The joy of hunting

[Emily Mellark]

Med yndlingsbuen om armen og sine pile om skulderen, forlod Emily roligt byen, og satte kurs mod Tornskoven. Solen var knap nok stået op endnu, og beboerne i byen var kun lige ved at stå op, og få tøj på. Dette betød at hun undgik undrende og nysgerrige blikke, hvilket passede hende fint. Det var ikke normalt at man så piger jage. Måske i det miljø hun kom fra, men for folk der så hende udefra så det helt forkert ud. Ifølge dem burde hun gå derhjemme. Ja, de fleste piger på hendes alder var vel allerede ved at planlægge deres eget bryllup – hvis de altså ikke allerede var gift. Sådan var Emily bare ikke. Lykken for hende var at jage, den følelse af adrenalin det gav hende, når hun løb igennem skoven, ud og ind mellem træerne. Ikke at gå derhjemme og passe en eller anden dum unge.

Ved udkanten af skoven stoppede hun op et øjeblik, for at danne sig et overblik over marken og byen bag hende. Alt så roligt ud, og det så ikke ud til at en af tyvedrengene var fuldt efter hende. Hun havde været ude for det et par gange, at de små drenge i tyvelavet var fuldt efter hende, blot for at se hvad hun var ude på. Det havde resulteret i en masse ballade, og ofte endt med at ødelægge hendes jagt, da hun i stedet blev tvunget til at lege babysitter.

For en sikkerhedsskyld begyndte hun at løbe, og der gik ikke langt tid før skoven skjulte hende helt. Endelig. Skoven var hendes pusterum. Det ene sted hvor hun ikke behøvede at tænke på andre end hende selv, og hvor hun havde frihed til at gøre lige hvad hun havde lyst til, uden at andre dømte hende. Emily startede ud med at sætte net par snarer op, noget en af de ældre fra tyvelavet havde lært hende. Derefter gik hun hendes sædvanlige rute, for at tjekke de andre snarer hun havde sat op, et par dage før. Emily kendte skoven bedre end andre, og der gik derfor ikke lang tid, før hun var tilbage hvor hun startede. En enkelt kanin var gået i fælden, men ellers havde fangsten ikke været særlig stor. Det ærgrede hende. Hun havde håbet på noget mere.

Hun lagde kaninen op af et træ, og gik så videre. Hun sørgede for at bevæge sig lydløst, meget omhyggelig med ikke at skabe larm og andet der ville afsløre hendes tilstedeværelse. Samtidig lyttede hun opmærksomt til lydene omkring hende. Der kunne gå ikke gå lang tid, før et dyr ville komme forbi. Emily satte sig på lur bag en busk. Nu måtte hun bare vente.

[Jacob Letonia]

Jacob havde ligget på lur længe, han havde haft god tid og havde bare sat sig et sted, mens han vende på sit bytte,han havde jo alt den tid der skulle til, en mens han havde siddet der havde han set en pige der gik rundt, hun havde vidst selv været i færd med at være på jagt, en han brød sig ikke helt om hvad han så, hun brugte fælder, hun tog alt det sjove ud af en jagt i hans hoved, fælder var unfair mod dyret man jagede, men selvom hun satte dem op og han var imod det, så havde han ikke i sinde at ødelægge dem, det var jo desværre nogle menneskers eneste måde at leve på, så det ville være unfair at gøre noget i den stil. han prøvede jo ikke at udsulte nogle, men nogle gange kunne hans hjerte godt tage over hvis han så et dyr ligge i en fælde, når de bare lå der og man kunne se øjne på dem om hvordan de tiggede og drømte om den frihed de nu engang havde haft, det var ikke noget Jacob kunne se på og han slap dem oftest fri.

Selvom hun var blevet set af ham, så betød det jo dog ikke at hun var dårlig, han var jo kendt blandt jagere, så der var ikke noget at sige til at ingen så ham, især ikke når han allerede havde stilet sig til rette da hun kom ind, han sad også lige nu, bare med sine bukser på der gik ham lidt ned over knæene, hans bue var fremme og han havde også en pil, så han ikke havde haft behov for at hive en frem, han lage bare mærke til hvor alt var og hvor han ikke skulle gå rundt fordi hun stilte fælder op, det var dog noget han heller ikke var glad for, selvom han næsten altid fandt fælder før han tråde på dem, så havde han da udløst en før, bare fordi den var meget godt gemt, eller fordi den var glemt og bare var blevet et med miljøet. Det sidste han så, var da denne pige pludselig gemte sig i nærheden af hvor han var, hun havde nok ikke set ham, men hun skulle ikke stjæle hans bytte, det var han imod, men han var ret sikker på at han ville kunne så hende i at trække buen.

Jacob mærkede pludselig noget ved jordbunden, det var fordelen ved bare tær, man kunne mærke det hele, et dyr var på vej, han vende bare lige så stille og roligt, han mærkede det komme tættere og spænde buen, han mærkede stadig på jorden og følte hvor det cirka kom fra, det var her lige om lidt, der var ikke lang tid. få sekunder efter viste hoved på en ung hjort sig frem, men længere kom det ikke, præstiion var Jacobs bedste og der sad en pil direkte i hoved på hjorten der faldt død om på stedet, problemet var aldrig at få kål på de her bytter, han var jo van til at blive hidkaldt over hele landet på grund af større dyr der plagede landet og var en trussel mod landsbyer, der var ikke et ekstra skud mange gange.

Han stilte sig langsomt op, dog ikke med meget lyd og gik imod dyret, han tog det stille og roligt, mens han gik tættere og tættere på, faktisk virkede han ikke som om han havde set Emily lige nu, han kom helt hen til dyret og tjekkede det, han ville ikke havde det led, selvom han nærmest var 100% sikker på at han havde dræbt det, var han altid på den sikre side. han tog roligt i pilen og hev den ud af dyret. "Skal du havde noget, jeg spiser kun for mig selv og jeg gider ikke at sælge det" sagde han bare ud i det blå som om det var logisk at spørge hende om dette, men hvis han ikek var lige på, så kom han jo aldrig videre her fra.

[Emily Mellark]

Emily havde absolut intet tilovers for dyrene der fandtes her i skoven. For hende var det føde, føde der kunne sikre hende og dem i tyvelavet overlevelse. Hun havde aldrig følt den kærlighed over for dyrene, som mange af de andre jagere følte. Nok synes hun at de var flotte skabninger, og hun nød ind i mellem bare at ligge inde mellem buskadserne, og betragte dem bevæge sig rundt i skoven. Men udover det var de blot dyr. Hun brød sig til gengæld ikke om at dyrene led, hvilket hun godt vidste var lidt dobbeltmoralsk, når man tænkte på at hun ofte satte snarer op. Emily mente dog selv at hun var god til at sørge for at slå dyrene hurtigt ihjel, og så tjekkede hun jo snarerne jævnligt. Emily havde brugt mange år på at lære at ramme de helt rigtige steder, og hun ville godt indrømme at hun med bue og pil var blevet ret god. I hvert fald i forhold til de andre jagere hun kendte. Det var dog ikke noget hun blærede sig med, da de andre fyre ofte tog det rimelig personligt.

Emily var klædt i det sædvanlige sæt tøj. Et par mørkebrune bukser, som forneden var stoppet ned i de lange bløde læderstøvler, som gik til knæene. Udenpå overkroppen bar hun en olivengrøn trøje, et flettet bælte i brunlige nuancer bundet om taljen, og det lange brune hår hang i en lang fletning, ned langs den ene skulder. Om håndleddene bar hun et stykke brunt læder, som var bundet helt tæt ind til ved hjælp af snore. Det var nogen hendes ”far” havde foræret hende, og som var til stor hjælp, når hun skulle styre buen.

Ligesom Jacob, lagde hun straks mærke til rumlen ved jordbunden, den slags rumlen der kun kunne betyde en ting. Et bytte var på vej. Alt hendes opmærksomhed blev straks rettet mod byttet, hvilket nok også var årsagen til at hun endnu ikke havde opdaget Jacobs tilstedeværelse. I en hurtig bevægelse fik hun fisket en pil op, og gjorde buen klar. Lyden var højere nu, der ville ikke gå lang tid før … I samme øjeblik kom en ung hjort forbi, og Emily var et splitsekund fra at fyre hendes pil afsted, da en andens pil kom hende i forkøbet. Emily vendte sig med det samme om, og fik hurtigt øje på pilens ejermand. En stor, bredskuldret fyr trådte ud fra buskadset, og trådte over mod det der nu var hans bytte. Emily stillede sig op af et træ, og så morsomt på, i mens han undersøgte dyret. Først da han talte direkte til hende, henvendte hun sig til ham.

”Jeg fortrækker at fange mit eget bytte, ellers tak” svarede hun hårdt, men blødte så en smule mere op. Nok havde han taget hendes hjort, men det var ikke hans skyld at han havde valgt den forkerte skov at jage i. Emily gik tættere på, og betragtede hurtigt den unge hjort. ”Du burde nu overveje at sælge den alligevel. En ung og frisk hjort. Det vil du kunne få en god byttehandel ud af” svarede hun, og lod hendes blik møde hans. Nok havde det været bedre med en fuldvoksen hjort, men opsøgte han de rigtige personer, ville han kunne bytte den til en god pris. ”Du er ikke herfra, er du?” spurgte hun, en smule nysgerrig efter at vide hvem han egentlig var. ”Emily Mellark” hilste hun, stadig med blikket rettet mod hans. Hun rakte ikke en hånd frem, men blikket i hendes øjne blev automatisk en tand venligere.

[Jacob Letonia]

Jacob holde lidt øje med hende, hun var ikke en type han havde set før, men hun virkede som om hun var jager, hun havde en god holdning med buen kunne han se på hende, hun var ikke dårlig, han havde dog ikke set hendes evne til at ramme plet endnu, men det virkede allerede lovende for en person der var i hendes alder, hvis hun altså var i den alder som hun så ud., men det måtte guderne vide, det var jo ikek noget han lige sådan kunne gå ind og spørge om, det måtte komme ham til gode på et andet tidspunkt. Først efter pilen var skudt af havde han lagt mærke til lyden af den spænde bue, ja hun havde da været klar, det var sikkert. Måske havde det også været lidt rastløs bare at gå frem, men han tænkte ikke over det nu når han alligevel var her og han så hende stå op af træet bag ved ham.

Han kunne godt mære den hårde tone på hendes ord, hun havde vidst ikke været helt klar til at han bare sådan gik hen og tog byttet foran hende, men han havde jo været her i lang tid før, så han regnede ikke med hun lod det påvirke for længe. "undskyld jeg tog det fra dig, men husk at kigge området igennem før du sætter dig til rette, jeg har siddet er siden daggry" sagde han og kiggede lidt nærmere på hjorten, han sikre sig at den ikek havde skrammer eller noget. han kunne dog forstå på hende at hun ikke ville havde noget. "er du sikker på det, du sætter en masser snare op, så kan kun forstille mig at du godt kunne bruge lidt mad der hjemme, der er nok, jeg skal bare lige havde skåret det ordenligt op henne ved min lejer" sagde han og smilte til hende, han lod ikke et dårligt humør fra en anden nage ham, det var jo ikek noget han havde gjort galt og hun ville nok aldrig smile hvis han ikke gjorde det.

Jacob tænke over prisen og rystede på hoved, det var slet ikke noget han havde behov for, han levede fint af dagen og vejen og hans sidste besøg i norden havde give ham en del på lommen der fik ham til at klare sig, især når han aldrig rigtig købte noget. "jeg klare mig, penge er ikke mit problem og det plejer aldrig at være et problem, hvis jeg ikke selv har noget, så kender jeg nok folk omkring der ville give mig husly og noget mad, du kan jo selv prøve at sælge det, jeg kan også få skinnet ud på en god måde så folk vil være villig til at købe det" sagde han bare og rejste sig op og kiggede hen på hende, hun virkede ham ikke bekendt, men han havde boet her i skoven siden han var 7-8 år, dog levede han dybt inde i skoven.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt over at hun ikke mente han var her fra. "jeg er her fra, men imod dig, så er jeg der inde fra, langt inde" sagde han og pegede ind dybere i skoven, men det var så mange år siden han havde været der. "jeg har bare normalt holdt mig for mig selv, der har jo ikke været grund til at se andre folk når de dømmer dig for hurtigt" sagde han, normalt mente de jo at han var forældre løs, mens han havde boet hos Samson. "mit navn er ikke relevant, men du kender mig muligvis på hvad jeg bliver kaldt" sagde han stille og roligt, hans kaldenavn var kendt over hele landet, dog kun af de normale borger, han var en jager der satte livet på spil for at gøre skove sikre og han havde også søret for en større flok ulve her i området for 1 vinter siden. "jeg bliver kaldt hunt" sagde han, nu var det bare om hun ville tro ham, mange havde brugt hans navn for at få lidt ære med sig, han vidste også der var kommet nogle vilde rygter der langt fra var sande ud af det, men han måtte vel se hendes reaktion. "og hyggelidt at møde dig Emily" sagde han og nikkede roligt med hoved.

[Emily Mellark]

Som hun stod der, ansigt til ansigt med Jacob, fik hun mulighed for at betragte ham nærmere. Han så ud til at være en stor fyr. Aldeles muskuløs. Sikkert efter de mange jagte, han nok havde været på igennem årerne. Han så i hvert fald ikke ud til en der lige havde lært hvordan man håndterede en bue og pil. Hans greb om buen så øvet ud – ligesom hendes egen. Hun prøvede at sætte en alder på ham. Hans krop dømte ham til at være en fuldvoksen mand, men stadig var der noget over hans ansigt der virkede, ungt. Noget der fortalte hende at han nok ikke var så gammel, som hun i første øjekast havde troet. Måske endda på alder med hende? Hun kunne ikke sætte et præcist tal på ham, og til sidst valgte hun at opgive det helt.

Emily spidsede munden, og så på ham med en neutral mine. Hun brød sig ikke om hans ordvalg, også selvom han helt sikkert ikke havde ment noget ondt med det. Han skulle absolut ikke fortælle hende hvad hun skulle og ikke skulle. Og give hende råd? Var der en ting hun ikke brød sig om, så var det at føle sig som en elev. En masse direkte sætninger dukkede op i hendes hoved, men han virkede så harmløs, at hun ikke kunne få sig selv til det. I stedet lod hun blikket falde roligt på ham, og valgte at snakke i en mere blød tone end før. ”Der er ingen grund til at undskylde. Jeg har ikke veto over dyrene her i skoven, og eftersom det var din pil der slog dyret ihjel, er dyret dit.” Hun holdte en kort pause, før hun forsatte. ”Udover mig, er det de færreste der jager på dette tidspunkt. Jeg havde ikke regnet med at se et andet menneske. Jeg har desuden tjekket området – det var bare ikke et menneske jeg var på jagt efter” sagde hun i smil, og gik lidt rundt om dyret. Blot for at holde sig lidt i gang.

Hun stoppede op, da han begyndte at kommentere hendes snarer. Et skævt smil formede sig på hendes læber, i mens hun i få skridt stillede sig overfor ham. ”Hvor jeg bor, kan man aldrig få mad nok” svarede hun, men blev så enig med sig selv om at det ikke var nok. ”Fint, jeg tager imod dit tilbud. Tak, Jacob. Men jeg vil foretrække selv at skære det op. Hvis du ikke har noget imod det?” spurgte hun så, og sendte for første gang et venligt smil, direkte mod ham. Hun var ikke meget for at tage imod hans bytte, men hun kunne ikke tillade sig at være egoistisk. Der var andre der var afhængige af den mad hun fangede, så havde hun mulighed for at få sådan en fangst med hjem, så blev hun nødt til at takke ja tak. Emily ville helst selv skære hjorten op. Det var noget hun længe havde øvet sig på, og hun vidste hvordan sælgerne i handelstrekanten ønskede det.

”Husly og mad når som helst du ønsker det? Når ja, så heldige kan vi alle jo ikke være svarede hun, dog i en mere venlig, drillende tone, end hård. Hun satte stor pris på at han ville hjælpe hende med at skære det ud, så hun ville kunne få det til en god pris for det. Men Emily tvivlede på om han ville kunne få det til en bedre pris, end hende. At sælge og bytte var det hun levede af, og noget hun havde øvet sig i, i rigtige mange år efterhånden. Så var der andre ting hun var knap så god til, men en god byttehandel – det var en af de ting hun mestrede.

Leve for sig selv? Frihed. Dømte for hurtigt? Se, det var ting hun kunne relatere sig til. Jacob blev straks en smule mere menneskelig for hende, og en vis interesse i at høre mere blev vækket i hende. Hun beundrede og samtidig misundende ham for den følelse af frihed det måtte give ham, at kunne bevæge sig hvor end han ønskede det. Den mulighed havde, og ville Emily nok aldrig få. Blive dømt for hurtigt? Emily blev jævnligt dømt, lige meget hvor hun bevægede sig hen. Sådan gik det, når man valgte at gå imod strømmen. Emily kunne dog ikke forestille sig sit liv på nogen anden måde. ”Hvorfor dømmer de dig?” spurgte hun nysgerrigt, usikker på om hun bevægede sig hen på et område han ikke havde lyst til at snakke om. ”Hunt, der må jeg skuffe dig. Jeg er nok lidt amatør, når det kommer til rygter om folk rundt omkring. De interesserer mig ikke” svarede hun, og tænkte et kort øjeblik, før hun tilføjede. ”I lige måde, Hunt” svarede hun. Navnet Hunt morede hende en smule. Hun var ikke vant til at folk gik under dæknavne. Det passede nu godt til ham.

[Jacob Letonia]

Jacob betragtede hende lidt som hun begynde at gå hen mod ham, jo han var ret sikker på de var på samme alder, men det havde været meget lang tid siden han faktisk havde set en kvindelig jager, men der var noget over hende der sagde ham at jagt ikke var noget hun gjorde som det eneste, ikke fordi hun virkede som en dårlig jager, men hun var her ude tidligt, det var lidt underligt, normalt vende jagere til senere, Jacob havde jo bare gjort det fordi hans ven ikke havde mere og spise og han skulle også havde noget til når han tog videre, bare lidt og spise ville altid være godt. "nej, men ren høflighed ved at tage et dyr lige for næsen af en anden er vel kun på sin plads, men jeg så dig da du satte dig, så jeg tilod mig at gøre det lidt hurtigt" sagde han, normalt havde han nok ventet på tid til at hjorten havde vendt hoved mod ham, så han havde kunne lave et skid der på ingen måde havde ødelagt pelsen, ikke fordi den var ødelagt, men man kunne nok ikke bruge alt pels ved hoved til andet end læder stropper. "Jeg tror jeg elsker stilheden ved daggry, det bare at kunne ligge og vende i stilheden og mærke hvordan solen langsomt kommer frem og varmer luften mere og mere og se hvordan alle dyr bliver mere og mere aktive" sagde han bare og trak på skulderne, der var noget ved at kunne side i stilhed og slappe helt af på den måde han elskede.

Jacob valgte bare at glemme snarerne, han gad ikke tænke negativ og smilte bare med et lille grin på læben da hun begynde at snakke om hvad de havde behov for der hjemme. "du lyder som om du har en stor familie at søre for må jeg da indrømme, hvor mange er i?" spurgte han og tog fat i hjorten og samlede den op, det så ikke rigtig hårdt ud for ham, men nu var det her jo også det han gjorde, selvom styrken ikke var hans bedste våben, men hans hastighed, selvom det ikke var det mange folk så på ham og kunne se. han nikkede til hende da hun tog imod hans tilbud, han smilte let til hende og kiggede så ind mod skoven. "Fint nok, du må også godt selv skære det ud hvis du vil, men ville du havde noget imod at gøre det inde i min lejer, jeg skal faktisk kun bruge de 2 bagben, og det ene skal helst stadig være varmt fra dyret, hvis min ven skal havde det" spurgte han bare og kiggede på hende, ikke fordi de havde travlt, der skulle o nok blive varme i dyret i et stykke tid endnu, men han skulle lige tilbage til lejeren. "jeg har også alt du skulle havde behov for, for at kunne skære det ud der, også et sted hvor kødet skulle undgå alt der heder snavs." sagde han lige så stille og roligt på hende, med et venligt smil, han håbede lidt at det var ok med hende.

Jacob kiggede på hende og grinte let, ja det virkede måske lidt heldigt, men han havde til gengæld også kæmpet for at kunne opnå det, han havde hjulpet alle de mennesker. "ja ok, det lyder som om jeg er født med en sølv ske i munden, men tro mig, jeg har kæmpet for alt det jeg har fået." sagde han ved tanken om alle de bytter han havde nedlagt, bjørne i norden, ulve og pumaer i mider landene, alt der truede befolkningen, alle dyr der var blevet aggressive hvor normale soldater havde givet op. "du skal bare se frygten i øjne og tage jagten det ekstra skridt, mens du kaster dødens terninger" sagde han og grinte lidt, det var den måde han så det hver gang han tog ud på jagt, dog ikke her omkring, men han lage sig ud med udfordringer mange mennesker mente var umulige.

Jacob lage mærke til hendes ændring i tilværelsen, hun virkede pludselig mere interesseret i ham, han havde ikke så stort et problem med at læse mennesker, mennesker var som dyr, deres øje gav alt væk. "du virker som om du selv er mer eller mindre bundet på hænder og fødder" sagde han og kiggede på hende, mens han begynde at gå lidt længere ind i skoven og håbede bare hun ville følge med, han skulle jo tilbage til lejeren først. hun virkede ikke som om hun vidste hvorfor de skulle dømme ham. "jeg blev sendt her ud til mig stedfar Samson ude i skoven, skoven kende ham den gang som jager og så var han rigtig god med urter, men i hvert fald så kom jeg der hen som 7 årig og folk mente det var mærkeligt, de lavede sjove historier om mig og da jeg ikke kan huske min fortid kunne jeg ikke sige dem imod, men jeg tror bare de holde mig som offer, nogle turde ikke engang at gå ud i skoven fordi de mente jeg ville skade dem, de kalde mig bue monster drengen" sagde han, dog var det løgn at han ikke kunne huske sin fortid, men det var den letteste måde at undgå den, dog grinte han af sit gamle navn, hun havde måske hørt det før, men det var så mange år siden han var blevet kaldt det, men havde hun boet her hele livet kunne det jo være. "jeg skulle kun skyde en pil af for at skræmme dem og få det navn" sagde han, selvom han ikke havde ramt og ingen havde kunne bevise det så han fik ikke ballade. han trak roligt på skulderne, det gjorde ham ikke noget at hun ikke kende ham, så skulle han jo bare arbejde hårdere. "det er jo også fint nok, det ville også være underligt hvis alle kende mig" sagde han og blinkede til hende, før hans fortsatte, ja det var sandt nok.