Prisen på et liv

[Naiish]

Hvordan sætter man prisen på et liv i trældom? Det er en forholdsvis simpel beregning. I hvert fald for slavehandlerne i Nord. Først opstillede de en række kriterier og vurderede hver af dem på en skal fra et til ti. 1. kriterium: Køn og alder. I hovedreglen ville en yngre slave være at foretrække, selvom der fandtes undtagelser, hvor slavens erfaring kunne opveje ulemperne ved en ældre alder. I forhold til dette kriterium var det dog kun alderen, der kom indenfor overvejelse, og så naturligvis kønnet. Mandlige slaver solgtes som regel dyrere end kvindelige, men det var ofte få sølv, som gjorde forskellen. På dette kriterium scorede Naiish 8. Havde han været 2-3 vintre yngre, havde han fået topkarakter. 2. kriterium: Sundhedstilstand. Det er klart at slavens sundhedstilstand har indflydelse på prisen. Her gælder både sygdomstilstand og eventuelt udsultning eller på anden måde afkræftning. Også fysisk styrke er betydende for denne katagori. Sygdom trækker væsentlig mere ned en udsultning, der forholdsvis nemt kan genoprettes. Naiish scorede 9 på dette kriterium, kun trukket ned ad lettere udsultning. 3. kriterium: Erfaring. En erfaren slave er mere værd, fordi køberen ikke behøver bruge tid på optræning og disciplin i samme grad. På dette kriterium scorede Naiish 0. 4. kriterium: Disciplin. De fleste slaver er det muligt at undertrykke og kaste noget disciplin i, hvis bare man undertrykker dem med tilstrækkelig magt. Dette er imidlertid en proces, og at knække slaver på denne måde kan tage lang tid, så det er favorabelt havde en samarbejdsvillig slave fra starten af. Heller ikke på dette kriterium kunne Naiish trække sig op på mere end et rundt 0. Han havde fra dag 1 gjort hvad han kunne for at modarbejde alt, hvad der blev budt ham. Under disse fire kriterier kunne de fleste slaver vurderes nogenlunde. Slavehandlerne ville derefter gange scoren med 3 for at finde prisen i sølv, og derefter enten tilføje eller trække lidt fra på baggrund af eventuelle ekstra egenskaber, som kunne ligge udenfor kriterierne. Det hændte for eksempel at overgennemsnitlig smukke, unge kvinder blev solgt, til mere afvigende formål end traditionelt slavearbejde. Sådanne slaver kunne indbringe mere. En sådan slave var Naiish absolut ikke. Han havde til gengæld noget andet, som talte for at Naiish’ købspris steg en del. Han var et kuriosum. Ingen af slavehandlerne havde mødt én som ham før. Han så udenlandsk, men var tydeligvis et menneske, selvom slavehandlerne aldrig havde hørt det mærkelige sprog han snakkede før. I øvrigt kunne de skrive under på Naiish var bedre med et sværd end flertallet på trods af sin unge alder. Der var derfor god mulighed for at sælge netop Naiish som et kuriosum. Et samlerobjekt. Det krævede bare at finde den rette køber, hvilket havde vist sig at være svært. I hvert fald til en pris på 1 guld og 15 sølv.

Det gjorde det ikke bedre at Naiish havde sørget for at skræmme hver eneste potentielle køber væk, med aggressiv adfærd og uregerlighed. Det var hen på eftermiddagen. En mild brise blæste gennem gader og stræder i Vintervind og medbragte budskabet om forår. Temperaturen ville normalt have fascineret Naiish, der var vant til koldere himmelstrøg, også om sommeren, men hans situationen distraherede ham tilstrækkeligt, til at han kun i mindre grad kunne koncentrere sig om vejret. Slavehandlerne havde opsat bod i markedspladsens fjerne hjørne, bag en våbensmedje. Her var hamret 8 træpæle, så tykke som træstammer i jorden og slaverne fik lov at stå fæstnet her. Armene var trukket bagud, bagom stolpen og lænket sammen, ligesom fødderne var fæstnet til en af kæderne, som ligeledes tog runden omkring stolpen. Naiish var træt og sulten. Han havde brugt natten på at forsøge at kæmpe sig fra af søjlen, således at der hele dagen var løbet blod ned ad hans hænder, fra hans håndled, hvor lænkerne havde lavet dybe sår. Med jævne mellemrum ruskede han op i sårene, når han havde samlet sig nok energi til at afgive endnu en kraftanstrengelse for at komme fri. Håndleddene gjorde ondt, men Naiish var ligeglad. Han bed bare tænderne sammen. ’Nu’ var ikke et af de tidspunkter, hvor han havde de nødvendige kræfter til at forsøge at kæmpe sig fra endnu engang. Faktisk havde han lukket øjnene, og var nærmest faldet i søvn, da en robust mand gav ham et slag på kinden, og sagde noget i et sprog Naiish ikke forstod. Det fik ham til øjeblikkeligt at slå øjnene op og udstøde en knurrende, truende lyd, mens han bed tænderne sammen og strakte sig så langt ud fra stolpen, som hans bagudvendte arme tillod. Den robuste mand lod bare til at betragte Naiish. Vurderede ham nærmest, hvilket Naiish absolut ikke brød sig om, så han bed ud efter ham. Manden trådte en anelse overrasket et skridt tilbage og grinede let. ”Der er gang i ham her eh?”

[/color]. En slavehandler nikkede med et påklistret smil. ”Noget smedjearbejde, vil knægten kunne finde ud af det? Jeg mangler nogle varmeknægte.”[/color] Slavehandleren var næsten 100% sikker på at det var en dårlig ide, men han nikkede anstrengt. Han var sælger. Naiish forstod ikke, hvad der foregik omkring ham, men han kunne helt sikkert ikke lide, så han fortsatte med at trække voldsomt i kæderne, mens han udstødte tilfældige arrige råb uden betydning. Da smedjen endnu engang slog øjnene hen på ham, for at give ham endnu et øjekast, harkede Naiish og sendte en spytklat i ansigtet på ham. Det lod til at være afslutningen på de forhandlinger, for manden så rasende ud og forlod boden øjeblikkeligt. Slavehandleren sørgede for at sætte Naiish på plads ved at give ham et slag over kinden. Som modsvar forsøgte Naiish at bide ham i hånden, men det lykkedes ikke. Sikke en henrivende dag, det havde været.
[/blockquote]

[Raya Lodbrog]

Som sædvanlig, var der ingen der havde tid til at lege med Raya. De havde alle sammen travlt med alle deres pligter, og hendes personlige tjenestepige var ikke ligefrem den allerbedste at lege med. Hendes ældre bror, Jarren, havde travlt med et eller andet for deres far, Edwin var ikke hjemme, Iny gad ikke lige med hende og deres mor havde heller ikke tid.
Det fandt Raya selvfølgelig uretfærdigt, men hun kunne ikke gøre så meget ved det. Indtil hun fandt ud af, at en af tjenestepigerne skulle på markedet, og hun spurgte sin mor om hun ikke godt måtte tage med. Det var i det mindste en hel del mere spændende, end bare at sidde hjemme på værelset og kede sig. Det var ikke sjovt at lege med dukker alene. Hendes mor gav hende lov, for så ville Raya ikke gå og brokke sig over at hun kedede sig, og der ville blive en smule mere ro i huset.
Raya kunne godt lide at komme med på markedet. Det var ikke så tit hun kom med, men når hun endelig fik lov til at komme med, kunne hun næsten ikke få nok. Alle de mennesker, lugte og lyde fascinerede hende. Det fascinerede hende, at høre så mange sjove dialekter, og det fascinerede hende, at der kunne være så mange mennesker samlet på ét sted.
Hun var klædt i en nydelig kjole, hendes hår var sat op, og ud over det hele fik hun en tyk kappe, så hun ikke ville fryse. På hendes fødder havde hun tykke støvler.
Der var ikke så langt ned til selve markedet, så de gik derned. Raya holdt tjenestepigen i hånden, da hun havde fået besked på dette. Hun skulle ikke blive væk.
Mens de gik, vandrede Rayas mørke øjne nysgerrigt rundt, og hun spurgte tjenestepigen om en million ting, og hun svarede tålmodigt på hvert eneste spørgsmål. Rayas mund var virkelig som et vandfald, og det ville have givet enhver anden hovedpine. Men tjenestepigen lød virkelig ikke til at være træt af det, og der sad et smil på hendes læber, mens de begav sig ned i byen.
Vejret var ikke ufatteligt koldt, det havde før været meget koldere. Raya var dog taknemmelig for sin tykke kappe og de tykke støvler. Hun havde taget kappens hætte over hovedet, for at skærme sine ører for den kolde vind.

Markedet var bedre, end hvad Raya havde regnet med. Hun blev altid overrasket, når hun kom derhen. Der var mennesker over alt og hendes ører blev fyldt med en masse snakken, og hendes næsebor blev fyldt med dufte fra alle boder. Hendes øjne var blevet nysgerrig, men tjenestepigen strammede sit greb om Rayas hånd en smule.
”Nu må De ikke blive væk, Frøken Raya,” sagde hun, mens hun begav sig ind i mængden af mennesker med den lille pige lige efter sig. Tjenestepigen vidste, at hun aldrig nogensinde ville blive tilgivet, hvis Raya blev væk. Men sådan noget tænkte den lille pige jo ikke over. Hun kiggede bare nysgerrigt rundt, mens de begav sig rundt mellem de mange mennesker. Flere af dem hilste på tjenestepigen, men det interesserede nu ikke Raya. Det der virkelig interesserede hende, var de mange mennesker. Hun blev ved med at kigge rundt, og var nærmest ved at dreje sit hoved at led hver gang, fordi der var så meget at se.
Tjenestepigen gik rundt til en masse forskellige boder. Nogle af købmændene gav hende slik eller andre godter, når de så hende.
På et tidspunkt stoppede de op ved en bod, og tjenestepigen begyndte at snakke med købmanden. Hun havde en kurv over den frie arm, en kurv der allerede var ved at være godt fuld med ting, de skulle have med hjem.
Købmanden så Raya, og et smil kom frem på hans læber. Han fandt et eller andet frem fra en kurv – en gulerod – og gav hende den. Raya tog imod den med en smil, og sagde selvfølgelig tak. Hendes moder havde skam lært hende at være høflig, selvom det ikke var altid man kunne se det på hende. Det var ikke altid at det var sjovt at være høflig.
Mens købmanden snakkede med tjenestepigen, kiggede Raya rundt. Der var masser af mennesker, men hendes blik blev fanget af et eller andet. En dreng – en beskidt dreng godt nok -, men hun lagde mærke til at han havde lænker på sig. Hvorfor havde han det?
Hun slap tjenestepigens hånd, uden at denne lagde mærke til det, da hun havde travlt med at snakke om priser og andre kedelige ting, og Raya gik bare hen til den dreng hun havde set. Der var mennesker alle steder, men hun var lille, så hun kunne med lethed smutter ind og rundt de forskellige steder. Der var en der bad hende om at se sig for, men hun var ligeglad. Hun tog en bid af sin gulerod, mens hun gik derhen.
Hun stoppede foran drengen der så ud til at være bundet fast. Hun lagde hovedet lidt på skrå. Hun så godt at en eller anden voksen mand snakkede ved siden af, men ham var hun ligeglad med.
”Hvorfor har du lænker på dine hænder?” spurgte hun, og kiggede på ham med hovedet på skrå. Hun tog endnu en bid af sin gulerod, mens hun ventede på hans svar. Det var tydeligt at se på hende, at hun var nysgerrig.
”Vil du smage?” spurgte hun så, og rakte guleroden hen mod ham. Der var kun en halv gulerod tilbage, men det skulle da ikke forhindre hende i at tilbyde ham at smage den. Han så sulten ud, syntes hun, og det var synd for ham.

[/font]

[Naiish]

Det frydede Naiish lidt at det var lykkedes ham at skræmme den store mand væk. Han var ikke helt sikker på, hvorfor der kom folk og kiggede på ham på den måde, men han brød sig absolut ikke om det. I øvrigt var han ret sikker på at det ikke var godt. Han bebrejdede sig selv. Hvordan kunne han dog have ladet det ske? En idiot. Det var hvad han var, og han havde fortjent sin skæbne, om end han ville kæmpe til det sidste. Et sammenklistret hår var gledet ned foran hans ansigt, idet han havde bidt ud efter slavehandlerens hånd, og den kildede nu hans næse, hvilket fik ham til at rynke på den. Det hjalp ikke det fjerneste på håret, der ufortrødent gled henover næseryggen og gjorde alt hvad den kunne for at få ham til at nyse. Det fik Naiish til at erklære krig mod sit hår. Med stor beslutsomhed og dyb koncentration pustede han gentagne gange til håret, der havde en tendens til hele tiden at vende tilbage, indtil han med et voldsomt pust, fik den tvunget tilbage i den øvrige hårpragts kaos. Først her hørte han en stemme komme fra et sted foran ham. Hans øjne gled undersøgende op ad en lille pige. Den første af sin slags han havde set. Ganske vidst havde han set enkelte gå rundt ud på markedspladsen, men ingen var før kommet så tæt på. Han stirrede på hende. Hvad ville hun ham? ”Hvorfor har du lænker på dine hænder?”. Naiish havde ingen ide om hvad det betød. I sin korte tid sammen med slavehandlerne havde han prøvet at tilegne sig nogle ord, på dette fremmede og mystiske sprog, men indlæringen gik langsomt. I stedet hvilede et uforstående blik på pigen. Han fandt hende ikke en trussel, som de andre der havde været at kigge på ham. Øjnene undersøgte hende nærmere. Lyst hår. Det var nyt. Hvordan kunne hun have lyst hår? Det var ikke noget han normalt så. Endnu mere forundret blev han imidlertid først da han så hendes øjne. De var lyse. Som hans egne. Hvordan kunne det lade sig gøre? Var hun An Guarsioc? Det kunne ikke passe. Der var ingen An Guarsioc syd for vinterskoven. Det var han sikker på. Det forvirrede ham. Tankerne hvirvlede væk fra hans hoved, og koncentrationen faldt på hendes ord, der endnu engang væltede ind over ham. Han forstod stadigvæk intet, men at hun strakte guleroden hen imod ham var nok til at han forstod, hvad hun formentlig havde sagt. Han var frygtelig sulten, men han kunne ikke risikere at udvise svaghed overfor slavehandlerne. Helt instinktivt strakte han halsen en smule, som om den længtes efter guleroden. Hans øjne derimod flakkede mellem pigen, guleroden og slavehandlerne, der tilsyneladende havde vendt deres opmærksomhed andetsteds. Han åbnede munden og bed et stykke af guleroden, hvorefter han trak kroppen tilbage mod stolpen, for at stå mindre akavet. Gulerodssaften sødede hans gane. Han lyttede til den knasende lyd, mens han tykkede. Med jævne mellemrum kastede han blikke mod slavehandlerne, helt indtil han sank sidste klump, og hans koncentration endnu engang blev vendt mod pigen. ”Go raibh maith agat” svarede han i det eneste sprog han kunne. ”Tak..”. Han var alligevel ikke sikker på, hvor han havde pigen. Hvem var hun, og hvad ville hun ham? Han trak sig lidt ud fra stolpen igen og mærkede sårene på håndledende gå op endnu engang. Måske kunne han få hende til at befri ham, selvom han ikke var helt sikker på, hvordan han rent faktisk kom fri. Han havde dog set lænkerne blive låst op med en nøgle, som én af slavehandlerne havde. ”An eochair” forsøgte han sig. Det kunne jo være at hun af uransagelige årsager kunne forstå ham.

[Raya Lodbrog]

Raya havde altid fået af vide af sin mor, at når hun blev ældre, ville hun blive smuk. Ligeså smuk som moderen. Det håbede hun da også på, at hun syntes at hendes mor var en meget smuk kvinde.
Raya kunne godt lide at gøre noget ud af sig selv. Hun kunne godt lide at få ordnet hår, og selvom kjoler nogle gange kunne være upraktiske, kunne hun godt lide at have dem på. Hun følte sig altid som en prinsesse, når hun havde kjole på.
Den kjole hun havde på denne dag, var selvfølgelig bare en hverdagskjole. Det var tydeligt at hun var fra overklassen, men set fra de øjne, var den bare simpel. Hendes kjole var af fint, dyrt og blødt stof. Kjolen havde en pæn, mørkegrøn farve, der stod godt til hendes hår. Den sad tæt ind til hendes spinkle krop, og stoppede et lille stykke under knæene. Udover havde hun den mørke kappe, men tog hætten ned, da hun kom hen til drengen der var lænket. Så kunne man også meget bedre se hendes opsatte hår.
Rayas øjne var meget nysgerrige. Hun kunne ikke lade være med at kigge på den lænkede dreng. Hun havde altid været nysgerrig, hendes mor havde også sagt at hun var alt for nysgerrig, men hvis ikke man spurgte, fik man jo ikke svar. Og Raya spurgte rigtigt meget. Så meget, at hun nogle gange drev hendes forældre og søskende til vanvid.
Hendes nysgerrighed kom også til udtryk, når hun havde fundet et eller andet spændende. Hun kunne sagtens finde på at gå rundt i godset mørke kroge for at udforske det, fordi hun var nysgerrig. Hun kunne ikke lade være. Hun var da også nogle gange kommet til skade ved det, men det gik jo over igen.
Raya kunne godt se, at drengen ikke helt forstod hende, så i stedet pegede hun på lænker med den hånd hun havde guleroden i. I den anden hånd, havde hun sin dukke som hun havde med over alt. Den var altid i hendes hånd, som om den sad fast der. Den betød noget helt specielt for den, og hun kunne ikke bare lade den være hjemme. Hun havde iklædt en dukke i en grøn kjole, så den passede til hendes egen.
Raya løftede det ene øjenbryn, da drengen tog en bid a guleroden og et smil kom frem på hendes læber. Hun forstod ikke hans ord, men hun gættede sig lidt til, at han sagde ”Tak”.
”Det var så lidt! Du så sulten ud,” svarede hun, indtil det gik op for hende, at han ikke så ud til at forstå hendes ord. I stedet smilede hun bare til ham. Hvad skulle hun ellers gøre? Hun kunne ikke hans sprog – ikke at hun nogensinde havde hørt om det før -, og han kunne ikke hendes. Alligevel kunne hun ikke helt styre sin nysgerrighed, så hun blev stående, og kiggede på ham.
Et forvirret udtryk kom frem i hendes ansigt, da han igen begyndte at tale. Hvad var det dog han sagde? Hun kunne ikke helt finde ud af det, og hun kunne heller ikke gætte sig til det.
I stedet fokuserede hun på hans håndled. Hun kunne se at han blødte og spærrede øjnene op.
Hun gik tættere på ham, og helt hen til ham. Hun kiggede lidt på ham, hvorefter hun satte en blød finger der, hvor han blødte fra.
”Du bløder…” sagde hun, og pegede på blodet, for ligesom at fortælle hvad hun egentlig mente.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun vidste ikke hvem drengen var – hun anede jo intet om slaver, og hun vidste ikke hvorfor han stod lænket.
”Kan du ikke komme fri?” spurgte hun så, og kiggede på ham med hovedet lidt på skrå, og hånden på lænken.

[/font]

[Naiish]

”Det var så lidt! Du så sulten ud.” Naiish fattede ikke det mindste, og det undrede ham. Hvordan kunne de snakke et sprog som han ikke forstod? Han havde aldrig støt på fremmede sprog før. Dialekter havde han til tider været i kontakt med, men aldrig så han ikke kunne forstå det. Hvad gjorde det hele endnu var at heller ingen af disse mennesker lod til at forstå ham! Det virkede til at være en mærkelig form som trolddom, der havde ramt ham. Måske var det hans tilfangetagere der havde kastet en forbandelse over ham. Det var trods alt ikke før han mødte dem, at han ikke længere kunne forstå hvad folk sagde. På den anden side havde han godt kunne forstå hvad Iyo sagde. Indtil. Naiish kunne mærke raseriet vokse op igennem ham, men for en gangs skyld forsøgte han at undertrykke det. Iyo ville blive hævnet på et andet tidspunkt. I øvrigt lod alle hans anstrengelser her til blot at forværre hans situation. Måske skulle han bare lade sig underkaste. Den blotte tanke var absurd. Det kunne han aldrig og ville han aldrig gøre. Iyo var i øvrigt delvist selv ude om det. Kunne man ikke klare mosten, var det et tegn på svaghed. Det havde han altid lært. Var man svag var det naturens gang at man måtte bukke under. Det vidste Naiish, og det vidste Iyo.

Naiish havde nærmest for meget tøj på, til det lune vejr, der havde lagt sig over vintervind. Han havde både lædertøj, flere lag uldtøj og et skind over sig. Til gengæld var han ikke villig til at opgive noget af det. Han skulle ikke nyde noget af, at nogen kunne finde på at stjæle det. Der var dog intet særligt ved Naiish’ tøj om end det nok virkede rimelig primitivt for folk fra Vintervind, og så det faktum at det stadig bar indtørrede blodpletter fra de slavehandlere, der havde været mindre heldige. Naiish kneb øjnene en anelse sammen og fulgte pigen meget nøje, da hun kom tættere på. Han var ikke bange for hende. Bare mistænksom. Sikkert også med god grund, for ikke en eneste person han hidtil havde mødt i det her forbandede land, havde villet ham det godt. De kunne vente til an domhan breithe. Han havde ikke ondt af dem. Som hans verdensbillede indtil nu så ud, fortjente hver og en af dem deres, for ham, uundgåelige skæbne. Pigen kom tættere på. Hvad ville hun? Hun gik sågar op på siden af ham, og prikkede i hans sår, hvilket han ikke fandt videre behageligt. Han forstod stadig intet af hvad hun sagde, men han gik ud fra at det måske kunne forklare hendes irriterende berøring af hans sår. Han drejede hovedet mere, for bedre at kunne se hende. Lænkerne tillod ikke meget bevægefrihed. Idet han ville åbne munden for at sige noget, brød kaos løs. Én af slavehandlerne havde vendt sig om og fået øje på dem, og af ren refleks havde han grebet ud efter den lille pige, for at løfte hende væk fra den styggelige dreng, der havde skræmt hans kunder væk hele dagen. Naiish reagerede prompte ved at strække lænkerne og vise tænder, hvilket blot forstærkede slavehandlerens tag i pigen, mens han trak hende længere væk på sikker afstand. ”Er du tosset unge dame, drengen er farlig, du kunne være kommet til skade. Se på ham.”

[/color] forklarede slavehandleren med visheden om at han lige havde afværget en katastrofe. Naiish, der ikke var sikker på hvad der præcis foregik, men antog slavehandleren fjernelse af pigen som endnu en provokation af ham, og trak i kæderne, mens han hvæsede ud igennem et sammenklappet tandsæt.
[/blockquote]

[Raya Lodbrog]

Raya fandt det underligt, at drengen ikke kunne forstå hende. Det lyste jo ud af ham, at han ikke forstod hendes ord. Men hun snakkede jo frilændernes sprog, og det burde alle da kunne forstå, burde de ikke?
Det lå så langt fra hende, at der faktisk kunne være nogen, der ikke snakkede hendes sprog. Hun havde jo aldrig hørt om det før, og hendes lærermester havde heller aldrig sagt noget om det. Alligevel fangede det hendes nysgerrighed. Hun ville gerne kunne tale med ham, selvom det var tydeligt, at det nok var lidt svært. Det slog hende dog ikke ud, da hun nok skulle finde en måde at kommunikere med ham. Hun ville da ikke give op.

Vejret var ikke noget specielt, mente Raya. Sådan var det altid her i Vintervind, syntes hun. Det sneede ikke og det var ikke helt vildt varmt, og alligevel havde hun da varme støvler og en varm kappe på, for ikke at fryse eller blive syg. Hun mente bare, at det var ærgerligt at det ikke sneede, da hun elskede sne. Der var for det meste sne over alt heroppe, men hun elskede når det sneede. Hun fandt det magisk, og syntes at det mindede om mange af hendes eventyr. Desuden kunne hun godt lide at være ude når det sneede, hun kunne godt lide at kigge op på himlen, mens sneede kom dalende ned på jorden ligeså stille.

Raya ville ikke drengen noget som helst ondt. hun var bare utroligt nysgerrig. Der var intet ond i hende, og hun kunne aldrig finde på at gøre en flue fortræd.
Hun kiggede på drengen, og kunne godt se i hendes blik, at han ikke var bange. Der var noget over det, der fortalte hende, at han ikke var bange.
Hun kiggede nysgerrigt på ham, da han igen kiggede på ham. Hun ville gerne vide, hvilket sprog han snakkede.
Hun havde ikke hørt slavehandleren, og havde egentlig regnet med, at han stadig lavede noget helt andet. Derfor fik hun et mindre chok, da han pludselig kom hen til dem, og trak hende væk.
"Han bløder!" sagde hun, og kiggede trodsigt på slavehandleren. Hun brød sig ikke om, at den stakkels dreng stod lænket og blødte. Han burde få et eller andet på de sår, ligesom hendes mor puttede noget på, når hun kom til skade eller havde ondt.
"drengen har ikke ondt. Du må hellere gå nu, unge dame," sagde han, og puffede hende en smule væk. Derefter vendte han sig om mod en kunde, og begyndte at snakke med ham.
Raya rakte tunge af manden. Hun vidste at det var uopdragent, men hun var da ligeglad. Han skulle ikke komme og bestemme, hvad hun skulle og ikke skulle.
Hun blev stående, hvor manden havde puffet hende hen, indtil hun var sikker på, at han ikke ville kigge tilbage på hende.
Hun gik med rolige skridt hen til drengen igen, og kiggede på hans lænker. Det var helt klart ikke noget hun kunne få fri, selvom hun ville ønske at hun kunne.
"hvor er du fra?" spurgte hun og kiggede nysgerrigt på drengen. Hun var ikke blevet bange for ham, da han væsede af manden, da hun sikkert ville have gjort det samme, hvis hun var i hans situation.

[Naiish]

Naiish så til mens en samtale udspillede sig mellem én af hans tilfangetagere og pigen han lige havde mødt. Det frustrerede ham inderligt, at han ikke kunne fat i noget som helst. Hans koncentration strakte sig ud i luften, mens han forsøgte at få bare korte blink af klarhed, men det hele var ren volapyk. Enkelte ord havde han bemærket gik igen ofte. ”Dreng” havde han hørt brugt ofte omkring ham, men også ord som ”og”, ”du” og ”jeg” blev brugt i mange sammenhænge. Han havde dog ikke med sikkerhed defineret deres betydning, og de lod til at blive brugt i vidt forskellige sammenhænge. Han havde svært ved at finde et system, og der var ingen der tilsyneladende havde tænkt sig at forklare ham det. Blikket flakkede mod jorden, mens han længtes hjem. Det var måske barnligt, men han kunne ikke afhjælpe det. Hele hans krop skreg af udmattelse, og han ville gerne have kunnet lægge sig ned, men det tillod lænkerne ikke. Han måtte være stærk. Sådan var han opdraget. Hans vejrtrækning blev tungere og mere anstrengt. Han satte sig på knæ og lænede træt ryggen op mod stolpen, og for første gang i lang tid så han noget, der var i stand til at få ham til at trække på smilebåndet. Pigen rakte tunge af slavehandleren. Så var de måske på samme hold alligevel. Måske var hun virkelig en An Guarsioc sendt for at få ham fri. Men hvorfor talte hun så det fremmede sprog? Nu drømte han vist igen. Han kunne bare ikke tro på at alt håb var ude. Han ville hellere dø her og nu end at være til fange resten af sit liv. Han ville bare ønske der var en tredje mulighed, der ikke involverede noget af førnævnte. Der måtte være en udvej, og han skulle nok finde den. Måske ville det være bedre at spille sød? Han var ikke dum. Naiish havde regnet ud at alle de folk, der havde været at kigge på ham, hvilket ikke var så mange endda, overvejede at købe ham. Til hvilket formål, var han derimod ikke så sikker på. Ikke desto mindre ville det måske være en fordel at blive købt? Hvis han kunne slippe ud af de her lænker i bare 2 sekunder, var det måske alt hvad han skulle bruge til at kæmpe sig ud herfra. Det ville til gengæld absolut være en bonus, hvis han kunne få hævn på sine tilfangetagere på vej ud.

Pigen kom tættere på ham igen. Naiish fulgte hende med matte øjne. Han vidste stadigvæk ikke hvad pigens hensigt var? Hvad lavede hun dog her? Hvis hun bare var nysgerrig, var hun ikke til stor nytte, men til hendes held var Naiish ligeså nysgerrig. Hun talte til ham igen. Kunne hun ikke forstå at han ikke forstod hende? Han prøvede. Sugede ordene ind, og vendte dem adskillige gange i hovedet. Han genkendte ordet ”du”, men var stadig ikke sikker på hvad det betød. Han var også ret sikker på, at han havde hørt nogle af de andre ord før, men det var umuligt for ham at få en forståelig sammenhæng ud af det. Hun var nødt til at hjælpe ham mere på vej, hvis han skulle forstå noget som helst. Han skrånede hovedet en anelse, og så uforstående på hende, for derefter at forklare hende, at han ikke forstod hvad hun sagde. ”Ní féidir liom a thuiscint cad a rá leat”

[Leonard Shinning]

Vintervind marked var nu altid en oplevelse. Alle de boder og handlende, og den summende aktivitet som konstant var på markedet. Kvinder med børn på slæb der skulle opkøbe et nyt forråd, nu hvor vinterens forråd var næsten ikke eksisterende mere, mænd der så på dyr som skulle erstatte dem der var faldet i vinterkulden, riddere og valkyrier der var på udkig efter nyt udstyr, tiggere og tyve prøvede at lure nogle penge ud af folk på hver deres spidsfindige måder og alle dem der blot var der for at dele nyhed og sladder.

Leonard Shinning var taget til Vintervind for at se på forskellige ting på markedet. Han ville lige se om der var noget han kunne få brug for. Markedet i Flint var knap så varieret som Vintervind. Handlende frygtede lidt Lord Shinnings luner, der kunne få en tilfældig person til at miste livet, hvis han var i humør til det. Nedslagtingen af folket blev kun holdt ned af lensherrens familie og rådgiver der fik talt ham til fornuft. Han var ved at være en gammel sur mand, i modsætning til hans arving som allerede nu var elsket af sit folk, og som også havde sørget for endnu en arving. Folket havde store forventninger til Lord Leonard.

Leonard kom riddende hen mod markedet. Han var taget alene afsted. Han havde et sværd siddende i bæltet og buen over ryggen, med et tilhørende kogger fyldt med pile. Han ville aldrig tage alene af sted, uden at være bevæbnet på nogen måde, fordi så ville han være et alt for let offer for skovmænd og landevejsrøvere. Han havde rigelig med penge i en lædderpung der var skjult under sit tøj. Han var klædt i en pelsforret skinkofte, som var forstærket med metalplader, en par uldbukser, et par skinhandsker, og et par filtstøvler. Det var tydeligt at se at det var i det bedste kvalitet. Det så ikke prangende ud, men kvaliteten var tydelig.

Leonard red hen til en kro for lade sin hest stå i fold, mens han gik ud på markedet. Buen og pilene havde han også indleveret ved kromanden. En kromand han tit havde brugt til at lade sine ejendele stå i sikkerhed. En meget trofast og ærlig mand, der hellere ville kæmpe til sidste dråbe for sine kunders ting, end at vende et blindt øje til at det bliver stjålet, eller selv stjæle dem. En rigtig god mand. Sværdet beholdte Leonard, fordi det ville han alligevel kunne bruge for at sætte sig selv i respekt, hvis det blev nødvendigt. Det hændte jo af og til, at der var nogen der blev lidt fræk i længden, og så skulle han jo skrue bissen på. Skeden som sværdet sad i var også udsøgt kvalitet, og man kunne se på sværdskæftet at det var en mand der havde råd til en ordentlig smed. Ikke alle vidste hvem denne unge og kraftige mand var. Nogle troede blot at det var en meget rig ridder, andre bare en uduelig rigmand, der ville prale med sine penge, men pengene var kommet fra Leonards mor. Hun krævede at de klædte sig i kvalitets klæder, og deres våben var lavet af den bedste smed og så videre. Der var kun det bedste der virkede for hendes to øjesten.

Leonard begyndte at færdes på markedet og så på hvad de forskellige handlende havde at tilbyde. Der var mange forskellige ting der var. Nogle solgte dårlige varer til alt for høje priser, og der var folk der solgte vidundermidler der aldrig ville kunne gøre noget som helst mod noget, kvinder der solgte brød og kager, der havde den lifligste duft, store mænd der solgte kød og pølser, mens en anden mand ved siden af solgte bryg der kunne gøre mange berusede blot ved at tage en indånding af det. Der var alle slags folk. Ærlige og redelige handlende, og så var der plattenslagere, bedragere og snydepelse. Alt sammen side om side, og hvis der var to boder der solgte det samme, skulle man selvfølgelig overdøve den anden når man råbte sine tilbud ud, så alle kunne høre hvem der havde det bedste.

Leonard så interesseret på meget af det, og folk holdte for det meste en god afstand fra ham, fordi man kunne se at han havde magt og autoritet, selvom man ikke vidste at dette var Leonard Shinning. Han købte lidt mad hos en af konerne. Tre fine kødtærter. Han kunne tydeligt se at denne kone var dygtig til at lave mad. Hun havde masser af erfaring, og hendes tærter duftede himmelsk. Der var noget der dog specielt fangede Leonards opmærksomhed, og tændte hans vrede. En slavehandler. Der var intet så ydmygende at se som mennesker der stod lænket ved pælene, ofte i utrolig dårlig stand, magre, udsultede, syge, udmattede og sårede mennesker i alle aldre og køn, og hvorfra de havde kidnappet dem var svært at vide. Nogle var allerede vandt til slavelivet, mens andre var helt ny. De erfarne slaver stod blot stille og håbede at nogen ville købe dem, mens de friske slaver ofte var arrige og rev og sled i deres tøjler, og blødte tit fra håndled og ankler, fordi deres lænker sled i deres kroppe. Hvis Leonard kunne ville han stoppe al slavehandel, men det eneste han kunne gøre var købe nogle få slaver af og til, og give dem et bedre liv. Han var kun en mand, og der var så mange slaver, og han kunne ikke tillade sig at bruge lenets penge på alle slaver, fordi så ville folket sulte og lide nød. Han skulle først og fremmest tænke på sit folk, og så bagefter redde dem der havde behov for det.

Leonard gik hen mod slavehandleren med rolig skridt, og et koldt udtryk i ansigtet. Han rettede sig lige lidt ekstra op, så han virkede endnu mere autoritær. Slavehandleren fik øje på ham og lyste op i et stort smil. De rige kom tit for at købe trælle, og nu skulle der virkelig fedtes hvis han ville have en god handel. Den unge mand så meget rig ud, og der kunne nok afsættes nogle enkelte slaver. "Velkommen til deres excellence. Ønsker Eder at se på nogle af mine flotte tilbud?" Leonard sendte slavehandleren et koldt blik, men han bukkede blot og smilede stort, fordi han var sikker på at han havde en god kunde her. "Spar mig for dine løgne. Jeg kan godt selv se på dem." Leonard vendte sig væk fra slavehandleren der var blevet helt paf. Han havde ikke forventet at en rig ville frivilligt gå blandt slaverne og selv vurdere dem.

Leonard gik hen mod slaverne og så på dem kort, for at se på dem der nok havde mest brug for hjælp. Han fik øje på en meget ung pige. Ikke meget ældre end sin egen datter. Nogle få vintre. Hun havde langt lyst hår, der var blevet helt snavset og filtret. Skidtet sad som store kager i hendes hår, og hendes ansigt var helt sort af støv og mudder. Tårer havde trukket spor over hendes kinder. Hun havde nogle kønne og klare blå øjne. Hun var stadig en lille pige. Ikke en der hørte til på et slavemarked. Hun ville højst sandsynlig ende som en glædespige hvis han ikke var hurtig. Han satte sig på hug foran hende og så op på hende med sine meget mørke øjne. Hans ansigt var lagt i milde folder. Pigen var tydeligvis bange. Hun havde nok fået tæsk et par gange. Hun ville nok tro at han ville slå hende, men han smilede til hende med et blidt smil, men hun rystede stadig af skræk. "Hvad er dit navn?" Pigen så forundret på ham. Hun var blevet overrasket over den unge flotte mands spørgsmål. "Ruth" Leonard smilede til hende. "Det er et flot navn. Kan du sy?" Pigen nikkede og hendes øjne lyste af håb. Hun troede nu lidt på at hun kunne få lov til at sy, men hendes blik flakkede flere gange rundt for at holde øje med slavehandleren, der stod og stirrede lidt undrende på Leonard. Leonard så lidt mere på hende. Hun var spinkel, men hun så ud til at være ved godt helbred. Hun hostede ikke, og hendes fingre var ikke blevet mishandlet. Hun ville kunne blive en dygtig sypige, og han kunne godt bruge en der kunne sy sin datters tøj. Hans datter var jo lidt af en vild krabat, så hendes tøj blev altid revet op, og hans sønner var ikke ligefrem meget bedre, men han morede sig blot over deres lege. De skulle lege så tit de kunne. Det var hans princip, men de skulle så også lave det de blev bedt om. "Kan du godt lide hønsesuppe?" spurgte Leonard pigen, der lyste pludselig meget op og nikkede ivrigt. Leonard kunne ikke lade være med at grine af hendes iver og smilede over hele sit ansigt. "Så er det godt at det er Jakobs specialitet." Han blinkede til hende og hendes øjne var fulde af håb og glæde. Hun kunne allerede lide denne unge mand.
Leonard vinkede slavehandleren hen til sig. "Hvor meget kræver du for pigen?" Han så koldt på slavehandleren, og det var tydeligt for enhver at han ikke brød sig om denne lidt fedladne mand, der igen havde smidt sit klamme smil på. "Hun er et rigtigt godt valg. 80 sølvstykker min herre." Han rynkede sine bryn og så meget utilfreds ud. Slavehandleren var hurtig til at forstå det. "For Dem herre bliver det 70 sølvstykker." Leonard stod bare stadig og stirrede vredt på slavehandleren, og nu havde han lagt sin hånd på sværdskæftet. Pigen blev pludselig lidt nervøs. Slavehandleren begyndte også at blive nervøs og en sveddråbe piblede frem på hans pande. Hans blik begyndte at flakke fra Leonards ansigt til hans sværd. "Vi kan godt sige 60 sølsvtykker, Eder, men så kun fordi det er Dem." Nu trak Leonard sværdet lidt ud. Det var ikke meget, men nok til at man kunne se det tveæggede blad, der nok skulle være meget skarpt. Nu blev slavehandleren bange. "De vinder Eder! 40 sølvstykker, men jeg kan ikke gå længere ned! Jeg skal også kunne tjene til føden for min familie! Bare skån mig!" Leonard smilede tilfreds og skubbede sværdet på plads. Han trak sin pung frem under vamsen og betalte de fyrre mønter som han havde fået slavehandleren ned på. Slavehandleren tørrede sveden af panden. Lænkerne om pigen blev løsnet, og hun så sig forundret omkring. Var hun virkelig fri? Leonard smilede venligt hen til hende, og hun så lidt usikkert op på ham. Hun gik med usikre skridt hen mod ham, men slavehandleren mente ikke at det var hurtigt nok, og skubbede til hende så hun væltede i mudderet. Leonard blev rasende og tog slavehandleren ved kravetøjet og hev op i ham, så han skulle stå på tær, hvis han ikke ville hænge og dingle. "Hvis du så meget som rører hende igen, så vil du ønske at du aldrig havde mødt mig. Er det forstået!" Slavehandleren nikkede nervøst. Nogle af de andre der stod i nærheden var stoppet op for at se på det optøjer som Leonard skabte. Leonard slap slavehandleren som faldt på halen ned i mudderet. Han vendte sig kort mod den stirrende forsamling,der hurtig vendte blikket væk og gik væk med hastige skridt. Leonard satte sig på hug foran pigen og hjalp hende op af mudderet. Hun var stadig en smule betuttet og bange, men hun tog imod Leonards hjælp og stod så op og så nervøst op på ham. Han smilede igen til hende. "Kan du læse og skrive?" Pigen så undrende på Leonard. Læse og skrive? Skulle man kunne det? Hun rystede svagt på hovedet og så ned i jorden. "Jeg tror Lady Susanna vil elske at lære dig det." Hun så måbende op på den unge mand. Sagde han at en Lady ville lære hende det? Men hun var jo kun en slave? En Lady skulle da så meget andet. Han lo muntert af hende. Hun blev først forvirret og vågede så et lille forsigtigt smil. "Først skal du have et bad, noget nyt tøj, og noget at spise." Hendes smil blev straks større da denne venlige mand sagde hvad hun skulle først. Det var jo ren komfort. Hun blev dog lidt eftertænksom. Måske var det en fælde? Hun blev straks lidt mere forsigtig, men han smilede blot til hende.

Han så sig rundt for at se om der var en mere der kunne have behov for noget hjælp. Igen var der noget der fangede hans opmærksomhed. En ung pige med lyst hår, stod hos et pelsklædt barn. Pigen genkendte han med det samme, men han kunne ikke se barnet. Han så på dem fra siden, og barnets sorte filtrede hår dækkede ansigtet på det. Han kunne ikke vurdere hvilket køn barnet var i. Måske var det slet ikke et barn. Måske bare en meget lille person. Pelsklæderne virkede primitive. Et barn af skovmændende måske? Han gik hen til de to børn, og pigen, der hed Ruth, gik helt tæt op af ham. Hun ville ikke blive væk fra ham. Han havde jo lige fået hende ud af hendes lænker, og hun ville ikke havne i dem igen.

Leonard stoppede op et stykke fra dem. Nu kunne han se at det var en dreng. Han havde et specielt ansigt. Han kunne ikke lige genkende de specielle træk. Ikke noget han havde set før. Han havde virkelig mørkebrune øjne, mens Ruth havde de klareste blå øjne. Hvor kom drengen fra? Han vendte så sit blik mod den anden lille pige. "Hvad laver De dog her Frøken Raya? Har De virkelig fået lov til at gå herned alene?" Han så undrende på hende. Joanna, Felix og Raphael fik lov til at gå alene rundt i Flint, men til gengæld gik de for det meste altid sammen med andre, og alle vidste hvem det var. Ingen ville turde lægge en hånd på dem. Ikke når de havde den far og bedstefar de havde. Dem der ville gøre dem noget, ville ikke kun komme til at være i unåde hos Shinning Huset, men mange ville blive fortørnet over at nogen ville have gjort Leonard Den Nådiges børn noget.

[Raya Lodbrog]

Raya hadede, når folk fortalte hende, hvad hun skulle og ikke skulle. Hvorfor skulle de dog bestemme det?! De kunne da være totalt ligeglade, for det var jo ikke ligefrem fordi hun gjorde nogen forbrydelser. Hun var bare en lille pige, hvad skade kunne hun gøre?
Raya hadede også når hendes forældre bestemte, hvad hun skulle gøre, men der havde hun ligesom intet valg. Ikke nok med at det var hendes forældre, så var hendes far og leder over Norden, det vidste hun da godt. Desuden var hun tvunget til at lytte efter sine forældre, selvom hun nok plejede at fordreje det lidt.
Hun havde set sig sur på slavehandleren, fordi han sådan bare havde taget fat i hende, uden at hun vidste det. Han havde bare taget hende væk, som om han skulle bestemme, hvad hun skulle og ikke skulle. Det kunne da godt være at det var hans ejendom, men nu havde hun ikke ligefrem magiske kræfter til at få slaverne fri. Desuden vidste hun ikke helt at de var slaver. Hun kunne godt se, at de stod lænket, hvilket da undrede hende, men at de var slaver, det vidste hun ikke. Derfor undrede det hende faktisk også, at de stod lænket. Det var dog ikke noget hun sådan tænkte videre over, for hun kunne ikke gøre noget ved det. I stedet havde hun sat sin opmærksomhed på drengen, der ikke kunne forstå hvad hun sagde. Hun var utroligt nysgerrig, og selvom de ikke rigtigt kunne snakke sammen, fandt hun ham alligevel spændende. Hun fandt ham ikke kedelig eller noget i den skyld. Hun ville gerne vide hvor han var fra, og hun var ved at dø af nysgerrighed. Hun kunne godt høre, at han ikke kunne forstå hende, men hun vidste ikke hvordan hun så skulle forklare det.

Normalt var Raya ikke med på markedet. Hendes forældre mente ikke at det var et sted for hende, så når hun endelig var der, var det noget hun virkelig nød.
Markedet var fyldt med forskellige mennesker, nye lyde og en masse fantastiske dufte. Hun oplevede hele tiden noget nyt og så hele tiden noget nyt. Når nu det ikke var så tit hun var med, ville hun ikke misse noget af det. Hun ville se det hele, hun ville opleve det hele. Den tjenestepige hun var med, gad ikke altid gå med Raya til alle mulige underlige steder. Hun havde en indkøbsliste hun skulle have ordnet, og så skulle hun hjem. Det kunne Raya bare ikke altid forstå, og hun fandt det uretfærdigt, når tjenestepigen bare sagde at de skulle hjem.
Det var noget andet end Krydsvind. Hun kendte snart hver en krog af det gods. Hun havde udforsket det meste, når hendes nysgerrighed havde drevet hende. Det havde også gjort, hendes moder førhen har ledt fortvivlet efter hende, fordi Raya godt kunne lide at gemme sig. Hun fandt det underholdende, og kunne ikke se, hvorfor det var så slemt. Hendes moder skældte hende altid ud, når hun så kom frem, specielt hvis både tjenestefolk og moderen havde ledt efter hende. Nu syntes hun ikke selv, at hun gemte sig specielt godt. Desuden var det Edwin der havde lært hende, og derfor kunne hendes ældre broder Jarren altid find hende. Han havde jo vist Edwin alle de sjove gemmesteder, mens Edwin så havde vist hende dem. Iny gad ikke sådan noget. Hun gad ikke gemmeleg, og ville hellere sidde og sy eller noget i den stil i stedet for.
Det værste var altid, når faderen skældte hende ud. Hun elskede sin fader, men frygtede ham, når han skældte hende ud. Det kunne han godt finde på, når hun havde gjort sin moder bekymret eller noget i den stil, og det brød hun sig virkelig ikke om. Hun havde før lyttet ved hans dør, og hun havde hørt hvordan han kunne skælde folk ud. Det fik hende til at frygte ham, men også se lidt op til ham. Hun blev bange, når han hævede stemmen. Det varede dog aldrig særligt lang tid, da hun altid blev glad, når hun så sin fars varme ansigt igen.
Det var ikke kunne hjemme på krydsvind, Raya blev væk. Hun havde det også med at forlade folk hun gik med, selvom hun godt vidste at det var dumt. Tjenestepigen havde jo sagt, at hun ikke måtte blive væk. Hun vidste, at hun skulle blive der, så der ikke skete hende noget. Men hvad skulle man gøre, når ens nysgerrighed, blev fanget af alt muligt spændende? Det var jo ikke hendes skyld, at hun blev væk.
Langt de fleste folk på markedet, vidste godt, at hun var Lord Lodbrogs yngste datter. Selvfølgelig gjorde de det, og derfor skete der hende heller aldrig noget. Men de rejsende på markedet, kunne jo ikke vide hvem hun var, og derfor kunne der jo sagtens ske hende noget. Men der var aldrig sket hende noget indtil videre.
Nu var det heller ikke så tit, at hun ’blev væk’ på markedet. Markedet skræmte hende nemlig også. Hun var jo ikke særligt stor, og alle de høje mennesker var over alt, hendes ører fyldtes med lyde hun ikke kunne finde ud af hvor kom fra, hendes næse fyldtes med liflige dufte fra alle steder. Det var forvirrende, hvilket bare fik hende til at blive endnu mere forvirret.
Raya var dog ikke en der mistede modet nemt, og hendes nysgerrighed blev ofte hurtigt fanget igen, hvilket drev hende rundt på markedet, til steder hun egentlig ikke havde været før. Det var kun sket et par gange før – og som Raya så det, var det altså ikke slemt. Hun vidste da godt hvor hun var, eller det påstod hun. Det var da bestemt ikke hendes skyld, at tjenestepigen blev væk fra Raya. Sådan så Raya i hvert fald på det.
Det var også som om folk ikke kunne være sure på hende i længere tid. De kunne stå og skælde hende ud – hvilket enten gjorde hende trodsig eller ked af det – og derefter purre op i hendes hår og sige at hun var en sød lille pige. Hun forstod det ikke rigtigt. Edwin gjorde det samme, selvom han aldrig skældte hende ud. Han purrede altid op i hendes hår og kaldte hende en trold eller noget i den stil. Han fik hende også altid til at grine.
Hun savnede sin ældre broder, der sjældent var hjemme. De andre havde ligesom ikke rigtigt tid til hende, og selvom Edwin heller ikke havde det, når han endelig var hjemme, gav han sig alligevel altid tid til hende. Hun vidste ikke helt om det var fordi hun ikke ville gå fra ham, før han legede med hende eller noget i den stil, men det var som om han altid kunne få tid til hende, hvilket hun var meget glad for.
Når de var på markedet, gav de handlende hende altid et eller andet. Noget at spise, en glasperle, eller noget i den stil. Hun tog altid imod det med et smil, for hun kunne godt lide at få ting på den måde.

Et sted, hørte Raya godt, at en eller anden mand kom hen til slavehandleren. Der var ikke meget der gik hendes opmærksomhed forbi. Hun kiggede dog ikke, da hun stadig fandt drengen foran sig meget mere spændende end bare endnu en mand, den dumme købmand nu kunne snakke med.
Hun havde opgivet at finde ud af hvor han kom fra.
I stedet pegede hun på sig selv og sagde: ”Raya.” for at fortælle, hvad hun egentlig hed. Derefter pegede hun på drengen, for at høre hans navn. Hun ville gerne vide hvad han hed. Hun havde et meget spørgende udtryk i ansigtet, og hun vidste ikke hvordan hun skulle snakke med ham. Hun ville så gerne fortælle ham en masse ting, og en masse spørgsmål hobede sig op i hende, og når han kiggede på hende på den måde, vidste hun ikke, hvordan hun skulle forklare det.
Normalt havde Raya ikke problemer med at spørge om en masse ting. Hendes nysgerrige sind ville så gerne have en masse informationer, og derfor var hun ofte ved at spørge sin moders ører af, med alle de spørgsmål hun havde.
Det var nok også en af grundende til, at hun havde fået lov til at gå med denne dag. Moderen havde været træt af hendes spørgsmål og havde haft brug for ro, og Raya ville så ufatteligt gerne med på det marked, så hvorfor ikke bare give hende lov? Desuden havde moderen forklaret tjenestepigen, at Raya ikke måtte blive væk. Hun havde selv masser af erfaringer med det.
Raya fik et mindre chok, da hun pludselig hørte en mandestemme bag sig. Hun havde ikke lige hørt manden komme derhen, da hun havde været al for travlt optaget med at skulle finde ud af at forklare sine spørgsmål.
Men manden lød ikke som den sure slavehandler, det kunne hun med det samme høre, og hun drejede rundt, og så op på en ung mand. Han var ældre end hendes brødre, kunne hun se, og der var et eller andet over ham, der sagde, at hun havde set ham før. Hun kunne dog ikke lige sætte navn på ham, og det undrede hende, at han kunne hendes navn. Hvorfor kunne han det, når hun ikke kunne hans?
”Min mor gav mig lov, og Jeg er ikke alene…” sagde hun så hurtigt. Det var sådan set rigtigt nok og hun var sådan set heller ikke alene, men det var faktisk først dér, det gik op for hende, at hun egentlig ikke havde været der før. At hun havde forladt tjenestepigen, selvom hun godt vidste, at hun ikke måtte. Hun bed sig usikkert i læben, og kiggede rundt, men hendes nysgerrighed fik hurtigt fjernet de tanker, og hun kiggede på den unge mand, der havde snakket til hende.
”Hvem er du?” spurgte hun så. Hun kunne da godt se på ham, at der var et eller andet over ham, noget der hævede sig over almindelige mennesker, men det fik hende nu ikke til at sige ’De’ til ham. Hendes mor havde sagt, at det var sådan hun skulle tiltale folk, men nu var hendes moder der jo ikke, så hun kunne ikke ligefrem få skæld ud over det.
Raya syntes at manden så rar ud. Hun kunne ikke sige hvorfor, men han virkede da ikke så ond og sur som den anden mand, ham der havde puffet hende væk.
Raya flyttede blikket tilbage til drengen. Han så ikke ud til at være helt tryg ved situationen, men så nu heller ikke bange ud. Det havde han endnu ikke gjort, heller ikke da hun var kommet helt tæt på ham. Det undrede hende lidt. Hun kunne ikke sætte sig ind i hans situation, men hun gættede da på, at hun ville være bange, hvis hun stod lænket. Det var i hvert fald ikke noget hun ville kunne lide.
Hun pegede på Naiishs håndled, der blødte og kiggede så på den unge mand igen.
”Han er lænket, og han bløder… tænk hvis det gør ondt?”[/ b] sagde hun så, og man kunne da tydeligt høre på hende, at det berørte hende, at se drengen lide på den måde. Desuden havde hun set sig gal på slavehandleren, fordi denne havde sat hende på plads. Det havde hun ikke ligefrem brudt sig om, så nu brød hun sig ikke om slavehandleren.
”Han kan ikke forstå mig..” sagde hun så til Leonard. Det var tydeligt at se på hende, at det frustrerede hende, at hun ikke kunne kommunikere med ham. Hun ville jo så gerne, når nu han fangede hendes nysgerrighed på den måde.
Raya var stædig, meget stædig endda. Det irriterede hende og frustrerede hende noget så grusomt, at denne dreng ikke kunne forstå hende, når nu alle andre kunne. Hvorfor kunne han ikke?! Hvor var han lige fra? Alle kunne da vel forstå frilændernes sprog. Det burde de i hvert fald kunne.
Det var også først nu, at hun lagde mærke til pigen, der gemte sig bag Leonard. Hun havde ikke set pigen før – faktisk havde hun ikke lagt mærke til andre slaver end Naiish. Han havde fanget hendes fulde opmærksomhed, og derfor havde hun ikke set de andre.
Pigen så beskidt ud. Det lignede ikke at hun havde været i bad i lang tid, hvilket Raya fandt underligt. Hun kom jo regelmæssigt i bad, specielt hvis hun havde været ude og lege og havde gjort sig selv beskidt. Det hadede hendes moder, men hun kunne ikke gøre helt så meget ved det. Raya gjorde ligesom hvad der passede hende. Dog havde Raya også manerer, og hun kunne sagtens finde ud af at opføre sig pænt, så snart hun ønskede det. Så kunne hun faktisk være en rigtig høflig, lille dame.
Raya kiggede lidt på den anden pige, der så ret skræmt ud. Havde hun også været lænket, ligesom drengen var? Det var synd for dem, syntes Raya. Hun fik virkelig ondt af dem, og så havde hun virkelig svært ved at sætte sig ind i deres situation. Hun brød sig dog ikke om at se, at de havde ondt. Hun forstod slet ikke, hvorfor nogen fandt det passende, at lænke børn til en pæl. De skulle da være ude og lege i stedet, mente hun.

Raya skænkede det ikke en tanke, at der et eller andet sted på markedet, gik en bekymret tjenestepige rundt, og spurgte alle, og de havde set en lille pige. Sådan var hendes tankegang ikke indrettet. Hun så jo netop intet galt i, at udforske nogle ting selv. Desuden var hun lige nu alt for travlt optaget, til at kunne bekymre sig om det. Drengen ville jo ikke forstå hende, hvilket fyldte hele hendes hoved. Hele tiden prøvede hun at finde en måde at kommunikere med ham, så han kunne forstå det.
Raya vendte endnu engang sit blik mod Leonard, der stod og så, så rar ud. Desuden lød han også rar, så hun fæstnede sin lid til, at han godt kunne hjælpe drengen.

[Naiish]

Et vindpust hvirvlede det øverste løse lag støv op fra jorden. Det lagde sig som en tåge omkring hans ben. Han svedte let. En kombination af for meget tøj, til det mildere klima han var havnet i, og at han igen og igen kæmpede for at komme fri og sidst men ikke mindst, fordi han havde ondt, og det sympatiske nervesystem forsynede ham med rigelige stimuli. Af samme grund var hans pupiller så stærkt udvidede at han med jævne mellemrum måtte knibe øjnene lidt sammen, for at mindske lysindtaget. Hans krop var ikke længere så samarbejdsvillig som den havde været for to fuldmåner siden. Når han virkelig prøvede kunne han stadigvæk smage den søde gulerodssaft. Han prøvede at holde fast i den. Så sød. Naiish havde set Iyo dø af sult. Dag for dag. En uværdig død for en daoine. An Guarsioc. Måske var det en form for ritual slavehandlerne udførte. Sultede slaverne, indtil de ikke længere kunne gøre modstand. Hvis der så døde en enkelt eller to i processen var blot den pris man måtte betale for sådanne metoder. Iyo. De sidste dage havde han været så udmattet at han ikke engang kunne holde sig vågen, men billedet af den lidt ældre An Guarsioc stod indprentet i hans hjerne. Hvordan kæben sprang frem på drengens ansigt. Kindbenene. Men mest af alt øjnene. De matte øjne, fik tegnet tykke sorte render omkring sig, inden de faldt tilbage i kraniet. Sank ind. Naiish var mindre medtaget, men han var også overordnet noget mere hårdfør end Iyo havde været. I hvert fald i forhold til overlevelse. Ikke desto mindre var Naiish også påvirket. Han var træt det meste af tiden. Hver eneste bevægelse var en kamp, som kun kunne lade sig gøre gennem viljestyrke. Hans muskler skreg på ham, mens de langsomt men sikkert blev nedbrudt. Han lyttede ikke til dem. Hvad nyttede det alligevel? Gav han op, var han helt sikkert snart død. Han bemærkede en mand gå hen til slavehandleren, hvilket fik ham til at fnyse. Endnu én. Den her fyr var dog anderledes. Det krævede det ingen særlig kulturel forståelse at indse. Han kunne se det på tøjet. Det var anderledes. Pænere end de andre mænd, der havde været og kigget på udvalget. Han bar sågar sværd. Interessant. En kriger og af en vis rang, konkluderede Naiish ud fra den kulturelle sammenhæng han selv var vokset op i. For Naiish var han ingenting. Bare endnu en mand, han foragtede mere end han kunne beskrive med ord. Afskyen var dog at læse i hans blik et enkelt sekund, inden han droppede at bruge mere koncentration på manden, og så tilbage på den lyshårede pige med de blå øjne. Hun kiggede stadig nysgerrigt på ham, så han kiggede tilbage. Det var en underlig ro, der lå i luften imellem dem.

Han ville gerne sige noget til hende, men vidste ikke hvad det skulle være, eller hvordan han skulle kommunikere det. Han kunne ikke engang tage sit kropsprog til hjælp, fordi han var så låst fast, at bevægelsesfriheden var stærkt begrænset. Lidt blod løb ned ad hans håndled, nedover håndfladen og helt ud på lillefingeren, hvor det dryppede forsigtigt ned i støvet. Naiish åndede tungt, og lagde hovedet let på skrå, da hun sagde noget. Han forstod ikke ordet, men det faktum at hun pegede på sig selv, gav ham mistanke om at det måske kunne være et navn. ”Raya?” gentog han og lettede det ene øjenbryn lidt, stadig med hovedet let skrånende. Hans blik ramte jorden en enkelt gang, for at flyve tilbage på hende, der nu pegede på ham. Han kiggede fra hendes finger til hendes ansigt. Han lod til at overveje et øjeblik, om han rent faktisk havde tænkt sig at give hende hans navn. Ikke at det havde nogen betydning. ”Naiish An Guarsioc” præsenterede han sig. Den sidste del lettere stolt. Hun måtte kende til An Guarsioc. Nok var deres sprog forskellige, men hun kunne umuligt være ignorant overfor så grundlæggende en dyrkelse af guderne. Han nåede dog aldrig rigtigt at afvente en reaktion, for pludselig kom krigeren hen til dem. Hvilket øjeblikkeligt fik Naiish til at gå i forsvarsposition. Ord blev udvekslet mellem pigen og krigeren, men han fangede intet, og selvom han havde haft en primitiv forståelse af ordene, ville han alligevel have ignoreret dem, som en del af den forsvarsreaktion hans krop havde igangsat. Musklerne skreg. Det skar igennem ham, hvilket fik ham til at udstøde et lavt, men arrigt brøl. Han lukkede øjnene, og fik øjeblikkeligt flashback til Aibiú.

Hundredevis af øjne var rettet i hans retning. En iskold blæst uglede hans hår. Han var klar. Nikkede anerkendende da byens ældste påbød ham at tage tøjet af, så ritualet kunne begynde. Det var slut med at være barn. Han ville bevise for sin far at han var klar. At han godt kunne kæmpe. Han ville bevise at han ville blive en god An Guarsioc en dag. Iskoldt vand gennemvædede først hans hår, og gled derefter ned over hans hud, der instinktivt reagerede ved øjeblikkeligt at give ham kulderystninger. Hans muskler trak sig sammen. Trykkede ind på blodårerne, og forsøgte at lukke dem af, så varmetabet ville mindskes. Det var umuligt. Vandet sugede alt varme ud af ham, til han knap kunne mærke sine hænder. Det var begyndelsen. Den næste del var sneen. Besynderligt nok, var anden del ikke ligeså ubehageligt som første del. Sneen brændte ikke hans hud på samme måde. Kroppen havde allerede fået chokket. Han rullede rundt i sneen, som han skulle og rejste sig op med hamrende hjerte. Han havde problemer med at holde balancen, fordi kulderystninger tog til. Den traditionelle dragt blev lagt over ham. Den hjalp ikke hans rystende krop. Han bed tænderne sammen og prøvede at samle sig. Iggt. Iggt, var normalt en ven, men ikke i dag. I dag havde han ingen venner. Der var kun ham. Iggt havde gennemført Aibiú året før, og havde tabt sin kamp. Han håbede nok på at kunne få lidt oprejsning ved at overvinde Naiish den dag. Det første slag ramte Naiish på kæben, og fik hans krop til glemme kulden og optage smerten i stedet. Naiish slog igen. Stop. Stop. Hans krop skreg på ham. Hans vejrtrækning var anstrengt, mens kulden kravlede ind gennem hans muskler, og som små insekter begyndte at gnave sig ind i hans knogler. Endnu et slag. Og et til. Naiish kunne knap nok stå, men Iggt lod sig tydeligvis også mærke af slagene. En træthed væltede ind over ham. Han kæmpede ikke den her kamp med Iggt. Han kæmpede den med sin egen krop. Det gik op for ham. Kun stædigheden drev værket. Han slog til. Igen og igen, mens hver eneste bevægelse skar sig dybt ind i ham. Til sidst var det pludselig slut. De ældste havde sagt at det var nok. Naiish var frustreret. Han vidste at det var sjældent nogen rent faktisk vandt sin kamp ved Aibiú, men han ville være en undtagelse. Uafgjort. Han skreg i frustration. Det var ovre.

Naiish var blevet klogere siden dengang. Og han havde lært af det. Han vidste at kampen ikke kun var mod hans fjende, men også mod hans egen krop. Ligesom nu. Han var stærkere end dengang. Musklerne måtte gøre som han bad dem om, og således blokerede han smerten og sprang frem i lænkerne, med sammenbidte tænder. Hvordan skulle han kunne skelne krigeren, fra alle de andre mænd, der havde været her i løbet af de sidste dage. Han var ikke anderledes og Naiish skulle vise ham, ligesom han havde vist alle de andre, at han ikke kunne tæmmes. Arrigt hvæssede han af krigeren, og ignorerede den lyshårede pige. Raya. Uanset hvad der foregik, kunne han ikke lide det. Han harkede, og spyttede efter ham.

[Leonard Shinning]

Leonard havde lige opfattet en ordveksling mellem de to børn. Det kunne sagtens være en udveksling af navne, fordi Raya sagde sit eget navn, men drengens tungemål var ukendt og fremmedartet. Der var dog noget det mindede ham om. Som om han havde hørt det før. Ikke den første del, men den sidste. Drengen havde sagt det, nærmest som om det var en titel. Der var noget der nagede ham. Han måtte have mere information om drengen, før han kunne komme videre med sine tanker, men han ville lige se drengens tilstand.

Leonard så på Raya, da hun spurgte til hvem han var. "De kan nok ikke huske mig så godt, men jeg er Leonard Shinning. De har nok hørt om min far. Jeg kan forestille mig at min far har givet Deres far en del at tænke over." Han smilede venligt til Raya og små lo. Lord Shinning var ikke ligefrem den mest elskede lensherre i norden, men han var dog en vigtig allieret, på grund af sin hærs styrke. Han kunne nemt erobre et len hvis han ville, men han ville få resten af den frie verden på nakken hvis han ikke passede på.

Drengen begyndte at hive og slide i sine lænker, og spytte efter ham, men Leonard flyttede sig ikke. Kun Ruth blev bange og knugede Leonards arm endnu mere, mens hun gemte sig yderligere bag Leonard. Hun så bare på den lænkede dreng med store skræmte øjne, men de var også fyldte med medlidenhed. Man kunne se på hendes håndled at der også havde været lænker om hendes hænder, men hendes mærker var kun røde, fordi hun havde ikke kæmpet så meget, men lænkerne havde stadig siddet forkert og skarvet i hendes kød. Han så på Raya der fortvivlet fortalte om at han var kommet til skade, men ikke kunne forstå hende. Han kunne se at hun ville drengen det godt. Han ville også drengen det godt, men hvordan skulle han kunne vide det? Han var jo kun en fremmed mand, og der havde med sikkerhed været mange mænd, som ikke havde behandlet ham særlig godt.
Han satte sig på hug foran drengen, så han var på øjenhøjde med ham, og begyndte at lave en rolig shh lyd, mens han med hænderne prøvede at gestikulere med rolige bevægelser at han skulle falde ned. Han så med sine mørke øjne ind i drengens lyse, så godt han kunne i drengens vildskab. De var lyse. Eller lysere. Igen kom den nagende forbindelse af at der var noget han havde glemt. Hvor kom den dreng fra?

Leonard vendte sig mod Ruth. "Kan du se den bod? Den sælger vandsække. Kan du købe en til mig, og så fylde den ved brønden lige der?" Han pegede på de forskellige steder som hun skulle hen til for at udføre sin opgave. Leonard gav hende en guldmønt og smilede til hende. Hun så bare måbende på den, og vidste ikke om hun turde tage imod den. "Jamen, er De ikke bange for at jeg stjæler den og stikker af?" Leonard smilede blot til hende og sagde: "Nej. Jeg stoler på dig, og hvis nogen vil dig noget ondt, så skal du bare kalde på mig, så vil jeg være der med det samme." Ruth så stadig forvirret på guldmønten i hendes hånd. Hun havde aldrig holdt så mange penge før. Hun tøvede lidt, inden hun tog over for at gøre som Leonard sagde, og efter lidt tid kom hun tilbage med en god vandsæk, og den var fyldt med klar vand fra brønden. Hun rakte den til ham, og de penge der var tilovers. Han tog imod dem og talte dem igennem. Han smilede anerkendende til hende og nikkede. "Du har et godt håndelag for handel min pige." "Købmanden prøvede at snyde dem." sagde hun nervøst og skrabede i jorden med sin fod. "Du har gjort det rigtig godt." Han smilede til hende, rodede lidt i hendes beskidte hård, og rakte hende en sølvmønt. Igen måbede hun og så op på ham. "Skal jeg købe noget mere?" "Nej, det er din mønt. Den har du fortjent." Pigen vidste ikke hvad hun skulle sige, men hendes øjne flakkede mellem sin mønt og Leonard. Han smilede blot venligt til hende. Hun begyndte at vende og dreje mønten, så hun kunne se den. En hel sølvmønt! Hendes helt egen sølvmønt!

Leonard vendte sig igen mod drengen der stod lænket og så spørgende på ham. "Er du tørstig?" Han holdte vandsækken frem mod ham, og hældte noget af det klare vand ud i sin hånd, så han kunne se at det var vand, og at han tilbød ham det. Om drengen stadig ville virke fjendtlig over for det, vidste han ikke, men han kunne da prøve. Hvis det ikke virkede, så kunne han måske få Raya til det. Det så nemlig ud til at Raya havde fået et begyndende venskabeligt bånd med drengen. Det var måske godt nok at Raya blev her, fordi det kunne være at hun var begyndt at kunne kommunikere med drengen. Hun havde hvert fald opnået hans tillid, på en eller anden måde.

[Raya Lodbrog]

Raya havde bestemt ikke regnet med, at drengen denne gang ville kunne forstå hende. Hun havde ligesom nærmest opgivet at få ham til at forstå hende. Det kom derfor bag på hende, da han pludselig gentog hendes navn. Hun spærrede øjnene en smule op, og et smil bredte sig langsomt på hendes læber. Det lød til at han faktisk forstod hende. Hun nikkede, da han havde sagt hendes navn. Det var ligesom det hun hed. Egentlig hed hun Raya Aurora, men det ville han nok ikke forstå, og langt de fleste kaldte hende bare Raya. Der var faktisk ikke mange der vidste, at hun hed Aurora. Det var også en af grundende til at hun havde kaldt hendes dukke det navn. Hun kunne godt lide navnet, og når nu folk ikke kaldte hende det, kunne hun ligeså godt kalde dukken det.
Hun kastede et blik ned på dukken hun havde i sin ene hånd. Den var meget gammel efterhånden, men hun var meget glad for den. Hendes mor havde flere gange sagt at hun ikke skulle slæbe sådan rundt på den, men hun kunne ikke lade være. Den dukke havde fulgt hende i så mange år, den gjorde hende tryg. Dog vidste hun godt at hun var ved at være for gammel til den, det ønskede hun bare ikke at være.
Hun lod sit blik hvile på drengen igen, da han sagde noget der mindede om et navn. Hun forstod godt det første, men bestemt ikke det sidste. Hun kunne ikke engang udtale det.
"Naiish?" spurgte hun så og kiggede spørgende på ham. Det var da godt nok et underligt navn... det var selvfølgelig ikke noget hun sagde, at hun jo ikke var uhøflig. Desuden var det vel ikke ham selv der havde valgt sit navn.
Hun blev ved med at kigge på drengen, men drejede så sit blik væk, da den anden mand snakkede til hende. Hun lyttede til hans ord, og kunne godt høre at hun havde hørt hans navn før. Dog huskede hun ikke hvor. Hun havde heller ikke hørt sin far snakke om det, da han aldrig snakkede om sådan noget, når hun var der. og hvis han gjorde, forstod hun alligevel intet om det.
"Jeg har hørt dit navn før," svarede hun med et smil. Hun vidste godt at hun burde sige "De" og "Deres" men det var ikke noget hun tænkte over lige nu. Desuden var hendes tanker fyldt op med drengen, der endelig havde forstået hende. Det var virkelig kommet bag på hende, men det gjorde hende samtidigt glad. Endnu engang vendte hun blikket mod drengen.
"... Jeg er 9 vintre.." sagde hun og viste tallet med sine fingre og pegede igen på sig selv. Derefter pegede hun på ham, for ligesom at spørge hvor gammel han var. Hun kunne godt se, at han var ældre end hende, men hvor meget ældre, kunne hun ikke se.
Hun havde stadig det sidste af guleroden i sin hånd, og rakte det så til drengen. Han så ud til at have mere brug for det end hun havde. Desuden var hun ikke rigtigt sulten. Hun vidste også at der var masser af mad hjemme i køkkenet og at der var folk klar til at give hende noget, hvis hun bad om det.
Raya kunne godt selv føle, at drengen nok var mindre fjendtlig overfor hende, end overfor den anden mand. Dog vidste hun at manden var rar, og hun vidste, at han ikke ville gøre Naiish noget ondt.
Hun nikkede til drengen, da Leonard rakte vandet frem, for ligesom at sige at det var okay, og at Leonard ikke gjorde noget for at skade drengen.

[Naiish]

Krigeren lod ikke til at lade sig skræmme af Naiish’ anfægtelser, hvilket undrede ham en smule. Han var trods alt den første, der rent faktisk havde haft stolthed nok til ikke at lade sig kue. Det havde nok også noget at gøre med, at de andre, der havde kigget på ham havde haft køb for øje, og Naiish havde ikke ligefrem gjort sig selv særlig attraktiv i den sammenhæng. Det påvirkede imidlertid ikke Naiish, der ufortrødent knurrede af manden, med lænkerne fuldt udstrakte. Med ét skete der noget meget uventet. Krigeren satte sig ned foran ham. Mærkeligt. Et øjeblik fik det faktisk Naiish til at stoppe med at hive i lænkerne, og i stedet kigge mistænksomt på krigeren. Det gik op for ham at han lavede shh-lyde. Hvad han først havde opfattet som et tegn på underkastelse var blevet til en underminerende handling, hvilket Naiish absolut ikke brød sig om. Hvem var krigeren at tro, han kunne få Naiish til at falde til ro? Hvorfor var han så anderledes. Naiish foragtede ham. Ikke kun ham. Dem alle sammen. Det var derfor med afsky han stirrede på den knælende kriger foran ham. Hans næse rynkede let. Om end det var af omveje, var Naiish derfor trods alt faldet lidt til ro. I hvert fald delvist. Han hev i det mindste ikke i lænkerne mere, og han viste ikke længere tænder. Kun med jævne mellemrum, for at illustrere at krigeren stadigvæk absolut ikke var velkommen. Hvis altså ikke den resterende ansigtsmimik i forvejen viste netop dette, tydeligt nok. I samme øjeblik blev de afbrudt.

Slavehandleren havde efterhånden fået mandet sig selv op igen. Hvem end denne herre troede han var, havde han ikke råd til at lade alle sine slaver gå for en slik. Det var til gengæld et fortræffeligt held at herren lod til at have fundet interesse i knægten fra vinterskoven. Kunne han slippe af med den dreng, og tilmed til den udbudte pris, ville dagen være reddet. Og ugen for den sags skyld. Han havde sikret sig at markedets spredte vagter kunne se dem. Herren skulle slippe af sted med den slags trusler igen. Med en hånd hvilende på en kniv i bæltet, brød han derfor med genvundet selvtillid ind i situationen. ”Aha. Jeg kan se at De har fundet interesse i vores mest bizarre eksemplar. Et ægte kuriosum. Vi fandt ham oppe ved Vinterskoven. Dræbte et par af mine mænd.”

[/color]. Han holdt en kunstpause og lod faktaene sive ind. ”Det er ikke lykkedes os at få ét eneste forståeligt ord ud af hans mund siden. Hvem ved hvor han kommer fra? Mellem os sagt sir, har jeg en mistanke om at han er vokset op blandt ulvene nordpå!”[/color] tilføjede han sælgende, dog med en inderlig snært af ægte interesse. Til kommentaren om ulvende lod han en arm, pegede løst på Naiish, der stadig med jævne mellem viste tænder, og øjeblikkeligt reagerede ved at bide ud efter slavehandleren, der hurtigt trak fingere til sig. Så var hans pointe vist understreget.[/i]

Naiish vendte blikket mod Raya, der blot stod og kiggede på ham. Bortset fra at hun var begyndte at vise ham nogle fingre. Ni, for at være mere præcis. Herefter pegede hun på sig selv. Han var ikke klar over, hvad hun mente med tallet. Var det en del af hendes navn? ”Raya Naoi?” forsøgte han. Naoi betød naturligvis ni på hans sprog. Han var ikke klar over at det var hendes. Han slog irriteret med hovedet, for at få noget hår væk, der endnu engang var faldet i hans ansigt. Derefter kunne Naiish ikke overskue at bruge mere koncentration på Raya netop nu. Han var alt for distraheret og irriteret af krigeren og slavehandleren. Han kiggede på dem på skift, med den største afsky hans ansigtsudtryk kunne mønstre. Efter kort tid, dukkede en anden pige op med noget vand, der efter en meget kort samtale blev placeret foran ham. Han stirrede på krigeren. Så på Raya, der signalerede at det var okay. Så på krigeren igen. Naiish kneb øjnene let sammen, og sørgede for at sende krigeren et mistænksomt blik og overvejede meget nøje, om det ville være et udtryk for svaghed eller underkastelse at tage imod vandet. Han var tørstig, men hans stolthed var stærkere. I hvert fald lige nu. Han lænede sig roligt forover, for at drikke, men fortrød undervejs og rettedes sig op. Uanset hvad krigerens plan var, ville Naiish ikke føje ham.
[/blockquote]