træmand nummer 200

[Manuel Sommer]

Manuel havde fået lov til at smutte lidt rundt og hygge sig, da hans stedfar mente han havde opført sig nogen lunde ellers så var det måske bare fordi han ikke gad kigge på Manuel. Da manuel ikke selv mente at han havde opført sig særlig pænt. Det var midt på formiddagen, og Manuel havde allerede fået et par på hoved, denne gang havde han fået et mærke efter det, nemlig et blåt øje. Det gjorde ondt på ham og han havde mest lyst til at sætte sig ned og tude over det, men han lod være, der var ikke grund til at græde, for han ville alligevel ikke få det til at gå væk af den grund. Han havde et stykke træ med sig i hånden som han var begyndt at snitte på, han var ved at lave sin nummer 200 træmand, han samlede på dem, men ryddede tit op i dem, da der ikke var plads til så mange på hans kammer. Han havde smidt alle de gamle og grimme ud idag, og så havde han fået slebet sin dolk, sådan at den var skarp, meget skarp endda, så han skulle passe på når han brugte den.

Manuel gik og gik, han tænkte ikke rigtigt over hvor han gik hen, han gik bare. Han endte med at komme ned i slumkvarteret, hvor hans stedfar og mor tydeligt havde sagt at det var forbudt at gå der ned, der var farligt og folk som kunne finde på at fange små børn. Men dette troede han ikke på, han troede bare de sagde det for at skræmme ham, men han var ikke så let at skramme. han var altid frisk på noget ballade, så hvorfor ikke idag? Han kiggede rundt på de forskellige ting der var i slummen, det var ikke fordi der var så mange ting, det var faktisk lidt skræmmende at gå her nede, han overvejede kort at vende rundt og løbe væk. Men han besluttede sig for at lade være, han så godt hvordan folk kiggede på ham, de fleste kendte godt Manuel enten som det uægte barn eller som ballademageren. Han fik øje på nogen børn som gik rundt, de var lidt ældre end Manuel, ” hej, vil i lege med mig ? spurgte han og børnene kiggede bare på ham og grinte. Manuel sukkede, han tog dette som et nej. Han trak på skulderne og forsatte med at gå, indtil han kom til en lille bænk der stod op af et hus, han satte sig og begyndte at snitte på sin nye træmand, måske han skulle begynde at sælge dem, og tjene nogen mønter på dem.

[Bryce Vinter]

Bryce Vinter havde været på besøg hos sin onkel i dag. "Virksomheden" gik strålende, havde den gamle mand påstået. Bryce havde ikke sagt ham imod, men blot smilet og nikket på sin egen ironiske og latterliggørende måde. Der havde været røre i onklens horehus, og mange af kvinderne var flygtet, for at finde andre steder at sælge sig selv. Bryce vidste dette, dels fordi nogle af kvinderne var kommet til ham, og dels fordi han havde ører overalt, og vidste alt hvad der foregik i byen. Onklen havde selvfølgelig været ganske ulykkelig og fablede om at hele hans omdømme var knust og forretningen kriseramt. Også til dette, nikkede og smilede Bryce, hvorefter han lånte den gamle mand lidt penge til at kunne klare sig. Det var ikke første gang at han havde måtte låne familien lidt guld, og det var nok ej heller den sidste. Han havde trods alt sine egne måder, når det galt at tjene penge, og på en eller anden måde, ville det altid lykkes ham at skaffe lidt ekstra.

Bryce havde umiddelbart ikke noget imod at hjælpe sine slægtninge, og især ikke onklen. Så længe de vidste, at de stod i gæld til ham efterfølgende. Det var sådan han fik tiltjent sig nogle tjenester. Og mere til.

Slumkvarteret var umiddelbart ikke hans yndlingsområde, men eftersom han havde brugt mange år af sin barndom i gader som disse, så var det ikke fordi han frygtede de skumle mennesker, hadede den kvalmende lugt eller så ned på de beskidte børn, der løb på bare tær op og ned ad gaderne. Bryce anså blot sig selv som værende lidt mere fint på den, og han nød hellere overklassens smukke tøj, behagelige dufte og især skoene, som i hans øjne var gudernes gave til mennesket.

"Jamen dog," lød det gækkende fra Bryce, da han bemærkede en ung knægt, som så ud til at være ganske fokuseret og stærkt optaget af noget simpelt træværk. Bryce gik tættere på drengen, placerede hænderne på ryggen og betragtede smilende barnet. "Du bør være forsigtig, dreng, du skulle jo nødig skære dig på din brødkniv." Hans stemme var mild, men med en satirisk undertone. Som altid. Han kastede et hurtigt blik rundt til hver side, og noterede at drengen ikke havde nogle værge med sig.
"Har guderne været så ubarmhjertige at efterlade dig her, på denne bænk, alene og forladt?"
Først nu bemærkede han mærket, om drengens øje. Han undlod at kommentere det i første omgang og valgte i stedet at betragte drengens arbejde igen.

[Manuel Sommer]

Ude på ballade.

Manuel havde siddet helt optaget af sit træværk at han ikke havde opdaget at der var kommet en hen til ham, før manden talte til ham. Han lyttede til ham og sagde intet før han var færdig med at tale det var ren respekt, han så på ham og ned på sit træværk. hans højre øje fuldte slet ikke med, det kørte nærmest rundt i hoved på ham, det kiggede heller ikke på manden da han så op på ham, nej det kiggede ud til siden. ” goddag Herre startede han med at sige venligt, til ham. Han så ned på sin kniv, det var aldeles ikke en brøndkniv, men en dolk, den var dog ikke særlig stor da han ikke måtte få en større kniv før han blev ældre, men denne kniv var os god nok, den var lille og handy. ” det er altså ikke nogen brødkniv men en dolk, og jeg er forsigtigt, min far har lige slebet den idag til mig ” sagde han og smilede, han smilede stort og var glad, han så på manden og sagde ” nææ min far smed mig ud af smeden, han sagde jeg havde været sød og måtte gå ,selvom jeg fik en på hoved tidligere for at tabe et nylavet sværd, det blev skævt og jeg fik en på hoved. Men jeg tror ikke det fordi jeg var sød at han sagde jeg måtte gå, men mere fordi jeg var en vejen, som altid” sagde han og smilede stadigvæk dog ikke så stort. Manuel havde bære tærer idag, han brugte ikke sine lædersko særlig tit, han kunne meget bedre lide at gå unden sko, han så ned på sin bare tære og viftede lidt med benene, han kunne kun lige nå jorden med fødderne. ” jeg må slet ikke være her, men kom til at gå her ned alligevel, altså gik og tænkte og så kom jeg her ned, og spurgte nogen af de andre børn om de ville lege, men det ville de ikke, fordi jeg er den underlige med øjet, og fordi jeg er uægte sagde han og så på ham, han holdte stadigvæk sit smil, det var tydeligt at det ikke rørte ham at han var uægte eller blev kaldt den underlige.

[Bryce Vinter]

Bryce stirrede forundret på drengen og anede i første omgang ikke hvad han skulle sige. Børn var besynderlige i hans øjne, og nogle gange levede de i deres egen lille verden. Denne knægt lød til at have en far, som var smed. Ikke nogen særlig brugbar information, måtte Bryce indrømme, da smede sjældent havde andet i hovedet, end lyden af metal. Bryce fandt det dog spøjst, at en smedeknægt sad på en bænk i slumkvarteret og legede med træ. Burde smedeknægte ikke lege med små sværd og hammere? Træskæring lå ganske langt fra metalbearbejdelse, noterede Bryce og rynkede brynene.

"Aha..." begyndte Bryce, med et smil og et vurderende blik. "Har du da skåret noget med den? Andet end træ, altså? Hvis din dolk ikke har rørt levende kød, så er det - ak, hvis trist det må være - ikke andet end en brødkniv." Hans læber vendte op i et spottende smil. "Men nok om det. Du fik een på hovedet for at tabe et nylavet sværd?" gentog han og satte sig tungt ned ved siden af drengen. Han lænede sig en smule tilbage, for at lade bygningens skygge ramme hans ansigt. Det var umådelig varmt i dag.
"Det var temmelig billigt sluppet, må jeg sige." indrømmede Bryce eftertænksomt. Et nylavet enægget sværd kostede mindst 20 sølv, og var sværdet blot en smule eksklusivt, ville prisen stige drastisk. Bryce regnede ikke med at drengen havde nogen forstand på penge, så han undlod at forklare faderens situation og handling. Det var også ligegyldigt for Bryce selv – han behøvede ikke blande sig, og agtede heller ikke at gøre det.

"Du må slet ikke være her? Du er dog en gavtyv," påpegede Bryce smilende og undlod dog at se på drengen. Hans svar kom nu per automatik, uden videre eftertanke. "Du gør altså ikke hvad dine forældre siger? Der er ikke noget at sige til at du får smæk så."

Det, at drengen kaldte sig selv for 'den underlige med øjet', lagde Bryce ikke noget i. Han regnede med at knægten refererede til det blå øje han havde fået efter din disciplinering.
"Burde du så ikke smutte hjem før du kommer til skade? Der er farlige tyve og slavehandlere overalt. Du kunne forsvinde i disse mørke gyder. Det har du vel ikke lyst til."

[Manuel Sommer]

Manuel så på ham og sagde intet til at starte, med han lyttede bare som han var opdraget til, ” nej jeg har ikke skrået andet end træ med den, det må jeg ikke for min far, for så tager han den” sagde han. Han så ned på sin træmand og sukkede stille, han ville prøve at lave en kvinde i stedet for kun at lave mænd, men det var svært og krævede koncentration. ” ja jeg fik fordi jeg tabte et meget tungt og dyrt sværd, så gik jeg en knytnæve i hoved Sagde han og så på ham. Han tog hånden op til øjet og trykkede lidt på det, det gjorde ondt og han tog derfor hånden ned igen. Nej Manuel vidste ikke særlig meget om penge og deres værdi, heller ikke værdien af en dyrt sværd eller et billigt sværd. ” er bare glad for jeg ikke fik med bæltet, det gør så ondt og så kan jeg ikke side ned i en uge sagde han og så på ham.

Nej han måtte ikke være her, for det var farligt, selvom hans forældre var strenge, så passede da os på deres søn, og det gjorde det ved at sige han ikke måtte gå her ned. jeg gør tit ikke hvad de siger, men hvad de ikke ved har de ikke ondt af sagde han og smilede stort og kom til at grine lidt han grinede kort, han stoppede dog med det samme som han så mandens blik. ” burde jeg nok , men jeg gider ikke, jeg overvejer faktisk at prøve at finde en som, vil købe min træmænd, jeg har lavet 200 stykker nu, og har snart ikke plads til flere. sagde han og så på ham

Han smilede og snittede lidt mere i sin træklods og så, så på manden igen og var lige glad for han havde sat sig ned, ” ved du hvad, jeg har et spasser øje, som min far kalder det, jeg kan ikke selv styre det, og så er jeg et uægte barn, min rigtige far var tyv men blev halshugget, jeg blev lavet mens min mor var sammen med ham jeg kalder far, for han er jo min far på en måde, og de andre børn må ikke lege med mig, men jeg er ligeglad for så leger jeg bare med mig selv. Så hjælper jeg os min far i smeden, han vil gerne have jeg skal være smed, men det har jeg slet ikke lyst til, jeg vil være ridder” sagde han stille stadigvæk smilende.

[Bryce Vinter]

Bryce lyttede ikke rigtig til drengen. Han stirrede blot ud i intetheden, med et træt endog vagtsomt blik. Han havde igennem tiden lært at holde ører og øjne åbne; man vidste aldrig hvem der kastede sig over en. Man vidste aldrig, hvem der ville trykke den næste kniv mod ens hals. Han vendte ganske langsomt blikket imod drengen ved sin side. Med et rynket bryn og et skævt smil, vurderede han drengen fra top til tå. Studerede ansigtet nøje, især øjnene, og dernæst hans håndværk.

"Købe?" gentog han og betragtede træmanden, der kun endnu kunne anes i træet. Ansigtsløs. Livløs. Var der noget, Bryce vidste noget om, så var det handel, og han tvivlede på at nogen ville bruge deres penge på træmænd. I tider som disse - faktisk i alle tider, generelt - var der da aldrig nogen der ville købe træmænd. Skulle de dekorere et hjem, disse livløse, ansigtsløse og historieløse skabninger? Bryce mente, at de ville passe bedre ind i et gravkammer. Eller på et bål. Bryce havde ikke den store kunstinteresse, men når han så noget han brød sig om, var han dog villig til at anskaffe sig det. "Jeg tror ikke folk vil købe træmænd i denne by, min kære dreng." indrømmede han med et drillende smil. Bryce mente desuden, at man ville kunne få professionelt-lavede træmænd hos tømrere og andre håndarbejdere. Hvorfor dog købe dem af en knægt?

"Tja, min ven, drengebørn der snitter træmænd er ofte ikke ridder-materiale. Det er desværre sandheden." påpegede han smilende og vendte atter blikket væk fra hende. "Og igen, smede arbejder ikke med træ." Han vendte blikket imod knægten igen. "Hvad vil du rigtigt gøre med dit liv, nu du ikke kan blive ridder og ikke vil være smed?" spurgte han pludselig, ganske uventet.