Øl og damer! Eller ej?

[Rafael Leander Valentin]

Rafael var på vej ned igennem den travle Handelstrekant, han havde været et smut hjemme forbi, hans moder havde inviteret på frokost, og Rafael sagde ikke nej tak til sin moders gode mad, da Rafael havde besluttet sig for at gå hjem, tidligt på eftermiddagen var der stadig mange folk ude og handle, og mørkt var det ikke endnu. Rafael var fast besluttet på at gå direkte hjem idag, ikke noget med at stoppe op for at nyde et krus vin eller en kvinde.
Rafael var iklædt noget meget afslappet tøj, en hvid skjorte, den var knappet lidt op på grund af varmen, bare de øverste par knapper, nogle mørkebrune lærredsbukser var han også iklædt, og selvfølgeligt hans støvler hvori den skarpe kniv sad i. Til nødsituationer, som han yndede at kalde dem. Rafael var knap og nap nået halvvejs gennem Handelstrekanten før han glemte hvad han havde aftalt med sig selv, og gik direkte til nærmeste ølbod og købte et krus mørk øl, og lod øjnene spejde efter noget sjovt, der plejede altid at være gøglere et sted, det første krus øl var forsvundet ned i hans hals, før han var færdig med at kigge sig omkring.

[Jalila Rana Sommer]

"Jalila, kom her.."
Hun hørte Nadirs stemme, og det var tydeligt at høre at han var fuld. Hun hadede det. Hun ville bare gerne gemme sig for ham, men han vidste at hun var hjemme, og hun vidste at hun blev nødt til at lystre ham. Hun havde ikke lyst, men ellers ville det bare blive endnu værre for sig selv, når han endelig fandt hende.
Med langsomme skridt gik hun fra køkkenet og ud i stuen, hvor han kaldte på hende. Hun stoppede et par meter fra ham, og kiggede på ham. Hans øjne svømmede mens han prøvede at stille sit blik skarpt på hende.
"Havde vi ikke en aftale, tøs?" spurgte han så, og hun vidste at hun nu skulle have skæld ud. Hun nikkede, uden at kunne få nogle ord over sine læber.
"Hvad sagde jeg, hvis ikke du overholdt den aftale?" spurgte han og rejste sig op. Han var usikker på benene, hvilket hun tydeligt kunne se.
".. At jeg ikke skulle komme hjem.." svarede hun hviskende, og kiggede ned. Hun havde ikke tjent nok penge, og han havde sagt at hun ikke skulle komme hjem så. Men det var blevet mørkt, og der var ikke flere mennesker ude. Nadir havde ikke været hjemme, så hun havde taget chancen. Hun havde håbet at hun kunne nå at komme ud inden han kom hjem igen, men det kunne hun ikke, og nu stod hun foran ham. Hun vidste at han ville slå hende. Hendes egen storebror ville slå hende, bare fordi hun ikke havde kunnet tjene nok penge.
"Og alligevel er du hjemme. Jalila, kan du ikke forstå hvad jeg siger? Er du virkelig så dum, lille tøs?" spurgte han, og det var tydeligt at høre at han var ved at være gal.
Hun skulle til at svare, men før hun kunne nå at ane det, mærkede hun hans hånd på hendes kind så hårdt, at hun faldt. Han havde slået hende med en knytnæve, og det gjorde afsindigt ondt. tårer var begyndt at trille ned af den ophovede kind og det dunkede og gjorde ondt. Hun ville gerne sige noget, men hun ville ikke gøre det værre end det allerede var.
Hun blev liggende på gulvet, bange for at flytte sig, hvis han nu skulle slå hende igen. Hun tog forsigtigt en hånd op til kinden, men flyttede den hurtigt igen, da det gjorde ondt. Hun bed smerten i sig.
Nadir stod og kiggede på hende, men gik så hen til deres sofa og lagde sig ned på den.
"Kom ikke hjem, hvis ikke du har nok penge!" sagde han, og kort efter kunne hun høre ham snorke. Hun rejste sig rettede på sit tøj, tørrede forsigtigt tårerne væk. Hun tog sin tamburin, hatten til penge og forlod den lille hus.

Der var mange mennesker ude i handelstrekanten. Jalilas ører blev fyldt med råb fra forskellige handlende der prøvede at tiltrækker kunder, og hendes lugtesans opfangede en masse forskellige, men fantastiske maddufte.
Jalila kunne godt lide at være på markedet. Der var der ingen der vidste hvem hun virkelig var, der var ingen der vidste at hendes ældre bror slog hende, og der var ingen der vidste hvor hun egentlig kom fra.
Hun havde tvunget et smil frem på hendes læber, selvom det gjorde ondt, der hvor Nadir havde slået hende. Hun ville ikke lade andre se hende sådan.
Jalila var klædt i sit sædvanlige lette tøj, der kom med ringende lyde, hver gang hun bevægede sig. Det var en smuk lyd i hendes ører.
Jalila fandt hurtigt hendes "Plads" i handelstrekanten. Det var der hun altid dansede, og altid havde danset.
Hun rettede kort på sit lette silketøj, og satte hatten hun havde til penge foran sig og begyndte derefter at slå lidt til tamburinen, så der kom lyd ud af den, og hun begyndte at danse.
Jalila elskede at danse, og det havde hun gjort hele sit liv. Hun følte sig fri og hun følte sig bedre tilpas.

[Rafael Leander Valentin]

Rafael gloede efter folk, og hilste på dem han nu kendte, hvilket ikke var få, Rafael var jo vokset op i dette område.
Rafael kiggede ned i sit tomme krus og stillede det fra sig, før han bevægede sig videre ned af gaden, ind imellem stoppede han for at betragte en bods varer eller for at se hvad de forskellige gøglere nu havde fundet på.
Rafael var på vej hjem, da han lagde mærke til en kvinde, ikke en hvilken som helst tilfældig kvinde, en kvinde der åbenbart levede af at danse sensuelle danse, hørte sådan nogle ikke hjemme på et bordel? Rafael besluttede sig for at nærme sig, og fik skubbet sig hen til en af de bedre pladser.
Rafael stod et stykke tid og beundrede den unge dansene dame, før han smed en mønt i hendes hat, Rafael blev stående, og lidt efter smed han endnu en mønt, bare for at få den unge kvinde til at danse videre.
Rafael bevægede sig over til den nærmeste ølbod igen, og købte endnu et krus øl, han blev stående ved ølboden og betragtede den unge dames dans endnu engang, mens han nød endnu et krus øl, man kunne vel sige at alt var som det plejede at være.

[Jalila Rana Sommer]

Jalila havde boet en del år i kongebyen, og alligevel var der så mange hun ikke kendte. Hun hilste kun på meget få folk, og hun vidste at der var mange der så ned på hende. Hun tjente penge ved at forføre mændende med sensuelle danse, der nok egentlig hørte til på et bordel.
Men hun kunne godt lide at danse. Hun elskede lyden af tamburinen og den ringende lyd fra klokkerne i tøjet i sine ører. Det var en lyd der gav hende håb, og det fik et smil frem på hendes læber.
Hun var vant til at det mest fra mænd, der kom og kiggede og kastede mønter til hende. mange kvinder sendte hende sure blikke når hun havde fanget deres mands eller kærestes opmærksomhed med sine dansende bevægelser. Hun var vant til det.
Jalila levede sig fuldkommen ind i dansen. Hun var i en anden verden. En verden hvor hun ikke konstant blev slået af en bror, en verden hvor hun ikke blev set ned på, og en verden hvor hun ikke var nødt til at stå og danse på gaden, bare for at have nok penge til få mad på bordet og rent tøj på kroppen.

Jalilas ansigt blev lyst op af et smil, som blev en smule bredere, da en mand kom og smed nogle mønter i hendes hat. Hun anede ikke hvor mange der lå deri, og talte dem altid først når hun var færdig. Hvad hendes broder ikke vidste var, at hun altid gemte en mønt eller to til sig selv. En dag ville hun rejse væk, og det krævede penge. Der var ikke mange penge at tage af, specielt ikke når Nadir drak de fleste op hver gang der var ekstra penge.
Jalilas vuggende hofter fulgte tamburinens musik. Musikken var en smule ensartet, men hun havde ikke andet. Når det blandede sig med mønternes klirren, blev det dog hurtigt til en fin lille melodi.
Til sidst stoppede hun dog. Melodien var ovre, og hun havde brug for en lille pause.
Hun satte sig på hug foran hatten, lagde tamburinen fra sig, og begyndte at tælle mønterne der lå i hatten. Godt nok var hun ikke født med en guldske i munden, men hun kunne sagtens tælle, og vidste udemærket værdien af de forskellige mønter.

[Rafael Leander Valentin]

Rafael var faldet i snak med nogle vagter der stod nær ølteltet, han genkendte dem ikke, men de havde åbenbart ment han lignede en de havde set før. Rafael var i tvivl om det var godt eller dårligt, og fortalte dem derfor han var kongelig vagt, bare for at sikre sig at der ingen misforståelser ville opstå, mændene nikkede og blev enige om at det nok var derfra at de havde genkendt ham, slottet. Rafael lagde mærke til tamburinens eksotiske lyde fortrak, og damen var stoppet med at danse, nu sad hun istedet og talte sine penge, Rafael stak en hånd i lommen for at se, hvor mange kontanter han havde på sig, han tog de sidste kobbermønter og lagde resten af pengene i lommen.
Rafael gik hen til kvinden og lod de 4-5 kobbermønter falde ned i hendes hat, det var ikke meget, men det var vel mere end man fik af tilfældige mennesker normalt?
"Du er god til at spille tamburin." sagde Rafael, og sendte hende et venligt smil, som om at han slet ikke havde lagt mærke til hendes meget eksotiske dans, og den måde hun havde 'forført' mændene i nærheden på.

[Jalila Rana Sommer]

Jalila havde allerede fra starten set soldaterne der stod ovre ved ølteltet. Hun havde også set at nogle af deres øjne hvilede på hende, og hun elskede det. Hun elskede den opmærksomhed hun fik, når hun dansede rundt i sit lette tøj.

Jalila havde været optaget af at tælle mønterne der lå i hatten, så hun blev faktisk ret overrasket, da der pludselig faldt flere mønter ned.
Hun kiggede op, og et smil kom frem på hendes læber. Hun rejste sig i én glidende bevægelse og kiggede på manden. Han var højere end hende, men nu kunne hun heller ikke ligefrem prale af at være særligt høj. Hun stod også kun i sine bare fødder, så hun havde ingen sko på, der kunne hjælpe hende med højden.
Hans ord om hendes musik, fik hende til at smile lidt mere.
"Mange tak skal du have. Jeg håber at du nød det," svarede hun ham. Det var tydeligt at se på hende, at hun var glad for hans ord, og hun var meget taknemmelig over de penge han havde givet hende.
Havde han egentlig ikke været der før? Hun syntes at kunne huske at han havde været der for ikke særligt lang tid siden, hvor han også havde givet hende nogle penge. Det var hun meget glad for.
Noget af hendes hår var kommet i vejen, så hun brugte den ene hånd til at stryge det væk. hånden kom dog til at køre hen over hendes kind, der stadig var noget øm, og hun fjernede hurtigt hånden igen.

[Rafael Leander Valentin]

"Det gjorde jeg da bestemt..." sagde Rafael og skyndte sig at tilføje "du må have spillet tamburin længe!" bare så det ikke lød forkert, man skulle jo nødig give et dårligt førstehåndsindtryk, specielt ikke til sådan en køn ung dame!
Rafael beundrede den unge dame lidt i stilhed, hun så også en smule eksotisk ud. Rafael spurgte "Hvor stammer du fra?" og rankede ryggen lidt.
Rafaels øjne fulgte den unge kvindes hånd, da hun kørte hånden op og kørte noget hår om bag øret, han så hendes røde kind, det lignede hun havde fået en lussing, men det var nok ikke noget man skulle blande sig i... Det var nok hendes far eller mand der havde pandet hende en. Det kunne godt være at Rafael syntes det var nederdrægtigt at slå kvinder, men han kunne ikke rigtigt gøre noget, eller det ville sige, det kunne han godt, men han kendte hende ikke godt nok til at tæve en eller anden totalt fremmed. Rafael var vel nød til at sige noget, så hun ikke lagde mærke til at han havde stirret på den røde kind, "Jeg hedder Rafael." mere blev det ikke til.

[Jalila Rana Sommer]

Jalila kunne godt lidt at høre, at der rent faktisk var nogen der kunne lide hendes musik. Hun vidste af erfaring, at de fleste ikke lyttede til musikken. Hun kunne se det i deres øjne, når de fulgte hendes vuggende bevægelser. Det morede hende lidt.
Hun nikkede til det han sagde. "jeg lærte det da jeg var yngre," svarede hun og sendte ham et venligt smil.
Det var hendes moder der havde lært hende at spille på tamburin og danse. Det var ikke i den hensigt at hun skulle bruge det til at tjene penge, men bare fordi hun ønskede det. Hendes mor ønskede ikke at hendes datter skulle danse på gaden for at tjene penge, men da moderen døde blev det nødvendigt en gang imellem. Da Nadir begyndte at drikke pengene op, blev det nødvendigt for hende at danse hver dag, så de kunne få bare lidt penge. Hun kunne godt lide at danse. Det havde hun altid kunnet lide, men nu var det ligesom blevet noget hun var tvunget til. Alternative var at hun blev en glædes pige, og det ville hun absolut ikke. Så langt ville hun ikke synke.

Jalila fandt det nedladende at sige, at hendes egen storebror slog hende. Den mand der skulle passe på hende, slog hende regelmæssigt. Det var ikke noget man ville være stolt af at sige, og Jalila plejede bare at sige at hun var faldet eller gået ind i et eller andet, hvis nogen spurgte. Det var nemmest, og så spurgte folk ikke mere. Desuden ville Nadir blive rasende, hvis det kom ud, at han slog hende. Så ville han bare slå hende endnu mere.
"Jeg stammer fra et sted.. der ligger langt herfra," svarede hun, da han spurgte. hun havde lært at det ikke var smart at sige, at man kom fra Fligøerne. Det kunne folk ikke lide at høre. Men hvis man havde den mindste kendskab til hvordan folk snakkede på Fligøerne, ville man med det samme kunne høre, at hun stammede derfra. Det kunne hun ikke rigtigt løbe fra.
"Mit navn er Jalila.. dejligt at møde dig, Rafael," svarede hun ham. Hun vidste at hendes navn var en smule usædvanligt. hun vidste også at det betød "Important". Mere vidste hun dog ikke, men hun kunne godt lide sit navn.

[/font]

[Rafael Leander Valentin]

Rafael kløede sig på halsen og smilede til kvinden mens han nikkede, det svar kunne godtages.
Rafael var bare søn af en våbensmed, som så tilfældigvis havde lært Rafael at fægte, og tilfældigvis var Rafael et naturtalent, hvilket var heldigt, meget heldigt, for ellers var Rafael nok endt som smed, hvilket var et meget fint job, som Rafael havde respekt for, det var bare ikke lige Rafael at banke på et stykke jern dagen lang, nej tak så hellere være vagt, vagt hos kongen.
"Langt herfra? Hvor er det?" spurgte Rafael og smilede til Jalila, normalt havde Rafael nemt til smil, Rafael mente selv han var yderst medgørelig, men denne unge kvinde, Jalila fik ham bare til at smile endnu mere, hun var rar nok, indtil videre.
"Jamen i lige måde, Jalila, må jeg byde på en øl eller noget at spise?" godt nok var det ikke længe siden Rafael havde spist, men en lille bid brød eller to mere ville da ikke gøre noget, og da slet ikke i selskab med denne kønne unge dame. Rafaels blik gled ned på Jalilas kind igen, han undrede sig endnu en gang over hvem der havde smækket hende en... Måske var hun bare gået ind i en dør? Med kinden først? Nej, det var nok ikke en mulighed.

[Jalila Rana Sommer]

Jalila havde en eller anden frygt for, at hvis hun fortalte hvor hun var fra, ville hun blive sendt der tilbage. Det var måske en latterlig tanke, men det var hvad Nadir altid havde sagt. Han havde altid sagt at hun skulle holde det hemmeligt, hvis ikke hun ville tilbage.
Hun vidste ikke hvorfor hun frygtede at komme tilbage, men måske var det fordi, Nadir ville blive rigtig gal, hvis det skete? Hun var bange for hans vrede. Hun hadede når han slog hende. Hun ville gerne sætte en stopper for det, men hun var ikke sikker på at hun kunne gøre det.
"Lad os bare sige, at det er et stykke herfra," sagde hun med et smil. Denne mand vidste tilsydenladende ikke hvordan man snakkede på Flig øerne. Ellers ville han jo ikke have spurgt. Det gjorde hende nu bestemt ikke noget, da hun så ikke skulle frygte noget fra hans side.
Manden virkede utroligt rar, og han havde givet hende flere penge end nogen anden havde givet hende på én gang. Hun var utroligt taknemmelig over det. Det gjorde også, at hun kunne komme hurtigere væk. jo flere penge hun fik sparet op i hemmelighed, jo hurtigere og længere kunne hun komme væk fra dette sted. Hun ville gerne starte på en frisk, hvis det kunne lade sig gøre. Hun ville hen til et sted, hvor ingen kendte hende, og hvor hun ikke behøvede at skjule hvem hun egentlig var. Hun var træt af at have så mange hemmeligheder.
"Lidt at spise ville ikke være en dårlig ting.." sagde hun med et smil og fulgte hende. Der var ikke mange penge til mad, da Nadir drak de fleste penge op, så det var ikke ligefrem fordi Jalila fik helt vildt meget at spise derhjemme. hun sultede dog ikke, men hun ville ikke have noget imod at have mere mad derhjemme.

[Rafael Leander Valentin]

Havde Rafael vidst at Jalila var fra Fligøerne, havde der nok ikke været nogen konsekvens ved det, måske havde han taget lidt afstand fra hende, fordi at det ikke var godt for en kongelig vagt at vise sig sammen med Flig-folk, man ville nødig beskyldes for spionage eller forræderi som kongelig vagt. Rafael nikkede bare som svar, han fik ikke at vide hvor hun stammede fra, måske vidste Jalila det ikke selv, tænkte Rafael.
Rafael var nem at omgås, så længe man bare opførte sig pænt overfor ham, så var han også flink mod folk, og blev der ballade var Rafael som regel god til at snakke sig ud af den, men det skulle ikke være nogen hemmelighed at Rafael vidste, at størstedelen af de der ville slås med ham ville dø i en sværdduel, på trods af den unge alder var han allerede så erfaren med et sværd, og loyal overfor regentfamilien var han også, så længe han var kongelig vagt skulle man sørge for at slå ham ihjel, for Rafael ville beskytte regentfamilien til sidste blodsdråbe.
Rafael nikkede til Jalila og gjorde en gestus med armen mod nærmeste spisetelt, og rakte hende sin arm, lidt gentleman var man jo altid. "Lever du af det her?" spurgte Rafael, bare for at holde samtalen i live.

[Jalila Rana Sommer]

Et eller andet sted, savnede Jalila at bo på Fligøerne. Hvad hun huskede af det, var det et dejligt sted at bo. Det var noget andet end her, hvor de kun lige kom igennem hver dag med de få penge hun tjente ved at danse. Så vidt hun huskede, havde de ikke manglet noget som helst, da de boede på fligøerne. hun vidste da godt at det havde gjort noget at de havde mistet moderens indtjening, men den havde de ikke haft brug for ude på Fligøerne. Hun vidste godt at moderen mange elskere - og hendes og Nadirs far - havde betalt alt muligt for dem.
Jalila havde hurtigt fundet ud af hvad folk mente om fligøerne. Derfor sagde hun heller ikke til noget at hun kom derfra. Hun håbede derfor at der ikke var mange der vidste, hvordan en fra Fligøerne snakkede. Det ville sætte hende i en meget dårlig situation, og det ønskede hun ikke. Hun ønskede ikke at skulle flygte igen. Desuden vidste hun at Nadir ville give hende skylden, og så ville han bare slå hende igen. Hun hadede det, og for hver gang han løftede hånden og slog hende, hadede hun ham lidt mere. Hun ville så gerne væk fra alt dette, så hun kunne starte på en frisk igen. Det var bare nemmere sagt end gjort. Det kostede mange penge at rejse, og penge var ikke det hun havde allermest af.
Et smil kom frem på Jalilas læber - selvom det gjorde ondt der hvor Nadir havde slået hende - da Rafael holdt en arm ud til hende, og førte hende mod det nærmeste spisetelt. Hun lagde sin hånd på hans arm, og fulgte ham. Hendes fødder gik let hen over de varme brosten. HUn gled mere end hun gik.
"Noget bliver man jo nødt til at gøre for at tjene penge... Hvis ikke man er født ind i en god familie, kan det være svært at tjene penge her.." sagde hun en smule forsigtigt, da han spurgte om hun levede af at danse på gaden. Det var jo sådanset det hun gjorde, hun kunne bare godt lide at formulere det anderledes.
"Er du ridder eller sådan noget?" spurgte hun gættende. Hun var langt fra sikker, men et eller andet skulle han jo være. Hans klæder viste at han i hvert fald ikke var fattig, så et eller andet fint måtte han jo være.

[Rafael Leander Valentin]

Rafael havde altid boet her i denne del af byen, og han var derfor vokset op med mange af dem som drev forretning i denne del af byen, snedkernes unger, de andre smedes unger, de forskellige 'krofattere' og deres unger var også nogen han havde kendt det meste af sit liv, fra han rendte rundt med deres børn, til han begyndte at besøge deres boder og butikker.
Rafael gik ind i spiseteltet, og fandt en plads til Jalila og sig selv, og puffede lidt til en fordrukken gamling, som knurrede tilbage af Rafael som svar, Rafael fandt sig i det og satte sig på bænken.
"Det har du ret i.. Hvad med dine forældre? De arbejder måske ikke? " spurgte Rafael, det kunne jo godt være de var syge.
Da Rafael blev spurgt om han var ridder smilede han stort til Jalila, "Desværre ikke. Jeg er vagt hos kongen, jeg ville dog gerne være ridder, mere end noget andet, men jeg er ikke af adelig slægt, så det kan jeg nok skyde en lang pil efter. Men min far er våbensmed, og det skulle jeg også have været, men jeg egnede mig ikke nær så godt som min bror, men min far opdagede meget hurtigt at jeg var god til at fægte, og da jeg så gik til optagelse i vagtregimentet, så imponerede jeg vagtmesteren så meget at han sendte mig direkte videre til kongens vagtregiment, så jeg lever af at passe på kongen." Rafael følte sig meget stolt over at finde en lejlighed til at fortælle hende om hans job, Rafael elskede sit job, sådan var det bare, de færreste tænke vel sådan om et vagtjob, det var jo også hårdt arbejde, det mente Rafael da i hvert fald.

[Jalila Rana Sommer]

Jalila huskede ikke meget fra sin barndom. Hun havde da leget med andre børn på sin egen alder, men da moderen begyndte at undervise hende i at danse, havde hun ikke rigtigt tid til at lege. Hun skulle øve sig i dansen hele tiden, så hun kunne blive god. Hun vidste dog at moderen ville vende sig i sin grav, hvis hun vidste hvad Nadir fik Jalila til. Men Jalila var for bange for at svare igen, og hun var bange for at trodse sin ældre broder. Han var stærkere end hende, og kunne til enhver tid slå hende i gulvet, hvis det passede ham. Hun kunne jo ikke stille noget op.
Jalila misundte lidt folk som Rafael, der havde haft en normal barndom. Han vidste hvem begge sine forældre var, han havde ikke skulle gætte sig til det. Han havde altid haft folk at lege med, det havde hun ikke. Hun havde sin bror, og de få børn der var uvidende om hendes moders job dengang.
"Jeg kender ikke min far, og min mor er desværre ikke i denne verden mere.." svarede hun, da han spurgte ind til sine forældre. Det var jo en løgn. hun vidste hvem hendes far var. Det var opdagelsen af ham, der havde gjort at de skulle flytte væk. Hun vidste dog ikke om han levede endnu. Hun vidste ikke om han havde kæmpet i krigen, men hun kendte hans navn, og hun vidste at han i hevrt fald havde været en mand med magt på Fligøerne. Hun kunne ikke risikere at folk kendte ham, så derfor sagde hun bare at hun ikke kendte ham. Det var nemmest på den måde.
Jalila lyttede nysgerrigt til det han sagde. Hun kunne godt forstå at han gerne ville være ridder. Det var nok noget af det bedste hverv man kunne have. Riddere blev altid set op til, da det var dem der egentlig passede på landet og befolkningen. Der var ikke så meget ved kun at være vagt eller soldat.
"Det er vel ikke så dårligt at passe på vores konge? Jeg kan godt forstå at du hellere vil være ridder, det vil alle drenge vel... men det er vel også godt at kunne sige, at man passer på kongen, er det ikke?" spurgte hun og kiggede lidt på ham.
Hun rettede lidt på sin nederdel, da hun satte sig på bænken. Det fik mønterne til at klirre lidt, ligesom når hun gik eller bevægede sig.
Egentlig havde hun ikke fået mad i flere timer. Duften i madteltet fik sulten til at røre på sig inde i hende. Hun havde slet ikke regnet med at møde en som Rafael, en der var så rar.