Et usædvanligt møde

[Ramil den Sorte]

Det var midt på dagen, og området der udgjorde Handelstrekanten summede som sædvanligt af liv. Ramil havde tilbragt nok tid i byen til at vide, at dette sted var et, hvor der stort set var aktivitet på alle tider af dagen. Som det sociale væsen han var, var han selvfølgelig at finde i menneskemængden. Han havde taget plads på kanten af et springvand, hvor han sad med sin venstre støvlehæl hvilende på det højre knæ. Under hagen, og hvilende på hans højre skulder, var en smuk udskåren violin, og fra den strømmede en munter melodi, som han frembragte ved at stryge buen hen over de spændte strenge. Forskellen på ham og de andre musikanter spredt ud på markedspladsen var, at han tilsyneladende ikke spillede for penge, kun for sin, og andres fornøjelse. Han havde i hvert fald ingen hat eller lignende liggende foran sig, som folk kunne smide mønter i.

Han tilegnede sig en stor del af den summende folkemasses opmærksomhed, som han sad der og spillede. Måske var det fordi hans violin, i modsætning til mange andres, var stemt ordenligt, og derfor lød som den skulle, selvom lakken var lidt slidt og træet gammelt. Eller måske var det fordi, at folk ikke var vant til at se en mand af hans udseende sidde og spille blandt gademusikanterne. Ramils udseende kunne bedrage; hans tøj var rent, ligeledes var hans hud, og det mørke hår var nydeligt strøget tilbage fra hans ansigt, og samlet i en hestehale bag nakken. Hvis det ikke havde været for hans eksotiske hudfarve og de mange smykker, som prydede hans hals, håndled og fingre, så kunne han let have gået for at være en ung købmand af middelklassen. Ja, Ramil tiltrak sig mange stjålne blikke fra de forbipasserende, hvilket han bestemt heller ikke havde noget imod.

[Mariah Urbram]

Efter edsaflæggelsen på slottet og samtalen med prinsessen, var Mariah taget tilbage til kroen, for at skifte tøj. Hun havde intet imod kjolen, men hun brød sig ikke om at have på i længere tid. At mærke buksernes stof smyge sig omkring benene og får håret slået ud igen, var en fantastisk følelse, noget hun havde set frem til i længere tid.
Mariah var ikke en kvinde, som så mange andre. hun gik ikke i kjole normalt, men derimod tætsiddende bukser, skjorter med korset udenpå og støvler. Alt i alt, mindede hendes påklædning om en simpel mands, hvilket mange så ned på. Men Mariahs tøj var lavet præcis til hende, og hun elskede at gå i det. Det var mere praktisk en store kjoler, og opsat hår.
Hun fik ordnet sit lange og krøllede hår, før hun sammen med sin embedsmand, begav sig ned til handelstrekanten. Nu hvor de alligevel var i kongebyen, kunne de ligeså godt udnytte det fremragende marked, der var.

Mariah kunne godt lide det liv, der var på markedet. Handlende der råbte, mennesker der gik rundt og stimlede omkring boderne eller løb omkring.
Mariah og hendes embedsmand gik dog selv stille og roligt, og snakkede og kiggede på boder.
Den smukke lyd af fingernes legen hen over en violins strenge, fangede Mariahs ører, og hun stoppede op og kiggede omkring. Der gik ikke lang tid før hun så hvor lyden kom fra, og hun sagde kort noget til sin embedsmand, før hun forlod ham, og gik over til violinspilleren.
Hun kiggede lidt på ham, mens hun lyttede til hans musik, og et smil kom frem på hendes fyldige læber.
Hun sagde ikke noget, men lyttede bare indtil sangen var slut.
"Du er god til at spille på violinen," sagde hun, og fandt en mønt frem fra den pung, hun havde hængende ved sit bælte. hun kastede mønten ned til alle de andre, som folk havde lagt ved ham.


//Jeg undskylder at det ikke er så langt, det plejer at være bedre, men jeg er en smule distraheret xD

[Ramil den Sorte]

Mens han spillede, så Ramil ikke op. Han lagde mærke til folk, men han så dem ikke i øjnene, han valgte istedet at spille rollen som den ydmyge musiker. Da en slank, feminin skikkelse nærmede sig, blev hans opmærksomhed dog fanget i et par sekunder,og han lod sit blik stryge hen over hende. Det var sikker ikke hendes hensigt, men det var tydeligt, at hun var mere end så mange andre af menneskerne på markedspladsen denne dag. Det var måden hun bar sig selv på, som afslørede hende i Ramils øjne. Han så ikke op på hende da hun nærmede sig for at lytte, men fortsatte blot melodien.

Da den sidste akkord havde forladt instrumentets strenge, så han op på hende, og et livfyldt, afslappet smil prægede hans ansigt. Han satte sin fod ned og lagde violinen fra sig inden han bukkede for hende med en smidig bevægelse. ''Tak, mylady. Enhver musikant sætter pris på at få at vide, at hans anstrengelser bliver anerkendt.'' Ordene rullede let og elegant fra hans mund, og accenten var tydelig. Egentlig var han jo ikke rigtig musiker. I et kort sekund vandrede hans blik fra hende, og hen mod den gruppe, hun tydeligvis fulgtes med.

[Mariah Urbram]

Selvom Mariah gik rundt i simpelt tøj, tøj der ikke egnede sig for en kvinde, var det tydeligt, at hun var en kvinde med penge. Hun udstrålede det ligesom, hvilket hun mange gange havde fået af vide. Hun var en kvinde med magt, mere magt end en kvinde normalt ville have. Det var langt fra alle, hernede i kongebyen, der vidste at hun var lensherskerinde, men det gjorde hende nu ikke så meget. Hun kunne godt lide, at være lidt anonym på den måde. Hun gjorde dog bestemt ikke for at skjule, at hun sad højt i hierarkiet, men hun skiltede heller ikke med det.
Mariah havde kun taget en enkelt embedsmand med denne gang. Derudover havde hun nogle soldater, men dem vidste ikke hvor var, desuden var det ikke dem, hun skulle gå og snakke med. Hun havde nogle ting, hun skulle drøfte med sin embedsmand, og det havde de været i gang med, siden De kom tilbage fra edsaflæggelsen. Der var noget der ikke var på plads, men hun vidste også, at de ikke kunne få det på plads, før de kom hjem. Derfor havde hun valgt at sige til sin embedsmand, at de kunne snakke videre om det senere, og så var hun gået over til musikeren, der spillede så smukt på violinen.

Mariah var en meget selvsikker kvinde. Det kunne man se på hende med det samme. Hun gjorde kun hvad hun selv mente var bedst, hun sagde sin mening, og hun pakkede ikke tingene ind, så de ville gøre mindre ondt. Hvis folk ikke ville høre hendes mening, skulle de slet ikke spørge hende. Det havde hun fået mange verbale tæsk af, gennem de sidste mange år, fordi mange fik ondt i røven, over det hun sagde. Hun var dog ret ligeglad. Hun vidste da godt, hvordan hun skulle begå sig i de forskellige samfund, og hun vidste, at hun skulle gå med forsigtige skridt, når der var andre vigtige mænd til stedet. men ellers var hun helt og holdent den, hun gerne ville være. Hun lavede sig ikke om, for andres skyld.
Mariah kiggede ned på musikanten. Han havde fanget hendes interesse. Hun holdt virkelig af god musik, og man kunne ikke andet end synes godt om det, denne musikant gjorde ved musikinstrumentet. Han havde virkelig spillet utroligt smukt.
Hun hørte hans accent, og det ene af hendes øjenbryn løftede sig lidt.
"Jeg gætter på, at du ikke er herfra?" sagde hun så, og hentydede til hans accent. Hun vidste godt, at folk ofte kom langvejs fra, for at komme til handelstrekanten, men denne musikant havde ligesom fanget hendes interesse.
Hun blev stående foran ham, da hun ikke så nogen grund til at skulle sætte sig ned.

[Ramil den Sorte]

Ved lyden af hendes spørgsmål løftede Ramil næsten umærkeligt det ene øjenbryn, og så hende i øjnene. Hvis han havde fået en mønt for hver gang, han var blevet stillet det spørgsmål... Men det var vel meget naturligt at folk ville vide hvor han kom fra. Tvivlen gjorde dem usikre, hvilket var en ting, han havde lært at bruge til sin fordel. "Dit gæt er ganske korrekt," svarede han blot, og hans ene mundvige vippede opad i et underfundigt smil. Det ville være nærliggende at følge op med at fortælle, hvor han kom fra, men Ramil var ikke en mand, der var specielt forudsigelig. Han ville ikke kunne begå sig i de kredse han kom i, hvis han var.

I stedet for at forklare sig yderligere, tillod han sig at studere hendes påklædning og generelle udstråling lidt nærmere. Foran ham stod en vigtig kvinde. Det var ikke bare den selvsikkerhed, med hvilken hun talte, der gjorde, at Ramil blev klar over det. Hvis han nu virkelig blot havde været en almindelig gademusiker, ville han nok have fundet hendes tilstedeværelse en smule angstprovokerende. "Men jeg kan ikke undgå at undre mig over, mylady, at en kvinde af din stand viser en simpel musiker som mig selv, så meget interesse. Er der mere, jeg kan gøre for Dem?" Et skævt smil spillede sig over hans læber, som han slog gestikulerende ud med den ene hånd. Han klagede bestemt ikke. Ramil elskede al den opmærksomhed, han kunne få. Og så var det egentlig ligegyldigt, om han fremstillede sig selv i et godt eller dårligt lys. "Ønsker hun endnu en melodi? Eller måske at se et korttrick?" Han løftede spørgende et øjenbryn, og fiskede et bundt spillekort op fra bukselommen. Med en behændighed, der tydeligt viste, at det var noget, han havde gjort utallige gange før, blandede han kortene, og spredte dem ud i en vifte i højre hånd. Et let smil hvilede på hans læber, da han så op på hende. "Er De bekendt med den slags?" spurgte han ufarligt, og så afventende på hende.

[Mariah Urbram]

Uvidenhed gjorde ikke Mariah utryg. Det irriterede hende bare. hun vidste, at viden var nøglen til magt. Havde man viden, havde man også magt. Så, hvis der var noget hun gerne ville vide, men ikke vidste, ville hun blive irriteret. Hun havde hurtigt lært, at i hende position, betød det virkelig noget, hvor meget man egentlig vidste. Et smil gled over hendes fyldige læber, da han sagde, at hun gættede rigtigt. Selvfølgelig gjorde hun det.
Hun kunne dog mærke en lille irritation et sted i sit hoved, da han så ikke fortalte, hvor han var fra, men bare gav hende ret. Hun valgte dog at lade være med at sige noget, men ville vente til han selv sagde det. Det gjorde det hele en smule mere spændende. Desuden havde hun ikke travlt.
Selv var hendes accent anderledes, end den man normalt hørte i kongebyen, og i det hele taget nede i syden. hun kom nordfra, og der snakkede de altså en smule anderledes. Det var dog ikke meget anderledes, men man kunne godt høre det.

"Du fangede min interesse. og en Simpel musiker, tror jeg ikke helt på at du er. Dog vil jeg sige at jeg længe ikke har hørt nogen spille så godt på en violin," sagde hun så med et smil. Der var noget over ham, der inde i hendes hoved, ikke sagde simpel musiker. Om det var hans påklædning eller hans instrument - der vidst var forholdsvis dyrt - eller om det var hans accent, det vidste hun ikke. Men en simpel og fattig musiker, det troede hun simpelthen ikke på, at han var. Hun brugte sin praktiske sans til at udelukke at han kunne være en simpel musiker. Hvad han så var, det vidste hun ikke, men hun ville gerne finde ud af det. Han havde fanget hendes nysgerrighed.
Hun lyttede til hans forslag. Hun troede ikke på korttricks, og vidste godt at det bare var den rene svindel, men måske kunne han noget, hun ikke havde set før.
"Prøv at overraske mig," sagde hun så bare, og udfordringen var til at se i hendes øjne. På hendes læber spillede et skævt smil.

[Ramil den Sorte]

"Fangede Deres interesse, siger De? Det er en vane jeg har," svarede han hurtigt. En sådan kommentar kunne meget let opfattes som værende utroligt arrogant, men Ramil formåede at sige det på en måde, så det lød helt naturligt. Han kunne dog ikke skjule sit efterhånden ret selvtilfredse smil. Han lyttede interesseret til hendes stemme, og da hun atter komplimenterede hans spilleevner, lo han lavmælt, og så på hende med et spøgefuldt glimt i sine grønne øjne. "Det er jeg forfærdeligt ked af. Så må De have været udsat for nogle urimeligt dårlige violinister i den seneste tid. Jeg er ærlig talt ikke særligt god," kommenterede han med et muntert smil om læben, alt imens han lod fingerspidserne glide hen over kortene, han holdt i hånden. Det kunne godt være at korttricks var snyd og svindel, men han havde ikke desto mindre tilbragt et godt stykke tid i selvskab med professionelle gøglere. Han havde selvfølgeligt opsnappet et trick eller tre.

"Men De har gjort mig en smule nysgerrig. Hvis De ikke tror på, at musikken er min levevej, hvad tror De så, jeg foretager mig?" Han sendte hende et spørgende blik. Det kunne være et farligt spørgsmål, men der var ingen der sagde, at han skulle røbe sig selv hvis hendes gæt kom tæt på sandheden. Hendes åbenlyse udfordring fik et bredt grin frem på hans ansigt, og han nikkede indforstået. "Jeg skal gøre mit bedste," svarede han. Hurtigt snappede han kortene sammen, og gav sig derefter til at blande dem meget hurtigere end han havde gjort før, kastende et blik op mod hende. Så sænkede han sin anden hånd, og spredte kortene ud foran sig, så de vendte nedad. Han rettede sig op, og rakte kortene en smule hen mod hende. "Meget vel. Vælg et kort. Et hvilket som helst."

[Mariah Urbram]

Et smil gled over Mariahs læber, da manden foran hende, sagde at han havde for vane, at fange folks opmærksomhed. Mariah opfangede det ganske rigtigt, i et kort sekund, som noget arrogant, men smed hurtigt den tanke væk igen.
Hun vidste faktisk ikke hvad, der sådan havde fanget hendes interesse. Til at starte med, var det musikken, men nu var der jo ikke mere musik, så hvis det var det, der havde fanget hendes interesse, kunne hun ligeså godt gå igen. Alligevel blev hun der.
Hun lagde godt mærke til hans selvtilfredse smil, hvilket bare fik hende til at løfte det ene øjenbryn en lille smule.
Hun kunne dog ikke lade være med at trække mere på smilebåndet, da han sagde, at hun måtte have hørt nogle urimeligt dårlige violinister gennem det lange stykke tid, hvis hun fandt ham god.
"Eller så du bare bedre til at spille end du lige går og regner med," sagde hun og sendte ham et lille smil.
Hun vidste, at når der var noget på hendes gods, kom de bedste musikere i hele lenet. Det skulle jo være perfekt, og hun holdt af god musik. Alligevel havde hun aldrig hørt nogen spille violin, på den måde som manden foran hende gjorde det. Det var anderledes, men lød utroligt godt, det måtte hun da virkelig indrømme.
Hun lod blikket falde på kortene i hans hånd. Hun havde ikke så meget til overs for kort svindel, men det kunne da underholde hende, specielt fordi, hun ikke vidste, hvordan det blev gjort. Det kunne virkelig være imponerende, men hun var ikke så dum, at hun nogensinde ville bruge penge på det. Hun vidste at det var snyd og svindel, og at hendes penge ville blive narret fra hende. Men hvis han ville gøre det uden at tage penge for det, ville hun gerne lege med.
Mariah havde set gøglere og havde været udsat for deres mange, flotte numre, og hun havde flere gange som lille, prøvet at finde ud af, hvordan de egentlig gjorde det. Alligevel fandt hun aldrig ud af det, og nu havde hun ligesom opgivet det. Selvom viden var roden til magt, havde hun virkelig ikke det helt store behov for at vide, hvordan man snød folk med korttricks.

Hun lyttede til hans ord og hans fremmede accent. Det var en accent hun kun havde hørt få gange før, og egentlig ganske for nylig, hun huskede bare ikke hvor, og mens hun snakkede med ham, prøvede hun at finde ud af hvor, hun egentlig havde hørt folk snakke sådan. Det var i midlertidigt ret besværligt, da hendes tanker var fyldt med alle de opgaver hun skulle lave, når hun engang kom hjem til sit len igen.
"Se, det har jeg endnu ikke helt fundet ud af. Men hvis du skulle være en simpel musiker, ville du ikke have så smukt og dyrt instrument som en violin. Ikke uden at tjene penge ved siden af," sagde hun med et lille smil.
"Og dit tøj vidner ikke helt om en simpel musiker," tilføjede hun så. Hun ville dog gerne vide hvad han lavede, for at leve, da hun var blevet nysgerrig. Hvad fik ham dog til at sidde her og spille musik, hvis ikke det var hans levevej.
"Men bare rolig, jeg skal nok finde ud af, hvad din levevej er," sagde hun så med et smil på læberne. Hun havde sat sig for at finde ud af det, så selvfølgelig skulle hun nok finde ud af det.
Mariah kunne godt lide at se, at han tog imod hendes udfordring. Mariah vidste, at hun ikke var nem at løbe om hjørner med. Hun var fornuftig, og hendes praktisk sans hjalp hende ofte. Hun vidste dog også, at når det kom til korttricks, anede hun ikke, hvordan det blev gjort, så der kunne man godt snyde hende. Men man kunne ikke få hende til at satse noget som helst. Så dum var hun alligevel ikke.
Hendes øjne fulgte hans bevægelser og så, hvor hurtigt han blandede kortene.
Hun kiggede lidt på kortene, da han rakte dem frem mod hende. Til sidst tog hun fat i et, og tog det op og kiggede på det.
"Hjerter dame," tænkte hun for sig selv, da hun havde set det. Derefter lagde hun det tilbage i bunken.
"Og nu vil du vel finde mit kort igen?" spurgte hun, og et skævt smil prydede hendes læber.

[Ramil den Sorte]

Ramil skævede til instrumentet, da hun kommenterede det, og et kort sekund førte tankerne ham tilbage til den dag, han fandt det. Han kunne ikke have været mere end 14-15 år, da det skete. Det var endnu engang lykkedes Seawolf og hendes besætning at kapre et rivaliserende piratskib, og i kaptajnens kahyt havde han fundet violinen, sammen med en masse andre værdifulde ting. Violinen var det eneste, han selv havde beholdt. Et let smil krusede hans læber ved mindet, inden han så op på hende. "Det kunne være et familiearvestykke," bemærkede han nonchalant med det ene øjenbryn løftet til et omvendt V. Hendes ihærdighed morede ham, og hendes næste bemærkning fik atter smilet frem på hans læber, og han kneb øjnene en smule i, mens han så på hende. "Deres blik er skarpt som en ravns, Lady, det må jeg komplimentere Dem for," lød det ærligt fra ham, inden han fortsatte: "Men sandheden er, at jeg kender en god mand, der gør sig som skrædder. Når han har brug for det, hjælper jeg ham med nogle ting, han ikke selv kan tage sig af. Til gengæld får jeg gode rabatter." Et let tonefald, et ærligt blik. Han havde alle dage været en troværdig løgner.
"Det vil jeg se frem til. De bliver måske overrasket," svarede han med et kryptisk smil, da hun lovede ham, at hun nok skulle finde ud af det.

Hans opmærksomhed vendte atter tilbage til kortene, og et koncentreret blik fulgte hendes hånd, da hun trak et kort. Hun lød ikke videre imponeret, men han var kun lige begyndt. Hans selvtillid fejlede ikke noget, og derfor vidste han på forhånd, at dette trick nok skulle imponere hende. Ved lejlighed brugte han korttricks til at distrahere og fortrylle folk mens han stjal fra dem, eller til at underholde børn. Han smilede hemmelighedsfuldt. "Det er sandt. Men hvordan har jeg tænkt mig at gøre det?" Hans tonefald var retorisk, som han blandede kortene igen, i ny og næ kastende et blik op mod hende.

[Mariah Urbram]

Mariah vidste godt, at det kunne være et familiearvestykke. Det havde hun dog ikke tænkt på, men noget i hende blev ved med at sige, at det var det ikke. Hans levevej kunne ikke være musik. Det var en fornemmelse der sagde det, og hendes fornemmelse tog sjældent fejl.
"Det kunne det sikkert godt, men min fornemmelse siger mig noget andet, og den tager kun meget sjældent fejl," sagde hun. Hun havde lært at lytte til sin fornemmelse i det hverv hun var i. Hun kunne ikke altid spørge sin embedsmænd til råds, men måtte tage nogle beslutninger selv, og så lyttede hun altid til sin fornemmelse.
Smilet på hendes læber blev en smule bredere, da han sagde, at hendes blik var skarpt som en ravn. Det vidste hun godt at det var, og små detaljer forbi. Når man var perfektionistisk som hun var, var hun vant til at lægge mærke til de små detaljer. Det var også en del af hendes perfektionistiske ry.
Hun smilede bare lidt, da han sagde det med skrædderen. Hun kunne da godt tage fejl, det vidste hun godt, men hun var bare ret sikker lige i dette. Hun ville ikke skifte mening, medmindre hun fik direkte beviser for det modsatte af hvad hun sagde. Sådan var hun, og hun hadede virkelig at tage fejl.
"Jeg kan godt lide at blive overrasket," sagde hun bare. Hun havde intet imod overraskelser, specielt ikke hvis det var noget godt. Hun hadede dog uventede overraskelser, sådan noget der altid kom på de dårligste tidspunkter, når hun virkelig ikke havde tid til at tage sig af dem.

Mariah var ikke vældigt imponeret over korttricks. Hun var imponeret over, at nogen folk kunne gøre det, ja, men ikke korttricket. Det var som sagt bare snyd og bedrag.
"Jeg må indrømme, at jeg ikke aner, hvordan du gør det. Det har jeg aldrig fundet ud af," sagde hun og et lille smil kom, frem på hendes læber.

[Ramil den Sorte]

Ramil så interesseret på hende, mens hun forklarede sig, og han måtte indrømme, at det var en intelligent kvinde, der stod foran ham. Hun var ikke en person, der var nem at snyde, og løbe om hjørner med. Han tog dog bare dette som en udfordring. "Det er i sandhed en nyttig evne at besidde," kommenterede han. Det slap ikke forbi Ramils øje, at hendes smil blev en smule bredere ved hans kompliment. Så hun var ikke uimodtagelig overfor den slags. Han skrev sig denne information bag øret, det kunne måske blive nyttigt senere.

Hendes næste ord fik ham til at grine lavmælt, og han sendte hende et beklageligt smil. "En gøglers vigtigste regel er, mylady, at han aldrig må røbe sine hemmeligheder. Hvis han gjorde, ville alle og enhver kunne trylle med kort, og på den måde ville overraskelsesmomentet, som De holder så meget af, forsvinde," påpegede han, og så atter på hende med et mystisk smil. Han trak det nederste kort fra bunken, og vendte det op mod hende. Klør knægts grinende ansigt, en akrobat fordrejet i en umulig position, var sirligt malet på det lille, rektangulære stykke papir. "Er det her Deres kort? Selvfølgelig er det ikke det." Han klukkede lavmælt, som om det var en sjov naragtighed, inden han lagde kortet tilbage i toppen af bunken.

Han trak de næste tre kort fra bunden og afslørede dem for hende. Det første var hjerter es, afbilledet som et farverigt cirkustelt med hjertesymbolet i hvert af hjørnerne. Billederne på de andre var knap så interessante; et af dem var ruder tre, det andet var spar ni. "Ingen af disse er Deres kort," kommenterede han nedtrykt, som om det vitterligt havde såret ham, at han endnu ikke havde valgt det specielle kort fra bunken. Hans panderynken forsvandt dog i det næste sekund, da han fortsatte sine instruktioner. "Hold Deres fingre sådan her." Han formede et 'V' med pege- og langefinger og holdt hurtigt sin hånd op så hun kunne se. "Jeg har tænkt mig at lægge nogle kort i Deres hånd, så hold godt fast på dem," forklarede han, og trak fire kort fra midten af bunken, og holdt dem på en måde så ingen af dem kunne se, hvad de forestillede.

[Mariah Urbram]

"Det er en meget nyttig evne. Specielt i den position jeg sidder i," sagde hun med et smil. Hun sad i en høj position, rimeligt højt oppe i hierarkiet, specielt for en kvinde. Men hun havde været heldig, og hun takkede hver aften Jorunn for sit held.
Hvis ikke hun havde sin fornemmelse, ville hun være utroligt usikker, vidste hun. Hun ville være afhængig af sine embedsmænd, og så ville hun bare ikke være en god leder. En god leder skulle kunne tage beslutninger selv, og det havde hun lært gennem årene. Hun havde været afhængig af sine embedsmænd til at starte med, men var blevet mere og mere selvsikker, og selvom hun stadig spurgte dem til råds, kunne hun sagtens tage sine egne beslutninger nu.
Mariah kunne virkelig godt lide at blive komplimenteret, og det fik altid et smil frem på hendes læber. Det kunne hun ikke skjule. Men hvilken kvinde kunne ikke lide at blive komplimenteret?

Hun lyttede til hans ord, og kunne sagtens forstå det.
"Livet ville ikke være et mysterium uden overraskelser. Hvis man vidste alt, ville livet bare være kedeligt at komme igennem," sagde hun. Det mente hun virkelig, da hun selv mente, at en overraskelse kunne gøre en hel dag bedre. Korttricks og andre gøglernumre var overraskelser, og selvom hun vidste at det var snyd og bedrag, morede det hende nu alligevel. Desuden var dte ofte meget harmløst, noget der bare gav folk et smil på læberne og en bedre dag.
Et eller andet sted, kunne Mariah godt lide mandens mystiske smil. Det fik hende til at blive endnu mere nysgerrig, og gjorde, at hun ville blive stående. Det fangede hendes interesse.
Mariah kiggede på ham med et løftet øjenbryn, da han trak det første kort. Hun skulle til at sige nej, men han kom hende i forkøbet, da han sagde, at dte selvfølgelig ikke var hendes kort. Hvorfor trak han det så? Det forstod hun ikke i rigtigt.
Hun kunne ikke lade være med at smile af hans glade humør. Hans latter smittede, og fik hende til at smile.
Mariah satte den ene hånd i siden, mens hun ventede på, at han skulle trække det næste kort.
Han trak tre kort, og ingen af dem var hendes. Med et smil på læberne rystede hun på hovedet.
Hun gjorde hvad han sagde med sine fingre - dog lidt undrende, da hun ikke helt kunne finde ud af, hvor han ville hen med det.
Hun kiggede på de kort han gav hende, kort hun ikke kunne se, hvilket godt kunne irritere hende en lille smule. Hun ventede dog pænt på, at han ville finde hendes magiske kort, og gjorde bare, som han bad hende om.

[/font]

[Ramil den Sorte]

Ramil havde gættet på, at hun var ét eller andet vigtigt. Men titler og positioner interesserede ham ikke synderligt. Da han kom til Det Frie Land havde han hurtigt fundet ud af, at den slags var vigtigt for folkene her. De havde endda specielle efternavne til mennesker, der ikke var født ind i et såkaldt 'hus' og derfor betød mindre end alle andre. Han tiltalte hende korrekt fordi han havde lyst til det, ikke fordi han følte, han behøvede at gøre det. Hvis han havde mødt hende på sin egen hjemmebane, var det ikke sikkert, at hendes indtryk af ham ville have været ligeså positivt. "Det er måske en form for kvindelist? Deres evne," uddybede han kort, og lagde hovedet en anelse på sned, mens han lyttede til hende.
"Sikke et interessant lille stykke filosofi. Jeg er tilbøjelig til at give Dem ret," svarede han konverserende, mens han betragtede hende holde sine fingre frem. Ramil nikkede godkendende da hun hold sin hånd på den rigtige måde, inden han placerede de fire kort lodret mellem hendes fingre, med billedsiden vendende ind mod hende, så hun kunne se hvad de forestillede, mens han selv kun så bagsiden af kortene. Han sikrede sig at de stod ordenligt, før han slap hendes hånd igen.

Nu var det tid til at begynde på skuespillet. Selvom hun måske kun ville betragte det som værende plat og overdramatisk, var hans erfaring, at hvis han overdrev sine bevægelser blev publikum ikke kun begejstrede (selvom hun måske var en undtagelse til den regel), det hjalp også ham selv. Så derfor lod han som om, hans hænder var dækket af et par handsker, og med en intens mine trak han i det imaginære stof, dog med et bredt smil på læben. Først den venstre hånd, så den højre. Hans øjenbryn var furet af koncentration, mens han tog en dyb indånding. Som om han forberedte sig på at udføre en operation, ikke blot et simpelt korttrick. Han løftede sin pegefinger, og begyndte langsomt at prikke til kortene. Han startede med det, der var tættest på hende. Et efter et faldt de fra hendes hånd, langsomt dalende ned mod jorden. Da der kun var et kort tilbage, så han søgende på hende, ledte efter nogle tegn i hendes ansigt på, at det var det rigtige kort, hun nu holdt mellem sine fingre. Der burde det være - med en hurtig bevægelse snuppede han kortet fra hende, og vende billedsiden om mod sig selv. En elegant, mørkhåret kvinde med de genkendelige hjertesymboler i hvert hjørne. Hjerter dame. "Nå. Er det her Deres kort?" Han talte med en stereotypisk, dyb tryllekunstnerstemme, som han holdt kortet op foran sig.

[Mariah Urbram]

I Det Frie Land, betød familie og rang utroligt meget. Hvis ikke man kom fra et vigtigt hus, var man ikke særligt vigtig. Titler var noget vigtigt, de fortalte om en, og om hvor vigtig man egentlig var.
Når man hørte hendes position, ville man jo straks tænke, at hun var en vigtig person. Hun blev automatisk agtet en hel del højere, end hvis det var en simpel arbejder, der blev talt til.
Men folk med penge og titler, gjorde jo også meget ud af, at man kunne se det på dem. De ville gerne vise, at de havde penge og var bedre end alle andre.
Mariah var dog en smule anderledes. Hun gik i tøj lavet af dyre stoffer, Det var tydeligt at se på hendes hjem, og hun havde altid et følge med sig - i hvert fald det meste af tiden. men hun så ikke sig selv som en der var bedre end alle andre. Hun havde bare været heldig, på trods af, at hun bare var et menneske. hun havde fået midler ikke mange havde, midler der gjorde hendes liv mere komfortabelt at leve. Hun var jo ikke bedre end alle andre, fordi hendes fader var lensherre, eller fordi hun var så heldig at blive giftet væk til en anden lensherre. Hun var bare heldig.
Hun så ikke ned på folk, bare fordi de ikke havde de samme midler som hende. Men hun vidste godt, at hvis man ville noget i livet, skulle man have en titel af betydning. Det var den træls sandhed og virkelighed, ikke noget man kunne gøre noget ved.
"Kvindelist er vel noget alle kvinder har. Det er bare ikke alle der formår at bruge det på den rigtige måde," svarede hun. Hun formåede ofte at bruge sin kvindelist, specielt, hvis der var noget hun ville have, men ellers kunne få. En kælen og fløjlsblød stemme kom man altid meget langt med, havde hun hurtigt fundet ud af.
"Det var noget min mand lærte mig," svarede hun med et lille smil på læberne. Hendes afdøde mand havde virkelig lært hende mange nyttige ting.
Hun gik ikke længere med den ring, hun havde fået på fingeren for efterhånden ti år siden. Hun havde taget den af efter Lensherrens død, simpelthen fordi den mindede hende for meget om ham. Men hun havde den derhjemme, og hun tog den ofte frem for at betragte den. Det var en smuk ring, udformet i guld - det smukkeste ædelmetal man kunne finde - og med en masse fine små udskæringer.
Hun kunne godt lide, at han gav hende ret. Hun elskede at få ret, da det gav hende en lille følelse af magt. Det gjorde hende også altid i godt humør.

Mariah havde lært, at det i visse situationer kunne være fatalt at vise følelser. I det politiske magtspil - et magtspil hun sad direkte i - kunne det være utroligt farligt. Man var nødt til at have en stenmaske på. Man måtte ikke lade folk se ens følelser, da de så kunne gennemskue en. Så da hun fik kortene frem, lagde hun ansigtet i de rigtige folder, så han ikke kunne se, hvad hun egentlig mente. Et lille smil spillede på hendes læber, mens hun lod blikket følge hans bevægelser. Hun lagde godt mærke til sit eget kort imellem dem, han gav hende, men hun lod sig ikke mærke af det. Så ville det hele jo være helt ødelagt.
Mariah forstod ikke, hvorfor det var nødvendigt at spille skuespil på den måde, men hun sagde intet. Det var tydeligvist en del af hans trick, så hun lod ham bare gøre det. Og hun kunne da godt se, at det gjorde det hele en smule mere imponerende, og det fik jo folks opmærksomhed lidt væk, fra det han nu ellers gjorde med kortene. Hun fandt dog hans lille skuespil en smule morsomt.
Hun så hvordan kortene stille dalede ned mod jorden, i en langsom og rolig bevægelse, for derefter at lægge stille på jorden.
Hun fulgte kortenes lille flyvetur ned til jorden, for hver gang han fik dem til at falde.
Til sidst stod hun med det sidste kort, og hun havde godt set, at det var hendes eget. Hvordan han gjorde det, havde hun dog alligevel ikke forstået. Hun blev et kort øjeblik en smule overrasket, da han i sin hurtige bevægelse tog kortet fra hende, og viste hende det.
Smilet på hendes læber blev en smule bredere.
"Imponerende, det må jeg give dig," svarede hun med et smil. Han kunne jo godt regne ud, at det var hendes kort.

[Ramil den Sorte]

Præcis hvor meget, familie betød i Det Frie Land, havde Ramil hurtigt fundet ud af, ganske kort tid efter han var gået i land. Det var en af de første ting, folk spurgte ham om, når han prøvede at finde nogen at rejse med. 'Nå, hvilket hus kommer du så fra, knægt? Vi skal jo vide, om du er til at stole på,' havde han hørt utallige gange, eller noget der lignede. Det var ikke altid at de, der havde hørt hans accent, kunne gætte sig frem til, at han kom fra Fligøerne. Hans egne forældre havde heller ikke været gift, langt fra, men han havde alligevel fået sin faders efternavn, hvilket han flere gange havde været glad for, når han skulle begå sig her i Det Frie Land.

"Men det gør De, er jeg sikker på," konstaterede han, måske en anelse for ligefremt, og det blik han betragtede hende med, kunne let beskrives som værende utilsløret. Da hun nævnte sin mand, strøg hans blik i et splitsekund til hendes hænder, men der var ingen ring at se. Det betød sikkert, at hendes mand var død. Det var vel uhørt i de finere kredse, at man gik fra hinanden, når man først var blevet gift. "Lærte?" spurgte han blot med et let løftet øjenbryn, og hentydede til, at hun havde omtalt ham i datid. Egentlig bekymrede han sig ikke specielt om hendes tab. Folk døde, det var han om nogen klar over. Der var ikke andet at gøre, end at komme videre.

Han grinede bredt, tydeligvis overdrevet tilfreds med sin egen indsats, da hun sagde, hans trick havde været imponerende. Ramil var en smule barnlig på den måde. Han elskede at imponere andre og få ros. Især når det var hans korttricks, der blev anerkendt. "Jeg takker," svarede han med et skævt smil, og bøjede nakken for hende i en lille gestus. Han kastede et blik til siden for at sikre sig, at hans violin stadig lå, hvor han havde efterladt den, inden han så på hende igen.

"Når nu det lykkedes mig at imponere Lady'en, vil hun måske være så elskværdig at røbe sit navn?" For første gang siden hun var kommet hen til ham, rejste Ramil sig op, og så på hende med et blik der tydeligvis fortalte, at han fandt deres samtale ret så underholdende. Eftersom han havde rejst sig op, stod de nu en smule tættere på hinanden, hvilket ikke generede Ramil synderligt. Han kneb øjnene en smule sammen, og så på hende. "Eller skal jeg bare kalde Dem Hjerter Dame fra nu af?" Foreslog han i et legende tonefald.