Forgrening ved grænsen

[Ragnhild Taurus]

Fuglene kvidrede svagt og man kunne fra tid til anden hører et egern pile op og ned af træstammerne længere væk fra floden. Denne lidt dovne idyl blev dog afbrudt af et sælsomt syn. Otte mænd, klædt i pelse og med håret flette på traditionel flig maner. Den forreste skælte sig dog markant ud ved faktisk ikke at være en mand men derimod en kvinde med gyldent hår og et hårdt ansigt.

Ragnhild hævede en hånd, og gjorde signal til at den lille gruppe skulle standse, hun hørte heste. ”Ryttere!” råbte hun tilbage ned af rækken således at ingen blev overrasket og gjorde noget tåbeligt. Det var ikke fordi at de var i Verd for at plyndre, snarere bare for at strække benene og få friskt vand ombord. Ragnhild havde imidlertidigt valgt at tage en mindre gruppe af mandskabet med på en tur op af floden for at se området lidt an.
Det var en lidt broget flok af Fligmænd der således begav sig gennem den regnvåde skov, en kølig eftermiddag. Ragnhild havde valgt de tre mænd hun stolede mindst på i hele besætningen og så de fire hun stolede mest på. Således var hun sikret, at der ikke var nogen der stak af med skibet eller fik sjove ideer om at stikke hende i ryggen når de nu var mutters alene ude i skoven. Heglaf hævede stemme bagved ”Skal vi gøre klar til baghold?” spurgte han næsten muntert, med noget der mest af alt mindede om iver i stemmen. ”Nej dit fæ!” svarede Ragnhild bidsk tilbage. ”Det kunne faktisk være at de var bevæbnede!” Eller værre endnu, kongens mænd. Det ville være ret pinligt hvis de ’kom til’ at overfælde kongens mænd fordi nogen i gruppen blev lidt for ivrige. Nej så hellere bare være forsigtig ”Spred jer og hold jeres våben tæt ved. Hvis jeg ser nogen af jer kvajpander trække stål, kommer i til at forklare det over for svinet!” beordrede hun så hurtigt og med en stemme der tydeligt ikke tålte at blive modsagt. Heglaf brokkede sig men klappede hurtigt i da Thorleif mindede ham om at Svinet hadede når nogen prøvede at stjæle rampelyset.

Ragnhild ignorerrede Fligmændene der spredte sig ud bag hende og placerede deres hænder på økser og sværd uden at trække. Selv gjorde hun svinet fri af sin bære sele og placerede den på jorden foran sig og indtog så bredt skrævende stilling midt over den lille sti ved siden af floden. Alt i alt lignede Ragnhild den Gyldne en fligkvinde man ikke ønskede at trodse. Som hun stod der med sin store økse plantet i jorden foran sig med, et grinende vildsvinehoved forenden.

Rytteren eller rytterne nærmede sig. Ragnhild var ikke sikker på antallet det var svært at skelne lydene på den våde sti.

"HO! hvem ridder der! Vid at i taler med Ragnhild den gyldne kaptajn ombord på Jorunns tårrer" kyndgjorde hun så med klar røst som var trænet af at kommandere rundt med mandskabet.

[Mariah Urbram]

Fuglekvider fyldte folks ører og gav dem et smil på læberne. Solen stod højt på himlen, og selvom det ikke var den varmeste dag, havde det været meget værre førhen. Lady Mariah Urbram var vant til dette vejr, og for hende, var det et fantastisk vejr. Der var lige nu intet sne på stierne, hvilket gjorde at det var nemt at komme rundt.
Mariah sad på sin trofaste ganger, på vej til et møde. Hun havde ikke travlt, og hun havde et følge med et par soldater og en af sine trofaste embedsmænd ved sin side.
Mariah var iført sit typiske tøj: Tætsiddende bukser, en skjorte, kortset og jakke. Derudover havde hun en mørkeblå, forret kappe, der gerne skulle holde kulden ude. Hendes hænder var beklædt med handsker, så hun heller ikke skulle fryse disse.

Mariah var blevet inviteret til et møde ved en af de andre lensherskere, og hun kunne ikke så godt sige nej, så derfor havde hun gået ind på at tage denne tur. Det huede hende nu ikke helt, da hun havde en hel stak papirer hun skulle tage sig af, samt en masse andre ting, hun skulle holde styr på. Hun mente ikke selv, at hun rigtigt havde tid til at tage af sted bare sådan lige, men hun kunne som sagt ikke rigtigt sige nej, så derfor var hun nu på vej.
Selv havde hun ikke hørt at der var andre på vejen, da hun havde siddet i sine egne tanker. Hun havde alt for meget at tænke over, og hun kunne ligeså godt bruge turen på dette.
Pludselig bad en af soldaterne dem om at stoppe, og hun hørte noget med en kaptajn, og kiggede op. Længere fremme så hun et andet følge, sikkert nogen, der bare skulle igennem stedet. Efter et kort stykke tid, gik det dog op for hende, hvad der var blevet sagt, og hun klikkede kort med tungen, og fik hesten til at gå foran de andre og soldaterne. Hun mærkede sin embedsmands bekymrede blik i ryggen, men lod som ingenting.
"Mit navn er Lady Mariah Urbram, jeg er lensherskerinde over dette len," svarede hun med myndig stemme. Hun sad med rank ryg og kiggede på de andet følge.




// Jeg undskylder at det ikke er længere, men sidder lige nu i skolen, så kan ikke skrive så meget.

[/font]

[Ragnhild Taurus]

Ragnhild frydede sig samtidig med at hun faktisk var en smule skuffet. Pudsigt ville nogle måske mene, men det gav alt samme masser af mening. Hun frydede sig over at hun havde bedt mændene om ikke at lave et baghold, når det nu var nogen der red med væbnet eskorte, men samtidig var hun skuffet over at hun ikke havde grebet chancen. En fin lille lady kunne som regel indbringe en lille sum, og de var langt nemmere at have med at gøre end en eller anden ridder der forestillede sig at han kunne klare hele verden.

Ragnhild stak soldaten et stort smil, og sendte ham et hurtigt elevator blik. Bestemt ikke ilde, omhyggeligt udrustet og hyiengen fejlede heller ikke noget. Det tydede alt sammen på at han ikke tilhørte et hus der var ved at gå fallit. Derud over var han heller ikke helt slem for øjnene.

"Mit navn er Lady Mariah Urbram, jeg er lensherskerinde over dette len,"

Ragnhilds ene øjenbryn røj i vejret, ups en lenshersker ikke så smart. Dog faldt det hurtigt ned på palds da hun flyttede vægten over på den anden fod og halvt lænede sig op af ”svinet”. Ragnhild havde aldrig været stærk i heraldik så, det kunne godt passe at disse mænd var Urbrams, men blev de ledt af en kvinde? Det var ret unormalt, men Ragnhild burde nok ikke være den første til at pege fingere af kvinder der lavede noget ”ukvindeligt”. ”Jammen dog hvilken overraskelse” mumlede Ragnhild inden hun så henvendte sig til Lady Urbrams selskab ”Hvem af jer var det igen? Jeg har lidt svært ved at se forbi de to mænd her oppe foran!” kommenterede hun halvt i spot, halvt i spøg. Det var sku lidt sært at føre en samtale forbi andre mennesker, hun foretrak bestemt at se dem hun talte med det gjorde det også markant nemmere at læse dem. ”Hvis det ikke er til ulejlighed, kunne herskabet fortælle os hvilket len vi befinder os i? Min navigatør kunne ikke give mig noget definitivt svar, han påstod at floden var grænsen mens første styrmanden sagde at grænsen havde det med at flytte sig fra tid til anden.” Grunden til at Ragnhild spurgte var faktisk at hun ikke kunne huske hvilket len Urbrams havde i besiddelse, men mest af alt for at hører om Lady’ens holdning til hendes naboer. Der var intet som en lords forhold til sine naboer der gav mulighed for forretninger.

[Mariah Urbram]

Mariah sendte sin soldat et kort blik, og kunne tydeligt se, at denne havde fået øje på en anden kvinde. Hun rystede kort på hovedet af det, men kunne jo ikke gøre så meget ved det. Hun vidste at hendes soldater ville være hende tro, hvis der skete noget, så hun frygtede faktisk ikke rigtigt noget. Det gjorde hun aldrig, for de havde alle sværget hende troskab.
Mariah vidste udmærket at det ikke var normalt, at en kvinde rådede over så meget, som det hun gjorde. Normalt rådede en kvinde kun over de ting man kunne finde i et køkken. Og ofte var de ting slet ikke hendes, og hun havde ingen ret til dem. Mariah havde bare været en smule mere heldig end andre, selvom hun hellere ville være det foruden, hvis det betød at hendes mand ville være i live.
Egentlig burde Mariah ikke kalde sig selv Urbram. Hun var gift ind i Verd slægten, men hun havde taget sit gamle navn tilbage, da hun blev enke. Hun havde fundet det forkert at kalde sig selv Verd, selvom langt de fleste stadig kaldte hende det. Hendes søn hed også Verd til efternavn. Det havde hun dog valgt, for hans egen skyld, når han engang blev lenshersker. Så var det ligesom nødvendigt, at han hed ’Verd’ og ikke ’Urbram’.
Mariah himlede kort med øjnene, og red så en smule tættere på. Hun var ikke så naiv, at hun red helt tæt på. Desuden kunne hun høre at et par soldater fulgte hende, men holdt sig alligevel i baggrunden. Det havde hun ligesom gjort dem klart, da hun selv red tættere på.
Mariah havde egentlig ikke tid til dette. Hun havde et møde hun skulle nå, men hun kunne ikke bare ride videre.
”Jeg er Lady Mariah Urbram,” svarede hun med et lidt hævet stemme. Hun sad rank i sadlen, havde løsnet hestens tøjler og så direkte ned på det andet følge. Hun havde ikke set nogen af dem før, men nu var der ofte rejsende, der red gennem hendes len. Hendes len lå jo direkte ud til den store hovedvej, så det var det nemmeste.
Hun lyttede til det næste der blev sagt. Straks gik en tanke igennem hendes hoved. Den navigatør havde da virkelig ikke styr på noget, hvis ikke han vidste, hvor de var. Langt de fleste vidste sådan nogenlunde hvor lenerne lå, og hvad de hed. Der var ikke direkte ridset grænser op, men langt de fleste vidste, når de var kommet ind i de forskellige len.
”I befinder jer i lenet Verd,” svarede hun så. Det kom måske til at lyde lidt underligt, at hun netop kaldte sig Urbram, når nu hun styrede lenet Verd, men hun var vant til at forklare folk det, så hun tænkte ikke længere så meget over det.

[Ragnhild Taurus]

Bag ved Ragnhild begyndte mændene fra skibet at stimle lidt tættere sammen, nogle af de nyer stod lidt tætter og fiddlede nervøst ved deres våben og små hviskede. De mere erfarne gjorde dog alt i deres magt for ikke at se ud som om de planlagde noget. Dette blev primært understreget da Herlof, valgte at gå ud til siden af vejen for at lette trygget. Ragnhild sukkede dybt ”Jeg undskylder mange gange for mine mænds opførsel, de er ikke vant til at være i finere selskab” undskyldte hun på vejen af Herlof. Sandt at sige havde hun blot travlt med at købe tid, hun ønskede virkelig at de fik noget ud af det her lille møde, og ikke bare endte med at skulle træde til side for Lady’en. Da Maraiah red frem, indtog Ragnhild en langt mere rank holdning, var det fordi at Maraih og sad så ret i sadlen eller snarer for at vise hendes mænd at hun ikke var skvattet? Ragnhild var ikke sikker.

Til Ragnhilds store ærgrelse lignede Lady Urbram bestemt ikke en push around. Det var nok ikke lige hende der skulle have talen om beskyttelse eller en skjult trussel om afpresning. Ragnhilds redning kom dog da Mariah fortalte dem at de befandt sig på Verds jorde. Ragnhild lavede et kort buk ”Takker mange gang for jeres tid, send mine bedste hilsner om godt helbred til Lord Verd” sagde Ragnhild høfligt imens hun svang ”Svinet” tilbage i hans bærer sele. Det var en ussel manøvre Det var hvad snart syv år siden at lord Verd var afgået ved døden, og enkefruen overtog styringen. Det var alment kendt, faktisk lidt af en skandale. De fleste havde regnet med at enken giftede sig igen inden for et års tid, men det lod jo faktisk til at hun først agtede at træde tilbage når hendes søn blev gammel nok, til at sværge sin ed og således blev herren. Ragnhild var dog temmelig sikker på at netop denne kommentar burde give en eller anden reaktion. Om end ikke fordi hun fik det til at virke som om hun kendte den afdøde lord.

[Mariah Urbram]

Mariah anede ikke hvem disse folk var. Hun havde aldrig hørt om hende Ragnhild den Gyldne. Det irriterede hende en smule at hun ikke kunne finde ud af hvem de var, men hun lod det ikke påvirke sig, så man kunne se det.
Egentlig ville hun også helst bare gerne videre. Hun ville helst ikke komme for sent til sit møde, da det bare ville gøre hendes ry dårligere.
Hun vidste dog også, at da disse folk var ukendte, ville det være dumt bare at ride forbi dem. Desuden ville hendes soldater slet ikke bare lade hende ride af sted.
Mariah svarede ikke på det Ragnhild sagde, men nikkede bare. Det var da tydeligt at se på mændende, at de ikke var vant til finere selskab. Ellers ville de jo ikke opføre sig sådan.
Mariah rynkede automatisk en smule på næsen. Hun brød sig ikke rigtigt om det følge der stod foran hende, og noget sagde hende, at det nok ikke var et helt almindeligt følge. Hun kunne dog ikke sætte ord på hvem de var, så hun sagde ikke noget, men sad bare roligt på sin hest og kiggede på dem. Hesten prustede og virrede utålmodigt med hovedet, men den stoppede straks, da Mariah trak lidt i tøjlerne.

Mariah var ikke en man løb om hjørner med. Hun var hverken dum eller naiv, så man kunne ikke bare snyde hende. Hun blev ikke bange for en trussel eller noget i den stil. Desuden havde hun fire gode soldater med hende, og det skulle gerne være nok til at beskytte hende.
"Lord Verd forlod denne verden for næsten 7 år siden," sagde en høj stemme, og Mariah kiggede tilbage, for at se hvem det var. Det var en af hendes embedsmænd, John, der red frem og stoppede hesten ved siden af Mariahs. Han havde sagt det før hun selv kunne komme til at sige noget, og hun sendte ham et taknemmeligt smil. Det tog stadig hårdt på hende, at blive mindet om Lord Verds død.
Mariah vidste udmærket godt, at folk så det som en skandale, at hun styrede et helt len. Det var et mandejob, ikke noget en kvinde skulle gøre sig klog på. Men hun blev nødt til det. Lenet skulle overtages af en direkte efterkommer efter Lord Verd, ikke en eller anden fætter eller noget i den stil. Det var Lord Verds egen søn, der skulle overtage lenet, når Mariah syntes at han var klar. Hun ville ikke droppe sit job, bare fordi hendes søn blev myndig. Han skulle være klar til det, hvis det skulle kunne gøres ordentligt.
Mariah anede ikke hvad hun skulle sige til det andet følge, så hun lod være med at sige mere, uden at de andre sagde noget. Hun ville helst ikke gøre noget galt, noget der ville forsinke hende yderligere.

[Ragnhild Taurus]

Ragnhild gjorde signal til hendes lille følge, om at de skulle flytte sig for Lady’ens følge. Med næsten skuffede miner begyndte den brogede flok at gøre plads således at man kunne komme forbi. Ikke at der var meget plads på den lille sti, men det var da en pæn gestus sådan lige at træde ud i buskene, og ikke stå så man blev reddet ned. Ragnhild var så småt ved at vende sig væk fra Mariah, da nogen talte.

"Lord Verd forlod denne verden for næsten 7 år siden,"

Ragnhild vente sig om så hun atter havde front til Mariah. ”oh” kvidrede hun med falsk overraskethed. ”En skam, jeg kondolere, Lady Verd” gav hun så sin kondolens til Mariah, vel vidende om at hun brugte mandens efternavn og ikke de efternavn Mariah havde givet tidligere. Herefter var det som om at hun først nu fik øje på manden der havde talt. Hvem pokker var det! Hun havde antaget at det ville havde været Mariah der svarede, ikke at detaljen om hendes mands død var nok til at hyle hende ud af den, måske meget fornuftigt at skrive sig bag øret. ”Tak, for din irettesættelse, hr?”. Hun måtte vide hvem pokker den mand var, at han var modig eller dum nok til at tage ordet når hans Lady havde ført det sagde at han var villig til at gøre hvad der var nødvendigt, eller måske endda var villig til at sætte sig selv før lady’en.
Ragnhild lod atter blikket vende tilbage til Lady Verd, hun så jo næsten nervøs ud som hun sad der, virkede Ragnhild og hendes flok så intimiderende. Nej der var noget andet, måske nogle andre der virkede intimiderende. Ragnhild funderede kort. Selvfølgelig Mariah havde ikke regnet med at møde nogen og nu trak det ud, hun skulle være et andet sted og ikke her. Ragnhild var dog ikke sikker på at hun ville få noget ud af at trække tiden. Mariah virkede bestemt nok til ikke at give Ragnhild noget for blot at forsvinde.
Ragnhild smilede bredt og trådte så til side på vejen og gav Lady Mariah et kort nik, som var de gamle bekendte. ”Håber ikke mine mænd og jeg har været til for meget besvær.” undskyldte hun så inde nhun tilføjede det sidste i en næsten hånt tone ”I ved vel ikke hvor jeg finder Ardryn Len, jeg har hørt at de er villige til at hyre folk til lidt af hver”. Nu var det bare at se om Mariah bed på krogen.

[Mariah Urbram]

Mariah sad på sin hest og kiggede på folkene, mens de flyttede sig for hendes følge. Så kunne hun måske snart komme videre. - det håbede hun i hvert fald, da hun vidste at den anden lensmand ikke brød sig om at vente. Hun hadede selv at skulle vente på andre, så hun forstod det udmærket godt. Men hun kunne bare ikke gøre helt så meget ved det, når nu de ikke rigtigt kunne komme forbi.

Mariah havde intet imod at John tog ordet. Hun havde fået en klump i halsen, da hendes afdøde mand blev nævnt.
Egentlig skulle man tro, at det var noget hun var kommet over. Det var efterhånden så lang tid siden, men hun mærkede bare en følelse af afmagt, når Lord Verd blev nævnt. Hun kunne ikke sige hvorfor, og hun kunne ikke forklare det. Det var vel bare en af hendes svagheder. Dog en svaghed ikke mange kendte til, da man jo normalt ikke længere talte om den afdøde lenshersker. Folk var ligesom kommet videre og havde vænnet sig til Mariah.
Derhjemme snakkede de heller ikke særligt tit om Lord Verd. Hendes søn Aleksander savnede da sin far, men de havde aftalt, at det ikke nyttede noget at snakke om ham hele tiden. De gjorde det nogen gange, men ikke ofte, hvilket Mariah var meget glad for. Hun ville ikke have at hendes søn skulle se hende ked af det.
Mariah nikkede bare, da denne Ragnhild Kondolerede. Hun havde ikke rigtigt noget at sige til det, ikke nu hvor det var så mange år siden.
Det undrede faktisk bare Mariah, at kvinden foran hende ikke anede til lord Verds død. Det var ligesom gået land og rige rundt. Men nu vidste hun heller ikke hvor Ragnhild var fra, hvilket egentlig irriterede hende af en eller anden grund.
"Mit navn er John Alistair," svarede han roligt, og kiggede ned på den anden kvinde.
John vidste, at hans Lady ikke sagde noget til at han blandede sig i lige netop dette emne.
Mariah styrede lenet sammen med sine tre embedsmænd. De kendte alt til hende, og de vidste alle, at hun var meget påpasselig med ikke at snakke om sin afdøde mand. De havde alle set hvordan det havde smertet hende, men aldrig sagt noget.
Mariah vidste at ikke hendes soldater og riddere mens også embedsmænd ville gøre hvad der skulle til, for at holde hende i sikkerhed. De ville gå igennem ild og vand, hvis det var dét hun bad dem om.
"I har ikke været til besvær," svarede Mariah bare, og tog så ordet igen. Hun ville bare gerne videre, og ville ikke til at diskutere med dem, hvis hun nu sagde at de havde været til besvær. Det havde de sådan set været, men igen - hun ville bare videre.
Hun rynkede på brynene af det næste der blev sagt. Hvad ville de i Ardryns len? Desuden burde de vel have reddet igennem dette, burde de ikke?
"Hvilket arbejde søger i?" spurgte hun så. Landevejen gik direkte igennem Lord Ardryns len, så hun forstod ikke, hvorfor de pludselig spurgte om vej dertil.

[Ragnhild Taurus]

Ragnhild trådte en af sine mænd hårdt over tåen da han så ud som om han skulle til at komme med en dum bemærkning. I stedet for at lave en meget upassende kommentar, om hvorvidt ikke Mariah havde brug for noget rigtigt mand igen efter syv år. Kom der bare en lille piben ud af den skæggede fligmand. Ragnhild sukkede dybt indvendigt, lige meget hvor meget hun elskede sit mandskab var de sku lidt grove i kanten.
Så hans navn var John Alistair, meget vel en mand hun skulle huske. Om han så var ven eller fjende ville tiden vise. Ragnhild antog at han var en form for betroet rådgiver til ladyen, han var bestemt ikke klædt som ridder eller livvagt, og siden han havde talt tydede det på at han havde en eller anden form for troværdighed hos fruen. Måske han sågar var elsker? Nej Mariah virkede lidt for stiv i betrækket så at sige. Plus manden virkede, mere som om han handlede i loyalitet til hans døde herrer end af begær til sin frue. En skam folk der var forelskede var så nemme at manipulere. Ragnhild hankede lidt op i sit øverste skind, hvilket kort afslørede at hendes højre arm bar ikke mindre end to store guldarmringe, og en tatovering.

”Hvilket arbejde søger i?”

Ragnhild lyste op, ikke bare en lille smule. Det var som om hele hendes væsen ændrede sig. ’Fik dig’, hendes grå øjne glimte med et næsten sølv aktigt skær, som om hun allerede nu kunne tælle mønterne der snart ville flyde. Ragnhild hævede armene med håndfladerne op af i en gestus af, ’hvad ved jeg’. ”Lidt dit lidt dat, Jeg har hørt at Lord Adryn er villige til at hyrer folk til at vogte hans kyster mod røvere og andet pak. Min erfaring dog at folk der bliver sat på sådanne jobs oftere bliver hyret til at røve naboerne mere end noget andet” sagde Ragnhild meget nonchalant, for sandheden var faktisk at langt de fleste lejesvende med skibe var pirater eller desertører, hendes folk var ikke et hak bedre selv, hun holdte dem bare i skak det meste af tiden. ”Men sandheden er dog at jeg ville foretrække at finde hyrer hos en Lord der ikke var præget af paranoide vrangforestillinger, og som så fjender over alt.” At Lord Adryns familie alle som en var blevet myrdet og det derfor kunne diskuteres hvorvidt her var tale om vrangforestilling var en anden sag. Nu var det bare at se om Mariah opfangede den slet skjulte trussel, der også doblede som en udstrakt hånd og løfte om loyalitet.

[Mariah Urbram]

Mariah var ikke vant til mænd der var grove i munden. Mændene omkring hende havde et ordentlig sprog, hvilket hun selvfølgelig også krævede. Hun ville have at hendes mænd kunne tale ordentligt, uden at have behov for at tage grimme ord i brug.
Mariah kunne måske var streng og lidt stiv i betrækket, men hun vidste også bare, at det var nødvendigt. Hun kunne ikke styre et len på baggrund af følelser. Der måtte være regler, og de skulle overholdes.
Mariah vidste, at i hendes job blev hun nødt til at gemme sine følelser væk. Hun blev nødt til at gemme savnet til hendes afdøde mand væk. Det var bare ikke altid nemt. Specielt ikke når folk så bragte ham på bane igen. Hun hadede det virkelig, for hun vidste, at hun havde svært ved at skjule sine følelser.
Hun var glad for at John var der. Han havde trådt til lige på det perfekte tidspunkt, selv uden egentlig at have fået lov. Hun var meget taknemmelig for det, hvilket han nok kunne se på hende. Han kendte hende efterhånden rimelig godt. Det gjorde alle hendes embedsmænd. Hun blev nødt til at kunne stole helt på dem, det vidste hun, og derfor måtte hun også kunne arbejde med dem. Det var dem, der godkendte hendes forslag og vejledede hende, hvis hun havde brug for det.
Mariah havde ikke taget nogen elsker gennem årene. Det ville også skade hendes ry, hvis det kom ud. Desuden havde hun fordybet sig i sit arbejde, så hun mente ikke rigtigt at hun havde manglet en mand i sit liv igen.
Mariah var ikke nem at manipulere. Hun havde lært meget gennem årene som lenshersker, og hun havde lært at lade være med at lade sig narre. Hun havde lært at man ikke bare skulle stole på hvad folk sagde. Det havde ført hende langt.
Mariah fulgte den anden kvindes bevægelser med øjnene. Hun lade mærke til armbåndene og konkluderede derfor, at kvinden nok ikke var helt vildt langt nede ad rangstien. Hun var sådan set også kaptajn – det havde hun vidst sagt, men selv en kaptajn kunne være fattig.

Mariah lagde mærke til at den anden kvinde pludselig lyste op, hvilket fik hende til at undre sig lidt. Det fik hende til at tro at hun måske havde gjort noget forkert, og det gjorde, at hun blev en smule mere opmærksom. Hvad der skulle ske nu, var hun ikke sikker på, og hun var ikke sikker på at hun brød sig om situationen.
Hun lyttede til det næste der blev sagt og rynkede lidt på brynene igen.
”Lord Ardryn søger ingen soldater eller vagter nu. Desuden er der fred mellem lenerne,” svarede hun. Hun vidste at hendes len i hvert fald var på nogenlunde god for med Ardryns len, og selvom alle måske ikke altid var lige enige, varslede der ikke ufred mellem lenerne lige nu. Der var ligesom andre ting at tænke på.
”Der er andre Lords der sikkert søger arbejdere,” svarede hun så. Hun vidste ligeså godt, at Lord Ardryn skulle lide af alle mulige vrangforestillinger. Det var noget man ligesom så lidt skævt til.
Mariah opfangede godt noget der mindede om en trussel, men hun var ikke sikker, og slog det derfor hen. Hun kunne dog mærke på sit følge, at de var begyndt at blive en smule urolige.

[Ragnhild Taurus]

”Lord Ardryn søger ingen soldater eller vagter nu. Desuden er der fred mellem lenerne,”

Så den kære Lady Verd var faktisk i stand til at træffe en fornuftig beslutning, uden at rådfører sig med sine folk først. En skam. Ragnhild havde lidt håbet at hun var en overbeskyttende mor der led af storheds vanvid, men ikke alle rygter kunne jo være sande, pokkers. Faktisk havde Ragnhild også troet at en kvinde der var villig til at gennemgå så meget socialt stigma, for at beholde magten også var i stand til at se hvor godt et tilbud hun havde fået. Måske Lady Verd trængte til at se det i aktion først?
Ragnhild nikkede, forstående og udviste en skuffelse der ville havde været forventet hos en person der bliver afvist. ”Jeg takker endnu engang for Jeres tid, lady Verd” sagde hun så og lavede to høje fløjt der fik mændene fra skibet til at begynde at sjoske af sted som om intet var hent, dog stadig ud i vejkanten. Der ville nok være lidt grænse overskridende hvis de insisterede på at passere igennem det andet følge

”Der er andre Lords der sikkert søger arbejdere,”

Ragnhild smilte, og lagde hovedet en anelse på skrå ”Unægteligt men jeg tror jeg vil rådfører mig med Lord Ardryn først, og give ham samme tilbud, jeg gav Dem. Man ved aldrig om tilstand har ændret sig siden man hørte sine nyheder sidst” eller som Ragnhild mere satsede på at ikke alle lensherrer insisterede lige hårdt på at overholde kongens fred, især når man kunne gøre det med lejesvende der ikke havde nogen videre tilknytning til sig selv. Herefter tog hun sig faktisk den frækhed at indikere den nu fri sti for lady Verd og hendes følge inden hun begyndte at gå efter sine mænd imens hun fløjtede melodien fra ”Kun havet er min frue” en sømands vise der fandtes i mange afskygninger men de fleste havde det tilfælles at de handlede om sømænd og deres forhold til kvinder og havet.

[Mariah Urbram]

Selvfølgelig kunne Mariah sagtens selv tage nogle beslutninger. Hun rådførte sig ofte med sine embedsmænd, men hun kunne sagtens selv tage beslutninger.
Mariah vidste at hun ville komme for sent, hvilket irriterede hende meget. Derfor ville hun bare gerne videre. Egentlig anede hun ikke om Lord Ardryn søgte soldater, men hun vidste at der var fred mellem lenerne, og hun kunne ikke se hvorfor man skulle ødelægge den fred. Lige nu var der ikke brug for ufred mellem lenerne.
Mariah kunne ikke se hvorfor der skulle bruges soldater til at holde fred ved grænserne, da det nok egentlig bare ville skabe ufred.
Mariah havde droppet at lytte til rygter. Hun var blevet træt af dem, og mange af dem passede egentlig heller ikke. Hun lod dem bare gå forbi sig.
Mariah kunne mærke på sine mænd, at de gerne snart ville af sted igen. de var begyndt at blive rastløse og ligeledes var hestene. De blev virkelig nødt til at komme videre, og hun vidste at hendes folk ikke brød sig om det andet følge. Hun kunne mærke det på dem. De var alle mere på vagt end de plejede at være, og hun kunne høre dem snakke til hinanden.
Lady Verd sad dog med rank ryg og hovedet højt. Hun hørte sin embedsmand sige noget til hende, og hun nikkede. Han sagde at de blev nødt til at komme af sted, og hun vidste at det var rigtigt.
Mariah nikkede til anden anden kvinde da hun takkede Mariah for hendes tid, og hun blev siddende og så efter dem, da de begyndte at gå ude i vejkanten. Så kunne hun måske snart komme af sted? Det håbede hun i hvert fald.
"Det må I selv om. Held og lykke med det," svarede Mariah, da den anden kvinde sagde at de alligevel ville gå til Lord Ardryn. Den stakkels Lord så og hørte syner, og der gik rygter om at han var blevet sindssyg. Hun ville ikke håbe alt for meget, hvis hun var det andet følge.
Desuden var Mariah rimelig sikker på at de fleste af lensherrerne ville overholde kongens fred. Hvorfor skulle de ikke gøre det?
Mariah åndede lettet ud, da den andet følge begyndte at gå. Hun kiggede kort tilbage, og så flere af sine mænd der kiggede efter den anden kvinde, og hun himlede kort med øjnene. Hun satte sin hest i gang, og vidste at de havde travlt, hvis ikke de skulle komme alt for sent.

//Out. - Jeg vidste ikke helt hvordan vi skulle fortsætte den, men ellers kan vi altid starte en ny tråd :)

[/font]

[Ragnhild Taurus]

Ragnhild gik ikke ret langt før hun fløjtede til holdt igen. Mandskabet stoppede og vendte omkring på stedet, og flere af dem var sågar ved at gøre våben klar. ”Nej kvajpander” snerrede hun vredt og gjorde et kast med hånden i retning af Lady Verd og hendes følge ”De er til hest, lad dem ride”. Ragnhild stod en kort tid og betragtede det bagerste af Lady Verds følge fortrække rundt om hjørnet. Der var bare nogle folk for hvem deres dannelse og gode opførsel var en stopklods. Ragnhild var bestemt ikke en af disse mennesker, nu håbede hun bare på at Lord Adryn heller ikke var for skrupelløs. Hendes mandskab manglede desperat noget at lave. Men så igen, hvis alt fejlede kunne hun jo bare starte lidt ufred. Det svære var bare at få folk til at hoppe på limpinden uden at snakke sammen først. ”Tilbage til skibet, mande! Ellers æder de andre al maden!” kundgjorde hun så tydeligt. Hvilket med førte et kort jubel råb inden de let skuffede Fligmænd atter satte kurs tilbage til deres elskede skib.

//out- der er heller igen grund til at prøve at tvinge noget igennem