Out on my own.

[Mariah Urbram]

Vejret var smukt. Solen kastede sine livgivende og varme stråler ned på jorden og smeltede ligeså stille al den sne, der havde dækket norden i det sidste meget lange stykke tid.
Mariah havde glædet sig til dette tidspunkt. Hun havde intet imod vinteren, men hun så altid frem til, at det hele skulle blive knapt så koldt og at det meste af sneen ville forsvinde.
Egentlig var hendes len så langt nede syd på, at i de varmeste sommermåneder, var der ingen sne. Det blev aldrig ligeså varmt som nede i syden, men det blev helt klart varmere end de ellers var vant til.
Hun priste sig lykkelig for at hun ikke boede helt nordpå, hvor sneen aldrig helt forsvandt, og der altid ville være en drillende vind der førte noget koldt med sig.
Hun kom selv fra et len der var lidt længere nordpå, så derfor havde hun været vant til at foråret og de varme solstråler kom senere, end der hvor hun boede nu. Det havde forvirret hende i starten, for hun havde været vant til at regne med at det kom senere. Nu havde hun dog haft ti år til at vænne sig til det, og nu glædede det hende bare.
Det var ikke mere end et par dage siden, hun havde været til forårsgilde i Vindervind. Det var en herlig tradition, som nordens leder altid holdt, for at byde foråret velkommen og for at folk kunne komme på andre tanker, end de triste og kolde tanker som i sidste ende fik fat i selv det mest positive menneske. Når alt var koldt og vådt, kunne det være svært at holde humøret oppe hele tiden. Man fik altid tanken, at det aldrig ville få en ende.
Men med solens varme stråler, kom de glade tanker også. Man kunne nu høre borgerne gå og fløjte, børnene hvine af fryd og vaskekonerne der snakkede lystigt, og ikke havde travlt med at komme ind i varmen igen. Det var en dejlig forandring, og en forandring der altid fik et smil frem på Mariahs læber.

Mariah var taget ud på en tur alene. Ud på en tur, uden en livvagt eller uden en af sine trofaste embedsmænd. Hun havde brug for at komme lidt ud på egen hånd.
Mariah var ikke en kvinde der ikke kunne klare sig selv. Hun var ikke selv særligt våbenstærk, hun kunne håndtere et sværd længe nok til at hun ville kunne kalde på hjælp, men mere var det ikke. Hun havde heller ikke brug for det.
Nogen ville måske mene at det var lidt risikabelt, at en kvinde i hendes position red ud på egen hånd. Hun vidste udmærket godt, at der var mange der ikke så hende sidde i den position, men hun havde klaret det meget bedre end alle havde regnet med. Hun vidste at hendes afdøde mand ville være stolt af hende, hvis han kunne se hende nu. Hun drev lenet videre i hans fodspor, og hun var stolt af sit arbejde.
At kunne høre fuglenes sang og triller i ørerne, gav hende en varme indeni. Det gjorde hende i fantastisk humør. På de helt slemme vinterdage, hørte man ikke fuglene. Mange af dem var fløjet syd på, og dem der faktisk var tilbage, blev i deres varme redder.
Nu var mange af fuglene begyndt at komme tilbage. Verds skove genlød af fugletriller og det var en fantastisk sang at høre.
Mariah havde sit sædvanlige tøj på: Et par tætsiddende bukser, en skjorte med korset udenpå, en jakke, og derudover den blå kappe. Det var stadig en forret kappe, for selvom foråret var ved at komme, var det alligevel ikke varmt. Der ville dog ikke gå ufatteligt lang tid, før hun ville tage en mindre varm kappe i brug.
Hun sad på sin hest, som en mand ville sidde. Hun hadede damesadlen, da den gav hende ondt i ryggen, hvis hun sad på den for længe. Men måske var det fordi hun ikke rigtigt var vant til den. Hun var vant til at sidde overskrævs på hesten, som en hver anden med lidt fornuft ville gøre.
Hun red ind ad stierne og nød duften af forår i sin næse, og lyder af forår i sine ører. Hun red ikke særligt stærkt, for hun havde ikke travlt. Hun ville nyde denne tur, uden at skulle skynde sig hjem til et eller andet arbejde.

[Ragnhild Taurus]

Forår, den tid på året der bringer godt med sig. Den tid på året, der gentagende gange har inspireret barder og unge mænd til poesi. Den tid på året der sætter skub i tingene og gang i safterne. Mange steder i landet var man da også i færd med at fejre forårets komme, og især i norden blev der festet igennem også ude i de små landsbyer. Jo faktisk kunne man ane fest stemningen helt ud i Verds skove, men det var dog en anden slags fest der var gang i. I en stille bugt ved en af de floder der skilte Verd len fra Ardyn len, kunne man hører sang og latter på lang afstand. Det var dog ikke fordi at de lokale var ved at feste. Gennem rå mande latter og trampen i jorden kunne en let rystende tenor anes.

(Melodi ”Højt på en gren en krage sad)
”Højt på en troooo-n’ en dronning
-smuk som få, skøn som nogen sol
Højt på en troooo-n’ en droning sad.
Så kom en løsti’ ungersvend
-smuk som få, skøn som nogen sol
Så kom en løsti’ ungeeeer-svend hen ”

Her blev den skælvende sanger dog afbrudt da Ragnhild løftede en hånd og gjorde tegn til stilhed, oppe fra sit højsæde. Hendes ansigt var fortrukket af en maske, der gjorde et forsøg på at se død alvorlig ud selvom hun egentlig var klar til at klaske sig på lårene af grin. Ragnhild sad henslængt på sit højsæde der var slæbt ud fra skibet og ind i skovens lille lysning. Hvor hun og hendes mænd havde slået en lejer op og nu lavet en fest plads. Hendes mænd sad på hver side af den stor bålgrav hvor Ragnhilds højsæde stod for enden og mellem hende og bålgraven stod en arm, ung mand fra lokalsamfundet og forsøgte at fremsige det kvad der var blevet krævet af ham. ”Jeg tror det er bedst for alle parter, at jeg forbyder dig at synge mere, vi skulle jo nødigt have at vinteren vendte tilbage for at stoppe dig” tilføjede hun så med en halvfuld fnisen. Den unge mand åndede lettet op. Det var nu tydeligt at han ikke længere skulle stå til skue, men kunne vende tilbage til de andre skræmte bønder, der var tvunget til at feste med mandskabet. Det var ikke så meget at de festede med, men det var snarere deres koner og døtre der festede med. Så kunne mændene stå for at servere og lave mad, imens Ragnhilds krigere mæskede sig i øl, steg og kvinder. Den unge skjald gjorde mine til at smutte væk, da en kriger i nærheden begyndte at banke taktfast i bordet med sit krus, snart fulgte de andre kriger fra skibet efter og de sad nu alle og bankede imens de taktfast kaldte ”Svinet, Svinet, Svinet, Svinet…”

Ragnhild lagde hovedet tilbage og lo højt mod himlen ”Som i da vil, ønsker i at se SVINET!” råbte hun højt og rejste sig fra sit sæde, som med en røst brølede krigerne ”SVINET! SVINET!” med en doven bevægelse greb Ragnhild ud efter sin langøkse og med det samme blev den unge sanger bleg, hvorefter han begyndte at trygle om nåde. Ragnhild stod et kort øjeblik og betragtede manden inden hun smed sig ned i sit sæde med et hånligt ”ha!” og lagde svinet hen over hendes knæ ”Han er sku’ for ynkelig til svinet, sæt ham til at rense potter sammen med de gamle” mumlede hun dovent inden hun rakte ud efter mere vin og viftede tegn til at den næste der skulle underholde, skulle gå frem. En ung kvinde med brede hofter blev puffet op fra skødet af den sømand, der havde holdt på hende og hun begyndte at danse. Ragnhild drak dybt af sit gyldne bæger, der var intet som lokale der forstod at holde en fest for nogle trætte rejsende. At de måske skulle hjælpes lidt på vej var en anden sag. Ragnhild nød sin plads i denne en tronsal i natur hun havde skabt. Hun satte sig dog op med et sæt da en af de mænd der sad ved bordet længst væk rejste sig op og pegede ind mod skoven ”Rytter!” gjorde han de andre fra Skibet opmærksom på, der var dog ikke mange der stoppede med at æde og drikke. De fleste klaskede bare en bondetøs i røven og sikrede sig at deres våben var nær.

[Mariah Urbram]

Mariahs øregange havde opfanget en anden form for musik, en skovens egen musik. Det havde lydt larmende, og hun havde egentlig ikke syntes at det var særligt godt. Alligevel havde hun været for nysgerrig til bare at kunne lade det ligge. Hun ville gerne vide hvad der foregik på hendes grund.
Hun styrede derfor hesten ind mellem træerne. Hesten var vant til terrænet og træerne, og gjorde derfor ingen indvendinger. Det gik bare roligt og stødt med sin ejer på ryggen.
Mariah flyttede selv nogle grene, så hun ikke fik dem i hovedet. Normalt red der altid nogen foran hende, og sørgede for sådan noget, men hun havde intet imod at gøre det selv. Faktisk var det rart at være lidt alene. Hun kunne gøre hvad hun ville, og der var ingen til at stille spørgsmål til noget som helst. Hun kunne få lov til at være i sine egne tanker. Hun skulle ikke tænke på, at der var en der fulgte alle hendes bevægelser ned til mindste detalje, for at være sikker på at der ikke skete hende noget.
Mariah var vant til, at der altid var nogen omkring hende. Der var altid en til at beskytte hende selv fra at blive ramt af en bog der faldt ned. Det var noget hun havde vænnet sig til, så hun fandt det faktisk en smule underligt, at hun kun kunne høre sin egen hest. Det var befriende.

Mariah stoppede inden hun kom helt til syne. Hun vidste ikke hvad der var derude, men det var hurtigt gået op for hende, at det nok var en form for fest. Hun kunne høre en eller anden synge på en hæslig måde, og hun kunne høre fulde folk råbe op, kvinder der hvinede, og børn der lo. Hun kunne dog ikke helt komme på, hvem der ville holde fest ude i skoven. Hvorfor ikke bare gøre det inde i byerne, ligesom alle andre?
Hun kiggede rundt fra der hvor hun sad. Hendes blik faldt på en kvindeskikkelse, og det gik hurtigt op for hende, at hun havde set denne person før. Et suk forlod hendes læber. Hvorfor nu igen? Havde det ikke været nok den ene gang?
Hun hørte hvordan de råbte op, og havde egentlig mest lyst til bare at dreje omkring, men så hørte hun at der var blevet øje på hende. Hun hørte nogen af dem sige ”Soldater” og kunne ikke lade være med at smile lidt over, hvor skuffet de måske ville blive, når de fandt ud af at hun var ene og alene.
Hun valgte at lade være med at gemme sig. Hun var ikke bange, og slog derfor klik med tungen, og gik hesten til at gå ud i lysningen.
Hun fik øje på en masse mennesker, et stort bål, og hendes næsebor opfangede duften af stegt dyr. Hun løftede det ene øjenbryn, mens hun kiggede rundt. Til sidst faldt hendes blik på Ragnhild.
”Holder i forårsfest? Så vil jeg foreslå jer at få fat i en anden skjald. Hans skønsang skræmmer nærmere foråret væk,” sagde hun. Det med skønsang blev selvfølgelig sagt ironisk. Der var intet skønt over sangen.

[Ragnhild Taurus]

Danseren huede ikke Ragnhild, men det var tydeligt at der var en del af mandskabet der bestemt værdsatte de simple vrik med hofte som tøsen lavede. Selv havde Ragnhild håbet på noget med lidt mere spræl i. Hun ville helst ikke indrømme det men hun havde faktisk små kedet sig den sidste halve time, festen var ved at falde af på den, så hun håbede sandelig at den nyankommende kunne pifte tingende lidt op. Ragnhild bøvsede lavmælt og rankede sig lidt op i sit højsæde så hun kunne modtage sin nye gæst. Da denne begyndte at tale blev Ragnhild dog slemt skuffet, Lady Verd, Ragnhild havde svært ved at forestille sig en større fest dræber. Eller hvad? Et lumsk smil bredte sig over Ragnhilds ansigt og med et bredt grin bød hun Verd velkommen ”Lady Verd! Hvilken glæde!” Udbrød hun imens hun gestikulerede i retning af lady Verd, med sit bæger. ”Velkommen til mit bord!” forsatte Ragnhild sin parodi på den rituelle velkomst hilsen af en rejsende. ”Sæt Jer og nyd godt af dit lands gaver, jeg kan dog ikke garantere for at mine mænd ikke også vil nyde lidt af Dem” tilføjede hun så med et smørret smil, der fik en del af sømændene til at grine højt af den implicerede sjofle hentydning. Der var dog en stor del af selskabet der ikke grinte længere. Bønderne, de fleste af dem stod helt stille og sagde intet gjorde intet, ventede blot på at lady Verd enten redde dem fra den farce af en fest eller accepterede at de skulle forsætte med at gøre som den ”gale” kvinde i højsædet beordrede.

”Holder i forårsfest? Så vil jeg foreslå jer at få fat i en anden skjald. Hans skønsang skræmmer nærmere foråret væk,”

Ragnhild kluklo kort inden hun nikkede ”Ham har jeg smidt om til gryderne, jeg blev jo dårlig af at se på hans fjæs!” herefter pegede hun ned på en af sine krigere ”Rolf! Flyt din fede røv så lensfruen har et sted at side.” Rolf grinede dog bare som svar og klaskede sig på sit store lår, som i her var da masser af plads. Det stoppede dog da Ragnhild sendte ham et enkelt blik der gjorde det klart at det ikke var til at spøge med. Den store krige rejste sig tavst fra sin stol og satte sig ned på en nærliggende bænk, hvor de andre rykkede lidt tættere sammen. Bønderne vendte tilbage til deres arbejde, og accept af sømændenes tilnærmelser da det lod til at Lady Verd accepterede at det fandt sted. ”Lady Verd, ta’ plads! Og nogen skaf hende noget at drikke!” Forsatte Ragnhild imens hun pegede på rofls nu tomme stol. ”Men hvad bringer dem egentlig helt her ud?” spurgte Ragnhild så en smule fraværende da hun havde travlt med at se sig om efter en ny krukke med noget at drikke i da hendes egen nu kun var fyldt med luft.

[Mariah Urbram]

Et eller andet sted, fortrød Mariah at hun ikke bare havde vendt hesten omkring, og havde fortsat i den retning hun allerede havde været i gang med at følge. Hun havde ikke ligefrem regnet med at skulle snakke med denne.. kaptajn igen. Var det ikke kaptajn hun havde kaldt sig selv? Hun var egentlig ikke sikker, men hun var også ligeglad. Hun havde ikke regnet med at se hende og hendes mandskab på Verds område igen.
Hun fremtvang dog et mindre smil. Der var ikke så meget at smile over, men uhøflig kunne hun bestemt heller ikke være bekendt at være. Desuden skulle hun jo gerne gøre det bedste indtryk som overhovedet muligt.
Mariah sagde intet, da hun blev budt velkommen. Velkommen til Ragnhilds bord? Det var nok Mariahs eget bord, og det skulle ikke undre hende, hvis den mad de spiste, var noget Verds bønder havde bragt med.
Hun lod et blik falde rundt, og selvom bønderne måske lød til at more sig, kiggede de alligevel på hende, med et blik, der spurgte om lov. Mariah var ikke en streng leder som sådan. Hun lyttede til sit folk, men hvis man gjorde noget der brød reglerne, blev man også straffet. De havde dog ikke gjort noget der brød mod reglerne, og egentlig kunne hun godt forstå, hvis de havde været for bange til at sige denne kaptajn imod. Hun nikkede derfor bare til dem, som for at sige, at de bare kunne feste videre. Hun så ingen grund til at stoppe det hele, så længe der ikke skete noget alvorligt og noget der brød mod reglerne.
Hun sad med rank ryg på sin hest, men holdt kun meget let ved tøjlerne. Hesten stod helt stille, den ører bevægede sig en smule fordi den nysgerrigt kiggede omkring og prustede let. Dette var klart mere spændende, end en kedelig skov, hvor der bare var træer over alt.
”Tak skal I have,” svarede hun bare. Hun havde godt opfanget joken, og hun kunne egentlig ikke se det morsomme i den. Hun kunne dog høre hvordan mændene grinede højlydt af dem. Hun sagde intet, for hun så ingen grund til det.
Smidigt gled hun ned fra sin hest. Hun havde reddet allerede før hun kunne gå, så hun var en fantastisk rytter. Derfor havde hun også nemt ved bare komme op og ned på ingen tid.
Mariah havde allermest lyst til bare at bede bønderne om at gå hjem, så festen kunne slutte. Hun vidste at de hellere ville adlyde hende, end de ville adlyde det ”gale” kvindemenneske, der havde bragt dem hertil. Men Mariah var også sikker på, at man ikke skulle spøge med folk som denne kaptajn. Hun var ikke sikker på hvad kaptajnen var i stand til, og hun ville ikke gøre noget forkert. Hun ville ikke skabe ufred i en tid, hvor freden ellers herskede. Hun vidste at det ikke ville være godt. Derfor gik hun også med rank ryg og rolige skridt hen til Ragnhilds bord. Hun var stadig ikke meget for det, og en stemme i hendes hoved blev ved med at sige, at hun skulle stoppe dette nu.
Hun ventede pænt på at der skulle blive plads til hende. Da Rolf klaskede på sit lår, som for at sige at hun kunne sidde der, sendte hun ham bare et nedladende blik. Hun var ikke snobbet, men det var så langt under hendes standard, som noget kunne være. Hun skulle ikke sidde på en eller anden sømands lår. Aldrig i livet.
Derfor kunne hun ikke lade være med at trække let på smilebåndet, da han alligevel blev bedt om at flytte sig. Hun var ikke meget for at sidde der, men hun kunne ikke rigtigt se nogen vej ud af dette, når hun nu var gået ind i det.
Hun gik derfor med rolige skridt om til bænken. Hun satte sig ikke med det samme, da hun egentlig ikke havde lyst. Til sidst gjorde hun det dog, men hun sørgede for at hun fik sat sig på sin kappe, bare for en sikkerheds skyld. Den var alligevel lang nok til det.
”Jeg behøver intet at drikke, ellers tak,” svarede hun, da en blev bedt om at finde noget at drikke til hende. Hun havde ingen trang til noget at drikke, og hun regnede bestemt ikke med at blive der særligt længe.
Hun holdt en forholdsvis kølig facade, bare for en sikkerheds skyld. Hun blev nødt til at se dem an, for hun ændrede på det.
”Jeg hørte larm, og ville se hvad der foregik ude i min skov,” svarede hun, da Ragnhild spurgte hvad hun lavede der.
”Hvad får jer til at holde fest i skoven, når nu alle andre holder fest inde i byen? Jeg er sikker på at mine bønder ville have sat mere pris på en fest i byen end herude,” spurgte hun, og kiggede på Ragnhild.

[/blockquote]

[Ragnhild Taurus]

Det tog heldigvis ikke Ragnhild særlig lang tid at finde noget mere at drikke, dog primært fordi at Jørgen stod og ventede et stykke væk med et nyt vinskind. Den unge træl skyndte sig hen til sin frue da det var tydeligt at hun var ved at blive misfornøjet over sit tørrer bæger. Da Ragnhild atter havde fået sit bæger fyldt, vendte hun sin opmærksomhed ned mod Lady Verd. ”Hva’? intet at drikke, en skam, men så er der da det mere til os andre” mumlede hun tydeligt misfornøjet, man kunne ikke stole på folk der ikke drak. De var jo ikke mennesker. Da Lady Verd svarede på Ranghilds spørgsmål trak hun blot lidt opgivende på skulderne ”Som I kan se har vi en fest!” svarede hun højlydt og hilste langbordene med sit bæger, hvilket fik mandskabet til at skåle højt atter en gang. Da Lady Verd gik Ragnhild på klingen om hvad de egentlig lavede her, lænede Ragnhild sig lidt frem i sit sæde og svarede med et stort smil ”Det ville jo være en skam at efterlade ”Jorunns tårer” alene. Så i stedet for at trække lod om hvem der skulle gå glip af festen. Fandt vi de her lokale der gav os en hånd med at lave et brag af en fest!” det sidste resulterede i små latter kramper fra Ragnhild der atter faldt tilbage i sit sæde. Hun unlod dog at fortælle hvordan de havde overbevidst de lokale om at det var en god ide.

Ragnhild sad en kort tid og betragtede danserne inden hun igen råbte ”Er der ikke nogle andre der kan underholder? Hun keder mig!” Kvinden der var blevet skubbet op for at danse stoppede med det samme og tog det som en opfordring til at komme af vejen hvilket hun da også gjorde. Et kort øjeblik så det ud som om at der faktisk ikke var flere der havde noget underholdning at byde på, men så kom Thorleif og Rune op at slås om hvem der skulle trække af med danseren fra før, og der var jo kun en måde at afgøre det på… brydning.

”Det her! Kalder jeg underholdning” Kommenterede Ragnhild til Lady Verd da de to krigere stille sig op på pladsen tog skjorterne af og begyndte at kaste rundt med hinanden. ”Vent! Hvad med et væddemål? 25 Sølv? ” Forslog Ragnhild så, og pegede på de to mænd der slås ”Ham der er nederst lige nu med det Blonde hår er Rune og oven på med Tatoveringerne har vi så Thorleif” udpegede hun kort de to mænd der væltede rundt i deres brydekamp ”Det er vist kun fair at du for første valget”.

[Mariah Urbram]

Mariah kunne sagtens høre, at kaptajnen ikke var tilfreds med, at hun ikke ville have noget at drikke. men så længe hun ikke anede hvad der var i det de drak, skulle hun ikke have noget af det. Hun ville helst heller ikke sløre sine sanser med alskens alkohol. Hun ville gerne kunne tænke klart. Specielt nu, hvor hun var i selskab med folk hun ikke just brød sig om. Hun vidste ikke hvad der ville ske, og hn ville ikke pludselig ligge på jorden, fordi hun havde fået for meget alkohol i blodet, til at hendes ben ville bære hende.
En anden ting var, at hun lige nu var i selskab med sine bønder, og hun ønskede ikke at drikke foran dem.
"En fest ude i skoven. Som sagt, så ville det have været nemmere at holde den inde i byen. I ville have nemmere til alting der," svarede hun. Hun var ikke just tilfreds med at der blev holdt fest ude i hendes skov. Heller ikke nu hvor bøndernes familie helt sikkert havde brug for dem. Desuden kunne hun ikke se, hvorfor de ikke bare kunne holde den inde i byen. Der ville hun også bedre kunne holde øje med dem.
Men så længe festen ikke gik over gevind, og at hendes bønder og skov ikke kom noget til, ville hun ikke have noget motiv for at stoppe det hele. Så længe de ikke gjorde skovens dyr noget, og så længe de ryddede op efter sig selv, var der ingen regler for at dette ikke måtte finde sted.
Hun kunne også sagtens høre, at folk morede sig, og det var jo tid for fest. Man fejrede forårets komme over alt i norden, og nu også i Verds skove.
Hun lyttede opmærksomt til hvad Ragnhild havde at sige. Af en eller anden grund havde hun bare svært ved at tro på, at bønderne frivilligt var gået med til dette.
"Så mine bønder tilbød helt frivilligt, uden Deres og Deres mænds hjælp, at hjælpe dem med at holde fest?" spurgte hun og kiggede på den anden kaptajn.
Men som sagt tidligere, havde hun endnu ingen grund til at stoppe festen. Hun var bare veldigt interesseret i at høre, hvordan det hele var sket. Hun så helst ikke at bønderne blev tvunget til noget de egentlig ikke ønskede.

Mariah kiggede lidt på danseren. Hun lignede ikke ligefrem en der ønskede at være der, og da hun skyndte sig væk, var det da tydeligt, at hun gerne ville væk. Mariah ville gerne sige noget, men forblev tavs. Hun vidste at hun skulle være forsigtig med sine ord.
Hun brød sig dog ikke om at se at der startede en slåskamp. Selv brød hun sig ikke synderligt meget om vold, og hun så helst at tingene blev løst med ord.
Hun kiggede forundret på Kaptajnen, da denne sagde, at slåskamp var underholdning. Hvordan kunne hun dog synes det? Tænk nu hvis en af dem kom til skade? Hun brød sig ikke om at se på det, men ved at kigge rundt, kunne hun se at størstedelen af folkene, faktisk fandt det spændende. Derfor holdt hun sin mund lukket, men det var tydeligt at se på hende, at hun bestemt ikke brød sig om det.
Mariah kiggede mistroisk på Ragnhild, da hun foreslog et væddemål. Ville kvindemennesket virkelig sidde og vædde om, hvem der kom mindst til skade?! Det var forkert, mente Mariah.
Alligevel nikkede hun lidt.
"Helt fint.." sagde hun. HUn havde penge på sig, hun var ikke sikker på hvor mange der var, men 25 sølv skulle der nok være. og ellers kunne hun hente flere, hvis det var.
Hun kiggede på de kæmpende, da der blev fortalt hvad de hed. Mariah anede ikke hvem de var, så derfor gættede hun bare.
"Ham med tatoveringerne," sagde hun så. HUn anede intet om, om han ville vinde eller tabe. Hun gættede sig bare frem.

[/font]

[Ragnhild Taurus]

Ragnhild valgte ikke rigtigt at svare på Mariahs konstatering, det virkede ikke som om at Ladyen ønskede svar blot gøre sin mening kendt. Så det agtede Ragnhild at lade hende gøre, faktisk virkede det jo som om at Lady Verd gik en del op i at man anerkendte hende og ikke mindst hendes autoritet. Ragnhilds opmærksomhed flød skiftetvist fra de to kæmpende mænd og tilbage til lady Verd, hvad er hendes pris? Alle har en pris, jeg må finde den.
"Så mine bønder tilbød helt frivilligt, uden Deres og Deres mænds hjælp, at hjælpe dem med at holde fest?"

Ragnhild måtte bide sig selv i læbe for ikke at komme med en spydig kommentar, men lod lige akkurat være. Hun var ikke så fuld at hun havde tabt hovedet endnu, og det virkede jo også som om at Lady Verd ønskede at blive anerkendt som hersker og ikke bare som et bump på vejen til hun blev gift igen eller hendes søn gammel nok. Måske det snarre var det eneste der betød noget for Lady Verd; sønnen? Men han var bare så langt væk. ”Jeg indrømme gerne at det ikke var bønderne der kom på ideen, men jeg har ikke hørt nogen tale forslaget imod, de ved vel hvad der er bedst for dem. I må have opdrættet dem vel.” Ranghild lo kort af sin egen vittighed. Inden hun slog ud med hånden i retning af de to kæmpende ”Så tag da ordentlig fat mand!”. Herefter drejede hun sig, så hun atter vendte ned mod Mariah. ”Jeg tror de er forsigtige fordi I er her”. Kommenterede hun som om at Mariah burde set det som en ære.

Ragnhild lyste op i et stort smil da Mariah accepterede væddemålet. Så Lady Verd var ikke så stiv som hun gav sig ud for, eller hylede hun bare blandt de ulve hun var iblandt? Ud at dømme på hendes holdning og den måde hendes blik flakkede rundt på var det nok det sidste. Pyt et skridt i den rigtige retning.

"Ham med tatoveringerne,"

Ragnhild nikkede ”Thorlief, godt valg, lidt ældre en Rune, men det betyder også det mere erfaring...” Kommenterede hun så. Inden hun så sig omkring med en irriteret mine. Der var en ting, okay der var en del ting der var upraktiske ved højsædet, men primært det at hun ikke kunne flytte det selv. Uden yderlige cermoni rejste Ragnhild sig op, gik hen og prikkede den kriger der sad ved siden af Mariah på skulderen og overtog hans plads. ”Ah sådan der! Så kan vi snakke lidt mere sådan… på tæt hold.” forklarede hun så Mariah i en lav konverserede tone. Ragnhild tog en slurk af sit bæger og holdte det så frem til Lady Verd ”Stadig ikke tørstig?” spurgte hun imens hendes øjne fulgte de to kæmpende.”Nåå... hvor kom jeg fra? Jo Thorlief, ældre erfaren” Ragnhild trak på skuldrene og tog atter en slurk ”Personligt fortrækker jeg dem unge og verile, men det er bare mig” Ragnhild kluklo kort inden hun forsatte "Der er ligesom , lidt mere spræl i dem"

[Mariah Urbram]

Mariah ønskede selvfølgelig at være anerkendt. Hun havde arbejdet de sidste seks år på, at folk ville anerkende hende som lenhersker, selvom hun var en kvinde.
Hun var stædig og tålmodig, så det skulle nok komme. Men hun ville ikke bare være noget der midlertidigt sad som hersker, indtil hendes søn blev gammel nok.
Det eneste der virkelig betød noget for hende, var hendes søn. Han var det eneste hun havde tilbage, og han var hendes eneste. En moders kærlighed til sin søn kunne ikke beskrives med ord.
Hvis der nogensinde skete hendes søn noget, ville hun gøre alt, for at straffe den der havde gjort ham ondt. Uanset hvad hun så skulle gøre.
Grunden til at Mariah nok ønskede at blive anerkendt som hersker, var at hun blev nødt til at kæmpe så meget for det. Efter hvad hun vidste, var hun den eneste kvindelige lenhersker, og det var ikke noget de højtstående mænd var særligt glade for.
Men Mariah vidste at hun kunne klare det. Hun vidste at hun var en god leder, så hun blev ved med at kæmpe.

Mariah nikkede bare til det Ragnhild sagde. Selvfølgelig var der ingen bønder der havde sagt noget. Når der kom en flok krigere, der ikke så ud til at de ville siges imod, var der selvfølgelig ingen der sagde noget til dem. Frygten havde fået dem til at holde mund.
Men hun valgte at holde mund om det. Hun var sikker på at der ikke ville komme noget godt ud af det. Kaptajnen og hendes folk havde trods alt for noget indebords, og derfor vidste Mariah ikke helt hvad der ville ske, hvis hun ikke holdt mund.
Men hun var ikke tilfreds med situationen, hvilket man nok godt kunne fornemme. Hun slappede ikke af, og hun kiggede fra tid til anden rundt, for at holde øje med hvad der skete.
Men der sad et let smil på hendes læber, og hun gjorde hvad hun kunne, for at give et ordentligt indtryk.

Mariah lod sit blik falde på de kæmpende mænd igen. Hun kunne ikke finde hoved og hale i dem, og hun havde aldrig fundet sådan noget spændende.
Hun prøvede dog at virke interesseret, selvom det nok ikke virkede helt.
Hun lyttede til hvad kaptajnen sagde til hende, og hun løftede det ene øjenbryn.
"Så kommer de da heller ikke så meget til skade," sagde hun.
Hun havde altid forstået, hvorfor folk fandt det spændende, når andre kæmpede. Hun syntes at det var forkert, og at det burde stoppes.
Mariah gik kun med til væddemålet, netop for at hyle med de ulve hun var i blandt. Det var ikke noget hun havde det godt med.

Mariah nikkede lidt, da der blev fortalt om de to der kæmpede mod hinanden. Ragnhild kunne bilde hende alt muligt om dem ind, og hun ville sikkert tro på det. Hun kendte jo ikke de to personer.
Mariah blev en smule overrasket, da kaptajnen forlod sit højsæde. Det havde hun virkelig ikke regnet med.
Hun kiggede på den anden kvinde, da hun satte sig ved siden af hende.
"Herligt.." svarede hun, da der blev sagt at de nu kunne snakke lidt mere på... tæt hold. Det var ikke ligefrem noget hun så frem til.
"Nej tak," svarede Mariah høfligt, da der blev spurgt om hun stadig ikke var tørstig. Hun havde stadig ingen trang til at drikke noget fra dette bord.
Da Ragnhild endnu en gang begyndte at fortælle om de to de havde lavet et væddemål på, kiggede hun igen på dem.
Hun lyttede egentlig kun med et halvt øre, da hendes tanker var et helt andet sted.

[/font]

[Ragnhild Taurus]

"Så kommer de da heller ikke så meget til skade,"
Ragnhild gloede kort på Mariah som var hun faldt ned fra månen. Derefter begyndte hun at små fnise, det var en af de bedre vittigheder hun havde hørt i noget tid, og så fra Lady Verd. Ranghild havde ellers troet at Mariah var stiv som et bræt, hun virkede jo noget tør. Da Mariah ikke umiddelbart svarede på Ragnhilds spørgsmål lod hun da også Lady Verd være en lille tid, man skulle jo også have tid til at nyde mandfolket når det sådan rullede sig ud. Men da de to mænd så atter gik til den og væltede omkring på jorden støttede Ragnhild sig på sin albue og lænede sig ind over bordet. ”Har vinden stjålet din stemme? Eller er du ved at fortryde dit valg?” spurgte hun med et lille smil. ”Tror dog sagtens at jeg kan overtale dem til at vente efter tur hvis du ikke kan nøjes” tilføjede hun så med et sigende blik. Cirka samtidigt kom der en våd, ’flæk’ lyd fra de to kæmpende. Da Thorleifs næve kolliderede med Runes næse. Ragnhild udstødte et opgivende suk, og flyttede en hånd op bag sit højre øre hvor hun løsnede en øre ring af guld og lagde den foran Mariah ”Denne her burde være nok” sagde hun lidt mopset. Ude ved de to kæmpende rakte Thorlief en hånd ned til Rune med et bredt smil ”Så er vi vist enige om hvem der bestemmer hva’?!” sagde han i en godmodig tone, hvorefter han hjalp sin modstander op fra jorden og de to mænd klaskede hinanden på skulderen. Sammen gik de to mænd så hen for at få sig noget at drikke oven på strabadserne ”Rune!” råbte Ragnhild ”Tør lige blodet af, vi har gæster!” Rune nikkede med et grynt og samlede så sin skjorte op for at tørrer blodet fra hans nok brækkede næse af ansigtet.


((Jeg kunne ikke lokke dig til at være lidt mere aktiv i teksten. I den sidste post du lavede var der storset ikke noget at respondere på, de er meget "defensive" så at sige.))

[Mariah Urbram]

(jo, selvfølgelig! når jeg har siddet i skolen, har jeg ikke kunnet sætte hele min opmærksomhed af til svaret, så det er ikke blevet så fantastisk godt.. men lige nu er jeg hoppet på Naboens netværk, så jeg håber at det nu bliver bedre!)


Mariah kiggede på Kaptajnen, da hun begyndte at fnise. Hun løftede lidt det ene øjenbryn, men undlod at spørge ind til det.
I stedet sad hun lidt tænktsom i nogle sekunder, før hun åbnede munden for at tale.
"Nu hvor vi alligevel sidder og kigger på det, kan du så ikke forklare mig, hvorfor du finder en slåskamp så spændende, at du ligefrem vil vædde om hvem der vinder?" spurgte hun. Hun forstod ikke hvorfor det var så spændende, og ville egentlig gerne vide det. "Jeg mener, hvorfor vil du vædde om hvem der kommer mindst til skade? Det er dine mænd, burde du ikke i stedet bede dem om at lade være?" tilføjede hun så. Hun ville aldrig opfordre sine folk til at slås mod hinanden. Uanset om der så var uenigheder, kunne det ordnes med ord. hun ville ikke se hendes egne mænd slå løs på hinanden. De skulle i stedet bruge deres energi på at træne, så de kunne være klar, hvis nu der engang kom krig. Hun ønskede ikke at skulle sende mænd i krig, der ikke engang kunne finde ud af at holde fred med hinanden.
Hun var stærk modstander af vold. Hun forstod ikke hvorfor det var nødvendigt, men måske var det grundet hendes opdragelse. Hun var opdraget af en mor der selv tog afstand fra det, og hun havde set hvordan hendes ældre broder nogle gange kom forslået hjem. Hun brød sig virkelig ikke om det.
Hun trak lidt på smilebåndet, da der blev spurgt om vindenhavde stjålet hendes stemme.
"Nej. Vinden har ikke stjålet min stemme. Og jeg fortryder skam ikke. Hvis ikke jeg vinder væddemålet, var det ikke min skæbne. Jeg har ikke noget imod at tabe," sagde hun så, og kiggede på Ragnhild med et smil på sine læber.
Egentlig brød hun sig ikke om at tabe. Det var der vel ikke rigtigt nogen der gjorde. Men hun var heller ikke typen, der blev rasende når hun blev gal. Sådan var skæbnen bare, og så måtte hun jo bare gøre det bedre næste gang.
Mariah anede heller ikke hvem af de to mænd, der var bedst. Hun anede ikke hvem hun skulle lægge sin stemme på, så hun havde bare valgt en hurtigt. Det betød nu egentlig ikke helt så meget for hende.
Hun sendte bare Ragnhild et mindre smil, da kaptajnen sagde, at hun godt kunne få dem til at vente efter tur. Mariah var rimelig overbevist om at det var ironisk, så derfor sagde hun intet.
Mariah rettede sig lidt, da hun hørte den knusende lyd. Hun brød sig ikke om lyden, men løftede så bare det ene øjenbryn. Det så ud til at hun rent faktisk havde vundet.
Da Ragnhild lagde en ring foran hende, tog hun den op i sin hånd. Hun kiggede lidt på den, men lagde den så på bordet foran Ragnhild igen.
"Behold den. jeg kom ikke for at tage ting fra dig. Viden om at jeg vandt er fin nok til mig," sagde hun. HUn vidste ikke hvordan Kaptajnen ville tage det, men Mariah havde intet at bruge en ørering af guld til. Desuden havde hun ikke brug for de penge den måske kunne give. Det var ikke ligefrem fordi hendes kistebund var tydelig at se.
"Men du bør nok lade din mand gå til en læge. Hans næse har det vidst ikke for godt," sagde hun, og kiggede på Kaptajnen. Et smil var formet på hendes læber.
Hun hoverede ikke, men hun var da i godt humør over at hun havde vundet.
"Og forresten, jeg regner med at i rydder op efter jer, når jeres... lille fest er fordi." sagde hun.


(jeg håber at det er bedre nu :) )

[/font]