Wander Around

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra befandt sig i Tornskoven. Alt var grønt og blomstrede, og hun kunne slet ikke få nok af den smukke skov. Hun var iført et par brune bukser i tyndt stof og en rød trøje, som havde knapper for oven, hvoraf den øverste var åben. På fødderne havde hun sine støvler. Hun var altid iført bukser, når hun var ude og ride, hun sad nemlig med et ben på hver side af hesten. Lige nu befandt hun sig ikke på hesten, men hun trak den ved sine tøjler. Hun kunne ikke rigtig styre hesten, mens hun betragtede de grønne omgivelser, der var alt for meget, som hun gerne ville se. Hesten ved hendes side var en vallak, som var fuldstændig sort.
Vallakken slog svagt med hovedet og prustede. Den stoppede. Cassandra betragtede den med roligt blik. Hun grinede lidt over den. ”Så, vi skal holde en pause? Helt i orden med mig.” sagde hun til hesten og så sig om. Hun fik øje på et væltet træ, som kunne bruges, som siddeplads. Hun trak vallakken hen til træet og bandt den til et træ. Hun satte sig på det væltede træ og fortsatte med at betragte omgivelserne. ”Der er smukt her, Knight.”
Hvorfor hun befandt sig her midt ude i en skov i vesten, når hun normalt befandt sig nordpå? Hun ville ikke gå i vejen for sin kusine, som havde en del gøremål hver dag. Og så var hun blevet enig med sig selv om, at hun ville se noget af landet, som hun ikke havde set. Hun var ikke kommet særlig tit ud, fordi hendes forældre havde holdt hende hjemme.
”Det er næsten, som i bøgerne, men her er meget smukkere, end jeg nogensinde kunne forestille mig.” sagde hun og kiggede op mellem kronerne på træerne. Hun fik øje på de hvide skyer på himlen. Her var rart.

[Zarv Ardyn]

Det var ikke meningen at han skulle ud, men nu gjorde Zarv det alligevel fordi han ønskede at den hingst han havde fået for to vintre siden, skulle have det godt og få nok motion. Det var den daglige ridetur, og selvom Zarv ikke brød sig videre om den, skulle det gøres. Desuden havde de begge to godt af noget luft, lige meget hvor lidt Zarv så brød sig om at indrømme det.
Så nu red han afsted i den flotte, farverige skov med et bistert udtryk i ansigtet. Han havde en pæn, blå skjorte af bomuld på, og hans bukser var et par fine ridebukser, hvor bæltet også sad med det sædvanlige, simple, og dog pæntsmedede sværd hvor hans slægtsnavn var indgraveret.

Han havde også lenstegnet, men det sad på noget af hestens sadeltøj. Bare så man kunne se hvem det var man havde med at gøre. Zarv var alene, men han var ikke en bange mand. Han vidste at folket nok ville lade ham være, når han gjorde sit og lod dem være. Sådan havde han det også bedst, for så slap han for at skulle snakke med dem.
Han havde været ude i et stykke tid, da hans hest pludselig virkede lidt anderledes i sit adfærdsmønster. Som om der var noget andet herude. Zarv så sig omkring med et hævet øjenbryn og til sidst faldt hans blik på en skikkelse og en anden hest længere fremme. Under normale omstændigheder ville han være ret ligeglad, men nu var det ikke alligevel sådan. I spontanitet, red han frem til hende i travgang og så på hende med samme hævede øjenbryn.

Han så også lidt undersøgende på hesten. Den var pæn, en vallak, helt sort og dens udstyr så også udmærket ud. Det kunne godt tyde på at den pæne unge kvinde var af god stand og derfor sendte han hende et høfligt, men noget køligt smil.
"Vær hilset. Hvad laver en ung kvinde som Dem helt alene, herude i Tornskoven?" Spurgte han med en kortfattet gestus med øjnene mod omgivelserne. Han præsenterede sig ikke, af den simple grund at han ikke tænkte over det. Zarv var vant til at alle alligevel kendte hans navn i denne omegn.

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra havde kastet sin kærlighed på en blomst, som havde sin plads ved siden af det væltede træ. Hun sad og betragtede den smukke blomst. Hun havde ingen tanker om at plukke den. Hun ville lade den blive her i skoven, hvor den kunne få lov til at leve længe og dø, hvorefter der ville komme endnu flere smukke blomster næste år. Hun overvejede et øjeblik, om hun skulle planlægge en tur til næste år, men lagde det hen. Hun vidste ikke, hvordan det så ud om et år. Og hun turde næsten ikke tænke på det. Det gjorde hende i et dårligt humør. Og nu var hun ude for at slappe af.

Hun kiggede op på sin Vallak, da den prustede. Lidt efter hun hørte hun hove. Hun rejste sig op og fik øje på en rytter, som var på veje i hendes retning. Det fik hende til at tænke på den forladte kvinde, som var faret vild ude i skoven. Og ude i skoven havde hun mødt denne fremmed mand, som havde reddet hendes liv. Det var selvfølgelig noget, som hun havde læst. Og situationen var på ingen måde den samme, fordi hun var ikke faret vild, og hun skulle ikke reddes. Hun havde mad, vand og et kort på sig, så hun kunne finde tilbage igen. Det havde sine fordele af have en guvernør, som gerne lærte alt fra sig. Og da guvernøren havde lært at læse kort fra sin mand, så havde hun også lært børnene det, fordi de havde været nysgerrige. Et savn ramte hende, da hun tænkte på sine brødre.

Cassandra betragtede hesten og manden, som ikke var særlig langt fra hende mere. Hendes øjne blev hængende lidt længe ved manden. Han var en veludseende mand. Hun havde det lidt, som om man havde taget ham ud af en bog. Der gik lidt tid, før hun betragtede hesten og fik øje på lenstegnet. Som mange nok ikke forventede, så kunne hun kende de fleste lenstegn fra hinanden.
”Vær hilset, Lord Ardyn.” hilste hun, mens hun nejede yndefuldt for manden. Hun havde nejet, siden hun kunne gå, så det lå naturligt til hende. Og det så ikke engang kluntet ud, fordi hun ikke havde nogen kjole på. Hun rettede sig op igen og betragtede igen manden. ”Jeg betragtede Deres skov. Jeg havde hørt mange historier om skoven og tænkte, at jeg ville se, om nogen af disse historier passede.” svarede hun på hans spørgsmål og sendte ham et varmt smil. Dog ikke så bredt, at det afslørede hendes smilehuller. Hun havde altid fået at vide, at det ikke var kønt.

[Zarv Ardyn]

Zarv anså det som om, at kvinden havde styr på tingene, da hun adresserede ham ved både rette titel og navn. Han bøjede hovedet let i sadlen som svar på hendes yndefulde nejen, før han lyttede til hendes forklaring omkring hvorfor hun egentlig var her. "Ah," sagde han blot med en ugennemskuelig grimasse. Det var altid her samtalerne blev akavede. Zarv var ikke glad for denne skov, for det var kun nogle få kilometer fra den, at hans familie var blevet slagtet nådesløst. Tanken om at han havde ansvaret for den og resten af lenet var ubærlige taget i betragtning at det var Pontius der burde have fået lenet, når Fader var gået bort.. Ordentligt, ikke sådan en brutal død som han havde gennemgået.

Zarv sad af hesten uden nærmere tankegang, så de var på lige fod - Han var dog stadig en del højere end hende med sine 190 centimeter. "Jeg er sikker på at nogle af historierne vel nok er sande, mens andre er overdrevne," svarede han en smule tørt mens han slap tøjlerne på sin hingst så den kunne gå frit. Den var trænet så den behøvede ikke stå bundet. Et enkelt fløjt var nok. "Hvilken ung frøken har jeg så æren af at møde?" spurgte han i et forsøg på at være bare en smule mere afslappet i det. En af tjenerne havde forleden dag nævnt at det nogle gange virkede bedre hvis man talte mindre stivnakket til folk, men han var ikke sikker på om han kunne få fjernet den stadig meget kolde, kyniske, bistre grimasse der nærmeste permanent sad i ansigtet på ham.

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra betragtede Ardyn med et undrende blik, da der ikke rigtig kom nogle ord fra ham, da hun roste hans skov. Mange ville have sagt tak eller fortalt, hvor stolte de var over skoven og dens skønhed, men der kom intet fra ham. Ingenting. Det kom lidt bag på Cassandra, det måtte hun indrømme. Det var ikke det, som hun havde regnet med. Hun ville, hvis skoven havde været hendes, selv have været stolt over skoven. Hun ville besøge den hver dag og betragte dens skønhed, fordi hun ville sikkert aldrig blive træt af den. Årstiderne skiftede jo, og skoven ville sikkert ikke ligne sig selv, som året i forvejen. Hun slog et blik rundt på de mange grønne blade. Så smukt.

Hun betragtede Ardyn, da han steg af hesten. Hun kom i tanke om ting. Ikke særlige behagelige ting. Hun slog tankerne bort. Det var ikke noget, som hun skulle tænke på nu. Men hun mindes godt, at hun havde nogle ting om lord Ardyn og hans elendige humør. Om det var sandt? Det var noget, som hun muligvis ville finde ud af i dag. Hun forestillede sig lidt, at man bare skulle trænge gennem overfladen, og så ville der gemme sig et helt andet væsen på indersiden. Sådan var det hvert fald i mange bøger. De iskolde folk, som var de mest barmhjertige folk på indersiden.
”Jeg tror, at det kommer an på, hvis øjne man ser det med, herre.” sagde Cassandra, da Ardyn mente, at nogle af historierne om skoven kunne være overdrevne. Hun synes på ingen måde, at de var overdrevne, hun syntes faktisk, at de var meget rammende. Eller der var måske en historie eller to, som hun kunne komme i tanke om, som måske overdrev en lille smule.
”Cassandra Elena Urbram, kusine til Lady Mariah Urbram.. eller Verds, som hendes mand hed.” præsenterede hun sig selv, da hun blev spurgt. Hun gad ikke til at opdigte et navn. Og desuden, så var det en lord. Hun respekterede dem nok til, at hun ikke ville lyve.

[Zarv Ardyn]

Zarv lagde godt mærke til frøkenens undrende blik, der blev sendt til ham og han hævede kort et øjenbryn, mens han steg af hesten. Hendes ord fik ham til at nikke, for han vidste allerede nu, at hendes syn på Tornskoven var en del mere positiv end hans var. Hvad end det var, så var det lige meget. Hans mening kunne ikke ændres, der var sket for grimme ting i verden.
"Det kan De have ret i," mumlede han med et lidt nedslået blik, før han så hende i øjnene, da hun præsenterede sig selv. Et høfligt smil dukkede op igen, da han, som det var meningen, tog forsigtigt fat i hendes hånd og gav den et kys på håndryggen. Han havde igen hørt at dette virkede positivt på kvinder og derfor gjorde han det. Skulle han blive til grin, så gik det nok. De var alligevel kun to herude.

"Det er mig en ære at møde Dem, frøken Cassandra," sagde han, hvorefter smilet forsvandt. Han stod nu lidt og vidste ikke helt hvad han skulle sige. Faktisk havde han en mindre lyst til bare at sige farvel og gå, men det ville nok ikke virke helt så pænt, selvom hun langt fra var af helt samme stand som ham. Og dog. Han anså slet ikke sin lensherre titel som værende noget særlig gyldigt. "Lady Mariah Urbrahm.. En ganske udmærket lady, at have som nabo-lensherskerinde," konstaterede han pludselig mens han så lidt ud i luften, som om han syntes den var meget interessant. Det gjorde han egentlig ikke, men han vidste ikke helt hvad han ellers skulle se på, for Cassandra ville sikkert føle sig noget begloet hvis han stirrede sådan på hende.

[Cassandra Elena Urbram]

”Og det kommer nok også an på, hvad man synes, der er smukt.” sagde Cassandra og sendte Ardyn endnu et smil. Hun syntes, at skoven var smuk, men hun syntes, at alle ting var smukke bare på hver deres egen måde. Hestene var også smukke på hver deres måde. Hendes med den sorte pels. Ardyns med den rødbrune pels. Ardyn selv var også smuk, på den maskuline måde selvfølgelig. Der var nok ingen mand, som ville finde sig i at blive kaldt feminin. Og så var der hende selv, hun havde fået at vide, at hun var smuk, men det var selvfølgelig ikke hende, som give en bedømmelse på det, men hun kunne lide sig selv, som hun var, hvilket var det vigtigste for hende.

Cassandra måtte igen betragte Ardyn med et overrasket udtryk, da han tog hendes hånd og kyssede den. ”Uhm..” var lige det første slap over hendes læber. Det kom lidt bag på hende. Hun havde prøvet det før, men alligevel så virkede det anderledes. Hun havde læst denne slags scener rigtig mange gange i bøgerne. Og det var selvfølgelig aldrig, som man forventede det ville være, i virkeligheden. ”Glæden er på min side, herre.” sagde hun så med et varmt smil, da hun igen havde fået en smule samling på sig selv igen.

”Hun er også en udmærket kusine at have. Jeg opholder mig i øjeblikket hos hende.” forklarede Cassandra med forsigtigt smil, som denne gang virkede en smule sørgmodig. Hun valgte at kigge til siden og betragtede et træ i det fjerne. Hun foldede sin hænder foran brystet på sig selv. Den ene af hendes hænder klemte lidt hårdt om den anden. Ubehagelige tanker havde ramt hende. Hun forsøgte at kaste dem bort, men af en eller anden grund, så ville de ikke give slip. Hun vidste faktisk ikke, hvorfor hun syntes, at Ardyn skulle vide, at hun opholde sig hos sin kusine.

[Zarv Ardyn]

Hvad man ikke skulle have troet om Zarv var, at han syntes at fægtning var smukt. Selvfølgelig skulle det være på den ædle manér. Ikke ligesom hvis der var krig, krig var en grim ting. Det havde han selv set og følt. Han var ikke kommet igennem krigen for 11 vintre siden uskadt, det var der nok ingen der var. Pontius havde dog været heldigere end ham. Indtil overfaldet.
Zarv hævede et øjenbryn ved Cassandras overraskede udtryk og han havde på fornemmelsen at han måske var lidt gal på den. Men det var vel okay, når hun ikke begyndte at skælde ud eller pludselig gik.

Zarv så tilbage på Cassandra forklarede at hun boede hos sin kusine i øjeblikket, og da han så det sørgmodige blik, følte han sig igen akavet. Han vidste ikke hvad han skulle sige til det. Var det dårligt at bo hos Lady Mariah? Han vidste det ikke selv, for han havde aldrig snakket med kvinden.
"Og det er en god ting eller en dårlig ting?" Spurgte han uden at tænke videre over, at han egentlig snagede lidt. Han fandt det ubehageligt og skyndte sig at få det ud af verden.
"Åh, jeg beklager nysgerrigheden. Sådan plejer jeg ikke at være," udbrød han lidt forlegent, før han begyndte at se væk igen. Det var meget underligt, det her.

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra kiggede tilbage på Ardyn, da han stillede hende et spørgsmål. Hun var ved at overveje det, da han Ardyn undskyldte. Hun sendte ham forsigtig smil og sagde, ”De behøver ikke beklager Dem. De er i deres ret til at være nysgerrig. Vi er alle nysgerrige på den ene eller den anden måde.” Hvor den forklaring kom fra, var hun ikke sikker på, men den gav ganske god mening. Hun var jo selv nysgerrig omkring Ardyn, og hvem han enlig var. Han kunne være mange ting. Han kunne være den gode eller den onde. Han kunne være morderen, men han kunne også være den, som fangede morderen. Hun kendte intet til ham, så hun ville ikke kunne svare på det. Men hun håbede da, at hun kunne få svarene på det. Han var en ganske interessant person.

”Man kan se det på begge måder.” svarede hun så på hans spørgsmål, ”Men jeg har nogle problemer med min egen familie i øjeblikket, hvilket var grunden til, at jeg tog hjem til min kusine. Og hun har ladet mig blive ved hende et stykke tid.” Problemer nok så meget sagt, fordi det eneste problem, som der var, var hendes far. Han var det eneste problem, som hun havde. Og hun var sikkert også et problem i sin fars øjne. ”Jeg er meget glad for, at Lady Mariah ikke valgte at smide for porten, da jeg dukkede ved hendes dør.” Hun havde håbet på, at det ikke ville ske. Men nu var hendes kusine og hende også meget gode venner, så håbet havde ikke været forgæves. Hendes kusine havde budt hende velkommen med åbne arme.

[Zarv Ardyn]

Zarv kunne føle sig mere rolig da Cassandra forklarede at han ikke behøvede beklage sig. Så betød det at han ikke havde jokket i spinaten. Han anede ikke hvor nervøsiteten kom fra, for normalt var han egentlig meget ligeglad med sit ry, der i forvejen var ret.. Mørkt. At han så tydeligvis ikke var ligeglad i denne situation, var lidt forvirrende, men han genvandt hurtigt de bistre holdning, der før var forsvundet et kort øjeblik, fordi han tydeligvis ikke var vant til at føre en længere samtale med en næsten fremmed kvinde. Han sagde intet til hendes ord og stod blot tavs, som altid.

Så svarede hun på hans spørgsmål alligevel, selvom han ikke havde forventet det, og samtidig fortalte hun ting, han ikke selv kunne drømme om, at fortælle til nogen, havde han været i samme situation."Aha. Problemer kommer og går, men det er da bedre end at de slet ikke er der," konstaterede han en smule bittert. Han ville langt hellere have et lag tæv af Pontius end at Pontius skulle dræbes. Men sådan var det jo bare.
"Men det er da godt at lady'en tog imod Dem og ikke bare sendte Dem væk," mumlede han så, da hun forklarede at hun var glad for at hun ikke var blevet smidt på porten.
Zarv kunne godt mærke et stik af jalousi ved det faktum, at Cassandra havde en familie og vel på en måde tog den for givet.

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra betragtede Ardyn med et meget forvirret blik, da han forklarede, at det var bedre, at der var problemer, end at de slet ikke var der. Det kom vel meget an på, hvilke problemer man snakkede om. Hun kunne godt undvære det problem, som hun havde med sin far. Andre problemer, som hun havde mødt, havde ikke været nær så stort et problem. ”Jeg må så erklære mig uenig med Dem i dette tilfælde. Fordi jeg ville ønske, at jeg ikke havde dette problem.” forklarede hun så og gned sine fingre mod hinanden. Hun havde et sted lyst til at lægge en hånd på hendes kind. Hun huskede kun alt for godt de mange slag, som hun havde fået.

Hun smilede svagt. ”Ja, jeg er meget taknemlig. Man kan ikke ønske sig nogen bedre kusine. Eller nogen bedre veninde.” forklarede hun. Man kunne virkelig fornemme på Cassandra, at hun elskede sin kusine. De havde været to piger, mens der var havde været fire drenge. Fætter og kusiner. Og da Mariah og Cassandra begge havde haft en stor kærlighed til bøger, så var de meget hurtigt blevet gode venner. Og med årene var de kun blevet endnu tættere knyttet til hinanden.
Hun betragtede Ardyn lidt og hans bistre udtryk. Hun havde faktisk lidt ondt af manden.

[Zarv Ardyn]

Zarv måtte blankt indrømme at han slet ikke forstod Cassandras syn på det. Han ville hellere end gerne have problemerne, men så igen, man ville først forstå hvad man før havde, når man mistede det. Han rystede lidt på hovedet over det, men måtte bare se det i øjnene; Ingen var kunne muligvis være i samme situation som han var nu. "Nej, naturligvis ikke. Jeg skal heller ikke stå og bedømme Deres problemer," svarede han blot med endnu en beklagelig hovedrysten. Han ville ikke til at gøre dette til en diskussion, selvom det allerede var ved at blive til én. Diskussioner var ikke til nogen nytte, man kom alligevel ikke videre af dem.

Igen følte Zarv at han fik mentale slag, for da Cassandra fortalte om sin kusine i rosende ord og nærmest strålede over det. Igen, det med familier og hvordan verden blot gik videre i sin gang selvom han ingen havde og bare var komplet alene. Zarv forsøgte at overbevise sig selv om at det blot var egoistisk tankegang, at han skam nok skulle klare sig, men han faldt tilbage på den lidt ynkelige vogn hver gang.
"Ak, ja.." sagde han bare, igen med det bitre smil, før han så sig lidt omkring. Det var vidst ved at være på tide at komme hjem..

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra smilede til Ardyn ved hans ord. ”Nej, det kan De vel have ret i. Og så vil jeg ændre mit tidligere svar og sige, at jeg vil give Dem delvist ret. Der er nogen problemer, som jeg foretrækker frem for andre, og dem, som jeg kunne leve foruden.” rettede hun sit svar, da hun havde tænkt lidt over det. Livet var fyldt med problemer, som man skulle tage hensyn til. Nogen af dem var sværere end andre, men det hele kunne heller ikke være let, som en leg. Selv i bøgerne måtte hovedpersoner bekæmpe deres problemer, før de kunne få en lykkelig slutning. Om hun selv nogensinde ville komme af med sit problem? Det regnede hun da med, fordi hun forventede ikke, at hendes far valgte at leve evigt.

Hun betragtede Zarv og tænkte. Hun kunne fornemme, at deres veje snart ville skilles, men hun ønskede ikke, at det ikke var sidste gang, at de så noget til hinanden. ”Jeg tænkte..” begyndte hun, men stoppede lidt sig selv. Men hun valgte at fortsætte, fordi nu havde hun alligevel åbnet munden og var begyndt. ”Jeg tænkte, om jeg en dag måtte se deres len? Altså ikke, fordi jeg ville invitere mig selv forbi.. eller sådan.. men du.. De virker bare.. som en.. altså jeg vil gerne træffe Dem igen, hvis det er muligt.” Hun kludrede lidt mere i sin forklaring, end hvad hun havde regnet med. Det var længe siden, at det var sket, da hendes ord altid havde været velovervejet. ”Altså, hvis De ikke har noget i mod det.” Hendes kinder blev en smule rødere, og hun så forlegen ned i jorden.

[Zarv Ardyn]

Det gjorde det hele lidt lettere at bære, da Cassandra gav ham en smule ret. Der var vidst noget de godt kunne være enige om og han nikkede derfor villigt.
"Det kan jeg godt være enig med Dem i. Jeg har det selv ligeså," svarede han med endnu et af sine brødbetyngede smil, før det meget hurtigt forsvandt igen. Ikke at han var spor bange for at smile, nej, der var bare ikke rigtig noget at smile over udover det gode vejr selvfølgelig. Det var bare ikke nok grund for den bitre herre.

Han skulle til at byde hende en god rejse og sadle op, da hun begyndte at snakke igen, denne gang med en yderst hurtigt påtaget nysgerrighed, og han vidste ikke helt hvad han skulle sige til forslaget. For Zarv føltes det ikke som noget uhøfligt eller slemt at hun spurgte om hun måtte se hans len. Hun virkede som en nysgerrig frisk ung kvinde, og han ønskede ikke at blive uvenner med hende, blot fordi hun klunsede lidt i sine ord.
"Jo, ja, jamen, det kan skam godt arrangeres. Hvis De ønsker det, kan jeg personligt vise Dem rundt i dag. Jeg har ikke så mange planer for alligevel," svarede han en smule forvirret.

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra lagde godt mærke til smilet, som Ardyn havde et kort øjeblik. Det klædte ham. Han burde smile noget mere. Det gjorde ham faktisk også mere tiltrækkende, hvis man tænkte lidt over det. Hun smilte selv en del, men ikke så bredt, som hun gerne ville. Men når man havde fået banket ind i hovedet, at smilehuller ikke var pænt. Og når man ikke var særlig gammel, så gjorde man sit for at undgå at smile for bredt.
Det glædede hende også, at de var enige om noget. Hun var ret glad for, at hun havde valgt at ændre sin sætning.

Hun ventede lidt i spænding på Ardyns svar. ”Virkelig?” spurgte hun lidt hurtigt og måske en smule ivrigt, da hun fik et svar. Et svar, som kom en smule bag på hende. Hun havde regnet med, at hun kunne møde om nogle dage, men ikke med det sammen. ”Jeg mener; Det vil glæde mig, hvis De vil det.” rettede hun sig selv og lod mere nede på jorden igen. Hun kom til at kigge ned ad sig selv og opdagede lidt, at hun ikke havde nogen kjole på. Hun var ikke sikker på, hvor vidt hun kunne møde op på hans len i bukser. Hendes far ville hvert fald være skuffet over hende.