Fløjtespillerens aftensang

[Patrick Fabian Arc]

Det var ved at blive aften. Solen hang lavt i horisonten, og varmede lige en smule endnu, inden den ville gå ned, og natten fik lov til at køle luften af så den blev sval, så man havde en mulighed for at falde i søvn i disse hede sommerdage. Det røde lys fra solen gav det hele en behagelig stemning og den lette brise fik græsstråene til at danse i det bløde aftenlys. Cikader sang rundt omkring, og nogle enkelte fugle fløjtede deres lille melodi. Bækken klukkede stille rundt i den royale have. Det hele åndede fred og idyl. Alt virkede skønt i haven.

En spinkel tone fyldte luften med sin dejlige musik. En stille melodi blev spillet på en fløjte. Rolig, afslappet og behagelig. En rigtig aftensang. Det var utrolig smukt. Melodien kunne høres vidt omkring, på trods af at den var så stille. Fløjtens toner blev båret med vinden, og hvis man lyttede efter, kunne man høre lidt af musikken helt oppe ved Guldhorn.

På en stor sten ude i et åbent område, sad der en dreng med bar mave og spillede på sin tværfløjte. Fingrene bevægede sig roligt over fløjtens slanke krop, og øjnene var lukket. Han var helt fortabt i sin egen musik, og lagde ikke mærke til noget. Han blev oplyst af den nedadgående sol. De sidste solstråler spillede i hans hår, og hans kinder var røde af varmen. Hans fødder var bare, men man kunne se på fløjten og hans bukser, at han ikke tilhørte en fattig familie. Fløjten var smukt ornamenteret, og var af det sorteste ibenholt. Et smukt instrument, der ville koste mange penge, så hvis han ikke havde stjålet den, måtte hans familie have ret mange penge.

The Evening Song

[William Legan]

Efter en lang dag fyldt med møder og ophidsede samtaler nød William et øjebliks frihed til at gå en tur i haven. Han hørte slet ikke den smukke musik og var blind for skønheden omkring sig, mens han travede næsten militærstil af sted frem og tilbage ad stierne fortabt i sine egne tanker og puslespil. Der var så meget, han skulle have plads til, så meget der skulle puttes ind i hans lille, tykke hoved, og han anede ikke hvordan, han skulle få plads til noget af det. Embedsmænd, ansættelser, ledelse, import og eksport. Det var blot nogle af dagens overskrifter, og han var led og ked af det hele.
Hans lille march førte ned mod det åbne område, hvor drengen sad, og da han kom indenfor synsvidde - fem-seks meter fra ham - stoppede William pludselig overrasket op. For første gang bemærkede han sine omgivelser og den ro, der syntes at herske over området, og hans sind fandt noget lignende fred. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt kun for at lade det slippe i et tungt suk. Det var som om musikken forfriskede ham, og han gik nærmere og slog sig ned et par meter fra stenen på græsset, efter at have set sig om, ingen så en lensherre i så nedladende en position. Men lige nu var William ikke en lensherre, han var bare en stor dreng, og han trængte til at slappe af. Han var langt hjemmefra, langt fra trøstende omgivelser og venlige ord, og han kendte ikke en sjæl i denne by. Fløjtespillet lod ham for en stund glemme alt det og gav ham noget andet at koncentrere sig om.

[Patrick Fabian Arc]

Patrick var fuldstændig optaget af sin musik, og lagde ikke mærke til at en anden var dukket op og sat sig i nærheden af ham. Han åbnede dog øjnene, og fik øje på personen der sad på en sten lidt væk fra ham. Han blev så overrasket at han kom til at puste lidt for hårdt, og en skinger tone afbrød den dejlige musik. Patrick stoppede helt at spille, og sænkede sin fløjte. Han så mistroisk hen mod manden der sad på stenen. Egentlig virkede han mere som en dreng. Han var ikke meget ældre end Patrick. Et par vintre måske men det var så også alt. Han kunne tydeligt se at han havde rige klæder, og altså var af ædel byrd. Ikke ligefrem fordi det var sjældent at han så rige folk med fint tøj. Han skulle jo af og til bringe medicin som han mester havde lavet til forskellige herrer og fruer. Ikke at han brød sig så meget om dem, fordi nogen af dem kunne virkelig være irriterende. Nogen af dem brokkede sig over alt foran ham, og så regnede de med at han forstod hvorfor de beklagede sig, og blot ville give dem ret, men for det meste sagde han, at de skulle drikke eller spise medicinen så han kunne komme tilbage til sit arbejde. Han gad ikke høre på Lady Anna der fortalte om uvorne køkkendrenge og flabede tjenestepiger, eller Lord Theodor om heste opdræt og handelsstrategier. Det var ikke noget som Patrick interesserede sig for. Ikke endnu i hvert fald.

[William Legan]

William smilede venligt, da Patrick slår øjnene op, men den skingre lyd fik ham til at skære en grimasse og trækker hovedet ned og skuldrene op.
"Bortset fra den ene tone lød det helt fantastisk," sagde han så venligt og en smule entusiastisk, selvom han ikke havde ment det. Han fortrød straks sin drengede, overivrige måde at se verden på og havde ønsket, han havde opført sig mere som det han skulle forestille at være, men det var for sent nu, og han kunne kun forsge at redde den. "J-jeg mener, det lød rigtigt godt, du må endelig ikke stoppe!" Han då næsten bedende på Patrick, for alle pligterne og kravene var begyndt at vende tilbage, og han hadede tanken om dem lige nu. Han ønskede bare en pause, var det så meget at forlange? Han ventede spændt på om drengen ville fortsætte eller nægte ham det og overvejede hvad, han skulle gøre, hvis det blev det sidste. Han brød sig ikke meget om at skulle beordre nogen til noget som dette, men han følte lige nu, musikken var så vigtig for ham som den ilt, han indtog.

[Patrick Fabian Arc]

Patrick blev forvirret over denne fremmede dreng. Først udviste han en smule form for barnlighed, hvilket i første ende fik ham til at slappe af, da det ofte ikke var folk med alt for meget magt der var barnlige, men så skiftede han til en mere formel tone. Han kunne ikke lide hvordan han skiftede karakter på den måde, hvilket betød splitelse i sindet. Det gjorde ham mere skeptisk da han så på drengen. Han kunne ikke rigtig finde ud af hvor han havde ham. Han vidste ikke om det var en man kunne have tillid til, eller en der var forræderisk.

Han rejste sig op på sin sten og hoppede ned. "Jeg må hellere se at komme tilbage til mester. Han har ventet længe på sine urter." Han samlede sin tunika op og en lille lædderpung, der indeholdt de urter som han oprindeligt havde været ud efter. Fløjten blev skubbet ned i hans bælte. Han regnede ikke med at skulle spille igen lige forløbig. Det ville være bedre bare at vende tilbage så hurtig så muligt, og så slap han for alt for meget besvær med denne mand. Han begyndte med hurtige skridt at gå tilbage mod Guldhorn.

[William Legan]

William var hurtigt på benene.
"Vent," bad han i samme tone som først brugt, "Undskyld, det var ikke for at skræmme dig, men... men... Arh, undskyld, jeg burde have været høfligere .... hey vent!" Han skyndte sig efter Patrick med sine marcherende skridt og nåede op på siden af ham.
"Vent nu lige lidt," bad han venligt med et lille smil.
Han så ham gemme fløjten væk og ærgede sig meget over tabet, som han følte temmelig kraftigt.
"Din musik er så beroligende!"

[Patrick Fabian Arc]

Han kunne ikke bare fortsætte med at gå. Det ville være uhøfligt, og det virkede til at manden var af ret høj rang, så han kunne nok gøre meget mod Patrick hvis han ikke passede på. Han stoppede derfor op. Han vendte sig mod den ældre dreng, der sikkert også var stærkere end ham. Han havde ikke kunne forsvare sig mod sin storebror, hvordan skulle han kunne forsvare sig mod denne dreng, som virkede til at være vandt til kamptræning, lige som alle andre adelige drenge. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde kun sin dolk i siden, med det sorte ibenholt skæfte. Han kunne generelt godt lide ting af ibenholt. Ibenholt havde sådan en smuk sort farve, og det kunne poleres så flot så det lignede næsten en onyx. Smukke sorte ædelstene. Eller det kunne ligne obsidianer. Sorte sten, der næsten var lige som glas. Han ville gerne eje en obsidian. De skulle kunne holde onde ånder væk, og beskytte en mod lynild.

Han så lidt rundt over sine skuldre, inden han igen vendte sit blik mod drengen. "Jamen, mester venter på mig. Jeg burde have været tilbage på Guldhorn for længst, ellers sender han mig bare ud på ærinder hos Lord Theodor og Lady Anna." De to havde tit nogle problemer som alkymisten skulle kurere. Lord Theodor var en mand der havde fået ødelagt ryggen og døjede med smerter, men der var aldrig noget i vejen med Lady Anna. Hun lod kun som om hun var syg. Patrick vidste det, men det gjorde ikke Lady Anna mindre irriterende at snakke med. Hun var forfærdelig. Mester havde sagt at hun bare skulle have noget der kunne smage som medicin, men ikke gjorde noget, måske noget opkvikkende så hun fik lidt mere energi, så det var ofte noget med honning (Patrick elskede at spise noget af det når mester ikke så det), lakridsrod og pebermynte. Lady Anna elskede pebermynte, så hvis miksturen lugtede af pebermynte drak hun det grådigt, selvom Patrick altid sørgede for at advare hende om at hun ikke skulle drikke for meget, selvom han vidste at det kunne ville give hende alt for meget energi, og så ville hun nok have svært ved at tro at hun var syg, hvis hun var så frisk, men man vidste aldrig med Lady Anna.

[William Legan]

William var glad for, han stopped,e og han sendte et forsonligt smil.
"Jeg er sikker på, at hvis du siger til din mester, jeg har opholdt dig, så vil han ikke sende dig nogen steder ... JEg skal endda gerne gå med dig og forklare det for ham, hvis du blot vil spille lidt for mig. JEg har meget i tankerne og trænger virkelig til at slappe af og har aldrig mødt noget som din musik, der kan få mig til det," sagde han hudløst ærligt og så oprigtigt på PAtrick. Der var intet snobbet lensherre eller rigmand over ham lige nu, kun en sårbar, udmattet knægt med rander under øjnene og et udmattet udtryk i sine unge øjne.
William havde ikke meget forstand på alkymi og mediciner og havde aldrig selv haft brug for dem, og han vidste heller ikke det var det, PAtrick arbejdede med, men han følte sig desperat efter at beholde den anden hos sig og lytte lidt mere til musikken, bare et par minutter for at slappe af. Der var sjældent nogen, der nægtede ham noget, men han ville ikke blive vred, hvis drengen valgte sin mester frem for en fremmed.

[Patrick Fabian Arc]

Patrick så sig lidt nervøst omkring. Han vidste ikke helt hvad han skulle. Hvis han nægtede kunne drengen måske få sendt ham i gabestokken, og det ville kun besudle sin og sin families ære. Ikke noget han var ude efter. Han ville så vidt som muligt slippe for vanære, men hvis denne dreng ikke var så magtfuld, så ville han have svært ved at overtale mester til at lade ham slippe for at gå de forfærdelige ærinder, men hellere gå trættende ærinder end at blive vanæret besluttede han sig for.

"Kun i et lille stykke tid. Jeg har ikke så meget tid." Han havde nok haft rigelig med tid, hvis ikke han var blevet afbrudt, men nu hvor der var andre, fik han hurtig travlt. Han vidste jo ikke om drengen ville ham noget ondt. Han var altid meget skeptisk hvad der angik fremmede folk. Det havde været noget andet med mester. Hans mor havde stolet på ham med det samme, så derfor havde Patrick også stolet på mester lige med det samme.

Patrick lod tunikan hvile over hans skulder, og lædderpungen med urterne blev sat fast i bæltet, inden han trak tværfløjten fri og satte den for munden. Han blæsede prøvende et par toner, inden han spillede den samme melodi igen. Den samme behagelige lyd, og det fik også Patrick til at slappe lidt af igen. Det skulle nok gå tænkte han. Mester kunne nok godt forstå.

[William Legan]

William smilede lettet og taknemmeligt til ham, da han indvilgede i at blive et øjeblik, og straks musikken flød, begyndte hans tanker igen at spredes, og han fordybede sig i musikken med stor nydelse. Det var ikke for at skaffe drengen i problemer, og han mente virkelig, han ville gå med ham og forklare for hans mester hvorfor han var forsinket, hvis drengen ville tillade det.
For William var det ikke så meget et spørgsmål om at stole på drengen, men blot om musikken. Han var ikke vant til at kunne stole på ret mange alligevel, og en mand uden betydning havde han slet ikke overskud til at tage stilling til lige nu. Han følte dog en vis godhed for knægten, der vist var samme alder som ham selv, og han ville nok snart begynde at blive mere nysgerrig omkring ham, når først musikken stoppede. Mest fordi han havde efterkommet hans ønske om at spille lidt mere.

[Patrick Fabian Arc]

Patrick spillede på fløjten, og tonerne var rolige og alt virkede som om det blev spillet i legato. Hans fingre gled over hullerne på fløjten og lukkede dem for at ændre lyden på tonen, så han kunne spille melodien. Han havde næsten lyst til at danse til melodien, men det ville se dumt ud, hvis ikke han havde begge hænder fri. Han kunne nemlig ikke kun imponere folk ved at spille på sin fløjte, men han kunne finde ud af at danse. Han kunne lave flotte opvisninger alene til noget musik.

Efter et stykke tid stoppede han på en lang dyb tone. Man havde haft en fornemmelse gennem stykket af en blid aftenbrise der smøg sig om armen, den synkende røde sol i horisonten, de blinkende stjerner der begyndte at dukke op i øst, månens blide skær og den sænkende ro over verden. En rigtig aftensang. Ikke en vuggevise, men dem kunne han også en del af. Vuggeviser var også dejlige at lytte til. Også nogle der kunne berolige en.

The Evening Song

[William Legan]

Og William var virkelig beroliget. Hans anstengte ellers så spændte skuldrer var faldet på plads og gjorde ondt i musklerne, og hans ansigt var afslappet, hvilket desværre kun gjorde randerne under hans øjne tydeligere. Han havde tydeligvis ikke fået meget søvn og var i en halvforfæærdelig tilstand, der burde være synlig for enhver. Den unge lensherre sad vågen det meste af natten og arbejdede alene, og dagens timer blev brugt på alverdens bekymringer og problemer. Ikke et liv for så ung en mand, men fløjtespiller havde beroliget ham, og han sukkede, da det stoppede, og så på den unge mand.
"Tusind tak, det var lige hvad, jeg trængte til." Et smil krusede hans læber, et oprigtigt og taknemmeligt et. Han bemærkede også omgivelserne; vinden, solen og månen, der var kommet frem som en bid af sig selv; en svag streg på himlen som et sygt smil, der lyste svagt ned over dem.
En vuggevise havde nok fået den unge lensherre til helt at falde i søvn, og han ville nok have insisteret på, drengen kom for at spille for ham hver eneste aften, da han havde søvnproblemer. Selv nu overvejede han om han mon kunne få drengen i sin tjeneste, men han var så modvillig i forvejen, det nok ville blive så svært. Alligevel havde William aldrig mødt nogen, der kunne berolige ham så nemt med musik.
"Skulle jeg tage med og forklare for din mester?" spurgte han venligt, "Nu jeg har opholdt dig, eller er der en anden måde, jeg kan takke dig på for din hjælp?" spurgte han i sit gavmilde hjørne med et oprigtigt smil og blik.

[Patrick Fabian Arc]

Han skubbede fløjten på plads i sit læderbælte, og tog sin tunika som han trak over hovedet igen. Det var ved at blive små køligt, efter at man havde siddet i solens varme og nu hvor skyggerne var ved at tage til, og luften blev lidt køligere, føltes det en smule koldere end det egentlig var. Hans hud var stadig meget varm. Man ville kunne mærke varmen meget tydelig, fordi han havde siddet længe i solen den dag. Han var ikke blevet solbrændt, men varmet godt og grundigt igennem. Denne sommer ville virkelig give ham en solbrun hud. Det ville virkelig være tydeligt at han havde opholdt sig meget udendørs.

Han så lidt på den unge fyr. Han virkede træt. Meget træt og udslidt. Måske kunne han ikke sove. Mester havde hvert fald noget der så kunne hjælpe. Ingen tvivl om det. "Jeg håber du kan få mester til at forstå. Han kan være noget striks" Han begyndte straks at gå med raske skridt mod Guldhorn igen. Selvom fyren sagde at han ville kunne snakke med mester, så var Patrick langt fra sikker på at det ville virke, så det var bedre at komme tilbage til slottet hurtigst muligt. "Vi skal hen til østtårnet. Vi bor oppe i østfløjen." sagde Patrick, men kiggede ikke på drengen. Han ville bare af sted. "Kan vi ikke snakke om det når vi kommer tilbage? Jeg har virkelig travlt." Han vidste ikke hvordan fyren ellers skulle takke ham, end ved at sørge for at mester ikke ville gøre noget ved ham, som han ikke ville kunne lide, som at gå med medicin til Lady Anna.

[William Legan]

William fulgte hurtigt med drengen i sit militærtempo og bemærkede godt den solbrændte, varme hud, da han dækkede den til. Selv havde han ingen tålmodighed for at blive brun, selvom han var ude en del, og han afklædte sig aldrig udendørs. Han er kun let gylden efter sin barndoms mange timer i bar overkrop i haven, men han gør det ikke mere; han er blevet for gammel til den slags.
"Det skal jeg nok få ham til at forstå," sagde William selvsikkert. Det var ikke hver dag man blev opholdt af en lensherre, og William var sikker på, han ville kunne overtale mesteren, om ikke med andet, så med størrelsen af sin pung.
"Okay, vi må hellere få fart på så." HAn satte farten yderligere op. Han håbede, drengen kunne følge med, for han kan selv gå meget stærkt - tydeligvis - og han er frisk på lidt motion efter at have siddet begravet i møder hele dagen. Det er også lang tid siden han har været til fods.

[Patrick Fabian Arc]

Han gik egentlig bare hurtigt, og han skulede stadig lidt skeptisk til drengen, der tydeligt var i langt bedre form en Patrick var. Patrick var absolut ikke i dårlig form, fordi det krævede af og til hårdt arbejde. Alkymi bestod ikke kun i at lære noget, og så blande lidt blade og vand, men man skulle finde planterne, og måske plante dem, og det kunne sagtens være meget hårdt, og så krævede Lucas altid den evindelige våbentræning, hvilket han ikke ligefrem syntes var særlig underholdende, men Lucas mente at den var vigtig, fordi hvordan skulle hans lillebror ellers kunne klare sig i Kongebyen, hvis ikke han kunne håndtere et våben, men på trods af storebroderens forsøg på at lære ham noget med våben, virkede han stadig uduelig.

Da den anden dreng satte farten op, blev Patrick næsten nød til at småløbe for at holde trit med ham. Han skulede igen lidt til drengen. Skulle han absolut gå så hurtigt? Jo, han havde travlt, men de skulle heller ikke løbe. Guldhorn kom tættere på, og efter endnu et stykke tids tavs gang nåede de helt hen til borgen. Patrick havde ikke snakket med drengen mens de gik. Hans tanker var mere fokuseret på hvad han skulle sige til sin mester.

Patrick bevægede sig hen mod østfløjen, men døren gik op, og der stod hans mester. Han virkede ikke særlig tilfreds. "Du kommer for sent Patrick." Hans stemme var rolig, men meget bestemt. "Undskyld mester, men..." "Ingen undskyldninger unge hr. Arc!" Det var tydeligt at Patrick ikke kunne sige noget der kunne formilde sin mester, og Patrick sænkede blikket.