Et usædvanligt møde

[Mariah Urbram]

HVis ikke man havde et godt familienavn i Det frie Land, ville det være det samme som en man ikke kunne stole på. Mariah var så heldig, at hun havde to gode navne at trække på: Urbram og Verd. hun havde med vilje taget sit gamle navn til sig efter sin mands død, men mange kendte hende stadig som Lady Verd, hvilket ikke gjorde hende synderligt meget. Hun havde bare ikke kunnet præsentere sig som Lady Verd mere, da det havde gjort for ondt i hende. Savnet havde brændt alt for meget.
Alligevel havde hun valgt, at hendes søn skulle have efternavnet Verd. Han skulle være lensherre på et eller andet tidspunkt, over Lenet Verd, så derfor var det mest passende, at han fik det efternavn.
Folk så ligesom skævt til folk uden en god familie. Sådan var samfundet opbygget, sådan havde det været i århundrende, og sådan ville det forblive i endnu flere århundrede, det var Mariah helt sikker på.

Hun nikkede bare til det, han nu sagde. Selvfølgelig udnyttede hun sin kvindelist til det yderste. Nu havde hun jo denne fantastiske gave, så hvorfor ikke bruge den? Den hjalp hende jo kun.
"Min mand gik desværre bort for seks år siden," sagde hun til hans spørgsmål. Hun havde lært at tale om det. Det havde været svært for hende, men nu var det efterhånden så mange år siden, at hun igen kunne snakke om det. Hun savnede ham da stadig, ingen tvivl om det, men hun blev også bare nødt til at komme videre, det vidste hun godt.
Hun havde aldrig rigtigt fået den rigtige dødsårsag af vide. Hun vidste at han døde af en sygdom, men lægen havde ikke villet fortælle hende hvad det var, da hendes mand angiveligt skulle have sagt, at han ikke ville have, at hun skulle vide det. Det havde irriteret hende meget, og det gjorde det da endnu, men der var jo ikke noget at gøre ved det. Hun kunne ikke få det af vide.

Hun lagde godt mærke til hans overdrevne smil, hvilket bare fik hende til at smile.
Det var da tydeligt, at det glædede ham at hans trick havde virket. Men han var nok også sikker på at det havde virket, og det ville ikke komme bag på hende, hvis han havde udført det trick en million gange. Mange af gangene havde han sikkert narret penge fra folk, det ville i hvert fald heller ikke undre hende, da mange gøglere gjorde dette. Det var ligesom deres måde at leve på.
Mariah stod og overvejede lidt, om hun skulle fortælle ham sit navn. Hun kunne godt lide navnet 'hjerter dame', da der var en smule mystik over det, men hun besluttede alligevel at give ham sit navn.
"Mit navn er Lady Mariah Urbram. Jeg er lensherskerinde over lenet Verd," svarede hun med et smil på sine læber.
"Men du må gerne kalde mig Hjerter Dame, hvis det er det, Du ønsker," tilføjede hun så.

[Ramil den Sorte]

Ramil så på den mørkhårede kvinde foran sig med et tænksomt blik, da hun fortalte, at hendes mand var død for seks år siden. Han kondolerede ikke. I stedet kommenterede han bare, måske en smule for ligefremt efter nogens mening: "Det var en skam. De er alt for ung til, at være enke." Han fangede hendes øjne med sit blik. På trods af at han ingen anelse havde om, hvordan det havde føltes for hende at miste sin ægtefælle, og ikke kunne sætte sig ind i hvilken smerte hun havde måttet gennemgå, lykkedes det ham alligevel at illustrere en form for medfølelse med sit blik, hvilket han atter en gang kunne takke sit talent for at spille skuespil for.

Da hun først afslørede sit navn, og derefter hvor hun kom fra, løftede han et mørkt øjenbryn, en smule overrasket. Han havde allerede vidst, at hun var en kvinde med magt, så det var ikke det, der overraskede ham. Selvom han ikke havde været i Det Frie Land ret længe, efter normale standarder, vidste han udmærket at lenet Verd lå oppe nordpå.
"Verd? De er langt væk hjemmefra, Lady," kommenterede han med et let smil på sine læber, og funderede kort over, hvad hendes ærinde her i Kongebyen var, siden hun var rejst den lange vej. Siden hun var lensherskerinde, så var det sikkert i anledning af et eller andet med kongefamilien. Det gik op for ham, at han, frygteligt uhøfligt alt taget i betragtning, ikke havde præsenteret sig selv endnu, og endda havde tilladt sig at stille et spørgsmål lige efter hun havde præsenteret sig. Ikke at det generede ham synderligt.

"Mit," igen gestikulerede han mod sit selv ved at placere en hånd på sin brystkasse "navn er Ramil Rossa. En fortryllelse at møde Dem." Han smilede sødt i et kort øjeblik, inden han iførte sig det mere passende, skæve smil, da hun indikerede, at hun intet ville have imod at blive kaldt ved hans nyopfundne kælenavn til hende. "De kan godt lide det navn." Det var ikke et spørgsmål, og det ulveagtige, selvsikre smil spillede stadig omkring hans læber. "Det er også meget passende, må jeg sige," bemærkede han.

[/i]

[Mariah Urbram]

Det var ikke så ofte at folk kondolerede mere. Langt de fleste vidste at hendes mand var død, det var jo seks år siden. Så derfor gjorde det hende intet, at manden foran hende ikke kondolerede.
I stedet trak hun på smilebåndet af hans ord.
"Tjah. Det syntes min skæbne åbenbart ikke.." sagde hun og trak lidt på skuldrene.
Hun havde ikke regnet med at hendes mand skulle dø, fire år efter deres bryllup. Det var der ingen der havde regnet med, overhovedet. Det havde været et meget stort tab, men som sagt tidligere, så var sorgen skubbet så langt væk nu, at det var til at håndtere. Hun vågnede ikke længere om natten, fordi sorgen skabte en smerte i hende, hun ikke kunne håndtere. hun fik ikke længere tårer i øjnene, så snart hun hørte folk nævne ham. Hun havde haft seks år til at vænne sig til at være alene, og det havde været hårdt, men hun havde vænnet sig til det nu.
Hun kunne godt se en form for medfølelse i hans blik, men det var hun vant til at se ved folk. Selvom de måske ikke længere kondolerede, kunne hun tydeligt se medfølelse i deres blik. Et eller andet sted irriterede det hende. Hun sagde dog aldrig noget til det, for hun vidste at folk prøvede at sætte sig ind i hendes situation, selvom de ikke rigtigt kunne.

Hun kunne se overraskelsen i hans blik, da hun sagde hvor hun kom fra. Det var dog langt de færreste hernede i syden, der anede hvor Verd lå. Der var ikke mange der havde sat sig ind i de mange lener, og hvor lenerne lå. Men det var heller ikke en viden man skulle bruge i dagligdagen.
Hun lyttede til hans ord, og nikkede lidt.
"Det er meget langt hjemmefra. men som lensherskerinde har jeg nogle pligter, der kræver at jeg tager hertil engang imellem. Men så får jeg da en tur ud af det," sagde hun med et smil. Selvom turen var lang, og hun ikke så frem til den, var det nu alligevel rart at komme hjemmefra. Hun fik set andre dele af landet, og hun fik oplevet noget nyt. Det var en dejlig forandring engang imellem.

Mariah kunne godt lide den måde manden snakkede på. Den var anderledes, og alligevel.... spændende. hun hørte normalt ikke folk, der snakkede på samme måde som ham.
"Det er en specielt navn at gå rundt med," svarede hun så. Men det var tydeligt at høre på hende, at hun mente det som noget godt. Hun havde aldrig hørt et navn som hans, og hun kunne faktisk godt lide det. Det var nemlig specielt, men på en god måde.
"En fortryllelse ligefrem," svarede hun med et smil på sine læber. Det var tydeligt at se, at hun godt kunne lide at høre de ord.
"Hjertedame er... anderledes end hvad folk normalt kalder mig. Jeg kan godt lide det," svarede hun så. Hun følte sig mere speciel, når han havde fundet på et andet navn til hende. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun havde bare en følelse af at føle sig speciel.
"Mange tak," svarede hun så, da han sagde at det skam passede til hende. Det kunne hun bestemt godt lide at høre.