For snakes among sweet flowers do creep.

[Patrick Fabian Arc]

Solen varmede allerede kraftigt, og den var knap nok stået op. Luften bølgede varmt over græsset, der groede tæt op af en lille bæk der snoede sig gennem den kongelige have, og sten i forskellige størrelser lå ved bredden til bækken. Det var et perfekt tidspunkt at jage slanger. Stedet kunne ikke være bedre. Slangerne skulle varmes op efter natten, og sten ved en bæk, hvor der også var vand, var meget lokkende for slanger, og især nu, så tidligt om morgenen, mens der ikke færdedes særlig mange folk, der kunne være farlige for dem, selvom der var mange mennesker, der var meget bange for slangerne.

En ung fyr med en kurv på ryggen og en gren i hånden, hvor enden var tvedelt gik meget stille hen mod bækken, og hans blik fór opmærksomt rundt på bredden, for at se efter trætte slanger, der måske var i gang med at fordøje nogle mus, frøer eller lignende.

Han fik øje på en brun slange med et sort mønster ned over den slanke krop, med to store buler, som tydede på et stort måltid, inden for kort tid. Den slange ville ikke få brug for mad i utrolig lang tid. Med en hurtig og øvet bevægelse, placerede fyren sin gren mellem den første knude og hovedet, inden slangen nåede at reagere, og den begyndte at vride sig hidsigt frem og tilbage. Fyren tog en sten op fra bredden, og slog slangen kort over hovedet, og den lå stille efter en smule mere vriden. Fyren tog slangen op og lagde den i sin kurv, og fortsatte sin jagt. Han fik fat i en slange mere, på præcis samme måde. Det var en brun slange med et gulgrønt mønster på hovedet.

[Amelia Sommer]

Amelia befandt sig i Kongehaven, selvom det nu ikke var sikkert, at man faktisk kunne se, at hun var der, fordi hun gemte sig blandt de mange grønne blade, som der befandt på stedet. Hun syntes faktisk, at haven var et meget smukt sted. Det var også det mest perfekte sted at opholde sig om natten, hvis man havde brug for fuldstændig ro omkring sig. Nede i byen var der altid aktivitet også om natten. Det var mere de lyssky folk, som var aktive, når mørket var faldt på. Hun var en af dem. Hun stod stod nok øverst på listen over folk, som var eftersøgte. Det gjorde hende dog ikke særlig meget, fordi hun havde stået der de sidste tre vintre, så hun havde vænnet sig til det. Men sådan var det, når man var leder af et tyvelav.

Hun var klædt i brune, tynde bukser, støvler og en mørkegrøn, langærmet trøje og et brunt korset. Det var god beklædning i nattens mørke, hvor varmen fra forlod sine omgivelser. Men når solen først begyndte at stå op ude i horisonten, så blev det ulideligt og varmt. Det var dog ikke grund nok til, at hun valgte at skifte, og hun havde alligevel ikke tøjet til det. Livet, som tyv var ikke let. I hendes bælte kunne hendes ene kniv tydeligt ses. Det var dog ikke det eneste våben, som hun havde på sig. Der var en del knive mere, som var gemt rundt omkring.

Amelia befandt sig godt skjult oppe i et af træerne, da hun så en knægt kom gående med en kurv på ryggen og en gren i hånden. Hun betragtede ham nysgerrigt. Hun undrede sig over, hvad han lavede herude. Og så tidligt på dagen. Hun fulgte ham med øjne. Da han begyndte at bevæge sig væk fra træet, kravlede hun ned og skyggede ham fra jorden.
Slanger? Hvad skulle han dog med dem? Hun fulgte ham lidt endnu. Da han havde fanget en slange mere, valgte hun at konfrontere ham. Hun trådte ud fra buskene, så han også kunne få øje på hende. ”Hvorfor går du og samler slanger ind?” spurgte hun nysgerrigt, men venligt.

[Patrick Fabian Arc]

Patrick vendte sig hurtigt om da der var en der talte til ham med en blid stemme. Han kunne ikke lide det. Han havde straks lagt en hånd på sin dolk, der havde et flot ibenholtsskæfte, der skinnede sort i det tidlige morgenlys. De to slanger lå bevidstløse omme i hans kurv. Den var ikke særlig stor, men han skulle heller ikke bruge mere end to til fem slanger, så egentlig kunne han bare vende snuden hjemad nu. Mester ville ikke blive så glad, fordi det ville være bedre hvis han kom hjem med fem, fordi så viste han at han ikke var doven, men hvis han nu ikke kunne anskaffe mere end to slanger, så kunne han jo ikke gøre noget ved det.

Der var en tydelig mistro i hans ansigt, og det var tydeligt at han ikke stolede på kvinden foran ham over en dørtærskel. Hendes klæder var ikke fine, men heller ikke pjaltede. En af den lave middelklasse, eller en i den høje del af underklassen. Hendes tøj virkede mere som arbejdsklæder end rigtige kvindeklæder. Hvem var denne underlige kvinde der bare havde sneget sig efter ham? Ikke en der virkede tillidsfuld. Mere en lyssky person, men en tyv kunne det da ikke være. Hun virkede til at være i for godt stand, eller var hun? Skinnet bedrager, var der et vist ord der sagde. Han stod bare og betragtede hende og trådte et skridt tilbage, væk fra denne mystiske person.

Han trådte lige endnu et skridt tilbage, men stenen han trådte på var glat og den vaklede. Stenen skred ud og landede i den klukkende bæk med et lille plask, og Patrick snublede bagover, og prøvede at få fodfæste, og han prøvede at støtte af med sin gren, men ligemeget hjalp det. Han faldt i bækken med et lidt større plask. Slangerne i kurven, der var bevidstløse, tumlede ud af kurven og lå på en sten i en lille bunke, hvis man kunne kalde to slanger oven på hinanden i et kryds med bugen opad en bunke. Patrick sad i det kølige vand og var godt og grundig våd, men han tog sig ikke af det. Det skulle nok tørre i løbet af dagen, men han var hurtig efter sine slanger som han fik skubbet på plads i sin kurv på ryggen igen. Hans hår dryppede lidt af vand, og hans lette og tynde tunika klistrede til hans krop, der hvor den var blevet våd. Han var gået barfodet ud efter slangerne, så han skulle ikke bekymre sig om fodtøjet, men hoserne var helt gennemblødte.

[Amelia Sommer]

Amelia betragtede vedkommende, da han vendte sig om. Han var lidt yngre, end hvad hun havde forestillet sig første gang. Hun ville have forslået 18 vintre, men hun reducerede det til omkring de 15/16 vintre. Han så ikke ud til at være meget ældre. Og hun kiggede selvfølgelig ikke på hans højde, men hans ansigt. Han havde stadig nogle barnlige træk, selvom man godt kunne se, at han var ved at blive voksen. Hun havde altid været af den mening, at højden godt kunne snyde, fordi hun var selvom omkring halvanden meter, hvilket gjorde, at folk troede, at hun var yngre. Men så de godt efter og glemte hendes højde, så ville de også kunne se, at hun var voksen.
Hun betragtede drengen og overvejede et øjeblik, om han var Edsvoren. Det var de fleste respekterede folk. Hun var selvfølgelig ikke en af de respekterede, så hun var ikke Edsvoren. Hun levede i en lidt anden verden, som så mange andre.

Hun havde skam lagt mærke til mistroen fra drengen, men hun gjorde intet træk til, at hun ville trække sin egen kniv. Hun blev pænt stående, hvor hun stod, mens hun betragtede drengen med muntre øjne. Havde hun ville gøre ham noget ondt, så havde hun allerede gjort det, mens han ikke havde lagt mærke til hende. Det ville have været så let. Men drengen havde intet at frygte fra hendes side.. endnu.
Hun ville have råbt en advarsel, da drengen trådte endnu et skridt tilbage, men hun nåede det ikke, og drengen endte i vandet. Et lille smil bredte sig på hendes læber. Hun kunne ikke lade være med at more sig en smule over drengens tilstand. Det var ikke tit, at hun fik lov til at opleve, at folk var en smule kluntede. Kun børn, og dem brød hun sig ærlig talt ikke rigtig om.

Hun betragtede drengen, mens han baskede slangerne ind i kurven igen. Hun nærmede sig bækken og drengen en smule mere, men holdt sig på en passende af stand af ham. Han havde jo ingen tillid til hende og ville have angrebet hende, hvis det ikke havde været for, at han var faldet i vandet. Og hun ville ikke give ham en overlegen mulighed for at slå hende ned, men hun ville heller ikke virke truende på nogen måde.
”Det eneste, som bider her er slangerne.” sagde hun og pegede på en sten længere langs bækken. En slange havde gjort sig det magerligt og lå helt stille. ”Og du kan være ganske rolig, jeg vil dig intet ondt.” Hun sendte drengen et forsigtigt smil.

[Patrick Fabian Arc]

Patrick sad stadig nede i bækken, men fik hurtig bakset sig op på benene, og vaklede nogle skridt tilbage, så han fik en behagelig afstand til den fremmede. Han havde stadig sin hånd på sin dolk, og den anden var besat af sin slangefangerstav. På trods af hendes blide ord var han stadig meget skeptisk, men han var en smule mere rolig, fordi hun var jo ikke faldet over ham, så hvis hun ville ham noget ondt, så ville hun nok vente med det lidt endnu. Det virkede til at han ville være i sikkerhed et stykke tid endnu. Måske var hun meget flink. Hun var en lille smule lav. Han ragede allerede over hende, og han kunne se at hun var ældre end ham. Man kunne næsten se erfaringerne malet i hendes ansigtet. Ikke at han kunne tyde det, eller læse det ud af hendes hænder, men der var nok en som kunne gøre det. Godt nok var han ikke Edsvoren, men han havde overvejet det, men alligevel besluttet sig for at lade være.

"Slangerne bider kun, hvis man er dum," sagde han med en utrolig ro. Han havde håndteret mange slanger i de halvanden år han havde befundet sig i syden, og han vidste at en slange ville aller helst stikke af, end at bide et menneske. Han udsatte sig selv for en enorm fare ved netop at angribe slangen, men han havde så småt ret meget øvelse, så han behøvede ikke længere alle de beskyttende lag for at fange slanger.

Han regnede med at kvinden nok ikke faldt ham i ryggen lige med det samme, men han var stadig meget skeptisk. Han havde også fået øje på slangen, der lå og solede sig længere henne, og at den ikke var stukket af endnu, betød at den lå og fordøjede en masse. De var meget lettere at fange. Han vendte sig mod slangen, og fangede den på samme måde som de andre to. Grenen mellem hovedet og en mus, som lå i maven på den, og et hurtigt slag over hovedet med en sten, og så op i kurven til de andre.

Da han var færdig, vendte han hurtig sin opmærksomhed mod kvinden igen. Han turde ikke lade hende stå uden for meget opsyn alt for længe. Mennesker var oftere meget farligere end disse slanger. Det var ikke en gang sikkert at de alle tre var giftige. Han var sikker på den ene, men de andre to var han i tvivl om. Derfor skulle han også samle flere op. Hvis de fire af dem ikke var giftige kunne de ikke bruges, men så længe den ene var giftige, så var det en god fangst.

Han overvejede om han skulle sige hvorfor han fangede slangerne. Hvis han kun sagde halvdelen af sandheden, så ville hun nok være tilfreds. Han håbede på at hun ikke ville kræve et mere beskrivende svar. Han sagde: "Jeg fanger slangerne, fordi mester har bedt mig om det." Hans mester havde bedt ham om det, så de kunne udtrække giften og begynde på at prøve at lave nogle modgifte mod slangernes bid. De var ikke dødeligt giftige, men de kunne give nogen meget irriterende bivirkninger, som for eksempel midlertidig lammelse, hvilket absolut ikke var sjovt. Han havde fanget en af dette eksemplar af slanger. Den Gulplettede Hejresno. Den havde intet at gøre med hejren, fordi det var mere hejren der var dens fjende end slangen var hejrens.