kedsomhed under forårsfesten.

[Raya Lodbrog]

Raya havde intet imod forårsfesten. Hun hadede virkelig bare at hun absolut skulle opføre sig pænt og hilse på alle de fine folk der kom og hilste på hende. Hun kendte dem ikke, så hun kunne ikke se hvorfor hun skulle hilse på dem. Desuden var de heller ikke hendes gæster. Hun gjorde dog som hendes moder havde sagt, da hun ellers ville blive bedt om at gå op på sit værelse, og det ville hun bestemt ikke.
Raya var iført en rigtig fin lille kjole, så hun følte sig som en rigtig prinsesse. Hun elskede at have kjoler på, da det altid fik hende til at føle sig fin.
Raya sad ved bordet sammen med sine søskende. Hun kedede sig. Hun ville lave et eller andet, men hun havde fået af vide at hun skulle sidde stille og opføre sig pænt af sin moder.
Ved siden af hende, sad hendes ældre søster, Iny.
"Iny.. Jeg keder mig.." beklagede hun sig. Raya havde det med at kede sig meget let. Der skulle meget til at opretholde hendes opmærksomhed, og lige nu var der absolut intet til at fange hendes opmærksomhed. Desuden var hun også lettere sur over, at moderen ikke ville lade hende have sin dukke med til bordet. hun havde altid sin dukke med sig rundt, og nu sad den bare oppe på sengen, helt ensom.
Raya kiggede rundt på de mange fine gæster. Hun havde set mange af dem før, men hun anede ikke hvem de var. Alle kvinderne havde utroligt smukke kjoler på, fint opsat hår og de flotteste smykker Raya havde set længe. Mændene var i pænt tøj, pænere tøj end de normalt havde på. Hun glædede sig til hun engang blev gammel nok, til at hun kunne have ligeså smukke kjoler på som dem kvinderne havde på.

[Iny Lodbrog]

Iny sad og prikkede let til maden, mens hun betragtede de mange gæster og prøvede på at memorere de navne hun ikke kendte i forvejen. Selvom der var en konstant summen af snakken, var der ikke mange der gad ofre ord på en ung pige som hende. Hun rettede blikket mod hendes tallerken igen. Selvom hun normalt opførte sig meget pænt, vært fald når der var andre til stede, men hendes moder havde også formanet hende om at opføre sig pænt. Hun lagde let spisepinden og kniven fra sig og glattede let skørtet på hendes fine nye kjole. Hendes lillesøster hev hendes ud af hendes tankegang, der ikke bestod af noget særligt. Små børn kede sig altid lige meget hvad der skete. Hun rettede hendes opmærksomhed mod hendes søster.
"Vi kan lege en leg, men du må love mig du er stille og ikke råber op, du skal opføre dig meget pænt mens vi leget den okay?" Hendes stemme var lav og let streng for at understrege hvor vigtigt det var at søsteren overholdt de regler hun satte op, hvis hun ønskede at lege og hendes blå øjne understregede stemmens alvor. Hun elskede sin lillesøster og kunne godt forstå hun kede sig, det var ikke ligefrem spændene for en på hendes alder, men det var også utrolig irriterende for hvad ville folk ikke tænke når hun sad og legede barnlige lege, men hvad man ikke gør for søskendekærlighed.

[Raya Lodbrog]

Raya prikkede selv lidt til maden. Hun kedede sig virkelig, og hun syntes ikke at maden var anderledes end alle andre dage. Hun vidste dog godt at køkkenfolkene havde haft travlt hele dagen, for de havde så pænt som muligt sagt, at hun ikke skulle gå i vejen. hun var derfor blevet bedt om ikke at komme ned i køkkenet, hvor de havde så travlt. Det havde selvfølgelig været træls, for hun kunne godt lide at sidde i køkkenet, for køkkenpigerne kom ofte med gode sager til hende. Hun vidste dog godt, at hvis hun så kom derned når de sagde at hun ikke måtte, ville de snakke med hendes moder, og så ville moderen bare skælde hende ud. Det ville hun ikke have, så hun havde holdt sig væk fra køkkenet.
Hun kiggede opmærksomt på Iny, da hun begyndte at tale om en leg. Det var noget der fangede hendes opmærksomhed. Et smil kom over hendes læber, da Iny forklarede nogle ting. <br>
"Det kan jeg godt! men jeg gider ikke hvis det er stilleleg!" sagde hun så. hun hadede stilleleg, for hun gad ikke være stille i så lang tid. Så ville hun hellere larme.

[Iny Lodbrog]

Iny så stregnt på lillesøsteren ved hendes udbrud "Sagde jeg ikke til dig første regel var at du ikke måtte larme?" Sagde hun dæmpet til hendes søster med en streng tone i den ellers rolige stemme og et alvorligt blik. Der kom mere mad ind og folk råbte og roste deres forældre for den overdådige fest. Af en eller anden grund var det at proppe sig og have for meget mad en statussymbol nogle steder i landet, noget hun aldrig ville kunne forstå, men hun forstod hvorfor hendes forældre gjorde det, ingen skulle tænke ilde om folk fra norden, at de ikke havde penge eller magt nok til at kunne proppe en masse mennesker med overdådige måltider. Da det hele stilnede lidt af igen rettede hun blikket mod hendes søster endnu en gang, hun viste godt hun kunne blive noget ivrig, sådan var små børn jo, men det ændrede ikke på at hun skulle overholde reglerne hvis hun ville lege, folk skulle jo ikke tror at hun selv var et pattebarn.
Iny tog en dyb indåndning "Det er ikke stilleleg og det er derfor det er ekstra vigtigt at du husker at være mere stille" Iny Så lidt op for at se om nogle lagde mærke til at hun sad og snakkede med sin søster, men folk var heldigvis i fuld gang med at proppe sig, mens hundene gik rundt og lappede de rester i sig der faldt på gulvet, det var lige så meget en fest for dem som for menneskene.
"Legen går ud på at jeg tænker på en ting her inden i rummet og du skal gætte den, jeg skal nok give nogle ledetråde okay?" Hun holdt en lille pause men kom så i tanke om at hun nok endnu en gang måtte understrege ikke larme delen i legen "Og husk nu ikke noget med at råbe eller larme ligemeget hvad okay?" Hun så strengt på sin søster

[Raya Lodbrog]

Raya kiggede ned i bordet, da Iny skældte hende ud. Det havde ikke været med vilje hun var kommet med det udbrud. Hun bed sig let i underlæben. Hun hadede at få skæld ud, specielt når hun ikke havde gjort det med vilje. Hun nikkede bare til det Iny sagde. Hun havde jo sagt, at Raya skulle være stille. Det var bare svært!
Raya kiggede op, da der kom mere mad. Hele rummet duftede af lækkert mad, og hun kunne se at folk gjort hvad de kunne for at proppe mad i munden, samtidigt med at de prøvede at føre en ordentlig samtale. Hun lagde mærke til at mange af kvinderne var meget påpasselige med ikke at spise særligt meget, og de tog næsten ikke noget på gaflen af gangen. Raya forstod det ikke. Hun havde da lært at spise pænt, men hun spiste da noget mere end de der kvinder gjorde. Blev de så ikke sulte senere hen? tænkte hun, mens hun holdt øje med dem.
Hun kunne høre hvordan hundende gik snusende rundt. De søgte efter mad på gulvet. De var opdragne nok til ikke at sidde og tigge. Alligevel kom der en lille hund hen til Raya, og sad og kiggede på hende med meget store øjne. Raya kunne selvfølgelig ikke lade være med at smile af det. Forsigtigt listede hun noget fra sin tallerken ned til hunden, der hurtigt spiste det fra Rayas hånd. hun kunne ikke lade være med at grine lidt, dog dæmpet, da hunden slikkede hende i hånden. Hun vidste at det var forkert, men hunden havde set så sød ud!
Raya klappede den på hovedet, hvorefter den trissede afsted igen for at finde andre der ville give den mad.
"Jeg skal nok være stille, det lover jeg," sagde hun dæmpet og kiggede på sin ældre søster.
Raya så selvfølgelig op til Iny, der var ældre og derfor måtte en del flere ting end Raya måtte. Selvom de måske var forskellige, ville Raya gerne være som Iny, fordi hun så hvor meget hun fik lov til. Hun havde meget mere frihed end Raya havde.
Raya lyttede til hvordan legen foregik og nikkede mens Iny fortalte. Det skulle være let nok, og helt sikkert sjovere end at sidde og glo.
"Hvem starter?" spurgte hun, da hun havde nikket endnu engang efter at Iny havde det gjort klart at der ikke måtte larmes. Hun skulle nok lade være, nu hvor hun havde lovet det!

[/font]

[Iny Lodbrog]

Iny så sig omkring og så mod Raya igen "Du må godt starte" Det kunne nok holde hendes søster stille og beskæftiget længe hvis hun bare brugte lang nok til på at gætte hvad det var søsteren havde øje på. Hun så sig omkring mens hun ventede på søsteren havde fundet en ting hun skulle gætte.
Rummet var oplyst af vokslys der brændte i deres holdere langs vægen og i de store lysekroner, nu og da begyndte et af dem at sode og sendte en slange af sort røg op mod loftet. De tunge væg gobliner, der var dekoreret med gamle sagn og billeder, hang tungt ned af vægen og deres farver blev nærmest genoplivet af vokslysende og alle folks glimtende ædelstem og metaller. Silkestoffer knitrede og latter fuldte rummet med liv, sammen med den konstante undertone af de summende samtaler der gik på livet løs. Hele rummet var nærmest magisk, slet ikke det store tømme og let kølige rum det ellers var til dagligt. Folk for rundt mellem hinanden for at sikre sig at alle glas og talerkner var fyldte og de mange mennesker, dyr, lys og den store kamin, gjorde hele salen sommervarm, så varmt som det kun kunne være syd på. Iny kunne ikke findet et fast holdepunkt blandt alle de smulle dragter, smykker og håropsætninger, det var så smukt og overdådigt og samtidigt så spild og upraktisk, i sådanne situartioner følte hun sig altid splittet mellem to verdner, den af skønhed og den af fornuft.

[Raya Lodbrog]

Da Iny sagde at Raya gerne måtte starte, begyndte hun straks at kigge omkring. hun ville selvfølgelig finde noget som Iny ville have svært ved at gætte. Ellers var det jo ikke specielt sjovt.
Hendes øjne gled rundt i rummet, mens hun prøvede at lægge mærke til enhver detalje. Hun gjorde det så diskret som overhovedet muligt, da det jo ikke skulle være tydeligt at de sad og legede der midt under maden.
Det første hun lagde mærke til, var selvfølgelig kvinderne i deres fine kjoler. Hun lagde mærke til farverne, den måde stoffet foldede sig på og deres fine, opsatte hår. De var alle utroligt smukke, syntes Raya.
Hendes øjne gled videre og stoppede ved et stearinlys. Langsomt gled en dråbe stearin ned mod foden, uden at have travlt på nogen måde. Vægen spruttede lidt og flammen gav et varmt, gult lys. Noget der vidnede om varme, godt selskab og glade mennesker. Der var en million lys i rummet for at lyse det hele op, så det ikke skulle blive så mørkt. Raya vidste, at nu hvor det var ved at blive forår, ville det også snart blive mere lyst. Hun kunne dog godt lide de mørke vinteraftener, da hun altid havde fundet dem utroligt hyggelige. Hun forbandt dem med noget hyggeligt, ikke noget dårligt. Men nu var hun heller ikke så gammel. Hun havde ikke oplevet slemme vinteraftener, og hun havde altid fundet sneen dejlig. Hun brød sig ikke synderligt meget om at fryse, men hun klædte sig altid ordentligt på, så kulden var underordnet. Hun elskede at lege ude i sneen, og hun forstod virkelig ikke, hvorfor så mange brokkede sig over kulden og sneen. Hun elskede det.
Hendes øjne gled videre i rummet. Hendes ører var fyldt med en masse folks snakken, og hun kunne ikke rigtigt finde hoved og hale i det. Hun fik små uddrag af en samtale, mens hun samtidigt fik et andet uddrag af en anden samtale. Det forvirrede hende, og hun valgt derfor at lukke samtalerne ud af hendes hoved.
Hendes øjne gled nu hen til en gaffel en kvinde førte op mod sin mund. Hun vidste at det var det fine bestik som moderen havde bedt om at få bordet. Hun havde set hvordan tjenestepiger havde brugt timer på at pudse det hele, så det ville skinne i stearinlysenes skær. Og skinnede, det gjorde det bestemt. Raya var bare ikke sikker på at folk lagde mærke til det, ligesom hun gjorde.
Et lille smil bredte sig på hendes læber. Hun havde bestemt sig for en ting som Iny nu skulle gætte. En gaffel, og hun skulle nok få det gjort vanskeligt at gætte.
Hun lod sit blik falde på sin søster igen.
"Jeg har fundet en ting nu," sagde hun en smule dæmpet. "tingen har tænder." startede hun med at sige.