|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 15, 2012 7:29:21 GMT 1
Arontala var glad for hendes kommentar. Han vendte sig hurtigt mod træet og kastede en kniv. Den satte sig midt i skaftet på den der sad der før. Tak for de pæne ord, men det er uden nytte. Jeg føler mig gammel nok til at gå bort, men alligevel har jeg så meget mere jeg vil udrette. sagde han med en roligt og blid stemme, mens han gjorde sig klar til at kaste igen. Han vendte ryggen til træet og tællede til 10, med lukkede øjne. Han kastede kniven mod træet uden at vende sig.
Han var dog ikke klar over om den ramte for han kiggede ikke. Han blev stående hvor han stod, men vendte hovedet mod hende. jeg beklager mit elendige humør, men der er så meget tilbage at gøre, at jeg slet ikke har haft tid til at finde mig den rigtige. sagde han roligt og fast. det har jeg dog gjort nu, men hun vil ikke have mig. sagde han bedrøvet og en tåre trillede ned af hans kind og han kiggede væk. Han stod stadig med den sidste kniv i hånden og havde sine overvejelser.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 15, 2012 16:57:14 GMT 1
Hendes blik fulgte dolken som fløj gennem luften for at ramme den han havde sat i træet, da den havde ramt vendte hun atter blikket mod ham. ”Jamen det er godt! du har drømme og det er vigtigt, så kæmp for dine drømme, uden kamp opnår du intet” svarede hun trøstende for hun anede virkelig ikke hvad hun ellers skulle trøste ham med eller sige i det hele taget. Hun fulgte ham atter med blikket da han stillede sig med ryggen til træet og rynkede forundret brynene men uden at sige noget.
Hans næste svar gjorde hende ret frustreret for hvad skulle hun dog sige? Hun så hen imod træet hvor hun bemærkede at han atter havde ramt den hvilket naturligvis var imponerende, hun vendte blikket mod ham for at opdage at han græd. Hun tabte underkæben af overraskelse hvilket ellers så sjældent skete – for ikke at sige aldrig – hvor hun virkelig ikke anede hvad hun skulle stille op. Hun havde lige gjort ham i dårlig humør og såret ham! aldrig havde hun i sit liv set en mand græde, jo hendes lillebror men han var jo ikke en mand. Hun så nærmest frygtsomt på ham og forvirret for hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle eller burde reagere. Instinktivt trådte hun nærmere hen til ham, stillede sig tæt foran ham og strøg tåren bort ”Aron, høre her… hun er nok ikke den eneste i denne verden, du kan sikkert finde en langt bedre end hende, jeg kan fortælle dig så meget at enhver kvinde der får dig til ægtemand vil være heldig” trøstede hun blidt.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 16, 2012 16:14:45 GMT 1
Han stod Kort og overvejede hvordan han skulle svare. Tro mig jeg har kæmpet, i mange år. Men tilsyneladende har jeg ikke en chance. sagde han en smugle beduttet.
Dan hun trådte hen foran ham og kom tæt på, var han slet ikke beredt på nærkontakt. Da hun strøg en lok hår væk var fuldkommen fortabt i hendes øjne og tanken om et liv i ensomhed blev et rædselsmoment for ham. Den der får mig bliver ulykkelig, for det vil aldrig blive den jeg elsker. sagde han oprigtigt. Han stod med den sidste kastekniv og vendte den i hænderne.
Han bakkede et par skridt tilbage og kiggede først med på kniven, derefter på hende. Undskyld Deres nåde, jeg skulle ikke have kommet. sagde han roligt, med samme fatning som han plejede. Den jeg elsker er dem. sagde han og vendte sig mod træet, og gik for at tage sine knive og puttede dem i sit bælte igen.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 20, 2012 13:49:23 GMT 1
Havde han virkelig kæmpet så meget? Hun havde virkelig ikke lagt mærke til noget, men måske tog hun fejl? Måske var det ikke hende han snakkede om, det håbede hun et sted at han ikke gjorde for hun ville ikke være den der knuste hans hjerte eller gjorde ham trist. Hun bemærkede hvor meget hendes berøring var kommet bag på ham og deres blikke mødtes hvor hun pludselig følte sig forlegen og tog hånden til sig for derefter at træde et skridt tilbage. ”Du finder nok den perfekte kvinde et sted derude, hun vil elske dig og du vil elske hende…” svarede hun blidt og trøstende.
Da han bakkede og kort så ned rynkede hun forundret sine bryn, hans følgende ord fik en klump frem i hendes hals hvor hun følte sig helt skyldig eller mere. Hun anede virkelig ikke hvad hun skulle sige men efter nogle sekunder sagde hun ”Sig ikke sådan, du har været savnet og jeg er utrolig glad for at se dig igen” svarede hun oprigtigt. Hans følgende ord fik hende til at gispe i overraskelse, hun havde ikke forventet at han ville sige det ligeud. Hun Havde dog slået hånden for munden og pressede læberne hårdt sammen. Frustrationen blev større og hun anede virkelig ikke hvad hun skulle sige ”Men… men…” klynkede hun og følte sig dummere og mere hjælpeløs end før.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 20, 2012 16:45:37 GMT 1
Da han havde samlet sine knive sammen og puttet dem tilbage i sit bælte gik han hen til stenen og tog sin kappe. Jeg skulle have kommet. sagde han stille til sig selv. Det her var en fejltagelse. Han gik stille hen mod træet igen, uden overhovedet at se i hende retning.
Han havde mest lyst til bare at gå, men han ville alligevel give hende en mulighed for at sige farvel. Sidste gang var han jo bare forsvundet. Han vendte hende ryggen og så op mod træets top.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 20, 2012 17:27:24 GMT 1
Hendes blik fulgte ham fortvivlede rundt mens han samlede sine ting sammen og udtrykte hvilken fejltagelse det her var. Hun anede virkelig ikke hvad hun skulle stille op, han skulle da ikke gå nu hvor han endelig var kommet! Hun havde brug for ham! Men i stedet havde hun såret ham og dummet sig ved slet ikke at sige eller opfordre ham til noget overhoved.
Da han havde samlede sine ting sammen og det så ud til at han ville gå, var hun hurtigt henne ved ham. "Arontala, jeg beder Dem... De kan ikke bare gå! Jeg har brug for Dem her..." svarede hun mens tårerne samlede sig i hendes øjne i ren og skær frustration, sorg og vrede over ikke at kunne gøre noget for at glæde ham.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 21, 2012 21:44:13 GMT 1
Arontala så kort på hende. De har ikke brug for mig. De har jo allerede alt hvad de har behov for:. Et godt hjem, en god familie og venner der holder af dem. sagde han ganske roligt og afslappet.
Han holdte en hånd op mod hende kind og aede den blidt. Han bukkede sig ned for at give hende et kys på kinden, for derefter at gå sin vej. Jeg vil tale med Kongen, jeg kender en der er mere egnet end jeg, til at være deres ridetræner. Desuden ville han også kunne træne dem i diverse teknikker du mangler. sagde han roligt og vendte sig mod slottet.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 22, 2012 16:17:42 GMT 1
Hun rystede kraftigt på hovedet som et lille barn ville have gjort ”Nej jeg har ikke, mine forældre ved intet om min træning, mit hjem er bare et hjem uden følelser eller kærlighed og mine venner er bare mine venner for at vinde status og navn” svarede hun ærligt. Han kunne da ikke gå fra hende, overlade hende til sig selv bare uden videre!
Hans fingre strøg hendes kind hvilket var en underlig følelse især fordi hun ikke var van til den følelse, kysset han plantede på hendes kind gjorde hende mere forvirret og fortvivlet og hans svar helt håbløs ”Jeg beder dig, gøre det ikke!” hviskede hun grådkvalt og pressede læberne hårdt sammen. Han havde været der for hende, været forstående, hjulpet hende med træningen selvom der ville være faldet brænde ned hvis det var blevet opdaget. En enkelt tåre dukkede op langs øjenkrogen og trillede ned over hendes kind.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 22, 2012 19:19:09 GMT 1
Han kiggede tilbage mod hende. Prinsesse, sagde han ærbødigt. Det ville aldrig gå, hvis jeg blev. Jeg holder for meget af dem til at kunne se på dem hver dag, med den viden at det ikke er gengældt. sagde han lidt sørgmodigt, men med en oprigtig tone.
Han begyndte at gå med stille skridt mod slottets indgang. Jeg vil anmode om at Sonea vil være din ridelære. Jeg har selv oplært hende i alle de teknikker jeg kender og jeg er sikker på at i ville kunne enes. sagde han roligt til hende.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 22, 2012 22:17:29 GMT 1
Hans ord havde hun fuld forståelse for, det ville være egoistisk at bede ham om at blive men kunne hun ikke tillade sig at være egoist blot en gang i livet? Han betød så meget for hende og hun kunne virkelig ikke bære at miste ham, han havde lært hende alt hvad hun vidste inden for våben og havde været så blid og venlig. Hun pressede læberne sammen og trådte et skridt tilbage med en hovedrysten som i at hun ikke fattede hvad der skete.
Ved hans ord og da han bevægede sig væk fra hende stemte hun foden i jorden ”Arontala! Hvis du ikke underviser mig så er der ingen der gøre det” sagde hun med en hævede stemme der bar tydelig præg af stædighed hvilket ellers så sjældent skete og noget hun aldrig havde gjort overfor ham.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 23, 2012 7:14:48 GMT 1
Han vendte sig om med et sæt. hvad skal det betyde? sagde højt, med en mere vred stemme end han plejede. Han gik et skridt nærmere hende. De må hvad de må gøre. sagde han bestemt. Hans øjne lynede og hans pande rynkede. hvis de ønsker at jeg skal blive, skal de overbevise mig. sagde han med en roligt og kølig stemme.
Han trådte et skridt tilbage og lænede sig op af træet der stod ved siden af ham. og ordre virker ikke. Selv hans majestæt kongen ved det. sagde han roligt, mens han lagde armene over kors og roligt stod med skulderen op mod træet.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 23, 2012 9:03:44 GMT 1
Hans vrede stemme kom da bag på hende men hun fortrak ikke en mine hvor hun så stædigt på ham mens han trådte tilbage til hende. ”Det jeg sagde” svarede hun ligeud, placeret armene over kors og så på ham. Overbevise ham? ”Hvordan? Skal jeg ned på knæ og tigge og bede?” spurgte hun, hvis det virkelig var hvad der skulle til ville hun da gøre det. Prinsesse eller ej!
”jeg giver Dem ikke ordre, jeg ønsker bare ikke at miste Dem” svarede hun med et opgivende suk. Det var jo lige det, nu ville ikke styre ham, ville ikke kontroller ham, ville bare have ham i nærheden, eller i hvert fald se ham så tit hun kunne, blive trænet og oplært af ham og ingen andre.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 23, 2012 16:39:37 GMT 1
Han kiggede kort på hende med et hævet bryn. nej, opfør dig som en prinsesse og fortæl mig hvorfor jeg skulle blive. sagde han roligt og med en lav stemme. Han stod stadig op ad træet og kiggede roligt på hende. Hvis ikke du kan det, vil jeg tale med kongen om en ridelære til dem. sagde han roligt til hende.
De mister mig skam ikke, Jeg vil nok altid være i nærheden, selvom at de ikke kan se mig. sagde han roligt til hende. Men faktisk er det mig der har mistet dem. sagde han meget lav meldt og håbede lidt på at hun ikke hørte ham.
Han tog en lille lommekniv frem og begyndte stille at skrabe sine negle.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 23, 2012 19:06:36 GMT 1
Hun trak vejret dybt ”Fint. De skal blive fordi jeg endnu har brug for træning, jeg har endnu ikke lært alt. De skal blive fordi jeg stoler på Dem, og sidst men ikke mindst skal De blive fordi jeg holder af Dem og har brug for at De står ved min side” svarede hun og tav, håbede det var godt nok for ham for det betød meget for hende at han ikke bare gik.
Da han fortsatte sukkede hun, hvad nytte vil der være ved det? Hun ønskede ikke at han skulle holde øje med hende eller observere hende uden at hun vidste det. Det var slet ikke en behagelig tanke, og hvis han havde gjort det før vidste han måske noget om hende og Jake!? Ej det tvivlede hun på, ellers ville han have sagt noget. Hans sidste ord opfattede hun ikke, afstanden var for stor alligevel. ”Men jeg vil se Dem!” svarede hun lidt for højt hvilket hun opdagede og pressede læberne sammen.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 27, 2012 12:12:19 GMT 1
Arontala stoppede op og kiggede tilbage mod hende da hun sagde at hun havde brug for ham. Problemet er jo bare at, Jeg vil mere end at stå ved deres side min Prinsesse. sagde han kort og højt nok til at hun ville kunne høre det. Han var jo forelsket i hende, men hvis hun ikke kunne gengælde de følelser til ham, ville han ikke blive, bare for at blive såret. Du vil aldrig se mig. Du har aldrig set mig. sagde lidt hårdt, men oprigtig ment. For det var det han følte, at hun aldrig havde set ham som andet end en træner.
Han begyndte stille at rode i sine tasker og tog noget op af en lomme. Det hørtes et højt brag, efterfulgt af en røgsky. Røgen spredte sig hurtigt og indhyldede Arontala, så han ikke længere var synlig.
Da røgen endelig forduftede igen var Arontala også væk. Han vidste dog at der nok hurtigt ville komme en flok soldater for at se hvad det var for et brag og en røg.
//out//
|
|
