En af Søerne

[William Legan]

William havde haft travlt den sidste måned. Forbandet travlt faktisk! Lady Urbrams rådgiver var blevet udnyttet nærmest på groveste vis, og William selv havde knapt fået sovet i sin iver. Men omsider efter næsten en hel måned med hårdt arbejde, var der ved at komme lidt styr på lenet igen. Han havde fået opbygget et råd omsider og det hele fungerede for en gangs skyld, og han var færdig med revissionen af lovgivningen og godt inde i reformeringen af skattesystemet. Men skønt hans popularitet hos folket var steget en del, var der stadig meget lang vej, før hans fars dårlige ry og elendige valg ville være overset. Fædrendes sønner blev faktisk nedarvet til sønnerne ... I alt fald hvis man så på det på den her måde!

Det var faktisk første gang i hele den måned William tillod sig selv en frieftermiddag, og han havde aflagt sit fornemme skrud til fordel for et sæt mere simpelt adelstøj og kunne gå forholdsvis ukendt rundt. Der var da stadig nogle enkelte, der genkendte ham, men han havde siddet så begravet i arbejde lige siden overtagelsen af lenet, folk knapt havde fået set ham, og før det havde ingen været interesseret i knægten. Det havde passet ham godt; han skulle stadig vænne sig meget til at blive genkendt på den måde.

De sidste par timer var blevet brugt på en ridetur rundt gennem byen for at tjekke op på de forbedringer, han så småt kunne se allerede, og selvom lenet stadig var fattigt, var forholdene væsentligt forbedret i løbet af denne ene måned end de var blevet gennem de sidste fem år. Han var tilfreds med synet - for nu - og han vendte bort fra byen og red mod en af de mindre søer, der lå lidt udenfor hovedstaden.

Solen stod højt på himlen og vejret var ved at være lidt mere forårsagtigt, så han havde efterladt den tunge vinterkappe med sit våbenskjold derhjemme og red bare af sted på den sorte hingst henslængt i sine egne tanker, mens vandet nærmede sig.

Da han nåede søens kant, trak han i tøjlen og sad af. Han lod hesten drikke og stod og så lidt rundt over området.

[Ava Louisa Thorburn]

Ava havde haft en lang, elendig dag dagen i forvejen. Hun burde vel efterhånden vende sig til at blive behandlet som skidt mange af de større stedet hvor hun kom ind og søgte arbejde, men alligevel... Hun vidste godt, det bare var fordi der var travlt, hun blev bare en smule såret når hun blev råbt eller snerret af uden egentligt at have gjort noget forkert.
Nej, hun foretrak de mindre steder såsom en smedje eller en stald. Problemet var bare at steder som de travle kroer gav meget bedre betaling. For det meste, altså. Det havde nemlig ikke været tilfældet i går.

Sulten og træt vandrede hun ned mod en sø hun vidste lå i nærheden. I det mindste kunne hun få vasket sig og måske også slappe lidt af. Egentligt havde hun ikke råd til at slappe af, men hun kunne simpelthen ikke overskue noget som helst arbejde lige nu.

Det første hun fik øje på samtidig med det klare vand var en smuk, sort hingst. Hun stoppede kort op, for det måtte betyde at der også var i hvert fald et menneske i nærheden. Og ganske rigtigt var der også en ung mand i nærheden.
Nåh, ingen vask lige nu, tænkte hun med et skuldertræk og fortsatte fremad mod søen med et træt smil om læberne.

[William Legan]

William stod lidt i sine egne tanker og bemærkede ikke kvinden, der kom nærmere uden den store lyd. Først da hun kom inden for hans øjnes rækkevidde og han anede en bevægelse i øjenkrogen drejede han hovedet og så mod hende. Hingsten trippede lidt uroligt i hans greb, og han måtte kort vende sig til den og mumle beroligende til den. Den var meget nervøs og utilregnelig af natur og krævede en del opmærksomhed, men til gengæld havde den været trofast overfor ham og endnu ikke kastet ham af, som den havde alle andre.

Han vendte sig rundt igen og antydede et buk for hende.
"Godeftermiddag," sagde han roligt, og betragtede hende opmærksomt; sugede hendes udseende til sig og de indtryk, der svævede om hende.

[Ava Louisa Thorburn]

Da Ava bemærkede hingstens urolighed og nervøsitet satte hun farten ned. Hun var bestemt ikke ude på at skræmme nogen af dem, tværtimod. Hun kom i tanke om hætten, som måske kunne give et negativt indtryk, og lod den glide ned så hendes ansigt nu var fyldt synligt.
Hendes lange, gyldne lokker bølgede om hendes hoved og skuldre, men det var efterhånden så beskidt at hun fortrød hun havde taget hætten af. Hun rødmede og bed sig i læben ved tanken, mens hun stoppede op i en afstand hun håbede både var høflig og langt nok væk til at han ikke kunne se hvor beskidt hun egentligt var. Men med den sol kunne hun næppe gøre sig høje forventninger.
"Godeftermiddag," svarede hun med sin bløde, rolige stemme.
Hun anede ikke hvem han var, men hun kunne se at han måtte være af en fin familie sådan som han var klædt, og med den fine hingst han havde. Hans hår var også rigtigt pænt. Hun rødmede dybere og følte sig pludseligt endnu mere malplaceret og måtte slå blikket i jorden.

[William Legan]

Det glædede ham, da hun slog hætten ned, selvom han for alvor kunne se hvor beskidt, hun var. Han var ikke just vant til at se beskidte mennesker i sin omgangskreds, men på de få ture, han havde taget gennem byen, havde det desværre ikke været unormalt. Han havde svært ved at forstå hvordan, folk kunne gå så lidt op i deres egen hygiejne, han selv som altid pinligt ren, hans hår blødt og skinnende af olier og andre ting, han puttede i det, hans hud sund og skinnende. Hår og hud alene bortgav William for værende af det bedre selskab, og han havde derfor ikke bekymret sig for at tage tøj af ringere stand på til sin tur - hvad nok også havde været svært at overbevise sine rådgivere om ville være fornuftigt. I forvejen var de ikke meget for, han gik ubeskyttet rundt, og slet ikke når der var så stor modstand mod ham i lenet, men han var ung og naiv og troede at mord og vold kun skete for naboen. Det var endnu en fejl i den unge lensherres karakter, der kun ville blive rettet op med erfaring og alder, men han var for ung og selvsikker til at lade det bekymre sig. Især nu i den tiltagende forårssol og med udsigten til buske og træer snart ville begynde at springe ud. Det gjorde ham i godt humør, hvilket var tydeligt at se på ham, for han bar sig selv med en lethed og munterhed, der ikke kunne komme af andet.
"Er det ikke skønt som foråret er på vej?" spurgte han og tog en dyb indånding med et bredt smil. William var ikke vant til ikke at kunne starte en samtale op på den måde med hvem, han ville. HAn var opdraget til alle ønskede at tale med ham, så længe hans far ikke havde været i nærheden, og han havde svært ved at få ind i sin knold, at når han poserede som almindeligt menneske, var det en underlig ting bare at starte en samtale sådan.

[Ava Louisa Thorburn]

Mens hun betragtede den unge mand, gik det op for Ava at hun måske burde genkende ham. Han lignede sådan en alle vidste hvem var. Men hun havde ærligt talt ikke den mindste anelse om hvem han kunne være. Hun havde aldrig gået op i den slags. Selv havde hun aldrig manglet penge før efter hun rejste hjemmefra. På den anden side var hendes familie nok ikke så rige som hans.
Hun så op mod himlen da han kommenterede vejret. Sikke en triviel ting. Men jo, det var skønt. Vinteren var ikke særligt fantastisk når man ikke havde et hus man kunne gemme sig i.
"Jo," svarede hun endeligt, med et smil der blev stadig mere usikkert. "Det har ikke været en nem vinter." I hvert fald ikke for Ava. Hun havde haft det svært på det sidste, og igennem vinteren havde hun haft svært ved at finde job, og derved heller ikke haft særligt mange penge. Tog hun tøjet af, var det tydeligt hun havde tabt sig en del på kort tid. Noget, hun forhåbentligt kom efter hen over sommeren. Hun vidste også, at hun jo bare kunne rejse hjem og bede om hjælp. Men hun kunne simpelthen ikke få sig til det.
Hun blev mere og mere bevidst om sit sikkert ucharmerende ydre, og bestemte sig for at hun i det mindste ville vaske sit ansigt. Han stod bare der og lignede en fin porcelænsfigur, og her rendte hun og vidste tydelige tegn på hårdt arbejde, af den slags som hunkøn ikke normalt tog sig til. Derfor bevægede hun sig helt hen til søen, og dermed også tættere på de to. Ved bredden satte hun sig på knæ og vaskede først sine hænder, derefter sit ansigt. Åh, hvor var det dog forfriskende. Og som det klare vand fjernede snavset, afsløredes hendes kønne ansigt. Hun tog en dyb indånding. Hvor var det dog egentligt dejligt endelig at kunne sidde ned.

[William Legan]

Det gjorde ikke William noget ikke at blive genkendt, selvom han ikke endnu var helt sikker på, hun ikke gjorde det. Der var jo nogen, der ikke bukkede eller hilste eller lignende på ham grundet hans families omdømme, det havde han lært at acceptere.
Måske var det en triviel ting at sige, men det var lige hvad, der havde været i hans hoved på det tidspunkt, og derfor var det blevet sagt.
"Nej, det har det ikke," gav han hende ret, et bekymret udtryk et øjeblik glidende over hans ansigt, før det forsvandt igen. "Det var næsten som om den aldrig fik ende, synes jeg, men nu er foråret endelig på vej! JEg så de første knopper på træerne i dag." endnu en triviel ting at sige, men det havde virkelig glædet ham at se, da han omsider bevægede sig udenfor sine dystre kamre, at naturen gik sin gang.
William kunne godt se, hun var temmelig tynd i det, og han kunne ikke lade være med - fjollet nok - at bebrejde sig selv for det. Det var hans love og regler der holdt lenet i dets ynkelige tilstand, selvom han havde forsøgt at ændre på det og skylden nok mere lå hos hans far, og han havde set hvordan folket sultede flere steder i landet. Han havde beordret meget mad delt ud i gaderne gennem den sidste måned, til dem der var aller mest sultne og til børnene, men det syntes bare aldrig at være nok, det han gjorde. Der var altid sultne munde tilbage, når vognen med mad var tom, og selvom han aldrig selv så dem, så hørte han om dem. Var hun mon en af dem, der havde stået ved en af vognene og var blevet skuffet, tænkte han ubehageligt til mode.
Han vendte tilbage fra tankerne, da hun kom tættere på og satte sig ved søens kant, og han så nysgerrigt til, mens hun vaskede skidtet væk fra ansigtet. Han kunne kun se hendes profil fra hvor, han stod, men den var ganske køn, og han kunne ikke lade være med åbenlyst at beundre hende, nu hendes blik ikke var fokuseret på ham.

[Ava Louisa Thorburn]

Ava koncentrerede sig om at vaske sig færdig før hun svarede. Ikke fordi hun ikke var interesseret i at tale, men fordi hun tænkte over hans ord. Han lignede ikke en der havde haft en særligt hård vinter, og han lignede ikke en af de der havde stået ved madvognene som gribbe, men han hentydede nok til andre ting end det hun selv tænkte på.
Selv havde hun kun nøjedes med at se på da de ellers så proppede vogne blev ribbet på ganske kort tid af fægtende arme og skrigende munde. Tænk at man kunne lave så meget larm, samtidig med at man proppede munden til bristepunktet. Men det sagde vidst kun noget om hvor desperat deres situation egentligt var.
Selvom Ava var sulten, mente hun at børn, ældre og syge havde førsteret. Desværre var det ikke alle der delte denne mening, og derfor heller ikke dem der kom først. Tit var det faktisk dem der stod tilbage med fortabte blikke og rumlende maver.
Endeligt så hun op på ham igen. Solen var lige netop så varm at hun kunne lade sig lufttørre uden at komme til at fryse. Noget af hendes hår var blevet vådt, og der løb enkelte dråber ned ad hendes hals og ind under hendes tøj. "Det er klart en lettelse." Hendes venlige smil afslørede kun en smule af den undren hun følte.

[William Legan]

Det generede ham ikke hun ventede med at svare; hun var tydeligvis kommet til for at få renset sig lidt, og det beklagede han på ingen måde. Han forstod det kun alt for godt. Han ville selv have været for ivrig i hendes sted og ville være sprunget direkte i vandet ligeglad med hvem, der så så ham ... Men nu var han også en smule besat af renlighed, og det kunne hun måske ikke tillade sig at være på samme måde.
William var blevet skærmet fra oplysningen om hvem, der tit stod tilbage. Havde han vidst det, havde han nok svinget en pisk over et par hoveder som straf for uduelighed, da hans ordrer havde været meget klare på det punkt. Maden havde været til de mest trængende og skulle prioriteres som sådan, og han havde ingen forståelse for, de ikke kunne finde ud af at udføre så simpel en ordre, ingen tålmodighed til at forstå hvor besværligt det kunne være at holde styr på. På dét punkt lignede han trods alt sin far.
Han mødte hendes blik, da hun så mod ham, og smilede venligt. Hans øjne noterede ubevidst de våde lokker og dråberne, der løb over hendes hals.
Han lyttede til hendes bekræftelse og så hendes smil uden at være i stand til at gennemskue det.
Han vidste ikke helt hvordan, han skulle fortsætte den samtale, så han lod den falde og startede en ny.
"Hvad har bragt dig hertil på en dag som i dag? Har jeg forstyrret et bad, eller ser det bare sådan ud med mine øjne?" Han tænkte ikke meget over den fornærmelse, hun måske kunne finde i hans ord, for det var bestemt ikke ment som sådan. Det burde man også kunne se på udtrykket i hans ansigt, for selvom han var en dygtig løgner, løj han kun, når det var nødvendigt.

[Ava Louisa Thorburn]

Stadig med smilet på plads så hun ned ad sig selv da han kom med den sigende kommentar. Før hun svarede, rettede hun dog høfligt blikket imod ham igen, selvom hun syntes det var lidt pinligt.
"Man kan vidst ikke sige, De forstyrrer, når nu De var her før jeg. Og jeg håber ikke jeg forstyrrer?" Det sidste blev sagt næsten som et spørgsmål. "Men jo, min plan var at tage et bad. Det trænger jeg vidst til," sagde hun og hev fat i en lok af sit hår som for at understrege sin pointe. Og så tilføjede hun i en mere lavmælt tone, nærmere henvendt til sig selv: "Og at få vasket mit tøj..."
Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde haft tid til at gøre nogen af delene. Eller råd, for den sags skyld. Vinteren igennem havde hun kun mulighed for at bade hos folk der var så priviligerede at have sådan noget fordi de havde en vandpumpe. Selvom de fleste vandpumper var fællesejede, så var det ikke velset at en som hende brugte dem gratis, ikke når hun i reglen ikke boede i lenet.

[William Legan]

Han kunne godt se nu, ud fra det pinligtgjorte udtryk i hendes øjne, hans spørgsmål havde ramt lidt ved siden af, og han gnubbede sin nakke lidt og skulle til at omformulere, da hun alligevel svarede.
"Jeg forstyrrer dine intentioner ... Og jeg lader mig ikke let forstyrre! Jeg er alt for vant til det i hverdagen til at tage det som andet end en mulighed." Det var måske lidt kryptisk sagt for en, der ikke lige kendte til hans hverv, hvor der kom embedsmænd rendende på alle tider af døgnet og krævede hans opmærksomhed. Nogen gange kom de endog og vækkede ham eller forstyrrede et bad. Han var derfor vant til at blive forstyrret, og hendes tilkommen var ikke så uvelkommen, som nogle andres nogle gange var. Han skulle til at sige, det da ikke var så slemt, alene af høflighed, men han kunne ikke få sig til det og smilede bare i stedet.
"Hvis du vil foretrække det, kan jeg finde et andet sted at tilbringe min fridag?" foreslog han lettere tøvende. Han kunne alt for godt huske sin egen irritation i lignende situationer, og han ville sagtens kunne forstå det, hvis hun ønskede ham væk. Dog var han nysgerrig på hende og ønskede ikke selv at gå.
Hele kampen om vandpumperne mellem de forskellige huse var ganske ukendt for William. Han vidste bare, at når han bad om vand, så kom hans tjenere med det.

[Ava Louisa Thorburn]

Ganske rigtigt lød det meget kryptisk i Avas ører, og hun var ellers ikke dum. Derfor stod hun et godt stykke tid med et forvirret udtryk i øjnene, og overvejede hvad hun skulle sige til det. "Jeg forstår ikke rigtigt hvad du mener," sagde hun til sidst i et undskyldende tonefald. Man kunne ikke ligefrem sige, at det var hendes skyld, men det var sådan hun var. Altid undskyldende, og altid troende det bedste om andre. Også selvom de ikke havde fortjent det, så skulle der meget til at Ava ikke kunne se noget godt i folk.
"Nej, De behøver ikke gå," sagde hun venligt. "Jeg bader bare senere. Eller måske i morgen." Ikke at hun havde råd til endnu en fridag, men hun ville næppe skynde den unge mand væk. Selvom hun ikke vidste hvem han var, så havde hun gættet sig til at han var af en familie af betydning. Ingen i et lang som dette var rige uden at have en hvis form for betydning på en eller anden måde. Og folk der havde snydt sig til penge var lige så farlige at fornærme som folk der havde tjent dem ærligt og redeligt. De havde samme slags magt.

[William Legan]

William havde bare ikke tænkt på hvordan, hans ord ville blive modtaget, og først var han undrende over for det forvirrede udtryk i hendes øjne, indtil hun indrømmede ikke at forstå et mug af det hele. Han tænkte kort og fandt så ud af, hun jo ikke kunne vide hvad, han lavede til hverdag - åbenbart. Han smilede beroligende og slog ud med hånden.
"Du skal ikke undskylde, jeg tænkte mig bare ikke så grundigt om. Det er blot at mit arbejde til hverdag stort set består af at lade mig forstyrre - mest af gnavne ældre mænd - og det er faktisk en dejlig forandring, det ikke er en af dem denne gang ... Jeg har lært at der ofte opstår nye muligheder af at blive forstyrret, så det generer mig ikke." Han skar en grimasse ved nævnelsen af de gnavne gamle mænd der endte i et smil.
Hvor Ava var vant til at se det positive i folk og undskylde for sig selv, var William ved at vænne sig til at være mistænksom og nøjeregnende. Men i dag ahvde han fri fra folk der ville udnytte ham og have ting af ham, og han tillod sig at slappe af og bare være rolig sammen med hende. Trods alt var hun ingen af vigtighed, for så ville hun have vidst hvem, han var, og om hun så skulle have nogle bagtanker eller vise sig ubehagelig, ville det ikke få den store konsekvens for ham.
"Valget er dit og mit tilbud står ved magt, hvis du skulle ændre mening." Hans egen stemme var lige så venlig som hendes.

[Ava Louisa Thorburn]

Denne gang forstod hun hvad han mente. Hun kunne forestille sig at han havde rigeligt at se til til hverdag, og nok på andre måder end hun selv, men det gjorde det ikke klarere for hende hvem han var. Ikke at hun tænkte over det, for hun gik som sådan ikke op i det. Hun var typen der viste den samme mængde respekt overfor alle mennesker, hvilket ofte var mere end der blev forventet, og behøvede derfor ikke som sådan bekymre sig om hvem hun talte til. Hun måtte dog fnise lidt af hans bemærkning om de gnavne, gamle mænd, og holdt hurtigt en undskyldende hånd op for munden.
Endnu engang stod hun et stykke tid uden at svare. På den ene side pinligt berørt - igen - over sig selv, på den anden side overvejende hans tilbud. Det var jo ikke fordi hun ikke var blevet set uden tøj på af andre før, men det var altså ikke noget hun brød sig særligt om. Vandet var bare så fristende. Før hun rejste ud havde hun haft tilgang til lige så meget vand hun ville, men var nok ikke vant til at bruge så meget som en lensherre.
Til sidst besluttede hun sig alligevel. "Altså..," startede hun tøvende. "Hvis det ikke gør Dem alt for meget, kunne jeg måske bare bede Dem vende ryggen til indtil jeg er i vandet?" Hendes tone gjorde det klart at det var hans valg, og at hvis han ikke ville rette sig efter hende, så skulle han selvfølgelig ikke gøre det.

[William Legan]

Det var en god ting at blive forstået. En temmelig vigtig ting for en lensherre oven i købet. Derfor glædede det ham, da han tilsyneladende omsider havde gjort sig forståelig, og han smilede lettere tilfreds herved. William forsøgte at vise folk respekt, selvom han var oplært til ikke at gøre det overfor andre end dem, der havde en vis portion indflydelse. Hans far havde aldrig udvist nogen respekt, ikke en gang sine embedsmænd, og William havde afskyet ham for det. Han ville aldrig selv blive sådan, og derfor forsøgte han at udvise respekt overfor de mennesker, der gjorde det samme for ham. Så længe man behandlede ham ordentligt, var han opsat på at gøre det samme.
Den lille fnisen, som hun forsøgte at skjule bag sin hånd, var ganske sød og fik et smil frem på hans læber. Det var ikke just hans hensigt at få hende til at fnise, men han kunne faktisk meget godt lide, det var lykkedes alligevel.
Han betragtede hende, mens hun bare stod uden at svare, betragtede hendes beskidte tøj og det nu noget renere ansigt. Havde han nu kunnet se bort fra skidt og snavs, ville han havde fundet ud af, hun var en meget køn kvinde, men det kunne han ikke lige nu.
Da hun omsider begyndte, så han opmærksomt på hende, og da hun var færdig, rødmede han let og så mod det klare vand, der ikke ville skjule meget. Men han kunne altid blive stående med ryggen til, indtil hun var færdig. Tanken om hende ren var ganske tilsalende; han havde aldrig brudt sig om at omgive sig med beskidte mennesker, og derfor nikkede han velvilligt og vendte sig rundt, hvor han stod med benene let adskilte og hænderne foldet over hinanden bag ryggen.
"Naturligvis," sagde han blot venligt og gav sig til at betragte udsigten denne vej, mens han forsøgte ikke at fokusere så meget på tanken om, hun ville klæde sig af om et øjeblik.