Snyd & bedrag

[Ramil den Sorte]

Med lange, dovne skridt bevægede Ramil sig ned ad de skæve, travle gader, med det formål for øje, at skaffe nogle penge. Den købmand han betalte for at have Storm stående hos, havde igen rykket for betaling for foderet, og hvis ikke Ramil ønskede at købmanden skulle tage hesten selv, måtte han hellere betale. Og den letteste måde at skaffe penge på, var ved at vinde i et spil terninger eller kort. Det var derfor noget helt bestemt, Ramil ledte efter, mens han gik og så undersøgende rundt. Han fandt hurtigt en mulighed. Der sad en dreng med en kasse, hvorpå der stod tre bægere som han med stor behændighed flyttede rundt på. Ramil gik langsomt forbi ham, og foregav at være interesseret i det, drengen lavede.

"Kom nærmere, den herre. Gæt under hvilket bæger mønten er," lød det lokkende fra drengen. Ramil overvejede kort, om han gad spilde tid på ham - han kunne så let som ingenting slå denne dreng i hans eget spil, der var han overbevist om. Alligevel besluttede han sig for at spille med, og med en påtaget, skeptisk mine nærmede han sig. "Hvad går legen ud på?" Drengen kunne ikke skjule sit triumferende smil. "Du lægger bare en mønt under et af bægerne, og jeg flytter dem. Kan du så sige, hvor din mønt er, får du den og en mønt magen til."

Det var næsten for let, og Ramil måtte anstrenge sig for ikke at bryde ud i latter. "Det lyder som svindel," påpegede han i stedet. "Overhovedet ikke," svarede drengen. "Hør, jeg giver den første mønt." Han løftede et af bægerne og viste en kobbermønt. Så flyttede han rundt på de tre bægere og så på Ramil. "Nå, hvor er din mønt så?" Ramil pegede dovent, og drengen løftede bægeret. "Du vandt. Har du lyst til at prøve igen?"
"Hvorfor ikke?" Ramil trak på skuldrene, og lagde mønten tilbage på kassen. Drengen flyttede rundt på bægerne, og igen valgte Ramil rigtigt, men denne gang så drengen en smule mere misfornøjet ud, da han måtte aflevere endnu en kobbermønt. Sådan fortsatte det, indtil drengen havde pakket sin kasse væk, og Ramil var gået derfra med penge nok til at begynde et spil kort eller terninger et andet sted.

[Lyenna Norgarthon]

Der var en del larm i handelstrekanten men sådan var det vel altid? De få gange som Lyenna havde været der havde det i hvert fald været sådan, og selvom larmen var noget hun ikke var van til var det på ingen måde irriterende. Hun nød derimod den livlige stemning og lyden af liv og folk der var så anderledes end slottets stilhed og konstante idylske atomsfære, det var som at leve et andet sted. Hun hadede virkelig at sidde indendørs, men som prinsesse kom hun kun sjældent ud, altså hvad folk vidste af. Kun ganske få havde haft æren af at se prinsessen og derfor var hun ikke spor let at genkende når man ikke havde set hende men kun kendte hendes navn. Lyenna havde dog tit sneget sig ud af sit hjem for at få noget at lave og i de få timer hun var væk havde hun en kammerpige til at dække over sig. Det var gået ret god de sidste 3 år hun havde gjort dette, og indtil videre var der ingen der havde opdaget noget. Hendes personlige vagt havde nok en mistanke, men han havde endnu ikke fanget hende i hverken at snige sig ud eller ind af slottet.

Denne formiddag havde hun formåede at snige sig ud af slottet, hvor lang tid hun havde mulighed for at være ude var slet ikke til at sige men hun overdrev aldrig, en time eller to var det hun normalt tilbragte udendørs og så vendte hun ellers hjem igen. Normalt mødte hun ikke nogen hun ville genkende på så det regnede hun heller ikke med at hun ville gøre denne dag, dette forhindrede hende dog ikke i at være forsigtig og opmærksom. At klæde sig kongeligt var ingen god ide, derfor havde hun blot trukket i det hun foretrak! Bukser! På overkroppen bar hun en skjorte, og over skjorten et tætsiddende korset. Støvler dækkede en del af bukserne og nåede til knæene. Hun havde en dolk i den ene sko, og en tæt op ad armen skjult under skjorten. Håret hang løst ned ad ryggen i lettere bølger, at have det opsat ville bare vække for meget opmærksomhed. Hendes tøj var selvfølgelig ikke noget hun ville have mulighed for at have på normalt, hendes forældre ville nok segne om hvis de så hende. Selv byen kvinder gik i almindelig kjoler og kun ganske få gik rundt i mandeligt tøj.. nemlig bukser. Over tøjet bar hun en kappe som dog skjulte en del af hendes påklædning, hætten dækkede hovedet og dog var ansigtet synligt og når hun gik skød kappen en anelse til side og afslørede det nederste af bukserne og støvlerne.

Hun bevægede sig roligt ind mellem folk, enkelte så på hende men så igen væk uden at have genkendt eller bemærket at hendes bevægelser var lidt for elegante, og lidt for perfekte. Når man havde gået sådan hele sit liv var det svært at vende sig af med måden at gå på. Hendes brune øjne gled rundt og faldt på en dreng der pakkede sine ting sammen med en skuffede og lettere irriteret mine. Dette fik hende til at lade blikket glide rundt til det der stod ham nærmest. Hun var standsede op og blikket faldt nu på en anden fyr der så ret tilfreds ud inden denne gik væk. En fyr der gik forbi hende skubbede hårdt til hende og hun havde nær mistede balancen og faldet om, hun genvandt dog balancen og tjekkede hurtigt for de få mønter hun havde på sig, heldigvis var de der stadig. Det var blot almindelig kobber og sølvmønter, at gå rundt med gulv var direkte dumt. Fyren sendte hende et irriteret blik og hun hævede det ene bryn af ham inden hun atter fortsatte gennem mængden mens hun med den ene hånd ømmede sin skulder som han havde ramt. Pludselig tyndede det ud i folk og hun så sig omkring, hvor var hun nu? hun så sig omkring og sukkede, man kunne let fare vild her, og selvom hun havde gjort det her i tre år så var det ikke så tit at hun havde været så langt inde i byen.

Tag: Ramil
Word: 693
Outfit: Hvid skjorte, sort korsage, sorte bukser, mørkebrune støvler.
Note: N/A

[Ramil den Sorte]

Ramil kendte mange steder, hvor der kunne opstøves et spil, men når det handlede om at tjene hurtige penge, foretrak han at spille et sted, hvor man ikke kendte til hans evner. Selvom han ikke havde været i Kongebyen længe, var der allerede en del, der kunne genkende ham, og derfor advarede andre om ham. Om det var en god eller en dårlig ting kunne han ikke bestemme sig for. Men nu var han jo heller ikke specielt uanselig, snarere tvært imod. Det var heller ikke tilfældet i dag; han havde iført sig et par sorte bukser, et par slidte, men rene læderstøvler, og en hvid skjorte med oprullede ærmer, som også var stukket ned i bukserne, men ikke knappet. Om halsen hang adskillige kæder, som klirrede mod hinanden, hver gang han bevægede sig. Hans mørke hår var samlet med et læderbånd i nakken, og den sorte kôhl der var malet omkring hans øjne, var heller ikke noget, man så til hverdag. I hvert fald ikke på en mand. Man kunne ikke ligefrem sige, at han gjorde en indsats for at falde i ét med mængden.

Mens han stod og betragtede drengen pakke sine ting væk, fangede en bevægelse hans opmærksomhed. En stor mand stødte unødigt hårdt ind i en ung kvinde til venstre for ham, og han drejede hurtigt hovedet. Han gjorde dog ikke noget ved det. Han havde aldrig været typen, der forsvarede en kvindes ære, den ridderlighed besad han bestemt ikke.
Alligevel genkendte han hurtigt den mand, Rufus, der var braset ind i den unge kvinde. En brutal stodder, som meget ofte var at finde tidligt om morgenen, liggende på en trappesten foran en kro, hvor han sov rusen ud. Ramil havde allerede to gange haft held til at vinde over ham i et spil kort, og nu havde Rufus mildest talt fået et dårligt øje til den høje, mørke udlænding.

Et svagt smil viste sig på hans læber, da han så, at den unge kvinde tjekkede sine mønter. Smart pige. Det ville dog have været utænkeligt, at Rufus havde haft held til at stjæle fra hende. Han var så klodset, at han ikke engang ville kunne stjæle fra en, der sov. Han tillod sig at studere den unge kvinde nærmere, og rynkede panden. Det var ulideligt varmt allerede, og hun var iført en hel del tøj, nærmest som om, hun prøvede at skjule sig. Hun fangede med det samme hans interesse, og med en udstråling, som om han havde al tid i verden, nærmede han sig hende. "Du ligner én, der er faret vild," kommenterede han afslappet. Selvom Ramil ville betegne sig selv som en dygtig menneskekender, havde han ingen idé om, hvem, eller hvad hun var. I hvert fald ikke endnu. Han sendte et helt særligt smil i hendes retning. Det var et smil, der tydeligvis røbede ham som lidt af en ulykkesfugl.

[Lyenna Norgarthon]

Normalt var det hende der tog kontakt til folk og ikke omvendt, så da fyren hun kort havde bemærkede inden den store mand havde stødt ind i hende henvendte sig til hende blev hendes opmærksomme blik straks vendt mod ham. han lignede bestemt ikke en fra byen, han lignede ganske enkelt slet ikke en fra landet og skilte sig ud i både udseende og påklædning. Hendes hoved gled en anelse på skrå, du, ordet hang i hendes hørelse, det var ikke så tit at nogen var dus med hende, men hun havde heller ikke forventet andet hernede og for det andet føltes det godt at være almindelig, eller så almindelig som hun nu engang kunne være. ”Og du ligner en der tager fejl… ” svarede hun tilbage ganske roligt. Det nyttede ikke at være den søde uskyldige pige herude, det vidste hun og det havde hun fået gentaget tusinder og atter tusinder af gange af sin kammerpige. Så hun forsøgte at virke almindelig, snakke almindeligt og svare rapt tilbage som havde hun tilbragt hele sit liv derude.

Uskyld, ære, respekt og al den slags var dog en stor del af hendes liv, og det var ikke let at slippe helt af med det. Hvis noget en dag skulle afsløre hende så var det disse tre ting, og måske også hendes ekstremme elegance og ynde som tydeligt viste at hun ikke blot var en almindelig borger men fra overklassen eller i hvert fald havde været de engang. Normalt plejede hun at gøre sine skridt hurtigere og tungere for at man ikke bemærkede det men det skete at hun glemte det, desuden var hendes forsøg heller ikke altid nyttefulde, for det var svært at slippe af med elegancen og ynden.

Hvad denne mand ønskede af hende anede hun ikke, ja det undrede hende i det hele taget at han havde gidet henvende sig til hende. Varmen ænsede hun ikke for hun var van til værre. Med hendes skrøbelige helbred havde man med at pakke hende ind i alle mulige tøj og overtøj hele tiden for at hun skulle holde sig varm, faktisk havde hun det slet ikke varmt overhoved, men var ellers ret tilfreds med vejret som heller ikke var kold. Det ville nok blive varmere om nogle få timer, men det var jo bare godt. Manden overfor hende bar kohl, det kendte hun godt for hun havde set mange kvinder bruge det, men ja.. kvinder, og det her var en mand. Sminke var lidt underligt at se på mænd men underligt nok klædte det ham, måske havde det noget at gøre med at han var udlænding? For hun tvivlede ikke på at han var det. Selv bar hun ikke noget sminke, hendes perfekte hud var lys, læberne havde en naturlig rosa farve og de tætte vipper fik det til at virke som om hun havde sin egen kohl på. Naturlig skønhed, det var det hun bedst kunne lide.

Word: 487

[Ramil den Sorte]

Ramil ville aldrig i sin vildeste fantasi gætte på, at han lige nu stod overfor landets prinsesse. Men selv hvis han havde vidst det, var det ikke sikkert, han ville opføre sig anderledes overfor hende. Ikke når hun var alene, midt i byen, og tydeligvis på udebane. Hun rejste heller ikke med nogen, og hendes påklædning var ikke overvældende. Ærlig talt udstrålede hun ikke meget autoritet, som hun stod der i sin sorte kappe. Ramil gættede på, at hun var datter af en rig købmand, der strejfede omkring alene i en form for oprør.

Hendes næste ord syntes kun at bekræfte hans mistanke, og i stedet for at blive sur, slog han en høj latter op, som om hendes ord havde været overdrevent underholdende. Han grinede så højt, at flere mennesker der gik forbi ham, drejede hovedet og sendte ham mærkelige blikke. "Og rapkæftet er hun også," bemærkede han med latteren boblende i stemmen, inden han atter så indgående på hende. "Sådan en mund skal du passe på med et sted som her. Den kunne få dig i problemer," konstaterede han spøgefuldt, og lagde hovedet en anelse på skrå. Hun var underholdende, uden tvivl. Han besluttede hurtigt at købmanden godt kunne vente endnu et par timer med at få betaling for Storms foder.

Hans grønne øjne hvilede samvittighedsløst på hende, og hendes facade kunne ikke andet end more ham. "Der er ingen grund til at være sådan på vagt.. Jeg bider kun hvis du vil have mig til det," sagde han skamløst, og så indgående på hende, efter en reaktion. Det var sikkert første gang en mand talte til hende på den måde. En af hans yndlingsbeskæftigelser var at få unge piger som hende til at rødme - så var det egentlig ligemeget, om de rødmede af vrede over hans flabede attitude, eller om de vitterligt blev smigrede over hans ord.

[Lyenna Norgarthon]

Det var heller ikke hensigten at hun skulle blive genkendt som landets prinsesse. Det ville jo direkte være farligt for resten af hendes familie. Det sidste hendes far havde brug for var at hun blev kidnappet. Hvad denne man ønskede af hende anede hun ikke, han ønskede dog næppe at hjælpe hende med at finde vej og af ren og skær mistænksomhed var hun på vagt overfor ham.

Hans følgende reaktion på hendes ord fik hende til at hæve det ene fine slanke bryn i forundring. Hun syntes selv ikke hun havde været sjov, men han var vidst af en anden mening. Hans latter fik de fleste omkring dem til at se forundret på ham, og kaste enkelte blikke hen imod hende, da han omsider holdt inde med sin latter brød andre ord hans læber. Hvor vovede han at kalde hende rapkæftet!? Det eneste tegn på en anelse vrede var at hun pressede læberne hårdt sammen, men hun skubbede det til side. Lige nu var hun ikke prinsesse og desuden plejede hun aldrig at gå så meget op i hvordan man snakkede til hende, derfor ville hun ikke til at spille fornærmet. ”Og sådan en attitude burde du passe på med, den kan også meget let bringe dig i problemer” siden han kaldte hende rapkæftet kunne hun vel lige så godt være det.

Hans blik hvilede i hendes og hun så roligt ind i hans grønne øjne, hun var normalt van til at slå blikket ned når en mand så på hende men det ville være for afslørende at gøre her så hun så roligt tilbage på ham. Ordene der fulgte kom bag på hende, og det lykkedes ham at få hende til at rødme dog kun en anelse og ikke af de grunde han troede, men af forlegenhed. Lysten til at give ham en lussing voksede men hun knyttede blot næverne ind under kappen og trak vejret dybt ind, sendte ham et køligt blik inden hun bare gik forbi ham. Hun gad virkelig ikke høre på den slags, og så fra en fremmed. Hvad bildte han sig ind! Tankerne kørte rundt i hovedet på hende idet hun forsøgte at komme så langt væk fra ham som muligt uden helt at se hvor hun var på vej hen, eller tilbage for at tjekke om han fulgte efter.

Word: 387

[Ramil den Sorte]

Selvom Ramil iagtog hende indgående, havde hans ord ikke den effekt på hende, som han havde håbet. Et par sammenpressede læber var den eneste reaktion, men selv det var bedre end ingen reaktion overhovedet, begrundede han mentalt. Da hun kommenterede hans attitude, måtte han igen anstrenge sig for ikke at smile.

"Så sandt, så sandt," sukkede han derfor teatralsk, som om det var en ubærlig byrde at have på sine skuldre. Han lod hovedet falde en smule på skrå, mens han lod sine grønne øjne glide over hendes ansigtstræk, og studerede hende nærmere. Hun var attraktiv, uden tvivl, faktisk ville han gå så langt som at kalde hende smuk. Hendes mørke, kastanjebrune hår bølgede frit ned over hendes skuldre, og de brune øjne midt i hendes ansigt funklede som ravklumper i solens bagende stråler. Hun kunne ikke være meget ældre end atten vintre, i så fald ville han blive overrasket. Det legesyge, ubekymrede smil var tilbage på hans læber. "Heldigvis besidder jeg et ualmindeligt talent for at slippe uden om den slags," bemærkede han i et konstaterede tonefald. Denne gang fortalte han sandheden, omend hans ord havde lydt en smule for selvtilfredse til at kunne blive taget alvorlige. Ramil kunne godt lide forestillingen om, at det udelukkende var hans charmerende væsen og elskværdige personlighed som sørgede for, at han let og elegant slap uden om problemer, men inderst inde var han fuldt ud klar over, at hans bedrageriske evner og sans for retorik var den egentlige grund til, at han kunne slippe af sted med det, han foretog sig.

Endelig syntes hans ord at fremkalde en mere synlig reaktion, da hun uden varsel stormede forbi ham. Upåvirkelig var hun altså ikke. Ramil blev stående i et sekund for at tørre det smørrede smil af sine læber, inden han med en elegance, der kunne være en danser værdig, snurrede rundt på hælen, og fulgte efter hende gennem menneskemængden. Denne pige var bestemt underholdende, og han havde ikke tænkt sig at lade hende slippe væk endnu. Han grinede lavmælt for sig selv mens han betragtede hendes beslutsomme skridt, men der gik ikke længe, før han havde indhentet hende, og kom på på hendes side. "Jeg er frygteligt ked af hvis jeg fornærmede dig, det var skam ikke min hensigt," løj han uden problemer, og det lykkedes ham rent faktisk at lyde oprigtig.

[Lyenna Norgarthon]

Det var langt fra første gang hun var i byen, men aldrig havde hun mødt en nærgående person som denne hvilket irriteret hende gevaldigt. Hun forsøgte dog at lade som ingenting men denne syntes at ønske at få en reaktion fra hende, eller nærmere, han krævede det. Hun havde virkelig lyst til at give ham en reaktion, en han sent ville glemme, godt nok var hun en kvinde men svag og hjælpeløs var hun ikke helt, skønt hendes styrke næppe ville kunne måle sig med en mands, for det havde hun da prøvede. Arontala havde gang på gang bevist for hende hvilke styrke han besad og hvor let han kunne skubbe hende om mens hun selv ikke kunne rykke ham overhoved.

At han faktisk fandt hende smuk vidste hun ikke, hun læste jo ikke hans tanker og ville heller ikke være i stand til det selv hvis hun ønskede det. Hans blik sagde dog vist mere end nok, hun hadede virkelig mænd for disse blikke. Hun var ikke en genstand som de kunne beskue og det nægtede hun at være. Han gav hende i mellemtiden ret hvilket fik hende til at skyde det ene bryn i vejret endnu engang hvor han fortsatte, hun himlede med øjnene over hans selvsikkerhed, det måtte virkelig være krævende at være så irriterende!

Hun havde håbede på at han ville lade hende være i fred, men det var vist for meget at bede om, og snart fulgte han efter hende. Han kom op på siden af hende hvor hun fortsatte uden at gøre mine til at standse ”Undskyldning godtaget, smut så med dig” svarede hun spidst. Hvor længe havde han i sinde at følge efter hende? hun ville jo ikke være i stand til at vende tilbage til slottet hvis han fulgte hende sådan. Hun drejede af vejen og ind i en gyde, men hendes kendskab til byen var ikke særlig stor og derfor stod hun i en blindgyde. Hun sukkede, bed tænderne sammen og vendte sig om.