Running Away

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra sad på sin sorte vallak med et ben på hver side af hesten. Hun havde aldrig brudt sig om at sidde på hesten med begge ben på den samme side, hun følte ikke, at hun havde balancen til det, og så gik det også alt for langsomt. Så hun var i ført et par bukser. Hun havde vandtætte ridestøvler på fødderne, hvilket var en meget god ting at have, når der lå en del sne, hvilket der oftest gjorde her i norden, men i øjeblikket var det sommer, så der lå ikke noget sne. Hun havde en trøje på overkroppen, som var stoppet i bukserne. På hendes hænder havde et par handsker. Overskuldrene bar hun hendes kappe.. Hendes hår var opsat, men man kunne ganske vist se, at det var ved at være noget tid siden, at man havde gjort noget ved det, der stak totter ud her og der.

Cassandra havde ikke længere tal på, hvor længe hun havde været af sted. Timer? Dage? Måske en uge? Hun havde et mål og det var Verds gods. Hendes kusines hjem. Hvorfor hun var taget af sted alene? Hun turde faktisk ikke blive hjemme. Folk havde også sendt hende nogle sære sideblikke, fordi hun kom ridende alene. En adelsfrøken plejede nemlig mindst at have følge af en mand, men det havde hun altså ikke.
Hun fik øje på godset. Da hun ankom var der en stalddreng, som tog noget forvirret imod hende. Hun gik direkte op til huset, hvor hun blev modtaget af en af tjenestefolkene, som førte hende til en opholdsstue, hvor hun skulle vente på husets frue. Og hun opgav selvfølgelig sit navn, da der blev spurgt til det. Mariah skulle jo vide, hvem der ventede på hende.

[Mariah Urbram]

Mariah havde siddet i møde med en af sine embedsmænd, da en tjener bankede på, og sagde at der var en der ventede på hende. hun havde selvfølgelig bedt tjeneren om at føre gæsten ind i en opholdsstue, så hun kunne gøre mødet færdig. Det kom dog meget bag på hende, da hun hørte hvem gæsten var. Hun havde ikke hørt fra sin kusine i rigtig lang tid, så det kom selvfølgelig virkelig bag på hende at denne person nu stod i hendes opholdsstue.
Hun gjorde mødet færdigt, det var alligevel ikke så vigtigt. Hun gik med hurtige skridt hen til opholdsstuen, med hovedet fyldt med tanker. Der var så mange løse tråde hun ikke lige kunne finde hoved og hale i.

Mariah stoppede op i døren til opholdsstuen, hvor hun så sin kusine stå. hun var blevet ældre siden sidst, kunne hun straks se, men hun blev glad ved synet af den yngre kvinde. De havde ikke rigtigt set noget til hinanden i mange år, så det var et rart gensyn.
"Elena.. hvad får dig til at komme uanmeldt på besøg?" spurgte hun, og et smil sad fast på hendes læber. Hun gik ind i rummet og gik hen for at give sine savnede kusine et kram.

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra vandrede lidt rundt i sine egne tanker, men hun overvejede, hvad hun enlig havde gjort. Hendes tanker havde ikke fungerede, mens hun havde siddet på hesten, men nu, hvor hun var kommet af den, så begyndte hun for alvor at tænkte over tingene. Det mindede hende lidt om noget, som hun havde læst. En ensom kvinde, som rider gennem et stormvejr. Og gennem regnen ser hun et gods, hvor hun vil søge ly for natten. Det regnede godt nok ikke, og hun ville ikke kun søge ly for natten, men der var alligevel nogle fællestræk ved tingene. Hun pillede nervøst sine handsker af. Hvad mon hendes kusine ikke ville sige? Det var uanmeldt og pludseligt. Måske skulle hun bare ride hjem igen. Hun stoppede op. Ikke tale om, hun skulle ikke hjem. Hun vidste, hvad der ventede derhjemme.

Cassandra hørte en dør. Et smil bredte sig på hendes læber, dog uden at afsløre hendes smilehuller. Hendes kusine. Smuk, som altid. Og hun så ud til at have det godt. Hun kendte selvfølgelig godt til hendes kusinens mands dødsfald, det havde ikke været nogen rar nyhed. Men det var godt at se, alt gik godt.
Smilet falmede lidt, da Mariah spurgte indtil, hvorfor hun var kommet. Hun valgte at gå sin kusine i møde og trække hende ind i kram, mens hun overvejede, hvad hun skulle fortælle. ”Jeg..” begyndte hun, men hendes hals føltes tør. Hun havde ikke sagt særlig meget på turen hertil. Hun rømmede sig lidt og begyndte forfra. ”Jeg er løbet hjemmefra. Moder døde for nogle uger siden.. og” Hendes stemme knækkede, da gråden havde meldt sig. ”Og far vil gifte mig bort.. sikkert til den fremmede, som giver mest i medgift.”

[Mariah Urbram]

Cassandra var mere som en rigtig god veninde, en som et familiemedlem for Mariah. Hun var ked af, at de ikke havde set noget til hinanden i lang tid, men hun havde selv haft ret travlt, og efter hun blev gift, havde det kun været korte besøg og nogle få breve. Det fortrød hun dog nu, da hun så sin kusine stå i sin opholdsstue.
Hun lagde armene om sin elskede kusine og lyttede til dennes ord. Hun mærkede hvor ondt det gjorde i hende, da hun hørte hvor ked af det kusine egentlig var. Hun strøg den yngre kvinde over håret, mens hun lyttede. Det kom virkelig bag på hende at høre at hende moster var død.
"Jeg er ked af at høre at din mor er død.. Hun var en fantastisk kvinde.." sagde hun stille. Hun huskede, at hun havde elsket sin moster da hun var lille. I det hele taget havde hun altid godt kunne lide sin onkel og moster og dennes familie. Det havde altid været så hyggeligt at komme hjem til dem, og hun var virkelig altid blevet forkælet.
Det overraskede hende også at høre kusinen var løbet hjemmefra. Det var dog ikke noget de skulle snakke om lige nu, da det jo var tydeligt at kusinen virkelig var ked af det.
"Elena.. din far gør det kun for dit eget bedste. Han vil bare gerne finde en mand til dig, der kan tage sig af dig," sagde hun stille, mens hun stadig strøg Elena over hovedet.
Hun huskede selv hvordan det var, at få af vide, at hun skulle giftes væk. Hun havde bare været en del yngre end Elena, og hun havde taget det med rank ryg og hovedet højt løftet. Hun havde bestemt ikke været tilfreds med dette, men hun var i sidste ende blevet rigtig glad for det. Hun var blevet gift væk til et kærlig og omsorgsfuld mand, samt en med masser af magt. Han kunne virkelig tage sig af hende, og det havde han gjort.

[/font]

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra nikkede, da Mariah sagde, at hendes mor havde været et fantastisk menneske. ”Jeg savner hende.” mumlede hun svagt. Clarissa havde et fantastisk menneske, en fantastisk mor. Det var var hendes side, at Cassandra havde sin kærlig og tålmodige side. Hun havde elsket sin mor og havde set op til hende. Det var noget andet med sin far. Hun havde faktisk meget svært ved at forstå, hvordan hendes mor kunne elske en mand, som hendes far. Hun ville aldrig have fundet sig i, hvordan han behandlede sine børn. Hun hadede den mand, og hun ville nok altid hade ham. Hendes mor havde i det mindste kunne beskytte hende mod hendes far, hvilket var en af de mange grunde til, at hun havde brugt flere timer med sin mor og havde syet. Men hun var her ikke længere til det.
”Mener han det også godt, hvis han slår?” spurgte Cassandra og lød faktisk en smule rasende, hvilket var meget sjældent, at hun var det. Spørgsmål var fløjet ud af munden på hende. Det havde slet ikke været hendes mening, at hun ville sige det. De eneste, som på det nuværende tidspunkt kendte til det, var hendes brødre. Ingen andre. Det var muligt, at folk havde fornemmet en anspændthed mellem hendes far og hende, men mere vidste folk heller ikke. Hun kiggede ned i gulvet med et spinkel håb om, at Mariah ville lade det ligge, selvom Cassandra ikke troede på, at det ville ske. Men man kunne altid håbe. ”Vil ikke giftes.” sagde hun så og lød ret så stædig. Og hun ville ikke giftes. Ikke før hun havde mødt hendes drømmeprins.

[Mariah Urbram]

Mariah nikkede forstående, da Elena sagde, at hun savnede sin moder. Det var da klart, for som Mariah huskede hende, havde hun været et godt menneske. Det var altid hårdt at miste nogen man virkelig holdt af og elskede, hvilket hun selv vidste alt om. Hun havde selv stået i situationen, da hun selv mistede sine forældre. Hendes moder var død kort et års tid efter Mariah var flyttet hjemmefra, og hendes far nogle år senere. De havde begge været oppe i alderen, og derfor var det klart, at de gik bort. Det havde bare taget hårdt på Mariah, specielt ved faderens død, da hun havde været meget tæt knyttet til sin far. Selvom det var ham, der havde giftet hende væk, hadede hun ham ikke. Nu var hun faktisk rigtig glad for det, da hun vidste, at hun ikke kunne få en bedre mand end Lord Verd. Han havde taget sig kærligt af hende, og hun havde været mere heldig, end hun havde kunnet håbe på.
Hun gjorde store øjne, da hun hørte at hendes onkel slog. Sådan havde hun ikke kunnet huske ham, og et eller andet sted, troede hun ikke helt på det. Det var dog tydeligt at se på Cassandra, at hun ikke ville snakke om det, så hun lod være med at spørge ind til det lige nu. Det kunne dog ikke undgås, men det måtte blive en anden gang.
Hun strøg bare Cassandra endnu engang over håret som for at sige, at det hele nok skulle gå. Alt skulle nok blive godt.
Et lille grin undslap hendes læber, da hun hørte Cassandra sagde, at hun ikke ville giftes.
"Søde Elena.. du er i den giftefærdige alder. Jeg ville heller ikke giftes da jeg var 16 år, men se på mig nu. jeg har klaret mig utroligt godt. Jeg blev giftet væk til en utroligt kærlig mand, der ikke gjorde andet, end at give mig alt hvad jeg behøvede.." sagde hun med et smil.
"Det er et lod i livet for alle kvinder, at blive giftet til en fantastisk mand, gerne end hendes fader finder til hende. Det er på den måde vi kommer ind i de gode familier," sagde hun så.

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra mærkede en hånd i hendes hår. Det gjorde hende en smule mere rolig, og hun følte virkelig, at det hele nok skulle gå. Hun skulle nok få sin lykkelige slutning, ligesom de mange hovedpersoner i bøgerne, som hun havde læst. Der havde måske været en enkelt bog, hvor det havde været en ulykkelig slutning. Hun ville dog gerne være en af dem, som fik en lykkelig slutning. Hun turde slet ikke tænke på, hvordan det ville være at have en ulykkelig slutning. Hun tørrede en tåre væk med håndryggen og tog sig lidt sammen. Hun kiggede igen op af.
”Jamen.. Jeg ønsker at finde den kærlighed, som man taler om i bøgerne.” mumlede hun og var usikker på, hvorvidt hun skulle have sagt det eller ej. Hun mindes slaget mod sin kind, som hun havde fået af sin far, dengang hun havde sagt de samme ord til ham. Han havde også sagt til hende, at hun burde tage sig sammen, fordi der var ingen, som ville giftes med en drømmer. Han havde også engang sagt, at hun havde udseendet, men hun havde ikke forstanden. ”Og desuden, så kan jeg bare undervise børn og tjene mine egne penge i stedet for at gifte mig.” sagde hun så, og hun mente det skam. Hendes egen underviser havde fortalt hende, at hun sagtens selv ville kunne undervise. Hun havde evnerne til det. Hun havde jo hjulpet hendes egen lillebror, da han havde haft det vanskeligt. Hun kommenterede ikke videre på det med, at man blev giftet med en mand, som skulle sørge for en. Mænd kunne være meget forskellige.
”Så du har ikke noget i mod det, hvis jeg bliver lidt?” spurgte Cassandra så, da hun gerne ville være sikker på, at det i orden, at hun blev. ”Jeg trænger til en lille pause fra det hele.” Hvad der at sige lige nu? Men hun vidste, at hun var nødt til at forklare sig på et tidspunkt, men det var ikke lige nu. Hun trængte til at slappe af.

[Mariah Urbram]

Mariah ønskede virkelig at se sin kusine lykkelig, men praktisk som hun var, vidste hun også, at det bedste der kunne ske for en kvinde, var at blive giftet væk til et mand med magt. Så ville hun blive forsørget og aldrig komme til at mangle noget. Det var hårdt at tænke på når man var ung, og hun huskede selv, sine tanker da hun fik af vide, at hun skulle giftes væk. Hun huskede, at have troet på, at hendes fader gjorde det for at straffe hende for et eller andet hun havde gjort. Det var selvfølgelig ikke nogen straf, men simpelthen for hendes eget bedste, hvilket hun havde fundet ud af senere hen.
"Elena.. det er bøger. De er skrevet for at underholde folk. Dette er den virkelig verden. Men hvis du er åben, kan du sagtens få den kærlighed. Den fik jeg, selvom det måske ikke startede sådan som jeg havde regnet med. Lord Verd og jeg havde 4 fantastiske år, og jeg er selvfølgelig ked af at han er væk nu. Det var alt for tidligt..." sagde hun.
"Jeg kan fortælle dig en hemmelighed.." sagde hun, og et smil kom frem på hendes læber.
"Jeg var sikker på at Lord Verd var en gammel, styg og grim mand. Men det var han ikke. Han var ældre end mig, men han var utroligt kærlig. Jeg var bare ikke åben for ham til at starte med, hvilket jeg virkelig fortryder nu. Han gjorde ikke andet end at behage mig," fortalte hun. Det var tydeligt at se på hende, at hun virkelig sørgede over sin afdøde mand.
"Livet handler om at man skal skabe sit eget eventyr, og det gør man altså ikke ved at dvæle i de gamle eventyr. Tag imod de muligheder du får med åbne arme. Det kan meget vel være det bedste der sker i dit liv," sagde hun så. Det var virkelig det hun mente. Hun havde jo selv prøvet det, så hun vidste hvad hun talte om.
hun rynkede sine øjenbryn lidt, da kusinen sagde, at hun bare kunne leve af at undervise.
"Elena. En kvinde kan ikke bare leve af at arbejde. Du er i en verden med adelige, og du skal ikke leve af at arbejde, det er noget du skal ved siden af. Dit primære arbejde vil være at behage din mand," sagde hun så.
"Desuden er du i en giftefærdig alder. Du bliver nødt til at blive gift, uanset om du vil det eller ej, ellers vil folk se skævt til dig," sagde hun mildt.
Hun kiggede lidt på sin kusine, da hun traf sit valg. Hun kunne ikke bære at sende sin kusine af sted igen.
"Du må gerne blive lidt, men jeg vil sende et brev hjem til din fader. Det bliver jeg nødt til." sagde hun så.
Hun nikkede, da Cassandra sagde at hun havde brug for en pause fra alting. Det kunne Mariah sagtens forstå.
"Jeg vil bede en tjenestepige om at gøre et kammer klar til dig," sagde hun med et mildt smil på læberne.

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra lyttede nysgerrig, da Mariah ville fortælle en hemmelighed. Hun lagde godt mærke til, at Mariah savnede sin afdøde mand. Cassandra kunne godt gætte sig til, at de havde elsket hinanden. Hun sukkede svagt. ”Jeg ved godt, at det er bøger, men jeg ønsker stadig at opleve det. Dem, som har skrevet bøgerne, må have oplevet det, ellers ville de ikke kunne skrive om det, vel? Og jeg kan sagtens kende forskel på drømme og virkeligheden.” Man kunne godt høre, at Cassandra tvivlede lidt på det sidste, men hendes tillid lå også i bøgerne, hun troede på dem. Hun ønskede dog et sted at bevare sine drømme. Det var i det mindste behagelige og rare i forhold til livet. ”Og du har bare været meget heldig. Der er jo dem, som har været knap så heldige.” Det var muligt, at hendes kusine havde været heldig, men hun kendte skam også til de andre historier om ulykkeligt ægteskab og mænd, som fandt glæde i andre kvinder, end deres hustruer. Hun ville ikke være en af dem. Hun ønskede ikke at være en af dem. Og hun ønskede at opleve kærligheden, før hun giftede sig. Hun ville føle, at det var det rigtige, som hun gjorde.
Eventyr. ”Jeg forventer ikke, at prinsen på den hvide hest kommer og redder mig fra en eller anden drage.” svarede Cassandra lidt igen. Hun ville ikke giftes og så var den ikke længere. Hvorfor kunne folk ikke acceptere hendes beslutning? Hvorfor ville de ikke lade hende være med alle deres bryllupsplaner?
”Behage hvilken mand? Jeg har ingen mand, og derfor kan det vel godt i min ret at arbejde i stedet? Jeg ville intet have i mod at skulle undervise børn.” forklarede Cassandra. Hun var faktisk et af de mennesker, som elskede børn, men også havde tålmodighed med dem. ”Giftefærdig eller ej, jeg vil ikke giftes. Og folk ser allerede skævt til mig i forvejen. Og jeg er enlig ret ligeglad med, hvad de siger om mig.” Man kunne godt høre, at hun havde taget sin beslutning, og hun ville ikke være til at rokke. Hun var ikke interesseret i ægteskab, men i kærlighed.
Cassandra fik et hårdt drag om munden, da Mariah sagde, at hun ville sende et brev til hendes far. Men hun nikkede, fordi der var ikke meget, som hun kunne gøre ved det. Og hendes far ville nok lade hende være et par dage, men hvor længe?
”Tak.” sagde Cassandra og trak sin kusine ind i nyt kram. Det var derfor, at hun elskede sin kusine. Hun forstod hende da det meste af tiden.

[Mariah Urbram]

Mariah sukkede svagt, da Cassandra sagde det med bøgerne. Det var historier, og hun var ret sikker på, at kusinen måske ikke helt kunne skelne mellem drøm og virkelighed. Virkeligheden var ikke som i bøgerne.
"Forfattere til sådan nogle bøgerne prøver at gøre verden mere perfekt og lyserød, min kære.." sagde hun, og ønskede virkelig at Cassandra ville forstå det. Hun elskede selv at læse bøger og leve sig ind i den fantastiske verden der blev skrevet om, men hun havde lært at se forskel på virkelighed og drøm. Hun var en drømmer, Cassandra, et vidste Mariah godt, men hun blev faktisk en smule bekymret for sin yngre kusine.
Selv var Mariah blevet tvunget til at blive voksen, da hun blev gift. Lord Verd skulle giftes med en voksen kvinde, ikke et barn. Det havde været svært, men hun havde klare det. Hun havde ikke gennemlevet sin ungdom, ligesom Cassandra måske havde gjort. Hun var blevet tvunget til at tage svære beslutninger i en meget ung alder, i stedet for at være ung. Hun var dog ikke ked af det, og hun elskede sit liv. Hun savnede ikke andet end sin afdøde mand. Men hun vidste også, at hun ikke ville være lensherskerinde, hvis hendes mand var i live. Det var dog en billig pris at betale, mente hun.
"Du har ret i at alle ikke kan være heldige. Men dem der er knap så heldige, lærer at leve med det og de finder en måde, hvorpå de alligevel kan leve et ordentligt liv. jeg ved at din fader kun ønsker det bedste for dig, det må du aldrig tvivle på. Han ønsker at se at du bliver passet på og at en mand tager sig af dig. Desuden er du fra en god familie, så du blive nødt til at blive gift, så vores familie ikke bare ender, fordi du er for stædig," det sidste sagde hun muntert, selvom hun mente hvert ord.
"Kærligheden kommer før eller siden, Kære Elena. Men hvis du lukker den ude fordi du kun vil have hvad du læser om, kommer den måske aldrig. Så bliver den indbildsk, og så bliver du alligevel ikke lykkelig. Det er muligt at finde kærligheden i den person der er blevet valgt til en, og måske er det Jorunns vilje?" sagde hun med et skævt smil. Hun var selv edsvoren til Jorunn, så selvfølgelig var det denne gudinde hun nævnte.
"'Prinsen på den hvide hest' er et begreb forfattere har fundet på. Du skal passe på med hvad du ønsker, måske ender det ikke som du alligevel vil have det.." sagde hun en smule forsigtigt. Hun ville ikke se sin kusine ulykkelig, men det bekymrede hende, at kusinen levede så meget i eventyrverden.
"Du har ingen mand lige nu, men du bliver snart nødt til at få dig en. Jobbet som Guvernante er et fint job for en adelig kvinde, men det er ikke de hovedjob. Dit hovedjob er at behage din mand, og sådan vil det altid være..." sagde hun. Hun snakkede forsigtigt, fordi hun ikke ville have at kusinen skulle se sig vred på hende, men hun ville også bare gerne have at Cassandra ville forstå det. Hun blev nødt til at komme ud af den skal hun levede i. Hun blev nødt til at opleve den virkelige verden.
"Elena.. Du er en af de heldige, der er en del af familien Urbram. Ingen sker skævt til dig. Vores familie er meget velset. Du vil måske ikke giftes nu, men før eller siden, bliver du nødt til det..." sagde hun, og ville ikke sige, at det kastede vanære over familien, hvis hun blev ved med at være så stædig at hun ikke ville giftes. Deres familie var meget velset, og hun blev nødt til at indse det før eller siden. Hun var først i tyverne. Hun skulle meget snart giftes, hvis ikke det skulle være for sent. Jo ældre hun blev, jo svære ville det være for hende at få børn, og ingen mand ville giftes med en kvinde der ikke kunne få børn. Familien skulle jo gerne fortsætte.
Mariah vidste allerede hvad hun ville skrive til sin onkel. Det var nødvendigt at skrive det brev, og hun var glad for at Cassandra ikke protesterede.
Hun bad Cassandra om at sætte sig på en sofa, og hun satte sig selv ved siden af kusinen.
"Fortæl mig så hvad du har lavet gennem de sidste par år.. vi har jo ikke snakket så meget," sagde hun ligesom for at skifte emne.

[Cassandra Elena Urbram]

Cassandra sukkede. Hun vidste godt, at Mariah havde ret. Selvfølgelig gjorde forfatteren tingene mere lyserøde, men prøv nu og tænk, hvis der var sådan noget ude i verden. Prøv og tænk, hvis man virkelig mødte denne mand, som fik en til at se verden i mere lyserøde farver. Det var virkelig en oplevelse, som hun gerne ville have. Hun ville miste pusten ved synet af manden, inden hun kendte ham. Hun ville tages med storm.
Cassandras læber trak sig sammen, da Mariah nævnte hendes far og, at han sikkert ville det bedste for hende. Hun var så af en anden overbevisning. Han ville bare af med hende. Han var sikkert blevet rasende over, at hun var forsvundet, men han ville sikkert ikke tænke alt for meget over det, når han først var faldet ned igen. Han mente sikkert, at hans datter nok skulle komme kravlende hjem igen. ”Familien ender ikke ved mig. Der er jo mine brødre. Og dig. Og din bror. Så ingen fare for, at familien uddør.” svarede hun bare og brugte faktaerne, som der var. Så om hun valgte at blive gift eller ej, det ville ikke have den helt store indflydelse på familien.
”Jeg vil ikke lære at elske nogen, som bliver valgt. Jeg vil elske den, som jeg vælger.” svarede Cassandra bare og brød sig ikke helt om, at Jorunn blev blandet ind i det. Det var selvfølgelig den gudinde, som hun var edsvoren til, men hun blandede aldrig rigtig troen ind i nogen diskussioner. Fordi hvem siger, at guderne ønsker at blive blandt ind i det? De gav bare menneskerne noget at tro på.
Cassandra skar en grimasse af sin kusine. ”Meget muligt, men jeg ønsker mig ikke særlig meget. Jeg ønsker kun en ting.” sagde hun. Og det hun ønskede sig, det var kærligheden, som man oplevede i bøgerne. Et ønske. Om muligt et stort ønske.
”Jeg kan stadig ikke behage nogen mand, når jeg ikke har nogen.” svarede hun bare. Men hun kunne godt se sig selv, som guvernante. Omgivet af ivrige børn, som gerne ville lære. Eller omgivet af børn, som ikke vil lære noget. Og hun så ikke sig selv, som adelig, selvom hun nok burde gøre det. Hun var trods alt datter af en ridder.
Cassandra skar en grimasse. Kunne de ikke snart lægge bryllupsemnet på hylden? Hun havde virkelig ikke lyst til at snakke om det. Det var jo lidt derfor, at hun var kommet her, men alle var åbenbart af den mening, at hun skulle giftes. Hun sukkede. Hun opgav at sige noget, fordi hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige. Gammel og ugift. Det var lige de to ord, som poppede ind i hjernen på hende. Så meget, som hun gerne ville opleve. Så lidt tid.

Cassandra satte sig på sofaen, da hun blev bedt om det. Det var på en måde rart at sidde ordentlig ned efter, at man har tilbragt flere timer, hvis ikke dage, på hesteryg. Hun håbede, at der ville blive taget sig godt af hendes hest, som virkelig trængte til en velfortjent pause.
”Jeg har ikke oplevet de mest interessante ting. Jeg har øvet mig i ting, som jeg allerede kunne. Jeg har mødt andre mennesker. Det, som man normalt plejer at lave. Intet nyt.” forklarede Cassandra med et svagt smil. Det eneste, som trak hende ud af hverdagen var hendes brødre, men ellers intet specielt. Hun levede et normalt, kedeligt liv, som alle andre.

[Mariah Urbram]

Mariah lyttede til hvad kusinen sagde, og havde i den grad lyst til at fortælle hende, at hun skulle komme ud af den drømmeverden, hun nu levede i. Det var ikke sundt at lave sådan, og hun var bange for, at kusinen ville blive skuffet og ked af det i sidste ende. Hun valgte dog at lade være med at sige noget, da det bare ville ende galt. Hun ville ikke diskutere med sin kusine, så i stedet holdt hun mund. Hun vidste jo, at hvis hun sagde noget, ville det være hendes ærlige mening, og lige nu, var det måske ikke ligefrem det bedste. Hun vidste dog også, at hun blev nødt til at tage den snak med hende igen på et eller andet tidspunkt.
Hun blev en smule frustreret over, at Cassandra var så stædig og ikke ville indse, at hun levede i en drømmeverden.
Men i stedet for at snakke videre om det, lyttede hun i stedet til, hvad kusinen havde at sige om hvad der var sket i al den lange tid.
"Hvad med dine brødre? Hvordan har de det?" spurgte hun så med et lille smil på læberne. Hun havde ikke haft særligt meget kontakt til sine fætre, det havde hun faktisk aldrig haft. Det havde altid været Cassandra hun havde snakket mest med.
Derfor hørte hun ikke så meget til sine fætre, medmindre Cassandra fortalte om dem.

Mariah hørte faktisk ikke så meget til sin familie rundt omkring. Hun udvekslede ofte breve med sin ældre broder, og hun var da ofte på besøg i sit barndomshjem, men al den anden familie, snakkede hun ikke så meget med. Hun havde ikke rigtigt tid til at tage på visit så ofte, og breve blev det heller ikke altid til. Hun var en travl kvinde, da det ikke var en dans på roser, at styre et len. Det havde hun måtte indse, efter hun selv havde fået jobbet at styre lenet. Det var ikke helt hvad hun havde forventet, men hun elskede det nu alligevel.
Dog, når hun sad der med sin kusine på sofaen, ville hun ønske, at hun havde gjort mere for at holde kontakten mere. Det ville hun lave om på fremover, da hun gerne ville vide hvad der nu skete i hendes familie, så hun ikke var helt så uvidende.

//Sorry at det ikke er helt så langt, men kunne bare ikke lige skrive mere xD

[/font]