så det skinnede om kamp med eftermiddags solen. Det var det mest fornemme sæt hun ejede, og hun tvivlende på hendes far havde ønsket den brugt til sådan et gilde, men Lady Isgar havde bedt hende fremstå fra sin bedste side, og valgt hendes påklædning med en længere formaning om at det var til sammenkomster som denne at unge damer fandt deres kommende mænd.
Mellissa sukkede lavmælt. Hendes far ville sikkert have været pave stolt hvis han kunne se hvor pæn en ung dame hun var. Men hendes far var der ikke, og var nok slet ikke inviteret. Han var stadig bar en Ser fra de fjerne vestlige lener.
Hendes blik vandrede et øjeblik mod solen, der stod lavt på himmelen. Der kunne ikke være meget mere end en times tid til den store middag begyndte. Hvis hun var heldig ville hun kunne se Edwin ved højbordet fra sin plads på bænkene. Hendes tanker vandrede og hendes blik blev fjernt. Edwin.. han havde nok travlt med at snakke med sin familie nu. Vintervind var tros alt hans hjem.

(( Kjolen))

[Edwin Lodbrog]

Edwin var ikke tilfreds. Han fyldte snart sit femtende år, tilbragte langt størstedelen af sin tid under Ser Hrafnirs vågende øjne og var på vej til at blive en hærfører og en kriger. Inden sommeren var omme ville han være en edsvoren og en mand. Alligevel var han åbenbart ikke gammel nok til, at hans ret til at bestemme hvilket tøj han bar, når han en sjælden gang var hjemme på Vintervind, blev anerkendt. Det var nøjagtig den konflikt, der fik ham til at både føle og opføre sig lettere barnligt og det var med en temmelig bister mine, at han stod lænet op imod en borgmur halvt i skjul for forbipasserende.

Han burde naturligvis være i gang med at tale med ettusind forskellige komplet intetsigende adelige, men lige nu var det nøjagtig sådan han tænkte på dem og når han gjorde det, så var det ikke det rigtige at forsøge at konversere høfligt. Det var i hvert fald sådan han selv havde rationaliseret og undskyldt sin egen opførsel, velvidende at det var alt andet end passende. Han var opslugt i sine egne tanker med blikket glidende over den stribe af den forårspyntede gårdhave han kunne se, da noget fangede hans opmærksomhed og fik en rynke til at træde frem på hans pande. Der var et eller andet bekendt ved pigen, som gik ved siden af Lady Isgar, og efter flere øjeblikkes spekulation, gik det op for hende præcis hvad det var. Begge hans øjenbryn fløj en anelse op, selvom han naturligvis ikke burde være overrasket, og han gav sig temmelig ugenert til at betragte hende, som hendes Lady konverserede med Ser Holborn.

Stakkels Edwin

[Mellissa Alcure]

Mellissas opmærksomhed vandrede jævnligt mellem Lady Isgar og Ser Holborns samtale, der nu havde drejet sig over i en diskussion om skatter, til omgivelserne. Flere gange vendte hun tilbage til solen, blot for at konstatere at den ikke havde flyttet sin det mindste, og der stadig var evigheder til aftens festligheder begyndte. Hendes smil lyste op da hun fik øje på Edwin der stod og betragtede hende, hendes blik gled videre til en ung knægt der var i fuld gang med at svine sit fin tøj til… og gled så tilbage til Edwin.. Der stod og betragtede hende?!
Mellissa slog straks blikket ned og vendte sig tilbage mod Lady Isgar for at skjule sine hastigt rødmende kinder. Han havde stået og betragtet hende, og endnu værre, han kunne ikke have undgået at se hende kigge på ham! Det var bare så pinligt! Efter deres sidste, temmelig uheldige, møde havde hun ikke ture træne. Hun havde prøvet at samle mod til at tale til ham igen, men uden held, og havde i stedet gjort alt hvad hun kunne for at undgå ham. ”Jeg ber de undskylder mig et øjeblik min Lady”. Ordne forlod hendes mund inden hun kunne stoppe dem, og til hendes store lettelse, viftede Lady Isgar hende blot fraværende væk. *Nu eller aldrig* tænkte hun, og krydsede gråden inden modet forlod hende.
Mellissa stoppede foran Edwin og nejede det bedste hun havde lært ”Lord Edwin.. Jeg fik aldrig sagt undskyld for.. det der skete, eller takket Dem for at holde på det så… Undskyld.. Og tak” sagde hun, og det første kom også fint ud, mens de sidste ord endte i en let nervøs mumlen. Så pludseligt som det var kommet, havde modet forladt hende igen. *Hvad har jeg gang i?!*

[Edwin Lodbrog]

Edwin havde ikke overvejet at han ville blive taget i decideret at lure – det var sådan han selv ville beskrive det han gjorde. Da pigen mødte hans blik, kun for at slå det ned med rødmende kinder, måtte han derfor rømme sig lidt og så selv væk, som om han intet havde opdaget. Han gav sig til at se i den komplet modsatte retning og følte sig lettere grebet i at gøre noget ganske upassende.

Da selvsamme tøsebarn – han kunne virkelig ikke huske hvad hun hed – dukkede op lige foran ham ikke to minutter senere og brød ind i hans tankerække, samtidig med at hun fuldstændig afslørede hans skjul, gik der flere sekunder før han fik reageret. Han klarede halsen lavmælt, flyttede sig fra væggen, i hvad der endte med at se ud som en nogenlunde tilfældig bevægelse og bukkede antydningsvist, som det passede sig for situationen. Der hvor han nu stod, var han udmærket klar over, at der måtte være mindst et sæt øjne på ham, ud over den gyldenhårede, og han rettede ryggen uden at slippe hende med blikket. ”Lady...” En svag rynke meldte sig atter på hans pande og han skævede antydningsvist til siden, før han trak ganske svagt på skuldrene. ”Hvordan kan De være sikker på, at jeg holdt på det?” Det trak lidt i hans mundvige, uden at det blev til et reelt smil og han så i et øjeblik ind i øjnene foran ham med antydningen af et drillende glimt i sine egne. Sekundet efter var det dog væk og han havde bøjet hovedet, imens han glattede sit smil ud til en mere tom, høflig maske. ”Vil De give mig Deres navn igen? Lady Skjoldmø?”

[Mellissa Alcure]

Edwins lidt nervøse holdning beroligede Mellissa en anelse, og da hans blik mødte hende holdt hun det denne gang uden frygt. Da han bøjede hoved igen kunne hun dog mærke varmen i sine kinder, og gjorde ham kunsten efter for at skjule det. ”Mellissa Alcure, hvis det behager Dem” svarede hun efter alle kunstens regler. Skønt hun prøvede at holde en høflig maske som hans, kunne hun ikke helt tæmme det smil det spillede på hendes læber ”Og hvis de havde fortalt det til Ser Isgar, så tvivler jeg på at jeg ville have fået muligheden for at nyde jeres forårsfest her” sagde hun så henkastet som hun kunne. Hun havde nok ikke kendt Ser Isgar længe, men han slog hende som en mand der viste hvor han ville have sin Lady, og ikke så let på den slags.. usømmeligheder. ”Men jeg håber ikke det har været til yderligere besvær” tilføjede hun mere lavmælt, og en anelse skyldigt. Smilet på hendes læber synede også en anelse hen som kun forsigtigt hævede blikket for at se hans reaktion.

[Edwin Lodbrog]

Edwin fugtede diskret sine læber, før han løftede hagen igen og rankede sig lidt, i et bevidst forsøg på at virke så høj som han kunne komme til. Han nikkede let, denne gang uden at slippe hende med blikket, og mærkede det atter engang trække forræderisk i hans mundvige, uden at det nogensinde blev til et reelt smil. ”Besvær er et spørgsmål om betragtning, Lady Alcure,” konstaterede han i et næsten tilfældigt tonefald. ”Nogen ville mene, at en pålægning af yderligere et halvt timeslags løb, som følge af en utilregnelig forsinkelse og forsvinden, var yderligere besvær.”

Hans blik befandt sig et andet sted i gårdhaven, men der var alligevel ingen tvivl om hvem han talte til. ”Andre ville kalde det en mulighed for at hellige sig følelsen af ens fodsåler imod den taknemmelige jord og helt andre igen ville forsimple hele affæren ud i det bonske og ganske enkelt kalde det spild af tid, men det er tid, som er passeret, præcis som man nogen gange kunne ønske at visse begivenheder i pomp og pragt også gjorde.” Atter engang fandt han hende med en vag antydning af et smil på læberne og klarede halsen diskret. ”Hvad lavede De egentlig virkelig derude med et sværd i hånden?”

[Mellissa Alcure]

Edwins svar sendte Mellissa ud på lidt af en følelsesmæssig tur. Først sank hendes hjerte betydeligt, blot for at blive løftet en anelse og blive efterladt forvirret og en anelse rundtosset. Det diskrete smil gik dog ikke Mellissas blik forbi. Hun ville ikke falde i hans fælde og gøre sig selv til grin!
”Sket er sket som man siger… men hvis Deres betragtning af besvær og tid stadig efterlader Dem forulempet, må De sige til hvis jeg kan gøre noget for at gøre det godt igen”.

Mellissas blik scannede diskret omgivelserne, og først da hun var sikker på at der ikke var nogen indenfor umiddelbar hørevidde, svarede hun lavmælt ”Jeg løj ikke for Dem den dag. Jeg trænede” sagde hun først, men erkendte at han nok ikke ville stille sig tilfreds før han fik en mere fyldestgørende forklaring. ”Som barn lærte min fader mig at håndterer sværd, skjold og spyd på lige fod med min bror, som vores familie tradition byder det. Jeg kom til Ser Isgars hus for at opleve en Ladys liv, og.. Jeg ved ikke hvornår jeg kommer til at se min fader igen, men jeg ved hvor skuffet han ville blive, hvis jeg vendte hjem og havde glemt alt han havde lært mig” forklarede hun med en lille skuldertrækning og nedslået blik. Der var dog en tydelig lettelse i hendes stemme. Det var underligt rart endelig at fortælle nogen om hendes frygt. Den havde naget hende siden hun var ankommet til norden, og havde sågar hjemsøgt hendes nattesøvn, med forfærdelige drømme. Nu kunne hun kun håbe på han ikke bare ville le, og kalde hende et skræmt pattebarn som hendes bror nok ville have gjort.

[Edwin Lodbrog]

Edwin stivede sig selv en smule af og formåede med nød og næppe at lade være med at komme til at smile. Han rystede en anelse på hovedet og flyttede blikket tilbage til pigen foran sig. ”De er tilgivet,” konkluderede han med en antydning af et drillende glimt i de mørke øjne. Han bøjede hovedet i en let tilkendegivelse og overvejede præcis hvor længe der ville gå, før de blev afbrudt. Pigen morede ham. Hun adskilte sig fra de mere veltrænede adelstrunter, som han ellers stiftede bekendtskab med, uden at man ligefrem kunne placere hende i samme kategori som ”bønderne”, hvilket var hvad Ser Hrafnir kaldte snart sagt alle borgerlige. Alligevel købte han tydeligvis ikke helt den forklaring hun i sin tid havde givet ham og han hævede et enkelt øjenbryn i skepsis, da hun slog den fast igen.

Han betragtede hende i let forundring, som hun uddybede og måtte glatte rynkerne i sin pande ud, før han så lidt til siden. Ligesom hende sikrede han sig, at der ikke var nogen, som overhørte deres samtale – noget, der var næsten umuligt at undgå og som ledte ham til at dæmpe sin stemme. ”Hvis det virkelig passer og det ligger til Deres familie at optræne pigeb... De unge damer i krigskunst, hvorfor i alverden sendte Deres fader dem så til Isgar-borgen?” Han var tydeligt forbløffet og formåede ikke at lægge skjul på det. ”Slægten er kendt for at have et meget solidt syn på tingene... Det måtte han da vide? Det er noget af et sted at sende en lille... Skjoldmø hen.”

[Mellissa Alcure]

Mellissa smilede lettet og nikkede kort og taknemmeligt da han endelig kom med et reelt svar. Hun havde ikke regnet med at han bare ville tilgive hende sådan uden at bede om noget til gengæld, men det lod til at han gang på gang overraskede hende med sin storsindethed. Han var virkelig en bedre mand end de fleste… Mellissa skubbede tanken fra sig, og undgik med nød og næppe at glide væk i sine egne idealistiske tanker om Edwin.

Efter sin, hvis hun selv skulle sige det ret gode forklaring, lod det dog stadig ikke til at Edwin ville lade det ligge, og et sagte suk undslap hende. ”Det er en smule.. indviklet. Jeg er nemlig ikke en Skjoldmø, ikke endnu i hvert fald.” startede hun, stadig med dæmpet stemme, og tænkte sig kort om inden hun fortsatte ”Når jeg når en vis alder får jeg valget mellem at gå Skjoldmøens eller Ladyens vej, men for at kunne træffe det valg, må jeg også vide hvad det vil sige at være Skjoldmø så vel som Lady. Min far kender Ser Isgar fra da de var unge, og mente det var det mest passende sted, netop på grund af hans slægts syn” forklarede hun stille ”De fleste andre vil se en Skjoldmø der prøver at blive Lady, men til tros for at Ser Isgar kender mit hus traditioner, ser han stadig en pige, og derfor en Lady, først” hun sænkede blikket en anelse ”I virkeligheden er jeg nok ingen af delene endnu”.

[Edwin Lodbrog]

Edwin skævede diskret til siden, konstant på vagt efter en uundgåelig afbrydelse i form af den ene, anden eller tredje, der ville have hans opmærksomhed. Det forekom usandsynligt, at han endnu stod i samtale med tøsebarnet, der ikke kunne beslutte sig for om hun ville være en dame eller en kriger, men han havde for så vidt ingen klager. At lytte på hendes forklaring var en del mere interessant end at blive hamret på ryggen og få at vide, at han nok skulle blive en stor hærfører, eller at blive præsenteret for rækkerne af tavse, rødmende adelsfrøkener, der en dag ville udgøre potentielle ægtefæller.

Han trak lidt på smilebåndet og klarede halsen, som han flyttede blikket tilbage til hende igen og rettede en anelse på den tåbelige hat, der måtte være opfundet af en imbecil. ”Det overrasker mig ikke,” konstaterede han, som svar på hendes bemærkning om Ser Isgar. Der var en vældig masse som han ikke sagde, men det var i hans tanker af hele huset var endnu mindre stemt for alternative kønsroller end han selv var, efter sin trods alt lidt mindre stramme opdragelse. Det lå dog ikke til ham at sige noget negativt om de mennesker han havde både tjent, respekteret og lært af i løbet af de sidste fire år og han nøjedes med sin simple konklusion, rykkende en anelse rastløst på fødderne, uden at slippe pigen med blikket.

Han havde halvt åbnet munden igen, for at sige han anede ikke hvad, men smækkede den brat i igen, så snart han spottede et kendt ansigt på vej i hans retning ud af øjenkrogen. ”Undskyld mig, Lady Alcure,” sagde han skyndsomt, før han bukkede, sendte hende et flygtigt smil og gik sin far i møde, for at undgå at skulle forklare ham hvem det var han stod og konverserede med.

UDE

[Mellissa Alcure]

Mellissa smilede en anelse til hans konstatering. Det anede hende at der nok lå noget bagved. Ser Isgar var en bestemt mand med bestemte meninger om verden så vel som folk, og folk, inklusiv hende selv, havde det med at have lige så bestemt meninger tilbage. Men til tros for hans faste syn på tingene, havde Mellissa ikke set oplevet noget, der kunne få hende til at se ham som andet end en god mand.

”Jeg har for resten hørt Deres andet problem kan løses med godt selskab” kommenterede hun hurtigt da han takkede af, og nejede farvel med et smil. Hun var ikke sikker på han nåde at høre det, men efter han havde tilgivet hende, og lyttet til hendes tåbelige historie, var det mindste hun kunne gøre at give ham den smule med på vejen, hvor lidt det end var.
Mellissa stod et øjeblik i sine egne tanker, inden hun selv satte ud for at finde Lady Isgar. Edwin havde kaldt hende Lady Alcure, ikke Skjoldmø. Tanken gjorde hendes smil en anelse bredere. Han havde tilgivet hendes tåbeligheder og smilet. Hvad mere kunne hun ønske sig?

UDE, SLUT PRUT