Bag stalden ved Isgarborgen

[Mellissa Alcure]

Det var tidligt om morgenen, skønt de fleste nok ville mene det stadig var midt om natten. Daggry var stadig fjern, og månens blege lys faldt stadig igennem det lette skydække. Det var koldt den morgen, men ikke så koldt som det havde været for blot en uge siden. Foråret var på vej, og det kom hurtigere i norden, end den unge vesterlænding havde ture håbe på. For på tros af alt, havde vejret nok været den største omvæltning for Mellissa Alcure. Hun var selv vokset op i den sydligste del af de vestlige lener, hvor vinteren aldrig rigtig fik fat, og der altid var en plet græs og en blomst at finde. Men norden var anderledes. Her dækkede sneen alt, og kun de stærkeste træer kunne stå imod den bitre frost. Hvorfor folk valgte at bor sådan nogle forfrosne steder var hende stadig et mysterium, men en ting havde hun dog lært af kulden.
Hårdt vejr, gjorde hårde mænd.

På tros af kulden drev svenden af Mellissa den morgen, mens hun løftede sin stålklinge endnu engang mod sin svorne fjende. Hendes svorne fjende gjorde dog ingen modstand, da hun med perfekt pression og ynde gjorde et udfald mod den, for hendes fjende var ikke andet end en gammel fortøjnings pæl. Sværdet var desuden sløvt, og ikke engang hendes, men et hun havde ’lånt’ fra trænings hallen. Det samme galt hendes udrustning, der udover at være lavet til en mand, også var mindst et nummer for stort. Perfekt var det ikke, men det tjente sit formål og skjulte ikke blot hendes identitet, men også hendes køn. Med håret stoppet godt op under hjelmen, ville de fleste tjenestefolk blot tror hun var væbneren, og hun havde endnu ikke set nogle af Isgarsne bagved stalden på den tid af dagen. Det var netop også grunden til, at hun havde valgt den ucharmerende location til sin træningsplads.

Mellissa trak sværdet ud af pælen, lavede en hurtig pivouette omkring, og stak den en gang i ryggen. Tanken om at udgive sig for at være Edwin nagede hende nogen gange, også selvom hun ikke direkte påstod det, hvem skulle de så ellers tro hun var?
Mellissa skubbede tanken ud af hoved, og trådte et skridt væk fra pælen, kun for at løfte sværdet igen og begynde på endnu en serie udfald.

[Edwin Lodbrog]

Edwin kendte ikke noget til at sove længe. Der var engang hvor pligter var sådan noget tjenestefolk havde, men det var før han nåede sit elvte år og startede sin pagetid hos Ser Hrafnir Isgar. Manden var jo gal, ville nogen påstå, men Edwin så op til ham og på trods af det temmelig intense had han nærede til kulde, så stod han op til en festlig løbetur i den umenneskeligt tidlige morgenstund, efter en lang aften bøjet over gamle papirer, imens han prøvede på ikke at falde i søvn. Det samme gjaldt naturligvis denne morgen og han var stadig i gang med at strække sine trætte lemmer og hoppe lidt på stedet, da en tjenestepige kom gående forbi ham og sendte ham det underligste blik han havde set længe. ”Oi!” Kaldte han efter hende, temmelig ignorant overfor det faktum, at hun styrtede forskrækket sammen. ”Har du set et spøgelse?”

Ikke fem minutter efter havde han fået en forklaring på det bestyrtede blik og han var på vej i let løb mod staldene. Uden at spilde tiden rundede han et hushjørne og spærede derpå begge øjne en anelse op, over et gespenst på hans egen størrelse, som stod og svang med et sværd imod en imaginær fjende. ”Oi!” Anråbte han også denne fremmede i rustning. Han var selv blot i simple hoser med en tyk vams over skjorten, men alligevel kom hans stand til udtryk i måden han førte sig på og i kvaliteten af det enkle tøj. Han så afventende på den maskerede anden og forventede en tilkendegivelse i en eller anden form.

[Mellissa Alcure]

Mellissa skubbede hjelmen en smule op og tørrede det værste sved af panden med bagsiden af sin handske. Hendes hoved kogte under håret og hjelmen, og fik sveden til at drive ned i øjnene på hende, men der var ikke så meget at gøre ved det, med mindre Edwin pludselig havde anlagt langt blondt hår!
Hendes arm skælvede af anstrengelse da hun løftede sværdet igen efter at have skubbet hjelmen på plads. Hun havde ikke alverdens tid, og måtte bruge den hun havde fornuftigt! Mellissa skubbede smerten væk og koncentrerede sig om sin form og fodarbejde. Mellem sin dybe koncentration, og lyden af sit eget åndedræt ænsede hun ikke de løbende fodtrin der hastigt nærmede sig.

”Oi!”

Mellissa stoppede brat midt i et udfald. Hun kunne ikke se hvem stemmen tilhørte grundet hjelmen, men hun havde en nagende fornemmelse af at hun viste det alligevel. Per refleks faldt hun tilbage i sin startposition, inden hun langsomt drejede hoved med tilbageholdt åndedræt for at få bekræftet sin frygt. Skønt hun havde forventet det, slog hendes mave alligevel knuder på sig selv da hun så ham. Verden gik i stå omkring hende. Hun ænsede knap nok at sværdet forlod hendes hånd, og faldt til jorden. Kun én tanke fyldte hende. Flugt. Hun måtte væk. Hvis han aldrig fandt ud af hvem hun var, kunne han ikke hade hende, han kunne ikke få Ser Isgar til at sende hende væk, hvis han ikke viste det havde været hende.
Uden et ord vendte Mellissa om på hælene og satte i løb væk fra Edwin. Adrenalinen hjalp hende med at forcere leddet med et spring og et sving, og om på borgens bagside.
Hun nåde dog ikke mere end 100 meter, inden adrenalinen begyndte at svigte, og hendes tempo faldt. Hun stoppede dog ikke, men løb videre med hvæsende åndedræt, drevet af frygten.

[Edwin Lodbrog]

Edwin burde naturligvis have forventet at én, der sneg sig omkring og trænede sværdkamp i ly af den årle morgenstund måske ikke havde tænkt sig at bekende sin identitet, alene fordi en væbner anråbte ham. Alligevel blev han en anelse overrasket, da blikdåsen gav sig til at løbe af sted. Efter mindre end to sekunders betænkningstid havde han selv sat efter, hurtig på sine ben og fast besluttet på at fange den formastlige.

Han spildte ikke luft på at råbe yderligere efter knægten, men spænede af sted og var også hurtigt over hegnet, imponeret af hvor hurtigt den anden bevægede sig i fuld udrustning. Selv ville han aldrig kunne mønstre den fart iklædt metal, men helt uden, som han var, halede han forholdsvis hurtigt ind på ham. Forpustet satte han de sidste kræfter ind, lige til han kunne kaste sig frem og med sin kropsvægt og kraften i det spring han foretog, vælte blikdåsen mere eller mindre elegant på jorden. Han gjorde sit yderste for at tynge modstanderen ned, imens han hev anstrengt efter vejret. ”Hvem er du?!” Gispede han. ”Hvorfor løb du?”

[Mellissa Alcure]

Mellissa faldt til jorden som en sæk kartofler da hun blev taklet, og mistede næsten hjelmen i faldet. Til tros for at slagkoften tog af for det værste af faldet, fik hun stadig slået den smule luft hun havde tilbage, ud af sig. Desperat gispede hun efter luft, hvilket ikke blev gjort nemmere da Edwin valgte at lægge sin vægt i at holde hende nede. Hun prøvede at råbe op, men det eneste der forlod hendes mund var en række hæse væs.
Mellissa tænkte ikke over de gyldne lokker der var faldet ud under hjelmen, eller det faktum at hun lugtede af svedig gnu. Selv Edwin stænkede hun ikke en tanke, for andet end hans vægt. Der var kun en ting der fyldte hendes hoved. Luft. Mellissas arm var blevet fanget under hende da hun faldt, og med en sidste kræftanstrengelse skubbede hun fra. Hun havde langtfra kræfter til at flytte på Edwin, men det var nok. Grådigt trak hun luft ind, lukkede øjnene i lettelse og lod sit hoved falde. Med et stik af desperation mærkede hun hjelmen glide, men hun kunne simpelthen ikke finde kræfterne til at gøre noget ved det.
Med et klonk faldt hjelmen til jorden, og slap hendes svedfugtige hår fri. Det faldt tungt ned om hendes skuldre og skjulte hendes ansigt. ”Flyt Dem… jeg ber” fik hun endelig fremstammet med en hæs, anstrengt stemme.

[Edwin Lodbrog]

Edwin var temmelig opsat på at finde ud af hvem der gemte sig under hjelmen og hvorfor han var løbet sin vej. Da hans spørgsmål ikke blev besvaret, men den prustende skikkelse under ham derimod kæmpede, for at komme fri, fik han med megen møje stablet sig op så hans primære vægt lå på benene, der pressede den fremmede ned.

Hans kropsvægt og -omfang var en smule større end den andens, men alligevel var det ikke ligefrem nemt at bevare kontrollen, med det dårlige afsæt han havde fået. Da hjelmen faldt og en lang gylden manke slap fri, hævede han begge øjenbryn. Ingen af knægtene på borgen havde helt så prægtigt et hår og det overbevidste ham blot yderligere om, at det måtte være en ukendt. Den klemte stemme var lys og i et øjeblik tænkte han... Men det kunne ikke passe.

Han rejste sig halvt, men havde sekundet efter låst sin ene hånd fast omkring et af slagkoftens forreste spænder og halede den formastelige op at stå med en sammenbidt mine. Det tog ikke mange øjeblikke, før det blev til overraskelse og begge hans øjenbryn røg i vejret, som han betragtede pigebarnet, med det nu uglede hår. ”Hvad i alverden tror du, at du har gang i?!” Han stod med åben mund og polypper, uden at have sluppet sit tag i den grove kofte og uden at have nogen planer om at gøre lige det.

[Mellissa Alcure]

Mellissa kæmpede ikke imod da hun blev trukket på benene, og var en anelse lettet da han valgte at holde fast, for hendes ben rystede så meget under hende, at hun ikke var sikker på hun ville have kunne stå selv. Mellissa drejede hoved væk fra Edwin og kiggede stift ned i jorden, for at undgå at møde hans blik. Hendes ansigt var heller ikke det kønneste syn, opkogt og knald rødt skam som det var.
Et øjeblik ønskede hun at det havde været Lady Isgar der havde fanget hende. Hun ville bare have givet hende en reprimande og i værste fald sendt hende hjem. Edwin kunne måske ikke få hende sendt hjem, men det var noget andet med ham, det var… anderledes.

”Jeg.. ærede min families arv Lord Edwin” svarede hun efter at have fået pusten en anelse. Det var ikke løgn, men det ringede stadig hult, selv i hendes egne øre. Hvis hun kunne forklarer ham grunden, hvis hun kunne få ham til at forstå hvorfor hun havde gjort som hun gjorde, så ville han måske ikke hade hende så meget?

[Edwin Lodbrog]

Edwins hånd var lukket fast omkring spændet, som han så forbløffet ned på pigebarnet foran sig. Han vidste ikke hvad han skulle udlede fra at det var en tøs, der havde stået og trænet bag laden og inden han nåede at komme frem til det, havde hun da også svaret på hans spørgsmål og gjort ham en del mere forvirret. ”Hvem er din familie?” Han så på hende med tydelig undren, før han strammede sig lidt an. ”Fortæl mig hvorfor jeg ikke skal slæbe dig direkte til Ser Isgar og fortælle at du går og stjæler af borgens træningsudstyr,” kommanderede han brysk, rettende ryggen lidt, imens han talte.

Hun var rød i hele hovedet og han måtte anstrenge sig for ikke at få ondt af hende, løsne sit greb og sende hende tilbage til hvad end hendes beskæftigelse var. Det hjalp at tænke på det absurde øjeblik, hvor tjenestepigen havde fortalt, at hun var sikker på lige at have set ham selv stå og træne. At nogen foregav at være ham var ikke noget, der talte til hans delvise stolthed og han huskede desuden Ser Hrafnirs lektioner om, at der var en grund til at adelsstanden stod højere end bønderne. Pigebarnet foran ham kunne meget vel være en sådan. Han huskede i hvert fald ikke at have set hende før.

[Mellissa Alcure]

”Jeg er af Alcure slægten” svarede hun ”Min far er Ser Garlin Alcure af Ørnelenet” tilføjede hun hurtigt, for en sikkerheds skyld. Hun var langt hjemmefra, og selvom Edwin var søn af nordens landlord, kunne hun ikke være sikker på han kendte vestens sers og lords. ”Og jeg stjal det ikke, jeg lånte det blot” svarede hun defensivt. En ide formede sig langsomt i hendes kogte hjerne. Det var måske ikke den bedste plan hun kunne have fået, men det var nu engang den eneste. Mellissa var stadig ikke gammel nok til helt at forstå politik og det ’spil’ hendes mor altid sagde hendes far spillede, men hun var med så langt at det altid var noget for noget.
”Men… Hvis De ville overveje at.. lade dette blive mellem os.. så er jeg sikker på at min fader ville være Dem og deres hus utroligt taknemmelige” sagde hun nervøst og efter alle etikettens regler.. hvert fald dem hun kunne huske på stående fod. Hun holdt vejret en anelse mens hun ventede på hans svar, og blev om muligt en anelse mere rød i hoved. Hendes far ville ikke blive glad for at hun lavede den slags løfter, men det kunne umuligt være værre end skammen ved at få hende sendt hjem.

[Edwin Lodbrog]

Edwins øjenbryn fløj en anelse op og han slap spændet brat, så snart hendes svar var sunket ind. Han tørrede sine hænder af i de løstsiddende hoser og klarede halsen, før han rettede ryggen igen. Der var ingen tvivl om at hans oprindelige indtryk var, at hun var en tjenestepige, der var gået for langt. Nu, med videnen om at hun var af adelstand, var sagen en ganske anden. Han trådte et halvt skridt bagud og betragtede hende tvivlende, uden dog at forhøre hende videre omkring hendes lån – eller det faktum at hun tydeligvis selv var klar over, at hun var blevet snuppet i noget hun ikke burde. I stedet rynkede han panden en kende og skævede til siden. Hvad var etiketten for opførsel overfor en lady i slagkofte, som man lige havde væltet om på jorden?

Han rømmede sig igen og nikkede en enkelt gang. ”Det vil jeg overveje,” svarede han enkelt, før han kneb øjnene en anelse sammen. I et øjeblik tøvede han, men så overskred han alligevel selv endnu grænse. ”Hvad foretager en datter af en Ser fra Ørelenet sig i skjul i slagkofte med et træningssværd bag staldene?” Han hævede begge øjenbryn, før han bøjede sig ned, samlede hendes hjelm op og drejede den imellem sine hænder.

[Mellissa Alcure]

Da Edwin endelig slap sit greb, trådte hun hurtigt et lille skridt væk og vendte siden lidt til. Hvis situationen ikke havde været akavet før, så var den det da med sikkerhed nu. Hun kunne levende forstille sig hvem han troede hun var før, men nu viste han besked. Hun trak handsken af den ene hånd, og rettede nervøst på sit hår, så det lignede en høstak lidt mindre. Hendes blik var stadig fast forankret på jorden og nægtede at se i hans retning, hvilket heller ikke ligefrem hjalp på situationen.
”Tak” mumlede Mellissa da Edwin brød stilheden igen, og da han fortsatte forstod hun hvor lidt han tilsyneladende vist om vestens lener. Men det betød ikke noget for nu. ”Alcure-slægtens kvinder har tradition for at blive skjoldmøer, men… men jeg er her for at lærer kvindens dyder af Lady Isgar. Jeg vil ikke glemme hvad min far har lært mig mens jeg er her, men jeg tror ikke Lady Isgar ville accepterer det… Så derfor har jeg gjort det i hemmelighed” forklarede hun stille. Hun var ikke stolt af at være gået bag Lady Isgars ryg, men stod ved sine handlinger.

[Edwin Lodbrog]

Edwin slap ikke pigebarnet med blikket, selvom han modtog den essentielle information om, at hun var af ikke så lidt højere stand end han mente at have regnet ud før. Han rynkede blot panden, klarede sin egen hals og overvejede at tage endnu et skridt væk. I stedte endte han med at konkludere at det kunne være ret ligegyldigt at holde fuldstændig på etiketten, eftersom den alligevel for længst var brudt. Det han kunne var at se at få benene på nakken og komme tilbage til sin løbetur. Ser Hrafnir kunne dukke op hvert øjeblik det skulle være og opdage, at han ikke var hvor han burde være.

Det nysgerrige spørgsmål undslap ham uden at han helt kunne styre det og han hævede brynene lidt, som hun svarede ham. ”Jaså,” konstaterede han dæmpet. En svag trækning viste sig i hans mundvige, før han bekæmpede den med magt og nøjedes med at bukke let og række hjelmen tilbage til ladyen, der ikke ville være skjoldmø, men alligevel opførte sig som en. Han klarede halsen og tog et halvt skridt bagud, uden at se væk. ”Hvis De vil blive ved med at træne i hemmelighed, så skulle De nok tage at stå lidt tidligere op – og få en aftale med tyendet.” Smilet spillede atter afslørende på hans læber, men han skjulte det, som han bukkede endnu engang og derefter gjorde omkring og satte i let løb, med alle intentioner om at have sved på panden, når Ser Hrafnir stødte til.

Ude

[Mellissa Alcure]

"God ide" svarede Mellissa kort, og nikkede som tak. Hun holdt vejret en anelse til han var ude af syne, og åndede lettet op da han var ude af syne. Aldrig havde hun været så pinlig berørt i hele sit liv! Hun kunne heller ikke forestille sig situationen havde været meget bedre for ham, da han fandt ud af at hun ikke bare var en tjenestepige på afveje. 'Etikette er en kvindes bedste forsvar' havde hende mor altid sagt, og det lod til det havde virket.. sådan da. Mellissa anede ikke om Edwin ville sladre til Ser Isgar, og selvom det ikke havde virket til det, t ville kun tiden bringe vished.

Hurtigt fik hun samlet sig selv, og stak tilbage indenfor, inden nogen så hende. Hun måtte også huske at undskylde for den ballade hun havde været skyld i... hvis hun da nogensinde ville finde modet til at tale til ham igen.

//UDE, TRÅD SLUT