Post by Lyenna Norgarthon on Feb 27, 2012 14:20:22 GMT 1
Hun hørte hans ord, ord der ramte hende dybt men som hun intet kunne stille op ved. Hvad kunne hun dog sige eller gøre for at gøre det lettere? Intet! Hun havde i sandheden været blind, og nu så hun hvilket barn hun havde været, så uopmærksom og så uvidende. De gange han havde vejledt hende, hvor han måske havde været for tæt på bare for at komme i berøring med hende, hun havde end ikke sat spørgsmålstegn eller bemærket noget. Så blind! Hun bed sig svagt i underlæben, så tryglende på ham dog uden held, for snart forsvandt han i en røgsky og lyden af soldater der stormede hende imod dette sted kunne høres. Hun samlede hurtigt sit sværd op, greb fat i kappen og skyndte sig af sted. At blive opdaget ville næppe være en god ide, men... ja hun tøvede, tøvede for få sekunder inden hun hastede af sted, med en dyb sår i sjælen for den uret hun havde gjort ham.
///out
