Forsinkelse...

[Mariah Urbram]

Mariah var ved at pakke de sidste ting ned, inden hun skulle af sted. Hun ville gerne snart hjem, da varmen tog livet af hende, og hun savnede ligesom norden og hendes eget hjem. Hun havde intet imod at opholde sig på en kro, og dette var endda en meget fin én af slagsen, men hun var begyndt at mærke følelse af at savne sit eget hjem. Hun var ikke vant til varmen i syden. Hun savnede rent faktisk at lave papirarbejde, og hun vidste, at der var nogle ting der skulle ordnes, ting der ikke kunne ordnes så langt hjemmefra.
En banken kunne høres på døren, og hun bad personen om at komme ind. Det var hendes embedsmand, John, hun havde taget med på turen. Hun så ingen grund til at tage andre med, da John klarede et ganske fint arbejde.
”Lady Verd.. Der er opstået nogle komplikationer..” begyndte han, hvilket straks fik fanget Mariahs opmærksomhed. Komplikationer lige inden de skulle hjem.. ja, hvorfor ikke? Nu var alt andet jo gået fantastiske, så hvorfor skulle det ikke gå galt nu?
”Hvilke komplikationer?” spurgte hun og kiggede undrende på sin embedsmand. Hun lod sit brune blik hvile på ham, mens han prøvede at finde ud af, hvordan han skulle fortælle de dårlige nyheder. Det var tydeligt, at han prøvede at finde de rigtige ord.
”En af hestene er en smule skadet. Vi kan ikke tage af sted mens den har det sådan…” svarede han så og kiggede på hende. John var ældre end Mariah. Han havde været embedsmand for hendes mand, og vidste derfor en masse om hvordan lenet skulle styres, og han havde været en meget god hjælp for Mariah. Han havde dog også været en af dem, der havde været en smule tilbageholdende, da Mariah sagde, at hun ville overtage jobbet som leder. Dog var han Lady Verd tro, og gjorde hvad hun bad ham. Han havde hurtigt indset, at hun var en vis og god leder.
Et suk forlod Mariahs fyldige læber, og for et kort øjeblik lukkede hun øjnene. Hun mumlede et eller andet, noget John i hvert fald ikke kunne høre derfra, hvor han stod. Til sidst nikkede hun så.
”Det er der vel ikke så meget at gøre ved. Ved du noget om, hvor længe vi skal blive her endnu?” spurgte hun så. Det huede hende ikke ligefrem, at skulle blive i Konge byen.
”En hestekyndig har kigget på hesten, og han siger, at det er en hævelse, der forhåbentlig vil være væk om et par dage..” svarede John. Mariah nikkede til det, og sagde, at de vel ikke kunne gøre så meget andet, end at vente. Derefter gik John igen.
Mariah kørte en hånd gennem sit hår, og sukkede endnu engang.
”Jorunn, hvorfor gør du dette mod mig?” tænkte hun, men rystede så på hovedet. Der var jo ikke noget at gøre ved det. Hesten ville bare tage mere skade, hvis de så meget som bad den om at tage så lang en tur. Det ville være det samme som at misrøgte dyret, og det kunne hun aldrig finde på. De havde brug for gode og raske heste, hvis de skulle kunne komme hjem på de fire dage. Længere tid plejede det ikke at tage, men man kunne aldrig vide med vejret, når man kom længere nordpå. Der drillede vejret altid, og hun ville gerne hjem, inden det tog helt til i styrke eller inden der kom sne. Sneen var bestemt ikke en fornøjelse at ride rundt i.
Mariah kiggede ned på sin oppakning, tænkte lidt, men valgte så at forlade værelset.

Vejret var varmt – som det vel altid var sydpå, sådan følte Mariah det i hvert fald – og der var mange mennesker på markedet. Men Mariah kunne virkelig godt lide markedet. Hun kunne godt lide at se hvordan folk opførte sig på markedet, hun kunne godt lide den sjove duft en af masse dufte blandet sammen, og hun fik et smil på læberne, når hun hørte hvordan folk snakkede i munden på hinanden, når de prøvede at overbyde hinanden på en eller anden ting. Et eller andet sted morede det hende faktisk en lille smule. Hun kunne ikke forklare hvorfor, men hun blev altid i lidt bedre humør, når hun gik rundt på markedet. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at købe noget, men bare se på tingene.
Mariah gik med rolige skridt fra bod til bod, mellem en masse mennesker og gennem den gennemtrængende larm. Hun skulle få tiden til at gå på en eller anden måde, og hun skulle have sine tanker en smule væk fra de ting der skulle ordnes derhjemme. Hun kunne jo alligevel ikke gøre noget, så længe hun ikke kunne komme hjem.




Wordcount: 786 words.
Tag: Lyenna.

[/font]

[Lyenna Norgarthon]

Det skete endelig ikke tit at det lykkedes Lyenna at snige sig forbi sin personlig vagt, og de andre tjenestefolk og vagter for at komme ud af slottets noget så trykkende murer og ud i den store verden. Den store verden var for Lyenna markedet, markerne, og de andre hyggelige stille steder i byen. Hun havde i meget lang tid holdt sig fra de større forsamlinger i frygt for at blive genkendt, men hun havde snart indset at folk ikke forventede deres prinsesse iført bukser eller slentrende rundt i byen uden livvagter eller andet følge og derfor blot ignorerede hende, eller kiggede en ekstra gang over hendes perfekte udseende og alt for elegante bevægelse.

Denne dag havde hun tigget sin kammerpige, og tidligere barnepige om at dække over hende endnu engang, og selvom kammerpigen ikke var tilfreds og så misbilligende på hende, endte hun med at sukke og nikke. Endnu engang udstyrede hun Lyenna med den amulet hun mente skulle beskytte den unge pige mod alt ondt. Den ældre kvinde var noget overtroisk, men det kunne Lyenna leve med blot hun fik lov at komme ud af slottet med viden om at hendes kammerpige ville dække over hende. Amuletten trak hun ikke af selvom hun var kommet udenfor, af respekt for kammerpigen og for at glæde hende idet hun hver gang havde set hvor glad kvinden var når hun så at Lyenna faktisk havde beholdt smykket på. Det var enkelt lavet, alt for enkelt, det var skåret ud i træ, med en sol og en måne i, samt en stjerne i midten, det var rundt og med en radius på små 3 centimeter. Kæden var ikke rigtigt en kæde, men et snor som blot blev trukket over hovedet. Udover dette bar Lyenna sorte tætsiddende bukser, højre støvler der dog ikke var tykke men derimod utrolig kølige at have på. På overkroppen bar hun en hvid skjorte som var stukket i bukserne, og en korset over skjorten som sad stramt om hendes overkrop og løftede barmen en anelse. Håret hang løst, og en enkelt knælang beige kappe som skulle skærme mod solen og hjælpe med at skjule ansigtet mod eventuelle folk der kunne genkende hende. Selvfølgelig gik prinsessen ikke ud uden våben, for hun havde to dolke på sig, og hårnåle som hun effektivt havde lært at bruge som våben.

Det var ikke så varmt som så mange fra norden nok ville mene, temperaturen var høj men for Lyenna nu meget passende, vent til sommeren virkelig indtraf så ville varmen nok ikke være til at holde ud for de fleste, og der ville nok være stille det tidspunkt af dagen hvor varmen var værst. Dette ville dog betyde endnu færre turer i byen for Lyenna, for hun ville ikke risikere at besvime midt i det hele af et hedeslag, så hun måtte være tålmodig, og forsøge at få noget at lave de dage hvor varmen var værst. Nu bevægede den unge kvinde sig ind imellem folk. Hun kendte efterhånden nogle af dem, i hvert fald dem der ejede smykkeboderne, bagerboderne, og blomsterboderne. Bageren havde en sød kone, hun var lille og buttede med en masse rene og velduftende børn som Lyenna ligeledes holdt meget af. Hun havde fået et venligt og tæt bånd til disse og at besøge dem var noget hun så tit gjorde når hun var i byen. Derfor var det ikke underligt at hun nu standsede ved boden ”Goddag” hilste hun med sin bløde og varme stemme. Et smil brød frem over bagerens smalle læber ”Jamen goddag goddag, det er længe siden vi har set dig kære.. har du det godt? Beth! Kom og se hvem der er kommet på besøg” Svarede bageren inden han råbte til sin kone der dukkede op med mel over hele tøjet og på kinden ”Enna! Hvor er det godt at se dig kære!” hun kom ud til Lyenna som naturligvis ikke havde givet dem sit fulde navn, men derimod sit kælenavn som kun ganske få brugte alligevel. De to kvinder omfavnede hinanden og straks begyndte Beth at børste mel af Lyennas kappe. Børnene dukkede op få sekunder efter og omfavnede Lyenna, den mindste af dem havde kun lige lært at gå og hun samlede ham med glæde op i sin favn.


Tag: Mariah
Word: 709
Note: N/A

[Mariah Urbram]

Mariah kendte ingen i Kongebyen. Ikke sådan rigtigt. Hun kendte ingen i byen, men det gjorde hende faktisk heller ikke noget. Folk på markedet vidste ikke, at hun var lenherskerinde, kun at hun var adelig. Den anonymitet kunne hun faktisk godt lide. Hun kunne godt lide at kunne gå på gaden, uden at folk uden videre stoppede hvad de havde gang i, og bukkede kort for hende eller nejede. Det var en befrielse at kunne gå rundt på denne måde. Nu nikkede folk bare til hende eller flyttede sig for hende, uden at hun skulle bede dem om det. Dog var det egentlig bare almen høflighed, i Mariahs verdensbillede.
For en gangs skyld, var det faktisk rart, at kunne gå på markedet, uden at skulle tage stilling til ting derhjemme, eller uden at skulle holde en samtale i gang med nogen. Hun kunne godt lide den stilhed der var, selvom det i realiteten larmede omkring hende.
At have god tid, var også endnu en befrielse. Der lå ikke en hel stak papirer foran hende, der ventede på at blive læst igennem og skrevet under, der var ikke breve der skulle skrives, og der var ikke folk med problemer, der hele tiden forstyrrede hende. Hun savnede da papirarbejdet, nu hvor hun var så langt væk, men det var også rart, at komme væk fra det. Hun havde virkelig brug for at få styr på sine tanker, og det kunne hun få nu.
Hendes tanker faldt på hendes søn. Hendes 10-årige søn, der lignede sin far så meget. Hun havde været så heldig, at en af nordens bedste riddere havde sagt ja til at tage sin søn i lære, så nu var der stille derhjemme. Næsten alt for stille, og hun savnede da sin søn. Hun vidste at han havde det godt, men alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke på ham. Men det var vel meget normalt for en moder, tænkte hun. Hun elskede sin søn af hele sit hjerte, og kunne ikke forestille sig et liv uden ham. Selvom hun havde fået ham da hun var rimelig ung, havde hun alligevel været lykkelig, for det havde ligesom været prikken over i’et, at hun skulle blive gravid. Hun havde ikke været gift længe, og det forventedes, at den unge pige ville være med barn seneste et år efter brylluppet, det var i hvert fald bedst. Det havde hun nu ikke stræbet efter, men det havde alligevel været en fantastisk ting, mente hun.

Mariah stoppede ved en bod, og snakkede kort med manden. Hun havde snakket med ham før, og ville egentlig ikke købe noget, men han havde sagt hej til hende, og så intet galt i, at stoppe op og snakke lidt med ham. Hun havde jo god tid. Hun havde sagt til John, at hun var taget på markedet, og hun skulle ikke nå tilbage på noget som helst tidspunkt.
Efter at have snakket lidt med sælgeren, gik Mariah videre. Et smil var formet på hendes fyldige læber, og hun lod blikket glide rundt. Der var mennesker over alt, mennesker der snakkede, mennesker der smilede, mennesker der skubbede sig gennem mængden.. der var alle mulige mennesker. Der var så meget liv, hvilket der jo altid var på et marked. Det var fantastisk at opleve sådan noget.
En duft sneg sig ind i hendes næse. En duft så fantastisk, og som kun kunne stamme fra et sted: en bager. Duften var fyldt med nybagt brød, kage og andet fantastisk bagværk. Smilet på hendes læber blev en smule bredere, og hun fulgte duften, der førte hende over til bageren.
Hun hørte en eller anden sige Enna, og så at der var en anden kunde, og hun ventede pænt på, at det blev hendes tur. Mariah lagde hurtigt mærke til, at det var en kvinde, der stod og snakkede med bageren og dennes kone – hun gik i hvert fald ud fra at det var hans kone. Man kunne se at den anden var en kvinde, da personen havde feminine former, og var slet ikke så robust bygget, som en mand var. Kvinden var iført bukser og andet fyldigt tøj, en mands tøj. Men det var vel ikke så meget anderledes fra det Mariah gik i. Mariahs tøj var bare direkte syet til hende, hvilket vidst ikke var tilfældet ved den anden person.
Selv var Mariah iført et par tætsiddende, mørkebrune bukser, der smøg sig omkring hendes slanke ben og hofte, som var de malet på. På overkroppen havde hun en skjorte, bare en ganske almindelig og hvid skjorte, hvor hun udenpå havde en snørret, mørkebrunt korset, der gav hende en smule mere talje, og fik den posede skjorte lidt længere ind til hendes krop. Hendes krøllede, sorte hår var heller ikke sat op denne gang, men hang løst omkring hendes hjerteformede ansigt. På fødderne havde hun par knælange, brune støvler.
Det gik op for bageren, at der var kommet kunder, og han undskyldte sig overfor den anden kvinde, og gik hen og betjente Mariah, der hurtigt sagde sin bestilling. Der sad et varmt smil på bagerens ansigt, men det var ikke det, Mariah havde fokuseret sit blik på. Det var den anden kvinde, der virkede så bekendt for hende. Hun kunne dog ikke sætte et ansigt eller navn på personen, men kunne alligevel ikke lade være med at studere personen. Det tog lidt tid, før hendes hukommelse endelig kom med det, og hun spærrede øjnene lidt op i overraskelse. Hun betalte bageren, og gik så hen og stillede sig et lille stykke fra kvinden, hun lige havde genkendt. Hun sagde ikke noget, før bagerkonen blev nødt til at undskylde sig, da en af hendes børn kaldt på hende.
”Er ’Enna’ det navn De går under her i byen?” spurgte hun, og et skævt smil formede sig på hendes læber.




Wordcount: 968 words.
Tag: Lyenna.

[/font]

[Lyenna Norgarthon]

Lyenna havde selvfølgelig ikke fået sit tøj syet personligt til hende, hvad skulle hun også sige? ´Goddag, vil du være så venlig at sy mig nogle bukser og skjorter? Jo nu skal du høre, jeg skal bruge dem når jeg tager på mine hemmelige ture i byen´. Ja det ville jo være oplagt, helt rigtigt, og total rationelt. Selvfølgelig kunne hun have bedt sin kammerpige om at få det ordnet i al hemmelighed men man ville alligevel sætte spørgsmålstegn ved et sæt mandetøj i hendes skab, og det sidste hun ønskede var at forældrene skulle holde et forhør for at finde ud af hvilke mand der kunne passe så småt tøj. Derfor havde hun skaffet tøjet, eller rettere fået sin kammerpige til det fra pagernes lager – tøjet passede hende jo fint – og så ville kammerpigen vaske det og sætte det på plads igen i lageret når Lyenna var færdig med det. det var nok ikke det flotteste tøj, men ganske klædeligt når hun bar satte sig præg over dem med smykker eller korsettet hun nu engang havde over, samt støvlerne der helt klart var damestøvler, for ikke at glemme kappen.

At ladyen endnu ikke havde forladt byen havde Lyenna ingen anelse om, så vidt hun havde forstået det skulle ladyen af sted i dag og derfor havde hun regnet med at kvinden allerede var over alle bjerge med sit følge. Havde hun vidst at hun kunne risikere at støde ind på hende ved at tage i byen havde hun helt klart ikke gjort det, den risiko ville hun i hvert fald ikke løbe. At ladyen selv gik i mandetøj, og følte det på samme måde omkring at folk bukkede og skrabbede for hende hele tiden havde prinsessen ingen anelse om. Så godt kendte hun heller ikke kvinden, og den slags ville man ikke finde ud af efter blot et møde og en enkel kort samtale. Lyenna elskede sine små byture ganske enkelt fordi folk var ærlige, venlige og åbne overfor hende, de gav hende ingen titler, de behandlede hende ikke anderledes og de frygtede ikke for deres ord. Hun havde skam hørt nogen brokke sig om kongens metoder, og hørt andre rose hans metoder men intet af det havde hun sagt videre for hun kunne ikke da dette ville afsløre hende.

Hun krammede det lille barn der knugede sig indtil hende og hev lidt i hendes bløde brune krøller. Håret var naturligvis løst, det gik ikke at have opsat hår det ville vække for meget opmærksomhed, desuden føltes det bedre når håret var løst. Barnet fik skubbede hendes hætte af, og hun gjorde sig ingen anstrengelser for at trække den på plads igen da hun ikke regnede med at der ville ske noget de sekunder hun nu stod der. Hun kildede drengen og snakkede med de andre børn samt bagerkonen der pludrede løs og familien, og de sidste par dages ret gode salg. Imens undskyldte hendes mand sig for at betjene en kunde som Lyenna ikke rigtigt bemærket idet hun havde travlt med børnene og kvinden foran hende der snakkede løs. Prinsessen svarede høfligt, venligt og blidt tilbage og fortalte hvor meget hun havde savnet børnene og duften af brød. Som altid smilede bagerkonen over hele ansigtet og smuttede hurtigt ind efter en pose som hun lagde nogle kager i og rakte til Lyenna. Prinsessen var vant til deres gavmildhed og dog betalte hun altid med nogle få mønter for deres venlighed om end det ikke altid lykkedes at få de søde mennesker til at beholde dem.

Bagerkonen blev dog pludselig opmærksom på et af børnenes stemmer der kaldte på hende og undskyldte sig inden hun skyndte sig ind til det, imens overtog bageren barnet hun holdte og hun klappede kort de to små andre over hovederne idet de stod og rev i hendes kappe for opmærksomhed. Hun gav dem hver en mønt og disse smilede ”Tak Enna!” sagde de i kor, hvilket gjorde det tydeligt at de var tvillinger og så smuttede de. Hun smilede og fulgte dem med blikket idet de skyndte sig af sted for at bruge deres mønter. Smilet famlede dog og hun for sammen ved lyden af en kvindestemme. Hun vendte sig om for at opdage at hun stod ansigt til ansigt med ladyen. Hun stivnede og øjnene flakkede. Hun bed sig i underlæben og sukkede, hun burde have taget sine forholdsregler. Nu trak hun hætten over hovedet igen, og gav sig i stedet til at tjekke kvinden ud. Hvor var kjolen blevet af? ”Ja det er det” lød hendes svar ganske rolig og venlig. Hun følte sig nervøs, dette ville helt klart ende galt, hvordan skulle hun dog komme ud af her problem?


Tag: Mariah
Word: 779
Note: N/A

[Mariah Urbram]

Mariah havde egentlig regnet med, at hun i hvert fald ville være ude af byen på dette tidspunkt. Hun ville nok ikke være frygteligt lang væk, men hun ville have været på vej hjem. Hun ville være tættere på sit hjem, end hun var nu. Det havde en halt hest dog sat en stopper for. Det kunne godt irritere hende en smule, men hun kunne jo ikke gøre noget ved det, så hun kunne ligeså godt lade være med at gå og mugge over det. Hun fik alligevel ikke andet ud af det, end dårligt humør.

Mariah var blevet overrasket at se prinsessen på gaden, og så i sådan noget tøj. Det var selvfølgelig ikke noget hun skulle blande sig i, men hun kunne egentlig godt regne ud hvorfor, prinsessen gik i det. Det var selvfølgelig for at få lidt ro og være en smule anonym, og Mariah kunne sagtens forstå det. Det var rart at være anonym en gang imellem. Hun kunne også godt forestille sig, at det måtte være rart for prinsessen at komme lidt ud engang imellem. Hun kunne godt forestille sig, at slottet måske engang imellem kunne føles lidt som et bur eller noget i den stil. Sådan ville Mariah i hvert fald nok selv have det. Hun var så heldig med, at hun havde sin fulde frihed til at gøre nøjagtig hvad hun ville, uden at nogen skulle blande sig i det. Der var selvfølgelig normer hun skulle følge, og de fleste fulgte hun også, men i realiteten, havde hun frihed til at gøre lige hvad der passede hende.
Når man var voksen, fulgte der også ansvar med til alt hvad man gjorde. Hvis man gjorde noget, blev man også nødt til at tage konsekvensen og ansvaret af det. Det prinsessen gjorde, at snige sig ud på den måde, var meget harmløst. Der ville ikke ske noget slemt, og det virkede ikke som om, der ligesom var nogen, der vidste at det var hende. Måske var det bare Mariah der var god til at genkende folk?
Mariah så hvordan prinsessen blev nervøs, og bed sig i læben. Hvad havde hun regnet med? At Mariah straks ville tage fat i hende og give hende hjem igen? Det var da ikke noget hun skulle blande sig i, og prinsessen gjorde jo ingen skade ved at klæde sig ud og gå rundt i byen.
”De behøver ikke at være nervøs. Jeg går ud fra, at De gør dette for at komme lidt væk?” spurgte Mariah, og tiltalte hende med vilje ikke som prinsesse. Selvom hun ikke snakkede synderligt højt, ville hun alligevel ikke røbe prinsessens dække. Det kunne hun ikke få sig selv til.
”ved de hvem De er?” spurgte hun så, og hentydede selvfølgelig til bagerfamilien. Hun var af en eller anden grund ret sikker på, at den rare bagerfamilie ikke anede hvem prinsessen virkelig var.
Mariah mente at det var en skam, at den unge pige ikke kunne gå rundt uden at være iført mandetøj og gå under et dække. Men et eller andet sted, var det vel også spændende? Det måtte være spændende at gå rundt med den viden, at hvis man gjorde noget forkert, ville enhver kunne genkende en, så man blev nødt til at træde varsomt hvor man gik.
Mariah foretrak virkelig at gå i bukser og skjorte. Det var mere befriende, og det var nemmere at gå rundt på den måde. Kjolen tog ligesom ens frihed, og tvang en til at gå langsomt og pænt, som en dame virkelig ville gøre det.






Wordcount: 590 words.
Tag:Lyenna.

[Lyenna Norgarthon]

Langt væk eller ej, Lyenna havde i hvert fald ikke forventet at støde ind på ladyen, men hun burde nok have taget sine forholdsregler og holdt lav profil i nogle dage. Men sket var sket og nu stod hun i hvert fald over for den hun mindst af alt ønskede at se. Vent, det var jo ikke helt rigtigt for hun kunne komme i tanke om en masse som hun helst ville undgå at se. Hendes personlige vagt, hendes brødre – selvom de næppe ville være at finde her – andre vagter, eller blot folk fra slottet. Synet af Mariah var rystende, ikke fordi hun var en person der tit var på slottet men fordi hun havde forbindelse til slottet. At blive halet gennem markedet ville næppe ske, men hun kunne sagtens finde på at fortælle det til kongen eller dronningen, ja faktisk var det et sted nødvendigt at hun gjorde det så Lyenna ikke var uden sikkerhed på noget tid, hvis nogen opdagede hende her ville det jo ikke være særlig godt og der var en store chance for at det ville ende galt. Bare fordi hun befandt sig i kongebyen betød det ikke at der ikke var fjender af kongen rundt omkring og en kidnapning ville hun være nyttefuld for dem.

Grunden til at Lyenna befandt sig derude var ganske rigtigt fordi hun ville være anonym og almindelig. Noget hun umuligt kunne være på slottet da en masse øjne hvilede på hende uanset hvor hun var og hvad hun gjorde. Dømmende øjne der var klar til at irettesætte hende hvis de syntes hun dummede sig eller gjorde noget forkert. Alligevel havde hun gode folk der ville hjælpe hende med at være glad og få lidt frihed, blandt dem var hendes kammerpige, og også hendes personlig vagt engang i mellem. Han kunne godt finde på at lytte his hun bad ham holde afstand til hende, for det betød at hun gerne ville have lidt privatliv, han var dog aldrig langt væk fra hende og sørgede for at tjekke op på hende af og til. Hun hadede ham ikke selvom hun nogle gange ville ønske han bare kunne falde død om, men det skyldtes at han hele tiden vågede over hende som var han en skygge og hun vidste at han var i nærheden. Måske burde det gøre hende tryg, hvilket det da klart gjorde, men hun gik aldrig langt fra slottet – ikke hvad han vidste af – så hvorfor skulle han skygge hende der?

Ved hendes ord så Lyenna kort på hende inden hun lod blikket glide rundt, hun bed sig svagt i underlæben inden hun atter så på ladyen ”Det er det” svarede hun med ganske få ord. Mere behøvede hun jo ikke når ladyen tydeligvis forstod hende, eller forhåbentlig gjorde hun. At hun ikke blev tiltalt som prinsesse eller anden form for titel bemærkede hun skam, og det gjorde hende blot glad og mindre anspændt om end anspændtheden ikke forlod hende helt. En masse kunne endnu gå galt, og det sidste hun ville risikere var at den smule frihed hun fik ved sine små ture i byen blev hende frarøvet.

Ved Mariahs næste spørgsmål kastede Lyenna et kort blik hen imod den nu travlt optagede bager, et svagt smil gled hen over hendes læber idet hun igen vendte blikket mod Mariah ”Nej… de vil gå helt fra den hvis de gjorde, desuden… jeg ønsker mindre opmærksomhed… ikke mere” lød hendes svar. Hvis de vidste det ville der jo ikke være noget mening bag hendes ture hernede. Godt nok kunne hun virkelig lide denne familie, men hun vidste at hvis de først fik noget at vide ville det ikke forblive hemmeligt mere end… få minutter. Sådan var folk, det var ikke deres skyld men rygter spredtes og det var da noget underligt noget hvis man hørte at prinsessen spankuleret rundt blandt byens borger iført mandetøj og uden vagter.


Tag: Mariah
Word: 647
Note: N/A

[Mariah Urbram]

Det kom bag på Mariah, at møde prinsessen på gaden. hun havde fuld forståelse for grunden til det, men det kom alligevel ret meget bag på hende. Hun havde ikke ligefrem regnet med at skulle møde den venlige prinsesse før om et år igen, og da slet ikke på gaden. Men da overraskelsen havde lagt sig, kunne hun ikke lade være med at smile lidt af det. Det var tydeligt at se, at Prinsessen virkelig havde gennemtænkt det, og hun havde været svær at genkende. Mariah var bare så heldig, at hun var god til at genkende folk. Det havde hun lært, da hun i sit job altid skulle snakke med så mange forskellige personer, og det ville se meget uprofessionelt ud, hvis ikke hun kunne kende personerne, når hun så dem næste gang. Mariah ville allerhelst ikke fremstå som uprofessionel, da det bare ville trække hende længere ned, end hun var nu i anseelse. Hun gjorde virkelig hvad hun kunne, for at fremstå professionel ud, så folk faktisk kunne se, at hun var god til sit job, selvom hun bare var en kvinde. Hun gjorde hvad hun kunne, for at vise at kvinder kunne stort set ligeså meget som mændene og med ligeså stor succes.
Mariah kunne sagtens forestille sig, at de øjne der hvilede på prinsessen var både dømmende og forventningsfulde. Meget mere end de øjne der hvilede på Mariah, og det var slemt nok i forvejen, mente hun. Hun troede ikke på, at det var nemt at være prinsesse, og selvom hun nok havde drømt om det da hun var lille, var hun glad for, at den drøm aldrig var gået i opfyldelse. Hun ville ikke kunne leve op til de høje forventninger der var til en prinsesse, var hun helt sikker på.
Mariah vidste, at der kun var personlig livvagt på prinsessen, for at passe på hende. Intet skadeligt måtte pigen komme ud for, hvilket jo var klart. Hun var prinsessen, og hvis man havde hende, havde man kongen i sin hule hånd. Mariah havde da også set livvagten, da hun var inde på slottet, og hun mente, at det var en god ting. Måske var prinsessen ikke glad for det, men det var jo for hendes eget bedste. Men som ung, var man vel ligeglad. Man ville leve sit eget liv, man ville være fri, og man ville ikke gøre hvad der forventedes af en. Hun kendte selv til den følelse. Hun var bare blevet tvunget til at blive voksen og tage ansvar tidligt. Hun kunne ikke være et dumt barn, når hun blev gift. Det forventedes da af hende, at hun vidste hvad ansvar var, og at hun vidste hvordan en ordentlig hustru var. Det generede hende dog ikke, og hun havde intet at beklage, da det kun havde været for hendes eget bedste, og hun havde jo ikke lidt den mindste skade.


Et lille smil gled over Mariahs læber, da det blev bekræftet, at hun havde ret. Hun kunne virkelig godt lide at have ret.
At tiltalte prinsessen som ’prinsesse’, ville bare gøre det hele værre, og så ville prinsessen ikke have den frihed, hun nu holdt så meget af. Desuden var det ikke ligefrem fordi prinsessen kom noget til hernede, selvom der selvfølgelig var den konsekvens. Men så længe der ikke skete noget, kunne man Mariah virkelig ikke se det forfærdelige i det.
Hun lyttede til det næste, og kastede sit blik hen på den travle bager igen.
”Jeg kan godt forstå Dem, men De skylder dem det næsten… Jeg går ud fra at ingen ved at De er her?” spurgte hun så, og lagde så sit blik på den unge prinsesse. Et smil spillede på hendes læber.

[Lyenna Norgarthon]

Det ville nok komme lige så meget bag alle andre som det kom bag på Mariah at se Lyenna derude. Forskellen var bare at Mariah ikke gik amok over det og skyndte sig at sige det videre for at sprede rygtet, og åbenbart heller ikke havde i sinde at sende besked til slottet om det. Lyenna havde ellers troede at dette var lige hvad hun ville gøre, eller selv sørgede for at bringe hende deroppe. At kæmpe imod ville næppe være en god idet hvis det skulle ske, det sidste hun ønskede var at ødelægge forholdet mellem ladyen og kongen. Smilet der bredte sig over ladyens læber fik Lyenna til at blinke forundret, hvad var det der morede hende så meget. Jo selvfølgelig havde prinsessen gennemtænkt det hele, ellers ville det jo være endt fuldkommen galt for længst. Hun havde endda overvejede paryk men havde skiftet mening i sidste ende. Man blev tit skubbet herude og det vidste hun ønskede var at tabe parykken for øjnene af alle. Desuden var det for varmt til parykker om sommeren og engang da hun prøvede en havde det slet ikke været til at holde ud, det kradsede for meget. ideen var i alt fald blevet kasseret og hun havde i stedet for valgt at beholde sit eget skinnende hår som desværre var alt for skinnende og velplejede i forhold til almindelig folk.

Ganske rigtigt, de blikke der hvilede over Lyenna var forventningsfulde og dømmende. Alle forventede et eller andet af hende om end hun ikke var den ældste blandt sine søskende eller mand. Men de forventninger man havde til hende var også anderledes, hun var prinsesse, og den fineste dame i landet lige efter dronningen. Hun måtte ikke begå nogen fejl, måtte ikke have nogen mangler, og måtte på ingen måde bringe skam over sin familie på den ene eller anden måde. men alene det at hun spankulerede rundt i byen – sådan ville mange udtrykke det hvis de ellers vidste det – var nok til at bringe skam, og tælle som en kæmpe stor fejl. Dette var prinsessen skam yderst bevidst om, men at blive låst inde og blot ligne en fin lille hjernedød dukke til sammenkomsterne var bare slet ikke hende. Hun ville ikke bare lade sin far finde sig en mand og derefter gifte sig for at give sig til at føde børn og ligne en dukke i sin mands hjem. Det var ikke fordi hun slet ikke ville gifte sig, eller ønskede kærlighed og kun kærlighed. For hun ville stole på sin faders dømmekraft men på samme tid ville hun gerne have et ord indført, samt finde en mand ikke meget langt fra hendes egen alder, hans skal i hvert fald ikke være så gammel som hendes far! desværre var der bare ikke så meget hun kunne gøre ved det, der var generelt ikke meget hun kunne gøre ved noget overhoved.

Prinsessen var måske ung, men helt naiv var hun ikke. Hun vidste at hun ikke havde så meget at sige til en masse af de beslutninger der blev taget på hendes vegne. Hun vidste at hun måtte bøje sig for sine forældre, og måske også brødre samt normerne. Men normerne måtte ændres en dag! det vidste hun bare. Kvinder kan ikke forblive undertrykte til verdens ende. Og selv Ladyen, hun var nok lady, men den dag hendes søn var voksen nok til at overtage titlen som lensherre måtte hun trække sig tilbage, hun holdt kun titlen for en anden. Godt nok var denne anden hendes søn, men hvorfor skulle hun pensioneres når han var klar?

Godt nok kom prinsessen ikke noget til hernede, ikke så længe hendes identitet var hemmelig. Men så snart den ikke længere var det ville helvede nok bryde løs. Hun havde skam tænkt over hvor meget der kunne gå galt, men hver gang havde hun skubbede disse tanker bort af frygt for at de ville gå i opfyldelse. Hvad der kunne ske gad hun virkelig ikke tænke på, i stedet for ønskede hun at nyde den frihed hun havde. ”Jeg skylder dem en masse, men lige den information vil de nok gerne være frie for. At lyve er virkelig ikke noget jeg bryder mig om, men det er bedst sådan.. indtil videre” lød hendes svar til det første Mariah sagde, svaret til det næste blev ”Nej selvfølgelig ikke, min kammerpige og tidligere barnepige er den eneste der ved det, og hun hjælper mig ud og ind” svarede Lyenna ærligt og uden løgn. Nu var hun blevet opdaget, og at stå og påstå at hun klarede det hele selv var slet ikke passende.


Tag: Mariah
Word: 766
Note: N/A

[Mariah Urbram]

Selvom Mariah sad i en meget vigtig stilling, og grundet det at hun var en kvinde, hvilede der utroligt mange forventningsfulde blikke på hende. Hun skulle arbejde tre gange så meget som en mand skulle, for at folk rent faktisk ville se på hende, som andet end bare en kvinde. Hun skulle arbejde tre gange mere end hendes afdøde mand skulle, for bare at blive anerkendt. Hun var dog sikker på, at det ikke var noget, sammenlignet med de blikke, der hvilede på den unge prinsesses skulder. Hun var en utroligt vigtig kvinde i landet, og selvom hun ikke var særligt gammel, forventede folk allerede en hel masse af den unge pige. Det var synd for hende, mente Mariah. Selvfølgelig lærte hun en helt masse ved det, men Mariah mente også bare, at prinsessen skulle have lov til at have son frihed og sin ungdom.
Mariah kunne sagtens forestille sig, hvor svært det måtte være, at skulle leve op til sådan en titel. Hun syntes at det var svært nok at skulle leve op til lensherskerindetitlen. Ikke mindst på grund af det ry hendes mand havde haft, men også fordi der var så mange der forventede, at hun ville være ligeså god som ham. Han havde haft utroligt mange års erfaring.. Hun havde seks års erfaring. Det var jo intet sammenlignet med hvad Lord Verd havde haft, men det så folk ligesom igennem fingre med. Hun havde jo selv taget titlen til sig, selvom der havde været andre, der kunne tage den for hende. Det var som om nogle mennesker bare gjorde hvad de kunne, for at få hende til at give op. Mariah var dog utroligt stædig, og hun gav ikke op. Hun skulle nok klare det. Hun vidste dog også, at hun havde et godt ry. Der var dog bare de der gamle lensherrer, der ikke brød sig om at kvinder fik magt.

Mariah havde allerede fundet ud af, at prinsessen bestemt ikke var dum og naiv. Det kunne hun heller ikke rigtigt tillade sig at være, når nu hendes fader var kongen. Desuden var Mariah ret sikker på, at prinsessen blev undervist i en masse forskellige ting, så hun kunne næsten ikke være dum. Måske naiv, men hun var også ret sikker på at prinsessen ikke var naiv. Det var i hvert fald ikke hvad hun havde set ved den unge pige.
Mariah fandt det, hvilket man nok ikke ville tro, som en god ting, at indgå arrangeret ægteskaber. Så var man sikker på at der kun ville komme en god slægt ud af det. Man havde brug for en god og stærk slægt, en der ville kunne blive ved i generationer efter deres generation. Det var vigtigt at have en stærk slægt, hvis man ville noget i livet. Det var sådan samfundet var indrettet, og det levede man jo bare efter, ved at sørge for, at ens datter eller søn kom ind i en god og stærk slægt. Selv vidste hun, at hun en dag skulle finde en hustru til sin søn. Men da Aleksander var af hankøn, havde han utroligt meget at sige i den sammenhæng, i forhold til, hvis det for eksempel var en datter, der skulle giftes væk.
Mariah ville ikke trække sig, når hendes søn var gammel nok til at overtage lenet. Hun havde snakket med sine embedsmænd, og de var alle enige om, at selvom Mariah var en kvinde, havde hun overtaget lenet på retmæssig vis, så hun behøvede ikke at give det videre, før hun selv ville det. Det var der selvfølgelig en masse andre der ikke var enige i, men sådan var loven. Så længe kongen ville godkende at hun var lensherskerinde, kunne de andre råbe og skrige. Det var hendes valg.
Det var selvfølgelig noget hun skulle have drøftet med kongen, men det måtte være en anden dag. Hendes embedsmænd var dog sikre på, at han ville give hende den ret. Hun gjorde jo desuden intet galt for lenet. Hun gjorde kun gode ting.

Mariah håbede inderligt, at prinsessen var klar over, hvilket konsekvenser hendes små ture kunne have. Det kunne skade hendes faders omdømme, hvilket jo ville være meget slemt. Kongen havde brug for sit gode omdømme. Dog var prinsessen jo ikke dum, så Mariah var rimelig sikker på, at hun også havde tænkt konsekvenserne igennem.
”Det har De nok ret i. Men det er vel stadig at holde dem en smule for nar?” spurgte Mariah og løftede det ene øjenbryn. Hun var bestemt ikke ude på at krydsforhøre prinsessen, hun var faktisk bare en smule nysgerrig.
Et lille smil bredte sig på Ladyens læber, da prinsessen fortalte, hvordan hun kom ud og ind.
”De har en meget venlig barnepige og kammerpige. Men jeg går ud fra, at de regner med at der ikke sker noget ved disse små ture, hvilket jeg er helt enig med dem i,” svarede Mariah og sendte prinsessen et venligt smil.
”Hvad laver De overhovedet når De går rundt hernede?” spurgte Mariah så en smule nysgerrigt.

[/font]