Udkanten af Verds skove

[Jacob Letonia]

Jacob kom gående ude i kanten af skoven, han var oppe nord på i håb om at blive lidt heldigere med byttet, selvom der var meget livligt nede syd på, så var det her oppe de store dyr var, bjørne og støre hjorte kom ned mod disse skove på denne årstid, fordi at solen stod så højt uden at lade det hele blive for varmt, han ville nyde denne årstid og ville se om han ikke kunne få lidt penge ind til sig selv, det havde ikke gået så godt syd på fordi alle jagere var i gang, folk ville ikke købe et bytte, men her oppe var der ikke så mange jager igen der ville udfordre en bjørn, et forkert skud kunne gøre dig til en død mand og hvis der var noget man ikke ville tæt på så var det godt nok en bjørn.
Jacob kom roligt gående, han havde fuld oppakning på, så han var ikke personen der var i så hurtig bevægelse, han gik bare langsom igennem kanten af skoven med sin ene bue i den ene hånd, så han var klar hvis han nu skulle være utrolig heldig hvis det var at der kom et dyr frem, derfor havde han også god grund til at gå stille og roligt. Hans tøj var dog lidt varmere end han normalt havde det, han havde noget over overkroppen der var lavet af skiin, det lignede eget godt, men man kunne se det var hjemmelavet, bukserne var dog lidt bedre og bare lavet af stof, ud over det havde han ikke noget på fødderne, han havde det bedst når han kunne røre jorden og så længe man holde det med de her varmegrader havde han intet problem med det, der var jo heller ikke se på den her årstid og slet ikke i det her område hvor han gik.
Jacob stoppede meget pludselig op, han havde hørt en lyd, hvad det var vidste han ikke, men hvis det var et bytte så måtte han stoppe, han gik langsomt ned i knæ, mens hans hånd gik bagud i hylsteret og trak en enkel pil frem foran sin bue, han spænde den ikke, an vende bare for at se om der kom flere lyde, han ville høre om der var noget, men hvis det var et menneske skulle han nødig blive dømt for mordforsøg hvis han havde en spændt bue fremme.

[Mariah Urbram]

Vejret var smukt. Solen stod højt på himlen, og træer og jorden var dækket af et tyndt lag sne. Det var ikke så meget som det plejede, og selvom Mariah holdt af sneen, var det alligevel godt, at det ikke havde sneet så meget. Så ville det bare have gjort turen værre, og hun havde efterhånden var i sadlen i fire dage. Nu glædede hun sig bare til at komme hjem, og et smil havde sneget sig over hendes læber, da hun kom ind i sit len.
Turen til kongebyen var lang, men hun tog den kun to gange om året, hvilket hun var meget glad for. Hun ville ikke tage så lang en tur så ofte.
Med sig, havde Mariah en af sine embedsmænd, Ethan. Han var faktisk ganske ung, nogle år ældre end hende selv, og hun kunne virkelig godt lide at snakke med ham. Hun kendte ikke så meget til hans baggrund, men hun vidste, at før han blev embedsmand for hendes mand, havde han nok ikke været på den rigtige side af loven. Hun havde dog aldrig spurgt ind til det, da han var en fremragende embedsmand, en mand der virkelig vidste, hvad han talte om.
Han red normalt foran Mariah, for at passe på hende, da det også var hans job på sådan en tur. Hun kunne dog bedst lide, når de red ved siden af hinanden, så de kunne snakke imens. De havde brugt de sidste mange timer på at diskutere noget med nye skatter, da økonomien havde været bedre før. Mariah kunne godt se problemet, men hun vidste også, at folket ikke ville blive glad for det. Det var sådan noget der krævede utroligt meget tænkning.
Da de red ind i den store skov, der lå i lenet, begyndte hun at mærke følelsen, af at være hjemme. Der ville ikke være langt det til godset, hvor hun kunne få mad og et varmt bad. Hun vidste at hun kunne se skoven fra sit soveværelses vindue.
Ethan holdte en gren til side for hende, så hun ikke skulle blive ramt af sneen derpå, og hun sendte ham et taknemmeligt smil.
Af en eller anden grund, virkede Ethan anspændt. Han blev ved med at kigge rundt og han virkede urolig. Mariah forstod ikke hvorfor, men tog egentlig det hele helt roligt.
”Ethan…” sagde hun med et lille smil.
”Der er nogen i skoven, lady Verd..” sagde han og blev ved med at kigge rundt. Han havde opfanget et eller andet, og hun kunne ikke forstå hvad det var. Hun var træt, og ville egentlig bare gerne hjem.
Hun trak den blå kappe en smule bedre om sig, mens de red stille frem. På et tidspunkt gjorde Ethan tegn til at de skulle stoppe, og Mariah gjorde det. Det irriterede hende bare en lille smule.
”Giv dig til kende, Fremmede!” sagde Ethan med en myndig stemme. Mariah rystede bare svagt på hovedet af ham, da hun mente at han var en smule paranoid. Der var intet andet end dyr i skoven, det var hun helt sikker på.

[Jacob Letonia]

Jacob hørte en lyd, det var en kvindestemme, han kunne ikke helt tyde noget på den, men den var der og han var helt sikker på at de red, langsomt begynde han at kunne høre heste, det gik ikke hurtigt, de havde nok ingen stress på, men det betød vel også han ikke behøvede at gøre noget så stort ud af det, men han gik aldrig bare ind foran folk når det var at han ikke vidste hvem de var, ikke alle folk var lige flinke, så han kom langsomt nærmere, men hørte så en mandestemme, han havde hørt noget i skoven, men det han mest lage mærke til var ordet, lady, det var altså ikke noget småt vi snakkede om, det var adeligt, hvorfor skulle han også finde sådan nogle her, han gad dem ikke, de havde kun givet ham problemer, chancen for det var nogle der kende hans familie ville ikke være stor, men den ville være der, så med det samme fat han sin hat frem og bukkede hoved lidt forover, det gjorde at hans ansigt som var det eneste man kunne kende på ham fra barndommen var skjult, han lage pilen tilbage i hylsteret, hvilket gav lidt mere lyd fra sig og i det samme kom stemmen der bede ham om at komme frem, han var imponeret, denne mand kunne høre ham, han hørte lyde han selv var istand til at skjule for mange dyr, han måtte tage hatten af for ham, hvis det ikke havde været fordi det var det eneste der beskyttede hans hemmelighed.
Langsomt kom han tættere og tættere og tog så pænt hænderne op, for at vise at han ikke havde pile på buen, så de kunne se det. "jeg undskylder min så dårlige måde at komme frem på, jeg er blot en simpel jæger der var på jagt, jeg leder efter bytte og troede i starten at jeres heste muligvis var et dyr i skoven, jeg havde ingen intention på at virke truende, i får min ydmygeste undskyldning" sagde han og bukkede først på manden og derefter til kvinden, han holde dog hele tiden sit hoved nede for at holde sit ansigt skjult, det skulle ikke offentliggøres på nogen måde. "men jeg må give dem et kompliment, du høre lyde som selv dyr er usikre på, det er sjældent man har folk på deres rank der er gode til så dyriske egenskaber" sagde han dog let flabet og smilte for sig selv, det eneste man kunne se lige nu var det smil han kom med, han kunne ikke lade vær, vi snakkede om adel her, han havde ingen respekt for dem, ligemeget hvilket land de kom fra. Hans bue kom om på ryggen, så han endnu engang ikke virkede truende, men kun at hans ord ville være det værste han fyrede på dem. Det var mest for at sikre sig at han ikke var tyv, eller var i gang med at få en folk andre mennesker ind på dem bagfra.

[Mariah Urbram]

Hestene var trætte, og de længtes efter en varm stald og noget andet end den mulepose de havde spist af de sidste mange dage. Der var dog ikke noget at sige til, at de var så trætte. De havde redet meget, og Mariah kunne sagtens forstå dem. Derfor havde hun også valgt, at de ikke behøvede at ride så stærkt. Desuden havde den ene hest haft nogle problemer, og der skulle helst ikke ske noget, når nu de var så tæt på at være hjemme.
Ethan havde en meget myndig stemme, men Mariah kunne ikke lade være med at trække på smiletbåndet af det. Der kunne da umuligt være andet end et dyr eller noget i den stil. Hun forstod ikke, hvorfor han pludselig var sådan på jagt. Der havde ikke været røvere på Verds veje i lang tid, og hun kunne ikke ligefrem tro, at de skulle være der nu. Mariah frygtede intet, men hun blev pænt siddende på sin hest, som den dame hun nu var.
Selvom Mariah var en adelig dame, en med en ret høj rang, red hun ikke med damesaddel. Det var noget af det mest upraktiske, der nogensinde var blevet lavet, og man fik utroligt ondt i ryggen af det.
Mariah sad som en mand. Med et ben på hver side af hesten. hun var også iført både skjorte og tætsiddende bukser. Udover skjorten havde hun et mørkt korset, der fremhævede hendes slanke talje og hendes andre kvindelige former. Udover skjorten havde hun en mørkerød jakke. Helt udover det, havde hun en forret, mørkeblå kappe med hætte. Hun havde ikke trukket hætten op, så man kunne se hendes løsthængende, krøllede mørkebrune hår.
Det kom faktisk bag på hende, at en jæger trådte frem fra underskoven. hun fæstnede sit blik på ham, og ville egentlig gerne se hans ansigt.
Hun havde ikke hørt jægeren, men det var tydeligt at Ethan havde hørt det.
"Hvem er du?" hørte hun Ethan spørge. Selv var hun lidt nysgerrig. hun mindedes ikke at have set ham i sit len før. Hvor var han mon fra?
"Jeg har været jæger," svarede Ethan bare kort, hvilket overraskede Mariah lidt. Hun anede jo intet om hans fortid.
hun kastede et blik på Ethan og kiggede så på jægeren igen.
"Du må undskylde min embedsmand. vi har været længe undervejs, og er snart hjemme. Mit navn er Lady Mariah Urbram.." sagde hun så. Hun anede ikke om han havde hørt om hende, selvom hun vidste, at hendes ry var kommet rundt omkring. Hun var ikke kun en kvindelig lenshersker, hun var også ret ung. hun havde sine metoder at styre alting på, og det var ikke ligefrem alle, der var helt tilfredse med det.

[Jacob Letonia]

Jacob kiggede lidt på denne lady der nu så på ham, hun var anderledes, men hørt om hende havde han da, men han tog sig ikke meget af rygter, han skulle havde bevis på hvem personen var ved førstehånd. Dog så hun meget ud som folk beskrev hende, hun var praktisk anlagt og ikke klædt som kvinde, hun var adelige, men vidst ikke bange for at få snavs under neglene. "en adelig kvinde der går i tøj efter praktiske evner, det er da helt utroligt at det kan lade sig gøre, tænk hvor langt landet kunne være kommet hvis der faktisk var flere der turde tage noget læs" sagde han, det var nok det tætteste man kom på en kompliment fra ham, men man måtte tage det som det kom. han satte tasken fra sig, så det eneste han havde på ryggen var hans bue og hans pile, tasken var stor og var slet ikke beregnet til man bare stod med den, han havde det bedst når han var i bevægelse med den. Man kunne nu også bedre se ham som han rettede sig op, dog skjulte han stadig sit ansigt med sin hat, spidsen sørgede for at der ikke var nok at se til at tyde hans ansigt, kun hans mund, der hele tiden smilede på samme måde. "hvem er jeg, tænk normalt ville jeg tro at en jægers navn var uden betydning, men når du nu spørg bliver jeg kaldt hunt. Navnet kommer fordi jeg går mere op i en god jagt frem for at få et bytte, jeg vil havde modstander ikke let bytte" sagde han, med et lumsk smil, han ville bare drille den her fyr lidt, hvis han kunne få ha,m til at være nervøs og måske han kunne være en lejemorder ville hans dag være redet, bare den lille joke på en højre op af rank stien kunne være godt.
Han lod et enkelt øje komme frem og kiggede på manden, han havde været jager og var nu der hvor han var, ja alle ting kunne jo ske, han selv havde jo også planer for at komme der op af for at vise sit værd, men han havde tid nok. "det forklare bedre deres hørelse, jeg vil tro at rygsækken her heller ikke hjalp mig i min sag, men jeg må da sige de har taget godt til dem, siden de er startet samme sted som mig, jeg tør ikke tænke på hvad de må havde gået igennem for at komme der til, men det er jo også deres sag" sagde han med et lille flovet smil på læben, det gik vidst meget godt, manden her virkede nervøs, det virkede som om han faktisk prøvede at holde ham lidt væk, han var ikke glad for hans tilstedeværelse, men det var jo ikke hans problem at han var paranoid. "tør man spørge hvor der så er chance for bytte, eller jagede de måske andre fo... jeg mener ting" sagde han , stadig med et øje på ham. han kunne ikke lade være, når han gjorde ham til et truende objekt, så ville han også drille ham med det, det syndes han var sin ret.
Da han pludselig hørte kvindens stemme igen lod han endnu et blik komme på hende, nu ville hun også kunne se hans øje i en let mørke, hun virkede bekendt, men hvis hun var den hun var gav det mening, hans far havde engang fået en invitation af den gamle konge, mon det så havde været der han havde mødt hende, eller var det et helt andet sted, hun var i hvert fald adelig og nok også en der havde været tilstede i et evnet hvor han havde været der, men det var så længe siden nu at han ikke tænkte over det, hun havde nok også glemt ham, men han kunne aldrig være for sikker. "jeg bebrejder ham nu ikke, når en mand kommer ud af buskene med en bue fremme er man aldrig sikker på hvad man møder og uden yderligere eskort tror jeg også i ville være i problemer hvis jeg ikke var jæger, de burde passe mere på, selvom de med deres anderledes tøj virker som en støre udfordring er de stadig et let mål, spørg selv deres embedsmand" sagde han og skjulte sig øje igen, han ville ikek give hende chancen for at finde ud af hvem han var, tænk hvis hun havde så god hukommelse.
Selvom en normal jæger nok havde bukket når ordrerne lady var kommet frem så stod Jacob stadig ret, han havde ikke lyst, det var ikke det han var her for, han kunne ikke vide om hendes familie havde haft en finger med i spillet da hans fars gerning havde kostet hans mor livet og at de havde mistet alt hvad de ejede. "undskyld jeg snager i privatlivet, men hvis jeg ikke tager fejl er de lady, den højeste mangt her i legnet, hvor har de været siden at de ridder her ude og endda uden eskort, der kan jo være tyve og røvere over alt, de kender måske deres land, men ikke alle gæster" sagde han og lod hende igen se hans ene øje, hvad var det endelig hun tænkte på, hvis nogle ville havde hende som et mål for at få kongedømmet til at vakle lidt ville det jo være ledt, dog havde de nok en så fredelig tid at der ikke var noget at frygte.

[Mariah Urbram]

Lady Mariah Urbram var ikke som så mange andre kvinder. Hun havde ikke så meget imod kjoler, men hun fandt dem upraktiske. De var kun til at kvinder kunne se pæne ud. Man kunne jo ikke bevæge sig ordentligt rundt i dem, og man ødelagde alt for let det fine stof. Der var ingen tvivl om at man så pæn ud, men det var slet ikke praktisk. Man kunne kun gå med meget korte skridt, og korsettene skulle være ufattelige stramme. Selv gik hun med korset hver eneste dag, men det var slet ikke strammet så meget, som når man havde kjole på. Det krævede virkelig træning at trække vejret i sådan et korset.
Dog kunne man sagtens komme til at se Lady Urbram i kjole. Hvis hun skulle noget vigtigt, havde hun kjole på, ikke bukser og skjorte. Hun havde det bare bedst i sit praktiske tøj. Det gjorde alting lettere, og hun kunne trække vejret ordentligt og behøvede ikke at tænke på at skulle trække vejret hele tiden, for ikke at komme til at besvime.
Men Mariah var bestemt ikke bange for at få skidt under fingrene. Hun sad bare ikke i sin stol og lod andre gøre det hårde arbejde. Hun ville gerne tage sin del af læsset. Det kunne man dog heller ikke sige, at hun ikke gjorde. Hun gjorde hvad hun kunne, for at få alt i lenet til at fungere helt perfekt. Der var ikke nogen, der ikke var velkommen i hendes gods. Alle kunne komme med deres problemer, og hun ville hjælpe så godt hun kunne. Det vidste folk i lenet også, hvilket gjorde, at hun som lensherskerinde havde et rimelig godt ry.
Hun lyttede til hvad der mindede om en kompliment, og der kom et lille smil frem på hendes læber. Hun elskede at få komplimenter. Det gjorde enhver kvinde vel, da det fik en til at føle sig bedre.
Mariah kastede et blik på sin embedsmand, der ikke så du til at være glad for situationen. Han så anspændt ud, hvilket Mariah fandt underligt. Hun mente at han var alt for forsigtig. Der var jo ikke sket hende noget.
"Jeg har aldrig hørt om dig," svarede Ethan bare. Det undrede ikke Mariah, for han kunne vel ikke høre om alle. Mariah havde heller aldrig hørt om denne jæger før. nu var det heller ikke så tit hun hørte om jægerne. Der var visse regler for jægere i Verds skove, men dem kendte de fleste vel.
"Jeg går ud fra, at nu hvor du er jæger, har du hørt om reglerne der er her i skovene?" spurgte Mariah så, og kiggede på den unge jæger.
Ethan svarede ikke på det jægeren sagde med Embedsmandens hørelse. Ethans opførelse bekymrede Mariah en lille smule, men hun sagde ikke noget. Hun kunne altid snakke med ham det senere.
"Byttet skulle være ganske fint," svarede Ethan bare roligt. Mariah anede intet om dette, da det ikke var det, hun satte sig allermest ind i. Det vidste hendes embedsmænd mere om, end hun gjorde.
Mariah anede ikke hvor mange forskellige lensherskere hun havde mødt. Hun havde ikke længere styr på det, da det hele var begyndt, efter hun havde indgået ægteskab med Lord Verd. Der var så mange forskellige personer hun skulle huske, og hun kunne da huske de fleste, bare ikke lige uden videre. Hun skulle se dem, før hun rigtigt kunne huske dem.
Hverken Mariah eller Ethan svarede på det han sagde, med et let mål, men Ethan nikkede kort. Mariah var et let mål, det vidste hun godt selv, men derfor havde hun Ethan med sig. Desuden havde hun ikke hørt at noget ville have ram på hende, så hun passede ikke helt vildt meget på.
"Vi kommer nede sydfra," svarede hun bare med et lettere smil på sine læber. Hun så godt hans øjne, hvilket gjorde hende en smule nysgerrig. Hun ville gerne vide hvem denne jæger var.

[/font]

[Jacob Letonia]

jacob lod stadig sit ansigt skjule, ja han passede meget på hvad han gjorde, han ønskede ikke at denne kvinde kende hans familie yderligere, men han begynde så småt at skyde på hendes alder, hun var i hvert fald ældre end ham selv, måske en del, men hun var ung, rigtig ung i forhold til at hun var en lens herrer, men det rørte ham ikke, han vidste at ungdommen havde mange store sider, det var nok også nogle af de få han kunne døje af adelen, det var nemlig dem der ikke havde haft noget at bestemme over hans families skæbne, de havde den gang ikke haft den mangt de havde nu, hun skulle være 10 år ældre for at kunne havde haft det, men nok tanker om det lige nu. han kunne mærke at komplimentet dog gjorde sin effekt, så han da kom på mere venlig fod med denne kvinde, det var nok også meget godt, han ønskede ikke lige at træde nogle over fødderne, selvom han godt kunne mærke at denne mand, han virkede som om at han var bange for ham, men hvorfor, der var intet bag ham, det nærmeste han selv kunne høre var en hjort der havde strejfet forbi, men det var længere væk og den havde heller ikke haft en panisk løbe tilfælde, så efter den virkede der ikke som om der var noget, var det virkelig ham selv han var så bange for.

Jacob grinte lidt over hans udtale, ja han havde ikke hørt om ham, men det så han nu en meget god grund til, han havde ikek været embedsmand så kort tid ville han gætte sig til og Hunt navet var ikke kommet frem for mere end 1 vinter siden hvor han havde redet en by fra en stor bjørn der var kommet ned fra bjergene på grund af mangle på mad, han var kendt blandt jægere og landsby folk, adelen kende ham ikke og ville nok aldrig lærer ham helt at kende. "jeg er som sagt en ung jæger, jeg har gjort hvad der skal til for at fortjene mit navn, men min bue beskytter landsbyer hvor soldater svigter, ikke adelen, det føler jeg at de klare fint selv" sagde han og lod igen smilet komme frem, nogle byer havde tilbed ham som en helt for hvad han gjorde, men det var ikke noget han tog sig af, det var jo kun en lille start og han gjorde blot som den første Letonia havde gjort for at få sin titel, redet de mindre i samfundet.

han lod igen sit øje kigge oppe på hende for at se hvad hun mente, hun havde lavet jagt regler, normalt var de ikke så nødvendige for hvad han lavede, mest fordi det var noget de lavede fr at man ikke beskade dyrebestanden og da han kun tog sig af større dyr der gjorde ondt for byer og selvfølgelig problem dyr, så ville han ikek tro han gjorde en skade, selvom han en sjælden gang kunne tage et mere normalt bytte, hvis han manglede, men det var vel godt at få dem opfrisket. "der er så mange regler over hele landet, så jeg er ikke så god til at huske dem alle, men hvis de hurtigt fortæller mig dem, skal jeg love at overholde dem, så længe de ikke sætter mit liv eller andres i fare" sagde han og skjulte igen sit øje, han havde været ude for at nogle dyr der havde været ude fra sæson havde været agressive og det skulle ikke holde ham tilbage for at tage dem ned hvis de var til fare.

Jacob nikkede til Ethan, men kunne godt mærke at han nok bare skulle alde ham være, han ville ikke få et ord ud af ham der kunne fortælle ham noget om dette, han ville helst undgå at snakke med ham, derfor satte han sin fulde opmærksomhed hen på lens herren. "nede syd fra, jamen det var da sjovt, jeg er selv kommet der nede fra, men jeg vil tro at i nok er kommet lidt hurtigere af sted, mine ben kan næppe udvandre en hest" sagde han med et let grin, for ikke at virke så truende, han kunne jo lige så godt komme på deres gode side med det samme.

[Mariah Urbram]

Mariah vidste godt, at hun var ung i forhold til hendes titel. Nu var det også kommet meget bag på hende, at hendes mand havde været syg. Hun havde ikke ligefrem regnet med at skulle miste ham. I hvert fald ikke så hurtigt. Det var også kommet bag på mange, at hun havde valgt, at tage titlen til sig. Det var normalt ikke hvad en kvinde gjorde. Nu var Mariah heller ikke som så mange andre, og Lord Verds sidste ord til hende, var at han ønskede, at hun overtog lenet.
Så nu, som 26årig havde hun været lensherskerinde i 6 år. Hun havde stadig uendeligt meget at lære, men hun vidste også, at hendes ry var godt. Hun vidste at folket kunne lide hende, og hun gjorde ikke noget, der ikke ville gavne folket.
Mariah var ret sikker på, at hvis denne Hunt sagde at han var fra en eller anden adelig familie, og han sagde navnet, ville hun ikke ane hvem det var. Hun havde ikke været lenshersker særligt længe. Hun var dog sikker på at Ethan og resten af hendes embedsmænd nok kendte til langt de fleste adelsfamilier. Det var i hvert fald ikke noget hun tvivlede på. Hun kendte kun til de meste vigtige – dem hun blev nødt til at kende til. Hun havde ikke haft tid til at sætte sig ind i resten. Alle hendes embedsmænd havde været embedsmænd for Lord Verd i en del år, før hun ligesom overtog dem. Hun havde ikke set nogen grund til at skulle finde nye, bare fordi hendes mand forlod denne verden. Desuden var det nogle fantastiske embedsmænd, der gjorde alt hvad de kunne, for at hjælpe hende med alt hvad der var muligt. Uden dem, ville hun ikke have haft særligt meget succes som lensherskerinde, hvis ikke det var for dem, hvilket hun selvfølgelig ikke glemte at fortælle dem.
”Vi må alle gøre hvad vi kan for at tjene til føden,” svarede Ethan bare. Mariah kunne dog se på ham, at et eller andet nagede ham. Hun ville gerne vide hvad det var, men hun ville ikke spørge ham før de var væk fra den unge jæger.

Jagtreglerne var ikke nogen Mariah havde indført. Det havde hendes afdøde mands far indført. Det var efterhånden langt tid siden, og selv kunne hun ikke huske dem alle, men hun havde dem hjemme i en bog. Det havde åbenbart være nødvendigt, for som hun huskede at have fået af vide, havde de forskellige jægere skudt dyr i den rene vildskab. Det gjorde, at der pludselig ikke var mange dyr tilbage, og skovene havde brug for dyrene til at overleve.
”Jeg må indrømme at det ikke lige er jagtreglerne der står allermest klart i min hukommelse, men hvis du kommer med hjem til mit Gods, kan jeg finde dem for dig?” svarede Mariah venligt. Det ville klart være det nemmeste, og hun så virkelig frem til at komme af hesten. Hun elskede at ride, og hun red næsten før hun kunne gå, men fire dage i sadlen var hårdt. Hun var ved at få ondt i fingrene, ryggen og bagdelen. Hun holdt dog sin ryg rank.
”En hest er lidt hurtigere end et menneskes to ben,” svarede Mariah med et venligt smil.

[/font]

[Jacob Letonia]

Jacob måtte indrømme at denne embedsmand var ved at gå ham lidt på, ikke fordi at han blev sur på ham eller noget, men hans mistroiske måde at være på, var noget der plagede ham, han prøvede da at komme på god fod med dem, men det føltes som om at denne mand så direkte ned på ham, selvom det ikke var sikkert, men han nagede ham, han havde virkelig prøvet at høre efter andre dyr i området, eller noget der forstyrrede, men der var ikke noget og selvom mange bare ville lade det ligge, så var han ikke selv den type, han ville havde svar, han ville ikke virke som en byrde eller en trussel, det kunne jo godt være fordi han ikke tog hatten af, men han havde sine egne grund til at han gjorde hvad han gjorde, hans ansigt kunne de måske ikke rigtig genkende, men hvis der var noget jægerne i tårnskoven kunne huske så var det hans øjne, når de blev ramt af sollyset, den safir blå farve der strålede frem ,kunne en af disse 2 mennesker kender, de blå øjne han havde fået af sin mor. "det kan jeg se, de ser også ud til at gøre jobbet godt" sagde han og tænkte sig lidt om, burde an konfrontere denne mand med det, men han kunne måske gøre det på en måde der ville gøre det på en mere forstå lig måde. "det er sjovt hvor meget mennesker og dyr minder om hinanden, frygt, nervøsitet, opmærksomhed, kan man altid se i øjne på dem hvis de er utrygge på noget omkring dem" sagde han lidt ud af det blå og lod igen et øje kigge op på Ethan, nej han kunne ikke bare lade det ligge, han ville vide hvad han gjorde galt. "så siden jeg er det eneste nye i området, hvordan plager jeg så dem" sagde han bare direkte til Ethan og så søgende på ham med det ene øje han havde vist ham, dog uden at lade sollyset ramme øjet, han ville holde det under skyggen fra hatten så det virkede mørkt.

Jacob nikkede roligt til hende, jo det var nok klogest at komme med hende og han skulle jo sådan set også komme på god fod med en hver adelig for at få sit navn ind hos hende og hvis han kunne vise hende hvad han gjorde for landet ville det måske være en start. "det ville være mig en ære, så kan jeg også sikre mig at jeg ikke gør skade på jeres skove ved min næste destination" sagde han med et lille smil og tog fat i sin rygsæk og op på ryggen med den, som om han var klar til at gå.

Han nikkede til hende med et lille grin på læben. "sandt, men det er ikke altid at heste er så gode på en vandres rejse, de larmer for meget og det er ikke alle len der er lige så fredeligt som deres" sagde han og begynde roligt at gå imod borgen, uden helt at vende på de to, de skulle jo nok indhente ham på ingen tid, han skulle bare holde sit tempo og selvom de kom op i tempo, skulle han kun nok kunne følge med.

[Mariah Urbram]

Det frustrerede Mariah en lille smule, at hun ikke kunne finde ud af hvorfor Ethan var så mistroisk. Hun havde aldrig set ham sådan før, og hun prøvede virkelig at finde ud af hvorfor, men der kom bare aldrig nogen ordentlig forklaring frem. Til sidst blev hun dog enig med sig selv i, at det var på grund den lange tur. Ethan var helt sikker også træt og havde brug for at komme hjem til sin familie. Dog gav det ham ikke grund til at være så mistroisk, og hun sendte ham et blik, der betød, at hun ville snakke med ham senere. Han nikkede kort, og kiggede så væk igen. Mariah ville meget gerne vide, hvad der foregik inde i hans hoved lige nu.
Hverken Mariah eller Ethan svarede på de næste ting der blev sagt. Der var ikke så meget at sige til det.
Der sad et let smil på Mariah fyldige læber, mens hun kiggede på den unge jæger. Hun ville gerne vide hvem denne jæger var, nu hvor han gjorde så meget for at skjule sig. Hun ville dog ikke spørge ind, da hun vidste, at det ville være uhøfligt. Desuden ville jægeren vel fortælle hvem han var, hvis det var nødvendigt.
Ethan svarede ikke på jægerens spørgsmål. Mariah forstod ikke hvorfor, men valgte så at tage ordet.
"Endnu en gang må jeg bede dig om at undskylde min embedsmand. Det har været en meget lang tur, og jeg tror bare gerne at han vil hjem. Jeg ved at det ikke var hans mening at være så fjendtlig," sagde hun, og sendte jægeren et lille smil. Hun sendte et blik til Ethan, og det var tydeligt at han forstod det. Endnu engang nikkede han. hun blev nødt til at vide, hvorfor han var så fjendtlig og på vagt. Der måtte virkelig være noget der plagede ham, og hun ville vide hvad det var.

Mariah lyttede til jægeren, og smilet på hendes læber bredte sig en smule. Det glædede hende at høre, at han ville komme med hjem på godset. Hun kunne heller ikke de regler i hovedet, da det ikke var nogen hun havde behov for at huske. Desuden vidste hun, at langt de fleste af dem bare var simple regler alle jægere under alle omstændigheder bare fulgte. Men der var også nogen, blandt andet når det blev vinter. Vinterne kunne være meget slemme, og der var simpelthen lavet et forbud om at jage, når vinteren var helt slem. Det kunne virkelig slå en mand ihjel, og dte ønskede man ikke. Men hun huskede dem ikke så godt, og så helst at den unge jæger selv læste reglerne.
"Det kan du have ret i. Men så kommer man heller ikke snigende ind på folk og forskrækker dem," svarede Mariah et lille smil, og sad og kiggede lidt efter jægeren, mens han gik af sted.
Så drejede hun hovedet og kiggede på Ethan. Hendes blik var meget bebrejdende, og han vidste godt, hvorfor hun ikke var tilfreds med ham. Han sagde dog intet, men kiggede bare på hende. Dette var noget han ville tale om bag fire vægge, ikke ude i skoven, hvor enhver kunne høre dem.
Til sidst kiggede Mariah også væk, slog klik med tungen og fik hesten til at gå fremad. De havde ikke travlt. Der var ikke langt det godset, og jo tættere de kom derpå, følte hun sig også mere og mere hjemme. Til sidst kunne hun også se konturene af sit hjem, hvilket nærmest gav hende en følelse af hjemve. Det var rart endeligt at være hjemme.

[Jacob Letonia]

Jacob havde ikke helt givet op, men han kunne nok ikke få noget ud af manden lige nu, han valgte derfor bare at fortsætte vandringen hen mod godset, han havde været der for mange år siden, men han havde ingen anelse om hvordan det så ud nu, det kunne havde ændret sig meget siden hans familie havde været på besøg der henne, men nu måtte han da se hvad det var der skete der oppe af, det kunne jo være at det ville være sjovt at få lidt nostalgi frem. Selvom Jacob gik inde i skovbrynet og der var masser forhindringer, så gik det faktisk ret hurtigt i forhold til hvad der skete, man kunne let se at der ikke var problemer for ham i at gå her, om det gik op og ned, om der var væltede træer eller noget ligene, så gik Jacob helt naturligt, dog stadig med hatten foran ansigtet. "jeg tag det ikke så tungt igen, men jeg må indrømme at han ikke gør mit billede af nogen adels mand bedre med hans opførsels, lige på stående fod virker det nemlig som om at jeg som jæger har bedre manerer end ham" sagde han dog ikke på en provokerende måde, men bare i forsøg på at åbne mandens tanker lidt, selvom han måske ikke var tryg ved ham var der ingen grund til at han skulle være uhøflig overfor ham.

Jacob øjne kom lidt frem, da godset var til syne, han kiggede på det kort, hvorefter han skjulte hele sit ansigt igen. "jeg tror faktisk de ville havde godt af at lærer hvor meget man kan bruge det, ligesom man ikke ved hvad personen der kommer frem vil ved man heller ikke hvad personerne man kommer imod vil gøre ved en, jeg bruger det til at finde ud af disse ting, så jeg kan undgå konflikt, dog er det en af de første gange jeg er blevet opdaget, deres embedsmand har noget af nogle øre" sagde han med et lille smil og kiggede bare videre frem.

Han lage mærke til at sneen faktisk var der nogle steder på trods af plus graderne, det virkede underligt, men han vidste jo ikek alt om vejret her oppe, han holde sig mest i vest legende. "er det længe siden de har været hjemme" sagde han, siden han kunne føle på hende at hun blev kraftigt tiltrukket af godset der kom tættere og tættere.

[Mariah Urbram]

Hestene gik så langsomt, at de roligt kunne følge med den unge jæger. Mariah havde ikke i sinde at skynde på hestene. Det havde ligeledes været en lang tur for dem, og en af dem havde haft en mindre skade inden de tog af sted, og det ønskede hun ikke skulle ske igen. Dog kunne man ligesom mærke at hestene vidste at de snart var hjemme. Det var som om de fik hele nye kræfter, og de blev utålmodige, ville frem med ny iver. Mariah holdt sin hest i et roligt tempo og ligeledes gjorde Ethan. Man skulle ikke bare fare frem, da man så kunne komme til at slå panden mod en mur.
"Du skal ikke tage dig af ham, overhovedet. Ikke mindst ser alle mine embedsmænd det som deres job at passe på mig, men jeg tror bare at vi begge har brug for et ordentligt måltid og en ordenlig seng at sove i," svarede Mariah venligt. Selv ville hun gerne bare have ordentligt mad og hun savnede virkelig sin søn. Hun hadede at være langt fra ham, men hun syntes ikke at hun kunne tage ham med på denne tur. han ville bare blive utålmodig, det vidste hun. Desuden ville turen ikke være spændende for ham. Om et par år ville hun nok tage ham med, så han kunne se hvordan edsaflæggelsen foregik. han skulle jo selv aflægge ed ved kongen, når han blev lenshersker på den måde sikrede kongen at hans lensherskere var ham tro. En ed skulle man ikke bryde, da det ikke mindste ville gøre en æreløs, men ens ry ville blive ødelagt helt og aldeles og kongen ville ikke længere have noget med en at gøre. man ville miste hus og hjem, man ville miste alt og folk ville kun se på en med foragt. Det var ikke et liv der var værd at leve.
Selv gik Mariah meget op i sin ære og sin stolthed. Det var ligesom det der betød noget, når man sad i en position som hendes. Et æreløst liv var ikke værd at leve.

Mariah brød sig ikke om at høre fra en mindreårig hvad hun havde godt af at lære og ikke at lære. Hun rynkede lidt på næsen, men undlod at sige noget. Hun ønskede netop ikke at starte en konflikt. I stedet lod hun bare være med at svare, da hun bestemt ikke ville sige noget forkert. Hun var kendt for at sige sin mening, men hun vidste også hvornår hun skulle holde sin mund. Hun havde før fået verbale tæv for at sige sin mening, og det havde hun selvfølgelig lært noget af. Man skulle dog ikke være i tvivl. Hun kunne sagtens sige sin mening, og man var aldrig i tvivl, når hun var utilfreds med noget.
Mariah boede egentlig i den sydlige del af nordlandet, men der kunne alligevel være frygteligt koldt, og vintrene kunne virkelig slå en hest i jorden. Hun ville slet ikke tænke på hvor slemt det kunne være oppe ved Lord Lodbrog. Hun kunne forestille sig at det kunne være meget slemt.

Det tog ikke ufatteligt lang tid at komme hjem til godset. Mariah følte en følelse af endeligt at være hjemme, da hun fik hesten til at stoppe inde på gårdspladsen. En tjeneste pige kom ud, og pludselig gik alt stærkt. En stalddreng kom og tog sig af hestene efter at Mariah og Ethan selv var hoppet ned, og en tjenestepige snakkede hurtigt og alt muligt der var sket, men Mariah fik hende til at stoppe talestrømmen, og sagde at de kunne snakke om det før. Hun nejede for Ladyen og embedsmanden - selv for jægeren, selvom hun sendte ham et undrende blik.
Mariah gik ind, hendes gæster fulgte efter, og hun førte dem ind af en gang, hvor alt lå, hang og var perfekt. Billederne hang helt lige, gulvtæppet lå lige og der var ikke støv at se nogen steder. mariah var kendt for at være perfektionist, det vidste hun godt.
Mariah førte dem ind i et kontorlignende værelse og kiggede på Jacob.
"Du kan bare sætte dig i en stolen," sagde hun og lavede en gestus mod en meget behagelig stol foran et stort skrivebord.
Selv gik hun hen til den ene væg, der var fyldt med bøger. Hun kørte en finger over en række bøger der så helt ens ud, og fandt hurtigt den hun skulle bruge. Den var utroligt tyk. Det var en hel serie på bøger, der indeholdt alle Verds love. Der var mange af dem, men mange af dem var også bare en selvfølge. Hun kunne måske ikke huske alle lovene, men hun vidste skam præcis i hvilken en af bøgerne de var i, så hun kunne hurtigt finde dem.
Hun gik hen til skrivebordet, og lagde den tykke bog foran jægeren. hun åbnede den op til et afsnit, hvor der som overskrift stod "Jagtreglerne".
Hun drejede bogen så den var lige foran ham.
"Det er ikke så vildt mange regler, men jeg vil bare mene at det er bedst at du kender dem," sagde hun med et smil og satte sig selv hen i stolen på den anden side af skrivebordet. Hun lod st blik hvile på jægeren.
Hun vidste godt at en stor del af befolkningen var analfabeter, men hun regnede da med at jægeren kunne læse.

[Jacob Letonia]

Da de kom ind på pladsen til godset kunne Jacob ikke lade være med at smile, nej det havde ikke ændret sig, dog var der noget der havde ændret sig, selv da han var kommet her med sin mor og far var intet gået så hurtigt, det havde måske noget at gøre med at der var noget vigtigt at denne lens hersker skulle høre, men han tog det ikke så tungt, han gik bare roligt bag ved dem hele tiden, så han ikke gik i vejen for alle de mennesker der begynde at flokkes rundt om de adelige det var på ingen måde noget han savnede, den behandling der virkede så falsk fra alle folk, selvom de fleste her nok holde af mariah som deres leder, så var der altid nogle få der ikek var tilfredse, nogle der mente at ting skulle gøres på en anden måde, men siden det så ud til at alle bar en maske på godset, så ville man aldrig kunne se det før at personen faktisk gav sig til kende, eller hvis man havde evnerne til det, dog var det sjældent set, især fordi at dem der var utilfredse aldrig var kommet så langt bare ved at kunne lægge en halvfærdig maske, de var mestre til at skjule det. Han blev dog stadig forbløffet da tjeneste pigen nejede for ham og ønskede ham velkommen, men mest fordi at masken lidt knækkende, ikke for Mariah, med at hun ikke var forstående på hvad en mand som ham endelig gjorde her, han var jo langt fra af nogen form for rang, det kunne ses på ham, han var en simpel jæger, hvilket også gjorde at ingen helt vidste hvordan de skulle behandle ham, han var helt sikker på han var blevet vist væk hvis han ikke var kommet med lens lederen ved siden af sig.

Han fulgte langsomt med Mariah op mod det kontor hvor han skulle se reglerne, selvom han ikke kunne lade være med at kigge sig lidt rundt, han kunne ikke huske meget af det her sted, så han kunne desværre ikke sige om det havde ændret sig, alle de ting han kunne huske var oftest hvordan han skulle side pænt ved et bord og spise og så gården hvor hans far selvfølgelig havde vist sin søns talent frem med buen, han fik en lidt dårlig smag i munden ved tanke om sin far, det han altid havde sagt til ham, at han var fremtidens ridder, med hans evne til at trække og skyde en bue hurtigere end de fleste var til at trække deres sværd, men hvad skulle han tro på af hvad han sagde, forræderen der ikke engang selv havde kunne stå i kamp.

Han blev kom lidt til sig selv da hun spurgte om han ikke ville side ned, han havde ikke set at de faktisk var kommet ind i et kontor, han havde bare fulgt efter hende hele vejen, mens hans minder havde plaget ham lidt, dog stod han nu pludselig foran en stol og kiggede på den, en stol, det virkede så forkert at sidde i den, han følte sig ikke som gæst her, især ikke da han indså hvor han stod og hvad der nok var sket her, det her var lens herrens kontor, med andre ord hendes gamle mands kontor, det sted hvor denne lens herre havde underskrevet hvad der skulle ske med Jacobs far, men ikke kun det, det var også det dokument der havde glemt hans familie og bare lade dem lide af hans fars følger "ellers tak, jeg vil så nødig give stuepigerne ekstra arbejde ved at snavse dem til, jeg har heller ikke noget imod at stå" sagde han bare og fulgte Mariah med øjne, som hun begynde at gå hen til reolen, alle de bøger, alle ens, hvordan un havde lært dem var ham en gåde, men det var nok styr på det når hun talte dem.

han stod bare stille efter hun havde valgt bogen og gik hen med den til ham og åbnede den op for ham, han kunne se den allerede da hun selv kiggede på den, dog tænkte han sig ikke helt om, selvom hun måske ikke vidste det, så var det virkelig sjældent at man fandt en jæger der faktisk kunne læse, mange gange havde Jacob troet at ham og Samson hans plejefar var de eneste, men kort efter hun havde vendt bogen kiggede han bare op som tegn på at han var færdig. "jeg ser at i helst undgår at gå i gang mens dyr pare sig og at i vidst har en lov om at jæger helst ikke skal gå i gang med større dyr end de kan klare og derfor i stedet spørge guarden, men det er sådan at i en af Vends nordlige landsbyer er jeg blevet hidkaldt for at nedlægge et sådan dyr, fordi det volder for store problemer for deres guarde, så jeg regner med at de vil acceptere at jeg giver det et forsøg" sagde han, uden den mindste tegn i stemmen på at han på nogen form ville havde problemer, hans ord viste at han havde fuldt styr på sine evner og det var jo også derfor de havde kaldt på ham, dem bjørn der var kommet ned fra bjergene kende vidst ikke til meget nåde og af en eller anden grund var den meget mere aggressiv end de normale bjørne, derfor var han på vej op for at ordne problemet.

[Mariah Urbram]

Mariah vidste ikke hvad der var sket med Jacobs familie. Hun anede ikke engang hvem hans familie, og hun huskede ikke at have set ham før i de ti år hun havde været på godset. Hendes af døde mand havde ikke sat hende ind i en lensherskers ting, og de ting han underskrev, kiggede hun ikke på. Ingen af dem havde nogensinde regnet med, at det var Mariah der pludselig skulle til at styre et len.
Hun havde dog på fornemmelsen, at Lord Verd godt vidste at han var syg. Han havde vel bare regnet med at det ikke gik så hurtigt, og at hans søn måske ville nå at blive gammel nok til at kunne overtage lenet.
Mariah havde aldrig fået spurgt ham, og han havde sagt til hende, at han ønskede at hun overtog lenet. Det var det eneste han ønskede af hende, og det ønske ville hun selvfølgelig efterkomme.
Nu havde Mariah heller intet imod at skulle styre lenet. Det havde været hårdt og hun havde haft så meget at lære, men hun havde lovet sin afdøde mand det, og så ønskede hun selv at se sin egen søn som lenshersker engang i fremtiden.

Mariah løftede kort øjenbrynet, da jægeren takkede nej til at sidde ned. Det måtte han vel egentlig også selv om, selvom hun nu ikke forstod det. Hun ville dog ikke sige noget til det, da det egentlig ikke var helt så vigtigt.
Hun havde ikke det mindste problem med at finde rundt i bøgerne, da hun virkelig havde læst dem alle flere gange. Hun vidste præcis hvilken bog der stod hvor, og hun vidste hvilke regler der var i den. Det havde hun brugt mange aftener på at lære, men det var sådan set også kommet hende til gode. Nu skulle hun ikke længere til at tage alle de tunge bøger frem for at finde nogle regler, nu kunne hun nøjes med en enkelt bog. Det var virkelig en befrielse og det sparede faktisk en masse tid. Desuden fik det hende til at se mindre amatøragtig ud, når hun bare tog én bog og slog direkte op på det der skulle bruges.
Mariah havde lært, at der var mange der hverken kunne læse eller skrive, men hun havde også lært at livet havde sine lunefuldeheder, så faktisk overraskede det hende ikke så meget, at jægeren var i stand til at læse hvad der stod. Det overraskede hende dog en smule, at han fik det læst så hurtigt.
HUn lyttede til hans ord og nikkede kort.
"Reglen er lavet for at undgå at jægerne prøver at nedlægge dyr de slet ikke kan klare grundet deres overmod. Vi ser helst ikke at folk dør i flæng, bare fordi de er overmodige," svarede hun og sendte ham et venligt smil.
"Grundet det med dyrene, er at vi helst ikke ser at dyrene bliver udryddet. og så vidt jeg ved, at det en almindelig leveregel mellem jægerne at man heller ikke slår dyr ihjel der har unger? Derfor ser vi heller ikke at dyr der parer sig, da vi gerne vil have at skoven har liv," svarede hun så. Hun var ikke så meget inde i det med jagt, men hun havde da forstået hvorfor man lavede de forskellige regler.

[Jacob Letonia]

Jacob lyttede blot til hendes ord, hun havde tydeligvis godt styr på reglerne, hun var helt sikkert en person der gik meget op i landets styre og det var godt at se at der faktisk var nogle der gjorde det, det var for ofte at man så at folk faktisk ikke rigtig fik taget sig sammen til at kigge ud i hele legnet de styrrede, men det vidste han dog også ikke altid var muligt, men bare det at de viste at de gjorde et forsøg var meget mere end mange andre gjorde måtte han da selv sige. han vidste ikke hvor længe hun havde været i dette styre, kun at hun havde taget over efter sin mand, men hvordan hun var kommet til magt var ham faktisk en gåde, han begynde faktisk at undre sig, ikke at han havde noget imod denne kvindelige regent eller fordi han mente at hun kunne mindre som kvinde, men hun var kvinde, den modgang hun måtte havde haft måtte havde været utrolig. hans nyskeringhed blev større og han ende med bar at skyde spørgsmålet ud. "undskyld min uhøflighed, men noget nager mig, vi ved vidst begge at kvinder i hele landet ikke altid har så let ved at komme til at få sine ord frem, hvilket betyder at de oftest ikke får en større chance for at kunne bestemme, men jeg kan dog se at de selv styre hele dette rige, og dette er ikke fordi jeg mener der er noget galt med det, men hvordan har de båret dem ad, har de ikke haft en del modgang" spurgte han og prøvede at holde det så venlig sindet som overhoved muligt, han ville jo ikke fornærme hende og dette var også en mulighed for at komme tættere på en regent.

Han mærkede hende undrede blik på sig efter han havde læst så hurtigt, det havde måske været dumt, men hun var bare gået videre, hvilket virkelig havde fået ham til at slappe mer af, kende hun ham virkelig ikke, det kunne faktisk være de ikke havde set hinanden før, selvom han mente han kunne genkende hendes ansigt et eller andet fra. hun gik tilbage til reglerne, for at få jægerne til ikke at blive for overmodige. "jeg undskylder min uhøflighed overfor reglerne, men bryde den må jeg desværre, om man kalder det overmodig kan man vel godt, men jeg har faktisk en sag, men hvis jeg viser dig den, kan det jo være at jeg kan få dem til at se igennem fingre med det." sagde han og lage sin taske på gulvet, oppakningen gav en tydelig lyd fra sig da den ramte jorden og han åbnede roligt lidt af den for at tage en lille sedl ud og lage den på hendes bord, det var et brev, men tydeligvis ikke noget godt, papiret var krøllet og hvert et ord der var skrevet var sjusket ned,d et var tydeligvis ikke en skriver der havde skrevet det, navnet på byen det var fra var Ventran, en meget nordliggende landsby i vens område, ikke ret stor, men et sted hvor der oftest levede tømre, da træet i området var godt. brevet var fyldt med fejl, men et vågen øje kunne se at det omhandlede en bjørn der havde nedlagt 6 mennesker allerede, hvor 2 var jægere og 4 var civile. "brevet kom med en meddelelse om at jeres soldater havde fået 2 mand såret af den, det tyder på at dyret er agressiv og så var det noget med at normale pile ikke bider på den, de har nok pyntet lidt på sagen, men bjørnen er et problem og da jeg fik opgaven er jeg kommet her hen for at søre for at landsbyen kan arbejde trygt igen" sagde han, det var jo på ingen måde fordi at han regnede med at soldaterne ikke kunne nedlægge dyret, men at spilde ode mænd på det, ville jo være dårligt og det var jo ikke fordi man havde et utal der bare kunne jage en bjørn, de var jo heller ikke trænet til at nedlægge denne form for dyr. "på trods af dette beundre jeg jeres love og vil holde dem til punkt og prikke, man kan se at de har erfarende mennesker til at tænke disse ting igennem for at søre for at jagt altid vil være godt på Vens kanter" sagde han med et smil og lod hende se det, dog stadig med hatten over hoved, så hans øjne var skjult, hun måtte aldrig se hele hans ansigt, selvom han langsomt var begyndt at vise hende mere, da hun ikke virkede til at havde set han før.