On A Visit Again

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra ankom ved Lord Ardyns len endnu engang. Hun havde ikke rigtig tal på, hvor mange gange hun efterhånden havde været her. Var det tredje eller måske fjedre gang? Enten om det var det ene eller det andet, så glædede hun sig, hvilket hun havde gjort hver gang. Det var muligt, at hun endnu ikke kendte så meget til Lord Ardyn, som hun havde fundet ud af hed Zarv, så følte hun et sted, at hun alligevel kendte ham bedre, end hun kendte nogen anden. Hun slappede af i hans selskab. Hun tænkte på ham hver dag. Hun følte altid en enorm glæde, hver gang hun kiggede på ham. Og så fik han hende til smile. Hun smilte selvfølgelig ikke så bredt, at hendes smilehuller blev afsløret. Hun havde gjort tankerne, om han mon var prinsen, som hun drømte om om natten.
Nogen troede, at hun besøgte ham af medlidenhed, fordi han havde mistet sin familie og var ensom. Hun gjorde det, fordi hun havde lyst til det. Hun kunne lide Zarvs selskab, og hun kunne lide ham. Det var nok den vigtigste grund til, at hun gerne ville tilbringe sin tid sammen med ham.

Hun ankom på sin sorte vallak. En stalddreng tog i mod hende og hendes hest. Den samme stalddreng, som de andre gange. Hun hilste på ham og stak ham en pose gulerødder, som han skulle give hendes hest, når han havde noget tid til det. Hun havde opdaget, at han havde et specielt venskab med hendes hest. Derefter bar hun en taske op til hoveddøren, hvor en tjener modtog hende og bar hendes taske for hende.
Hun blev ført til et kammer, hvor hun kunne klæde om. I dag havde hun valgt en mere afslappet kjole. En rød kjole, hvor hun havde en hvid trøje på inden under. Hun fik ingen hjælp, da hun ikke ønskede det. Hun lagde sit ridetøj sammen og ned i tasken. Hendes hår var opsat, som altid. Da hun var klar, blev hun ført til en opholdsstue for ventende gæster, mens hendes ankomst blev annonceret. Hun takkede tjeneren og blev ladt alene. Hun gik hen til vinduet og kiggede ud.

[Zarv Ardyn]

Zarv vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv for tiden. En ung kvinde ved navn Cassandra havde flere gange været på besøg i hans len og han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre ved hende, da hun både gjorde hans hverdag bedre og anderledes, men samtidig fik hans dårlige humør frem i en værre tilstand når hun så endelig gik. Han hyggede sig faktisk med hende, selvom hans tanker stadig lå på hans dybe had til stort set alt andet. Hun havde endnu ikke fået ham til at grine sådan som han havde været i stand til før.. Uheldet, men han smilte meget mere end normalt, og det var forvirrende for hans embedsmænd, men Zarv var egentlig lidt ligeglad. Cassandra var der en gang imellem og det skulle hun bare have lov til.

I dag kom hun igen på besøg, og Zarv havde klædt sig i en mørk rød skjorte samt et par mere fine bukser og nogle glanspolerede sko, samt en fin jakke uden over. Skægget havde han i den sidste tid ladet gro, fordi han ikke havde haft lyst til at fjerne det, men det lettere krøllede hår var som altid sat op. Da Cassandra blev annonceret, rejste han sig fra sin stol i kontoret, hvor han indtil nu havde siddet med noget papirarbejde. Han tjekkede grundigt efter om der var kommet noget blæk på enten hænder eller tøj og da han kunne erkende, at det var der ikke, gik han stille og roligt til opholdsstuen, hvor hun stod i en rød kjole og så ud af et vindue. Zarv trådte ind i lokalet og gik hen ved siden af hende. "Vær hilset, frøken Cassandra," hilste han, mens han stirrede ud af samme vindue som hende.
"Har De haft en god rejse hertil?" Lød hans spørgsmål. Zarv vidste at han inderst inde tænkte på om hun havde haft problemer under rejsen, men han ville ikke spørge om det på den måde.

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra fik et mindre chok, da der blev talt til hende, hvilket fik hende til spjætte svagt.
Hun havde været langt væk i sine egne tanker. Hun havde dagdrømt om de grønne enge og rideture, og så havde der vist også være en mild regn. En dag ville hun gerne danse rundt i regnen. Hun ville gerne prøve det og se, hvordan det var. En sommerdag med let regn. Hun havde forestillet, hvordan hun havde drejet rundt om sig selv med armene ud til siderne.
Hun vendte sig og kiggede på vedkommende, som nu stod ved siden af hende, og et smil bredte sig på hendes læber. ”Lord Ardyn.” hilste hun og nejede svagt. Hun nejede ikke helt så formelt, som der måske blev forventet af hende, men hun fandt det ikke nødvendigt. Og hvis Zarv ikke fandt det helt passende, så måtte han rette på hende. Hendes far havde gjort det uden tøven, og sikkert ved at sende en af hans mange blikke. En svag gysen gik gennem hende, da hun tænkte på sin far. Der ville nok ikke gå længe, inden han ville hente hende.
Hun kiggede ud af vinduet igen, da hun svarede på hans på spørgsmål. ”Det var en stille og rolig tur. Og vejret var også fint under hele turen.” svarede hun med et svagt smil. Solen havde skinnet. Og hun havde ikke mødt nogle forhindringen på vejen hertil. Så turen havde mindet om de andre ture. Stille og rolig.
Hun vendte sig igen mod Zarv og betragtede ham. Hun opdagede, at han havde fået skæg. ”Deres skæg klæder Dem.” komplimenterede hun og mente det skam. Det fik ham til virke anderledes, han lignede nemlig ikke helt den mand, som han havde gjort sidste gang, hun havde været her. Og underligt nok så glædede forandringer hende.