Middagen inden festlighederne.

[Mariah Urbram]

Vejene var næsten fri for sne. Det var ved at være forår, og det var ikke længere hundekoldt. Mariah sad på sin hest – i damesaddel fordi hun var blevet nødt til at ride med kjole på, hvilket hun egentlig ikke var helt tilfreds med. Hun vidste at hun ikke ville få tid til at skifte tøj, så hun var blevet nødt til det. Hun var ganske hjemmevant i damesaddel, da hun som yngre ikke havde haft lov til at ride med andet. Hun kunne dog godt mærke i sin ryg, at hun ikke var vant til det. Hun var vant til at bruge en almindelig saddel og hun var vant til at være iført bukser og skjorte, ikke kjole.
Mariah red selvfølgelig ikke alene. Hun havde et lille følge på fem soldater med sig. Hun ville møde sin søn i Vintervind, da han alligevel ville være i lære der. Det ville være utroligt upraktisk hvis han skulle til at tage hjem, for derefter at tage tilbage til Vintervind et par dage efter.
Mariah var udover sin kjole iført en forret, blå kappe, og hendes krøllede faldt som et vandfald ned over hendes skuldre og ryg. Det var efterhånden blevet virkelig langt.
Mariah sad med rank ryg på sin hest, og holdt kun meget let på tøjlerne. De havde ikke travlt da de var taget af sted i god tid. Selvom det var ved at være forår, kunne nordens vejr stadig drille, og de vidste ikke hvor meget sne der var længere nordpå.
Et lille smil gled over hendes læber, da de kom tæt nok på til at kunne se Krydsvind. Hun havde virkelig set frem til denne fest, da den ligesom markerede at de nu lagde vinteren bag sig, og så frem på bedre og varmere tider.

Mariah havde været ved at underskrive nogle papirer, da en tjenestepige kom med et brev til hende. Brevet var i en pæn kuvert, og da hun åbnede det, kunne hun se at det var en meget sirlig håndskrift. Hun blev i godt humør, da hun læste brevet. Det var en invitation til spisning på Krydsvind, før hele festen ville gå ordentligt i gang.
Egentlig syntes hun at tiden var gået stærkt. Det var allerede ved at være forår, og hun syntes ikke at det var særligt langt tid siden de sidst havde holdt denne forårsfest. Hun havde måske bare haft for travlt til at lægge mærke til hvordan tiden bare gik.
Hun havde straks sendt sit svar af sted. Selvfølgelig ville hun være der, når nu hun blev inviteret. Derefter sendte hun brev af sted til sin søn, der var i lære ved en ridder i Vintervind.

Mariah og hendes følge blev taget godt imod, da de kom til krydsvind. Der stod allerede folk klar til at tage deres heste, og Mariah blev ført indenfor af en venlig tjenestepige, der også tog hendes Mariahs kappe.
”Denne vej, Lady Verd,” sagde tjenestepigen og fulgte hende ind i et andet rum, hvor der allerede var en masse andre gæster.
Mariah hilste straks på dem hun kendte, men kiggede rundt for at se Lord Lodbrog og Lady Lodbrog, da hun meget gerne også ville hilse på værten og værtinden.

[Darren Lodbrog]

Darren havde brugt den halve dag på at hilse på gæster og tilkomne. Hans højne hånd var en kende øm, efter mange hundrede håndtryg og hilsener til alskens herremænd og -kvinder.

Den årlige forårsfest var hans kones tradition, men han deltog glædeligt. Han elskede hende trods alt grænseløst, så hvis hun ønksede at fejre forårets genkomst, så skulle det bestemt fejres.

I det øjeblik Darren hørte, at Mariah Urbram var ankommet, forlod han straks sin plads i fællessalen og gik lensherskerinden i møde. "Lady Urbram!" sagde han muntert. Darren havde lettere ved smil, når han havde fået lidt indenbords. Det var et faktum, og det var ingen hemmelighed. Smilet var skam også at finde på hans læber nu. Han rakte armen frem, for at tage hendes hånd og hilse på hende. Det var endog nogle måneder siden de sidst havde set hinanden, og sidst havde han endda taget hendes kære søn med sig til Vintervind.
"Jeg går ud fra, at De ønsker at se Deres søn?" sagde han muntert, og vendte blikket rundt. Han løftede armen og pegede for enden af lokalet. Hans kone og børn sad for enden af et langbord. Aleksander sad blandt Darrens egne børn. Drengen var nærmest blevet en del af familien, trods han brugte de fleste af dagens lyse timer sammen med Ser Leon.
"Din søn har savnet dig, Mariah," påpegede han, "men han har fundet en familie i min. Og han har fundet søskende i mine børn." Lodbrog betragtede smilende sine børn og Aleksander, der et eller andet sted også havde fået en plads i hans hjerte. Han vendte efter et øjebliks stilhed atter blikke mod Mariah.

"Men fortæl mig så, har De nogle nyheder at fortælle mig, min kære veninde. Fortæl mig alt nyt De har at byde på." Og med disse ord viste han hende op til en plads ved sin side.

[Mariah Urbram]

Mariah nød forårsfesterne. Det havde hun altid gjort. Det fik folk i norden til at se frem til lysere tider, da vinteren altid var lang, hård og kold. Sådan var det altid i norden, så selvfølgelig nød man, når det endelig ændrede sig.
Mariah var dog glad for at det ikke blev holdt hjemme ved hende. Hun ville blive skør i hovedet af at skulle hilse på så mange personer og holde styr på så meget. Hun ville jo ikke gøre andet end at rende rundt og snakke med alle mulige folk, hun sikkert alligevel ikke kunne huske navnene på.
Hun kunne godt lide at være på Krydsvind. Der var altid en fantastisk stemme, og af en eller anden grund følte hun sig altid hjemme og rigtig godt tilpas der. Hun havde ikke været der helt vildt mange gange, men hun havde været der, og hver gang havde hun altid følt sig godt tilpas.
Mariah havde stået og snakket med en eller anden vigtig person, da hun hørte en sige hendes navn. Der var ikke mange der kaldte hende Urbram, og et lille smil gled over hendes læber, da hun vendte sig om og så at det var Nordens leder, Lord Lodbrog.
"Lord Lodbrog!" sagde hun med et venligt smil. Det var faktisk ved at være lang tid siden de sidst havde snakket sammen, så hun var glad for at snakke med ham igen. Sidst havde han jo taget hendes søn med sig, og hun havde selv haft en smule travlt.
"Meget gerne. Det er ved at være flere måneder siden jeg sidst har set ham," sagde hun. Hun havde hele tiden et smil på læberne. Hun fulgte hans arm, og så sin søn sidde mellem Lodbrogs egen familie. Det fik hende bare til at smile endnu mere.
Der var ingen tvivl om at Aleksander betød alt for Mariah. Han var det eneste hun ligesom havde tilbage af det der engang havde været en kernefamilie. han var det eneste der mindede hende om hendes afdøde mand, som hun savnede inderligt meget. Hun elskede sin søn mere end noget andet, og ville ham kun det bedste. Det var også derfor hun havde fået ham i lære ved en ridder - med Lodbrogs hjælp - da hun vidste at det var det han ville. Det havde det gjort ondt at give slip, og altid havde været så stille derhjemme. hun vidste dog at det var det bedste for ham.
"Jeg har også savnet ham. Det glæder mig dog meget at høre at han klarer sig godt. Og en bedre familie end Deres kunne han jo ikke finde. Det glæder mig at han er faldet på plads ved Dem," sagde hun, og sendte Lodbrog et taknemmeligt smil. Han havde jo gjort meget for, at hendes søn kom helt det rigtige sted hen. Hun vidste at hendes søn havde det godt her.

Faktisk var der noget hun skulle have snakket med Nordens leder om. Hun var for et par uger siden stødt ind i en lidt specielt person, og hun vidste ikke helt om det var godt eller skidt. Personen - Den gyldne kaptajn - havde hun vidst kaldt sig, og hun havde sagt noget, Mariah ikke helt havde vidst om hun skulle tage som en trussel. Hun mente at Lodbrog skulle vide det, hvis der skulle ske noget.
Hun fulgte ham, og satte sig på den stol han anviste hende.
"Faktisk er der noget jeg skal have snakket med Dem om. Det skal dog ikke være nu. Der er fest, men en anden dag vil jeg meget gerne snakke med Dem..." sagde hun. Hun kunne ligeså godt få det sagt.
"Min kære kusine stod pludselig udenfor min dør, så hendes måtte jeg jo tage til mig. hun var taget hjem til mig uden at hendes fader eller nogen som helst kendte til det. Det tog lidt tid lige at få styr på, men ellers er der faktisk ikke sket noget specielt. Hvad med her? Har De oplevet noget spændende?" spurgte hun og kiggede på ham.