Familiebesøg.

[Mariah Urbram]

Mariah havde virkelig glædet sig til denne dag. Hun havde ikke set så meget til sin ældre broder gennem de sidste ti år, grundet det at de begge havde alt for meget at se til. I stedet havde de dog holdt kontakten med breve og havde været på besøg ved hinanden lidt, men det var måske ikke så meget som Mariah havde håbet på.
Hun havde selv haft rimelig travlt den seneste tid, men alligevel havde hun fundet tid til at invitere sin broder på besøg. Hun savnede egentlig at snakke med ham. Som yngre havde de haft et rimelig tæt bånd, og det var stadig tæt, bare ikke helt som dengang.
Mariah var som sædvanligt stået tidligt op. Der var en del der skulle ses til, nogle papirer der skulle underskrives… de sædvanlige ting. Hun nød sit arbejde, og havde virkelig intet imod at komme tidligt op. Hun kunne godt lide at komme i gang og få noget arbejde fra hånden.
Der var meget man skulle huske på, når man var hersker over et len. Det havde hun virkelig lært, og hun havde virkelig gjort god brug af sin broders erfaring. Han havde hjulpet hende til at komme i gang, hvorefter hendes embedsmænd havde taget over og hjulpet hende igennem alle de ting, hun nu skulle igennem. De havde lært hende alt hvad hun vidste, og hun stod virkelig i evig gæld til dem.

Mariah havde selvfølgelig gået en runde på sit gods. Hun skulle være sikker på at alt var som det skulle være, at der ingen støv var at se og at alt hang lige og præcis, og at tæpperne lå præcis hvor de skulle være. Hun var utroligt perfektionistisk, hvilket hendes ry også sagde. Det var ikke noget hun var ked af, da hun så bare var sikker på, at alt var perfekt. Hun var meget omhyggelig, og gav ikke op før noget var som hun ønskede det.
Mariah havde iført sig sit sædvanlige tøj: Skjorte, bukser, støvler og korset og hun havde ikke sat sit krøllede hår op. Daniel kendte hende, og hun så ingen grund til at skulle stadse sig helt vildt ud for hans skyld.
Mariah vidste at der endnu var lidt tid, før Daniel ville være der, så hun satte sig ind på sit kontor, hvor hun satte sig til at lave noget papirarbejde. Der var noget der skulle skrives under, nogle ting der skulle læses igennem og rettes og love hun skulle kigge på igen, da nogle af dem desværre skulle strammes en lille smule.
Tiden fløj ligesom af sted, når hun var fordybet i sit arbejde, og kom først ud af sin lille verden, da en svag banken kunne høres på den store dør. Kort efter blev den åbnet, og en tjenestepige trådte ind i rummet og nejede for sin lensherskerinde.
”Lord Urbram er her nu, Lady Verd,” sagde hun med sin lyse stemme, og Mariah lagde pennen fra sig. Et smil var kommet frem på hendes læber, og hun rejste sig fra stolen.
”Tak skal du have, Marie,” svarede hun og gik med tjenestepigen ind i et modtagelsesværelse, som hendes tjenestefolk havde vist Daniel ind i.
Døren stod åben, og hun stoppede op og betragtede sin ældre broder lidt. Han var præcis som hun huskede ham, måske bare en smule ældre. Et bredt smil prydede hendes fyldige læber og hun trådte ind i rummet.
”Daniel!” sagde hun med fryd i stemmen og gik hen til sin ældre broder. Det var tydeligt at se på hende, at hun var glad for at se ham igen.

[Daniel Urbram]

Lensherren kom ridende ind på gårdspladsen. Han var et mesterligt syn, iført en sort kappe og ført frem af en smuk gråskimmel hingst. Lord Urbram betragtede sin søsters gods før han lod sig stige ned af det urolige dyr. Han blev taget imod så snart der blev lagt mærke til hans ankomst, og nogen tog sig straks af hans hingst. Han klappede Herkules på halsen. Det stædige dyr knejste med nakken, tydeligvis utilfreds med at en fremmed skulle føre ham ind i stalden. Men det sømmede sig ikke for en mand som Daniel at sadle sin egen hest af, og sætte den på stald. Selvom han måtte indrømme at han for tiden tilbragte en del tid i stalden, når han ikke have besøg, eller havde travlt med praktiske gøremål. Daniel måtte rette lidt på sine bukser, der var alligevel en del distance imellem han eget len og så hans søsters, hans hår sad sikkert som en fuglerede på hans hovede, og hans kinder røde efter den kolde vind. Men så kendte man Daniel.
Han tog afsked med sit sure ridedyr, og begav sig mod godset, pænt ført frem af en tjener. Det var længe siden han havde sat sine ben på godset her, og han måtte indrømme at hans søster havde gjort et godt stykke arbejde. I starten havde hun vendt sig til ham efter hjælp, men snart havde hun selv fået styr på det hele, og det ville ikke undre ham det mindste hvis hun nu styrede sit len meget bedre end han styrede sit eget. Mariah havde altid været en perfektionist, og dygtig til de ting hun satte sig for.

Han trådte ind i Lady Verds hjem, et smukt syn. Det var tydelig at alt var ryddet og støvet af, men han havde lidt på fornemmelsen at der generelt var nydeligt hos Mariah. Det lignede ikke hendes karakter at have rod i sit hjem. Generelt lignede det ikke hans søster at have rod overhovedet, i ordets bredeste forstand. Han var stolt over sin søster, det var tydeligt for enhver der lyttede til ham. Han talte tit om hende, men Daniel var generelt stolt af sin familie. Sådan havde han altid været. Stolt. Da tjenestepigen nejede for ham, og forlod rummet for at annoncere hans velkomst måtte han rette lidt på sit hår, og se at komme af sit overtøj. Det var længe siden han havde set sin yngre søster, og han kunne ikke bære tanken om at lige et fjog. Han ville helst lige den rollemodel han altid havde stræbt efter at være. Især efter deres faders død. Han vidste at det ikke havde været nemt for Mariah at forlade familien så tidligt at blive gift, men han var glad for at det trods alle odds var gået hende så fantastisk godt.
Da han hørte fodskridt nærme sig så han op "Mariah!" Han slog sine store arme ud for at omfavne sin søster i et venskabeligt kram. Hun så nydelig ud som altid, selvom Daniel hellere så hende klæde sig i mere kvindeligt tøj "Stadigvæk ingen kjole ser jeg" et smil bredte sig på hans læber "Jeg gætter på at jeg ikke kan få alt hvad jeg beder om" Det var tydeligt at høre at det mest var for sjov. Han havde efterhånden accepteret at hans søster var en praktisk og stædig kvinde. Han selv var iført en mørk kjortel og lyse hoser. Et læderbælte holdte det hele på plads. Det var ikke ligefremt varmt udenfor, og Daniel kendte vigtigheden i at klæde sig på efter vejret. Han havde utallige gange som lille purk trasket hjem med forfrosne fingre og tæer, og måtte side i timevis med fødderne i en balje lunkent vand. Alle de gange han havde fået skæld ud over sin tåbelige adfærd, for blot at gentage hele seancen dagen efter.
"Jeg forventer at få en fuld rapport om hvad der er sket siden sidst!"

[Mariah Urbram]

Mariah var meget stolt af hvad hun havde opnået i sine få år som lensherskerinde. Det havde krævet blod, sved, og tårer at nå så langt som hun var nu, men hun kunne faktisk sige at hun var stolt af det.
Mariah gjorde utroligt meget ud af, at alting skulle være perfekt. Lord Verd havde flere gange rystet på hovedet af hende med et smil på læberne, men havde ladet hende være den hun var. Hun var ret sikker på at det var noget hun havde arvet fra sin moder. Hun vidste nemlig at moderen selv altid havde været meget perfektionistisk.
Hun vidste godt at hun virkelig satte sine tjenestefolk på en prøve, fordi alting skulle være perfekt, men sådan havde det faktisk været siden første dag hun kom derhen. Det var da hun havde indgået ægteskab med Lord Verd, og selvom hun kun var 16 år, var hun stålfast og hun havde sine egne meninger. Tjenestefolkene blev nødt til at rette sig efter hende, selvom hun kun var en ung pige, men det var sådan hun ville have det. Nu havde tjenestefolkene selvfølgelig vænnet sig til det, og hun behøvede ikke længere at gå alting efter i sømmene. Hvis der kom nye tjenestefolk, blev de automatisk sat ind i hvordan Lensherskerinden ville have at alting skulle se ud.
Men det var også blevet mere behageligt at være på godset. Der var ikke længere støv rundt omkring, billederne hang ikke skævt og hvoren man kom hen, var det rent faktisk helt rent.
Det var noget Mariah virkelig satte pris på.

Mariah var stolt af at komme fra en familie som Urbram. Hendes familie havde et godt ry, og hun blev aldrig træt af at snakke om den.
Som 16årig havde det været svært at forlade sin familie, og Mariah var utroligt knyttet til sin fader og sin bror, så det havde været utroligt svært at skulle forlade dem. Hun havde været ked af det dengang, og havde ikke forstået hvorfor hendes fader straffede hende på den måde. Hun kunne ikke forstå hvad hun havde gjort for at fortjene sådan en straf.
Man kunne dog ikke påstå at Mariah havde lidt nogen form for skade.
Hun havde fået al den frihed hun kunne ønske sig, og hun havde fået en kærlig mand, der vel i sidste ende virkelig elskede hende.
Hun havde lært at forstå, at hendes far havde gjort det for at hjælpen hende, ikke for at straffe hende.
Det glædede hende så bare rigtigt meget, når hun endelig så sin bror. De boede alligevel et godt stykke fra hinanden, og breve var bare ikke altid gode nok. Hendes broder havde altid været en rollemodel for hende. Hun havde altid set op til både sin bror og fader, og det var også derfor hun var gået til sin bror, da hun pludselig stod med et hel len mellem sine hænder, uden at vide, hvad hun skulle gøre med det. Han havde hjulpet hende på plads, og det var hun evigt taknemmelig over.

Mariah slog ligeledes sine arme om sin ældre broder, da hun kom hen til ham. Hans stemme havde hun savnet, måtte hun indrømme. I det hele taget havde hun nok savnet ham mere, end hun lige havde gået og troet.
"Jeg ville jo ikke være mig, hvis jeg havde kjole på," sagde hun med et smil, og kunne godt høre at han drillede hende. HUn vidste at han helst så hende i kjole, men hun følte sig ikke hjemme i kjoler. Hun følte at hendes frihed blev taget fra hende når korsettet blev strammet og hendes barm kom en del mere til syne. Hun brød sig ikke om det. Hun havde ikke en trang til at gå med kjoler som mange kvinder havde.
Dog så man hende da i kjole, når det blev krævet. Det var dog heldigvis ikke så tit, hvilket hun jo var meget glad for.
"Fuld rapport? Det kommer jo til at tage flere dage!" sagde hun med et drillende smil, og gjorde en gestus mod en behagelig sofa et par metre fra dem.
Selv gik hun hen og satte sig på sofaen, og gik ikke i gang med at fortælle, før hendes bror var hende ved hende.
"En ridder under Lord Lodbrogs fane har taget Aleksander under sine vinger. Din nevø skal være ridder, som han altid har drømt om," startede hun og et smil sad fast på hendes læber. Det var tydeligt at høre og se på hende, at hun var meget stolt over sin søn.

[Daniel Urbram]

Daniel fulgte sin søsters eksempel og satte sig til rette i sofaen. "Det glæder mig at høre. Han skal nok komme til at udrette store ting en dag." sagde han med et smil over læberne. Han ønskede kun det bedste for sin nevø. Hvis nevøens største drøm var at blive ridder, kunne Daniel Urbram ikke andet end at glæde sig over at det nu så ud til at lykkedes for ham.
Selv havde han aldrig forestillet sig andet end at være lensherre. Det skulle dog blot være at rejse landet rundt. Daniel var altid bestemt til at forblive i det samme len, og blot en udflugt, som at besøge hans søster, var en rar forandring. Han kunne godt tænke sig at se mere end blot nordlandet, men det var sjældent at han fandt sig tiden til at rejse. Der var brug for ham i hans len, og det havde Daniel fuld forståelse for. Han have affundet sig med at hans frihed ikke altid var hans første prioritet. En dag hvor tingene ikke var ligeså hektiske som de var nu, kunne han måske undskylde sig for en stund, og tage ud og opleve noget mere, men lige nu var hans plads her, hvilket den nok ville være lang tid endnu.
Som ung havde Daniel haft tiden til at rejse, og han fortrød nu bitterligt at han ikke havde udnyttet den mulighed mere end han havde.

"Melody Urbram, har endnu ikke skænket mig en arving til mit len. Det begynder at bekymre mig, jeg bliver jo ikke yngre. Tanken har strejfet mig om hun ikke er frugtbar, men jeg lader mig ikke bekymre endnu." Dette var ikke helt sandt. Tanken om at Daniels kone ikke var i stand til at føde ham et barn gik ham meget på. Han havde længet ønsket at være fader, men han skød det væk med tanken om at han havde flere gode år endnu.
Han ville være bitter over at overdrage lenet til nogen udenfor familien, men han elskede sin kone meget højt, og tanken om at få børn med nogen anden kvinde var utænkelig. Det eneste Daniel Urbram kunne gøre, var at vente og se tiden an. Han følte sig ikke gammel endnu.
Han kunne glæde sig over at hans søster ikke måtte dele samme bekymring. Trods tabet af sin mand havde hun en stærk og rask søn. Tanken om at holde sin egen søn i sine armen var ham en kær tanke. Selvfølgelig var en datter også velkommen, men han måtte indrømme at tanken om en søn der så op til sig, var meget kærkommen. Han ville lære sin søn hvordan man håndterede et sværd. Hvordan man red en hest, og måske vigtigst af alt; hvordan man behandlede en kvinde. Det ville være fantastisk at ride på jagt med sin søn. At kunne se sig selv i et andet menneske.
At opdrage en søn ville dog også være hårdt. Daniel Urbram havde i forvejen nok at se til. Heldigvis betroede han sin kone kundskab nok til, at kunne opdrage et eventuelt barn langt bedre end han selv ville kunne. Hun var trods alt en kvinde, og forstod sig langt bedre på både børn, men også følelser end han selv. Selvfølgelig kunne Daniel se når folk var triste til mode, men han fandt det ikke altid lige nemt at række ud til folk, og sige de rigtige ord. Jovist ville han hellere end gerne hjælpe folk, men han følte aldrig at han havde de rigtige råd at give, og endte måske med at gøre hele situationen langt værre, end hvis han blot havde holdt sig for sig selv. Måske kom det sig af at han selv gik stille med sine inderste følelser. Der var ingen tvivl hvis Lord Urbram var i godt humør, men han følte sig svag og sårbar hvis han lod sine dybe bekymringer og angst vise sig udenpå. Tanken om at synke ned i andres arme og modtage trøst lå ham meget fjern. Han havde aldrig set sin egen far fælde en tåre, og han havde tænkt sig at følge samme mønster. På den måde var han en meget lukket mand. Men ved nærmere eftertanke havde Daniel ikke set ret mange mænd græde i det hele taget. Det sømmede sig ikke rigtig for en mand at være svag, især ikke hvis han på nogen måde ville fremstå som egnet til at passe på en kvinde, og et evt. afkom. Måske var det også Daniels stolthed, der tvang ham til at holde sine svagheder tæt på kroppen, og altid virke rolig og fattet. Han var meget bevidst om sin families status, og også sin personlige. Hvem ville se op til en lensherre der lod sig slå ud af kurs, og som ikke altid virkede til at have styr på alting, selvom dette måske ikke altid var tilfældet.

[Mariah Urbram]

Mariah vidste, at hendes søn ønskede at blive en ridder. Egentlig burde han mest af alt opdrages i at blive en lenshersker, men Mariah valgte at prioritere anderledes. Hun vidste, at hun ikke ville stoppe med sit job, bare fordi hendes søn blev gammel nok til at overtage hvervet. Derfor havde Aleksander masser af tid til at nå det, han nu skulle nå. Hvis han ønskede at blive en ridder, ville Mariah da ikke sætte en stopper for dette, da det jo var drengens drøm. Lord Verd havde selv været en ridder, og Aleksander ønskede at følge i sin faders spor.
Desuden mente Mariah, at sønnen skulle have lov til at leve sine drømme ud. Hendes søn var hendes et og alt, det der betød allermest for hende i verden.
Aleksander var den der skulle føre det hele videre, det vidste hun godt. Det var også derfor hun ikke havde ændret hans efternavn. Han hed selv Verd, mens hun havde valgt at tage Urbram til sig igen, selvom langt de fleste egentlig stadig kaldte hende Lady Verd.
"Selvfølgelig. Han har både Urbams og Verds blod i sine årer," sagde Mariah med overbevisning i stemmen, da hendes ældre broder sagde, at Aleksander nok skulle udrette noget stort en dag. Det regnede hun stærkt med at drengen ville. hvorfor skulle han ikke det?

Mariah vidste godt, at Daniel nok havde en eller anden drøm om at komme mere ud i verden. Hun ønskede for hans skyld, at det kunne lade sig gøre. Hun kendte dog godt til en lensherskers krævende job, og elskede selv, når hun kom ud. Dog var hun sikker på, at hun kom mere ud end hendes broder gjorde.
Mariah red ofte rudnt til folk, andre lenshersker eller til møder andre steder. Det havde hun altid gjort, da hun godt kunne lide at komme ud. Dog var hjemme bedst, og sådan havde hun altid haft det. Hun følte sig mere sig selv, når hun endelig var hjemme.
Hun lyttede til hvad Daniel sagde, og hun kiggede på ham med medfølelse i blikket.
"Det er jeg ked af at høre.... jeg havde håbet at høre gode nyheder. Har du snakket med hende? I det sidste brev hun sendte, lød det ellers til, at det gik meget bedre.." sagde Mariah, som selvfølgelig var bekymret. Hun vidste hvor meget hendes broder ønskede at få en søn, der kunne overtage det hele. Hun var ked af at høre, at Melody endnu ikke var blevet gravid.
Mariah var rimelig gode veninder med Daniels hustru. De skrev en del breve sammen, for ligesom at holde kontakten. Hun syntes virkelig at Daniel havde fundet sig en perfekt hustru.

Mariah var utroligt glad for, at hun havde fået en søn. Hun var hurtigt efter brylluppet blevet gravid, så hun var faktisk blevet mor ret tidligt. Det gjorde hende nu ikke så meget, da hun jo havde haft al den hjælp hun havde haft brug for. Hun havde jo ikke været alene mor, hvilket hun var meget taknemmelig for.
Mariah var meget ked af, at hendes mand var død. Det havde taget meget hårdt på hende. Dog priste hun sig lykkelig for sin søn, der lignede sin far både i personlighed og udseende rigtig meget.
"Hvordan står det ellers til, hjemme i lenet?" spurgte hun så og kiggede på sin broder. Hun så stadig sin broders len som sit rigtige hjem, da det var der hun havde levet det meste af sit liv.