Fløjtespillerens aftensang

[William Legan]

William kunne godt se, PAtrick have svært ved at følge med, men han ville gerne have ham hjem i god behold, og det kunne kun vække mesterens velvilje at drengen lød let forpustet.
Som han var han stille under hele rejsen og undrede sig kun over hvad, han mon tænkte om William.
Da de nåede frem og mesteren kommer ud og skænder på Petraick, træder William frem med et let buk.
"Jeg er bange for, det er min skyld, din lærling er forsinket, mr.. Han har været optaget af et ærinde for mig, og jeg påtager mig det fulde ansvar," sagde han med en voksen og myndig stemme, der tilhørte en meget vigtig mand. Han var pludselig ikke nogen ung dreng mere, men til fulde lensherre Legan, og hans blik var venligt, men alvorligt.
"Jeg er parat til at yde erstatning for den tabte tid med din elev," fortsatte han med et roligt smil. Ud fra Williams udseende og pludselige myndighed er det tydeligt, han ikke er nogen hr. hvem-som-helst, men en fornem herre af større betydning, og han håber bare, det er nok til at formilde mesteren, selvom han naturligvis er klar til at give sig til kende hvis det skulle være nødvendigt.

[Patrick Fabian Arc]

Det var tydeligt på Patrick at han ikke troede på at det ville virke på nogen måde. Han var allerede klar til at modtage sin straf hvis det blev nødvendigt. Han havde forventet noget værre, måske en lussing. Han havde af og til fået en på skrinet, når han ikke havde været særlig lydig, og var kommet alt for sent, men aldrig mere end en lussing om dagen. Han var en meget mild mester i forhold til så mange andre, der gav deres elever tæsk, selvom de ikke havde gjort noget.

Hofalkymisten målede drengen der stod ved siden af Patrick med øjnene. "De skuffer mig Lord Legan. De burde vide bedre end at lade ham sidde og drive hele eftermiddagen væk." Det var tydeligt at se at hofalkymisten kendte til drengen, som var Lord Legan. Patrick løftede forundret blikket op og så på Lord Legan. Var det virkelig lensherren Lord William Legan? Havde han spillet fløjte for en lensherre, mens han kun var i arbejdsklæder? Hen blev pludselig meget mere forlegen, og vendte blikket ned mod jorden igen. "Jeg skal sørge for drengens oplæring, og hvis jeg ikke gør det får jeg Aisha Grindelock på nakken! Nordens berømte alkymist! De har ikke noget de kan give mig som erstatning på den forsømte tid Lord Legan. Det arbejde han skulle have været igennem må han gå igennem nu, og så må han vente med maden." Det var tydeligt at hofalkymisten ikke ville modsiges. Patrick så bare ned i jorden og tænkte at han havde regnet det ud. Han ville ikke slippe for sin straf.

[William Legan]

William kunne se, Patrick var resigneret med sin straf, men han ville ikke acceptere det. Selv følte han det dog som om han havde fået en ørefigen, men han lod som ingenting og beholdt blot et nonchelant udtryk.
"Han har bestemt ikke drevet eftermiddagen væk!" insisterede han hårdt, "Han har gjort tjeneste for mig!" Så Patrick var i lære som alkymist. Det kunne bruges, tænkte han snu.
"Jeg har haft meget søvnbesvær på det seneste, og din elev har været så venlig at forsøge at hjælpe mig. Det endte med, vi tog hertil sammen, så han kunne være sikker på, han gjorde det rigtige i sin vejledning," sagde han, og grundet sin usædvanlige opvækst med en lyvende og snydende far, var han en afsindigt god løgner. "Jeg er ikke selv så velbevandret indenfor alkymiens verden og aner ikke, om der overhovedet er noget at gøre ved den slags, men din elev mente, der var noget, I sammen kunne gøre for at hjælpe mig, og selvom jeg var lidt modvillig først, er jeg her nu ... Så kan I hjælpe mig?" Hans stemme var fast og myndig, hans blik hårdt og utålmodigt, og han betragtede mesteren med slet skjult utålmodighed. Et gamble. Hvis mesteren ville, kunne han straffe drengen, det var William godt klar over, men han kan ikke lade være med at have lidt dårlig samvittghed over at have opholdt drengen.

[Patrick Fabian Arc]

Han undrede sig utrolig meget over det som Lord Legan sagde. Løg lensherren til hans fordel? Det havde han aldrig troet. Lensherrer var da altid ærlige? Det virkede forkert, men Patrick sørgede for at se så upåvirket ud som mulig. Hvis det blev afsløret at lensherren løg, så ville det bare gå ud over Patrick. Han vidste godt at han skulle sidde med knurrende mave i et stykke tid ligemeget hvad. Enten indtil han blev færdig med det mester havde pålagt ham, eller indtil mesteren fik medlidenhed med sin lærling. Lige nu kunne han kun håbe på at det ville virke.

Hofalkymisten så lidt fra de to unge drenge. Der var egentlig ikke ret stor aldersforskel på dem, men deres status var meget forskellig. Han ville nok blive nød til at stole på lensherren, selvom han ikke altid stolede på sin elev. Han havde godt nok hørt om Lord Legans søvnbesvær, men han var ikke blevet kontaktet før om det, så han havde ikke gjort noget ved det. Han havde godt nok lært sin elev lidt om søvndyssende planter, men ikke nok til at lave et effektivt sovemiddel, kun en søvndyssende te, hvilket i begyndelsen burde være nok.
"Lad mig så høre Patrick. Hvad havde du tænkt dig at gøre ved Lord Legans søvnproblemer." Hofalkymisten lagde sine arme over kors og så skeptisk hen på sin elev, men Patrick havde hurtigt gjort sig klar til sådan et spørgsmål, hvis han skulle præstere med en god løgnhistorie som lensherren var startet på. "Baldrian te, mester." Svaret kom hurtigt og præcist. Mesteren nikkede anerkendende. Det var et middel som han selv ville have brugt i situationen. Hvert fald til at begynde med. "Godt godt. Så må du jo hellere komme i gang." Hofalkymisten vendte rundt på sine hæle og gik ind i østfløjen igen.
Patrick så på lensherren. "Tak for hjælpen Lord Legan." Han bukkede kort og smilede lidt til lensherren, hvilket han indtil nu ikke havde gjort.

[William Legan]

((Gah undskyld så mange gange for det længe ventede svar, nu skal jeg nok forsøge at tage mig mere sammen D: ))

William så ikke en gang på Patrick, mens han fortalte løgnen. Han var alt for sikker på, drengen ikke ville afsløre ham, hvilket måske skyldtes hans endnu unge alder.
Mens han afventede alkymistens respons, samlede der sig dog en lille knude i hans mave. Han var ikke vant til at lyve, især ikke for ærlige folk, men det her var hans rod, og han var nødt til at rette op på det. Han ahvde opholdt lærlingen uden tanke på drengens problemer, og at Patrick så selv havde siddet og spillet i forvejen, da han ahvde fundet ham, var lige nu ude af sind.
Da spørgsmålet faldt til drengen, vendte lensherren roligt blikket mod ham. Svaret kom promte, og William var tilfreds. Ingen afsløring, præcis som forventet, og han så igen mod mesteren og nikkede accepterende til ham, før han valgte at gå. Blikekt gled tilbage på Patrcik, og stivheden og det resignerede i hans blik forsvandt igen. Et smil strakte sig skævt på hans læber, ved det korte buk og det pludselige smil. Jaså, han havde altså været ugenkendt? Han havde haft en ide om det, selvom der var en del, der ville genkende ham og alligevel behandle ham som skidt grundet hans fars omdømme. Han var dog glad for, det ikke var tilfældet med Patrick.
"Tænk ikke på det, så meget skyldte jeg dig!" sagde han blot og slog takken hen med endnu et smil. "Desuden slår det to fluer med ét smæk for mit vedkommende."