På indkøb.

[Mariah Urbram]

Det var ikke så ofte Mariah var i kongebyen. Det var en firedages tur til hest, så det var en lang tur. Alligevel blev hun nødt til at tage af sted, når hun skulle aflægge ed eller hente ting, hun desværre kun kunne få der.
Mariah brød sig ikke synderligt meget om varmen. Hun var vant til kulden i norden, så varmen i syden, var hun ikke vild med. Det var alt for varmt og for tørt. Hun følte at alt tøj klæbede sig til huden på hende på en irriterende måde, og hun ville faktisk helst bare gerne tilbage til sit hjem, hvor hun kunne føle sig godt tilpas igen.
Men for at sætte de negative sider til side, kunne man fokusere på, hvor fantastisk en smuk dag det var. Fuglene fløjtede lystigt, og gademusikere spillede på hvert hjørne i handelstrekanten. Man kunne høre hvordan der gladelig blev handlet med forskellige ting, og hun kunne dufte en mase forskelligt mad.
Egentlig var hun ikke taget alene af sted. Det gjorde en lady som hende ikke. Hun havde en embedsmand med, og hun havde også tre soldater med sig. Men lige nu var hun alene, da hun havde haft brug for tid for sig selv.
Hun var egentlig taget på markedet, for at kigge på forskellige ting. Hun vidste at hun skulle have noget specielt stof, og ellers ville hun egentlig bare gå og kigge.
Sidst hun havde været der, havde hun endt med at snakke med en eller anden der havde vist hende et korttræk, og siden kaldt hende hjerterdame. Et eller andet sted håbede hun vel at møde ham igen, da hun havde fundet hans selskab interessant.
Mens hun gik forbi forskellige boder, var der flere købmænd der prøvede at sælge ting til hende. Hun måtte dog pænt afslå. Hun ville gerne have sine køb overstået, før hun ville give sig til at kigge rundt.
Mariah var som sædvanligt ikke klædt som en Lady burde. Hun var iklædt tætsiddende bukser, der smøg sig omkring hendes lange, slanke ben. På overkroppen havde hun en mørkskjorte, hvor hun udenpå havde et korset, der gjorde at man bedre kunne se både hendes barm og hendes talje.
Udover det hele havde hun en rød fløjlsjakke på. Selvom det måske var varmt, ville hun ikke tage jakken af. Hun følte sig mest præsentabel med den på.

[/blockquote]

[Nicklas Karamas]

Nicklas var taget til handelstrekanten med et meget enkelt formål: At tjene nogle penge. Han rendte rundt blandt alle købmændende og barderne, som han vidste heller ikke havde helt rent mel i posen, men det var ikke tid til det nu. Han havde ikke ordre til, at straffe lommetyve, der opererede på deres område. Han havde ordre til at få skrabet lidt penge sammen, så det havde han tænkt sig at gøre. Han havde allerede fået fat i en god slat fra to intetanende vagter. Så vidt han havde kunne mærke, var der temmeligt mange mønter i deres pengeposer. Han vidste selvfølgelig ikke hvilke, men det var da altid bedre end ingenting.
Han lod kort som om, han tjekkede, hvad en fiskehandler havde til salg, idet han ubemærket tog sidemandens pengepung og gemte den væk under tøjet, inden han fortsatte videre. Hist og her fik han fat i en pung fra en eller anden rigt udseende person. Han stoppede dog brat op, da han fik øje på en kvinde ikke så langt fra ham. Hun var tydeligvis ikke her fra, for hun så virkelig ud til at have det for... varmt? Han undrede sig lidt over, hvorfor hun ikke havde smidt jakken, når nu det var så varmt, men på den anden side ragede det ikke ham. Han kantede sig lidt til siden, så han kunne forsvinde i en lille folkemængde, forhåbentlig inden hun nåede at opdage, han havde betragtet hende.
Igen røg der et par pengepunge ind under hans tøj, uden nogen opdagede det. Lyden af raslende rustninger nærmede sig dog, og fik Nicklas til at stivne, idet han mekanisk drejede hovedet, og til sin rædsel så de to vagter han for lidt siden havde stjålet fra. Han blev dog stående, mens han så ud som om, han vurderede et kålhoved, idet vagterne passerede. Han åndede lettet op, da de bare gik forbi og vendte tilbage til sit tidligere forehavende.
Han var idag iført en brun tunika, et par mørkegrønne fløjlsbukser, sine brune, langskaftede læderstøvler og en lysebrun strudhætte. Han havde et kortsværd hængende ved siden og en dolk i et hylster omme på ryggen, siddende i en strop i bæltet.

[Mariah Urbram]

Mariah var endelig kommet til en skrædder, der solgte det stof hun skulle bruge. Hun havde handlet med ham før, og han forstod virkelig at lave det stof, som Mariah ønskede.
Hun stod derfor og diskuterede prisen med ham. Det gjorde de altid, for han satte altid prisen højere end den skulle være, og Mariah nægtede at betale overpris, og derfor stod de lidt og diskuterede – i en venlig tone – frem og tilbage.
Til sidst blev de enige om en pris – den pris hun altid betalte, og Mariah havde lige fundet sin pung frem, da hendes opmærksomhed blev fanget af et eller andet postyr.
Hun vendte sig om, og så to vagter råber op. Hun så dem derefter løbe, men så fangede hendes blik noget andet. En mand, iført brunt tøj og med en hætte over hovedet, smilede lidt hemlighedsfuldt. Mariah rystede lidt på hovedet af det. Vagterne var da dumme, hvis ikke de havde regnet det ud.
Mariah var ikke selv fantastisk god til at regne folk ud. Men i sit job som lensherskerinde, lagde man bare mærke ting, som andre ikke lagde mærke til. Man lagde mærke til de små ting. Ting er måske kunne fortælle om personen løj, eller om han skjulte noget. Hun havde selv haft seks år til at lære det nu, og hun mente selv at hun mestrede det rimelig godt.
Hun vendte dog tilbage til sin handel, betalte pengene, og forlod så boden.
Hun gik hen til grønthandleren, og lod som om hun kiggede på nogle grøntsager.
”Synes du er at var pænt at narre de stakkels soldater?” spurgte hun så, og lod stadig som om hun kiggede på grøntsagerne. Hun sagde det med en tone, der ikke afslørede noget. Alligevel kunne hun ikke lade være med at smile lidt. Hun kunne sagtens tage fejl, men hun tog chancen. Hun kunne have fejlbedømt ham, men noget over hans udtryk, gjorde hende rimelig sikker.
Hun vidste at der var tyve overalt i handelstrekanten. De var mestre i at falde i et med mængden og lade deres lange fingre vandre og få fat i ting fra andre mennesker. Men hun havde også se hvor bange han var blevet, da de to soldater kom løbende.
Hun ville ikke melde ham eller noget. Hun var ret ligeglad, så længe det ikke gik ud over hende. Derfor råbte hun heller ikke op, men snakkede bare ligeså stille til ham, som om intet var hændt.

[/blockquote]

[Nicklas Karamas]

Nicklas havde ganske kort smilet over, at vagterne var gået lige forbi ham, men så havde han igen gået tilbage til sit arbejde. Han havde ikke bemærket kvinden havde stillet sig over ved siden af ham, og da hun begyndte at tale til ham, fik han noget af et chok. Det kunne dog ikke ses, men han kunne tydeligt mærke sit hjerte springe et slag over. "Hvad snakker Dem? Jeg har da ikke næret.. undskyld narret nogle vagter. Jeg aner virkelig ikke hvad Deæl.. taler om" svarede han nervøst. Hans nervøsitet havde intet med, at hun havde afsløret ham at gøre. Det var ganske enkelt fordi, hun var utrolig køn, og han havde det altid med at snuble over ordene, når han snakkede med det modsatte køn. "Jeg vil nødig virke uforskæm.. skammet, men hvem er De egentlig?" spurgte han så efter lidt tid. Det var ret underligt, at en komplet fremmed kvinde kom over til ham og begyndte at snakke til ham. Det var ikke så tit det skete. Han havde glemt alt om sit "arbejde", mens han blot stod og betragtede kvinden. Hun havde virkelig gennemskuet ham, men hvordan? Han plejede ellers altid at være så god til ikke at blive opdaget. Hvordan var det muligt? Var hun selv tyv eller vagt eller sådan noget? Hvad nu hvis hun ville prøve at fange ham? Han kunne dog ikke se nogle våben, men det betød ikke, hun ikke kunne være farlig. Han stod længe og overvejede sin situation. Hvis det endelig gik galt, kunne han altid stikke af. Hun ville højst sandsynligt ikke kunne følge med ham, for han var en temmelig god og hurtig løber, og han ville i løbet af ingenting kunne forsvinde blandt alle menneskerne.

[Mariah Urbram]

Mariah anede at mandens nervøsitet grundede i, at han ikke kunne snakke med kvinder. Hun gik derfor ud fra, at det var fordi hun havde afsløret ham. Derfor kunne hun ikke lade være med at smile lidt mere over, at han sådan snublede over ordene. Hun lod ham dog tale ud, før hun endnu engang sagde noget.
”Du aner virkelig ikke hvad jeg taler om? Hmm, det tror jeg nu alligevel at du gør,” svarede hun. Han snublede jo over ordene, og selv uden at kigge på ham, kunne hun høre hvor nervøs han var.
Af en eller anden grund, fandt hun det en smule morsomt. Hun holdt dog masken, og tog et salathoved op, og kiggede lidt på det. Hun havde lært at holde masken, når hun snakkede med folk. Når der skulle indgås aftaler, gik det ikke at hun sad med følelserne ude på tøjet. Hvis folk skulle tage hende seriøst som lenhersker, blev hun nødt til at vise dem, at hun kunne gøre det. Hun kunne ikke være en dum kvinde, der ikke kunne finde ud af at træffe beslutninger, uden at gå helt i spåner.
”Mit navner Lady Mariah Urbram,” sagde hun. Hun undlod at fortælle at hun var lenhersker. Hun vidste at hun på en eller anden måde udstrålede magt, men ikke mange anede at hun var lenhersker.
Hun ville have moret sig, hvis tyven havde spurgt om hun var tyv eller vagt. Hun var vel bare et almindeligt menneske, der kunne gennemskue folk og derfor ville have sin nysgerrighed stillet?
Hun lagde salathovedet fra sig, og tog et kålhoved op. Hun skulle ikke have noget af det, da mad ikke var det bedste at transportere på så lang en ridetur, som den hun havde foran sig. Hun brugte det vel bare som en undskyldning for at blive ved med at holde masken.
Det var også med vilje at hun ikke sagde ”De” til ham. Hun vidste at det var den rigtige procedure, men han var ikke en eller anden fin mand. Det var da tydeligt, og derfor så hun ingen grund til at gøre det. Det ville mange mene var en dårlig grund, men så var hun glad for at de ikke kunne høre hende. Desuden gjorde hun hvad der passede hende, og så måtte folk sige hvad der passede dem. Hun var ret ligeglad.

[/blockquote]

[Nicklas Karamas]

Nicklas kunne tydeligt fornemme, at kvinden troede, at hans nervøsitet bundede i, at han var blevet gennemskuet, men hun tog grueligt fejl. Det værste var dog, at han ikke kunne tage sig sammen.
Hendes svar fik ham dog til at hæve et bryn. "Jeg har vørk.. virkelig ingen anelse om, hvad De tæl.. taler om. Ja.. jeg er helt sæk.. sikker". Selvom han snublede over ordene, var det tydeligt, at han virkede oprigtig. Han var en fantastisk løgner, og han kunne virke meget troværdig, selvom han løj, så det baskede.
Han fulgte hendes eksempel, og gav sig til at betragte et kålhoved, under foregivelse af, igen at undersøge det. Det hjalp også lidt på hans nervøsitet.
Hendes svar fik ham dog til at dreje hovedet mod hende. "En lady ligefrem? De ligner ellers ikke en. Mit navn er Nøck.. Nicklas Karamas. Det gla.. glæder mig at møde Dem" sagde han, idet han lavede et lille, let buk for hende. Han var alment høflig, også selvom han var nervøst anlagt. Det gik ikke, at han slækkede på formaliteterne, for han ville aldeles ikke virke uforskammet. "Hvad bringer så di-øh.. Dem til Kongebyen? Jeg kan se De ikke er hær.. herfra. De har det tid-æh.. tydeligvist for varmt" sagde han med et svagt smil. Det var trods alt ret tydeligt, at kvinden ikke var så god til at håndtere varmen, så han ville skyde på, hun var nordfra. Hvor langt kunne han dog ikke sige.

[Mariah Urbram]

Mariah kunne godt høre at han lød oprigtigt. Alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke på, at han i hvert fald havde haft en finger med i spillet. Dog lod hun være med at køre mere i det, da hun godt kunne gætte, at hun ikke kom ret langt med det. Hun valgte derfor bare at smile og ryste lidt på hovedet. Desuden var det egentlig ikke noget hun skulle blande sig i, så hun kunne jo sådan set bare være ret ligeglad. Hun havde bare syntes at det var lidt morsomt, og havde haft lyst til at konfrontere det med ham.
Men at de ikke kom videre med det, gjorde hende ikke så meget. Hun interesserede sig ikke så meget for det. Hun vidste at det var vagternes egen skyld. Tyvene her var mestre i deres arbejde, så hvis ikke man holdt sine ejendele tæt ind til sig, fik man dem taget. Det havde hun lært, allerede første gang hun var her, og det var efterhånden ved at være en del år siden. Hun passede altid på sin pung, og hun sørgede altid for, ikke at have for mange mønter med. Hvis uheldet endelig skulle være ude, ville det være rart, at det ikke var alle hendes penge de havde taget fra hende.
Men hun havde kun oplevet én gang at der var blevet stjålet fra hende, og der havde det været hendes helt egen skyld. Derfor blev hun da irriteret over det, men det var ikke noget hun gik og tænkte helt vildt på. Sket var sket, og hun havde bare lært af episoden.
Lady Mariah trak på smilebåndet, da han lød overrasket over at hun var en lady. Hun lignede ikke en, det vidste hun godt. Hun gik ikke klædt som en og hun snakkede ikke som en. Det var noget hun havde lært af sin ældre broder, og de gamle vaner hang altså ved. Hun kunne sagtens opføre sig som en rigtig dame, og hun havde også kjoler, det var bare ikke kjoler hun brugte i hverdagen. Hun havde også masser af manerer, men det var bare ikke altid hun viste det. Dog svovlede hun ikke som en havnearbejde, og hun man kunne godt se på hende, at hun ikke bare var en almindelig borger. Hun var dannet, og hun var fra hun kunne tage sine første skridt, blevet oplært i, hvad det ville sige at være en dame og en Lady.
”Du lyder overrasket?” sagde hun. Denne gang drejede hun sit hoved, og kiggede nu på ham hun snakkede med. Smilet sad stadig på hendes fyldige læber, mens hun kiggede på ham og studerede ham lidt.
”En rigtig Lady går i kjole og har opsat hår. Sådan er jeg ikke. Men ja, jeg er en Lady,” sagde hun så. Hendes stemme var en lille smule drillende. Hun kunne godt lide at hun havde overrasket ham på den måde, som hun havde gjort.
”Ja, her er en del varmere, end hvad vi er vant til i Norden. Jeg er lenshersker over lenet Verd, altså den vestlige del af Norden,” sagde hun så. Hun kunne ikke lægge skjul på, at varmen irriterede hende. Hun var jo ikke vant til det. Hun havde et eller andet sted, en smule ondt af de folk, der skulle leve under denne sol hele deres liv. Hun var glad for at hun kunne tage tilbage til det kolde og skyggefulde nord, når hun havde brug for det.

[/blockquote]

[Nicklas Karamas]

Nicklas havde ikke tænkt sig at stjæle fra denne kvinde. Det ville være direkte dumt, når hun nu havde afsløret ham, omend han pure benægtede det. Han havde vist haft lidt mere end bare en finger med i spillet. Han var langfingret, når han fik besked på at være det, men han vidste også godt, hvornår han var ved at brænde nallerne, og det var han vidst temmelig meget lige nu.
At hun hurtigt mistede interessen, glædede ham dog, for så slap han for flere spørgsmål i den sag.
Han var aldrig selv blevet bestjålet. Det var vel en af fordelene ved at være tyv. Han slap for, at folk rodede i hans lommer. Det var direkte strafbart, selv blandt tyve at stjæle fra en anden tyv. I hvert fald i Nicklas' verden, og der var ingen, der ville slippe levende væk fra at stjæle fra ham. Lige på det punkt, var han nok lidt koldblodig, men når man levede sammen med lovløse, måtte straffen også være så meget desto større.
Han kunne se, hans overraskelse over, at hun var en lady var tydelig, men han smilede trods alt svagt ved hendes spørgsmål. "Jeg ser ikke så mange, der skjuler det før.. forstår De" svarede han, mens han blev lidt gladere. Denne gang var det lykkes ham kun at sige et ord forkert. Hvis han blev ved sådan, ville han nok snart have overvundet sin frygt.
Ved hendes svar om, at hun var en lady, nikkede han blot, for mere var der jo egentlig ikke at sige om den sag. Nu hvor han egentlig kiggede efter, kunne han godt se, at hendes holdning var mere rank end normalt, men det var ikke noget, man sådan lige lagde mærke til ved første øjekast. "Tja.. Jeg har efterhånden vænnet mig til det. Et helt liv hernede, så er varmen ikke så uudholdelig mere" endte han, måske en smule flabet, men hun havde jo startet med at drille ham, så kunne han også godt give lidt igen. "Ja så kan jeg egentlig godt forstå, du har det lidt varmt her. Jeg ville ikke kunne holde varmen oppe ved jer, det er jeg sikker på" endte han, igen en smule drillende, omend det var sandt. Kulde var ikke hans stærke side. Men ligesom han var vant til varmen, var hun vel også vant til kulden.

[Mariah Urbram]

Mariah havde ikke meget til over for langfingret mennesker. Hvis man stjal hjemme i hendes len, blev man straffet. Hun havde ikke opsat fantastisk mange reglerne, men hvis man brød dem der var der, blev man straffet. Det vidste folk også godt, og alligevel var der altid nogen, der ikke kunne holde deres fingre for dem selv. Det irriterede hende grusomt, og hun gjorde hvad hun kunne, for at gøre noget ved det. Alligevel syntes hun bare aldrig at det virkede.
Men hun var ikke hjemme i Verd nu, og det var ikke hendes opgave, at holde øje med folk nu. Desuden havde denne tyv jo ikke gjort noget alvorligt, så derfor ville hun ikke sige noget.
Hvis vagterne havde været mere vågne, havde de ikke fået stjålet deres ting. Sådan var det jo, og hun kunne ikke lade være med at smile lidt af det.
Mariah kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da han sagde at hun skjulte sin titel.
"jeg skjuler skam intet. Jeg har det bare ikke så godt i store kjoler og opsat hår. Jeg vælger bare at klæde mig anderledes end alle andre," svarede hun. Hun følte ikke at hun kunne være sig selv, når hun havde tætsiddende kjole på og hendes hår var stramt opsat. Hun brød sig ikke om det, og derfor klædte hun sig som det passede hende. HUn vidste at mange ikke brød sig om hendes valg, men det var hun efterhånden vant til, så det gjorde hende ikke længere noget. Hendes påklædning definerede ikke, hvordan hun var som person eller lenhersker.
"Det vil jeg give dig ret i. Jeg tror aldrig at jeg vænner mig til varmen hernede, men nu er jeg her også kun et par gange om året," svarede hun med et smil på sine læber.
"Med ordentlig påklædning, ville du nu nemt kunne holde varmen. Det gælder bare om at pakke sig ordentlig ind," svarede hun så. Hun kom fra norden, så hun havde slet ikke brug for at pakke sig helt så meget ind, som en person fra syden havde brug for. Det kolde klima var jo en del af hende. Hun kunne godt høre hans drillende tone, og det fik hende til at trække en smule på smilebåndet.

[Nicklas Karamas]

Selvom Nicklas var en tyv, mødte han nu ikke meget fjendtlighed hos denne dame. Han havde regnet med, hun ville være en del mere kølig over for ham, men det forholdte sig anderledes og det overraskede ham faktisk en del. Alle andre, der vidste, han var tyv, mødte ham med langt mere mistillid, end hun havde gjort. Det var tydeligt, at de fleste ærlige mennesker ikke stolede på ham, men på den anden side... Han kunne egentlig ikke bebrejde dem, for han var temmelig uærlig. Han levede sit liv på den forkerte side af loven, men han var ligeglad. Han havde valgt det sådan, så måtte andre vel bare finde sig i det. Det var ikke deres liv, så hvorfor kunne de ikke bare blande sig udenom? Det gjorde denne kvinde - Lady Mariah? - i hvert fald, så hvorfor gjorde alle andre det ikke? Der var så mange, der prøvede, at få ham til at ændre sig og blande sig i hans liv, men sandheden var, at han overhovedet ikke havde lyst til at ændre sig.
Hendes svar fik ham til at trække skævt på smilebåndet. Hun var virkelig noget for sig selv. "Ah jeg forstår" svarede han bare. Nu hvor han egentlig tænkte over det, kunne han ikke forestille sig hende i en fin kjole, men han sagde det ikke. Han ville ikke virke ubehøvlet, men for ham betød det ingenting. At hun ikke klædte sig fint hele tiden, betød vel også at hun ikke rigtigt brød sig om det.
"Jeg tror det er ligemeget, hvor meget tøj jeg egentlig tager på, jeg ville nok stadig fryse. Jeg er temmelig kuldskær" svarede han, igen ærligt. Lige disse småting var han ærlig omkring, men dybere spørgsmål, ville han nok ikke være så ærlig omkring. Han var trods alt tyv, og hvis han fortalte for meget om sig selv, ville han komme til at røbe alt for meget om sit liv, og det ville i sidste ende udsætte alle de andre tyve for fare, noget han bestemt ikke ville lade ske. Derfor måtte han også være forsigtig, selvom hun var besøgende i dette land.

[Mariah Urbram]

Mariah vidste godt, at det var spild af tid, at prøve på at få folk til at blive bedre mennesker. Det var deres liv, dereshandlinger, og deres konsekvenser. Det var ikke hendes job, at gå og fortælle dem, hvad der var godt og hvad der var skidt. Det var ikke hendes job, at fortælle dem hvilken vej i livet de skulle gå. Det var deres eget valg.
Derfor var det heller ikke hendes job at fortælle denne tyv, at han havde gjort noget forkert. han vidste det højest sandsynligt godt selv, men han han ignorerede det vel bare.
Den eneste person, hun virkelig havde ret til at bestemme over i sådan en situation, var hendes søn. Hun var hans mor, og derfor hende der bestemte over ham. Det var hende der havde valgt, at han skulle i lære som ridder. Så ville han få mest muligt ud af sit liv, og hun ønskede at han skulle få noget ud af sit liv, før han skulle overtage hvervet som lenhersker.

"Det er du en af de eneste mænd der gør," sagde hun med et skævt smil, da han sagde at han forstod. Langt de fleste mænd - specielt de rige og betydningsfulde mænd - var ikke glade for hendes valg af påklædning. Hvis det stod til dem, skulle hun virkelig have kjole på og opsat hår hele tiden. Det var jo sådan en rigtig lady så ud.
Hendes mand havde dog forstået det. han havde ikke tvunget hende til at gå i kjole, men han havde sagt at hun kunne iklæde dig hvad der passede hende.

"Så er det godt at du bor her," sagde hun og sendte ham et lille smil. Der var ikke mange der var glade for det kolde klima i norden. Men dem der boede der, var ikke glad for sydens varme klima.
"Der er ret mange af din.. slags, her i byen, er der ikke? jeg tænker bare at det ikke er så nemt at tjene til føden så?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde jo hørt om alle de langfingrede mennesker der gik rundt her.
Med 'slags' mente hun selvfølgelig tyve. det mente hun bare ikke at hun bare sådan kunne stå og sige.

[Nicklas Karamas]

Nicklas var som sådan ikke et dårligt menneske. Han havde blot en anden indtjeningsmåde end så mange andre. Han dræbte nødig, og han ville aldrig kunne finde på at tortere et andet menneske. Den største forskel var, at hans arbejde lå på den forkerte side af loven, og derfor fik mange det indtryk, at tyve bare var folk, der var ligeglade med andre, men Nicklas bekymrede sig i den grad om andre mennesker. Bare ikke lige de mennesker han stjal fra. Hvis han ikke tjente nogle penge, var der ikke nogle i lauget, der fik mad, og det ville til sidst ende med, at hans 'familie' gik i opløsning, hvilket var noget, han for alt i verden ville undgå. Nicklas havde selv hele sit liv været tyv, så han kendte ikke til andet, men var han vokset op i en velhavende familie, var han sikkert også startet som page, men han kunne nu godt lide sit liv. Der var et eller andet ved udfordringen ved at tjene penge på denne måde, der gjorde det hele så meget mere spændende end at være ridder. Han vidste, at han ville komme til at deltage i store slag som ridder, men han var helt ærligt ikke typen, der svingede med kæmpe sværd i kampråb. Han var ham, der handlede i skyggerne og sjældent viste sit ansigt. Han var typen, der ikke gjorde opmærksom på sig selv, men gjorde alt for at holde sig ude af rampelyset. Han var virkelig ikke riddertypen.
Hendes svar fik ham til at hæve et bryn. Der var nogle, der ikke forstod det? "Efter min mening skal en kvinde eller dame have lov til at klæde sig, som hun har lyst til, om hun er en Lady eller ej. Det skal stadig være op til hende. Det er nok en af fordelene ved ikke at være adelsmand. Jeg ser ikke så firkantet på tingene" endte han med et svagt smil. Også dette var nogenlunde sandt, omend han generaliserede en del, men det var sådan, han havde oplevet så mange andre adelige. De mente, de var hævet over alle andre, og bare skulle bestemme over kvinderne, som var de dyr. Det var en holdning, som Nicklas på ingen måde delte og som i den grad frastødte ham.
Han endte med at nikke til hendes ord, om at det var godt, han ikke boede nordpå, men hans smil voksede en smule ved hendes spørgsmål. "Så meget konkurrence synes jeg nu heller ikke der er. Vi er temmeligt gode til ikke at gå i vejen for hinanden" svarede han blot. Det var ikke helt sandt, men han ville ikke til at fortælle hende om tyvelauget, for det ville være respektløst og farligt for de andre tyve. Især for deres leder.

[Mariah Urbram]

Mariah havde, ligesom så mange andre mennesker, fået den opfattelse, at tyve var ligeglade med andre mennesker. De brød loven, de stjal og de gjorde livet surt for andre mennesker. Hvordan kunne man få et andet indtryk?
Hun ville ikke tro på ham, hvis han sagde, at han bekymrede sig for andre mennesker. hun ville ikke tro på ham, hvis han sagde, at han ikke havde andre valg end at gå rundt og stjæle. Man havde altid et valg. Han havde bare valgt at være på den forkerte side af loven og stjæle fra andre mennesker.
Men egentlig var hun en smule ligeglad, når det ikke var hjemme i hendes len. Selvrfølgelig var det hendes job som den adelskvinde hun var, at rapportere, hvis hun så en tyv. Men han havde jo ikke gjort noget galt, ud over sikkert at stjæle nogle få håndører fra nogle uopmærksomme vagter. Vagter skulle være opmærksomme, og de vidste jo at der var tyve overalt, så hvis ikke de havde opdaget det, havde de måske mødt nogen der var bedre end dem selv.

"Adelsfolk bliver opdraget til at se firkantet på tingene. De lærer ikke at tænke ud af boksen. Jeg er sikker på, at hvis du havde været adelsmand, havde du set ligeså firkantet på tingene," sagde hun med et lille smil. Hun var selv opdraget til at se meget firkantet på tingene. Der var nogle regler, og de skulle ikke bøjes eller strækkes. En regel var, at kvinder skulle gå i pæne kjoler og havde deres hår sat stramt op. Men der var også nogen der formåede, trods deres opdragelse, at tænke udenfor boksen. Mariah selv, gjorde hvad der passede hende. Hun tænkede udenfor boksen, bare ikke hele tiden. Når hun var i større selskaber, havde hun pænt tøj på, og hun havde fået sat sit hår op. Hun blev nødt til at tænke på tænke på sit ry, for uden det, ville hun ikke sidde særligt længe som lenhersker.
Mange mænd tænkte på kvinder, som var de ting der skulle bestemmes over. Sådan havde det altid været, i hvert fald de sidste mange år. Det var ikke noget man bare lavede om på. Mange kvinder fandt sig også i det. Det var måske forkert, men sådan var det jo. Der skulle meget til at lave det om.

Hun lyttede til den andens ord, og trak en smule på smilebåndet. Hun anede ikke noget om tyve, hun havde bare til opgave at straffe dem, hvis de blev opdaget. Hun anede intet om at der måske faktisk kunne være små samfund med tyve. Det var jo aldrig noget hun havde fået af vide.
"Det er da altid herligt," sagde hun med et smil.

"jeg ser at De fandt nogen at snakke med, Lady Verd," sagde en stemme, og det gav Mariah et mindre chok. Hun genkendte dog stemmen, og drejede lidt hovedet, og så at det var hendes embedsmand, Ethan.
"Det gjorde jeg. Jeg kan jo ikke gå og vente på dig hele dagen," sagde hun med et smil og vendte så sin opmærksomhed tilbage til Nicklas.
Ethan stod bag sin Lady, og kiggede lidt på Nicklas. Han sagde dog intet.